Rigsadvokatens meddelelse nr. 5 af 12. juli 2007 om ... - Krim

RM 5/2007
Afsnit 7. Side 11
hedens bestemmelse – på kriminalforsorgens institutioner, f.eks. pensioner, eller
institutioner under regionerne eller kommuner, f.eks. ungdomsinstitutioner, plejehjem
eller lignende.
For unge, der på gerningstidspunktet endnu ikke er fyldt 18 år, kan der i øvrigt være
mulighed for at anvende ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a, hvis den unge
ikke er så psykisk afvigende, at foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69 er
påkrævet, og betingelserne for i øvrigt at anvende ungdomssanktion er opfyldte, jf.
nærmere herom i Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2007 om behandling af sager mod
unge lovovertrædere.
I forbindelse med udformningen af påstanden skal der tages stilling til, om der skal
fastsættes en længstetid for foranstaltningen på 5 år, jf. straffelovens § 69 a, stk. 1,
ingen længstetid, jf. straffelovens § 69 a, stk. 2, eller en længstetid, der ikke kan
overstige 3 år, jf. straffelovens § 69 a, stk. 3, og nærmere nedenfor afsnit 9.
Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges en påstand om en længstetid på mindre
end 3 år, må afgøres ud fra en konkret vurdering af omstændighederne i den
enkelte sag.
Hvis afgørelsen medfører, at den dømte skal anbringes i institution eller giver mulighed
herfor, skal der tillige fastsættes en længstetid for opholdet, jf. nedenfor under
afsnit 9.3.
7.7. Personer omfattet af straffelovens § 73
Straffelovens § 73 omhandler de tilfælde, hvor gerningsmanden, efter den strafbare
virksomhed er ophørt men før endelig dom, er kommet i en ikke blot forbigående
tilstand, der er omfattet af straffelovens § 16 eller af straffelovens § 69.
Der kan over for personer omfattet af straffelovens § 73 især blive tale om at anvende
foranstaltninger som nævnt ovenfor under afsnit 7.3. (om sindssyge). Endvidere
kan det i sjældne tilfælde forekomme, at foranstaltningerne nævnt i afsnit 7.6.
(om tilstande omfattet af § 69) anvendes, hvis en svækkelse eller forstyrrelse af de
psykiske funktioner er indtrådt i tiden mellem den strafbare handling og dommen.
I disse tilfælde skal retten træffe to afgørelser. For det første skal der tages stilling
til, om der skal idømmes straf eller træffes bestemmelse om strafbortfald. Dernæst