HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

savnes en form for Anvendt gerontologi, hvor koblingen til og afsættet i arbejdslivet,
som det udspiller sig inden for den danske ældrepleje, er et omdrejningspunkt
i såvel vidensproduktion som vidensformidling.
For deltagerne i netværket synes det at være indlysende, at de skolesystemer,
der er tæt på praksis, også bidrager til at skabe noget af den viden, som ældreområdet
har brug for.
For det første giver uddannelsesstedernes forholdsvis tætte kobling til praksis
indsigt i, hvad det er for en viden og indsigt, som praktikere efterspørger i dagligdagen,
når de står over for at skulle løse konkrete opgaver. En sådan indsigt
er væsentlig, hvis der skal skabes en større overensstemmelse mellem det,
som praksis finder relevant og det, som forskningsmiljøerne finder relevant at
forske i.
For det andet har egenproduktion af viden den gode bieffekt, at lærerne får personlige
erfaringer med at gå metodisk til værks, hvilket giver dem et godt udgangspunkt
i forhold til at inspirere kommende social- og sundhedsarbejdere til
at gøre det samme. Der gemmer sig meget viden i praksis, som uden tvivl kunne
gøres mere tilgængelig, hvis praktikere i forreste geled generelt var bedre til
at gå metodisk og systematisk frem i det daglige arbejde.
Deltagelse i VEGA-projekter kan sammenlignes med en form for praksisnær
kompetenceudvikling. Lærere får konkret og praktisk træning i videnskabende
arbejde, der retter sig mod hverdagens praksis.
Den form for kompetenceudvikling, der knytter sig til VEGA-aktiviteterne, adskiller
sig klart fra mere traditionelle former for efteruddannelsesaktiviteter, der ofte
lægger sig i universiteters kølvand, hvad angår krav om reproduktion af andres
teorier og metoder. Der synes i disse tider, hvor f.eks. de mellemlange uddannelser
slutter sig sammen i CVU’er, og hvor der stilles krav om undervisernes
akademiske opkvalificering, netop at være stærkt brug for efteruddannelsesaktiviteter,
der prioriterer træning i praktisk, anvendelsesorienteret videnskabende
arbejde frem for bogstudier og højtravende, akademiske diskussioner.
I uddannelsesmiljøer har det, som også Sten Clod Poulsen er inde på i en artikel
om ”lærerkompetencer, læreruddannelse og udviklingen af erhvervsuddannelserne”,
ganske iøjnefaldende og vidtrækkende konsekvenser, at akademisk,
orienteret efteruddannelse sluger så meget opmærksomhed og energi. Clod
Poulsen har mange års praktisk konsulenterfaring med undervisningsmiljøer, og
det maner til eftertanke, når han efterlyser mindre snak og mere handlen. Mere
træning og mindre refleksion. Mere øvelse og mindre diskussion (Clod Poulsen,
2003).
Clod Poulsen taler for at lade øvelseskulturen afløse refleksionskulturen. Ikke
som en antiintellektuel bestræbelse. Men for at skabe modvægt til læreruddannelsernes
hidtidige overvægt på boglæsning, teoretisk viden, refleksion, kritisk
analytisk diskussion o.l. Alle der til daglig færdes i uddannelses- og underviserkredse
har måske på egen krop erfaret, hvorledes den megen snak kan tage
gassen ud af lysten til at handle anderledes.
124