SKOVSHOVED AVIS Forsoning - hvordan? - Skovshoved Kirke

SKOVSHOVED AVIS 3
loyalitet er den lim, der holder det
hele sammen.
Men hvad med integriteten? Er
den intakt efter en kamphandling,
hvor vi ser fem taleban-krigere blive
skudt? Det er der ikke andre
end de involverede danske soldater,
der kan svare på. Vi andre ved
så lidt, vi ved ikke, hvordan vi selv
ville reagere, og igen, det burde
mane til ydmyghed, men det har
ikke været tilfældet.
Filmselskabet overskrider en
grænse ved at vise soldaternes
hjemkomst til lejren umiddelbart
efter kamphandlingen. Der filmes
under den ”de-briefing”, soldaterne
har. Soldaterne befinder sig
tydeligvis i en choktilstand, og
normalt udsætter man ikke mennesker,
der er ude af sig selv for
interview, men det er ikke desto
mindre det, der sker her.
Men kan en dokumentarfilm
overhovedet overskride en grænse,
kunne man spørge. Den vil jo
bare vise tingene, som de er? Jo,
men hvor er ydmygheden? I dette
tilfælde er der en nøgenhed tilstede,
som mere minder om en
afklædning, og som desværre
åbner for den selvretfærdighed,
man altid kan sidde tilbage med,
når man ikke selv er involveret,
men bare som smagsdømmende
tilskuer taler sig selv til ro ved at
påstå, at sådan ville man ikke selv
have talt, sådan ville man ikke
selv have reageret.
Jeg sad tilbage med en irritation
over, at der er mennesker derude,
der tjener penge på en film, der
ikke synes at kunne skelne
mellem, hvad man lægger frem af
nøgenhed om sig selv, og hvad
man ufrivilligt kommer til at vise.
Soldaterne kæmper en hård nok
kamp, som det er, med risiko for
utallige baghold. Dette baghold
tror jeg godt de kunne have været
foruden.
Løvehjerter
I bogen ”Løvehjerter” er der ikke
tale om noget baghold, det er
tværtimod en lovsang om de
udsendte soldater. Bogen, der
udkom i 2009 på Tryggefrihedsselskabets
Bibliotek, er skrevet af feltpræst
Thomas Østergaard Aallmann.
Han har selv været udsendt
til Afghanistan og modtog som
anerkendelse af sin indsats Anders
Lassen Fondens legat af Hans
Kongelige Højhed Kronprinsen. I
forordet bliver det sagt så tydeligt,
som det overhovedet kan siges, at
”man skulle nok have været der”
for at forstå det.
”Dette er en samling ord, der er
sat sammen med et ærligt og klart
sigte: At gøre begribeligt, hvad de
danske soldater formår, hvorfor de
er helte, og hvorfor heltemod er
nødvendigt, hvis frihed er det bedste
guld...... Jeg vil ikke overtale
den modvillige læser med mine
ord. Dette er ikke propaganda for
en sag eller en samfundsmodel –
det er nærmere en sang. En sang,
der hylder hvad der faktisk findes,
blev gjort, gøres.”
Thomas Aallmanns ømhed og
hengivenhed for soldaterne er stor,
men ikke speciel. De feltpræster,
jeg har mødt, udviser alle respekt
og hengivenhed over for de soldater,
de er sat til at være præster for,
men Thomas Østergaard Aallmanns
har et stærkt ønske om at
udtrykke denne respekt og hengivenhed
med ord:
” Disse ord er en gave til de
mænd, som jeg i seks måneder
tjente sammen med ved fronten i
Afghanistan. De faldne, de lemlæstede
og de, der kom hjem. Til
dem, der mangler troen på sig selv
eller ikke kan finde ord for det, der
gælder. Bogen er til dem, så de
kan holde modet oppe; til deres
familier, så de kan hjælpes til at
formulere det, de måtte fornemme
eller møde uudtalt hos sig selv og
den soldat de holder af. ”
Formålet er altså at sætte ord
på det, som det kan være svært at
sætte ord på, for nogle af soldaterne.
Vi slår ihjel og lever
med det
I oberst Lars R. Møllers bog ”Vi
slår ihjel og lever med det”, som
udkom i 2010 på Informations
Forlag, kommer soldaterne selv til
orde. Lars R. Møller har som informationsbase
249 besvarede spørgeskemaer
fra soldater i alle kategorier
(fra menige konstabler til
oberster ) og dertil 125 ekstra spørgeskemaer
til soldater, som har
oplevet særlig stress.
