Solidaritet #2, maj 2015

Tema 

Uafhængigt socialistisk magasin 

Nr. 2, maj 2015 

Hvilken vej 

frem for Europas 

venstrefløj? 

Partiet Syriza, med Alexis Tsipras i 

spidsen, forsøger at bryde med EUs 

destruktive sparekrav. De står ikke 

alene, for både i Spanien, Tyskland og 

resten af Europa har venstrefløjen fået 

en folkelig saltvandsindsprøjtning. 

Tema om Europas venstrefløj 

Kampen om byen Frank Aaen takker af Ligestilling i 100 år? 

Solidaritet | 1

Indhold 

Blockupy 

Side 22 

»Jeg havde ikke 

drømt om, at jeg skulle 

komme til at sidde 

herinde i så mange år« 

Frank Aaen om at forlade folketinget 

efter næste valg Side 26 

Venstreorienterede 

fanmiljøer 

Side 34 

Socialistisk byplanlægning 4 

Kampen om byen 6 

Modstand mod TTIP 8 

Tema: Europæisk venstrefløj 

Det røde Europa 10 

Intro til temaet 12 

Det kan vi lære af Podemos 14 

Syriza 16 

Die Linke har styrer Thüringen 20 

Blockupy 22 

Frank Aaen takker af 26 

Kommunalt magtmisbrug 30 

En anden verden er stadig muligt 32 

Venstreorienterede fodboldfans 34 

Brev fra Vestsahara 36 

Thulebasen 40 

Ny bog: Er jeg fri nu? 42 

Litteratur 44 

Blev vi snydt af 70erfeministerne? 

Side 40 

Solidaritet – Uafhængigt socialistisk magasin 

Solidaritetshuset • Griffenfeldsgade 41 • DK - Kontakt redaktion: magasin@solidaritet.dk 

2200 København N •www.solidaritet.dk • Bankkonto: 

1551- 685 0510 • ISSN 1396-6545 

Kontakt annoncer: annoncer@solidaritet.dk 

eller tlf. 2830 4024 (Jeppe). 

Oplag: 2000 ex. • Tryk: Solidaritet 

Abonnement: 200 kr. om året (6 nr.). 

Bestilles på www.solidaritet.dk 

Redaktion: Jeppe Rohde (ansvarshavende), 

Stig Hegn, Ebbe Rand Jørgensen, Michael Schølardt, 

Maja Ekebjærg, Lasse Rørdam Nielsen, 

Åge Skovrind, Peter Dollerup, Asger Hougaard, 

Marta Helleskov, Anders Pilmark og Ole Bach. 

Layout: Peter Dollerup, Mikkel Ellung Larsen, 

Thomas Christensen og Jesper Legarth Quist. 

2 | Solidaritet

Leder 

Et reelt alternativ 

Hvis vi vil forandre dansk politik 

på den korte og den lange bane 

gælder det om at udvikle et 

systemisk alternativ. Vi kan lære 

meget af udenlandske erfaringer. 

Af Asger Hougaard og Anders Pilmark 

Fuglene fløjter, det er forår, og der er folketingsvalg i 

luften. Men udsigten til et politisk forår fortoner sig i 

horisonten. Selvom SR-regeringen mod forventning 

skulle gå hen og vinde næste valg, så er udsigterne 

for venstreorienteret politik dystre. De Radikale er 

stålsatte på at dreje regeringen til højre, og Socialdemokraterne 

er optagede af at løbe efter Dansk Folkepartis 

vælgere. 

Enhedslisten gik i 2011 til valg på at trække regeringen 

til venstre. Efter 10 års borgerlig blokpolitik, og et 

valgprogram for Socialdemokraterne, der var forholdsvist 

venstreorienteret, virkede det fornuftigt at presse 

Socialdemokraterne på deres sociale samvittighed. I 

retrospektiv er det nu tydeligt, at Socialdemokraternes 

sociale samvittighed allerede dengang var reduceret til 

spin. 

Systemisk alternativ 

De sidste fire år har Enhedslisten forsøgt at trække til 

venstre, mens resten af det politiske spektrum er rykket 

til højre. Der er intet der tyder på, at dette skulle ændre 

sig synderligt, selv hvis venstrefløjen vinder næste valg. 

Hvis Enhedslisten for alvor skal vende udviklingen, er 

partiet nødt til at udvikle et systemisk alternativ, der for 

alvor kan udfordre midten af dansk politik. 

Ifølge den portugisiske sociolog og aktivist, Boaventura 

de Sousa Santos (som du kan møde på side 32), er 

Asger 

og Anders 

mener at det 

internationale 

perspektiv 

er afgørende 

for at skabe 

forandring. 

Foto: Jesper 

Legarth Qvist 

et af den europæiske venstrefløjs største problemer 

dens modvillighed mod at lære fra de demokratiske erfaringer 

i det globale syd. 

Heldigvis er dette så småt ved at ændre sig. I løbet 

af nullerne har dele af den europæiske venstrefløj fået 

øjnene op for erfaringerne fra det globale syd. Og i de 

senere år har partier og bevægelser i Sydeuropa med 

succes ladet sig inspirere af erfaringerne fra både Latinamerika 

og Det Arabiske Forår. 

Når erfaringerne udefra er vigtige, skyldes det i høj 

grad at de politiske kampe kommer til at ligne hinanden 

i Nord og Syd. Udfordringerne bliver mere og mere 

ens. Den neoliberale offensiv skaber over alt en defensiv 

kamp for dem, som ønsker en anden verden. Det bedste 

eksempel er frihandelsaftalen TTIP (læs mere om TTIP 

på side 8), som ifølge flere iagttagere er et eksempel på 

en latinamerikanisering af Europa, hvor kontinentet i 

højere grad underlægges amerikanske interesser. 

De politiske forudsætninger i Danmark er markant 

anderledes end dem som gør sig gældende i Sydeuropa 

og Latinamerika. Og ideer ændrer ikke automatisk det 

politiske styrkeforhold i samfundet. Alligevel er der 

gode grunde til, at Enhedslisten bør øge udsynet og tage 

de langsigtede briller på - både i forhold til dansk politik 

og resten af verden. Hvis vi for alvor skal gøre os håb 

om et brud med neoliberalismen og klimakrisen, så er 

vi nødt til selv at skabe det brud - i stedet for at vente på 

Socialdemokraterne. 

Vi skal være et reelt alternativ. ■ 


Kampen om byen 

København i profittens vold 

Københavns byplan har altid givet anledning til diskussioner og kampe. 

Nu, hvor Enhedslisten med Morten Kabell har fået den vigtige post som 

teknik- og miljøborgmester, er der kommet fornyet fokus på spørgsmålet: 

Hvad er det for en by, vi vil have? 

