Vandpibekulturen blandt danske teenagere - Liv.dk

Projekt Børn, Unge o& Rygning | Kræftens Bekæmpelse 

Vandpibekulturen blandt 

danske teenagere 

Hvorfor er vandpiben blevet så 

populær, og hvordan kan vandpiberygning 

forebygges?

Vandpibekulturen 

blandt danske 

teenagere 

Hvorfor er vandpiben blevet så 

populær, og hvordan kan vandpiberygning 

forebygges? 

Poul Dengsøe Jensen og Ann-Britt Kvernrød 

Kræftens Bekæmpelse • Projekt Børn, Unge & Rygning

Vandpibekulturen blandt danske teenagere 

Hvorfor er vandpiben blevet så populær, og 

hvordan kan vandpiberygning forebygges? 

Poul Dengsøe Jensen 

Ann-Britt Kvernrød 

Redigering: 

Ida Nymand Ammundsen 

Grafisk tilrettelæggelse: 

Helle Træholt Wang 

Fotos: 

Annett Bruhn 

Lene Winther Ringgaard 

Helle Træholt Wang 

Polfoto 

Kræftens Bekæmpelse 2008 

Forebyggelse og dokumentation 

Projekt Børn, Unge & Rygning 

Strandboulevarden 49 

2100 København Ø 

Telefon 35 25 75 00 

www.rygning.com 

www.liv.dk 

www.xhale.dk 

www.cancer.dk 

Omslag og tryk: 

Erhvervsskolernes Forlag 

ISBN: 978-87-7082-028-8 

Rapporten kan købes ved henvendelse 

til Kræftens Bekæmpelse. 

Copyright 2008 © af Kræftens Bekæmpelse. 

Alle rettigheder forbeholdes.

Indhold 

Forord 7 

Sammenfatning 9 

Vandpibens udbredelse til Danmark 15 

Mellemøstens vandpibekultur 33 

Vandpibekulturen blandt danske teenagere 43 

Anbefalinger til kommunikationsindsatser 63 

Summary 67 

Bilag 1 Metode til kvalitativ analyse 75

4 

Vandpibekulturen blandt danske teenagere

”Hvis man kun ryger vandpibe, vil jeg ikke sige man er 

ryger. Det virker for underligt at sige det, fordi rygerne 

er folk, der ryger cigaretter, mens vandpiben er hygge” 

Fie 15 år 

5

6 


Forord 

Denne rapport vurderer, hvorfor vandpiberygning er blevet så populært blandt 

danske teenagere, og hvad der kræves for at forebygge dette nye fænomen. 

Kræftens Bekæmpelse har tidligere udgivet en temarapport om skadevirkninger 

og afhængighed af vandpiberygning. Konklusionen var, at stofferne i 

vandpiberøgen er den samme som i røgen fra cigaretter, og at vandpiberygning 

nedsætter lungefunktionen, påvirker hjertet og dets kredsløb samt øger risikoen 

for lungekræft. Dog konkluderes det, at der mangler den nødvendige evidens til 

samlet at kunne dokumentere, at risikoen for skadevirkninger er den samme som 

ved cigaretrygning. 

Alligevel mener Kræftens Bekæmpelse, at den tilgængelige viden, kombineret 

med at hyppig vandpiberygning kan føre til et mere varigt cigaretforbrug, 

er tilstrækkelig til, at det er nødvendigt at advare børn og unge mod vandpiberygning. 

Derfor anbefaler Kræftens Bekæmpelse bl.a. en national kommunikationsindsats 

over for danske teenagere (13 – 16 år) og deres forældre om skadelighed 

og vanedannelse ved vandpiberygning. 

Rapporten opstiller anbefalinger til en sådan indsats og giver med sine 

analyser en dybere forståelse af vandpibens brug og betydning blandt danske 

teenagere samt ikke mindst nogle bud på vandpiberygningens pludselige popularitet 

blandt helt unge danskere. I den sammenhæng anvendes talmateriale om 

vandpiberygningens udbredelse i Danmark, en undersøgelse af vandpibetobakkens 

tilgængelighed på det danske marked, et antropologisk studie af vandpibekulturen 

i Mellemøsten samt en kvalitativ analyse af danske teenageres vandpiberygning. 

God læselyst 

Per Kim Nielsen, projektchef 

Kræftens Bekæmpelse 

Projekt Børn, Unge & Rygning 

2008 

7

8 


Sammenfatning 

Sammenfatning 

Overordnede konklusioner 

• Vandpiberygning i Danmark er et ungdomsfænomen, da vandpiben primært 

ryges af unge i aldersgruppen 15 – 19 år, men også børn helt ned til 

13-års alderen. Rygeformens appel til helt unge og relativt uerfarne tobaksrygere 

skyldes ikke mindst vandpibetobakkens søde smag og vandpibens 

sociale element 

• Vandpiben har ikke mærket samme modkultur som cigaretten, og sker det 

ikke, vurderes det, at vandpiben i fremtiden vil blive fast installeret som 

rygeinstrument i danske børn og unges tobakseksperimenterende fase 

• Frygten er, at den tobakseksperimenterende fase for børn og unge vil begynde 

tidligere, at flere prøver at ryge tobak, fordi de nu også ryger vandpibe, 

samt at vandpiben øger risikoen for, at børn og unge bliver regelmæssige 

cigaretrygere 

• Det antages, at vandpibens udbredelse til Danmark især hænger sammen 

med et produktfremstød fra den danske tobaksvirksomhed, Mac Baren 

Tobacco Company A/S, og en effektiv distribution af vandpiber og vandpibetobak 

via detailhandlen og servicestationsbranchen. Fra en situation 

med stort set intet salg før 2002 (da Mac Baren introducerede deres vandpibeprodukter), 

sælges vandpibetobak i dag bredt på det danske marked 

inklusiv på nettet, i kiosker og hos grønthandlere 

• Danske teenagere prøver vandpiberygning pga. en højere tilgængelighed 

til produktet end før, en højere social accept i forhold til cigaretter både 

blandt forældre og unge, myter om den uskadelige røg (at den ikke er 

sundhedsskadelig eller afhængighedsskabende), vandpiberøgens lokkende 

søde duft og vandpibens orientalske æstetik, der gør den både spændende 

og mystisk 

• Vandpiben er for de danske teenagere meget andet end et rygeredskab. 

Som i Mellemøsten handler det også om at tage sig god tid, slappe af, lege 

med røgen, samtale rundt om piben og pleje de sociale relationer i gruppen 

• Danske teenageres vandpibekultur er ikke kun en ‘kopikultur’ af praksissen 

i Mellemøsten. De danske teenagere går også ind og skaber deres egne 

praksisser, f.eks. ved at transformere vandpiben til et ‘festobjekt’, dvs. inddrage 

vandpiben i festsammenhænge, hvilket bryder med den traditionelle 

vandpibekulturs fokus på tid, ro og nærvær 

9


• Pga. sin massive udbredelse blandt helt unge samt et generelt lavt vidensniveau 

om skadevirkninger og afhængighed er der et akut behov for målrettet 

og vedvarende oplysning på området 

• Ikke kun de unge, men især forældre virker oplagte som målgruppe for en 

kommunikationsindsats. Dels fordi ikke alle forældre sidestiller vandpiberygning 

med cigaretrygning, dels fordi forældres kommunikation om tobak 

smitter af på børn og unges rygevaner, og endelig fordi forældre indtager 

en naturlig rolle som dem, der snakker med deres børn om rygning og 

udstikker rammer 

• Det vurderes dog, at en kommunikationsindsats ikke kan stå alene, hvis 

målet er en kraftig reduktion i antallet af unge, der ryger vandpibe. Indsatsen 

bør suppleres med politiske tiltag som f.eks. forbud mod/reguleringer 

af mængden af smags- og tilsætningsstoffer i vandpibetobak, og et generelt 

rygeforbud der forhindrer en yderligere eskalering i antallet af organiserede 

vandpibeetablissementer som f.eks. vandpibecaféer 

Omkring hver anden danske skoleelev i 9. klasse har prøvet at ryge vandpibe. 

Denne rygeforekomst er på niveau med antallet i samme aldersgruppe, der har 

prøvet at ryge cigaretter. Dermed er vandpiben på ganske kort tid gået fra at stå 

helt uden for dansk tobakskultur til i dag at være en del af den fase, hvor danske 

børn og unge eksperimenterer med tobak. 

I forhold til Mellemøsten og andre steder med årelange traditioner for vandpiberygning, 

er det for Danmark ikke bare den eksplosive vækst der er speciel, men 

også det forhold at der med vandpiberygning er tale om en ungdomskultur. Dvs. 

vandpiben er blevet ‘opdaget’ af teenagere og de lidt ældre unge, og det er dem, 

som i dag typisk ryger vandpibe. I Mellemøsten har vandpiberygning traditionelt 

set altid været en voksenkultur. 

Der nævnes i litteraturen flere årsager til, at vandpiben er kommet til vestlige lande 

som Danmark: Globaliseringen har nedbrudt kulturgrænser, så fjerne traditioner 

nemmere adapteres, en årelang modkultur i Vesten mod cigaretten afstedkommer 

en boomerangeffekt over for nye tobaksprodukter, så f.eks. vandpiben 

forekommer mere sund og accepteret end cigaretten, en øget individualisme i det 

moderne samfund får os til at opsøge nye fællesskabsformer etc. På baggrund af 

den tilgængelige viden der er om salg af vandpibetobak i Danmark antages det 

dog, at vandpibens massive udbredelse i Danmark med stor sandsynlighed aldrig 

ville have fundet sted, hvis ikke den danske pibetobaksfabrikant, Mac Baren Tobacco 

Company A/S, valgte at massedistribuere vandpibetobak og vandpiber via 

detailhandlen og de større servicestationskæder, dvs. salgssteder som føtex, Shell, 

fakta og Kvickly. I dag sælges det således meget bredt, så det kan købes i selv 

mindre provinsbyer. Det er derfor denne rapports klare hypotese, at vandpibens 

udbredelse i Danmark primært er en kommercielt skabt udvikling, mere end den 

er samfundsskabt f.eks. pga. en øget individualisme i det moderne samfund, der 

10

Sammenfatning 

får os til at opsøge nye fællesskabsformer. F.eks. begynder Mac Baren sit salg i 

Danmark i 2002, og to år efter har omkring hver anden 16 – 20-årig prøvet at 

ryge vandpibe. Nøglen til denne kommercielle succes er den samme som i Mellemøsten, 

hvor tobaksindustrien i 1990’erne udvikler et nyt og sødt smagende 

vandpibetobaksprodukt, ‘tabamel’, som supplement til den oprindelige ‘skarpe’ 

vandpibetobak ‘tumbak’. Især kvinder og unge i Mellemøsten bliver fristet af 

denne nye kemiskfremstillede vandpibetobak, og samme tendens, især blandt de 

helt unge, viser sig lynhurtigt også i Danmark, godt hjulpet på vej af butikkernes 

velvilje til at sælge produktet. 

Vandpiberygning i Danmark er dog ikke installeret i hverdagslivet på samme 

måde som i Mellemøsten, hvor det er mere udbredt og synligt i gadebilledet. 

Afgørende er ikke mindst vandpibecaféerne, der tilbyder ydelser organiseret omkring 

vandpiben, og som indgår som synlige etablissementer i den sociale organisering 

af det arabisk-islamiske bysamfund. En så central rolle vil det begrænsede 

antal vandpibecaféer, der er skudt op i Danmark, aldrig få og slet ikke med de tiltagende 

rygerestriktioner, som netop nu opleves. Vandpiben har dog ikke i Danmark 

mærket samme modkultur som cigaretten, og sker det ikke, kan vandpiben 

meget vel blive forankret i danske børn og unges tobakseksperimenterende faser, 

så den ikke længere kan regnes for blot et forbigående modefænomen. Vandpibens 

potentielle installation i danske teenageres ungdomsliv hænger ikke sammen 

med synligheden i gadebilledet og antallet af vandpibecaféer som i Mellemøsten. 

For danske teenagere er det mere afgørende, at vandpiben og vandpibetobakken 

i dag er kommet inden for deres hverdagslige rækkevidde, dvs. er tilgængelige i 

form af antal butikker, der sælger det, hvor mange i omgangskredsen der ejer en 

vandpibe, og om det må ryges i hjemmet, til fester osv. 

Ses alene på hvorfor danske teenagere prøver at tage det første sug af en vandpibe, 

peger rapporten både på betydningen af denne høje tilgængelighed, men 

også en social accept af vandpiben blandt forældre. En accept, der er meget 

større end med cigaretter, og som gør forældrekommunikationen om vandpiben 

mere ‘løs’ med færre regler og blødere holdninger. Flere af respondenterne 

nævner eksempler på venner, som har fået foræret en vandpibe af deres forældre 

i fødselsdagsgave og om forældre, som tillader ‘vandpibehygge’ på teenageværelset. 

Disse episoder hænger ikke mindst sammen med myterne om vandpibens 

uskadelige røg, der også florerer blandt de unge selv. 

Børn og unge, som ryger vandpibe for første gang, erfarer en sød og nedkølet 

røg, der smager og dufter dejligt, og som ikke kradser i halsen. Dette er lige modsat 

teenagernes første erfaringer med cigaretrøgen, der føles varm, kradser i halsen, 

og som ikke smager godt. For især uerfarne rygere (som ikke ryger cigaretter 

jævnligt) opleves vandpiberøgen derfor langt mere blid og sød i sin smag. Desuden 

virker vandpibens æstetik med sine flotte farver og orientalske fremtoning 

11


tillokkende på de unge. De unge, som senere køber en vandpibe, har den f.eks. 

ofte stående hjemme på teenageværelset som samleobjekt eller pyntegenstand. 

Vandpibens udbredelse skyldes også vandpibens tiltrækkende og fascinerende 

praksis. Da vi til denne rapport interviewede en gruppe 14 – 17-årige om deres 

erfaringer med vandpiberygning, nævnte de alle “hyggen” og “det sociale” som primære 

årsager til, hvorfor de røg vandpibe. Det sociale eller fællesskabet om piben 

rummer hos de danske teenagere tre elementer: tiden, legen og ordet (samtalen). 

Tiden handler om at tage sig god tid, rette opmærksomheden mod vandpiben for 

en stund gerne mere end ½ time. Deltagerne oplever et rumligt nærvær rundt om 

piben og et tidsligt nærvær, hvor de sammen glemmer den normale kvantificerbare 

ydre tid målt i dage, timer, minutter osv. til fordel for et samtidigt nærvær. 

Legen indgår her som et sjovt og kreativt element, hvor de unge leger med den 

tykke, massive vandpiberøg: De laver røgringe, puster røg i hovedet på hinanden 

og opfinder sjove selskabslege. Samtalen opstår med den tætte kontakt, hvor man 

sidder i et tæt broderligt sammenhold, hvor piben rituelt deles mellem deltagerne. 

Med sit nærvær giver vandpiben både anledning til at tale og lytte, og de sociale 

relationer plejes og måske forbedres. Således er vandpiben for de danske teenagere 

meget andet end blot et rygeredskab. Den giver dem også tid og ro og er 

et sjovt og kreativt instrument, der giver anledning til en dybere samtale. På den 

måde er vandpiben, i en tid hvor der tales om, at unge oplever en mere stresset og 

hektisk hverdag, en oase i hverdagen, en slags social helle, hvor de for et øjeblik 

kan glemme tiden, slappe af og dyrke de sociale relationer. 

Vandpiberygning er dog ikke en generel praksis for de danske teenagere, men 

dyrkes på mange forskellige måder afhængig af den sociale kontekst. Denne rapport 

indfanger to vandpibearenaer: det åbne rum og det lukkede rum. I det åbne 

rum er de sociale relationer lidt ‘løsere’ end i det lukkede rum. I det åbne rum 

kender man ikke nødvendigvis dem, man ryger sammen med, der er mange mennesker 

til stede, f.eks. til en fest, og vandpiberygning er ikke nødvendigvis anledningen 

til, at man er samlet. Til en fest har vandpiben status af et festobjekt på 

samme måde som alkoholen og musikken, og da folk går til og fra piben, er det 

svært at opnå den nødvendige tid og ro til at opleve et rumligt og tidsligt nærvær. 

Derimod egner vandpibens sociale lege og samtalen sig godt til det åbne rums 

støj og uro. I det lukkede rum inviteres oftest de nærmeste venner, det foregår 

privat, man sætter tid af, og alle er indstillede på at ryge, da vandpiberygning er 

selve anledningen til at mødes. Modsat det åbne rum dyrkes alle vandpibens sociale 

elementer i det lukkede rum dvs. tiden, legen og ordet. 

Vandpiberygere blandt teenagere deles i rapporten op i to typer. De hardcore 

vandpiberygere ryger vandpibe regelmæssigt, i nogle perioder dagligt. Ofte er 

vandpiben et supplement til et regelmæssigt forbrug af cigaretter. De hardcore 

vandpiberygere ejer selv en vandpibe, de ved, hvordan den skal tændes, og det er 

dem, der medbringer den, hvis der skal ryges. Seancen skal helst foregå med de 

12

Sammenfatning 

nærmeste venner i ‘det lukkede rum’ f.eks. på teenageværelset eller et udendørs 

sted, hvor de kan være i fred, men enkelte er også begyndt at orientere sig imod 

mere velorganiserede vandpibeetablissementer som vandpibecaféerne i de større 

byer. De eksperimenterende vandpiberygere har prøvet at ryge vandpibe flere 

gange, men det kan sagtens være ½ år siden, de sidst prøvede. Deres forbrug 

afhænger meget af omstændighederne, f.eks. om de kommer til en fest, hvor der 

tilfældigvis også ryges vandpibe. De ejer ikke selv en vandpibe, og det er da heller 

ikke dem, som organiserer rygeseancerne eller tænder piben. De eksperimenterende 

rygere kommer oftest i ‘det åbne rum’. Endelig findes også novicerne – de 

som kun få gange eller aldrig har prøvet vandpibe. Novicerne indgår dog ikke i 

rapportens analyse. 

Overordnet konkluderer rapporten, at forudsætningen for at ændre risikoadfærd 

(at man betragter sin adfærd som problematisk) ikke er til stede hos de unge 

vandpiberygere og slet ikke de hardcore vandpiberygere. Dette skyldes primært, 

at vandpiben forbindes med noget positivt, de unge mener, de kan kontrollere 

deres forbrug, røgen virker mere sund (dufter og smager bedre), ligesom hyggen 

og det sociale element er langt mere til stede end med cigaretter. Flere af 

disse forhold, f.eks. den søde smag og det sociale, er rent kommunikativt svære 

at argumentere imod, da de hænger sammen med nogle faktuelle forhold: Vandpiberøgen 

er sød, og rygeseancerne finder typisk sted under hyggelige omstændigheder. 

Således er der nogle indiskutable, attraktive forhold forbundet med 

vandpiberygning, som klart komplicerer sandsynligheden for adfærdsforandring. 

F.eks. var det helt tydeligt blandt de hardcore vandpiberygere, at de ville opleve 

et klart tab, hvis de ikke længere kunne ryge vandpibe, ikke mindst pga. roen 

omkring vandpiben. 

Anderledes står det til med respondenternes fejlslutninger og misforståelser om 

sundhedsskader og afhængighed. Her giver en informationskløft imellem de unges 

viden og videnskaben basis for at informere teenagere om de reelle risici ved 

vandpiberygning. En sådan indsats bør være opmærksom på kommunikationsbarrierer 

i form af de unges oplevelse af personlig relevans, hvor de unge spørger 

sig selv “kan det overhovedet ske for mig?”. F.eks. var nogle respondenter enige i, at 

vandpiberygning kunne føre til cigaretrygning, men troede ikke på, at det kunne 

ske for dem, da de mente, de sagtens kunne styre deres forbrug. Ligeledes virkede 

oplysninger om, at vandpiberygningens skadevirkninger er de samme som 

cigaretrygningens, heller ikke relevante for de unge, da de ryger vandpibe langt 

sjældnere end cigaretter. 

Pga. det lave vidensniveau om skadevirkninger og afhængighed ved vandpiberygning 

er der et akut behov for oplysning på området både over for de unge og 

deres forældre. Især forældregruppen virker oplagt som målgruppe for en kommunikationsindsats, 

dels fordi den pt. skaber en uhensigtsmæssig social accept 

af vandpiben, og dels fordi de i rollen som forældre har en naturlig interesse i, 

13


at deres barn ikke ryger. Blandt de unge anbefales de eksperimenterende og novicerne 

som målgruppe, da de er mere på afstand af kulturen og derfor ikke vil 

mærke samme ‘tab’ som de hardcore vandpiberygere ved at droppe vandpiben. 

Det handler konkret om i kommunikationsindsatsen at give de eksperimenterende 

og novicerne nogle personlige argumenter, der går imod den positive diskurs 

om vandpiberygning og gøre dem i stand til at tage et mere reflekteret og 

personligt valg. 

