SKOVSHOVED AVIS Forsoning - hvordan? - Skovshoved Kirke

More documents

Recommendations

Info

6 SKOVSHOVED AVIS Sangaften den 26. oktober kl. 19.30 i nederste sidesal. Peter Aalbæk Jensen, er normalt kendt som iværksætteren, der i 1992 startede filmselskabet Zentropa sammen med Lars von Trier. Den 26 oktober møder vi imidlertid Peter Ålbæk Jensen i en anden rollle, nemlig som forsanger og fortæller. Peter Aalbæk Jensen bevæger sig hjemmevant rundt i salmebogen og vil denne aften fortælle om, hvorfor nogle af salmerne har særlig betydning for ham, hvorefter vi synger salmerne sammen. Fitness for krop og sjæl 50-års fødselsdagen var kun lige overstået med et par måneder, da en bekendt grinende fortalte, at han var blevet omvendt. Som den trofaste kirkegænger han er, troede jeg, at hans ”omvendelse” var sket for længe siden, så jeg spurgte ”omvendt til hvad?” Omvendt til fitness svarede han og fortsatte begejstret: ”Fitness er Gud!” Hans begejstring mødte imidlertid ingen genklang. Jeg opfatter fitness som tortur både for sjæl og krop, men er alligevel nu på 6. måned at finde på listen af tilmeldte i en sådan institution. Jeg betaler, men jeg kommer der ikke. Engang imellem ringer der en fra fitness-centret og spørger, hvorfor jeg ikke træner noget mere, og jeg svarer brødebetynget, at det har jeg ikke tid til, eller taler udenom og siger, at jeg skam får trænet lidt alligevel. Men hvorfor melder man sig egentlig ikke ud. Så skulle man ikke forklare sig til fitness-instruktøren, og man behøvede ikke at betale. Men så enkelt er det ikke. Det ved alle de andre fedt-næser med en tynd og skrøbelig livline til fitness-centret, og mon ikke der også er mange passive folkekirkemedlemmer, der kan sætte sig ind i det. For selvom præsten ikke ringer og spørger, hvorfor træner du ikke din tro og dit stemmebånd i kirken, når du nu betaler til det, er der dog en påmindelse, nemlig kirkeklokkerne. De ringer oftere end nogen fitness-instruktør, og man kan ikke bo i Skovshoved uden at kunne høre ringningen fra Ordrup, Messias eller Skovhoveds kirkeklokker. Min nyomvendte ven, som benytter både fitness og kirken, fortæller begejstret, at fitness-centret faktisk er som en kirke på en måde. Han siger: ”Hverken i fitness-centret eller i kirken taler man med hinanden, men slår blikket ned og lader næsten, som om man ikke ser hinanden.” Man har altså lov til at være i fred, siger han, og da jeg endnu ikke har den store erfaring i fitnessafdelingen, lader jeg det udsagn stå til troende. Men hvis man betaler til et sted, hvor man får lov til at være i fred, hvis det er det, man vil, og alligevel ikke benytter det, må der jo være noget, som afskrækker. Jeg er afskrækket af flere ting ved fitnesscentret, og jeg ved, at der er en del mennesker, der også er afskrækket af kirken. Jeg begynder med fitness-centrets ulyksaligheder. Fitness-centre opfatter jeg som grimme, (indrømmet jeg har ikke det store sammenligningsgrundlag), og som om det ikke var nok, at selve rummet er grimt, er de mange spejles vidnesbyrd om vellevned og mørke rander under øjnene ikke noget, der hjælper. Der er mennesker, der har samme aversioner i forhold til kirkerum, ved jeg. Indrømmet, ikke alle kirker er skønhedsåbenbaringer, men ubehaget strækker sig videre end til det faktiske interiør. Ubehaget handler på en måde også om spejlinger eller rettere om det menneskesyn, man spejler sig i i en kirke. Apostlen Paulus opsummerer det meget godt, når han skriver: ”Det gode, som jeg vil, gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, gør jeg.” Denne spejling af, hvad det vil sige at være et menneske, er ikke just flatterende. Ydermere bliver der sagt, at selvom vi ser os selv i et spejl, ser vi stadig som i en gåde, men heldigvis bliver det også sagt, at vi en dag vil se meget mere end det, vi ser nu. Det handler altså om