Af Ebbe Rand Jørgensen 

Mange husker de mange bevægelser 

omkring byens udvikling. 

Det var dengang Socialdemokraterne 

sad tungt 

på magten. I 1970'erne skulle 

der skulle saneres og ryddes op. Det 

betød nedrivninger og opførelse 

af nyt socialt boligbyggeri. Det var 

standardiseret betonelementbyggeri, 

som vi ser på Vestamager og 

Indre Nørrebro i dag. 

På Nørrebro gik det ikke stille af. 

Mest huskes de store demonstrationer, 

der udviklede sig til regulære 

gadekampe: Kampen om Todesgade-institutionen 

i 1977 og godt 

to år senere kampen om Byggeren. 

Det var ikke kun de voldsomme begivenheder, 

der skal huskes; også 

det solide græsrodsarbejde. Fredeligt 

arbejde foregik omkring opbygningen 

af de nævnte institutioner 

og omkring Folkets Hus. Og der var 

flere beboeraktioner og lignende 

bevægelser rundt om i byen. 

Kampene handlede ikke kun om 

socialdemokraternes nedrivningsiver. 

Beboeraktionernes fokus var på 

de mange udstykninger af ejerlejligheder, 

som fulgte i kølvandet på boligforliget 

i 1966. Der var besættelser 

og kampe mod de mange fupmoderniseringer 

og urimelige huslejestigninger. 

Den største skandale var, da 

kommunen valgte at privatisere de 

mange kommunale boliger. Der forsvandt 

flere rimeligt gode og billige 

boliger og taget skridt i retning af at 

udskifte byens beboermasse. Folk 

med lave indkomster måtte simpelthen 

søge væk fra byen. 

Kunne man ikke se det dengang, 

så er det tydeligt i dag: Der blev taget 

nogle dårlige beslutninger. Gå 

en tur omkring Blågårds Plads. Det 

»Kunne man 

ikke se det 

dengang, så 

er det tydeligt 

i dag: Der blev 

taget nogle 

dårlige beslutninger.« 

meste af betonbyggeriet er nærmest 

ringere end meget af 1800-tallets 

spekulationsbyggeri, arkitektonisk 

og teknisk. Mange af de mere 

end 100 år gamle bygninger, kunne 

have været sat i stand og bragt op 

til en rimelig standard. Det var også 

aktivisternes forslag og havde været 

en bedre løsning. 

Det var åbenbart også lektien 

man havde lært, da man gik i gang 

på Vesterbro. Her blev renoveret og 

skabt en mere indbydende by. Men 

hvor blev de billige boliger af? 

Metro og nybyggeri 

Men der er kommet vældigt gang 

i nybyggeriet, også af boliger. Ørestaden, 

Sydhavnen og andre steder. 

Og så er der storstilede planer 

med Nordhavnen, Sydhavnen og 

metrolinjer begge steder. Metroen 

er kommet til at spille en stor rolle 

i hele byudviklingen, ikke kun ved 



at levere infrastruktur i byen; metroen 

skaber det trafikale grundlag 

for de nye områder. Men det er også 

omvendt, salg af byggegrunde er en 

nødvendighed for at skabe det økonomiske 

grundlag for metroen. Sådan 

har det været siden planlægningen 

af Ørestaden. 

Metroen påvirker altså mulighederne 

for byens udvikling. Transportformen 

er meget omkostningsfuld 

at etablere, og selvom den vil 

gavne mobiliteten i bykernen, så vil 

folk i omegnskommunerne stadig 

være afhængig af S-togsnettet og diverse 

busruter eller eventuelt egen 

bil. Nye investeringer går primært 

til metro frem for en opgradering 

af S-toget, der binder by og omegn 

sammen. 

Der er lagt op til en yderligere social 

og økonomisk opdeling af byen 

med mellem- og lavindkomster i 

dele af København og omegnskommunerne 

– og de velstillede i andre 

dele af byen, nær metroen. 

Flere almene boliger 

Hvordan skal Enhedslisten udnytte 

sin nye stærke position på Københavns 

Rådhus? Det er tydeligvis op 

ad bakke at modvirke den udvikling 

som er beskrevet ovenfor. Der 

burde ikke være tvivl om Enhedslistens 

visioner for byen. Der er formuleret 

mange fornuftige krav, der 

tegner en helt anden retning: En by 

med plads til alle slags mennesker, 

flere almene boliger, med cykelstier 

og grønne områder. 

Et opløftende eksempel er den 

finanslovsaftale, som Enhedslisten 

har lavet med regeringen om bedre 

muligheder for at bygge almene boliger 

i de store byer. Aftalen betyder 

at der fremover kan stilles krav om 

op til 25 procent almene boliger i en 

lokalplan. 

I København er Enhedslisten med 

i en aftale om at bruge mere end 

en halv milliard kroner på at opføre 

nye almene boliger. Det skulle give 

3000 flere boliger. Skridt i den rigtige 

retning. 

Kritik af Enghave Brygge 

Men andre beslutninger – også hos 

Enhedslisten – trækker i en uheldig 

retning. Det er som om Enhedslisten 

i København har bundet sig til 

at følge op på tidligere – dårlige beslutninger 

– fx beslutningen om at 

lade kommunen overtage en større 

aktiepost fra staten i metroselskabet. 

Resultatet er at de hårde økonomiske 

realiteter skaber vanskeligheder, 

når man rent faktisk gerne 

vil føre byplanpolitik ud fra byens og 

borgernes behov. 

Et eksempel er planen om Enghave 

Brygge. Højt og tæt byggeri, 

der kommer til at dominere havnen 

og lukke af for adgangen til vandet. 

Der har været meget kritik fra borgergrupper, 

der har indsamlet underskrifter. 

Også internt i Enhedslisten 

har der været stærk kritik. 

Kritikken har også gået på at det 

bliver dyre ejerboliger, men hvis det 

står til Enhedslisten skal 25 procent 

være almene. 

Nemt er det ikke at føre socialistisk 

byplanpolitik i en by, hvor 

stærke økonomiske kræfter er på 

spil. Men vigtige diskussioner er 

rejst: 

Hvad er det for en by vil have? Og 

hvordan får vi den? ■ 

Fakta 

Enghave Brygge 

Lokalplanen godkendt i 2014. 

2.600 boliger og 1.600 arbejdspladser. 

Beliggenhed i Sydhavnen mellem 

Havneholmen og Teglholmen. Bydelen 

skal ligge på 11 nyanlagte 

øer i det tidligere havnebassin. 

Vekslende etagehøjder, op til 9 

etager. 