Supplerende politiske tiltag er dog også nødvendige, hvis målet er, at vandpiberygning 

skal begrænses markant. En naturlig anbefaling er en regulering af industriens 

muligheder for at producere og sælge tobak med så høje doser smags- og 

tilsætningsstoffer, som det er tilfældet med vandpibetobakken. 

14

1 

Vandpibens 

udbredelse til 

Danmark


Vandpiberygning under Roskilde Festival 2006 

16

1 • Vandpibens udbredelse til Danmark 

1 

Vandpiberygning er en flere hundrede år gammel tradition, der især associeres 

med Kina, Pakistan, Indien og Mellemøsten (Gupta, Murti, and Bhonsle, 1996, 

183-198;Jaleel and others, 2001, 34-36;Lubin and others, 1992, 390-395;Maziak, 

Ward, and Eissenberg, 2004, 101-106). Det vurderes, at omkring 100 millioner 

mennesker i dag ryger vandpibe, men sådan har det ikke altid været (Wolfram 

and others, 2003, 47-53). Frem mod 1990’erne skete der et fald i antallet af vandpiberygere, 

ikke mindst i Mellemøsten, hvor nye generationer ikke påskønnede 

vandpiben i samme omfang som de ældre (Kandela, 2000, 1175;Shafagoj and 

Mohammed, 2002, 953-958). Men siden 1990’erne er der sket en uventet opblomstring, 

da kvinder og unge, som ind til da kun i begrænset omfang havde 

vist interesse for denne ældre og traditionsbundne rygeform, også begyndte at 

fatte interesse for den (Kandela, 1997, 1460;Kandela, 2000, 1175). F.eks. i Syrien, 

hvor omkring halvdelen af de universitetsstuderende svarede, at de havde prøvet 

at ryge vandpibe, og omkring hver fjerde mandlig studerende røg det mere eller 

mindre regelmæssigt (Maziak and others, 2004, 882-889). Samme tendens blev 

observeret blandt unge i Libanon: 30 % mænd og 23 % kvinder svarede, at de røg 

vandpibe ugentligt, og selv blandt teenagere så man en stigende tendens (Tamim 

and others, 2003, 933-939). I en egyptisk undersøgelse af teenageres rygevaner 

(gennemsnitsalderen 15 år) havde 19 % prøvet at ryge vandpibe (Gadalla and 

others, 2003, 1031-1050). Blandt en endnu yngre gruppe, de 13 – 15-årige, viste 

en undersøgelse i fem arabiske lande, at hver tiende havde prøvet at ryge andre 

tobaksprodukter end cigaretter - fortrinsvis vandpibe (The Global youth tobacco 

survey collaborative group, 2002, 252-270). 

Vandpiben kommer til Vesten 

Informationer som disse tegner et bekymrende billede af en ny ‘tobaksepidemi’ 

i den Mellemøstlige region, hvor nye grupper tilsyneladende ‘opdager’ denne 

gamle rygetradition, der ellers tidligere var forbeholdt midaldrende og ældre 

mænd. Inden for de senere år er det tillige kommet frem, at vandpiberygning 

har spredt sig til dele af Vesten med vandpibecaféer i metropoler som Paris, 

London og New York (Frey, 2002;Kandela, 2000, 1175;McNicoll, 2002;Werde, 

2003). Og med det lader det til, at unge er begyndt at afprøve denne – set med 

vestlige øjne – eksotiske rygetradition, selvom nationale undersøgelser på området 

endnu er begrænsede. Således er ingen europæiske studier om udbredelsen 

af vandpiberygning endnu dukket frem i videnskabelige tidsskrifter. Dog indikerer 

europæiske undersøgelser, at vandpiben er begyndt også at sprede sig til det 

europæiske kontinent. I Tyskland viste en national undersøgelse i 2007 blandt 12 

- 17-årige, at mere end hver tredje (38 %) havde prøvet at ryge vandpibe, mens 

17


det i Sydsverige gjaldt omkring hver anden af gymnasieelverne i 2. g (drenge 59 

%, piger 49 %) (Orth B., 2007;Stafström, 2007). En tilsvarende undersøgelser i 

2006 blandt danske 16 – 20-årige bekræfter samme tendens (drenge 69 %, piger 

62 %) (Rheinländer, 2008). 

Der nævnes flere årsager til denne pludselige popularitet i Vesten: Globaliseringen 

har nedbrudt kulturgrænser, så fjerne traditioner nemmere adapteres, en 

årelang modkultur i Vesten mod cigaretten afstedkommer en boomerangeffekt 

over for nye tobaksprodukter, så f.eks. vandpiben forekommer mere sund og accepteret 

end cigaretten, en øget individualisme i det moderne samfund får os til 

at opsøge nye fællesskabsformer etc. (Chaouachi, 2007). Men uanset hvad forklaringen 

er, ville vandpibens udbredelse med stor sandsynlighed ikke have fundet 

sted, hvis ikke tobaksindustrien havde valgt at udvide deres produktsortiment. 

Vandpibetobak var nemlig oprindeligt noget ganske andet end den søde og milde 

frugttobak, som man i dag kender fra tobakshylderne i flere danske butikker. 

‘Tumbak’ – den ægte vandpibetobak 

Den oprindelige mellemøstlige vandpibetobak, kaldet ‘tumbak’, er en ren tobak, 

der oprindeligt blev røget af indianere for at opnå en kontrolleret rus (Chaouachi, 

2007). Under forarbejdningen kommes den rå tobak i vand, bliver presset 

flere gange i hånden for dernæst at blive tørret, renset og til sidst presset sammen 

i vandpibens brænder. Denne type behandling forlænger konsumeringen og modificerer 

tobakkens indhold af nikotin dog ikke mere end at indholdet af alkaloider 

(nikotin) fortsat er højt. En kender af processen beskriver den således: 

“På skænken står der bakker helt fyldt med lys tobak fra Tyrkiet. Når man stille gennemvæder 

den med vand, udskiller den en mild duft af Orienten. Rygeren skal tilberede tobakken 

ved at tage et lille kvantum i sin hånd, som han ruller, til det bliver en fugtig kugle. Derefter 

tager han en stærk nål af stål, og stikker den forsigtigt gennem kuglen, så røgen kan trænge 

igennem. Til sidst pakkes kuglen ind i et ubehandlet tobaksblad, så det ikke går i opløsning 

i varmen. Således placeres kuglen, der er transformeret til en slags rund cigar, i vandpibens 

brænder” (Chaouachi, 2007) 

18


1 

Den oprindelige vandpibetobak ’tumbak’ er ren tobak, der kommes i vand, presses, tørres og 

renses, inden det kommes i vandpibens brænder. 

Smagen af tumbak betegnes som ‘skarp’ og er i dag typisk en tobaksvariant, der 

ryges af ældre mænd. Pga. sin historie forbindes den flere steder i Mellemøsten 

med den ‘ægte’ og ‘originale’ vandpibetobak. 

‘Tabamel’ – den nye vandpibetobak 

Blandingen ‘tabamel’, den nye vandpibetobak, adskiller sig væsentligt fra tumbak, 

da det er en kemisk blandet vandpibetobak, der med sin søde smag klart distancerer 

sig fra tumbakkens skarphed (Chaouachi, 2007). 

19


Tabamel er en kemisk blandet vandpibetobak, der består af melase/honning, glycerol, tobak 

og smagsessens f.eks. æble, jordbær, mynte osv. 

Vandpibetobak sælges i Danmark i farverige indpakninger, der med frugt og arabisk skrift 

signalerer sundhed og Orienten. Myndighedernes krav om en sundhedsadvarsel på fronten 

giver dog et andet indtryk. 

20


I dag udgør den en stor del af den samlede vandpibetobakproduktion i Mellemøsten. 

Præcist hvor stor produktionen er vides ikke med sikkerhed, men det 

formodes, at alene Kuwait producerer op mod 400 tons om året (Chaouachi, 

2007). Tabamel eller ‘mu’essel’, som på arabisk betyder honningsød, kaldes sådan, 

fordi den er lavet på basis af melasse (et biprodukt fra sukkerproduktionen) 

eller honning, der bruges som klæbemiddel i produktet. Blandingen tobak og 

melasse/honning sker i forholdet 1:2½ og tilsættes desuden glycerol (sødestoffer 

som fugtgiver) samt forskellige essenser. Sidstnævnte giver de meget forskellige 

smagsvarianter og dufte til tobakken (æble, jordbær, mynte osv.). Tobaksformen 

antændes ikke direkte, men opvarmes ved hjælp af et stykke kul, der placeres 

oven på vandpiben i en kulrist/ovenpå staniol. 

1 

Kulrist 

Pakning 

Kop/pibehoved 

Mundstykke 

Slange 

Askebakke 

Pibe 

Pakning 

Glas 

Vandpibens opbygning. Tobakken i koppen antændes ikke men opvarmes vha. et stykke kul 

placeret øverst på piben. 

21


En tredje og sidste form for vandpibetobak, som kaldes ‘jurak’, kommer oftest 

fra Indien og er en mellemting mellem tumbak og tabamel. Jurak er mest udbredt 

på den arabiske halvø. 

Indholdet i vandpiberøgen 

Det er ikke denne rapports opgave at gå nærmere ind i vandpiberøgens indholdsstoffer 

og skadevirkninger. I stedet henvises til Kræftens Bekæmpelses temarapport 

om emnet (Mårtensson and Nielsen, 2006). Dog er det værd at bemærke, 

at Chaouachi nævner røgens kulilteindhold blandt de største risici sammen med 

den store mængde af røg fra vandpiben (Chaouachi, 2007). Kullet, tobakken, 

melassen og vandpibens størrelse medvirker til at producere kulilte, en gas som 

især opstår ved en langsom eller ukomplet forbrænding. Mængden af kulilte målt 

i udåndingsluften varierer enormt fra 10 ppm til 60 ppm (parts per million) afhængig 

af ventilation og frem for alt forskellige måder at ryge på, især hvor 

dybt man inhalerer 1 . Det påpeges, at de nye selvantændende kul, der kan være 

nok så praktiske og især bruges af unge brugere, sandsynligvis er mere skadelige 

end det, man oprindeligt brugte (Chaouachi, 2007). Kullet kan producere mere 

kulilte, og man kender ikke nok til kullenes tilsætningsstoffer. Chaouachi nævner 

to tilfælde af forgiftninger i Toulouse i Frankrig, hvor en ung kvinde mistede 

bevidstheden efter at have røget tre vandpiber lige efter hinanden. En anden, der 

ikke selv røg, men arbejdede med at tænde vandpiberne i en orientalsk café, fik 

kronisk hovedpine og kastede op (Chaouachi, 2007). 

Vandpibens udbredelse til Danmark 

Det har ikke været muligt at kunne angive præcist, hvornår vandpiben kom til 

Danmark, da indvandrerbutikker længe har solgt vandpiber importeret fra indvandrernes 

respektive hjemlande (Hornbeck, Kay, and Wenzel, 2005). Men skal 

man finde et årstal, der radikalt ændrede det danske vandpibemarked og var anledning 

til den udbredelse, vi ser i dag, regnes 2002 som et afgørende år. Den 

danske tobaksproducent, Mac Baren Tobacco Company A/S, der igennem generationer 

ind til da mest var kendt for sin traditionelle pibetobak, var begyndt 

at vise interesse for vandpibetobak og vandpiber. De så her muligheden for en 

nicheindtjening på det globale marked, og Danmark blev udpeget som et af testmarkederne 

(Hornbeck, Kay, and Wenzel, 2005). 

I stedet for selv at producere vandpibetobak og vandpiber på fabrikken i Svendborg 

blev der indgået aftaler med mellemøstlige producenter om at levere den 

søde tabameltobak og nogle orientalske vandpiber, som Mac Baren ville distribu- 

1 Dette er relativt høje ppm værdier set i forhold til cigaretrygning. En storryger, dvs. en der ryger mere 

end 14 cigaretter per dag, vil typisk have ppm værdier omkring 15 – 30 ppm i sin udåndingsluft og kun 

sjældent over 40 ppm. 

22


ere på det danske marked (Jensen, 2004;www.mac-baren-info.com, 2008). Såvel 

tobakken som piberne fik navnet ‘Habibi’, der på arabisk betyder min ven, og 

planen for det danske salg var, at både vandpiber og vandpibetobak skulle sælges 

‘bredt’, dvs. ude i så mange større butikker som muligt. Dette kunne formentligt 

lade sig gøre, da Mac Baren i forvejen havde flere af de store danske detailkæder 

og landsdækkende servicestationer som kunder. Og på kort tid var vandpiben 

ikke længere en rejsesouvenir, som danske turister kun kunne købe på ferien i 

Marokko, men også et produkt de kunne finde på hylderne i selv mindre danske 

provinsbyer. 

1 

Med sit massive distributionsnet i ryggen steg salget af Habibi produkter hurtigt 

for Mac Baren, der fra sommeren 2003 til slutningen af 2004 egenhændigt solgte 

30.000 vandpiber og vandpibetobak til omkring 350.000 vandpibestop alene i 

Danmark. Tobakssalget kunne endda, ifølge Mac Baren selv, have været endnu 

større, hvis det ikke havde været for den hårde konkurrence fra kiosker og grønthandlere, 

som de mente – mere eller mindre åbenlyst – solgte indsmuglet tobak 

udenom afgifterne. Alligevel havde Mac Baren svært ved at skjule deres begejstring, 

da de i december 2004 blev spurgt om den aktuelle salgsstatistik: “Det er 

gået over al forventning. Vi havde slet ikke regnet med så stor interesse (…) Vi var på forhånd 

lidt forsigtige, fordi det er et helt ukendt fænomen for danskerne. Så vi havde faktisk kun budgetteret 

med en tiendedel af det salg, der nu har vist sig” (Jensen, 2004). Det har til denne 

rapport ikke været muligt at indhente mere præcise salgstal fra Mac Baren for perioden 

2002 – 2008 andet end de her angivne tal. I et telefoninterview med Mac 

Baren udtaler marketingschefen Erik Mønster dog, at “vandpibetobakssalget har ligget 

på et stabilt niveau de sidste tre til fire år”. Det må derfor antages, at førnævnte 

niveau også nogenlunde dækker salget i 2005 - 2008. Mac Baren regnes da også 

i dag uden sammenligning for Danmarks største importør af vandpibetobak og 

altså som det firma med størst indflydelse på salg og distribution af produktet 

i landet. Af andre tobaksmærker er det kun den egyptiske ‘Nakhla’ tobak, der 

også menes at blive solgt i større mængder i Danmark, og som bl.a. importeres 

af firmaet Pleasure Smoking Denmark. Ligesom Mac Baren ønskede Pleasure 

Smoking Denmark heller ikke at oplyse deres salgstal til denne rapport. 

Vandpibetobakkens tilgængelighed 

Selvom vandpibetobakken i dag findes på flere af de danske butikshylder, ved vi 

ikke præcist, hvor tilgængeligt produktet er, dvs. hvor mange butikker der sælger 

det 2 . Markedet har ry for at være lidt mere ‘gråt’ end cigaretmarkedet, fordi 

nogle produkter importeres til landet udenom afgiftssystemet, og vandpibetobak 

sælges bl.a. i mindre kiosker, grønthandlere og over internettet. Det vil derfor i 

2 I denne rapport har vi valgt kun at opgøre tilgængelighed i forhold til antal butikker, der sælger vandpibetobak. 

Vi har ikke undersøgt andre forhold som butikkernes overholdelse af aldersgrænsen for køb af 

tobak. 

23


en rapport som denne være umuligt at vide, præcist hvor mange salgssteder der 

sælger det. 

Men for at få en pejling af tilgængeligheden af vandpibetobak i Danmark kontaktede 

Kræftens Bekæmpelse i foråret 2008 nogle af de største supermarkeds- 3 

og servicestationskæder 4 samt landsdækkende kiosker for at høre, om de førte 

vandpibetobak, hvilke mærker de solgte, og hvor mange af deres butikker der 

førte produktet. Desuden blev der lavet en søgning på internettet over danskejede 

internetsalgssteder samt foretaget en stikprøve blandt tilfældigt udvalgte 

aviskiosker og grønthandlere i det centrale København. 

Detailhandlen: I detailhandlen blev COOP Danmark A/S, Dagrofa A/S, Dansk 

Supermarked Gruppen og EDEKA Danmark A/S kontaktet. Tre af disse bekræftede, 

at de førte vandpibetobak i nogle af deres butikker. En fjerde ønskede 

ikke at oplyse det. Af de tre detailkæder, som indvilgede i at deltage, ville kun 

COOP Danmark A/S oplyse, hvor mange af deres butikker der førte produktet, 

og hvor mange pakker de solgte på landsplan 5 . De øvrige firmaer afviste at give 

yderligere oplysninger med den begrundelse, at salgstallene var en forretningshemmelighed, 

eller at tallene ikke kunne fremskaffes. Dog ville de gerne oplyse, 

at de alle startede med at sælge vandpibetobak i 2002 eller 2003, og at de primært 

sælger vandpibetobak af mærket Habibi. 

COOP oplyste, at de kun sælger Habibi vandpibetobak og har gjort det lige siden, 

produktet kom frem på det danske marked i 2002. I 2005 blev Mac Baren 

tobakken distribueret til stort set alle COOP butikker landet over, mens det i 

2007 blev ført i 441 butikker, hvilket svarer til godt halvdelen af COOPs salgssteder. 

Det nedadgående antal salgssteder er måske årsagen til et dalende salg, 

der gik fra 6.072 solgte pakker i 2005 til 5.560 pakker i 2007. 

Servicestationer: Blandt landets største servicestationskæder blev Dansk Shell, 

Statoil A/S, XY Energi A/S og Q8 Kuwait Petroleum A/S kontaktet. Alle fire 

bekræftede, at de førte vandpibetobak i flere af deres butikker. Blandt dem ville 

to, hvis de blev anonymiseret, oplyse, hvor mange butikker der reelt solgte vandpibetobak, 

og hvor mange pakker der cirka sælges årligt. Som i detailhandlen 

skyldtes hemmeligholdelsen, at der var tale om fortrolige salgsdata. 

I de to deltagende servicestationskæder sælges kun Habibi tobak - den ene har 

gjort det siden, produktet blev introduceret af Mac Baren i 2002, mens den anden 

kæde har solgt det siden 2005. Det var ikke muligt at få præcise tal, der kunne 

3 COOP, Dagrofa, Dansk Supermarked Gruppen og EDEKA. 

4 Shell, Statoil, XY og Q8. 

5 COOP Danmark A/S dækker Super-, Lokal- og Daglig Brugsen, Kvickly, Kvickly xtra, fakta, Irma og 

Irma City. 

24


vise en stigning eller fald i antal butikker, der solgte vandpibetobak, men i 2007 

kunne det samlet set købes på 182 servicestationer ud af i alt 330 servicestationer 

med tilgængelige salgstal. Dvs. på mere end hver anden af de to kæders 

servicestationer (55 %), hvor salgstallene var tilgængelige. Tilsammen solgte de 

to servicestationskæder i 2007 omkring 16.000 pakker vandpibetobak. Ifølge en 

kategorichef ligger det gennemsnitlige salg per butik højere ude i landzonerne 

sammenlignet med byzonerne. 

1 

Landsdækkende kiosker: To landsdækkende kioskkæder, DSB Kiosker og 7 

Eleven, blev også kontaktet. Førstnævnte forhandlede ikke vandpibetobak, mens 

7 Eleven vurderede, at cirka hver femte af deres kiosker førte vandpibetobak. 

Konkrete salgsoplysninger ville de dog ikke oplyse, andet end at salget var meget 

begrænset, og at de kun førte Mac Barens Habibi tobak. 

Internetsalgssteder: Der blev søgt på hhv. ‘vandpibetobak’ og ‘vandpibetobak 

køb’ på www.google.dk. Kun danske on-line salgssteder indgik i opgørelsen, og 

i alt blev seks danskejede internetbutikker fundet. Fire af de seks førte Nakhla 

tobak, en solgte også Habibi tobak, mens de to andre solgte mindre kendte mærker. 

Aviskiosker/grønthandlere i København: I alt 22 aviskiosker/grønthandlere i 

det centrale København blev besøgt og spurgt, om de solgte vandpibetobak. Ud 

af dem kunne det købes i seks butikker altså i mere end hver fjerde butik. Nakhla 

vandpibetobak var det mest udbredte produkt (fire af seks butikker solgte det), 

mens to solgte Habibi tobak eller ukendte arabiske mærker. 

