Nina Halberstadt speciale. Den gale krop. Med forside.pdf

Det, at jeg betragter magten som værende decentral, kommer tiludtryk i samme eksempel. Jeg analyserer ikke magten i forholdetmellem behandlerne i kropsgruppen og patienterne. Magten ligger iden struktur, der gør, at både behandleren og den sindslidende somen naturlighed mener, at fysisk aktivitet er godt for den sindslidendeog de derfor intervenerer i den sindslidendes somatiske sundhed.Magten har således ikke en central afsender, men ligger i relationenmellem den sindslidende, behandleren og det miljø de færdes i.Dette får dem til at mene, at fysisk aktivitet er godt og får dem til athandle på denne mening.I min forståelse af subjektivering ligger, at jeg betragter det somstyring, at den sindslidende indtræder i bestemte subjektpositioner.Det er styring, når den sindslidende indtræder i rollen som fysiskaktiv deltager i kropsgrupperne, fordi det er den mest naturlige rolleden sindslidende kan indtræde i og stadig være en del afbehandlingstilbuddet. I formuleringen af den sindslidende som fysiskaktiv deltager tilbydes den sindslidende enten denne rolle eller rollensom inaktiv og udelukket. Der er altså ikke en rolle, den sindslidendekan indtræde i, der ikke er defineret af den positivt opsatte rolle,enten som en der falder inden for styringen eller som en modstandertil styringen. På denne måde er magten allestedsnærværende ogman kan ikke træde uden for den. Som Foucault formulerer det:”…magten undslipper man ikke, den er altid allerede til stede ogkonstituerer endda selv det, man forsøger at modstilleden.”(Foucault 1994: 88).De samme overvejelser gør sig gældende i forhold til mit syn påselv-subjektivering. Når den sindslidende efter sin behandling dyrkermotion i sin hverdag, er det en styring, den sindslidende øver på sigselv. Denne selvstyring foregår dog ikke i et tomrum men i relationtil samfundets strukturer, styringsforsøg og moralske adfærdskoder,som blandt andet behandlingstilbuddene i psykiatrien er med til atforme.Normalitet og medborgerskabI min analyse bygger jeg min forståelse af normalitet på bådeFoucault og Rose. Jeg betragter, som Foucault, selv ikke de vitalenormer som naturlige og universelle. Derfor arbejder jeg ud fra enantagelse om, at blandt andet normen om at fysisk aktivitet er etgode for psykiatriske patienter, er kontingent og at denne norm eren del af den styring, der sker af de sindslidende patienter. Dettekommer til udtryk i det simple faktum, at jeg overhovedetbeskæftiger mig med styringen og naturliggørelsen af den fysiskeaktivitet i psykiatrien. Det ligger som en præmis i min teori, at når80