De første lejligheder er udbudt til 

salg. Priseksempler: 

2 værelser, 1. sal, 80 m2: 2.995.000 

kr. 

4 værelser, 7. sal, 202 m2 og 22 m2 

tagterrasse: 11.995.000 kr. 

Enghave 

Brygge fra 

søsiden. 

Foto: Jesper 

Legarth Qvist 



Socialistisk byplanpolitik? 

Alle kommuner skal vedtage en kommuneplan og en 

kommuneplanstrategi. Loven siger, at det skal ske en gang i hver 

valgperiode. De mange lokalpolitikere fra Enhedslisten skal finde svar 

på spørgsmålet: Hvad er socialistisk byplanpolitik? 


Vi bevæger os på usikker grund, 

når vi skal finde ud af hvad 

venstrefløjen skal mene om 

de mange »visionspapirer« eller 

»planstrategier«, som udarbejdes 

og fremlægges i kommunalbestyrelserne. 

For det første har 

Enhedslisten som parti ikke nogen 

nedskrevet og fastlagt byplanpolitik. 

For det andet er by- regionsog 

landsplanlægning noget meget 

langsigtet og vanskeligt. Det handler 

om visioner for, hvordan fremtiden 

skal se ud. 

Hvordan skal fremtidens socialisme 

se ud? Det kan vi måske nok 

give nogle bud på. Men hvordan skal 

din by eller dit kvarter se ud om 40 

år? Hvor og hvordan skal folk bo, arbejde, 

transportere sig og tilbringe 

deres fritid m.m.? Det, vi bygger i 

morgen, vil også stå der om 40 år - 

ja om 100 år måske. 

Risikoen er, at svaret, i stedet for 

at pege fremad, bliver alt for autoritært 

og konservativt. Vi kan jo ikke 

vide, hvad folk mener og føler i en 

relativt fjern og (forhåbentlig) socialistisk 

fremtid. 

Dette skal vi have i baghovedet, 

inden vi går ind i overvejelser 

om, hvordan man tilrettelægger de 

bedst mulige fysiske rammer om vores 

fremtidige liv. 

Forsvar eksisterende planlove 

Faktisk har en del planlægning i det 

6 | Solidaritet 

eksisterende kapitalistiske samfund 

et rimeligt fornuftigt indhold. Eksempelvis 

Københavns Fingerplan, 

der blev udtænkt af byplanlæggerne 

i årene efter 2. Verdenskrig, og som 

stadig har indflydelse på regionens 

planlægning. Andre eksempler er 

beskyttelsen af fri natur, fx reglerne 

mod bebyggelse af landets kyster eller 

lovene om land- og byzoner, der 

forhindrer uhæmmet bebyggelse 

på frie landarealer. Der er også lovgivning, 

der forhindrer alt for stærk 

koncentration af detailhandlen, så 

køb af tre liter mælk ikke kræver 

mange kilometers bilkørsel. 

Der er ikke meget socialisme i 

alle disse love, men der er jo ikke 

tvivl om, at meget af det forsvarer vi 

med næb og klør, fordi det er med 

til at sikre grundlaget for en god 

fremtid. Og det er desværre nødvendigt 

at forsvare disse principper, 

fordi de hele tiden er under angreb. 

Konkurrence og centralisering 

Markedet og konkurrencen sætter 

fornuftig planlægning under pres. 

Man kunne kalde det byplanlægning 

for profitten. De enkelte kommuner 

konkurrerer med hinanden: 

Hvem kan tiltrække de bedste virksomheder 

og skaffe arbejdspladser? 

Hvem kan tiltrække de bedste 

skatteborgere? Hvordan undgår 

vi for mange borgere med problemer, 

sygdom, arbejdsløshed, fattigdom 

og andet? En konkurrence, der 

nogle gange når helt groteske dimensioner: 

Borgerne vælger nogle 

lokalpolitikere, der fører politik for 

helt andre borgergrupper, som de 

hellere vil være politikere for. 

Hvad sker der, når kommunerne 

skal gøre sig »lækre« overfor nye 

borgere? De mange havnebyggerier 

skyder frem, ofte uden sammenhæng 

med resten af byen. Det anses 

for attraktivt at bo tæt på vandet, 

og de gamle havne ligger ofte tæt 

på bykernen med butikker, restauranter 

og kulturelle tilbud. Havnen 

og adgangen til vandet privatiseres 

mere eller mindre. 

Konkurrencen om borgere og 

virksomheder får også kommunerne 

til at centralisere og samle al 

service og handel i de centrale byer i 

de nye storkommuner. 

Al konkurrence har tabere og vin- 

»Markedet og konkurrencen sætter 

fornuftig planlægning under pres.«


dere. Taberne er mange, fx beboere i 

de mange småbyer i kommunernes 

udkanter, der mister deres butikker, 

skoler og andre offentlige tilbud. 

Men taberne er også de provinsbyer, 

der ikke kan klare sig i konkurrencen, 

nationalt og globalt. Tendensen 

er, at alt skal koncentreres, 

ikke kun i kommunecentre, men 

især i hovedstadsregionen og byerne 

langs den jyske østkyst. Der er 

stærke kapitalkræfter på spil. Spiller 

lokalpolitikerne med og underlægger 

sig den økonomiske logik, risikerer 

de alligevel at tabe i sidste ende. 

Socialistiske svar 

Enhedslistens opgave er at gå i mod 

disse tendenser. I stedet for dyre 

ejerboliger i de gamle havne skal 

der satses på almene boliger og på 

udvikling af de eksisterende boligområder. 

Nybyggeri er beregnet på at stå 

i flere menneskealdre. Men giver 

højhuset på havnekanten mening 

om 60 år? Vi undgår ikke nybyggeri, 

men samtidig kan mange eksisterende 

ældre huse sættes i stand og 

Socialisme 

er også at 

planlægge byen 

på en måde der 

giver plads til 

alle 

Foto: Creative 

Commons 

gøres tidssvarende, så de kan bruges 

i mange år frem. Genbrug er i 

den sammenhæng ekstremt fornuftig. 

Der er store miljøpåvirkninger 

ved nedrivninger og nybyggeri. En 

nænsom renovering af et ældre hus 

kan give gode energibesparelser. 

Det kan måske ikke sammenlignes 

med et nyt energivenligt 

hus, 

men en analyse 

over hele husets 

levetid kan godt 

tale for at bevare 

frem for at 

bygge nyt. 

Meget nybyggeri 

handler om 

centralisering. 