Som forventet har rundspørgen ikke kunnet give et komplet billede af udbredelsen 

af vandpibetobak i Danmark, men kun nogle pejlinger. Overordnet 

viser rundspørgen dog, at vandpibetobak kan købes via mange forskellige salgssteder: 

landets største detail- og servicestationskæder, flere internetsalgssteder 

samt i kiosker og grønthandlere. Der er altså på kort tid sket et boom i antallet af 

vandpibetobakssalgssteder, og derved er produktet blevet langt mere tilgængeligt 

sammenlignet med for blot 6 – 7 år siden. Med få undtagelser kostede Habibi 

tobakken 40 kr. hos de undersøgte salgssteder, mens Nakhla vandpibetobakken 

kostede omkring 50 kr. Dvs. markedet har relativt ensartede priser for de større 

vandpibetobaksmærker. 

Salget i detailhandlen og i servicestationsbranchen virker til at være meget koncentreret 

omkring Mac Barens Habibi produkt, mens mere specialiserede mærker 

som Nakhla typisk er tilgængelige i mindre butikker eller på nettet. Men som 

stikprøven også viste, kræver det som vandpiberyger lidt research at vide, præcis 

hvor man kan købe vandpibetobak, da det langt fra sælges i alle butikker. 

25


Endelig skal det nævnes, at vandpibetobak som rekreativt nydelsesmiddel også 

er blevet mere tilgængeligt med de flere serveringssteder – restauranter og caféer 

– der har vandpiberygning på menukortet. Det nøjagtige antal kendes ikke, men 

alene i København henviser hjemmesiden www.aok.dk til 8 af sådanne etablissementer. 

Det er dog typisk ældre unge, ikke teenagere, der frekventerer disse steder, 

hvorfor kendskabet til udbredelsen af vandpibeserveringssteder ikke umiddelbart 

synes nær så relevant for denne rapport. Man kan da også forestille sig, 

at den nye lov om rygning på offentlige steder besværliggør eksistensgrundlaget 

for disse vandpibeetablissementer, da indendørs rygning i serveringslokaler på 

over 40 m2 kun må foregå i ventilerede rygerum. Dog viser en gennemlæsning 

af mediernes omtale af vandpiberygning, at emnet ofte tager udgangspunkt i 

netop disse etablissementer – og på den måde positionerer vandpiberygning i en 

‘trendy’ og fashionabel ramme med storbyernes hippe restaurant- og cafémiljø 

som setting. 

Omtalen i den danske presse 

Den journalistiske vinkel på vandpiberygning som trendy var den samme ukritiske 

vinkel, der blev den dominerende i den danske presse, da historien om vandpiben 

ramte de danske medier i 2003/2004. I marts 2004 bragte Jyllands-Posten f.eks. 

to artikler, der omtaler vandpibens ankomst som et eksotisk nyt modefænomen, 

der for alvor havde fået fat i de unge: “Hver eneste dag køber dusinvis af danskere 

sig en vandpibe. Det er populært blandt især unge studerende at samle sig omkring en lystigt 

boblende vandpibe og fylde lungerne med den mildt smagende røg, når de mødes med venner og 

bekendte. Rundt om i natte- og cafélivet finder man piberne som en næsten lige så integreret del 

af inventaret som cafe latte, Carls Special og Caines cigaretter” (Jensen and Arnth, 2004). 

Dertil kom, at flere journalister fejlagtigt udlagde vandpiben som et mere sundt 

rygeredskab, som de unge problemfrit kunne benytte. I februar 2004 kunne man 

f.eks. i Berlingske Tidende læse denne omtale af en vandpibecafé, Café The à la 

Menthe, i det centrale København: “Her kan du flyde ud, mens du deler en pibe æbletobak 

på vandpiben med en du godt kan lide. Modsat almindelig tobak er tobakken, som du 

får i vandpiben mild (0,05 procent nikotin og slet ingen tjære). Den smager sødt, f.eks. af æble 

eller lakrids, alt efter hvilken smagsvariant du vælger” (Bjørn, 2004). 

Men 2004 var også det år, hvor der virkelig kom skred i pressedækningen på 

vandpibeområdet med en mere kritisk vinkel, der fremlagde en ny sundhedsvinkel 

– at det både var skadeligt og afhængighedsskabende (Hornbeck, Kay, and 

Wenzel, 2005). Pludselig opstod en situation med to konkurrerende udsagn i mediediskursen: 

Den positive, der slog på det fascinerende i at adaptere et eksotisk 

element fra en fremmed kultur vs. den negative, der prøvede at nedtone fascinationen 

pga. sundhedsfarerne. Vandpiben gik dermed fra at være et blødt kultur- og 

livsstilsemne til et mere nyhedsbærende konfliktstof – og med det steg omtalen 

fra 55 avisartikler i 2001 til 261 i 2005 (Hornbeck, Kay, and Wenzel, 2005). 

26


Siden er omtalen af vandpiben faldet, sikkert fordi fascinationen af vandpiben 

har lagt sig, og advarslerne om vandpibens skadevirkninger er blevet gentaget 

så mange gange, at nyhedsmomentet i dag er mere ‘lunkent’. Vandpibetemaet 

synes dog ikke helt uinteressant for pressen. Det lader mere til, at området mangler 

nye vinkler og historier, f.eks. videnskabelig dokumentation, der kan skabe 

mere vidensbaserede historier om skadevirkninger, afhængighed og unges brug 

af vandpiben. 

1 

Danskernes vandpibevaner 

I takt med vandpibens indtog i den danske offentlighed blev det – også for tobaksforebyggelsesfolk 

– mere og mere åbenlyst, at især danske unge havde taget 

vandpiben til sig. Cigaretten var fortsat klart det foretrukne tobaksprodukt, men 

vandpiben var det nye og alternative, der blev afprøvet flere og flere steder. Hver 

10. dansker over 12 år svarede således i 2006, at de inden for det sidste år havde 

prøvet at ryge vandpibe (PLS Rambøl, 2006). Ud fra besvarelserne at bedømme, 

var der dog ikke tale om et vedvarende forbrug, men en ganske kortvarig ‘vandpibeflirt’. 

Kun 1,2 % svarede, at de røg det en gang om måneden eller oftere. 

Undersøgelsen understreger også, at danskernes adaption af vandpiberygning 

ikke er et generelt fænomen, men et ungdomsfænomen. For mens 6 % af de 30 – 

39-årige, 4 % af de 40 – 49-årige og kun 2 % af de 50 – 59-årige i 2006 prøvede 

at ryge vandpibe var forekomsten 31 % blandt de 20 – 29-årige og hele 48 % i 

den yngre aldersgruppe, de 15 – 19-årige. Se Figur 1. 

27


Figur 1. Har prøvet vandpiberygning i 2006 (Monitorering af danskernes rygevaner 2006, 

PLS Rambøl) 

Netop de 15 – 19-årige er ikke kun den gruppe, som oftest prøver at ryge vandpibe, 

det er også den der ryger det langt hyppigere end alle andre aldersgrupper. 

I alt 14 % havde således prøvet vandpibe flere gange inden for det seneste år, 7 

% røg det mindst en gang om måneden, og 2 % røg det mindst en gang om ugen 

(PLS Rambøl, 2006). Se Figur 2. 

Figur 2. 15 – 19-åriges vandpibeforbrug i 2006 (Monitorering af danskernes rygevaner 

2006, PLS Rambøl) 

28


Det er to til tre gange hyppigere, end hvad man ser i aldersgruppen 20-29 år, 

mens de øvrige aldersgrupper stort set ikke er repræsenteret i opgørelsen. 

1 

Teenageres vandpiberygning 

Hvor denne monitorering af hele befolkningens vandpibeerfaringer klart placerer 

vandpiberygning i Danmark som et ungdomsfænomen, belyser en anden 

undersøgelse forekomsten af vandpiberygning blandt danske teenagere. Den internetbaserede 

kohorteundersøgelse ‘Ungeshverdag.dk’, fra Statens Institut for 

Folkesundhedsvidenskab ved Syddansk Universitet, følger omkring 3.000 folkeskoleelever 

og deres sundhedsvaner fra 7. – 9. klasse. Den første måling finder 

sted i 2005 i 7. klasse og den sidste i 2007, hvor eleverne går i 9. klasse. 

I 7. klasse har omkring hver fjerde af drengene prøvet vandpibe (25 %), mens 

pigerne endnu er mere afventende (16 %) (Hansson and Vinther-Larsen, 2008). I 

8. klasse ses en klar stigning blandt pigerne (31 %), hvilket fortsætter med næsten 

samme styrke frem mod 9. klasse (43 %). Hos drengene ses også en klar stigning 

med alderen, da mere end hver anden dreng i 9. klasse svarer, han har prøvet at 

ryge vandpibe (51 %) (Hansson and Vinther-Larsen, 2008). Se Figur 3. 

Figur 3. 7. – 9. klasseelevers vandpiberygning (særkørsel fra ungeshverdag.dk undersøgelsen, 

Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet) 

29


Mere forskning om unges vandpiberygning 

Pga. vandpibens eksplosive fremgang i Danmark, de høje rygeforekomster især 

blandt børn og unge og den generelt begrænsede viden er der et åbenlyst behov 

for mere forskning på området. Ny forskning burde ikke kun kigge på sundhedskonsekvenserne 

af vandpiberygning, men også hvilken betydning vandpiberygning 

har fået for danske børns og unges generelle tobaksadfærd i dag, f.eks. om 

den tobakseksperimenterende fase begynder tidligere end før, om generelt flere 

unge prøver at ryge tobak, fordi de nu også ryger vandpibe, og om det på sigt 

øger danske unges risiko for at blive regelmæssige cigaretrygere. Ligeledes virker 

det oplagt, at kommende monitoreringer af børns og unges rygevaner som standard 

medtager vandpiberygning som tema. Til dette formål er der behov for udvikling 

af mere validerede standardspørgsmål, så fundene er sammenlignelige. 

Referencer 

1. Bjørn, E. MYSTIK: Læs her om hvor du kan finde dit eget 1001 Nats 

eventyr i København. Berlingske Tidende . 2004. 

Ref Type: Newspaper 

2. Chaouachi, K., 2007, Tout savoir sur le narguilé. Societé, culture, historie et 

santé. 

3. Frey, C. The Hookah habit. Los Angeles Times . 29-5-2002. 


4. Gadalla, S., boul-Fotouh, A., El-Setouhy, M., Mikhail, N., bdel-Aziz, F., 

Mohamed, M. K., Kamal, A. A., and Israel, E., 2003, Prevalence of smoking 

among rural secondary school students in Qualyobia governorate: 

J.Egypt.Soc.Parasitol., v. 33, p. 1031-1050. 

5. Gupta, P. C., Murti, P. R., and Bhonsle, R. B., 1996, Epidemiology of cancer 

by tobacco products and the significance of TSNA: Crit Rev.Toxicol., v. 

26, p. 183-198. 

6. Hansson, LN and Vinther-Larsen, M. Ungeshverdag.dk undersøgelsen. 

2008. 

Ref Type: Report 

7. Hornbeck, JL, Kay, K, and Wenzel, K. Ikke bare det rene vand - formidlingsetisk 

analyse af Kræftens Bekæmpelses kommunikation om vandpiberygning. 

2005. 


8. Jaleel, M. A., Noreen, R., Hameed, A., Hussain, A., Rauf, S., Ali, L., and 

Tanoli, T., 2001, An epidemological study of smoking at Abbottabad: 

J.Ayub.Med.Coll.Abbottabad., v. 13, p. 34-36. 

9. Jensen, BH and Arnth, L. Trend: Et sug af Østens mystik. Jyllands-Posten 

. 2004. 


10. Jensen, E. Vandpibe-succes i vintermørket. Fyns Amts Avis . 2004. 

30


11. Kandela, P., 1997, Signs of trouble for hubble bubble: Lancet, v. 349, p. 

1460. 

12. Kandela, P., 2000, Nargile smoking keeps Arabs in Wonderland: Lancet, v. 

356, p. 1175. 

13. Lubin, J. H., Li, J. Y., Xuan, X. Z., Cai, S. K., Luo, Q. S., Yang, L. F., Wang, 

J. Z., Yang, L., and Blot, W. J., 1992, Risk of lung cancer among cigarette 

and pipe smokers in southern China: Int.J.Cancer, v. 51, p. 390-395. 

14. Mårtensson, S and Nielsen, PK. Vandpiberygning: Udbredelse og skadesvirkninger 

(Water pipe smoking; prevalence and harmful effects). 2006. 

Copenhagen, Danish Cancer Society. 


15. Maziak, W., Fouad, F. M., Asfar, T., Hammal, F., Bachir, E. M., Rastam, S., 

Eissenberg, T., and Ward, K. D., 2004, Prevalence and characteristics of 

narghile smoking among university students in Syria: Int.J.Tuberc.Lung 

Dis., v. 8, p. 882-889. 

16. Maziak, W., Ward, K. D., and Eissenberg, T., 2004, Factors related to 

frequency of narghile (waterpipe) use: the first insights on tobacco dependence 

in narghile users: Drug Alcohol Depend., v. 76, p. 101-106. 

17. McNicoll, T. A new generation of young smokers pass the peace pipe. 

Newsweek International . 4-11-2002. 


18. Orth B., Töppich J. Förderung des Nichtrauchens bei Jugendlichen 2007 

(Nonsmoking promotion among youth 2007). 1-5-2007. Köln, Bundeszentrale 

für gesundheitliche Aufklärung. 


19. PLS Rambøl. Monitorering af rygevaner 2006. 2006. 


20. Rheinländer, T. Nielsen GA. Unges livsstil og dagligdag 2006 (Lifestyle 

and everyday life of young adults 2006). 2008. Danish Cancer Society and 

Danish National Board of Health. 


21. Shafagoj, Y. A. and Mohammed, F. I., 2002, Levels of maximum end-expiratory 

carbon monoxide and certain cardiovascular parameters following 

hubble-bubble smoking: Saudi.Med.J., v. 23, p. 953-958. 

22. Stafström, S. Skolungdomars drogvanor 2007 in Skåne (School youths 

drughabits 2007 in Skåne). 2007. Malmö, The University Hospital MAS. 


23. Tamim, H., Terro, A., Kassem, H., Ghazi, A., Khamis, T. A., Hay, M. M., 

and Musharrafieh, U., 2003, Tobacco use by university students, Lebanon, 

2001: Addiction, v. 98, p. 933-939. 

24. The Global youth tobacco survey collaborative group, 2002, Tobacco use 

among youth: a cross country comparison: Tob.Control, v. 11, p. 252-270. 

31


25. Werde, B. A sad ballad for the water pipe Cafes of Astoria. The New York 

Times . 23-2-2003. 


26. Wolfram, R. M., Chehne, F., Oguogho, A., and Sinzinger, H., 2003, Narghile 

(water pipe) smoking influences platelet function and (iso-)eicosanoids: 

Life Sci., v. 74, p. 47-53. 

27. www.mac-baren-info.com. Habibi vandpibetobak. 2008. 

Ref Type: Internet Communication 

32

2 

Mellemøstens 

vandpibekultur


Vandpiberyger på vandpibecafé i Qatar 

34

2 • Mellemøstens vandpibekultur 

2 

Selvom vi i dag ved, at flere danskere, især unge, har prøvet at ryge vandpibe, 

så er vandpiben dog langt mere allestedsnærværende og synlig i den arabiskmuslimske 

kultur end i den danske. Alligevel findes der stort set ingen sociologiske, 

etnologiske eller antropologiske studier om vandpiberygning i Mellemøsten. 

Vandpiberygning som isoleret forskningsfelt begrænser sig til få videnskabelige 

artikler om dens skadevirkninger og udbredelse, mens undersøgelser om dens 

brug og anvendelse som et kulturelt fænomen glimrer ved deres fravær (Chaouachi, 

2007;Mårtensson and Nielsen, 2006, 1-52). 

Eneste undtagelse, som vi har kendskab til, er bidraget Tout savoir sur le narguilé (På 

dansk: Få alt at vide om vandpiben) (Chaouachi, 2007), der bl.a. opridser interessante 

antropologiske analyser af Mellemøstens brug af vandpibe før og nu. Udvalgte 

passager fra bogen vil her blive gennemgået, da vi antager, at ‘vandpibens praksis’ 

blandt danske teenagere har Mellemøsten som primær reference, samt at det 

derfor i vid udstrækning er den reference, de danske unge søger inspiration fra, 

når de danner et vandpibefællesskab. Derfor vil et begrebsapparat hentet fra et 

studie af den mellemøstlige brug af vandpibe med fordel kunne anvendes som 

teoretisk afsæt for en senere analyse af danske teenageres vandpiberygning (se 

Kapitel 3). Det formodes dog også, at de danske unge – foruden at blive inspireret 

af den mellemøstlige vandpibekultur – selv aktivt går ind og skaber deres 

egen praksis på området, og at de på den måde adskiller sig fra den dominerende 

kultur i Mellemøsten. Og måske ligefrem (på afstand) udfordrer den? 

Brugen af vandpibe i Mellemøsten 

Når man skal forsøge at opridse hovedtrækkene ved vandpibekulturen i Mellemøsten, 

er det vigtigt at slå fast, at vandpiben ikke overraskende er langt mere 

udbredt i lande som Syrien og Libanon end i Danmark (Chaouachi, 2007;Maziak 

and others, 2004, 646-654;Tamim and others, 2003, 933-939). Derfor er vandpiben 

også meget mere synlig i gadebilledet, ikke kun i de specialiserede boder, men 

også i f.eks. Jordans moderne supermarkeder, hvor den ikke længere betragtes 

som et forældet objekt forbeholdt ældre mænd, men også opfattes som de unges 

og kvindernes rygeredskab. Her betragtes vandpiben – modsat i Vesten – ikke 

som et eksotisk og fjernt objekt, men mere som en naturlig del af hverdagslivet. 

Et eksempel ses i denne observation: 

“I Mellemøsten ser man ofte vandpiber langs vejene, som fx vejen mellem Damas og Homs, i en 

lysning, på stranden, i parker for børnene, eller endda i Cairos zoo. For at få en ide om denne 

sociale praksis’ omfang, skal man bare gå en tur torsdag aften, dagen før helligdagen i de mel- 

35


lemøstlige byer eller stoppe i en af de specialiserede boder i Aden eller andre byer i Yemen, i Syrien 

eller i den egyptiske hovedstad. Disse steder kan man kende på deres udstillinger af tobak 

og tabamel, af forskellige slags, af forskellig oprindelse fra Indien over Tunis og Iran. Deres 

butiksvinduer bugner af utallige mængder af tilbehør: tænger, propper, og sammenføjninger i 

gummi. Kulbækkener, trækul, brændere af brændt ler og metal etc. Bundter af slanger hænger 

ned fra loftet, som var de bundter af rigtige levende slanger. I huler i dunkle butikker findes 

dusinvis af vandpiber lavet af glas, træ, kobber og aluminium, sat op som soldater på vagt, der 

byder velkommen til den besøgende. Man bør også skridte rækkerne i de moderne supermarkeder 

i Jordans hovedstad af, for at se scener, som godt ville kunne overraske dem, som for nogle år 

tilbage hurtigt “begravede” vandpiben som et forældet objekt, eller som var sure over en sådan 

genkomst af brugen af vandpibe. Dér diskuterer både unge og lidt ældre kvinder de forskellige 

slanger, deres udseende, kvaliteten af forskellige slags kul, beholderens finish, for endelig at 

beslutte sig og tage den vandpibe med, som de har valgt” (Chaouachi, 2007, p. 12). 

Chaouachi beskriver videre, hvordan vandpiben nydes ikke kun på de orientalske, 

men nu også på neo-orientalske caféer, hvor caféindehaverne i f.eks. Yemen 

åbner dørene og tilbyder ydelser organiseret omkring vandpiben. “Deres kunder, 

særligt de unge, foretrækker vandpibens convivialitet, i fri luft og tobakken, der er mild og 

parfumeret” (Ibid., p. 14). Vandpiben indgår som et strategisk objekt til at tiltrække 

kunder til disse cafeer, der som etablissementer, ifølge Chaouachi, udgør et væsentligt 

element i den sociale organisering af “den arabisk-islamiske by” (Ibid., p. 

17). Som objekt spiller vandpiben på den måde en central og synlig rolle i Mellemøstens 

bysamfund. 

36


2 

Flotte vandpiber klar til brug på en vandpibecafé i Dubai. 

Vandpiben skal dog ikke betragtes som et stationært rygeinstrument, der kun 

hører til på caféer, men også som et transportabelt element, man kan tage med 

hjem, bruge i vejsiden, i skoven, på stranden osv. Som rekreativt redskab indgår 

den på den måde blandt de ting, som mange familier tager med sig, når de skal 

på picnic (Ibid., p. 12). Og som det her antydes, er vandpiberygning noget, man 

gør med andre, selvom mange også ryger den alene. Men ifølge Chaouachi sidder 

selv den, der ryger alene, og venter på, at der kommer en og sætter sig og lytter 

og deler (Ibid., p. 76). 

