Nr. 12 • December 2000 3. årgang - K?benhavns Amt

Hvis vi hver for sig er som nerveceller, hvad tænker hjernenså? Her er et bud på en metode, som øger den samlede dialogog den fælles kreativitet.som den "logiske realist" vil mene, nemmerekunne skabes ved "et par telefonsamtaler og enhandlekraftig leder", men hvor pointen er: Deter selve vekselvirkningen mellem mennesker, derer den skabende og den kreative proces.I en del år har jeg interesseret mig for den særligetype af vekselvirkninger mellem mennesker, somman kalder "dialog". Især når situationen er, atmange mennesker har noget at bidrage med idialogen. Her bliver opgaven nemlig at organiseredialogen på en sådan måde, at der bliver enrig og mangesidig udveksling mellem deltagerne.Denne interesse har udviklet sig til en konkretmetode til at arrangere møder og konferencer.En metode, som kaldes café-seminarer eller cafédialoger.Mere om det nedenfor, men først lidtom, hvad der fik mig på sporet af disse ideer.‘Tid til spørgsmål’ skaber ikke dialogMit professionelle virke har siden 1985 drejet sigom ledelse og strategi. Det medførte, at jeg blevdeltager i eller ansvarlig for et utal af seminarer ogkonferencer af den type, hvor én står på en talerstoleller ved siden af en OH-projektor og taler til en salfuld af mennesker. "Men der skal jo være tid tilspørgsmål", så de sidste 10 minutter inviteres deltagernetil at være med. To eller tre af dem, der altidsiger noget i forsamlinger, stiller et klogt spørgsmål,som viser, hvor meget de selv har tænkt over dagensemne. Så holder vi pause, og bagefter kommer dennæste taler. Går det rigtigt højt med deltagerinvolveringen,så går vi i grupper, løser en opgave i hvertsit grupperum og kommer tilbage og hører pårapporteringer fra alle de andre grupper. Og det erså kedeligt for tilhørerne - for det meste.Det er selve vekselvirkningenmellem mennesker, som er denskabende og den kreative proces.Det er selvfølgelig noget forenklet, men det varsom arrangør og deltager i sådanne seminarer ogmøder, at jeg begyndte at tænke tanker som:Hvor er det et spild af ressourcer, viden, erfaringer,perspektiver, meninger og ideer at lade f.eks.100 mennesker lytte til én person. Hvis de 100mennesker iblandt sig har en mindst lige så værdifuldog nyttig viden som den ene. Hvordankan denne viden komme til at udtrykke sig?Hvor kreative er seminarer, hvor mangår i grupper efter et langt foredrag, løserden samme opgave og mødes igen for athøre på alle de andre grupper?Vi ønsker at tænke dynamisk og komplekstI disse årtier kan vi glæde os over udfordringenog opgaven med at slippe en meget lineær og mekanisktankegang, som hører vores opdragelse oguddannelser til, og som passede bedre på en nuforældet industriel tidsalder. I stedet kan vi tilegneos evnen til at tænke mere komplekst, dynamiskog ikke-lineært. Et eksempel, som hjælperos på vej, er Internettet, som giver os oplevelser afforbundethed på kryds og tværs. Vi får med kaosogkompleksitetsteoriernes sprog og metoder mulighedfor at undersøge fænomener, som ikke kanforstås med lineær tankegang - f.eks. begrebetemergens. Et eksempel på emergens er noget sådagligdags som trafikken. Man tager en massebiler, cykler, fodgængere, tilsætter veje, gadekryds,og et drys lysreguleringer, rører det rundtog så får man... trafik. Trafik er en emergentstørrelse, noget der opstår, når mange dele er ivekselvirkning med hinanden. Det interessanteer, at selv om man i alle detaljer kender til bil, såkan man ikke ud af det forudse trafik - den opstårpå sit eget niveau i vekselvirkningen.Lytte til den fælles tænkningI disse to tanker - dels ønsket om at kunne ladeen større gruppe menneskers samlede viden ogindsigt udtrykke sig, og dels forståelsen af selvevekselvirkningens betydning for, at noget kanopstå - ligger faderskabet til café-seminarer. Dekan bruges, når vi vil undersøge, fordybe, læreog forstå noget ved hjælp af hinanden. Ideen erat skabe mulighed for at komme til at lytte til ogbygge videre på den fælles tænkning - ikke gennemsnittets,ikke flertallets. Hvis vi hver for siger som myrer, hvad tænker myretuen så? Hvis vihver for sig er som nerveceller, hvad tænker hjernenså?I café-seminarerskabes bevidst enmangesidet udvekslingmellem deltagerne.15