Enhedslisten skal udvikle en politik, 

der giver mulighed for liv i de mindre 

byer. Næsten alle kommuner 

er i gang med at nedlægge og sammenlægge 

institutioner og skoler. I 

samme takt som kommunerne bygger 

kulturhuse i bycentrene, nedlægger 

de biblioteksfilialer i mindre 

byer og forstadskvarterer. Enhedslistens 

lokalpolitikere har mange 

»Enhedslisten skal 

udvikle en politik, der 

giver mulighed for liv i 

de mindre byer.« 

steder engageret sig i kampen mod 

dette. 

Den mangfoldige by 

Det drejer sig ikke kun om at skabe 

boligbyer. Den traditionelle idé om 

at opdele byen i funktioner må brydes, 

så det i langt højere grad handler 

om at integrere 

forskellige 

funktioner med 

boliger, arbejdspladser, 

handel 

og fritid, så man 

kan leve det 

daglige liv i sit 

lokalområde. 

Pendlertrafikken 

kan gøres 

mindre. Men det fjerner ikke behovet 

for kollektiv trafik og byer, hvor 

man kan færdes trygt og sikkert. 

Der er nok at tage fat på, når vi 

skal udvikle vores byer og landområder. 

Enhedslistens forankring i de 

mange regioner og kommuner giver 

nogle muligheder. Men det kræver 

også en kollektiv diskussion af byplanspolitikken 

i partiet. ■ 


Klima 

TTIP vs. klimaet 

Klimaforandringerne burde stå øverst på EU’s dagsorden, 

men i stedet jagter politikerne en handelsaftale med USA, der 

klimamæssigt vil sætte os langt tilbage. 

Demo mod 

TTIP og CETA i 

Wien sidste år. 

Foto: Christoph 

Liebentritt, CC 

BY-ND 2.0 


Klima 

Af Nanna Clifforth 

EU forhandler i øjeblikket en frihandelsaftale 

med USA kaldet 

Transatlantic Trade and Investment 

Partnership eller i daglig 

tale TTIP. Formålet med TTIP er 

at skabe øget vækst, men da toldsatserne 

allerede er lave mellem regionerne, 

er målet i stedet at fjerne 

tekniske handelshindringer. Det kan 

lyde uskyldigt nok, men tekniske 

handelshindringer dækker over demokratisk 

vedtaget lovgivning, som 

beskytter borgere og miljø. 

Sideløbende med denne målsætning 

har EU sat et mål om at reducere 

udledningen af drivhusgasser 

med 20 %, nedbringe energiforbruget 

med 20 % og indfase 20 % vedvarende 

energi i EU's samlede energimiks 

inden 2020. 

Det synes umuligt at få disse to 

dagsordener til at spille sammen, 

da tekniske handelshindringer 

netop kan være lovgivning, der gør 

det muligt at prioritere vedvarende 

energi. Lækkede papir og erfaringer 

fra andre handelsaftaler viser også, 

at EU's handelspolitik 

modarbejder 

klimaet. 

Samtidig har 

FN's klimapanel 

IPCC med sin 

seneste rapport 

udråbt økonomisk 

vækst som 

en af årsagerne til klimaforandringer, 

hvilket gør det helt tydeligt, at 

målet med TTIP ikke er foreneligt 

med en visionær klimapolitik. 

Eksport af fossile brændsler 

I foråret 2014 blev EU-kommissionens 

oplæg til et energikapitel i 

TTIP lækket. Ifølge dokumentet skal 

energiområdet underlægges en 

»vedvarende og gradvis liberalisering«, 

og eksport af fossil energi skal 

derved øges over Atlanten. USA har 

med fracking fået adgang til svært 

tilgængelig skiferolie og -gas, og leder 

derfor efter nye eksportmuligheder. 

Men olieeksport fra USA har 

været stort set forbudt siden oliekrisen 

i 70'erne pga. forsyningssikkerheden, 

og der er restriktioner på 

amerikansk gaseksport, så gas ikke 

»Målet med TTIP er 

ikke foreneligt med en 

visionær klimapolitik« 

må eksporteres til lande, som USA 

ikke har en frihandelsaftale med. Industrien 

har udtrykt, at de ønsker et 

opgør med dette i forbindelse med 

TTIP, hvilket det lækkede dokument 

også lægger op til. 

TTIP-forhandlingerne bliver ført 

af Kommissionens Generaldirektorat 

for handel. Da dokumentet blev 

lækket, udtalte daværende Klimakommissær 

Connie Hedegaard derfor, 

at det lækkede papir var nyt for 

hende, og at en samlet Kommission 

ikke havde behandlet det. Hun 

sagde videre, at »det [dokumentet] 

kan se ud til at stride mod en helt 

central og i Kommissionen højtideligt 

vedtaget forudsætning for en frihandelsaftale 

med USA: At den ikke 

på nogen måde må undergrave EU’s 

miljøstandarder«. 

Udvanding af klimapolitikken 

sker også allerede, når anden lovgivning 

bliver bortforhandlet for at 

gennemføre aftalen. Det sås med 

frihandelsaftalen mellem EU og Canada 

(CETA), som efter planen skal 

ratificeres i 2016. Canada producerer 

store mængder tjæresand og 

har interesse i at eksportere til EU. 

Mens CETA blev forhandlet, gik EU's 

arbejde med Brændselsdirektivet 

nærmest i stå. 

Brændselsdirektivet pålægger 

virksomheder at rapportere karbonintensiteten 

af de brændstoffer, de 

bruger, for at give incitament til at 

anvende dem, som udleder mindst 

CO2. Tjæresand skulle have haft en 

20 % højere værdi end konventionel 

olie i udgangspunktet, men EU's 

interne forhandlinger gik i stå indtil 

et par uger efter offentliggørelsen 

af den endelige CETA-aftale. Herefter 

dukkede brændselsdirektivet op 

igen, men uden en højere værdi på 

tjæresand - tydeligvis i Canadas interesse. 

Underminerer demokratiet 

Oveni skal TTIP indeholde investorstat-tvistbilæggelse 

eller en ISDSmekanisme, 

som vil give virksomheder 

mulighed for at sagsøge stater, 

hvis de mener, at ny demokratisk 

vedtaget lovgivning påvirker deres 

forventede indtjening. 

Det har flere olie- og energiselskaber 

med interesser i fossil energi 

gjort brug af. Mærsk har sagsøgt Algeriet 

for at hæve beskatningen for 

udenlandske selskaber, Vattenfall 

har sagsøgt Tyskland for at hæve 

standarderne for forurening fra kulkraftværker 

og Chevron har sagsøgt 

Ecuador, da de ikke ville betale for 

miljøødelæggelser i Amazonas. 

Herhjemme har Bayerngas sagt, 

at de ikke vil afvise et sagsanlæg 

mod Danmark efter ændrede beskatningsforhold 

i Nordsøen. Desuden 

kan ISDS blive relevant med 

energiselskabet Totals prøveboringer 

efter skifergas i Nordjylland. 