Rygesituationen 

Selve rygeseancen foregår som regel på en stol eller et tæppe med benene over 

kors, ofte samtidig med at der spises frugt. Mens røgen indtages, manipulerer 

rygeren de forskellige dele af udstyret, så vandpiben bliver vedligeholdt i timevis: 

Specielle tænger anvendes til at tage det glødende trækul, en vifte bruges til at få 

ilden til at gløde, slange og mundstykke for at inhalere røgen osv. Samtidig drikker 

man kaffe eller te, hører musik og lytter til vandets blide mumlen, ser på røgen, 

der i spiraler snor sig op i luften, mens samtalen begynder. Kort sagt beruser man 

sig i alle fem sanser: Synet, vandpiben er en genstand, et udtryk for et håndværk, 

følesansen, man kan håndtere de forskellige elementer, slangen, tængerne til træ- 

37


kullet etc., smagen og duften, ved indtagelsen af den duftende og krydrede røg 

og hørelsen, vandets mumlen i vandbeholderen og ikke mindst samtalen. 

Fordi vandpiberygning forbindes med en positiv og kollektiv handling, hviler 

den automatisk på en forestilling om, at det sker på tværs af samfundslag og 

religion, og dermed et samfund ‘uden klasser’. Et samfund, hvor prinsen kan 

ryge med tiggeren. Men i dag er dette ifølge Chaouachi mere en illusion end en 

realitet pga. ændrede socioøkonomiske betingelser og nye fritidsvaner. I dag går 

bedsteborgeren (bourgeoisen) f.eks. ikke på café for at blive adspredt, få information 

og seneste nyt, men anvender i stedet de nye teknologiske tiltag som TV 

og internettet til at få de nødvendige informationer. Chaouachi mener derfor, at 

det som fra en sociologisk synsvinkel er mest interessant at observere er måden, 

man ryger vandpibe på. Der er mere eller mindre hygiejniske måder at ryge på: 

Der er den fattiges og den riges. En vandpibe serveres og præsenteres således 

forskelligt afhængig af, om man frekventerer en café i Yemen eller en coffee-shop 

i den jordanske hovedstad Amman. På førstnævnte sted skiftes vandet ikke systematisk, 

kullet stilles som en masse på brænderen, og nye mundstykker er der slet 

ikke tale om. På den anden type café bliver vandpiberne gjort rent regelmæssigt, 

kunden får et mundstykke i plastik forseglet i en emballage, tobakken tilberedes 

omhyggeligt, og gløderne bliver lagt til rette og udskiftet med jævne mellemrum 

(Ibid., p. 83). På den måde demonstrerer Chaouachis feltstudier en social opdeling/distinktion 

af vandpiberygere i relation til hygiejne og vandpiberygningens 

eksklusivitet. 

Vandpibens symbolik og modstand 

I Vesten er vandpiben ifølge Chaouachi per tradition blevet opfattet som noget 

eksotisk og fjernt, der fremmaner tanker om Orienten, drømme og orientalske 

malerier (Ibid., p. 22). Ofte fremtoner den på forsider af bøger om Mellemøsten, 

uanset om det er romaner eller faglitteratur, der er tale om, og Chaouachi spørger 

retorisk, om vandpiben ikke bliver Vestens billede på orientalismen eller en 

fordømmelse af denne set ud fra en snæver synet betragtning (Ibid., p. 51)? Men 

enkelte vestlige bogudgivelser gør den også nærværende og velkendt i Vesten. 

Chaouachi nævner den engelske forfatter Lewis Carroll, som, mener han, har forankret 

vandpiben i den vestlige erindring gennem kålormen fra Alice i Eventyrland. 

En kålorm, der sidder på et blad og ryger vandpibe – den eneste i historien, 

som Alice siger ‘De’ til, og den eneste i historien som ryger (Ibid.). Mere alment 

forholder det sig i Mellemøsten, hvor vandpiben med sin centrale position er et 

kendetegn for flere mellemøstlige samfund. Den er en del af den nationale identitet, 

som den f.eks. præsenteres i turistbrochurer fra Tyrkiet og modereportager 

fra Libanon (Ibid., p. 95). 

Chaouachi beskriver videre, hvordan der i Mellemøsten er en stærk symbolik omkring 

vandpiben og dens brug, og han udleder tre bestanddele: æstetisk, mys-tisk 

38


og ‘irénique’. Æstetikken kommer til udtryk i litteraturen og kunsten, hvor vandpiben 

ofte har en central placering f.eks. i malerier. Chaouachi nævner et maleri 

af Jean-Auguste Dominique Ingres, hvor en smuk og yppig haremskvinde ligger 

afklædt i sengen med en vandpibe placeret diskret til højre for sig, hvilket er med 

til at give motivet en atmosfære af dovenskab og Orienten. Den mystiske symbolik 

omkring vandpiben ligger derimod i, at vandpiben er noget, man skal initieres 

til, altså indvies i, for at kunne bruge. Der er røret, der minder om en slange, der 

er vandet, der bobler alvorligt og klangfuldt, og der er den duftende røg – alt dette 

kan minde om ceremonier af mere mystisk art (Ibid., p. 55). Men vandpiben 

er også et symbol på fred, samtidig med at den vidner om det modsætningsfyldte 

i samfundet: tradition vs. modernitet, fællesskab vs. individualisme, dovenskab 

vs. tid, poesi vs. produktion. Denne symbolik udfordres lige nu af opfindelsen 

af nye betydninger i de højere sociale lag, hvor vandpiben i stigende grad bliver 

ringeagtet som noget tilbagestående og gammeldags. I lande som Egypten og 

Tunesien er vandpiben blevet et symbol på de dovne og hårde typer, og der hersker 

i det hele taget en modkultur imod brugen af vandpibe i disse lande. Dette 

kan naturligvis være udtryk for Chaouachis egne holdninger (der er båret af en 

afstandstagen fra det, han kalder “vandpibens dæmonisering” - dvs. de forskere 

der entydigt forbinder den med noget sundhedsskadeligt), men ser man på rygelovgivningen 

i flere arabiske lande, understøtter de hans påstand. F.eks. blev det 

i Tunesien i begyndelsen af 1990’erne forbudt at ryge vandpibe på caféterrasser, 

der vendte direkte ud mod gaden, og på restauranter og caféer i Dubai er det 

ikke længere tilladt for unge under 20 år at ryge vandpibe. Ligeledes overvejer 

De Forenede Arabiske Emirater lige nu et generelt vandpibeforbud i lukkede 

rum og på offentlige steder (Chaouachi, 2007;Gram, 2008;Muslim, 2008). Denne 

modstand, mener han, kan sammenlignes med den modkultur, man har set mod 

cigaretter. På trods af stigende modstand har vandpiben dog overlevet gennem 

århundreder, har bredt sig, og er nu paradoksalt nok blevet mere universel. 

2 

Vandpibens fire dimensioner 

Vandpibens opblomstring, ikke kun i Mellemøsten, men også i Vesten (jf. Kapitel 

1), skyldes ifølge Chaouachi flere forhold, men ikke mindst vandpibens tiltrækkende 

og fascinerende praksis. Denne kan ifølge ham indfanges ved hjælp af fire 

dimensioner: 

• Den sociokulturelle etos: Den moralske grundindstilling over for vandpiben 

i det omgivende samfund – den sociale accept 

• Vandpibens ‘convivialité’: Vandpibens sociale funktion – det fællesskab 

den danner – baseret på triaden: tid, leg og ord 

• Historien/myten om vandpibens oprindelse: Vandpibens ukendte 

oprindelse omgiver den med en hel del mystik, der virker fascinerende 

• Vandpiben og sundhed: En udbredt overbevisning om, at vandpiben er 

mere sund end andre måder at anvende tobak på f.eks. cigaretrygning. 

39


Den sociokulturelle etos: Chaouachi påpeger, at vandpiben i vid udstrækning 

er socialt accepteret. Han kommer dog ikke ind på, om denne tolerance kun 

gælder for Mellemøsten eller også for resten af verden, men da de fire dimensioner 

indgår som forklaringer på vandpibens udbredelse, må han mene generelt. 

Denne tolerance kan delvis forklares ved tabamels karakteristika (jf. Kapitel 1), 

der med sin honningsødme giver vandpiben en positiv, nærmest guddommelig 

betydning. Samme overbærenhed ses ikke over for cigaretten, der betragtes som 

noget, der reduceres til ild og ikke er tilsat honningens sødme. Ind til tabamels 

ankomst havde vandpiben svært ved at brede sig nord for ‘sine naturlige grænser’, 

men også af historiske årsager. F.eks. har vandpiben i Vesten været opfattet 

som et fjendeobjekt, som et symbol på det orientalske, og relateres desuden til 

indtagelse af narkotika. Endelig taler den megen tid, man bruger på vandpiberygning, 

imod en udbredelse i samfund, der er gennemsyrede af et arbejdsdogme, 

som mange af Vestens samfund er. Først på det seneste er der sket en åbning 

og udvikling med orientalske te-saloner – eller neo-orientalske caféer – så en reel 

praksis omkring vandpiben i dag er installeret i både Europa og på det amerikanske 

kontinent og ikke længere er et kunstigt modefænomen. 

Vandpibens ‘convivialité’ (fællesskab): Vandpiberygning består ifølge Chaouachi 

af en tredobbelt særegenhed: tiden, ordet og legen/spillet. I det 21. århundrede 

berører tiden ikke mindst det økonomiske aspekt, hvor det handler om 

at vinde tid. I den sammenhæng repræsenterer vandpiberygning en helt anden 

opfattelse. Her handler det om at turde vove at tabe tid, en anarkistisk tilgang 

til tiden, hvor man ryger i timevis, dyrker den sociale tid og dovenskaben. Det 

andet element drejer sig om samtalen, som fødes mellem de rygere, der deltager 

i seancen. Man taler og lytter meget, på en måde som det kendes fra psykoanalysen: 

kur og helbredelse gennem ordet (Ibid., p. 104). Vandpiben bliver et 

påskud for at samtale: Den kan fremkalde, vedligeholde og nære samtalerne. Og 

modsat cigaretrygere søger vandpiberygere ikke generelt at tilfredsstille en fysisk 

afhængighed eller dulme en uro eller ængstelse. De søger snarere at tage sig tid 

til at tale sammen, lytte til hinanden og dele vandpiben – i tur og i orden – broderligt, 

rituelt og symbolsk. Hele denne iscenesættelse omkring et bestemt objekt 

er i grunden kun en undskyldning for at få ordene til at springe frem, privat, 

offentligt og befriende. I den sammenhæng observerer Chaouachi også et brud 

på traditionerne, når de orientalske caféer opsætter tv-apparater, der forstyrrer 

freden og roen til at samtale. Chaouachi nævner et eksempel fra en café i Istanbul, 

hvor man har to sale – den ene med TV, hvor fodboldtilhængerne samles og 

ryger vandpibe, når der er kamp. Og i den tilstødende sal, hvor ældre mænd på 

traditionel vis sidder og ryger vandpibe i ophøjet ro og fred. På den måde opstår 

nye rygepraksisser, hvor de gamle traditioner udfordres og stilles til forhandling. 

Et andet eksempel er migranterne i Europa, når de f.eks. sidder på caféerne i 

Paris og ryger vandpibe. Chaouachi fortæller, hvordan mobiltelefonen diskret 

integrerer sig harmonisk i traditionen med vandpiben, og hvordan telefonens 

oralitet fint harmonerer med vandpibens talende funktion: Man ringer til hin- 

40


anden, man inviterer hinanden, og man laver aftaler for at videreføre samtalen. 

På den måde bekræfter den aktuelle brug af vandpiben, at populærkulturen yder 

modstand mod den oprindelige praksis, og nye praksisser opstår. Tredje og sidste 

variabel inden for vandpibens ‘convivialité’ handler om legen eller spillet med piben. 

Vandpiberygeren leger som et barn, mens han ryger f.eks. ved at lave bobler 

i vandet og give piben videre til sidemanden. 

2 

Historien/myten om vandpibens oprindelse: Vandpibens oprindelse er fascinerende 

og mystisk, slår Chaouachi fast. Hypoteser peger på en sydafrikansk, 

etiopisk eller persisk oprindelse, men også på at vandpiben måske stammer fra 

Indien. I et tidsskrift om medicinsk historie beskrives det, hvordan lægen Abdul- 

Fath (1556-1605), der stammede fra Persien, tilbød mogulen i Indien at gøre 

røgen mindre skadelig ved at lade den passere gennem en vandbeholder. Andre 

eksperter peger på Afrika som ophavskontinent, fordi Hottentotternes ‘dakka’ 

– en pibe med vand – vurderes som stamfaderen til vandpiben. Hvis det er tilfældet, 

stammer vandpiben altså hverken fra Indien eller Persien, men fra lande som 

Kenya og Tanzania. Disse mange historier eller myter om vandpibens oprindelse 

er med til at give vandpiben et mystisk skær. 

Vandpiben og sundhed: Vandpibens popularitet og udbredelse hænger ifølge 

Chaouachi også sammen med den generelle overbevisning i befolkningen om, at 

vandpiben er sundere end cigaretten. Flere mener, at røgen vaskes/renses i vandet, 

og informationsniveauet om vandpiberygningens skadevirkninger har været 

alt for dårlig sammenlignet med informationsniveauet om cigaretten. Dermed 

kan der være opstået en boomerangeffekt af den information, der har været 

imod cigaretter, hvor vandpiben ikke får samme spalteplads og dermed mister sin 

‘risikostatus’. Chaouachi kritiserer i den sammenhæng også evidensen på området 

for at være for mangelfuld til at komme med klare budskaber om skadevirkninger 

ikke mindst pga. en alt for løs metodik i undersøgelserne. 

Unges vandpibepraksis som forskningsfelt 

Når man som i denne rapport ønsker at kigge på danske teenageres vandpibepraksis 

kan flere af de fire dimensioner, som Chaouachi finder i Mellemøsten 

(den sociokulturelle etos, vandpibens ‘convivialité’, historien/myten om vandpibens 

oprindelse samt vandpiben og sundhed), indgå som en del af forklaringen 

på vandpibens popularitet også i en dansk sammenhæng. Chaouachi nævner selv 

unge fra Syrien som et eksempel på en ung befolkningsgruppe, der sætter pris på 

vandpiben og atmosfæren omkring den. Med vandpiben har de fundet en socialt 

accepteret måde at tilbringe tiden på samt et alternativ til cigaretten, da cigaretten 

med tiden er blevet mere stigmatiseret i samfundet også blandt de unge. 

Og især pigerne i Mellemøsten kan opleve en modernitet ved at bryde med et 

kønsrollemønster, der per tradition har afholdt unge piger fra at ryge vandpibe. 

Desuden tiltrækkes de unge af vandpibens ‘convivialite’, det sociale fællesskab/ 

41


hyggen. De føler sig godt tilpas og fortæller ‘vi har det godt omkring vandpiben’ (Ibid., 

p. 182). Målet er altså ikke at ryge for at tilfredsstille en fysisk afhængighed eller 

virke beroligende, “målet er at tage sig tid til at tale, lytte og dele, i tur og orden, at give 

piben videre broderligt, rituelt og symbolsk. Hele denne iscenesættelse har alene som formål at 

skabe en situation i ordets sociologiske betydning (Erving Goffman), men også legende (Johan 

Huizinga), kunstnerisk og anarkistisk (Guy Debord)” (Ibid., p. 182). 

Chaouachi slår fast, at “udviklingen af denne type etablissementer i Europa (f.eks. caféer 

og restauranter hvor der serveres vandpibe, red.) og andre steder, og den omplantede 

praksis, helt sikkert fortjener sociologernes opmærksomhed. De har her et “eksotisk” forskningsområde 

midt i deres egne samfund. Der er tale om et sandt nyt pust udefra, der kan 

medvirke til at forny denne disciplin” (Ibid., p. 182). 

Det er netop samme tendens inden for teenageres adaptation af den mellemøstlige 

vandpibekultur, vi finder i Danmark. Danske skoleelever på f.eks. 14 – 16 år 

kopierer praksissen, men danner også deres egne, nye former for etablissementer 

og omformede vandpibepraksisser, som denne rapport vil kigge nærmere på. 

Referencer 

1. Chaouachi, K., 2007, Tout savoir sur le narguilé. Societé, culture, historie et 

santé. 

2. Gram, S. Ingen vandpibe til unge under 20 år. Jyllands-Posten . 2008. 


3. Mårtensson, S and Nielsen, PK. Vandpiberygning: Udbredelse og skadesvirkninger 

(Water pipe smoking; prevalence and harmful effects). Wiuff 

Kruse, M. 1-52. 2006. Copenhagen, Danish Cancer Society. 


4. Maziak, W., Eissenberg, T., Rastam, S., Hammal, F., Asfar, T., Bachir, M. E., 

Fouad, M. F., and Ward, K. D., 2004, Beliefs and attitudes related to narghile 

(waterpipe) smoking among university students in Syria: Ann.Epidemiol., 

v. 14, p. 646-654. 

5. Muslim, N. UEA ministry plans to ban smoking shisha and midwakh in 

public. gulfnews.com . 2008. 


6. Tamim, H., Terro, A., Kassem, H., Ghazi, A., Khamis, T. A., Hay, M. M., 

and Musharrafieh, U., 2003, Tobacco use by university students, Lebanon, 

2001: Addiction, v. 98, p. 933-939. 

42

3 

Vandpibekulturen 

blandt danske 

teenagere


Danske unge samlet om vandpiben 

44

3 • Vandpibekulturen blandt danske teenagere 

3 

Det synes umiddelbart svært at forklare den store andel af danske teenagere, som 

har prøvet at ryge vandpibe, hvis man alene ser på, hvad der kræves første gang, 

en teenager prøver. Foruden al besværet med at finde en forhandler, som sælger 

vandpiber og vandpibetobak og vil sælge til unge under 18 år (aldersgrænsen for 

køb af tobak), skal den unge være villig til at betale 300 – 400 kr. i anskaffelsespris. 

Så kommer al det tekniske med at få piben tændt, dvs. vide hvor meget vand 

man kommer i vandbeholderen, kende den rette dosering af tobak i pibehovedet, 

smuldre tobakken i en tilpas dosis, lave et tilpas antal huller i sølvpapiret øverst 

på piben (ikke for mange eller for store), antænde kullet og få gang i piben. Det 

hele må også gerne foregå et diskret og hyggeligt sted og gerne sammen med 

nogle venner, som man først skal have samlet. Altså en ganske tidskrævende og 

besværlig proces set ude fra. Så hvorfor overhovedet forsøge sig med vandpiben 

og ikke nøjes med den velkendte cigaret, der er både billigere i anskaffelsespris 

og langt mere tilgængelig i Danmark? 

I den kommende analyse sætter teenagere selv ord på, hvad der for dem gør 

vandpiberygning fascinerende og får det til at forekomme som en meningsfuld 

handling. Vi kan nemlig sagtens som sundhedsprofessionelle opstille ovennævnte 

barrierer for teenageres vandpiberygning, men måske er det blot en karikatur af 

virkeligheden, der slet ikke opleves sådan af de unge selv. Formålet med rapportens 

kvalitative analyse er derfor at give et kvalificeret indblik i danske teenageres 

vandpibekultur ved at lade de unge selv sætte ord på deres handlinger. Disse 

personlige fortællinger vil relateres til et teoretisk begrebsapparat om vandpibekultur, 

præsenteret i kapitel 2. 

Følgende spørgsmål ønskes belyst i den kvalitative analyse: 

1) Hvilke forhold får danske teenagere til at ryge vandpibe første gang de 

prøver? 

2) Hvilke positive elementer forbinder danske teenagere med vandpibens 

praksis, og hvad gør vandpiberygning til en meningsfuld handling for 

denne aldersgruppe? 

3) Er vandpibens praksis den samme blandt alle teenagere, og i hvilke sammenhænge 

foregår den? 

45


4) Hvilke afgørende forhold bør ændres, hvis vandpiberygning blandt teenagere 

skal forebygges, og kan ‘vandpibeproblemet’ alene løses ved en kommunikationsindsats? 

Baggrund 

Analysen bygger på interviews med i alt 10 teenagere i alderen 14 – 17 år, som 

alle på interviewtidspunktet i et eller andet omfang har prøvet at ryge vandpibe 

og cigaretter. Interviewene foregik enten parvist eller som enkeltinterviews og 

varede fra 1½ til 2½ time. De valgte respondenter kom fra hhv. Storkøbenhavn 

og Haderslev. For nærmere indsigt i respondentgruppen og de metodiske overvejelser 

bag udvælgelsen og interviewenes metode, se bilag 1. 