udholdenhed og tålmodighed, samme dyder, der i høj grad er behov for i fitness-centret. Men få steder bliver tålmodigheden dog sat på prøve som i et fitness-center, maskinerne minder om de vægte, man ikke kan løfte, og de distancer og hastigheder, man ikke kan løbe. Det er et rum, der opfordrer én til at presse sig selv, og selvom tålmodighed skal læses som ”at have modet til at tåle”, er vi nogle, der vil mene, at livet i sig selv til tider være pres nok. Når fitness-instruktøren velmenende spørger: ”Hvad er din målsætning”, eller ”hvad vil du gerne forbedre?”, kan svaret være det lidet ambitiøse, at målsætningen er at tabe lidt af den vægt, man bærer rundt på, og at bremse lidt af alderens uafvendelige forfald. Løsningen synes at være at kunne udholde et vist pres og væbne sig med tålmodighed. Min nyomvendte ven sammenligner det med sejlsport. Han siger, hvis du i nogen grad vil bremse forfaldet og ikke bare flyde med strømmen, bliver du nødt til som det første at identificere de pres, der er, og som får dig i den forkerte retning, og dernæst bliver du nødt til at korrigere med et modpres. Det er som med en sejlbåd, der bare lader sig drive med den vej, vinden blæser, men hvis det nu ikke er den vej, man vil, må man krydse mod vinden. Det er besværligt, det går langsomt, men det kan blive nødvendigt, medmindre man vil lade sig drive i en hel anden retning. Min nyomvendte ven, som benytter fitness-centret og kirken nogenlunde lige meget, siger, at han går i kirke af de samme grunde, som han går i fitnesscenteret. Han kommer begge steder for at imødegå et både fysisk og åndeligt forfald, for at få mere energi og for at tabe i vægt. Som han siger: I kirken træner jeg den altid træge og stive ydmygheds-muskulatur, her trænes til et tro, håb og kærligheds-marathon som modvægt til alle de paralyserende bekymringers profetier, for slet ikke at tale om den allestedsnærværende paranoia, og under nadveren mener han at smide kilovis af byrder, dog ikke uden anstrengelse, for som han siger: Det er ikke altid let at give det fra sig, som nu engang er blevet ens identitet, for at få en anden. Fra ansvarsfuld bekymret familiefar til at være et lille Guds elskede barn, det er et ordentlig stykke at skræve over. Godt man har smidige lår, som han siger, og tror, at han, der kan løfte hele verden, er han, der siger: ”Kom til mig alle I, som er trætte og tyngede af byrder.” HMJ
SKOVSHOVED AVIS 7 Kierkegaard-studiekredsen begynder igen Vi skal arbejde med tre opbyggelige taler: “At trænge til Gud“, som handler om at leve med depression, ”At bevare sin sjæl i tålmodighed”, som handler om de tankemønstre, der kan understøtte tålmodigheden, og sidst men ikke mindst ”Imod fejhed”, som handler om at kunne tage en beslutning og om de undskyldninger, som gør, at gode beslutninger alligevel kuldsejler. Måden, vi skal arbejde med Kierkegaard på, bliver væsentligt anderledes end tidligere. For at imødegå, at nogen slår sig på det til tider omstændelige sprog, har jeg omskrevet talerne til dialoger, så alle har mulighed for at deltage i diskussionen af Kierkegaards tanker. Samtidig opfordres studiekredsens deltagere til at læse originalteksten. Vi mødes den 9. og 23. november samt den 7. december, alle dage kl. 19-21. Nedenstående er et eksempel på en dialogisk omskrivning af begyndelsen af talen ”At trænge til Gud” Vi mødes i kirkens øverste sidesal. Tilmelding er ikke nødvendig. Jeg har det forfærdeligt. Jeg kommer ingen steder med nogenting. Hvorfor har du det skidt. Jeg ved det ikke, men nu tager jeg væk et stykke tid. Jeg har brug for at være alene. Jeg er virkelig dårlig selskab. Er det mon så god en ide, at tage væk alene, når du har det skidt? Jeg har bare ikke lyst til at være sammen med andre mennesker Jeg håber bare ikke, du isolerer dig sammen med din værste fjende. Du ved godt, at ethvert