Grafik - Commodore Is Awesome

v m iJa, så er det igen blevet tid til endnu et afsniti den (van)vittige beretning om den lille robotTOP64's bedrifter.En dag, ikke ulig alle andredage, fødtes i TOP64’sskumle hjørne. Udenforregnede det, og der var 5grader i skyggen. Det vilsige, faktisk var der 5 graderover det hele, for solen skinnedeslet ikke og havde ikkegjort det i længere tid. Kunto steder var der lyst: Detene sted var på et kontor, etikke nærmere specificeret,sted i Jylland, hvor en redaktørsad og prøvede atsætte samling på næstenummers geniale indhold.Det andet sted var i TOP64’sskumle hjørne på redaktionen.En stærk pære, drevet af enflok spaltede atomer,oplyste redaktørens skrivebord.Han sad med et brevi hånden:“VIMØDES BAG TELEFON­BOKSEN PÅ TORVET. JEGHAR STOF, DER VIL RYSTEHELE COMPUTERVER­DENEN. RA CK THECRACK.’’Denne mulighed for ægte,levende journalistik, kunneingen robot modstå, såTOP64 iførte sig sit lamineredestøv-, kaffe- og fingertætteskåne-cover ogbegav sig ud i regnen.På torvet regnede det isærlig høj grad. Regnendrev ned af vejtræerne -omtrent på samme mådesom penge ikke gør det.Bag den forøvrigt nyvaskedeog i høj grad gennemsigtigetelefonboks,midt på det meget åbnetorv, stod en hund og gjordesit til, at telefonboksen varved at sejle væk. TOP64,rullede hen til den.“Er du Rack the Crack”,spurgte TOP64 så mistroisk,som dens talechipsnu tillod det.“Ja”, sagde hunden ogrystede vandet af sig udenat det havde nogen synderligvirkning.“EN HUND!!” (talechippenfik her hjælp fra nogleregnechips, så det kunnelyde tilstrækkeligt mistroisk).“Det er en forklædning.Halvdelen af computerverdenener ude efter mig. Denanden halvdel er ude eftermine nyheder, og den tredjeer taget på udstilling iVendsyssel forsamlingshus.”Takket være en momentanmangel på regnekapacitetforstod TOP64 uden viderejØ É S Pdette, og gik videre tilsagen.“Hvad er sagen?”, summededen.“Jeg kan afsløre helecracker-verden med noglebreve jeg har her... Hvisbare den f.... lynlås ikke sadfast.”Mens hunden, der kaldtesig Rack the Crack, og sletikke varen hund, kæmpedemed en lynlås på maven,så TOP64 sig omkring. Enblå varevogn standsede lidtderfra. På siden af den stodder “SVENDS HUNDEKEN­NEL”, men TOP64 vidsteikke hvad det betød, så dengav sig distræt til at studeremetalstrukturen påindersiden af sine øjenlåg.Flere minutter senereåbnede TOP64 igen øjnene.Pladsen var tom.Hunden var væk. Bilen medde mærkelige ord var væk.Selv regnen var væk,selvom der stadigvæk varvådt på fortovet, rundt omtelefonboksen.TOP64 gled hen ad det vådefortov. Overvejelser om,hvorvidt mennesker ialmindelighed, og crackerei særdeleshed, var nogensmart opfindelse, sivedefrem og tilbage i sitkredsløb.En mand med fedtet hår,svedige hænder og ensuspekt udseende trenchcoat,stod på et hjørne ogsavlede ned i det kulørteblad, han stod og bladredei. Et øjeblik så han sigforfulgt op over bladetskant, hvorpå han igenbladrede videre.“Hmhmhm”, udtalteTOP64høfligt og prikkede mandenpå skulderen med en af sinemange arme.Hvorfor manden pludseliggav sig til at kravle op ad elnedløbsrør, og derefterforsvandt over hustagenemed et skrig, vil nok aldrigblive opklaret, men hanefterlod sig et blad, somTOP64 samlede op. Siden,det var slået op på, havdeet stort farvebillede af enpige, som havde alle fordele- med undtagelse altøj.“AhI”, tænkte TOP64. “Elcomputerblad!!”. Herpåbladrede den straks om tiside 58, som var det bedstei bladet.Der stod: En dag, ikke ulicalle andre dage....Otto Plantener Jensen