4 19
18 19 Han skriver om den menneskelige karakter, der både kan være ubehagelig og frastødende Nogle af Anders Rou Jensens læsere mener, at det han skriver er noget svineri. Selv siger han, at han forsøger at skildre nogle af livets sammenhænge. Men han kan godt blive i tvivl, om han er gået for langt i sit portræt af Søsser Krag. Af Natasja Dybmose INTERVIEW På min hastige vej igennem Søndags Politiken får han mig til at stoppe op. Ikke hver søndag. Men tit. Fordi han excellerer i hverdagsdramaer uden bindene formler på skurke og helte. Fordi han er så tålmodig og nøjagtig, når han vælger sine ord, at jeg tager mig selv i at svømme hen i hans beskrivelser. Sidste gang jeg tog en lang dukkert i en af Anders Rou Jensens fabelagtige fortællinger, var en søndag i oktober. Dukkerten varede fra klokken elleve om formiddagen til otte om aftenen. Sådan cirka. Han skrev om Søsser Krag, datter af forhenværende statsminister Jens Otto Krag. Scener fra et mærkeligt teater Søsser Krag er 42 år og syg. Hun har sclerose og bor i Hellerup sammen med sin 80-årige mor, Helle Virkner, og to hunde, og så har hun lige skrevet en bog om sin far sammen med Peter Salskov, der er tidligere chefredaktør på Se og Hør. Det er ikke sikkert, at bogen bliver udgivet, for en gamle socialdemokratisk minister, har set sig sur på den, og det er ham, der bestemmer over rettighederne til J.O Krags dagbøger, som biografien er baseret på. U m i d d e l - bart en rimelig straight historie. Men måden historien er fortalt på, er ikke lige ud af landevejen. ”Det her bliver svært at skrive uden at udlevere Søsser. Hun er meget hjælpeløs, og hun er i en udsat situation”. Anders Rou Jensens reportage minder mest af alt om et lille, mærkeligt teaterstykke, der udspiller sig på den Krag’ske adresse i Hellerup. Søsser Krag er hovedpersonen, men hun er omtrent lige så meddelsom som et barn. Hundene tumler rundt i stuen, mens Helle Virkner ser desorienteret til. Peter Salskovs rolle er svær at afgøre. Er han medforfatter eller dukkefører? Han er i hvert fald også i lejligheden. Sidder lidt tilbagetrukket og drikker det ene glas Ribena saftevand efter det andet, mens han som en tålmodig far forsøger at hjælpe Søsser Krag med at finde svar på journalistens spørgsmål. Hendes svar er enkle som replikker. Hun skriver bogen, fordi hun elsker sin far. Fortjener hun den fremstilling? Det der optager mig med Rou Jensens artikel om Søsser Krag og hendes bog er et etisk dilemma; Historien er så godt fortalt. Den gør mig sørgmodig og levende på én gang. Anders Rou Jensen skildrer præcis, hvad han så og hørte, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, og det bevæger mig. Jeg får næsten følelsen af at være i stue med disse mennesker. Men er det for meget? Fortjener Søsser Krag virkelig at blive beskrevet så nøgent for alle os søndagstrætte Politiken-læsere? Bare fordi hun har skrevet en bog om sin far, Jens Otto Krag, som for længst er død og borte. En torsdag i Hellerup, folk lægger mærke til En lørdag i november steg jeg på cyklen for at opsøge et svar på dilemmaet hos skribenten selv. I Vanløse helt ude i den yderste ende af Peter Bangsvej besøgte jeg Anders Rou Jensen i en lille lejlighed, som han låner af en ven. ”Jeg har fået enormt mange reaktioner på den artikel”, siger han mens han står lidt rastløs midt på gulvet i stuen, som om han ikke rigtigt kan beslutte sig for at sætte sig ved spisebordet og indtage rollen som interviewoffer. ”Det er lidt underligt. Det sidste års tid har jeg været i Tyrkiet – ude i landsbyerne i de kurdiske områder og reportere. Jeg har været til Melodi Grand Prix i Kiev og talt med folk i forstæderne. Jeg har været tæt på Anders Fogh i hans valgkamp. Det er jo nogle meget større ting, men så er det den formiddag, jeg tager til Hellerup og snakker med Søsser, som folk lægger mærke til”, siger han. Stadig stående. Svært at skrive historien Han forstår det nu godt. Ved godt, at han har udfordret nogle intimgrænser. Erkender også, at han kunne have valgt anderledes. ”Kjeld