Harpestrengs urtehave En middelalderlæges ... - Skoletjenesten

Harpestrengs have – informationsark
Målgruppe: 6.-7. klasse
Harpestrengs urtehave
En middelalderlæges apotek
I Lejre Forsøgscenter er der, som I har set, anlagt
en have, der hedder Harpestrengs have. Den
indeholder et udvalg af de planter, der i middelalderen
blev anbefalet til en læges urtegård.
Anbefalingen finder vi i en bog, som Henrik
Harpestreng skrev.
I middelalderen, hvor Henrik Harpestreng levede,
brugte lægerne for det meste planter, når de
skulle helbrede. Man mente, at grunden til sygdom
var en ubalance mellem de fire kropsvæsker
blod, slim, gul galde og sort galde.Var der for
meget eller for lidt af én af disse væsker, opstod
der sygdom.
Man mente også, at en sygdom skulle behandles
med sin modsætning. Fik man feber, blev man
behandlet med en kold plante. Hvis patienten
svedte, skete behandlingen med en tør plante.
Man opdelte altså også planterne efter, om de var
kolde, varme, fugtige eller tørre. Eksempelvis blev
dild opfattet som varm og tør, mens persille var
våd og kold.
Samtidig mente man, at Gud havde skabt alle
planter med det formål, at de havde en helbredende
egenskab. Samtidig “fortalte” planterne
selv, hvad de hjalp mod. Gud havde sat sin signatur
på planterne. Mennesket skulle blot se på,
hvordan planten så ud, så kunne de forstå, hvad
den hjalp imod. Denne tankegang kaldes signaturlæren.
Nogle eksempler på signaturlæren er:
● Prikbladet perikon har, som navnet siger, prikker
(lyse dråber) i bladene. Det viste, at planten kunne
bruges mod stiksår.
● Fennikel har meget fine, trådformede bladafsnit.
Derfor mente man, at den kunne bruges, når
patienten havde en hårsygdom.
Fennikel
Dild
Persille
Prikbladet perikon
LEJRE FORSØGSCENTER

Harpestrengs have – informationsark
Målgruppe: 6.-7. klasse
● Valnød ligner med sine folder vores hjerne. Det blev
tolket som, at den kunne bruges mod sygdomme i
hjernen.
● Lungeurt har spættede blade, der kan minde om
lunger. Planten kunne altså bruges mod lungesygdomme.
En læge måtte altså kende planterne for at vide,
hvordan sygdomme skulle behandles. Men ofte
voksede den nødvendige plante ikke lige i nærheden
– eller også var patienten syg på et tidspunkt,
hvor planten ikke var fremme. Det betød at
lægen måtte dyrke sine helbredende urter, samle
dem ind og tørre dem, så de kunne tages frem,
når der var behov for det. Ofte blev disse urtehaver
anlagt i klostrene, hvor også kendskabet til
deres brug og behandlingen af de syge fandt sted.
Henrik Harpestreng, der døde i 1244, var ikke
munk, men derimod kannik (en slags præst) og
læge. Han fungerede bl.a. som såkaldt livlæge for
kong Erik Plovpenning. Harpestreng havde rejst i
udlandet og lært om brugen af planterne. Den
viden, han samlede, skrev han ned i bogen Liber
Herbarum, der betyder "Bogen om planter". Det
var første gang, nogen skrev på dansk om brugen
af planter i medicinen. På det tidspunkt skrev man
mest på latin. Hans bog blev senere genoptrykt
mange gange, og andre hentede viden i den. Et
eksempel er Henrik Smid, som i 1577 udgav en
bog med titlen En skøn lystig ny Urtegaardt.
De planter, I har fundet i Henrik Harpestrengs
have på Lejre Forsøgscenter, har nogle helbredende
egenskaber. Det ved vi fra Harpestrengs
bog og via Smids skrifter. Men også i vor tid er
planternes gode egenskaber nedskrevet, bl.a. i en
bog der hedder Helbredende urter. Det er en lille
bog om planterne, deres virkning, sammensætning
og anvendelse.
I dag bruger vi sjældent hele planter eller dele af
dem som medicin. Ofte er planterne blevet analyseret
kemisk, og man har fundet ud af, hvilke stoffer
i planten, der er nyttige. Derefter kan stofferne
fremstilles i ren form, og man kan
producere moderne medicin. Eksempelvis er der i
Valnød
pil et stof, der hedder salicylsyre. Stoffets navn er
taget fra det videnskabelige slægtsnavn på
planten, der er Salix. I dag fremstiller man salicylsyre
på fabrikker og bruger det i hovedpinepiller.
Tidligere anbefalede man blot, at mennesker med
hovedpine skulle tygge på kviste af pil.
Videre læsning
M. Marcussen, Helbredende urter,
Forlaget Ny Tid og Vi.
Lungeurt
Henrik Smid, En skøn lystig ny Urtegaardt, Forlaget
Skarresøhus.
Anemette Olesen, Henrik Harpestrengs urter,
Skarresøhus Forlag
© Skoletjenesten Lejre Forsøgscenter · Redaktion og tekst: Bente Garbers · Illustration: Nina Siirid Dokkedal · Layout: Hans Peter Boisen/Skoletjenesten
LEJRE FORSØGSCENTER