forsvar, hurtigt kan blive til et fængsel. Skulle jeg ikke komme og se til dig engang imellem? Du kan gøre som du vil, men jeg er ikke godt selskab. Men hvad er det med dig? Jeg ved det ikke, som sagt får jeg intet fra hånden. Jeg har ingen energi, og alligevel føler jeg mig rastløs. Hvad er det, du gerne vil? En hel del. Det sted, jeg er i livet nu, er en periode, hvor jeg skal til at rykke, men jeg bevæger mig ikke ud af stedet. Jeg rækker ikke ud efter noget som helst. Der er bestemt muligheder, som jeg kunne gribe, men i samme øjeblik jeg føler lysten til at gribe ud, er det, som om den ene hånd standser den anden hånd. Dette vægelsind efterlader mig helt lammet og tung indeni. Det lyder, som om du kæmper en hård kamp inden i dig selv. I gamle dage kaldte man denne form for depression for at være ”tungblodet”. Jeg har det normalt ikke sådan. Det ved jeg. Men ting forandrer sig Jo. Jeg ville ønske, at denne følelse ville forandres til det bedre. Problemet er også, at jeg har haft det sådan i lang tid efterhånden. Det er kommet som en snigende langsom lammelse, og samtidig føler jeg mig som sagt rastløs. Det er, som om der er lige stærke, lige smidige skikkelser inden i mig. Hvis den ene skubber, giver den anden sig, og omvendt. Det er som en boksekamp, der aldrig får ende. Prøv at forestille dig to lige stærke og svedige boksere, begge er så udmattede, at de læner sig op af hinanden bare for at kunne blive stående på benene. Det er den måde, jeg har det på. Jeg kæmper hårdt med mig selv, og kampen har efterladt mig fuldstændig udmattet. Det lyder, som om du trænger til at få en distance mellem de to kæmpende sider. Du har brug en dommer. En dommer? Ja! I en boksekamp har man en dommer til at adskille bokserne fra hinanden. Hvis ikke man har distance mellem bokserne, finder kampen jo aldrig sin afslutning, den bliver aldrig afgjort. Uden distance kan man ikke lave et knock-out. Det kan godt være, at jeg har brug for distance til mig selv, men problemet er, at jeg ikke har denne distance. Jeg er ved at gå op i limningen og jeg ville bare ønske, at jeg kunne vende tilbage til mit ”gamle jeg”. Jeg kan simpelthen ikke genkende mig selv i denne lammede tilstand. Du genkender ikke dig selv! Og dog siger du, at du har haft detpå denne måde i temmelig lang tid. Men det er jo ikke sådan, jeg er. Men det er jo sådan, du er nu. Jo! Men jeg kan ikke leve resten af mit liv med at være...hvad var det du kaldte det ... Tungblodet. Hvordan skal nogen kunne respektere mig, hvis jeg forbliver så apatisk. Skidt med, hvordan andre tænker. Det er vigtigere, hvordan du tænker om dig selv. Måske skulle jeg bare give op. Nej, men en våbenhvile ville nok være en god idé. Hvordan det videre går den ”tungblodede”, finder vi ud af den 9. november. Hmj Skovshoved samtale Er sundhed blevet den nye religion? Torsdag den 9. september kl. 19.30 »Sundhed er ved at udvikle sig til en religion for en voksende gruppe danskere. De er nærmest besat af sundhed og anser ikke længere sig selv som raske, men snarere som potentielt syge. Det sker godt hjulpet på vej af en sundhedsindustri, som taler varmt for detox- og udrensningskure og evig frelse, hvis man lytter til dem. Jeg anser det mest af alt for at være en jeg-syge og et behov for kontrol. Sundhed er vigtigt, men det skal ikke være styrende for hele ens liv,« siger Bente Klarlund Pedersen. Professor Bente Klarlund Pedersen fra Rigshospitalet samtaler med Dr. Med. Poul Riis om forholdet mellem det fysiske og det religiøse, f.eks. smerte, soning, glæde og renhed. Dr. Med. Poul Riis. Professor Bente Klarlund Pedersen
Page 1 and 2: Sognebladet SKOVSHOVED AVIS Nr. 92
Page 3 and 4: SKOVSHOVED AVIS 3 loyalitet er den
Page 5: SKOVSHOVED AVIS 5 En lille prøve a

SKOVSHOVED AVIS Forsoning - hvordan? - Skovshoved Kirke

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?