Cigareterfaringer ved vandpibedebut 

En overordnet hypotese for denne rapport er, at teenageres brug af vandpiben 

skal ses i relation til børn og unges generelle tendens til at eksperimentere med 

tobak. Eftersom respondenter på interviewtidspunktet alle har prøvet at ryge 

cigaretter, står flere af dem midt i en proces, hvor de er ved at tage stilling til, om 

de vil fortsætte med at ryge cigaretter, kun vil ryge ved festlige lejligheder eller 

aldrig ryge igen. Nogle tager altså på interviewtidspunktet helt afstand fra cigaretterne, 

det siger dem ikke noget efter at have prøvet det nogle gange, enkelte 

ryger til fester og i weekenderne, mens andre beskriver sig selv som “faste rygere”, 

som f.eks. Stig på 14 år, som i dag ryger 15 cigaretter om dagen og har sine faste 

rutiner med en smøg inden skole, igen klokken 10, klokken 11.30 og så igen lige 

efter skole. 

Det er midt i disse meget forskellige cigaretrygemønstre, at alle respondenterne 

har afprøvet vandpiben, og – som vi senere skal høre – ryger nogle af dem regelmæssigt 

og i perioder endda dagligt. Vandpiben er typisk blevet introduceret 

på et tidspunkt, hvor respondenterne har prøvet at ryge deres første cigaret, har 

røget flere gange eller måske endda røg cigaretter dagligt, inden vandpiben også 

skulle afprøves. Kun en enkelt havde aldrig prøvet at ryge cigaretter, inden vandpiben 

kom på bordet. For disse respondenter gælder altså, at de generelt ikke er 

rene ‘ryge-novicer’, første gang de tænder vandpiben, og deres udsagn skal ses i 

den sammenhæng (se bilag 1). Derfor er det også – for denne gruppe – relevant 

at spørge til erfaringerne med den første cigaret, da det typisk er den sammenligning, 

de unge laver, når de prøver at ryge vandpibe. 

Den første cigaret 

Spørger man specifikt ind til respondenternes første erfaringer med cigaretter, 

omtales den første cigaret langtfra i positive vendinger. Den beskrives som ubehagelig 

pga. cigaretrøgens varme og den kradsende fornemmelse, der kræver 

46


mange forsøg og tilvænning, og som gør de første hiv af cigaretten til en mindre 

kamp. Malte (16 år), som i dag er ikke-ryger, modstod ikke ubehaget ved den 

første cigaret og siger under interviewet: “Jeg kan overhovedet ikke lide det. Det er dårlig 

smag, jeg ved, hvor dyrt det er. Så det har aldrig rigtigt sagt mig noget”. De mere erfarne 

rygere Joachim (16 år) og Stig (14 år) supplerer; Joachim: “Jeg kunne heller ikke lide 

det (…) Det var ikke, fordi det smagte vildt godt eller noget, det var bare hyggen ved at sidde, 

og så var det bare en vane ved at sætte en cigaret til munden og så bare ryge”. Stig: “Dengang 

syntes jeg ikke, det smagte godt. Der var det kun den der udfordring med at kunne holde det 

ud”. Der er på den måde bred enighed i respondentgruppen om, at den første 

cigaret ikke ligefrem udmærker sig ved en sød smag eller mild røg − tværtimod. 

3 

Cigarettens forældremodstand 

Foruden det fysiske ubehag kan børn og unges første cigareterfaringer også betegnes 

som en overskridelse af en af de mange grænsesituationer, som et ungdomsliv 

byder på, når teenagere nærmer sig voksenlivet: den første øl, den første 

kæreste, den seksuelle debut osv. Men til forskel fra de nævnte grænsesituationer 

repræsenterer den første cigaret for de fleste respondenter en illegitim overskridelse, 

de udmærket ved er forbudt, og som de unge derfor forsøger at skjule for 

forældrene så længe som muligt. Stig (14 år): “I starten, der skjulte jeg det. Kom hjem 

fra skole og gik op og vaskede fingre. Ekstra sæbe og parfume. Men de (forældrene, red.) er 

jo ikke dumme vel – når man gør det hver dag, man kommer hjem”. Camilla (17 år): “Jeg 

kunne ikke ryge på ferier, man var hele tiden sammen med sine forældre. Og de måtte jo ikke 

vide det (…) Jeg følte mig dårlig over det, det er jo noget dårligt noget”. Hvis overskridelsen 

opdages, fortæller de unge om en forældregruppe, der på forskellig vis markerer 

overfor de unge, at de her har begået en klar illegitim overskridelse: Forældrene 

bliver sure og skuffede, fortæller om rygningens skadevirkninger eller opsætter 

forbud mod at ryge i fremtiden. Alle handlinger er udtryk for forældrereaktioner, 

der dels overfor den unge markerer, at der er blevet begået en illegitim overskridelse, 

og dels forsøger at genetablere den samme hverdagsvirkelighed fra før, 

overskridelsen fandt sted − dvs. få de unge til at stoppe hurtigst muligt. Men det 

kan være svært. Marius (15 år): “De første par gange de finder ud af det, fortæller de, hvor 

usundt det er, men så… når de opdager det tilpas mange gange, giver de ligesom op på en (…) 

De var ikke sure, men skuffede”. 

Som før nævnt kan forældrereaktionen også være et klart forbud. Oskar (16 år): 

“Mine forældre vil ikke have, at jeg ryger overhovedet (…) Min far har fået kræft af det. Så 

de ved godt selv, hvor skadeligt det er”. Sofie (15 år): “Førhen snakkede hun (moren, red.) 

om, at hun ikke ville have, jeg røg. Hun blev også glad, da jeg fortalte hende, at jeg havde prøvet, 

men ikke ville gøre det igen”. Hvor forskelligt forældrene end reagerer på de unges 

cigaretrygning, har reaktionerne dog det til fælles, at de repræsenterer en konsensus 

i forældregruppen om at kommunikere afstandstagen og modstand overfor 

børnene, hvis de tages i cigaretrygning. 

47


Den marginaliserede cigaret 

Blandt de teenagere vi interviewede, betragtede flere ikke-rygere de faste cigaretrygere 

som en anderledes, nærmest stigmatiseret gruppe, der på flere uheldige 

måder skilte sig ud. Oskar (16 år): “De er lidt anderledes. De typer der slås meget, de 

hårde typer, de ryger som regel (…) dem der vil være lidt seje, så de føler, de er seje (…) De har 

en hård attitude – du skal ikke komme og sige noget (…) jeg ser overhovedet ikke op til dem”. 

Fie (15 år): “Mine erfaringer er, at det mest er de unge med problemer, der ryger (…) Jeg tror 

stadig, at dem, der vil være seje, ryger, men det er de ikke. Efter noget tid finder man ud af, at 

det er ret nedern og ikke er sejt. Men så er man blevet afhængig (…) Os som ikke ryger, vi har 

det mere sådan, vi lever bare livet”. 

Der ses altså en manglende social accept af cigaretten, både fra forældre og jævnaldrende 

ikke-rygere, og dette udgør en modstandskraft, som vi ved fra undersøgelser 

har en effekt på unges cigaretrygning både i forhold til rygestart og 

rygestop (Elickson, PL, Tucker, JS, & Kelin, DJ, 2001; Tyas, SL & Pederson, LL, 

1998) 

Vandpibens oplevede relevans 

Overordnet viser interviewmaterialet en langt større social accept af vandpiben 

end af cigaretten. Men andre forhold spiller også en afgørende rolle for vandpibens 

oplevede relevans dvs. unges motivation for at prøve vandpibe. Konkret 

har vi i interviewene mødt fire forhold, der gør sig gældende: 1) vandpibens tilgængelighed 

og synlighed, 2) den sociale accept, 3) myter om den uskadelige røg 

og 4) æstetikken. 

1. Tilgængelighed og synlighed: Som det blev beskrevet i kapitel 2, sælges 

vandpibetobak i Danmark i flere dele af detailhandelen og på mange servicestationer, 

ligesom den kan købes på nettet og i flere kiosker eller grønthandlere. 

De unge, vi talte med, udtrykte da også, at de generelt havde let ved at anskaffe 

sig en vandpibe og vandpibetobak i deres lokalområde. Det krævede måske lidt 

research, men kunne hurtigt opspores. Fie (15 år): “Vandpiber har de stort set alle 

steder. Det er ikke så svært (…) Nede ved grønthandleren og over det hele (…) Tobakken 

køber vi bare ved en grønthandler”. Noah (15 år): “Jeg vidste godt, hvor jeg kunne købe min 

første vandpibe – i sådan en udlændingebutik (…) men det er ikke altid det bedste tilbud, man 

får der. Det er sådan lidt svindel og…”. Selv i mindre provinsbyer lader det ikke til at 

være noget problem. Joachim (16 år): “Tobakken kan du købe alle mulige steder. Det 

kan du gøre på tankstationer, i nogle kiosker og nogle af de der butikker, hvor de sælger det. 

Det er ikke noget problem. Jeg tror, der er fire steder her i Haderslev, hvor du kan”. 

Første gang de unge prøvede vandpiberygning, foregik det typisk til en fest sammen 

med nogle venner, som medbragte vandpiben og tobakken, og som vidste, 

hvordan piben skulle tændes. Tilgængeligheden ved vandpibedebuten hænger 

altså ikke tæt sammen med en dyr investering og tekniske evner, men nærmere 

48


de unges sociale relationer. Alle, vi talte med, og som ikke selv ejede en vandpibe, 

havde en ven eller veninde, som ejede en vandpibe, og som de kunne opsøge, 

hvis de ville ryge vandpibe. Først efter flere gange overvejede nogle selv at anskaffe 

sig en vandpibe, noget kul og tobak. Malte (16 år): “Jeg tror, første gang var til 

en fest udenfor (…) Jeg vidste ikke noget om vandpibe – jeg var 14 år. Havde ikke prøvet det 

før (…) Den var der bare, og så prøvede jeg. Jeg sagde, det ville jeg gerne prøve (…) og nu har jeg 

en selv”. Sofie (15 år): “Første gang jeg røg vandpibe, det var i sommerferien sidste år, tror jeg. 

Mellem 8. og 9. klasse. Ude til en fest (…) den omgangskreds jeg var i, der var det lige kommet 

frem. Man var lige begyndt på det (…) Vi var ude ved en, der hedder Malte. Hvor mange var 

vi? 10-15 stykker. Og så skulle vi bare prøve, fordi alle de andre prøvede (…) Og så har det 

vel været sådan, hvis der har været en vandpibe til en fest, så har man gjort det”. 

3 

Chaouachi beskrev tidligere vandpiben som et både “eksotisk og fjernt objekt” for 

befolkningen i Vesten (jf. kapitel 2). Det synes dog ikke at være tilfældet for den 

gruppe danske teenagere, der indgår i interviewundersøgelsen. Der er nærmere 

tale om, at vandpiben for dem har fået en ny status som ‘almen’ frem for ‘eksotisk’, 

og ‘nær’ frem for ‘fjern’. Vandpiben synes dermed at være blevet til et 

selvfølgeligt objekt for disse danske teenagere, dvs. vandpiben i dag i langt højere 

grad end før befinder sig inden for de unges hverdagslige rækkevidde, hvor de 

til fester og lignende må forholde sig til spørgsmålet “skal jeg, eller skal jeg ikke 

prøve?”. 

2. Social accept: Vi hørte tidligere om en klar forældremodstand imod cigaretter, 

fordi cigaretrygning blev betragtet som en illegitim overskridelse af grænsen 

for hvad der er tilladt og ikke tilladt. Dertil kom, at de unge dagligrygere 

blev betragtet som en ikke-attraktiv gruppe af deres jævnaldrende, fordi de som 

cigaretrygere blev associeret med de hårde og socialt belastede typer. Samme 

modstandskraft og symbolik ses ikke i forbindelse med vandpiben i dette interviewmateriale. 

Vandpiberygning betragtes derimod som særdeles udbredt, og 

ingen mente, det var en bestemt type unge, der røg vandpibe. Stig (14 år): “Alle 

dem, der ikke ryger cigaretter af mine venner, de er næsten altid friske på vandpibe. Jeg kender 

kun en af mine bedste venner, som ikke rør hverken vandpibe eller cigaretter”. Marius (15 

år): “Jeg har ikke oplevet, der ikke er nogle, der er friske på vandpibe efter skole. Det plejer 

folk godt at kunne være med til”. Selv ikke når snakken går på de mest rygende vandpibeentusiaster, 

dvs. de som ryger det ugentligt eller måske dagligt, er der nogen 

modstand at spore. Camilla (17 år): “Der er nogle, der ryger det oftere end andre, så er der 

selvfølgelig også nogle, der gør det meget sjældent (…) men ingen af os opfatter dem, som ryger 

meget vandpibe, på en bestemt måde”. 

Også i store dele af forældregruppen oplever de unge et andet syn på vandpiben, 

end hvad angår cigaretten. Oskars forældre forbyder ham således helt at ryge cigaretter, 

men med vandpiben er det helt anderledes. Selvom de godt ved, han har 

prøvet at ryge vandpibe flere gange, tillader de ham at fortsætte, fordi de føler sig 

overbeviste om, at han godt “kan styre det”. Ida (15 år) fortæller: “Mine forældre ved 

49


det godt. De siger ikke rigtigt noget til det. De vil hellere have, jeg gør det, end at jeg ryger fast. 

Det vil de meget hellere”. Et tredje eksempel var, da Sofie (15 år) op til interviewet 

måtte fortælle sine forældre, at hun røg vandpibe, hvortil de svarede: “nå da, har 

du røget vandpibe”, og i stedet for formaninger spurgte interesseret ind til hendes 

erfaringer, da de selv kun lige havde smagt det. Med cigaretterne var det noget 

helt andet – dem måtte Sofie slet ikke røre. 

Blandt de deltagende teenagere er der andre eksempler på forældre, som – sikkert 

utilsigtet – har spillet en aktiv rolle i at skabe opfattelsen af en social accept af 

vandpiben. Da Marius (15 år) var 10, var han med sine forældre på ferie i Egypten, 

og vanen tro skulle forældrene ryge vandpibe. “Så spørger man, om man ikke 

må prøve, så tænker de nok i starten, at det går jo nok. Det var sådan… men det var ikke 

mere end to sug (…) Hvis det havde været med cigaretter, havde de nok sagt nej”. Et andet 

eksempel er Marius’ kammerats mor, som arrangerede fødselsdagsfest for sin 

søn med et orientalsk tema, hvor hun mente, at der dertil selvfølgelig også hørte 

vandpiber. Marius: “En af mine venner havde et stort telt, og hans mor havde lavet noget 

tyrkisk over teltet. Havde hængt nogle tæpper op, 4-5 borde hvor der stod vandpibe på og stole 

rundt omkring (…) der havde hun sat bordene op, og så fik vi selv lov til at tænde dem op”. 

Andre af de unge respondenter fortæller om venner, som har modtaget en vandpibe 

som gave både fra venner og forældre, og at vandpiben flittigt bliver brugt 

som hyldedekoration på teenageværelset derhjemme. Alle eksempler er udtryk 

for forældrehandlinger, der kan legitimere unges vandpiberygning. 

Det er dog langt fra alle forældre, der forbinder vandpiben med noget ufarligt. 

Flere af respondenterne fortæller om forældre eller venners forældre, som ikke 

tillader vandpiberygning hverken derhjemme eller andre steder, fordi de sidestiller 

det med cigaretrygning. De unge må så gemme deres vandpibe et sted eller 

nøjes med at ryge til fester, hvor andre tager den med. Endelig er der så midtergruppen 

af forældrene, der måske opstiller nogle restriktioner for deres børn 

(må ikke købe vandpibe, må ikke ryge derhjemme), men som ikke forbyder dem 

at ryge vandpibe, fordi forældrene er i tvivl om sundhedsskaderne. Som hjemme 

hos Camilla (17 år), hvor moderen var i tvivl om det sundhedsskadelige og derfor 

opsatte en regel om, at Camilla gerne måtte ryge vandpibe, blot det ikke skete 

for ofte. Camilla: “Min mor vil ikke have, jeg ryger hver dag. Før i tiden røg vi hver anden 

dag eller dagen lige efter. Det vil hun ikke have. Det gjorde jeg så heller ikke (…) så syntes 

min mor bare, det var ret ofte. Så sagde hun bare, at hun ikke brød sig om, at vi røg vandpibe 

hver dag”. 

Hjemme hos Joachim (16 år) ser forældrene helst, at han helt holder sig fra vandpiben. 

De mener dog, at det er bedre end cigaretter, selvom vandpiber måske også 

kan være farlige. Joachim: “Min mor har nu også fundet ud af, at det er ret farligt med 

vandpibe. Men hun kan godt se, at det er mere og mere normalt, at folk de gør det, og det ikke 

på samme måde, som cigaretter er farligt. Men der er så flere og flere, der mener, at det næsten 

er lige så farligt”. Citaterne indrammer meget godt den tvivl om sundhedsskader 

50


og afhængighed, som flere respondenter udtrykker på vegne af deres forældre. 

Vidensniveauet og forældrenes kommunikation til børnene om vandpiberygning 

er tydeligvis ikke som med cigaretter. Hér har forældrene nemmere ved at opstille 

restriktioner og markere klare grænser for, hvad der er tilladt og ikke tilladt. 

3 

3. Myter om den uskadelige røg: Ganske som hos forældrene cirkulerer der 

blandt teenagegruppen myter om vandpibens skadevirkninger. Inden respondenterne 

for første gang prøvede at ryge vandpibe, forbandt kun de færreste det med 

en risiko (f.eks. skadelige indholdsstoffer i røgen og nedsat lungefunktion), enten 

fordi de ikke vidste noget om vandpiberygning, eller fordi skadevirkningerne 

blev nedtonet af vennerne. Noah (15 år): “Jeg havde tænkt over det, men jeg havde fået 

at vide af mange, at det ikke er ligeså skadeligt”. Flere siger ganske vist, at de i dag ved 

lidt mere, end da de prøvede for første gang, men denne viden er først nu ved at 

komme frem og sprede sig blandt de unge. Camilla (17 år): “Det var meget naturligt 

at ryge (vandpibe, red.) og dengang sagde man, det ikke var skadeligt. Men det har jeg hørt 

lidt om nu – men dengang var det sådan ‘det skader ikke’ (…) Det var en fra min parallel 

klasse, der havde læst det. Bare det at hun sagde, at det var farligt. Ikke fordi jeg troede, at det 

ikke var skadeligt, men at det var så skadeligt, som hun sagde. Altså, hun sagde, det kunne 

være ligeså skadeligt som cigaretter”. Joachim (16 år): “Hvis jeg havde fået det at vide for tre 

måneder siden, så havde jeg sagt ‘det passer ikke’. Men jeg tror nok lidt på det nu (…) Det er 

nogle undersøgelser, om at der lige så farligt. Da jeg prøvede det første gang, da snakkede folk 

om, at for det første så kan man ikke blive afhængig af det, for det andet var det ikke halvt så 

farligt som cigaretter, fik bare alt godt at vide, at det ikke var farligt osv.”. Så ifølge de unge 

selv er der altså sket en generel forbedring i vidensniveauet om vandpiberygning, 

men som vi senere skal høre, har de fortsat svært ved at se det problematiske ved 

at tænde vandpiben, bl.a. fordi det forbindes med noget, man kun gør engang 

imellem, og som man sagtens kan styre, fordi de ikke forbinder det med noget 

afhængighedsskabende. 

4. Æstetikken: For de unge er vandpiben ikke blot et rygeinstrument, men også 

et æstetisk samleobjekt, der med sine flotte farver og orientalske fremtoning fascinerer 

de unge og tydeligvis er med til at øge relevansen for at prøve. Stig (14 

år) var 11 år, første gang han prøvede vandpibe: “Det var pga. min søster. Hun ryger 

vandpibe, hun holdt fest, mine forældre var væk. Så havde hun nogle venner hjemme, de sad og 

drak nogle øl og røg cigaretter, jeg havde aldrig prøvet at ryge vandpibe før, og jeg syntes, den så 

meget flot og fascinerende ud. Der er jo alle mulige ting på, slanger osv. Det så lidt spændende 

ud (…) Jeg sagde, jeg gerne ville prøve det, og så fik jeg lov til det”. Ida (15 år): “Jeg kan 

huske på et tidspunkt, der blev det sådan et helt fænomen med at købe vandpibe. De er jo flotte 

at kigge på. Hjemme ved min farfar har de sådan en rigtig en fra Egypten med to slanger og 

guldbelagt – en kæmpe stor en”. 

Det æstetiske ved vandpiben understreges af dens anvendelse som pyntegenstand. 