Flere og flere borgere og kommuner 

ønsker, at politikerne sætter en 

stopper for skifergasudvinding pga. 

de ødelæggende miljø- og sundhedskonsekvenser. 

Ønsker Danmark 

at forbyde skifergas i fremtiden 

vil det kunne føre til sagsanlæg. 

TTIP vil åbne døren for flere af disse 

slags sagsanlæg. 

Blind støtte fra fagbevægelsen 

Det er ikke kun EU-Kommissionen, 

der blindt forfølger drømmen om 

vækst på bekostning af klimaet. Herhjemme 

støtter både fagbevægelsen 

og alle partier på nær Enhedslisten 

TTIP. Dette er på trods af, at der 

intet belæg er for de økonomiske 

gevinster. Det seneste uafhængige 

studie forudser derimod, at især de 

nordiske lande vil tabe. Kommissionens 

egne mest positive studier forudser 

en vækst på 0,03 % pr. år bygget 

på uholdbare antagelser om fuld 

beskæftigelse og en stabil økonomi. 

Desuden medregnes ikke udgifter 

forbundet med aftalen. 

Den danske fagbevægelsen skiller 

sig derfor også ud med den ukritiske 

tilgang til TTIP i forhold til bl.a. 

tyske fagforeninger. Det som Dansk 

Metal har kaldt trivielle emner, altså 

bl.a. klimaforandringer og sociale 

forhold, er det, der har fået det tyske 

metalarbejderforbund til at være 

bekymrede over TTIP og 1.000.000 

tyskere til at skrive under mod TTIP. 

Det er tydeligt, at TTIP ikke kan 

forenes med en visionær klimapolitik 

og at EU med sin handelspolitik 

tilgodeser virksomheders profitmuligheder 

i stedet for mennesker og 

miljø. Der er derfor al god grund til 

at afvise TTIP. ■ 



OPRØR I EUROPA 

Vi gør status over venstrefløjen i Europa lige nu. Kortet 

viser venstrefløjens parlamentariske repræsentation, 

større nystartede venstrefløjspartier, de sociale 

bevægelsers styrke samt de sociale protesters intensitet. 

Left Unity 

Valg den 7. maj. Left Unity stiller op, 

men formentlig større success. 

Tallet i procent angiver andelen af stemmer eller mandater. 

Kun partier med parlamentarisk repræsentation er medregnet 

Left Unity 

DET VISER KORTET OGSÅ: 

Rød regering 

Nyt venstrefløjsparti i fremgang 

Stærke bevægelser (1-3) 

Sociale protester (1-3) 

Sinn Féin, Socialist Party, 

People Before Profit, 

WUAG + uafhængige 15% 

SPANIEN 

Podemos har på under et år udviklet 

sig fra et perifert venstrefløjsprojekt til 

at toppe meningsmålingerne. Vi giver 

fire bud på hvad den danske venstrefløj 

kan lære af det spanske fænomen. 

Læs: 

Side 14 

Divers Gauche og 

Front de Gauche 5,54% 

GRÆKENLAND 

Kan Syriza bryde med EU's sparepolitik uden 

at forlade euro'en? Den franske filosof, Alain 

Badiou, og medlem af Syrizas centralkomité, 

Stathis Kouvelakis, diskuterer mulighederne 

for en radikalt anderledes politik. 

Læs: 

Side 16 

TYSKLAND 

Den yderste venstrefløj har fået sin første 

ministerpræsident i delstaten Thüringen. 

På føderalt niveau er der dog ikke tegn på 

større forandringer frem mod valget i 

2017. 

Læs: 

Side 20 

Podemos 

Bloco de Esquerda og 

Coligação Democrática Unitária 13,07% 

Izquierda Unida, 

Amaiur, ERC, BNG, 

Coalició Compromís 10,62% 



SV 4,1% 

Vasemmistoliitto 7.1% 

Vänsterpartiet 5,7% 

Partij van de Arbeid 

van België 3,7% 

Enhedslisten 

6,7% 

Die Linke 8,6% 

0% 

Ingen parlamentarisk repræsentation 

trods stærke bevægelser 

Združena levica 5,97% 

Sinistra Ecologia 

Libertà 2,2% 

Syriza og KKE 41,8% 

Syriza 



Kamp på 

kontinentet 

Kampen mod 

kapitalismen er stadig 

international. I Europa 

vokser modstanden 

mod nedskæringspolitikken 

og slår 

sprækker i EU's 

facade. 

Af Anders Pilmark, Asger 

Hougaard og Peter Nielsen 

Vi har i dette nummer valgt at 

sætte fokus på den europæiske 

venstrefløj. Den økonomiske 

krise fået eliterne til at 

sparke nedad. I Europa er arbejdsmæssige 

og sociale rettigheder 

under pres. Kommentatorer 

taler i stigende grad om 

en ''latinamerikanisering'' af Europa, 

som frihandelsaftalen TTIP er det 

bedste eksempel på. 

De europæiske socialdemokrater, 

konservative og liberales politik er 

massiv og i berøring med alle områder 

af vores liv. Nedskæringspolitikkens 

styrke betyder dog ikke, at 

modstanden er død. 

Vi har forsøgt at kortlægge, hvor 

stærk venstrefløjen er i udvalgte 

europæiske lande. Vores metode 

har været at analysere artikler og 

protester samt foretage interviews 

med udvalgte europæiske aktivister. 

På baggrund af følgende fokusområder 

1) de sociale bevægelser 

og fagforeningernes styrke 2) større 

protester, 3) parlamentarisk repræsentation 

og 4) nystartede venstrefløjspartier. 

Tre lande vi kan lære af 

Fremstillingen er som alle kort en 

forenkling af virkeligheden. I dette 

tilfælde inspireret af internationale 

ratingbureauers rating af virksomheder 

og landes kreditværdighed. 

Vores røde europakort er ikke en 

akademisk afhandling, men oplæg 

til debat og inspiration til videre fordybelse. 

Vi har i dette tema valgt at fokusere 

på tre lande, som er relevante 

»I Europa er 

arbejdsmæssige 

og sociale 

rettigheder 

under pres« 

for den danske venstrefløj at følge 

med i. 

I Grækenland har Syriza formået 

at omsætte den sociale utilfredshed 

til politisk magt. For første gang siden 

1930’erne har den yderste venstrefløj 

vundet regeringsmagten i 

et EU-land. Men glæden kan vise sig 

kortvarig. Snart begynder forhandlingerne 

om en permanent aftale 

mellem Grækenland og EU, og det 

trækker op til en konfrontation mellem 

EU’s strenge nedskæringspolitik 

og Syrizas folkelige mandat til et 

opgør med sparepolitikken. Vi har i 

den anledning valgt at bringe et uddrag 

af en samtale mellem den franske 

filosof, Alain Badiou, og Stathis 

Kouvelakis, som sidder i Syrizas centralkomité. 

