Patienten som partner - CFK Folkesundhed og Kvalitetsudvikling

Der er specielt en stigende opmærksomhed på betydningen af at inddrage patienter imedicinsk forskning (Gagnon et al., 2011; Mayer, 2012; Staniszewska et al., 2012). I Danmarker man kun lige begyndt at se potentialet og nødvendigheden af denne dagsorden. Etforhold som står i kontrast til de bestræbelser, der gøres i England. Her har man regler, derkræver, at patienter spiller aktive roller - fra udformning af forskningsansøgninger og tiltolkning af resultaterne, så patienterne ikke bliver til passive ”genstande” for forskningen(INVOLVE). De foreløbige erfaringer tyder på, at inddragelse af patienter i forskningarbejdethar gjort det lettere at rekruttere patienter til forskellige former for deltagelse i forskningen(Staley, 2009).Endelig ser vi eksempler på, at patienter selv finder nye måder at udtrykke sig på, når deofficielle kanaler ikke skønnes tilstrækkelige (fx www.sundhedspolitiker.dk ogwww.patientslikeme.com).DiskussionDen brede gennemgang af patientcentrerede indsatser pegede på mange handlemulighederpå forskellige organisatoriske niveauer. Inden der vælges indsatsområde er det imidlertidvigtigt at gøre sig klart at patientcentrering i høj grad er et kulturelt fænomen. Der ertale om noget, som hver dag reproduceres og modificeres af fortløbende handlinger frasociale aktører – både individuelle og kollektive (Giddens, 1979). Strukturer eksisterer kun idet omfang de produceres og reproduceres af aktører, og patientcentrering er ikke nødvendigvisnoget, som understøttes af alle trends i sundhedsvæsenet. Det er derfor nogetsom hele tiden kræver opmærksomhed, ikke mindst fra ledelsen på alle organisatoriskeniveauer. Og det er herudover vigtigt at være opmærksom på, at der er et væsentligt springfra evidensbaserede resultater i projekter med engagerede ildsjæle, til at blive en integreretdel af en rutinebaseret praksis på tværs af afdelinger og sektorer.Der findes flere studier af, hvad der hindrer en patientcentreret praksis. En del studierhar specielt kastet lys over de professionelles opfattelser af, hvad der hindrer en øget brugaf shared decision making. I flæng nævnes det, at det er opfattelsen her, at der manglerentydige forskningsmæssige beviser, der mangler kompetence i risikokommunikation, derer angst for at patienten ikke kan håndtere ansvaret, angst for at patienterne vil vælge dedyreste løsninger, der savnes støtte til at bruge shared decision-making, der er bekymringfor den tid, det måtte tage at dele med patienten og der er bekymring for, at det vil forstyrrepatient/lægerelationen (Ford et al. 2002, her efter Coulter og Ellins 2006).Også Legare et al. (2008) og Gravel et al.(2008) sætter fokus på, hvad de professionellemener er fremmende og hæmmende for implementering af shared decision making. De trevigtige begrænsninger for at opnå positive effekter blev på tværs af 38 studier udpeget til:begrænsninger i tid, mangel på anvendelighed i forhold til den konkrete patients karakteristikaog forhold ved den kliniske situation. Af de mest fremmende forhold blev nævnt motivationfra arbejdsgiver, øjensynlig positiv virkning på den kliniske proces og påvirkning afeffekt på det endelige outcome i forhold til patienten (Legare, 2008). De professionelleoplever således, at de ikke har tiden til delt beslutningstagen, og at de til en vis grad alleredebruger delt beslutningstagen der, hvor det giver umiddelbart mening. Uanset rigtighedenaf de professionelles vurderinger, er det vigtigt at tage højde for, at patientcentreringopleves forbundet med yderligere arbejdspres.I et Cochrane-studie fra 2010 har Legare et al. boret yderligere i problemstillingen omkringde professionelles motivation til at støtte op om shared decision-making. Man fandtfire RCT-studier, der pegede på fire indsatområder til at skabe øget opslutning om ideen,Side 17