Flere unge fortæller, at de købte den flotteste, de kunne finde, og gør meget 

ud af at vise den frem for vennerne − som et statussymbol − ved at stille den 

51


et synligt sted på værelset, medbringe den til fester el.lign. Da Stig (14 år) købte 

sin første vandpibe, skulle den derfor ikke gemmes væk, men i stedet stå fremme, 

selvom forældrene var imod det. “Jeg havde den ikke nede i kassen, men stående fremme 

(på værelset, red.) hele tiden, fordi jeg syntes, den var meget flot. Det var en ret flot en, jeg 

købte”. Han ejede dog ikke den flotteste vandpibe i vennekredsen. “Altså, der er en 

af mine venner, der går vildt meget op i det. Han har købt en vandpibe til 16.000 kr. Der er 

guld på og 16 slanger og sådan noget (...) men han ryger ikke på den. Det gider han ikke. Han 

har den bare til at stå derhjemme. Og så har han også nogle andre, der er helt vilde. Jeg aner 

ikke, hvordan han får råd til det. Den store er kun til pynt. Han bruger den aldrig. Først til 

hans 18 års fødselsdag må han ryge på den”. 

Det første vandpibesug 

Som tidligere fortalt foregik respondenternes første vandpibesug typisk i sociale, 

private sammenhænge til en fest eller hjemme hos en kammerat på en andens 

vandpibe. Først efter et par gange overvejede nogle selv at købe en vandpibe. 

Modsat erfaringerne med den første cigaret omtaler respondenterne det første 

vandpibesug som noget langt mere positivt uden samme kradsende fornemmelse 

i halsen, det smagte meget bedre, og røgen var helt anderledes. Sofie (15 år): “Jeg 

syntes bare, det var sjovt med al den røg, der kom ud af munden på en (…) Jeg syntes, det 

smagte af frugt. Det var ikke som cigaretter – det smagte af frugt (…) Også fordi med cigaretter, 

der inhalerer du. Det gør du ikke med vandpibe, eller du inhalerer, men du kan ikke 

mærke det i halsen”. Sofie fortæller ganske vist, at hun blev lidt svimmel, men ellers 

er det ikke ubehag, men mere positive oplevelser – en smagsoplevelse hun forbinder 

med det første sug. Netop den gode smag og duften fra den søde røg pga. 

de mange forskellige smagsvarianter (æble, pære, jordbær, ananas, cola mv.) er et 

tydeligt omdrejningspunkt for respondenterne, når de skal fortælle om, hvorfor 

de startede på vandpiberygning, og hvorfor de fortsat gør det. Fie (15 år) prøvede 

at ryge vandpibe for første gang som 13-årig til en fest, hvor nogle venner havde 

taget en vandpibe med: “Og jeg kunne godt lide duften. Det smagte også herre godt”, som 

hun fortæller. Malte (16 år) tog også sit første vandpibe sug til en privat fest: “Det 

var sådan lidt anderledes, selvom jeg aldrig rigtigt har prøvet at ryge. Det var sjovt, og der var 

ikke noget, der kradsede i halsen, som hvis man tog et hiv af en smøg. Det smagte godt, og det 

var dejligt, man slappede af, og det var hyggeligt”. 

Vandpibens sociale funktion 

Respondenterne begynder her at beskrive ikke kun den gode smag ved vandpiberygning, 

men også dens sociale funktion, der ligesom smagen udgør en væsentlig 

årsag til vandpibens popularitet blandt de unge. Vandpiberygning er for alle respondenter 

forbundet med en social handling, et fællesskab og ikke noget individuelt, 

som cigaretten til tider kan være. Stig (14 år): “Jeg har det sådan, at cigaretter 

det er sådan meget individuelt (…) Med vandpibe der sidder man sammen og hygger, snakker 

og griner. Så sidder alle og ryger vandpibe sammen”. Eller som Fie (15 år) udtaler, så vil 

52


vandpiberygning alene svare til at drikke alkohol helt alene. I vandpiberygningens 

sociale funktion indgår tre vigtige elementer: 1) tiden, 2) legen og 3) samtalen. 

3 

1. Tiden: Flere respondenter beskriver vandpiberygning som en tidskrævende 

proces, hvor der skal sættes tid af, fordi piben både skal tændes og gå rundt til alle 

de deltagende et tilpas antal gange. Som udgangspunkt er det derfor utænkeligt, 

at seancen kan gøres på f.eks. ½ time. Det handler om at tage sig god tid. Stig 

(14 år): “Jeg kan bedst lide, at man ikke skal tænke over det. Sådan “nu har jeg lige to timer 

igen, og så skal jeg smutte”. Så er det bedre, man siger til sine forældre allerede klokken 15 om 

eftermiddagen “ok, jeg kommer ikke hjem og spiser, jeg spiser hos en af mine venner”. Og så 

kan du sidde til klokken… hvornår du nu end skal være hjemme (…) Det er jo ikke rart og 

sidde og ryge, hvis du sidder og tripper. Det skal bare være afslappende”. På den måde kan 

vandpiberygning være anledning for unge til at stoppe op og glemme tiden for en 

stund, dvs. træde uden for standardtiden og sammen med andre ligesindede rette 

opmærksomheden alene mod det at ryge vandpibe. Den normale kvantificerbare 

‘ydre’ tid målt i dage, timer, minutter osv. med faste spisetider og skemalagte skoledage, 

som de unge ellers normalt planlægger deres hverdag efter, kan altså for 

en tid skubbes til side, og gevinsten er derfor ikke kun et rumligt nærvær med andre, 

men også et tidsligt samvær, hvor man deler tid sammen. Unges vandpiberygning 

som social handling bliver på den måde ikke kun ‘noget man gør med andre’, 

men også til et ‘samtidigt nærvær’, der levner plads til både tid og ro. 

Roen og tiden er dog langt fra altid til stede ved vandpiberygning. Til en fest er 

forholdene anderledes pga. høj musik og en konstant udskiftning i gruppen, der 

sidder og ryger. Joachim (16 år): “Er man til fest, så tager man ikke så meget, der tager 

man lige et par sug, så går man videre til noget nyt, til nogle andre. Laver et eller andet andet. 

Mens hvis man sidder 2-6 mand, med et par øl eller et eller andet – f.eks. om sommeren hvis det 

er godt vejr, så sidder man nogle gange uden for et eller andet sted, på en skole eller andet sted. 

Så sidder man bare ved det her bord, så er der en vandpibe, og så er der nogle øl, og så sidder 

man bare stille og roligt og ryger vandpibe der. Så får man noget mere – så er det sådan mere 

intens vandpiberygning – der går man måske mere op i at ryge vandpibe end at drikke øl. Hvor 

man til fest, der er vandpiben det, man bare lige sådan går hen til og får lidt af det, mens i den 

anden situation der er det mere vandpiben, der er i centrum. Der er forskel, synes jeg”. 

2. Legen: De fleste respondenter beskriver vandpiberygeseancen som en handling, 

der giver anledning til sjov og leg. Oftest er legen relateret til røgen, der i 

forhold til cigaretrøgen er meget mere tyk og massiv og derfor også nemmere at 

‘lege’ med 1 . Typisk er der tale om at lave tykke røgringe, puste store mængder røg 

i hovedet af hinanden eller lave forskellige selskabslege som f.eks. ‘æbleskallen’. 

1 Den tykke, massive røg fra vandpiben skyldes formentlig tobakkens store mængder af glycerin (sukker). 

Når denne sukkerblanding opvarmes, dannes en stor røgudvikling. 

53


Joachim (16 år): “Nogle gange så laver vi sådan noget – nogle kalder det vist for ‘æbleskallen’ 

– et indianer-røgord. Så sidder man fire, og så tager man et sug, og så skal man holde det i 

lungerne, indtil det bliver ens tur igen. Det kan man godt blive sådan lidt svimmel i hovedet af, 

helt træt så man får lyst til at lægge sig ned”. Andre gange konkurrerer man om, hvem 

der kan finde vandpibetobak med en sjælden smag eller sjove væsker til pibens 

vandbeholder f.eks. mælk eller vodka. Mælken giver en endnu mere tyk og massiv 

røg, mens vodkaen kan virke euforiserende. Stig (14 år): “Du bliver fuld men på 

en anden måde, end hvis du drikker det. Og du skal ikke gøre det med øl og sodavand – det 

bruser bare over, ik”. Marius (15 år): “Alt, hvad der kan flyde, kan du komme i (…) f.eks. 

med mælken kan du mærke konsistensen i munden. Og så den der røg – den er helt vild tyk. 

Du kan næsten ikke kigge igennem den. Du kan sådan lade det glide ud af munden”. Legen 

kan også være en iscenesættelse, hvor unge som Camilla (17 år) med vandpiben 

som centrum laver arabisk aften med veninderne, hvor der er pyntet op med 

orientalske puder og tæpper, og der høres arabisk musik. På den måde skal vandpiben 

ikke kun betragtes som et rygeredskab. For danske teenagere er den også 

et ‘legetøj’, hvor de unge skaber en legende og underholdende praksis omkring 

vandpiben med mange kreative påfund. 

3. Samtalen: Undervejs i rygeseancen opstår også samtalen – igen sammenligner 

de unge vandpiberygning med det at drikke alkohol, der med sin beruselse 

får dem til at åbne op og skabe nære kontakter til andre. Samme åbenhed ved 

vandpiberygningen skyldes dog ikke en beruselse, men nærmere situationens 

rumlige og tidslige nærvær. Den tætte kontakt, hvor man sidder i rundkreds i et 

tæt ‘broderligt’ sammenhold, og hvor vandpiben rituelt deles mellem deltagerne, 

får ordene til at springe frem på en befriende måde. Oskar (16 år): “Det er det der 

med, at man sidder i en rundkreds og snakker og er sammen. I forhold til at sidde og drikke 

øl sammen, hvor man sidder lidt mere spredt (…) Man er tvunget til at sidde rimelig tæt, og 

snakke med dem, der er rimelig tæt på. Og den der slange (slangen til vandpiben, red.), 

den er ikke super lang (…) så man snakker lidt mere”. Fie (15 år): “Vi snakker ikke normalt 

om sådan nogle ting (personlige emner, red.), men en gang imellem gør vi. Men man 

tør åbne sig lidt mere, for så sidder man og hygger samtidig, og så kan man fortælle lidt mere 

personlige ting. Følelser og sådan noget (…) Sådan en fredag aften, så kommer de andre også 

op med noget, og så kommer man selv op med noget. Det er lidt nemmere”. De unge opfatter 

derfor ikke blot vandpiben som et objekt, der kan fremkalde og vedligeholde en 

samtale. Den giver også anledning til at tale og lytte på en anden måde. Marius 

(15 år): “Det er en god måde at snakke om mange ting. Man siger, man snakker bedre, når 

man har fået en øl, når man sidder og slapper af, der er masser af tid, du har måske masser af 

kul, og du kan bare blive ved med at fylde på, og der er ikke noget stress og jag, du skal ikke 

være hjemme på noget tidspunkt, du kan bare tale ud i en uendelighed, så får man afløb for en 

masse ting, snakket rigtigt meget om tingene, det er en god måde at bringe folk sammen på og få 

tættere venner”. For Marius får vandpiberygningens samtale på den måde en social 

funktion, der både kan opretholde og forbedre de nære sociale relationer, og som 

vi senere skal høre, også gør det svært for ham at give afkald på vandpiben. 

54


Vandpiberygningens to rum 

Vandpiberygningens praksis blandt danske teenagere er ikke en generel praksis, 

men kan være meget forskellig og afhænger ofte af den sammenhæng, den foregår 

i. I denne analyse har danske teenageres vandpiberygning overordnet vist 

sig at foregå i to ‘rum’ med hver deres sociale spilleregler: et åbent og et lukket 

rum. 

3 

Det åbne rum: I vandpiberygningens åbne rum er det ikke givet på forhånd, 

hvem man ryger sammen med. Rygningen vil typisk foregå i sociale sammenhænge, 

hvor mange mennesker er samlet typisk til en fest. Forud har den som 

medbringer vandpiben og tobakken ikke sendt personlige invitationer ud til deltagerne, 

men er åben overfor deltagelse fra dem, som ønsker at være med, inklusiv 

folk man ikke kender så godt. Hvis seancen foregår til en fest, placeres 

vandpiben ofte et synligt sted, så folk kan gå frem og tilbage mellem piben og 

de mange andre aktiviteter, der foregår. Det er altså festen, der er den sociale 

anledning til at være samlet og ikke vandpiberygning. Rygningen foregår i en lille, 

men til tider også stor gruppe, uden der altid er styr på, hvem der er med og ikke 

med pga. en konstant udskiftning af folk, der bryder ind og lige skal smage. Pga. 

de mange mennesker der snakker, høj og aggressiv teknomusik, samt uroen ved 

at folk går til og fra vandpiben, kan det være svært at opnå den rette tid og ro til 

at opleve vandpibens rumlige og tidslige nærvær. Vandpibens sociale funktion i 

det åbne rum begrænser sig da også ofte til legen og samtalen, hvor vandpiben 

så til gengæld egner sig perfekt både som igangsætter og samlingspunkt for sjove 

snakke og kreative lege. På den måde bærer teenageres vandpibepraksis i høj grad 

præg af, at vandpiben gøres til et ‘festobjekt’, der sammen med andre virkemidler 

som høj musik, dans og alkoholindtag kan skabe den rette festatmosfære. 

Det lukkede rum: For vandpibens lukkede rum gælder helt andre spilleregler. 

Her er det ikke tilfældigt, hvem man ryger sammen med, enten fordi man i forvejen 

er sammen med sine nærmeste venner og pludselig får den idé, at man 

vil ryge vandpibe, eller fordi man kontakter en udvalgt gruppe for at høre, om 

de er interesserede. Relationen mellem deltagerne i vandpiberygningens lukkede 

rum er derfor typisk nært, modsat i det åbne rum, hvor selv helt fremmede har 

adgang. I det lukkede rum kan rygningen foregå privat f.eks. hjemme hos den, 

der ejer vandpiben, men finder også sted på offentligt tilgængelige steder, hvor 

de unge på forhånd ved, de kan sidde i fred og ro (skolegården efter skoletid, 

legepladser, ‘private gemmesteder’). På den måde kan det lukkede rum have en 

ekskluderende funktion f.eks. overfor forældre, hvis de ikke må vide, at der ryges. 

Eller overfor andre i omgangskredsen, som med Camilla (17 år), der ikke altid 

ønskede drengenes tilstedeværelse, fordi det kunne have en negativ indflydelse 

på ‘venindesnakken’. 

Til forskel fra det åbne rum kan det lukkede rum ikke tælle et ubegrænset antal 

deltagere. Ifølge nogle af de unge respondenter er tallet på maks. otte personer, 

55


da det er meningen, at alle skal kunne sidde rundt om piben, den enkelte deltager 

skal have tid til at tage 4-6 sug, inden han sender den videre og samtidig være sikker 

på, at den kommer tilbage flere gange, inden vandpiben igen skal tændes. Ellers 

vil der opstå for lange pauser og afbrydelser mellem sugene. De få deltagere 

giver da også et andet rumligt og tidsligt nærvær, dels fordi de færre deltagere 

sikrer deltagerne en tættere kontakt med hinanden, og dels fordi de sætter tid 

af og er indstillede på primært at ryge vandpibe, modsat deltagerne i det åbne 

rum, hvor vandpiben ikke er selve anledningen til at mødes, men kan være så 

meget andet. Både samtalen og legen er til stede i det lukkede rum og adskiller sig 

overordnet ikke fra, hvad der finder sted i det åbne rum. Og dog. For det opleves 

nemmere at diskutere personlige emner i det lukkede rum end i det åbne rum, 

fordi man her bedre kan kontrollere, hvem der er til stede. Og som i det åbne 

rum kan musikken i det lukkede rum fungere som virkemiddel til at skabe den 

rette stemning. Som hos Stigs (14 år) venner, der tit hører Bob Marley, hvis det 

skal være afslappende. Og tekno hvis de sidder og er på vej til fest og “skal fyre den 

af”, som han formulerer det. 

Overskridelse af rum 

Selvom vandpiberygningens to rum virker klart adskilte, er virkeligheden dog 

nogle gange en anden. Det sker nemlig, at de unge uintenderet springer imellem 

de to rum, hvor det lukkede rum pludselig bliver til et åbent rum eller omvendt. 

Som da Sofie (15 år) og nogle veninder i et skur med bænke bag skolen havde 

fundet et sted, hvor de i det skjulte kunne tænde deres vandpibe og ryge i fred fra 

andre. Lige indtil et par drenge kom forbi og ville deltage, og dermed var årsag til 

et skifte i typen af rum. Eller som da Stig (14 år) og en ven sad alene på en legeplads 

og røg vandpibe, og to piger, de ikke kendte, kom hen til dem og ville være 

med. Rummet skifter dermed fra at være et lukket til åbent rum, og man fornemmer, 

at vandpiben på offentlige steder i enkelte situationer kan være et redskab til 

at skabe kontakt til andre unge, som man ikke i forvejen har en nær relation til. 

Typer af vandpiberygere 

Ligesom vandpiberygningens rum er forskellige, er de unge som vandpiberygere 

heller ikke ens. I dette interviewmateriale er der identificeret to typer af vandpiberygere: 

de hardcore og de eksperimenterende. I fremstillingen er der ikke tale 

om absolutter, men mere om analytiske konstruktioner, der skal lette forståelsen 

af fænomenet vandpiberygning blandt danske teenagere. Derfor vil den samme 

respondent besidde elementer af begge typer og kan altså ikke altid placeres i én 

af de to kategorier, selvom interviewpersonerne typisk vil have en overvægt af 

karakteristika fra én af typificeringerne. 

De hardcore: Ryger vandpibe regelmæssigt, dvs. mere end én gang per måned 

og i enkelte perioder dagligt. Typisk har de et regelmæssigt - måske dagligt – for- 

56


brug af cigaretter, hvor vandpiben er et supplement til cigaretten, ikke pga. nikotinindtaget, 

men mere pga. det sociale aspekt ved at sidde og ryge sammen med 

vennerne. Desuden smager det godt, fås i mange varianter, og forældrene foretrækker 

helt klart, at de unge ryger vandpibe frem for cigaretter, da forældrene 

vurderer vandpiben som mindre sundhedsskadelig og mindre afhængighedsskabende. 

Derudover oplever de hardcore vandpiberygere en høj grad af social accept 

fra vennekredsen af, at de har et regelmæssigt forbrug, dels fordi omgangskredsen 

ikke oplever den samme sundhedsrisiko som ved cigaretrygning, og dels 

fordi oplevelsen af, at alle gør det, skaber en følelse af social accept. 

3 

De hardcore vandpiberygere ejer selv en vandpibe, de har den ofte stående fremme 

på værelset med forældrenes accept og ved, hvordan den skal tændes og 

agerer gerne ‘fyrbøder’. Det er derfor også typisk dem, som medbringer vandpiben 

samt andet vandpibeudstyr, hvis der skal ryges vandpibe. En pibe der vel 

og mærke skal være rengjort, da hygiejnen i forbindelse med vandpiberygning er 

vigtig for de hardcore vandpiberygere. 

Selve rygningen skal ifølge de hardcore vandpiberygere helst foregå med de nærmeste 

venner (i det lukkede rum), dvs. vandpiberygningens sociale funktion er i 

forhold til den nærmeste gruppe, hvor man mødes med det klare formål at ryge 

vandpibe. Med det følger også, at alle deltagere er enige om at sætte tid af, uden 

at lade sig forstyrre af andre ting, som man pludselig skal nå. Det handler om at 

have fokus rettet mod vandpiben, for først da opstår den rette stemning i rummet, 

hvor deltagerne oplever et samtidigt og rumligt nærvær, der levner plads 

til, både tid og ro samt åbner op for samtalen. Musikken og legen med røgen 

understøtter denne stemning, og de hardcore vandpiberygere går gerne forrest i 

opfindelserne af disse påfund, som f.eks. hvad man kommer i vandbeholderen 

i stedet for vand og nye vandpibeselskabslege. Det foretrukne etablissement for 

de hardcore vandpiberygere er det private hjem, typisk på eget værelse, eller et 

udendørs sted, hvor de unge er i fred for andre. Enkelte af de hardcore vandpiberygere, 

deres unge alder til trods, er også begyndt at orientere sig væk fra 

teenageværelset ved at opsøge de mere velorganiserede vandpiberygningetablissementer, 

som f.eks. vandpibecaféerne i det indre København. Måske fordi rammerne 

her er mere ‘autentiske’ end teenageværelset og er med til at understøtte 

de hardcore vandpiberygeres ‘seriøse’ indstilling til vandpiberygning? 