I fællesskab med den 

franske journalist Aude Lancelin reflekterer 

de over mulighederne for 

en radikalt anderledes politik inden 

for og - især - uden for EU, og om Syriza 

kan undgå venstrefløjens tidligere 

fejltagelser. 

I Spanien er Podemos - måske - 

ved at gøre Syriza kunsten efter. Det 

nystartede venstrefløjsparti har på 


Tema 

under et år udviklet sig fra et lille 

venstrefløjsprojekt til en politisk 

massebevægelse, der truer med at 

slå benene væk under det politiske 

etablissement. De sociale protester i 

2011 har ganske vist gødet jorden for 

partiet, men også Podemos’ unikke 

stil, der på mange måder bryder 

med traditionelle venstrefløjspartier, 

har gjort partiet populært. Vi 

kigger nærmere på partiet og nævner 

fire områder, hvor den danske 

venstrefløj med fordel kunne lade 

sig inspirere af det politiske fænomen. 

Die Linkes ministerpræsident 

Modstanden er ikke kun sydeuropæisk. 

I krisepolitikkens europæiske 

moderland Tyskland ses glimt af alternativer 

til den neoliberale dagsorden. 

I den tyske delstat Thüringen 

har Die Linke fået sin første ministerpræsident. 

Regeringsdeltagelse 

er dog ikke garanti for succes, som 

Die Linkes tidligere regeringserfaringer 

viser. Det har vi talt med 

Claudia Haydt fra Die Linkes hovedbestyrelse 

om. Alligevel skal den 

danske venstrefløj være opmærksom 

på den politiske udvikling hos 

den store nabo mod syd. Det store 

spørgsmål bliver, om Die Linke formår 

at bryde den store koalition 

mellem socialdemokraterne og de 

konservative frem mod det tyske 

forbundsdagsvalg i 2017. 

Nedskæringspolitikken er international 

og kan ikke stoppes i et enkelt 

land, og parlamentariske strategier 

alene er ikke nok. Vi har derfor 

valgt at inkludere en artikel om de 

fælleseuropæiske bevægelser, fra 

Blockupy til Alter Summit. De fælleseuropæiske 

bevægelser er lige nu i 

en krise, som Blockupy-bevægelsen 

ikke har kunnet ændre på. 

Nogle gange virker det, som om 

det politiske landskab i Danmark er 

forstenet, og at al politik handler om 

at bevare opnåede sociale rettigheder 

i defensive og næsten konservative 

kampe. 

Internationalt er der dog røre i 

andedammen. Flere steder finder en 

integration af modstanden sted. Mobiliseringerne 

til det næste klimatopmøde 

(COP21 i Paris til november 

Tysk 

solidaritet med 

Grækenland. 

Demonstranter i 

Berlin opfodrer 

Angela Merkel 

til at droppe 

krisepolitikken. 

Foto: 

Sozialfotografie 

StR @ Flickr, CC 

BY-ND 2.0 

og december) og kampen mod handelsaftalen 

TTIP (læs mere om TTIP 

på side 8) er de bedste eksempler på 

dette. Netop defensive kampe som 

den mod TTIP åbner muligheden for 

en modoffensiv. I dag er kapitalismekritik 

langt mere stueren end de 

første årtier siden Murens fald. Ideologierne 

er genopstået, og kampe 

som den mod TTIP gør det muligt 

at udstille de mere grundlæggende 

modsætninger mellem vores, Socialdemokraternes 

og De Radikales 

projekt. 

Kampen mod TTIP er ikke en teknisk 

kamp om håndører i et finanslovsforlig. 

Selvom TTIP-aftalen vil få 

meget virkelige konsekvenser, antager 

kampen mod TTIP i høj grad 

en symbolsk karakter, med paralleller 

i tidligere tiders kampe i det globale 

syd. For et parti som Enhedslisten 

giver den og lignende kampe 

mulighed for at positionere sig som 

et reelt eksisterende alternativ i et 

politisk morads, hvor skillelinjerne 

mellem højre- og venstrefløj er nogenlunde 

lige så markante som havregrød. 

■ 


Tema: Europæisk Venstrefløj 

Det kan vi lære 

af Podemos 

Det spanske venstrefløjsparti, Podemos 

(»Vi kan!«), har på under et år udviklet sig 

fra et perifert venstrefløjsprojekt til at toppe 

meningsmålingerne. 

Af Anders Pilmark 

Podemos' kometagtige fremgang blandt de spanske 

vælgere har medført et enormt fokus på det nystartede 

venstrefløjsparti, og blandt den internationale 

venstrefløj foregår der nu en intens debat om 

karakteren af Podemos' politiske projekt. Debatten 

kredser især om den symbolik og retorik, som er 

forbundet med partiets formand, Pablo Iglesias, og som 

på mange måder adskiller Podemos fra de traditionelle 

venstrefløjspartier. 

Partiet udspringer fra og ledes af en gruppe spanske 

universitetsprofessorer fra Complutense-universitet i 

Madrid. Det har rødder i den spanske protestbevægelse, 

Los Indignados, hvorfra det henter meget af sin demokratiske 

og anti-systemiske kritik, men det inkorporerer 

samtidig en række andre elementer. Det vigtigste heriblandt 

er den stærke populisme, som partiets ledelse 

har hentet fra deres studier af og arbejde hos forskellige 

sydamerikanske regeringer. Denne populisme er 

desuden underbygget af politisk teori, som er hentet fra 

den argentinske postmarxist og politiske teoretiker, Ernesto 

Laclau. 

Podemos' unikke kombination af populisme og græsrodsaktivisme 

deler vandene på den internationale 

venstrefløj. For nogle er partiet et radikalt demokratisk 

projekt, der kan flytte venstrefløjen ud af sin politiske 

isolation og ind i magtens centrum. For andre er der 

tale om et reformistisk projekt, der er spædet op med 

populisme, men uden evne til at gennemføre grundlæggende 

forandringer. I sidste ende er det nok først Pode- 


EKSPLOSIV VÆKST 

Grafen her viser den enorme 

tilslutning Podemos har opnået 

på rekordtid i spanien. 

Gennemsnitlige 

meningsmålinger fra januar 

2014- april 2015 

Kilde: Wikipedia 

Jan 2014 

5% 

10% 

15%

Tema: Europæisk Venstrefløj 

25% 

20% 

April 

2015 

mos' møde med magten, der vil 

afsløre hvor vidtgående partiet er. 

