HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

Kapitel 5
VEGA-METODE
Omtrent samtidig med at VEGA-netværket blev etableret i 1995, skete en nyskabelse
inden for filmens verden. Mandag den 20. marts 1995 præsenterede
Lars von Trier på en konference i Paris om filmens fremtid det siden så kendte
Dogmemanifest. Manifestet indeholdt et såkaldt kyskhedsløfte i 10 punkter, der
forpligtede instruktøren til at producere film med enkle og naturlige metoder,
f.eks. optagelser på location, naturlig lyd og lys og håndholdt kamera. Dogme
95, som her i skrivende stund, marts 2005, efter10 års levetid og 35 film er et
overstået kapitel for de personer, der satte det hele i gang, var bl.a. et opgør
med Hollywood og de store blockbusterfilm, som hærgede midt i 90’erne. Instruktørerne
var trætte af de bindinger, der lå i de store, komplicerede, kommercielle,
dyre filmproduktioner og de indbyggede krav om perfekt rekonstruerede
tidsscenerier, smukke billeder, avanceret brug af teknik mv. Dogme blev
især en gevinst for det hverdagsorienterede drama. Uden den megen fokus på
æstetik og teknik kom hverdagshistorien i absolut centrum, skrev Kim Skotte i
Politikken den 19. marts 2005 i anledning af 10 års dagen for annonceringen af
Dogme 95.
På samme måde som Dogmebrødrene gjorde op med en tendens, der privilegede
bestemte måder at lave film på, indskriver VEGA sig i rækken af ’stemmer’
inden for det samfundsvidenskabelige og sociale arbejdsfelt, der gør op
med en tendens til at ville privilegere bestemte former for kundskab. (Flyvbjerg,
1996, Lundstøl, 1999, Gamst. M.fl., 2004)
Vi kan registrere, at der er forskellige opfattelser af, hvad kundskabsgrundlaget
for f.eks. arbejde inden for ældreområdet er eller bør være. I bogen ”Kundskabens
hemmeligheder” argumenterer filosoffen John Lundstøl for det hensigtsmæssige
i, at man inden for praksisdiscipliner revurderer de grundlæggende
begreber om, hvad der er kundskab, hvad der er videnskab, og hvad der er god
praksis. (Lundstøl, 1999)
På visse områder er der vægtige argumenter for, at det er den teoretiskvidenskabelige
fornuft, der bør have stor vægt i forhold til, hvad der skal gøres i
praksis. På visse områder kan det være hensigtsmæssigt f.eks. at forske i effekter
og komme på sporet af særligt nyttige metoder, teknikker og instrumenter,
som praktikere så efterfølgende kan anvende. Men på svært mange områder
- skriver Lundstøl – vil praktisk kundskab og fornuft være overordnet teoretisk
og instrumentel kundskab. Praktisk kundskab er kendetegnet ved at være
kundskab i brug i konkrete situationer. Lundstøl refererer til Aristoteles, som
hævdede, at det, der er særpræget ved den praktiske kundskab, er at den
handler om ting og handlinger, som kunne have været anderledes. I relation til
konkrete situationer kan man aldrig være helt sikker på, om det, man nu mener,
er den bedste løsning også vil være den bedste løsning næste gang, selvom
tilfældet ligner. I komplekse praksissituationer står man overfor det, Lundstøl
118