Bogens titel ”Vi slår ihjel og
lever med det” kan være svær at
kapere. At slå ihjel er tabu, og titlen
lyder lige lovlig frimodig, før
man har læst bogen. Men efter
læsningen er det tydeligt, at titlen
i højere grad henviser til gradvise
erkendelser frem for at være en
programerklæring.
Lars R. Møller vil i sin bog fortælle,
hvorledes soldater trænes til
at kunne agere hensigtsmæssigt i
stressede situationer. Han beskriver
indgående og forståeligt de
neurologiske processer, der opstår
under forskellige grader af stress.
En langtidssygemeldt kollega
(på grund af stress) anbefalede
denne bog som den bedste, han
havde læst om fænomenet, og det
er bestemt spændende at læse om
de erfaringer, militæret har med
stressreaktioner og imødegåelse af
disse.
Lars R. Møller har også en
besked til os, der tager imod de
hjemvendte soldater og den lyder
sådan her: ”Mange af dem har
ikke været i kamp, nogle har overhovedet
ikke set fjenden eller affyret
et skud i vrede, og mange vil
have udført støttefunktioner, som
har bevirket, at de måske aldrig
har forladt lejren, men de har alle
investeret det dyrebareste, vi mennesker
ejer, nemlig deres tid i et
projekt, hvor mange af dem har
forsøgt at gøre hverdagen bedre
for nogle andre mennesker, der
har det langt værre end os. De har
bevaret viljen til at løse opgaven
ofte under vanskelige vilkår, og
når de kommer hjem, er de ikke
de samme, som da de tog afsted.
De har været andre steder end
dem, de forlod, både fysisk og psykisk.
Langt den overvejende del af
dem, der kommer tilbage, er blevet
stærkere mennesker og mere
modne, har fået større selvtillid og
er blevet mere målrettede. Nogle
af dem, ikke ret mange, vil komme
hjem med noget psykisk bagage,
som de skal anvende lidt tid
på at få bearbejdet. Der vil gå lidt
tid, men så er det overstået, og de
kan komme videre med deres liv.
Nogle vil komme hjem med psykiske
kampskader, som kræver
behandling, og de fleste, de modigste
går uden de store falbalader i
gang med en behandling af disse
skader fuldstændig som hvis de
havde brækket et ben. Nogle, forhåbentlig
nogle få, men reelt kender
vi ikke antallet, vil lide under
deres oplevelser i år frem, men
fælles for dem alle er, at vi skylder
dem respekt for, at de har løst en
opgave, som samfundet har bedt
dem om, og som de med stor personlig
risiko har indvilget i at
påtage sig at løse.
Det er derfor ikke at udvise
respekt, når de mødes med spørgsmål
om, hvor mange de har slået
ihjel under deres mission. Et sådan
spørgsmål afslører meget om den
person, der spørger, fordi det afslører
en grotesk mangel på situationsfornemmelse
og respekt og
afslører, at spørgeren ikke har fattet
noget som helst. Spørgeren var
der ikke, og der er en kæmpeforskel
mellem dem, der har været
der, og dem, der ikke har. ”
Det tjener Lars R. Møller til ære,
at han lader soldaterne selv komme
til orde, samtidig med at han
gør sit bedste for at yde en religionshistorisk
og militærhistorisk
baggrund for krigens væsen. Om
religiøsitetens betydning for soldaterne
konkluderer han, at soldaterne
ikke forbinder religion og
krig, de berettiger ikke hinanden.
Det sidste ord skal to soldater
have. De bliver spurgt af Lars R.
Møller om, hvordan omgivelserne
reagerer, når man taler om at
have været udsendt.
- ”Første spørgsmål. Har du slået
nogen ihjel? Men det er mest dem,
der ikke kender mig så godt. Nære
venner og familie respekterer, at
jeg fortæller, når jeg har brug for
det, og ikke før.”
- ”Har du skudt nogen? Var du
bange? Hvor meget tjener du på
det? Hvorfor gjorde du det så? (når
de hører, hvad man tjener), og
spørgsmålene kommer gerne i den
rækkefølge.”
Om stilen i bogen: Den er skrevet
i et direkte sprog, renset for
klynk og selvmedlidenhed. Som
obersten skriver i forhold til den
svære psykologiske bagage. ”Jeg
har altid været bange for øretæver,
så det bedste forsvar er efter min
mening en konfrontation.”
Hmj