Hybel og Bo Søndergaard kan stadig huske, da jeg kom tilbage på redaktionen. De kunne se på mig, at jeg var berørt. Jeg sagde til dem: ”Det her bliver svært at skrive uden at udlevere Søsser. Hun er meget hjælpeløs, og hun er i en udsat situation. For hun er ude i noget, som hun ikke rigtigt kan overskue. Jeg kan huske, jeg tænkte: Det kan godt være, at det ikke kan lade sig gøre”, fortæller han og har endelig sat sig ved spisebordet. Motivet bag Hvad var din oprindelige idé med a t i n t e r v i e w e Søsser Krag om biografien? Hvad var det, du fandt spændende? ”Jeg havde læste nogle ting om hende og hørt nogle rygter, om at hun var syg og dårlig. Men det var svært at finde ud af, hvordan hun egentlig havde det. Hvad var det for en bog, hun ville være i stand til at skrive? Hvordan stillede hun til konflikten om rettighederne til dagbøgerne, og hvorfor skulle hun bruge dem? Hvorfor skrev hun ikke bare på sine erindringer som datter. Derudover synes jeg, Jens Otto Krag er en spændende figur i dansk politik. Så det interesserer mig, at der måske kommer en ny biografi om ham. Man kan sige, det var en blanding af Søsser og Jens Otto Krag”. Midt i en surrealistisk film Hvornår ved du, hvordan du vil skrive artiklen? Ved du det allerede derude, mens interviewet foregår? Nej, det gør jeg ikke. Da Jens (Dresling, fotograf red.) og jeg kommer ud fra interviewet, kigger vi på hinanden og tænker hold da kæft. Vi ved ikke, hvad vi skal sige til hinanden. Vi er helt overrumplet. Men på det tidspunkt ved jeg ikke, hvad jeg vil skrive.”, Til gengæld fornemmer Anders Rou kort tid inde i interviewet, at han ikke vil få så mange forklaringer ud af Søsser Krag, som han har håbet på. ”Til at begynde med forsøgte jeg ”Hvis man ikke skriver den slags historier, så æder man sig mere og mere ind på noget, som bare er ufarligt og velbehageligt”. egentlig at abstrahere fra alle de mennesker, der var i den lille lejlighed. Men det var som at være havnet midt i en surrealistisk film. Der var en helt fantastisk stemning og udstråling mellem de tre mennesker. Den her chance får jeg kun en gang i livet, tænkte jeg. Og så begynder jeg at notere ned, hvad de siger til hinanden og sprogliggøre de indtryk, jeg får”, forklarer han. Da du kommer hjem til redaktionen, overvejer du at lade være med at skrive historien, men ender med at gøre det. Hvad afgør det? ”Først og fremmest, at historien virkelig udfordrer min sproglige formuleringslyst. Blandt andet fordi den er så svær at skrive uden at udstille Søsser. Jeg kan enormt godt lide at skrive de der håndskrevne reportager, hvor jeg skriver meget tæt på mine indtryk. Skriver meget tæt på den menneskelige karakter og psykologi. Der er noget vouyeristisk over det, kan man vel godt sige. Men jeg ved, jeg kan skrive det meget godt og stærkt, hvis det lykkes. Jeg er meget omhyggelig og bevidst om hver eneste sætning. Det er bestemt ikke noget, jeg lige ryster ud af ærmet”. Aldrig sikker Hvordan er du sikker på, at det er rigtigt, at skrive historien, at du ikke bare udleverer Søsser Krag? ”Man kan aldrig være sikker. Jeg kan kun sige, at jeg er meget bevidst. Men egentlig er det vel også mere Peter Salskov, jeg udleverer end Søsser”. Du skriver nogle meget direkte ting om Søsser, som man godt kan forstå som udlevering. Blandt andet at hun drikker guldøl, selvom man fornemmer, det er formiddag. ”Ja, den guldøl, den er der mange der har lagt mærke til. Det studser jeg da over, for de fleste ville vente med at drikke den til journalisten og fotografen var gået”. Christian Kock, der er professor i retorik kalder i et indlæg i Politiken din artikel for ansvarsfri udhængning. Hvad siger du til det? ”Jeg forstår ikke det med ”ansvarsfri udhængning”. Altså ansvarsfri – enten skriver man den og tager ansvaret, eller også skriver man den ikke. Men at skrive den uden at tage ansvaret, det kan man jo ikke. Men der er mange, der har sagt, at man ikke skulle have udstillet Søsser, fordi hun er så syg og dårlig. At den historie skulle man ikke have fortalt. Der er enormt mange, der har reageret, og jeg siger hver gang, at det kan godt være, at jeg ikke skulle have skrevet den. Men jeg har også fået de modsatte reaktioner, folk der synes det er et meget stærkt og indfølt portræt af Søsser Krag”. Søsser og Helle er glade Har du snakket med Søsser efterfølgende, og hørt hvad hun synes? ”Nej, Peter Salskov har sendt mig en mail. Han skriver, at de er meget glade for artiklen, og at de synes, det er en 100 procent præcis beskrivelse af, hvordan tingene var. Vil du se mailen?”