Solidaritet #3, august 2015

HandikampREFORMRAMTmen ikkeFORSKRÆMTAf Bjørn Svensson, Sarah Glerup,Peter Mikkelsen og Jan JakobsenDenne samling artikler handler alle om handikappå den ene eller anden måde. Vi er fire vidt forskelligemennesker. Men vi har to ting til fælles:Dels vores engagement på den danske venstrefløjomkring Enhedslisten. Dels, at vi enten arbejdermed eller selv har et handikap.Vi kommer ikke rundt om alt. Menvi præsenterer nogle dele. Vi har bestræbt ospå at fortælle om kampen her og nu. At tegneet tidsbillede. Vi har også været i helikopterenog få det lidt større perspektiv: Hvor kommervi fra – og hvor er vi på vej hen?Lige her og nu er vi reformramte. Set i etlængere historisk perspektiv er der de sidsteår sket væsentlige forringelser for menneskermed handicap. Vi er ikke forskræmte, men detfortæller, hvorfor vi fortsat kæmper for et socialistisksamfund. Det samfund beskriver viikke, men vi ved én ting: Vi vil være en del af fællesskabet.Jeg kan ikke »betale mig«Jeg sidder hjemme i dag. Peter, en krop med muskelsvind,dvs. svage muskler i uhørt grad. Tilfældigvis. Jeghar førtidspension og hjælperordning og er i standtil at arbejde frivilligt som coach et par timer om ugen.8 | Solidaritet»Denne latterligtkarikerede 'arbejderisme'har intet med arbejderneslegitime kamp forrettigheder at gøre«Men jeg kan ikke »betale mig«. Jeg giver kronisk underskudi en økonomisk tænkende verden.Efter tre Rasmussen'er og en Thorning ved rorpindenhar noget nemlig rodfæstet sig i det lille selvoptagedekongerige. En feberlignende tilstand har bredt sigi folkelegemet: 37-timers-fascismens sygelige opdelingmellem produktive, beskæftigede, økonomisk sundeindivider på den ene side, og de arbejdsløse, værdiløse,velfærdssnylterne, der intet bidrager med, på denanden. Denne latterligt karikerede »arbejderisme«har nu faktisk intet med arbejderneslegitime kamp for rettigheder at gøre. Hvisden er udtryk for klassekamp, så er det de ForenedeArbejdende Folks krig mod underklassen.I disse det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde-tiderkan folk som jeg vel efterhåndenkun ses som røde tal på velfærdsbudgetterne,som stopklodser for vækst og udvikling.Jeg får det at vide indirekte i medierne hverdag; jeg er ikke rentabel, og det går ud overnogens arbejds- og forbrugsfest, at jeg restenaf mit liv vil gå i minus. Skide så være med, at jeg hverdag ulønnet er beskæftiget med at være en dygtig arbejdsgiverfor otte handicaphjælpere, og at jeg på frivilligbasis coacher folk med psykiske og fysiske begrænsningerog udfordringer til at håndtere deres hverdag.Op i røven med, at resterne af vores velfærdssamfundstadig gør det muligt for min slags at have en plads i fællesskabetog få et godt liv. Eller at være en vigtig del af