HVERDAGSLIV TIL ARBEJDSBRUG Samlet formidling af VEGA ...

Hverdagens stunder og den evige strøm af små og store gøremål og begivenheder
er, som Knud Ramian har udtrykt det, ikke biologi, psykologi, sociologi
eller etnologi. Det er heller ikke fysioterapi, ergoterapi, pædagogik, sygepleje
eller medicin. De er ganske enkelt ’både og’ eller ’hverken eller’. (Ramian,
2000) Den kundskabsbase, som ældreområdets medarbejdere må tage afsæt i,
kan ikke udelukkende opbygges af ’stof’ fra de traditionelle grunddiscipliner eller
fag.
Det er ikke nok bare at lære sig nogle rutiner eller nogle procedurer for, hvordan
tingene kan gøres eller for, hvordan tingene plejer at blive gjort. Der er således
reelt indbygget en læringsmæssig forpligtelse i den daglige arbejdspraksis, hvilket
kræver en helt form for ny faglighed.
Kundskab om hverdagsliv udfylder et kundskabshul.
I en årrække er der talt og skrevet meget om at sætte individet i centrum og om
at medinddrage patienter, klienter, brugere og borgere i beslutningsprocesser
og handlingsforløb, som udspiller sig inden for velfærdssamfundets mange institutioner.
Mange faggrupper tilstræber i teorien at have blik for det hele menneske,
men alligevel dukker der i samtaler mellem mennesker, i medierne og andre
steder jævnligt historier frem, der synliggør, at mennesker, der har brug for
hjælp af professionelle fagfolk på sygehuse, inden for ældreplejen, på institutioner
mv., nogle gange oplever at blive reduceret til ansigts-, historie- og kulturløse
størrelser eller objekter, som ’ekspederes’ uden synderlig respekt for det enkelte
menneskes egenart og særlige liv.
Steen Wacherhausen har i bogen ”Humanisme, professionsidentitet og uddannelse”
gjort rede for, hvorledes der f.eks. i det sundhedsprofessionelle felt ikke
sjældent synes at være et misforhold mellem de humanistiske idealer, som der
sprogligt artikuleres, og så de handlinger som praktiseres i dagligdagen. Ifølge
Wacherhausen er de sundhedsprofessionelles opmærksomhedsfelt styret af
deres faglige baggrund mod et fundamentalistisk sygdomsbegreb, dvs. forestillingen
om, at sygdomme kan defineres i deres eget objektivt-faktuelle rum, på
et videnskabeligt grundlag, uafhængigt af og adskilt fra de samfundsmæssige
og kulturelle forhold, som mennesker befinder sig i (Wacherhausen, 2002).
Marianne Gullestad skriver i bogen: Kultur og hverdagsliv, at der ligger en udfordring
i at farvelægge en hvid plet på kortet. (Gullestad, 1995). Hverdagslivet
er ifølge Gullestad overset, usynligt, og hun begrunder det med, at området af
misforstået hensyn frisættes for forskningsmæsisg interesse. ”Mange forskere,
politikere og planlæggere er af den opfattelse, at menneskers levevis og længsler
i hverdagslivet er noget, som skal være i fred” skriver Gullestad og påpeger
at det er vigtigt at skelne mellem kundskab om hverdagslivet og statslig regulering/kolonialisering
af hverdagslivet. Det at man ikke ønsker en yderligere regulering
af hverdagslivet er ifølge Gullestad ikke et argument for at afvise mere
kundskab om hverdagslivet. Snarere tværtimod.
Kundskab om og en fagligt underbygget forståelse for hverdagslivet kan således,
som også den danske hverdagslivsforsker, Birthe Bech Jørgensen gør
22