De eksperimenterende: Har prøvet at ryge vandpibe flere gange, men det kan 

sagtens være ½ år siden, de sidst prøvede. Dvs. forbruget er meget svingende og 

afhænger meget af omstændighederne, f.eks. om de mere eller mindre tilfældigt 

kommer til en fest, hvor der ryges vandpibe. De har prøvet at ryge cigaretter, men 

har generelt et distanceret forhold til cigaretter, da de finder cigaretrygning både 

usundt og stigmatiserende, mens de mener, at det forholder sig helt anderledes 

med vandpiberygning. I de eksperimenterendes optik er vandpiberygning ikke 

forbundet med de samme sundhedsfarer, bl.a. fordi deres vandpibeforbrug er så 

57


lavt, og røgen med sin gode smag og mindre “kradsende fornemmelse” virker ganske 

harmløs. Denne manglende forståelse af sundhedsskaderne ved vandpiberygning 

sker til trods for, at de eksperimenterendes forældre generelt er skeptiske og 

kritiske i forhold til vandpiberygning, og nogle forbyder det, ligesom de forbyder 

deres børn at ryge cigaretter. Andre forældre har sværere ved at kommunikere 

et sådan forbud helt klart til deres børn, måske fordi flere af forældrene mangler 

konkrete sundhedsargumenter, der kan støtte dem i kommunikationen med 

børnene. Desuden opleves vandpiberygning af de unge selv som langt mindre 

stigmatiserende end cigaretrygning – det er noget alle gør – og denne oplevelse 

af social accept fra omgangskredsen virker initierende på de eksperimenterendes 

lyst til at prøve vandpiberygning. 

De eksperimenterende ejer ikke selv en vandpibe, men alle kender nogen i deres 

nærmeste omgangskreds, som ejer en vandpibe, og føler derfor ikke, det er svært 

at få adgang til en vandpibe. Typisk er det da heller ikke de eksperimenterende, 

som organiserer vandpiberygning. Det lader de de hardcore om – de eksperimenterende 

følger blot med, når anledningen viser sig. Af gode grunde besidder de 

heller ikke den samme tekniske kunnen og erfaring med vandpiben, som f.eks. 

hvordan den tændes i lighed med de hardcore vandpiberygere. De eksperimenterende 

er derfor heller ikke ‘fyrbødere’, ligesom de ikke som de hardcore vandpiberygere 

har øje for betydningen af en rengjort vandpibe, altså det hygiejniske 

element, som de hardcore vandpiberygere lægger meget vægt på. 

Selve rygningen må gerne forgå med de nærmeste venner (i det lukkede rum), 

hvis de eksperimenterende altså bliver inviteret, men for de eksperimenterende 

foregår vandpiberygning ofte til fester (i det åbne rum), hvor vandpiben indgår 

som et festobjekt helt på linje med alkoholen og den høje musik. Vandpiberygningens 

sociale funktion skal i disse situationer både ses i forhold til den nærmeste 

gruppe, men også personer som de unge måske ikke på forhånd kender 

så godt, hvis der er fremmede med til festen. Pga. omstændighederne (mange 

mennesker om piben, nogle man ikke kender, evig udskiftning af folk der kommer 

og går, høj musik), forbindes vandpiberygning af de eksperimenterende ikke 

nødvendigvis med tid og ro, som det kendes fra det lukkede rum, hvor deltagerne 

oplever et samtidigt og rumligt nærvær, der åbner op for samtalen. Ikke at samtalen 

ikke er til stede i det åbne rum, det er bare en anden samtale, ligesom musikken 

og legen med røgen også er til stede, ikke mindst hvis det foregår til en fest, 

hvor der i forvejen er høj musik, og folk er kommet for at more sig. 

Vandpiberygning og afhængighed 

Et af de temaer, som undervejs i interviewene blev kommenteret en hel del af 

respondenterne, var forholdet ‘afhængighed’. Kan man tale om egentlig afhængighed 

hos unge vandpiberygere på samme måde som blandt cigaretrygere? Ses 

alene på den nikotinrelaterede afhængighed, har målinger af nikotinindholdet i 

58


blodet vist relativt høje mængder af nikotin hos vandpiberygere, helt på niveau 

med hvad man ser hos cigaretrygere (Hadidi, KA & Mohammed, F. I., 2004; Shafagoj, 

Y. A., Mohammed, F. I., & Hadidi, KA, 2002). Noget kunne altså tyde på, 

at den biokemiske påvirkning i relation til nikotinindtaget ved vandpiberygning 

er ganske betragtelig. Enkelte af respondenterne i nærværende undersøgelse, især 

de hardcore vandpiberygere, fortæller da også om oplevelsen af en helt speciel 

følelse ved vandpiberygning, hvor kroppen går fra at være anspændt til at være 

rolig og afslappet, og hvor de unge til sidst befinder sig i en nærmest søvndyssende 

tilstand. Denne fysiske transformering behøver dog ikke kun at være nikotinrelateret, 

men kan også hænge sammen med andre forhold f.eks. roen, man 

oplever ved det rumlige og tidslige nærvær. Som det blev beskrevet i kapitel 2, 

vælger Chaouachi da også i sin udlægning at nedtone det rent fysiologiske ved 

vandpiberygningen til fordel for nogle mere socialt betingede forhold: “Målet er 

at tage sin tid til at tale, lytte og dele, i tur og i orden, at give piben videre broderligt, rituelt 

og symbolsk. Hele denne iscenesættelse har alene som formål at skabe en situation i ordets 

sociologiske betydning (Erving Goffman)” (Chaouachi, K., 2007). Denne beskrivelse 

passer meget godt til det billede, som de interviewede danske teenagere har givet 

i denne undersøgelse af vandpiberygning, hvor de klart tager afstand fra, at de 

skulle være blevet afhængige i den klassiske, fysiske forstand. Marius (15 år): “Jeg 

er langt fra afhængig. Jeg har overhovedet ingen trang til vandpibe. Jeg synes bare, det er smadderhyggeligt, 

det er noget socialt (…) Jeg har det ikke sådan, at nu skal jeg bare have vandpibe, 

vel”. Denne opfattelse forstærkes af, at teenagernes vandpiberygning trods alt 

sjældent foregår dagligt, men er en mere rekreativ rygeform – noget som selv de 

hardcore vandpiberygere typisk kun gør nogle få gange om måneden, og ikke for 

at få dækket et fysisk behov. 

3 

Dermed distancerer vandpiben sig i de unges optik fra et negativt, afhængighedsskabende 

rygeinstrument, som kan tage magten over en, til at være et positivt 

rygeredskab, som de unge sagtens mener, de kan kontrollere. Vandpibens ‘uskyldige’ 

betydning understøttes af dens velduftende røg, gode smag, roen og hyggen 

omkring den, og direkte adspurgt opfatter de fleste respondenter da heller 

ikke vandpiberygere som ‘rygere’. Fie (15 år): “Hvis man kun ryger vandpibe, vil jeg 

ikke sige, man er ryger. Det virker for underligt at gøre, fordi rygere er folk, der ryger cigaretter, 

mens vandpiben er hygge”. Alligevel kan flere af dem dog godt se, at grænsen for at 

blive afhængig i nogle situationer udfordres, især når de hardcore vandpiberygere 

igen og igen tænder op for piben. Malte (16 år) vil ganske vist ikke forbinde sin 

vandpiberygning med afhængighed, men kalder det i stedet “vanedannende”: “Jeg 

har aldrig følt mig afhængig af det, altså jo måske lidt vanedannende, nogle gange kunne man 

godt tænke sig ‘ahh det kunne være hyggeligt med en vandpibe lige her’, men det er ikke sådan, 

at man på nogen måde føler sig afhængig af det. Det er ikke sådan ‘ahh jeg skal bare hjem 

og have noget pibe’”. I Maltes tilfælde består det vanedannende i hyggen ved vandpiben, 

mens det blandt andre hardcore vandpiberygere som hos Camilla (17 år) 

også handler om en tilbagevendende lyst til at stimulere lugte- og smagssansen 

ved hjælp af vandpibens søde røg: “Hvis jeg skulle stoppe, ville jeg savne fællesskabet, 

59


men også lidt røgen. Når man dufter til tobakken, så dufter det bare så godt. Specielt når man 

ikke har gjort det i lang tid (…) Den er stærk, men rigtig god. Man kan virkelig dufte, det er 

æble, appelsin osv. (…) man får helt lyst til at spise den”. På den måde er der i hvert fald 

blandt de teenagere som ryger vandpibe regelmæssigt (de hardcore) en tendens 

til ikke at fokusere på en fysisk men nærmere social eller situationel afhængighed, 

dvs. lysten opstår pga. hyggen og det sociale, og når vandpiberøgens søde smag 

og duft møder en. 

Hvad skal kommunikeres, for at teenagere kvitter vandpiben? 

Da respondenterne ikke føler sig afhængige af vandpiben som med cigaretter, 

føler langt de fleste sig overbeviste om, at de kan stoppe uden problemer. Problemet 

er bare, at forudsætningen for forandring af al risikoadfærd, at målgruppen 

anser sin adfærd for problematisk, ikke umiddelbart er til stede hos de unge slet 

ikke de hardcore vandpiberygere. Dette skyldes primært, at vandpiben forbindes 

med noget positivt, den kan kontrolleres, røgen smager og dufter bedre end cigarettens, 

virker mere sund, ligesom hyggen og det sociale er langt mere til stede. 

Flere af disse forhold, f.eks. den søde smag og det sociale, er rent kommunikativt 

svære at argumentere imod, da de hænger sammen med nogle faktuelle forhold: 

Vandpiberøgen er sød, og rygeseancerne finder typisk sted under hyggelige omstændigheder. 

Således er der nogle indiskutable, attraktive forhold forbundet med 

vandpiberygning, som klart komplicerer sandsynligheden for adfærdsforandring 

blandt teenagere. F.eks. var det helt tydeligt blandt de hardcore vandpiberygere, at 

de ville opleve et klart tab, hvis de ikke længere kunne ryge vandpibe, ikke mindst 

i forhold til roen og den dybe samtale omkring vandpiben. Anderledes står det 

til med respondenternes fejlslutninger og misforståelser om sundhedsskader og 

afhængighed. Her giver en informationskløft imellem de unges viden og videnskaben 

basis for at informere teenagere om de reelle risici ved vandpiberygning. 

En sådan indsats bør være opmærksom på kommunikationsbarrierer i form af 

de unges oplevelse af personlig relevans, hvor de unge spørger sig selv “kan det 

overhovedet ske for mig?”. F.eks. var nogle enige i, at vandpiberygning kunne føre til 

cigaretrygning, men troede dog ikke på, at det kunne ske for dem, da de mente, 

de sagtens kunne styre deres forbrug. Ligeledes virkede oplysninger om, at vandpiberygningens 

skadevirkninger er de samme som cigaretrygningens, heller ikke 

relevante for de unge, da de ryger vandpibe langt færre gange end cigaretter, og 

sammenligningen virkede derfor mindre relevant. 

Sundhedsbudskabet med størst personlig relevans (og potentiale for adfærdsforandring) 

var en oplysning om kulilteindholdet i vandpiberøgen. Dette budskab 

blev formidlet til respondenterne under interviewet via følgende statement: 

“Vandpiberøg indeholder stoffer, der også findes i bilos”. Oplysningen virkede ikke alene 

overraskende, men også effektfuldt på flere af respondenterne. Den skræmte 

dem, var let at afkode (bilos som billede på kulilte/giftstof), og modsat de øvrige 

sundhedsbudskaber var det svært for de unge ikke at føle en personlig relevans 

60


ved budskabet, da skadepåvirkningen sker ved hvert sug, dvs. uanset om man 

ryger vandpibe en gang eller dagligt. 

3 

Referencer 

1. Chaouachi, K. (2007). Tout savoir sur le narguilé. Societé, culture, historie 

et santé. 

2. Elickson, PL, Tucker, JS, and Kelin, DJ (2001). Sex differences in predictors 

of adolescent smoking cessation. Health Psychol, 20, 186-195. 

3. Hadidi, KA and Mohammed, F. I. (2004). Nicotine content in tobacco 

used in hubble-bubble smoking. Saudi.Med.J., 25, 912-917. 

4. Shafagoj, Y. A., Mohammed, F. I., and Hadidi, KA (2002). Hubble.bubble 

(water-pipe) smoking: Levels of nicotine and cotine in plasma, saliva and 

urine. Int.J.Clin.Pharmacol.Ther., 40, 249-255. 

5. Tyas, SL and Pederson, LL (1998). Individual and contextual influences on 

adolescent smoking. Tob.Control, 7, 409-420. 

61


Udendørs vandpiberygning i København 

62

4 

Anbefalinger til 

kommunikationsindsatser


Undersøgelsen peger på en væsentlig informationsmangel i forhold til teenagere 

og forældres viden om skadevirkninger og afhængighed ved vandpiberygning. 

Pga. vandpiberygningens eksplosive popularitet i Danmark gennem de seneste 5 

– 6 år er der derfor et akut behov for gentagende oplysning på området f.eks. via 

informationskampagner og vedvarende presseomtale. Overordnet vurderes det 

dog, at dette ikke er nok. Supplerende politiske tiltag er nødvendige, hvis vandpiberygning 

ikke fremover skal være en installeret bestanddel i dansk teenagekultur. 

En naturlig anbefaling i den sammenhæng er at fjerne industriens muligheder for 

at producere og sælge tobak med så høje doser smags- og tilsætningsstoffer (jf. 

kapitel 1). Ses alene på smagen i vandpibetobakken, samt på hvem der køber det 

i dag, vurderer denne rapport således, at vandpibetobak i Danmark ikke er ‘voksentobak’ 

men ‘børnetobak’ – dvs. tobak, der klart appellerer til og ryges af unge 

i den tobakseksperimenterende alder (12 – 16-årige). Ligeledes vil en opstramning 

om indendørs rygeforbud på offentlige steder sikre, at attraktive vandpiberygeetablissementer 

som f.eks. vandpibecaféer og restauranter ikke længere kan 

tilbyde vandpibe. Som det er blevet påpeget i denne rapport, besøger selv unge 

teenagere disse steder, og risikoen er, at etablissementerne er med til at bekræfte 

og fastholde de unge i en vandpibekultur, ligesom vandpibecaféerne er med til at 

positionere vandpiben som en del af massekulturen og ikke en subkultur, dvs. de 

er med til at gøre vandpiben mere ‘stueren’. 

Målgrupper og budskaber 

Det mest naturlige for kommunikationsindsatser vil være at kommunikere direkte 

til unge generelt om vandpiberygning. Denne rapport peger imidlertid på 

relevansen i, at man opdeler teenagere efter typer af vandpiberygere, de hardcore 

og de eksperimenterende 1 , pga. forskellene på unges erfaringer, holdninger og 

forandringspotentiale i forhold til vandpiberygning. I den sammenhæng forekommer 

de eksperimenterende mere forandringsvillige end de hardcore vandpiberygere, 

da det er sidstnævnte gruppe, der definerer og praktiserer vandpibekulturen 

og har sværest ved at ændre vandpibeadfærd, mens de eksperimenterende 

mere følger med og iagttager kulturen udefra, som dem der bliver inviteret eller 

tilfældigt er til en fest, hvor der ryges vandpibe. Derfor anbefaler rapporten, at 

de eksperimenterende vandpiberygere og de som aldrig eller kun ganske få gange 

har prøvet vandpibe, novicerne, er den primære målgruppe for kommende kommunikationsindsatser. 

1 En tredje gruppe, novicerne, er ikke med i undersøgelsen, men er også relevante for en indsats. Det er 

de unge, som aldrig eller kun én gang har prøvet vandpibe. 

64

4 • Anbefalinger til kommunikationsindsatser 

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at flere aktører har en negativ indflydelse 

på denne udvalgte målgruppe. De hardcore vandpiberygere, som introducerer 

de nye og mindre erfarne vandpibebrugere for vandpiben, spiller her en 

afgørende rolle både i forhold til at tilbyde vandpiben, men også som igangsætter 

af den positive diskurs, vandpiben har fået (at det er mindre skadeligt at ryge 

end cigaretter, ikke er afhængighedsskabende, smager godt, ryges af alle etc.). På 

den måde er de hardcore vandpiberygere ikke alene sværere at nå i forhold til en 

adfærdsforandring pga. deres tættere relation til kulturen, de er også ‘modstandere’, 

når det kommer til at begrænse vandpiberygningens udbredelse blandt deres 

jævnaldrende, som befinder sig lidt på afstand i en lidt mere afprøvende fase. Sat 

ind i en kommunikativ sammenhæng handler det derfor om at give de mindre 

erfarne vandpibebrugere nogle personlige argumenter, der gør dem i stand til at 

tage et individuelt valg, der går imod den uhensigtsmæssige dagsorden, som de 

hardcore vandpiberygere er med til at sætte. Dvs. kunne sige “nej tak”, hvis de 

får tilbudt vandpibe til en fest el.lign. 

4 

En anden vigtig målgruppe i den sammenhæng er forældregruppen. Som det 

kom frem i analysen, er de med til at skabe en social accept af vandpiberygning 

blandt teenagerne. Det er formentlig de færreste forældre i dag, som ønsker, at 

deres børn ryger, så modsat de hardcore vandpiberygere forestiller vi os ikke, at 

forældre ønsker rollen som dem der er med til at deres børn ryger, men foretrækker 

at kommunikere afstandstagen, hvis den rette information blev givet. Det 

gælder i den sammenhæng om at lade forældrene forstå, at vandpiberygning også 

er rygning, og at vandpiberygning derfor også er farlig. Konkret handler det om 

at give forældrene nogle sundhedsfaglige argumenter, der kvalificerer deres kommunikation 

med børnene, så vandpiberygning vurderes på samme måde som cigaretrygning. 

Pga. forældrenes indflydelse og betydning for teenagebørns adfærd, 

samt at det er en rygeform som stort set ikke praktiseres af forældre (dermed er 

de ikke ‘farvet’ af at være en del af kulturen og kan nemmere markere grænser), 

vurderes det mest hensigtsmæssigt at have forældrene som primær modellæser 2 

i opstarten af en kommunikationsindsats, dvs. ‘tekststrategien’ bliver anlagt med 

dem som modtagere (Frandsen, F, 2008). Efterfølgende eller sideløbende kan 

man så overveje at kommunikere mere direkte til de unge, selvom (opsigtsvækkende) 

kommunikation til forældre sikkert også vil kunne forstås af de unge. 

Som det ses af nedenstående punkter, er der da også overlaps i de anbefalede 

budskaber til de to målgrupper, forældre og unge: 

2 Begrebet ‘modellæser’ er hentet fra Umberto Ecos teori om, at enhver tekst i sig bærer idéen om en 

modellæser, der som modtager kan aktualisere tekstens faktuelle udtryk og udfylde de tomme pladser 

i teksten korrekt, så tekstens intenderede budskab fremstår klarest muligt. Så hvis afsenderen ønsker, 

at hele tekstens potentiale skal forstås af dens modtager, må afsenderen også tilpasse sin tekststrategi, 

så teksten rammer indenfor modtagerens allerede eksisterende kompetencer eller forsøge at overdrage 

disse kompetencer i teksten. 

65


• Budskaber til forældrene: Vandpiberygning er også rygning ligesom cigaretter. Få 

dit barn til at forstå dette budskab. Opstil derfor de samme regler for vandpiberygning 

som med cigaretter, når I diskuterer rygning (pga. røgens farlige indholdsstoffer fx højt 

CO-niveau og risiko for at blive cigaretryger) 

• Budskaber til de unge (de eksperimenterende og novicerne): Vandpiberygning 

er farligt for DIT helbred og kan gøre dig afhængig også selvom du kun ryger 

vandpibe en gang imellem. Sig derfor fra, næste gang du bliver det tilbudt (pga. røgens 

farlige indholdsstoffer fx højt CO-niveau og det lokkende sociale element) 

Referencer 

1. Frandsen, F. (2008). Umberto Eco og semiotikken. Århus Universitetsforlag. 

66

Summary

68 


Summary 

Overall Conclusions 

• Waterpipe smoking in Denmark can be characterized as a youth phenomenon, 

as most waterpipe smokers tend to be young people in the age group 

15 -19 y.o. The appeal of this form of smoking among young and relatively 

inexperienced smokers is in no small measure due to the sweet taste of 

waterpipe tobacco products and the social element of smoking as a group 

• The waterpipe has not been publicly denigrated the same way that cigarette 

smoking has and if this does not happen it is estimated that waterpipe 

smoking will become a fixed part of the smoking habits of Danish 

children and youths experimenting with tobacco products 

• It is possible that the phase of tobacco experimentation among children 

and young people will begin earlier, that more young people will try 

smoking and that waterpipe smoking will increase the likelihood of more 

young people will become regular cigarette smokers 

• The spread of waterpipe smoking in Denmark is likely traceable to a push 

of waterpipe products onto the market by the Danish Mac Baren Tobacco 

Company A/S as well as an efficient distribution of waterpipe products in 

retail and the service station industry. Compared to a situation of virtually 

no sales prior to 2002 (when Mac Baren introduced their waterpipe products), 

today waterpipe tobacco is sold by a variety of vendors on the Danish 

market, including kiosks, greengrocer’s’ and over the internet. 