Det kan derfor være en idé at sætte den 

store strategiske debat i parentes for en kort 

stund, og i stedet kigge nærmere på de områder, 

hvor Podemos' praksis kan inspirere en – på mange måder 

– fastlåst dansk venstrefløj. 

I denne artikel udpeges fire områder, hvor Podemos 

bryder med venstrefløjens vanetænkning og praksis på 

en måde, som også burde inspirere 

herhjemme. 

Fjendtlighed 

Vrede er et klassisk kendetegn for 

den yderste venstrefløj og er det 

stadigvæk. Men vreden er alt for tit 

rettet mod abstrakte begreber, der 

fremstår løsrevne fra almindelige 

menneskers konkrete hverdagserfaringer: 

»kapitalisme«, »racisme«, 

»sexisme«, etc. Denne tendens bliver kun forstærket af 

den generelle udvikling i samfundet, hvor politikere og 

meningsdannere i stigende grad forsøger at maskere 

politiske og økonomiske kampe som abstrakte fænomener, 

der ligger uden for politisk indflydelse: »globalisering«, 

»økonomisk ansvarlighed«, etc. Venstrefløjen 

bør i stedet genoplive fjendebilledet som en måde, der 

kan konkretisere samfundsmæssige problemstillinger 

og gøre dem nærværende for almindelige mennesker. 

Fjendtlighed er således en måde at politisere de samfundsforhold, 

som neoliberalismen har afpolitiseret 

gennem flere årtier. 

At vælge det rigtige fjendebillede 

Det er ikke nødvendigvis venstrefløjens traditionelle 

fjendebillede, der resonerer bedst med folks opfattelse 

af modsætningsforholdet i samfundet. I Spanien har 

Podemos med succes udskiftet modsætningen »arbejdere/borgerskabet« 

med modsætningen »borgere/Ka- 

»Vrede er et klassisk 

kendetegn for den 

yderste venstrefløj og 

er det stadigvæk » 

sten«, hvor »borgere« forstås som et stort flertal af almindelige, 

hårdtarbejdende mennesker, mens »Kasten« 

betegner en hermetisk lukket politisk-økonomisk elite 

– en slags højkaste – der kun fører politik for sig selv. 

Således har Podemos undgået at blive slået i hartkorn 

med en venstrefløj, der er fedtet ind i korruption, ligesom 

partiet har undgået de begrænsninger i vælgertilslutning 

og -identifikation, som den traditionelle venstre-højre-akse 

medfører. Decideret korruption er langt 

mindre udbredt i Danmark, men også her er der ved at 

udvikle sig en politikerlede i brede dele af befolkningen. 

Demokratiets bannerførere 

Der er meget der tyder på, at kapitalen er ved at opgive 

sit historiske fællesskab med et demokrati, som i stigende 

grad udgør en hæmsko for øget profit. Der tegner 

sig således en oplagt mulighed for, at venstrefløjen kan 

genvinde rollen i folks bevidsthed som demokratiets 

vogtere og bannerførere. Demokratiets popularitet gør 

dog, at højrefløjen bliver ved med at hylde det demokrati, 

som de underminerer i praksis. Venstrefløjen må 

derfor være fuldstændig konsistent i sit forsvar for demokratiet, 

ikke blot i tale, men især i handling. Nøglesætningen 

er i den forbindelse det klassiske journalistiske 

råd: Show, don't tell! 

Sprogets skabende kraft 

Centralt for Podemos' kommunikation står den socialkonstruktivistiske 

opfattelse, at sproget – og især ord – 

har en skabende, snarere end beskrivende, kraft. Ord viderefører 

ikke bare mening, men er med til at skabe og 

forme den, og især i konfliktsituationer er ordene med 

til at give konflikten retning. 

Denne indsigt er ikke ny i en dansk kontekst, men 

spørgsmålet er om venstrefløjen har formået at udnytte 

sprogets politiske potentiale fuldt ud. Forlaget Solidaritet 

udgiver i den forbindelse snart bogen »Brug sproget 

politisk – 10 gode principper for venstreorienteret kommunikation« 

af Michael Hunnicke. ■ 



»Det kræver nogle helt 

Kan det græske venstrefløjsparti Syriza bryde 

med nedskæringspolitikken i Europa? Det er 

spørgsmålet som her bliver diskuteret af de 

to kendte venstrefløjsskikkelser, Alain Badiou 

og Stathis Kouvelakis, i en samtale med den 

franske journalist, Aude Lancelin.« 

Af Badiou og Kouvelakis 

Oversat af Anders Pilmark 

Syriza repræsenterer et nybrud, 

men der er fare for at 

gentage venstrefløjens tidligere 

fejltagelser frem mod 

forhandlingerne om en ny 

låneaftale mellem EU og Syriza 

i juni. 

Alain Badiou: Jeg bør starte med at 

understrege, at jeg i ly af situationen 

ikke har lyst til at vade ind som 

en anden slags Kloge Åge – skeptikeren, 

der kan se det hele i forvejen. 

Jeg kan ikke udstå den form for indstilling. 

Vi har trods alt at gøre med 

uudforsket territorium, og når du 

beskæftiger dig med noget nyt, så er 

du nødt til først at undersøge, hvordan 

det udvikler sig og de modsætninger, 

som det skaber. 

Men det, som jeg gerne vil spørge 

Stathis om, er følgende: Syrizas projekt 

består i at skabe et brud med 

den hidtil førte politik – ikke blot 

det, men et brud med den politik, 

der dominerer Europa i sin helhed, 

ja, endda hele verden. Det kræver 

nogle helt særlige egenskaber. 

Det lader i den forbindelse til, at 

vi kan registrere en modsætning 

mellem projektets originalitet på 

den ene side, og den metode, som 

anvendes for at opnå det, på den anden 

side. Den nuværende metode 

er klassisk: Nemlig at påtage sig 


magten i kraft af forfatningsmæssig 

og/eller repræsentativ legitimitet, 

for derefter at forhandle med »partnerne« 

– eller som du retmæssigt 

kalder dem: fjenderne – i håbet om, 

at dette kan føre til en fornuftig løsning 

på konflikten. 

Men som du selv påpeger, gider 

fjenderne ikke længere dette spil: 

Det er ikke deres tilgang. Og det er 

meget vigtigt at forstå netop dét. Så 

hvordan forestiller du dig, at Syriza, 

politiske kræfter i Grækenland og i 

det hele taget det græske folk kan 

forholde sig til denne situation på 

en måde, som afviger fra tidligere tiders 

erfaringer? 

