Familien i det senmoderne samfund - SamfNU - Systime

TematekstFamilien i det senmodernesamfundRikke Erhardi, adjunkt i dansk og samfundsfag, Haderslev Katedralskole og Flemming Gräs,lektor i samfundsfag, erhvervsøkonomi og dansk, VUC-HorsensDen senmoderne familie er karakteriseretved, at begge ægtefæller er på arbejdsmarkedet,og at der er en betydelig ligestillinginternt i familien, både med hensyn til kønog alder. Således har børnene en stor grad afmedbestemmelse i den typiske senmodernefamilie. Hvor familien tidligere var baseretpå ægteskab, er den nu i højere grad baseretpå parforhold, og det er ikke længere pligtenmen lysten og kærligheden, der er styrendefor, om man vælger at opretholde ægteskabet.Dette resulterer i, at flere bliver skilt,at flere lever som singler, og at nye typeraf familier er præget af dine, mine og voresbørn. Familien i det senmoderne samfund kansåledes være meget andet end den klassiskekernefamilie.Børne- og ungdomsforskeren Per Schultz-Jørgensen benytter begreberne ”individualisering”,”kontrakterne”, ”systemafhængighed”og ”den uddelegerede omsorg” til at beskriveden senmoderne familie. Den individualiseringog refleksivitet, der kendetegner detsenmoderne samfund, er i høj grad styrendefor familien. Der tages hensyn til den enkeltei familien, og der er stort fokus på, at derskal være plads til individuel udfoldelse.For individet bliver fællesskabet en rammefor at kunne realisere sig selv. Med begrebet”kontrakterne” understreges muligheden forindividuel udfoldelse på det mere overordnedeplan, idet familien kun består så længe, manønsker at holde den kontrakt, der binderfamiliemedlemmerne sammen. ”Systemafhængigheden”beskriver det forhold, at familieni dag er afhængig af en lang række systemer,for at få hverdagen til at fungere. I og med,at kvinden er kommet ud på arbejdsmarkedet,har vi brug for systemer som fx plejehjem,der kan passe vores ældre og børnehaver, derkan passe vores børn. Det bevirker, at dersker en uddelegering af omsorgen til andreorganer end familien.Betydningen af familien har således ændretsig markant. Vi kan vælge den til og fra,og vi kan bruge den til individuel selvudfoldelse,hvor man tidligere måtte underlæggesig normer og andres behov. Endvidere er encentral ændring i familien, at en vellykketsocialisering tidligere indebar, at man havdeindoptaget (internaliseret) forældrenes normerog værdier som de eneste naturlige ogde eneste mulige. Denne verden af forudsigelighed,samtidighed og ensartethed ermed individualiseringen og refleksivitetenfor alvor i opbrud.Alle familier er naturligvis forskellige. SociologenLars Dencik taler om fire forskelligetyper af familier i det senmoderne samfund,henholdsvis den stærke senmoderne familie,den traditionelle stærke familie og tosvage senmoderne familietyper. Den stærkesenmoderne familie kaldes ”teamfamilien”.Her fungerer familiens medlemmer som etteam, idet der gennem dialog, aftaler ogkompromisser findes en balance mellem fællesskabetsog de individuelle behov. Dentraditionelle stærke familie er en form for

Der findes mange former for familier; Kernefamilien, den udvidede familie med bedsteforældrene, den enligemed og uden børn og singlen. Fotos: øverst iStockphoto.com, nederst t.v.: Ole Andersen/Biofoto, nederst t.h.:Peter Kamp Knudsen/Systime 2008.patriarkalsk familie, hvor faderen (eller moderen)udstikker rammerne for fællesskabet.Den enkeltes ønsker og behov er såledesikke til diskussion. Dette opfattes af denenkelte ikke som tvang men som en naturlighed,og det hierarkiske system skabertryghed. De to svage senmoderne familierbetegnes henholdsvis ”svingdørsfamilien” og”det sociale akvarium”. I svingdørsfamilienspiller samværet en meget lille rolle, det erde individuelle behov, der dominerer. Mankommer og går til og fra egne fritidsinteresser,hvorved man blot mødes i svingdøren.”Det sociale akvarium” er en betegnelse foren familietype, hvor man tilbringer megentid i hjemmet uden at foretage sig nogetsammen. Dette kan udmønte sig i, at man fxsidder og ser fjernsyn i hvert sit lokale. Dersker ingen koordinering af fælles aktiviteter,man flyder derimod tilfældigt rundt mellemhinanden som fisk i et akvarium.Hvad angår opdragelsen i de senmodernefamilier, lægges der i stigende omfang vægtpå elementer som fantasi, selvstændighedog ansvarsfølelse.Ser vi på mere specifikke opdragelsesformeri det senmoderne samfund sondresmellem fire typer, der adskiller sig medhensyn til, hvem der sætter reglerne, ogi hvor høj grad de er til diskussion. De fireopdragelsesformer er den autoritære opdragelsesform,den autoritative/demokratiskeopdragelsesform, den iagttagende/laissezfaire opdragelsesform og endelig forsømmelighedenslassiez faire.Den autoritære opdragelsesform byggerpå, at magten udelukkende ligger hosforældrene. Reglerne er fastlagt på forhånd,og de er ikke til diskussion. Der forventeslydighed, og hvis dette ikke er tilfældet, erden negative sanktion skæld ud. Det er enlidt gammeldags opdragelsesform, som de

færreste i det senmoderne samfund vil havesom ideal. Den autoritative/demokratiskeopdragelsesform minder om den autoritære,med fokus på konsekvens og pligt,men den autoritative opdragelsesform erdemokratisk, idet reglerne kan debatteresog forhandles. I den iagttagende/laissezfaire opdragelsesform opfattes grænsersom noget, der dræber spontaniteten ogselvstændigheden. Der er tale om en bevidstladen-stå-til fra forældrenes side. Barnet mågøre sig sine egne erfaringer, og forældrenegriber kun ind, hvis det er ved at gå galt.Denne opdragelsesform kan betegnes somen ”fri opdragelse”. Mens forældrene holderet vågent øje fra sidelinjen i den iagttagendelaissez faire, står det anderledestil i forsømmelighedens laissez faire. Herforsømmes barnet, idet det overlades tilsig selv. Det kan skyldes, at forældrene afpersonlige eller sociale grunde ikke magterat tage sig af børnene, men det kanogså skyldes, at forældrene er optagede afegne ambitioner og af at realisere sig selvi det senmoderne samfund på bekostningaf børnenes behov.Som det fremgår af ovenstående sessenmodernitetens individualisme og refleksiviteti høj grad i forbindelse medfamilien. Om individualismen er en fordeleller en ulempe for familien kan diskuteres.Kvinden har fået større frihed, hun er ikkelængere økonomisk afhængig og kan gåfra manden, hvis hun ønsker det. Nogle vilhævde, at dette er et ubetinget gode, andre,at vi (såvel kvinder som mænd) opgiverkernefamilieprojektet for hurtigt uden atkæmpe nok for det. Individualismen kan gåhånd i hånd med fællesskabet, som vi sådet i teamfamilien, men der er en fare for,at fællesskabet går fløjten, som tilfældeter det i svingdørsfamilien og i det socialeakvarium. Endelig kan der i opdragelsessammenhængevære en fare for, at forældrenesindividualisme og ønske om at realisere sigselv kan være til skade for børnene.