og en af hans kammerater med revisorentil Sverige, hvor han fik fremvisttre huse til salg i Reftele kommune.Niels Otto faldt hurtigt for det tredjehus med snickarglädje på verandaen ogmed tilhørende lade og udhus til. Haninviterede derefter sine forældre op forat høre deres mening om ødegården,og da de også havde sagt god for den,skrev han under på kontrakten. Den 26.november 1961 blev han smålandsktorp-ejer i en alder af 27 år. For den nettesum af 8.000 svenske kroner (til kurs1,20).Hårdt slid i ferierneSå gjaldt det om at finde gåpåmod ogknofedt frem. Niels Otto tog primært tilSverige i skoleferierne, eftersom turentager cirka tre timer hver vej. Og al tidpå torpet gik de første mange år stortset med at reparere og male.– Der var altid et sted, hvor der varlidt råd i træværket, og vinduerne skullemales og kittes. Det hele skulle holdesved lige.Muligheden for at kunne arbejdefysisk og kreativt med fx træ passededen unge torpare fint, som bl.a. selv harbygget et sofabord og en lænestol tilhusets stue.– Jeg har altid været glad for at brugehænderne, især fordi jeg har haft etintellektuelt arbejde med matematik,fysik og kemi og skulle læse, underviseog rette opgaver meget af tiden.Niels Otto har også sat en ære i atgemme og værne om de gamle ting,som han har fundet i og omkring huset,fx gamle jernskøjter, bidsler, børnesko,hatte, mælkejunger og nøgler. Nogle aftingene pryder væggene i huset ellerhænger rundt omkring til minde omdengang, huset var beboet af fattigetorpare.Rådyr uden for dukkehuset<strong>Torpare</strong>n Niels Otto blev senere gift ogfik børn, og turene til Sverige forbleven vigtig del af hans og familiens liv. Såfulgte 14 år med job og bopæl i Bruxellessamt en skilsmisse, hvor Sverigestureneblev færre. Men da han var tilbagei Danmark igen, mødte han Anni,og allerede to uger efter kørte de ind pågårdspladsen til huset i Småland, somhun allerede havde hørt meget om.Hvis forholdet skulle blive til nogetpermanent, var det et udtalt ønske, atden nye kæreste kunne forestille sig etliv med mange dage på torpet. Måskehjalp det, at de blev mødt af græssenderådyr foran huset, og de oplevede at seelg med kalve i nærheden dagen efterankomsten. Hun syntes i hvert fald, atdet lignede et dukkehus og kunne godtsige ja til at bo der i perioder, hvis detkom så langt. De blev siden gift og harnu kendt hinanden i 22 år.Begge nærmer sig 80 år, og i dag erder plads til både nydelse og ydelse,når de er i fritidshuset. Formiddagengår som regel med at arbejde inde ellerude, og om eftermiddagen slapperde af. Arbejdsfordelingen mellem de tofalder meget naturlig – man byder ind,hvor man kan og har evner. Niels Ottoslår fx græs, fordi Anni har pollenallergi,men til gengæld står hun for det merekreative arbejde i haven med blomsterosv. Men alderen kan godt mærkes rentfysisk.– Meget bevidst har vi fået ordnetalle de ting, vi kan mærke, at vi ikke selvkan mere. Vi fik fx nyt tag for to år sidenpå grund af fugtproblemer, og i 2005blev begge vores store kakkelovne ombygget,siger Niels Otto.Gode svenske venner ogbekendteÆgteparret har fået en god kontaktfladeog mange svenske venner i nærheden.Desuden deltager parret i kulturarrangementerog går til koncerteri nærområdet, hvor de efterhånden ergodt kendte. Når familien og danskevenner kommer på besøg, er der altidtid til at tage på sightseeing i området.For ægteparret Anni og Niels Otto Larssen er det bedste i Sverige roen og at leve på en anden måde end hjemme i Danmark.24 august <strong>2013</strong> I <strong>Torpare</strong>
Köpekontraktenfra 1961 på huset iSmåland.Selvom parret har hus i Nordsjælland,der også skal passes, tilbringer de normaltfire måneder om året i Sverige. Fritidshuseter ikke længere et sparsomtmøbleret, men et perfekt udstyrethelårshus til ophold både sommer ogvinter. Og parret føler ingen splittelseved at fordele tiden mellem de to lande.– Det er to forskellige måder at levepå. Vi har det sådan, at når vi er i Danmark,savner vi ikke Sverige, og når vi eri Sverige, savner vi ikke Danmark, sigerNiels Otto.– Vi flytter bare vores sjæl fra det enehus til det andet, tilføjer Anni.Lagde sig ud med byens matadorPå et tidspunkt blev Niels Otto somdansk fritidshusejer spurgt, om hanikke ville være formand for vejlavet.Den opgave tog han på sig i seks-syvår. Det viste sig at blive en både lærerigog udfordrende periode, hvor ægteparretofte lagde vejen forbi lantmäterieti byen for at gøre tingeneefter reglerne.Det endte med en større kontroversmed byens “matador” og skovejer, sombrugte vejen til sine tunge skovmaskinerog tømmerlastbiler. Niels Otto mentederfor, at han skulle betale betydeligtmere end fritidshusejerne, som brugtevejen nogle få gange om året. Det faldtikke i god jord. Da Niels Otto og Annispurgte deres svenske venner til råds isagen, lød svaret blot:“I Sverige er der to typer foreninger,der kan bringe sindene i kog: jagt- ogvejforeninger”!Generationsskifte på vejMed to runde fødselsdage i den højereende af skalaen inden for to år harægteparret diskuteret fremtiden fleregange, bl.a. på baggrund af en artikelom generationsskifte i torpare-bladet.Uanset hvem der kommer til at eje huset,er det altafgørende for Anni og NielsOtto, at de nye ejere vil tage sig ligeså kærligt af stedet og bruge den nødvendigetid, som de har gjort gennemårene, og ikke lade det forfalde.naugust <strong>2013</strong> I <strong>Torpare</strong> 25