HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

gende procesenhed i musikoplevelsen. En musikalsk frase opleves ifølge Stern
intuitivt som en afgrænset global enhed.
Den har en varighed, der fornemmes (som regel mellem to og otte sekunder).
Og hvad der er mere interessant – den musikalske frase opleves i løbet
af et øjeblik, der ikke er momentant, men heller ikke tidsmæssigt opdelt
i små sekventielle stykker, som de nedskrevne noder. Der er snarere
tale om en kontinuerlig, analog strømmende helhed, der eksisterer i et nu.
(Ibid. p45)
Sterns overvejelser om det nuværende øjeblik er medtaget her, idet det er inspirerende,
hvordan han formår at betragte processer gennem en mikroanalytisk
linse og idet, der synes at være lighedspunkter mellem den måde, Stern opfatter
det nuværende øjebliks temporale struktur og organisering på, og den måde
som vi i VEGA opfatter stunders, sekvensers eller forløbs udfoldelse i tid og rum
på.
Hvis vi tidligere havde været opmærksomme på Sterns tænkning, kunne vi i
forbindelse med nogle af VEGA-projekterne måske mere grundigt have udforsket
selv meget flygtige øjeblikke. I forbindelse med feltstudier på et stort plejehjem
fik lærere fra Social- og sundhedsskolen i Herning således gentagne gange
indblik i så små udsnit af levet liv, at de forekommer at være et forløb af øjeblikke,
således som Stern taler om det.
Uddrag af observationsnote:
Signe bruger ble og er afhængig af hjælp fra personalet, når den skal skiftes.
Efter middagsluren banker hjælperen således på Signes dør og går
med det samme om bag ved Signe, tager dynen af og forsøger at mærke
efter, om bleen er våd. Ja, det var næsten en skam, at der ikke var noget,
sådan som du bare stikker fingrene ned, bemærker Signe. Hjælperen kigger
efter igen, og Signe siger med eftertryk: Jamen, der er ikke noget,
hvortil hjælperen svarer: Nå, men så kan vi jo godt vente med at skifte bleen
til klokken 4.
Signe blev i det efterfølgende kvalitative interview bedt om bl.a. at kommentere
denne situation.
I: Da hjælperen kom ind efter middagssøvnen, mærkede hun efter, om
bleen var våd. Hun spurgte dig jo ikke - kunne hun ha’ gjort det? Ku’ du
selv mærke, om den var våd?
S: Ja
I: Du sagde ikke noget - hvorfor ikke?
S: Der er såmænd ikke noget at sige.
I: Har du vænnet dig til, at det foregår sådan?
S: Ja, sådan skal en vænne sig til så meget.
Som det fremgår, tog mødet mellem Signe og hjælperen en særlig drejning.
Sterns pointe er, at øjeblikket også kunne have taget helt andre drejninger, hvis
de implicerede personer – ikke mindst den professionelle part i relationen -
havde været mere opmærksom på at identificere øjeblikket og lægge mærke til
80