. Han rejser sig og tænder for en Macintosh computer med en stor hvid fladskærm, der står på et bord op ad væggen. Jeg læser mailen over hans skulder og spørger ham, hvad mailen betyder for hans tvivl. ”Det bekræfter, at jeg ikke er gået efter at overdrive, og at jeg ikke har været billig eller beskidt. Det skubber min overbevisning i retning mod, at det er i orden at gøre det på denne her måde. For jeg har skrevet det, som det var, og sådan følte Salskov også, det var.” Men kan du være sikker på, at Søsser virkelig har læst artiklen og forstår den? ”Nej, det kan jeg ikke. Det kan jo godt være, at det bare er noget, han skriver, at hun slet ikke har læst den. Eller at hun har set den og bare godt kan lide billedet. Det kan jeg egentlig godt forestille mig.” Kunne du tænke dig at besøge hende og spørge, hvad hun synes? ”Ja, det kunne jeg faktisk godt”, siger han og ser ud som om han hurtigt forestiller sig gensynet. ”På den anden side, er det jo heller ikke noget, jeg har taget initiativ til”, indrømmer han. Han holder en pause og fortsætter så. ”Jeg tror egentlig, en af grundene til at så mange reagerer på denne her historie er, at den viser nogle ubehagelige ting. Den handler om en syg person, der ikke kan overskue den situation hun er i. Der står en person bag hende som tilsyneladende udnytter hende, og det er da ubehageligt. Men det går ikke, hvis retningslinierne bliver sådan, at man siger, det her vil jeg ikke skrive om, for det vil være frastødende og ubehageligt for læserne. Selvfølgelig skal man heller ikke opsøge det og overspille det. Men hvis man ikke skriver den slags historier, så æder man sig mere og mere ind på noget, som bare er ufarligt og velbehageligt.” nmd@ruc.dk CITATER FRA REPORTAGEN “BOGEN OM MIN FAR”, POLITIKEN, SØNDAG DEN 16. OKTOBER <strong>2005</strong> ”Peter Salskov blander sig forsigtigt i samtalen: ”Du synes vel egentlig selv, at Bo Lidegaard…”, siger han med henvisning til Lidegaards store biografi om Jens Otto Krag. Søsser Krag er der med det samme: ”At den var lidt kedelig…”. ”Den gav et lidt skævt billede af din far”, fortsætter Salskov. ”Jaee”, udbryder Søsser Krag, ”for han var jo altid sjov. Selv de senere år. Han var sød. Han var sjov. Han havde humor også. Og et Bo Lidegaard skriver – det var mere et kedeligt portræt”. ”Hendes bevægelser er store og usikre. Hendes stemme har svært ved at finde et leje. Hun taler højt og stødende. I enkeltstående sætninger, omgivet af sorte huller i samtalen. En pause. En lang pause. Et henholdende hmmmm. Eller et lille suk, hvorefter det er som om hun synker sammen i stolen, lader blikket vige og forsvinde en lille smule ud af rummet. Tænker på far. Håber på far. Måske”. ”Søsser Krag kan ikke forstå det. Jens Otto Krag er jo hendes far. Hun tager en slurk af sin Guld Tuborg, hun placerer en halv cigaret i askebægret med vand på bunden. Hundene er blevet stille. Helle Virkner er gået. Peter Salskov forholder sig afventende i ro. Hvad nu? En tavshed trænger sig på. En pinlighed. Jamen, hvad mon Søsser Krag laver hele dagen i denne lille lejlighed i sin kørestol? ”Jeg læser”, begynder hun så…”. Peter Salskovs stemme er blød og adræt: ”Ser fjernsyn og hygger dig”. ”Ja”, samtykker Søsser Krag”. KRITIK ”Han lægger op til en uvilkårlig, ansvarsfri, underforstået udhængning af en sagesløs person - en udhængning som hverken hun eller læseren kan have nogen interesse i”, skriver professor i retorik Christian Kock om Anders Rou Jensens artikel om Søsser Krag.