• Danish teenagers try waterpipe smoking because of a greater availability of 

the product than earlier, a higher social acceptance compared to cigarette 

smoking among both parents and young people, myths about the nondamaging 

smoke (that it is neither damaging to health nor addictive), the 

alluring sweet smell of the smoke as well as the oriental aesthetic of the 

waterpipe itself, which makes smoking seem exciting and mysterious 

• The waterpipe is much more than a simple smoking implement to Danish 

teenagers. Like in the Middle East, smoking the waterpipe is also about 

taking ones time, relaxing, playing with the smoke, talking around the pipe 

and tending the social relations of the group 

• The Danish youth culture around waterpipe smoking is not merely a copy 

of Middle Eastern practices. Danish teenagers also create their own practices; 

for instance by smoking the waterpipe at parties, thus transforming the 

pipe into a ’party-object’, which is a break away from traditional waterpipeculture’s 

focus on time, calm and intimacy 

• Because of the massive spread of waterpipe products among the very 

young, combined with a generally low awareness of damaging effects and 

69


addiction, there is an urgent need for focused and sustained dissemination 

of information in this area 

• Not just young people, but especially parents seem obvious as target group 

for an information campaign. Partly because not all parents rank waterpipe 

smoking alongside cigarette smoking, partly because parents’ views 

on tobacco influences young people and their smoking habits and finally 

because parents hold natural positions as those who discuss smoking with 

their children and who set up rules and boundaries 

• It is estimated, however, that a communication initiative alone will not be 

enough if the goal is a significant reduction in the number of young waterpipe 

smokers. An information campaign should be followed by political 

initiatives such as prohibitions on/regulations concerning the amount of 

flavors and additives in waterpipe tobacco and a general prohibition on 

smoking which would halt a further rise in the number of organized waterpipe 

smoking establishments 

About 50 pct. of all Danish students in the ninth grade have tried waterpipe smoking. 

This is more or less the same percentage as when the same group is polled 

on how many have tried smoking cigarettes. Demonstrably, in a short period of 

time the waterpipe has moved from a position outside of Danish tobacco culture 

to being an integral part of the phase of tobacco experimentation among 

children and young people. 

Compared to the Middle East and other places with ingrained traditions for waterpipe 

smoking, it is not only the explosive growth of the phenomenon which 

makes the Danish case special, but also the fact smoking the waterpipe is part of 

the youth culture. That is to say, the waterpipe was ’discovered’ by teenagers and 

young adults and these are the age groups which typically smoke it today. 

Studies on the subject mentions several reasons that the waterpipe have been 

introduced in western countries such as Denmark: Globalization have eroded 

cultural boundaries so that foreign tradition are more easily adapted; years of opposition 

to cigarette smoking in the public opinion have generated a boomerang 

effect with respect to new tobacco products, so that for instance the waterpipe 

seems healthier and more accepted than the cigarette; increased individualism in 

modern society induces us to seek new forms of communities, etc. Based on the 

available knowledge on distribution of waterpipe tobacco in Denmark, it is assumed 

that the massive growth in the rate of waterpipe smokers very likely would 

not have occurred if the Danish tobacco producer, Mac Baren Tobacco Company 

A/S, had not chosen to distribute waterpipe tobacco and waterpipes on a mass 

scale through the retail and service station industry. Today it is sold in a wide 

range of shops, available even in small provincial towns. The hypothesis of this 

report is thus clear: The spread of waterpipe smoking in Denmark is a commercially 

created development primarily. Mac Baren initiated their push of waterpipe 

70

Summary 

products onto the market in 2002 and two years later every other 16 to 20 y.o. 

had tried the waterpipe. The key to this commercial success is of the same kind 

as that in the Middle East, where the tobacco industry in the 1990’s developed a 

new, sweetly tasting waterpipe tobacco, ’tabamel’, as a supplement to the original, 

acrid variety, ’tumbak’. Especially women and young people in the Middle East 

are tempted by this chemically produced waterpipe tobacco. This same tendency, 

especially among the very young, rapidly manifested itself in Denmark, aided, in 

no small measure, by the willingness of retailers to sell the product. 

Waterpipe smoking in Denmark, however, has not become a fixture of everyday 

life in the way it is in the Middle East, where it is more widespread and a visible 

part of the street scene. Crucial in this respect are the ’waterpipe cafés’, 

which offer services organized around waterpipe smoking and which are visible 

establishments in the social organization of the Arabic-Islamic urban society. 

The limited number of waterpipe cafés that have opened in Denmark will never 

be so crucial to the local waterpipe culture; especially not when one factor is 

the increasing numbers of restrictions on smoking that are being introduced. In 

Denmark the waterpipe has not experienced the kind of public denigration that 

the cigarette has, however, and if this does not happen it can very well become 

an entrenched part of the phases of tobacco experimentation among children 

and young people, in which case it can no longer be considered as just a passing 

fad. The potential integration of the waterpipe into the everyday life of Danish 

teenagers is not connected to its visibility in the street scene, nor to the number 

of waterpipe cafés as in the Middle East. For teenagers in Denmark, the crucial 

factor is that the waterpipe and waterpipe tobacco products are available to them 

on an everyday basis, through the combination of the number of shops selling 

the products, the number of friends in their social circle who owns a waterpipe, 

that they are allowed to smoke in the home and at parties, etc. 

When one consider solely why Danish teenagers try that first puff on a waterpipe, 

the report points to this high level of accessability, but also to the level of 

social acceptance of the waterpipe among parents. Generally, the level of acceptance 

of the waterpipe is much greater than that for cigarettes, which means 

that parents set down ’looser’ rules and boundaries about waterpipe smoking 

than they do about cigarette smoking. Several respondents mention examples of 

friends who have been given a waterpipe as a birthday present by their parents 

and also parents who allow ’waterpipe-cosines’ in their teenagers’ rooms. These 

episodes are to a large extent due to the myths about the harmless nature of waterpipe 

smoke, myths also prevalent among the young people themselves. 

Children and youngsters, who try the waterpipe for the first time, experience a 

sweet and cool smoke which tastes and smells pleasant and which does not irritate 

the throat. This is the exact opposite of most people’s first experience of cigarette 

smoke, which is hot, irritates the throat and does not taste pleasant at all. 

71


Especially to inexperienced smokers the taste of the waterpipe smoke seems far 

more pleasant and sweet. In addition, the aesthetic of the waterpipe itself with 

its bright colors and oriental appearance seems appealing to many young people. 

Those teenagers who purchase a waterpipe often have it displayed in their room 

as a decorative object. 

The spread of waterpipe smoking is also due to the attractive and fascinating 

practices associated with it. When we interviewed a group of 14 to 17 y.o. about 

their experiences with waterpipe smoking, they all mentioned ’cosines’ and ’the 

social aspect’ as primary reasons for smoking it. The social aspect for Danish 

teenagers – the community around the pipe – consists of three elements: Time, 

play and conversation. Time is about taking one’s time and focusing one’s attention 

toward the waterpipe for a while, preferably more than half an hour. The 

participants experience a spatial intimacy around the pipe and a temporal presence 

in which they forget the usual, quantifiable ’outer’ time – measured in days, 

hours and minutes – in favor of a concurrent feeling of togetherness. Playing is 

a fun and creative part of this. People play with the thick and heavy waterpipe 

smoke, making smoke rings, blowing smoke at each other and inventing party 

games. Conversation arises through the intimacy of the situation, where one feels 

part of a close fraternity sharing the pipe ritualistically. With its aura of intimacy 

the waterpipe induces both talking and listening and the social relations of the 

group are maintained or even improved. The waterpipe is thus much more than 

a mere smoking implement to Danish teenagers. It provides them with peace and 

quietness and it is a fun and creative instrument which allows for more dept in 

conversations. In a time when many consider young people to lead increasingly 

hectic and stressful lives, the waterpipe, in these respects, can be a social refuge 

for teenagers, an opportunity to relax, forget about everything and simply tend 

the social relations of the moment. 

Waterpipe smoking is not a generic practice among Danish teenagers, however, 

but is adapted to fit into several social contexts. This report recognizes two 

’waterpipe arenas’: The open room and the closed room. In the open room the 

social relations are somewhat ’looser’ than in the closed room. In the open room 

one does not necessarily know those ones sharing the pipe with, many people 

are present and waterpipe smoking is not necessarily the reason for the occasion. 

At a party the waterpipe becomes a ’party enhancer’ in the same way as alcohol 

and music. As people come and go from around the pipe it is difficult to find the 

calm necessary to create the experience of spatial and temporal intimacy. On the 

other hand the playfulness and conversation that the waterpipe engenders fits 

well into the noise and agitation of the open room. Into the closed room often only 

the closest friends are invited. These sessions take place in peoples’ homes, sufficient 

time is allowed by all and everybody is intended to smoke, since waterpipe 

smoking is the reason for the occasion. As opposed to in the open room, all the 

72

Summary 

social elements of the waterpipe – time, play and conversation – are cultivated 

in the closed room. 

Waterpipe smokers are divided into two types in the report. Hardcore waterpipe 

smokers smoke the waterpipe regularly, in some periods daily. Often the waterpipe 

is a supplement to a regular consumption of cigarettes. Hardcore waterpipe 

smokers own their own waterpipe, they know how to light it and they are the 

ones who bring it to smoking sessions. They prefer to smoke with their closest 

friends in ’the closed room’, in their own room or in secluded spot outside. Some 

have begun frequenting the waterpipe establishments in the larger cities. The experimenting 

waterpipe smokers have tried smoking the waterpipe several times, 

but can easily go six months or more without smoking it. Their consumption 

depends to a large extent on the circumstances, like if there happens to be a waterpipe 

at the party they are attending. They do not themselves own a waterpipe 

and they are not the ones to organize a smoking session or light the pipe. The 

experimenting smokers often frequent ’the open room’. Finally, there are also the 

novices – those who have never or only once or twice tried the waterpipe. The 

novices are not included in the analysis of this report. 

The overall conclusion of the report is that the prerequisite for a change away 

from risky behavior (that one considers ones behavior problematic) is not present 

among young waterpipe smokers, particularly not among the hardcore group. 

This is primarily because the waterpipe carries positive connotations, the young 

people believe they can control their use, the smoke seems healthier (smells and 

tastes better) and also because of the cosines and the social elements which are 

present to a much larger extent than is the case with cigarette smoking. Several of 

these conditions, such as the sweet taste and the social aspect, are hard to refute 

since they are based on actual, true circumstances: Waterpipe smoke is sweet and 

the smoking seances are typically relaxing. Thus, there are some irrefutably attractive 

conditions associated with waterpipe smoking, which clearly complicates 

the case for behavioral change. For instance, the polled hardcore waterpipe smokers 

clearly expressed that they would consider it a loss if they could no longer 

smoke, not least because of the peace and quiet they find around the pipe. 

It is a different case when it comes to the misconceptions and misunderstandings 

of the respondents concerning damaging effects to health and addiction. The 

existing gap between what young people think they know and the scientifically 

demonstrated facts provides a basis for an information initiative concerning the 

very real risks of waterpipe smoking. Such an initiative needs to be conceived 

with potential communication barriers in mind. There is a tendency among young 

people to question the relevance to them personally of information campaigns 

concerning the risks of their behavior, captured in the phrase ”could this really 

happen to me?”. Some respondents, for instance, agreed that waterpipe smoking 

can lead to cigarette smoking, but they did not believe that this could happen to 

73


them since they believed that they were firmly in control of their use. Likewise, 

information about the damaging effects of waterpipe smoke being the same as 

with cigarette smoke, did not seem relevant to many youths, since they smoke the 

waterpipe much more rarely than cigarettes. 

Because of the low level of awareness of the damaging effects and addictiveness 

of waterpipe smoking there is an urgent need for information about these factors, 

among young people as well as among their parents. Especially the parents seem 

obvious as target group for a communication initiative, partly because they presently 

provide an unsuitable social acceptance of the waterpipe and partly because 

they, as parents, have an interest in keeping their children smoke free. Among 

the young people the experimenting smokers and the novices are recommended 

as target group, since they are not an integrated part of the waterpipe culture and 

thus would not experience the same feeling of ’loss’ as the hardcore smokers by 

giving up the pipe. Concretely, the information campaign should aim to provide 

the experimenting smokers and the novices with personally relevant arguments 

to counter the positive discourse about waterpipe smoking and allow them to 

make a more well-reflected choice. 

Additional political steps are also required, however, if the goal is a significant reduction 

in the number of waterpipe smokers. A recommendation which follows 

naturally from the report is regulation to make it illegal for the tobacco industry 

to produce and sell tobacco products with such high levels of flavoring and additives 

as is the case with waterpipe tobacco. 

74

Bilag 1 Metode til 

kvalitativ analyse

76 


Bilag 

Analysen i kapitel 3 bygger på interviews med i alt 10 teenagere i alderen 14 – 

17 år, som alle på interviewtidspunktet i et eller andet omfang havde prøvet at 

ryge vandpibe. Interviewene foregik enten parvist eller som enkeltinterviews og 

varede fra 1½ til 2½ time. 

Rekruttering af respondenter 

Formålet med den kvalitative undersøgelse var at give et kvalificeret indblik i danske 

teenageres vandpibekultur ved at lade de unge selv sætte ord på deres handlinger. 

Derfor var det vigtigt, at respondenterne i et vist omfang havde prøvet at 

ryge vandpibe, ligesom de aldersmæssigt skulle befinde sig inden for målgruppen. 

Kriterierne for udvælgelsen blev derfor, at de unge: 

• Skulle have prøvet at ryge vandpibe flere gange eller hyppigere 

• Skulle være mellem 13 – 17 år 

Der blev på hjemmesiden www.liv.dk 1 annonceret efter unge ud fra disse to kriterier 

og 24 unge tilmeldte sig. Mange angav, de røg vandpibe regelmæssigt (n=10), 

ligesom det var tydeligt, at cigaretforbruget blandt de tilmeldte var relativt højt 

i forhold til landsgennemsnittet. 15 af de tilmeldte røg således cigaretter dagligt 

eller mindst en gang om ugen. Målet med udvælgelsen var at sammensætte en 

blanding af respondenter, som dels havde en vis erfaring med vandpiberygning 

(havde prøvet det flere gange) og dels havde meget erfaring (røg vandpibe regelmæssigt). 

På den måde kunne vi både få kommentarer fra de unge, som var tættest 

på kulturen, samt de unge, som kun røg vandpibe til fester el.lign. 

Desuden måtte der gerne være en blanding i forhold til geografi og erfaringer 

med cigaretrygning, da vi gerne ville vide, om nogle af disse forhold kunne have 

en indflydelse på de unges tilgang til vandpiberygning. Det var et krav, at respondenterne 

fik en skriftlig tilladelse af forældrene for at deltage. Da formålet med 

interviewene fremgik af tilladelsen, involverede det, at forældrene fik at vide, at 

de unge havde prøvet at ryge vandpibe. 

1 Kræftens Bekæmpelses hjemmeside for børn og unge om rygning. Opslaget blev sat på forsiden i 3 

måneder. 

77


Ud af de 24 tilmeldte blev 14 unge kontaktet til videre interview. Ud af dem 

blev der lavet aftaler med 5 unge. De øvrige svarede enten ikke på henvendelsen 

eller ønskede ikke at deltage, da de ikke ville fortælle deres forældre, at de røg 

vandpibe. Sidstnævnte gjaldt 3 unge. Da alle de positive respondenter kom fra 

Storkøbenhavn blev en skole med 10. klasser i Haderslev kontaktet for at finde 

respondenter fra provinsen. Samtlige elever på skolen blev derfor i en spørgeskemaundersøgelse 

spurgt om deres rygevaner og lyst til at deltage i et opfølgende 

interview. I præsentationen blev det gjort klart, at deres deltagelse var betinget 

af en forældretilladelse. I alt 12 elever, som opfyldte kriterierne om alder, vandpibeforbrug 

og forældretilladelse, meldte sig, og ud af dem blev 5 elever kontaktet. 

Nedenfor i Tabel 1 er opgjort en respondentoversigt med anonymiserede 

navne. 

78

Bilag 

Tabel 1 Respondentoversigt 

Navn Køn Alder Cigaretrygning Alder 

ved 1. 

cigaret 

Vandpiberygning Alder 

ved 1. 

sug 

Ejer 

vandpibe 

Stig Dreng 14 Dagligt 10 Jævnligt 11 Ja Ja 

Marius Dreng 15 Dagligt 13 Jævnligt 13 Ja Ja 

Malte Dreng 16 Prøvet enkelt 

gang 

12 Jævnligt 14 Ja Ja 

Joachim Dreng 16 Ugentligt 13 Jævnligt 14 Har gjort Ja 

Camilla Pige 17 Ikke hver uge 12 Jævnligt 14 Ja Ja 

Noah Dreng 15 Prøvet et par 

gange 

Oskar Dreng 16 Prøvet enkelt 

gang 

Fie Pige 15 Har røget 

dagligt 

15 Flere gange 15 Nej Ja 


11 Flere gange 13 Ja Ja 

Sofie Pige 15 Ikke hver uge 12 Flere gange 14 Nej Ja 


Ida Pige 15 Prøvet et par 

gange 

Kender 

nogen, 

der ejer 

vandpibe 

79


Interviewene 

I Haderslev foregik interviewene på selve skolen, mens de i København foregik 

hos Kræftens Bekæmpelse. 4 interviews var dobbeltinterviews, mens 2 var 

enkeltinterviews. Hvert interview varede 1½ - 2½ timer og blev efterfølgende 

transskriberet. 

Selve interviewene foregik som semistrukturerede interviews om temaerne: 

• Cigaretrygning: den første cigaret, nuværende rygevaner, fordele og ulemper 

ved cigaretter, årsager, tilgængelighed, forældremodstand og viden om 

skadevirkninger 

• Vandpiberygning: det første sug, nuværende rygevaner, fordele og ulemper 

ved vandpiben herunder vandpibens fysiske og sociale egenskaber, tilgængelighed, 

hvordan foregår/organiseres vandpiberygning, afhængighed, 

forældremodstand, motivationen for at stoppe vandpiberygning 

• Kampagnestatements. Følgende statements blev læst op, og respondenterne 

skulle svare sandt eller falsk og begrunde deres svar: 

- Vandpibe er ligeså farligt som cigaretter 

- Vandpiben gør unge til cigaretrygere 

- Vandpiberygere er også rygere 

- Vandpiberøgen indeholder stoffer fra bilos 

Undersøgelsens begrænsninger 

Analysen i rapporten tager udgangspunkt i udvalgte teenageres erfaringer med 

vandpiberygning. Det er de unges personlige fortællinger, der indgår i analysen, 

og som bliver gengivet af forfatterne som en ‘narrativ meningsstruktur’. Dvs. 

forfatterne sammensætter respondenternes historier i temaer, som forfatterne i 

analysen efterfølgende lader respondenterne kommentere. 

Disse temaer er naturligvis meget afhængige af sammensætningen af unge. F.eks. 

har denne rapport bevidst fravalgt de unge, som aldrig eller kun ganske få gange 

har prøvet at ryge vandpibe, ligesom de lidt ældre unge ikke indgår i undersøgelsen. 

Denne metodiske afgrænsning er gjort for bedre at kunne fordybe sig i en 

homogen gruppe, men også fordi de yngste unge – teenagerne – repræsenterer 

den potentielt største risikogruppe for at udvikle dens rygevaner yderligere. Og 

derfor, set med forebyggelsesbriller, er det den mest interessante gruppe at undersøge. 

At respondentgruppen er relativ homogen i forhold til alder og vandpibeerfaringer 

har spillet en afgørende rolle i relation til, hvor mange respondenter vi har 

interviewet. Vi formodede således, at homogeniteten i gruppen ville begrænse 

behovet for flere end 10 respondenter, og denne antagelse blev bekræftet, da interviewene 

først gik i gang. Således begyndte vi allerede efter interviews med 4-5 

respondenter at se gentagelser og mønstre i udtalelserne, som med de efterføl- 

80

Bilag 

gende interviews gjorde os i stand til at komme med kvalificerede bud på danske 

teenageres vandpibekultur. 

Undersøgelsen peger dog også på et potentiale for andre sociologiske og antropologiske 

undersøgelser af vandpibekulturen i Vesten. Som Chaouachi slår 

fast, så fortjener udviklingen af vandpibeetablissementer i Europa og dens omplantede 

praksis sociologernes opmærksomhed. Som han ser det, har de her et 

”eksotisk” forskningsområde midt i deres egne samfund, et pust udefra, der kan 

medvirke til at forny disciplinen (Chaouachi, K., 2007). 

Referencer 

1. Chaouachi, K. (2007). Tout savoir sur le narguilé. Societé, culture, historie et santé. 

81

Vandpibekulturen blandt danske teenagere - Liv.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?