Stathis Kouvelakis: Klassisk? Tja, både 

ja og nej. Hvis vi kigger nærmere 

på den græske udvikling i løbet af 

de sidste fem år, så kan vi se, at den 

både indeholder nogle klassiske 

aspekter og nogle, som er langt mindre 

klassiske. 

Det mindre klassiske består i det 

faktum, at et parti som Syriza – der 

var et lille parti indtil for få år siden – 

vandt magten på baggrund af en opblomstring 

af folkelig mobilisering 

og sociale bevægelser i Grækenland, 

i et omfang vi ikke har set i Europa 

siden 1970'erne. Og det er ikke noget 

tilfælde, at det andet land i Europa, 

som har oplevet en lignende mobilisering 

– en mobilisering der har sine 

egne innovative aspekter, med omfattende 

pladsbesættelser og gene- 

ralstrejker – er Spanien, der har sit 

eget fænomen i Podemos. 

Der eksisterer en interaktion mellem 

folkelig mobilisering og de politiske 

processer, som også kommer 

til udtryk på det repræsentative 

niveau, og det er efter min mening 

helt afgørende. Og det er nyt i 

Europa: Vi har set noget lignende i


særlige egenskaber« 

Ej heller er disse elementer synkroniserede 

på det europæiske niveau, 

og det er noget, som vi er nødt til at 

erkende. Der eksisterer ikke nogen 

mirakelkur, som spontant vil brede 

sig fra neden og vokse sig stærk nok 

til at vende magtbalancen med et 

snuptag: Det er mere kompliceret 

end som så. 

Men den kendsgerning, at Syriza 

er nået så langt, som det er, på 

grund af de folkelige bevægelser, 

giver os anledning til at påpege, at 

dets nuværende magtposition giver 

mulighed for en ny runde af folkelig 

mobilisering. Og det så vi også udtryk 

for i ugerne efter valget. 

Noget helt ejendommeligt skete 

i de dage, hvilket blev understreget 

af [statsministeren] Alexis Tsipras i 

»Den folkelige støtte er 

stadig meget stærk, og 

den er meget bredere 

end blot Syrizas egne 

vælgere« 

Stathis Kouvelakis 

Latinamerika i nyere tider, også tidligere 

i Chile i form af Salvador Allendes 

Unidad Popular, men for nylig 

med – eksempelvis – Evo Morales' 

vej til magten. 

Men under alle omstændigheder, 

så er det efter min mening nyt 

på dette kontinent, eller i hvert fald 

nyt i Europa i forhold til den historiske 

cyklus, som vi befinder os i. Nuvel, 

Syrizas valgsejr er et resultat af 

denne mobilisering, men samtidig 

er elementerne bag denne dynamik, 

de sociale og politiske elementer, 

ikke synkroniserede – det ville være 

for meget at bede om. Og det er derfor, 

at politik og strategi er nødvendigt. 

Alexis Tsipras 

fra Syriza taler i 

Torino, Italien 

Foto: Daniele 

Vico, CC BY-ND 

2.0 

hans generelle politiske erklæring i 

begyndelsen af februar. Han afsluttede 

sin tale med en appel til det 

græske folk om at mobilisere, om 

at indtage gaderne og torvene. Han 

bad dem om at opretholde forfatningen 

med henvisning til dens afsluttende 

artikel, der – i tråd med 

den franske menneskerettighedserklæring 

fra 1793 – præciserer, at forfatningens 

legitimitet udspringer fra 

folket og dets patriotisme, og at det 

– i den franske jacobinske forstand – 

har ret til at gøre oprør. 



I den anledning så vi hvad der 

for mig at se er uden fortilfælde i 

Europa, idet titusinder af mennesker 

indtog gaderne i Athen for ikke 

blot at støtte regeringen i dens konfrontation 

med EU, men også for at 

lægge pres på den. Og det fortsatte 

helt op til den 20. februar. 

Denne bevægelse bredte sig også 

til et europæisk niveau: Den 15. februar 

fandt en transeuropæisk støtteaktion 

for det græske folk sted. 

I adskillige byer flokkede tusinder 

og endda titusinder af mennesker 

til gaderne for at demonstrere, for 

eksempel i Paris, men også i Rom 

og andre byer. I denne periode har 

vi set det håb, som du taler om, forvandle 

sig til handling. 

Aude Lancelin: Er det din opfattelse, at 

den folkelige støtte til Syriza har bevaret 

sin styrke, selvom nogle af partiets 

valgløfter lader til at være sat 

på stand-by – i hvert fald ifølge noget 

af den kritik som partiet møder? 

Stathis Kouvelakis: Den folkelige støtte 

er stadig meget stærk, og den er meget 

bredere end blot Syrizas egne 

vælgere. Og ligesom i 2011 kommer 

demonstranterne fra andre rækker 

end de sædvanlige aktivister eller 

Syrizas normale vælgergruppe. 

Men sideløbende med denne udvikling 

bliver det græske samfund 

stadig mere bevidst om de udfordringer, 

som det står overfor. Og det 

vil ikke lade sig forføre af forsimplede 

fortællinger om, hvad der er 

sket. Det ved godt, at situationen er 

presset, og at magtrelationerne er 

dybt asymmetriske. 

Så vi er nået til et nyt punkt, men 

jeg mener, at vi er nødt til genetablere 

denne interaktion – mellem 

bevægelser, folkelig mobilisering 

og de kampe, som skal føres på et 

institutionelt niveau i Europa og internationalt. 

Alain Badiou: Jeg er meget enig i det, 

som du siger, og det fører mig videre 

til mit næste spørgsmål. Det 

handler om hvorvidt denne politiske 

nyskabelse – og politik handler, 

som vi har påpeget, ikke blot om 

statens eksistens og dens handlinger, 

men også om interaktionen 

»I løbet af 

ganske kort 

tid så vi en 

regering, der 

hurtigt vendte 

tilbage til statens 

normale 

virke« 

mellem folkelige bevægelser og staten, 

og karakteren af denne interaktion 

– også tager en grundlæggende 

ny form. 

Jeg er godt klar over, at den græske 

situation har alle mulige betydningsfulde 

og interessante karakteristika, 

som er uden fortilfælde 

– uden tvivl. Denne særegenhed 

rækker flere år tilbage: Vi husker 

blandt andet opstandene i 2008. 

Grækenland har således en stærk 

fortælling om folkelige bevægelser, 

opstande og folk der indtager gaderne 

igennem flere år, det er sandt, 

det er jeg enig i. 

Syriza – og Podemos, som hver arbejder 

ud fra deres eget unikke udgangspunkt 

– er et produkt af denne 

udvikling i løbet af de sidste par år, 

ikke blot i forhold til politik i klassisk 

forstand, men også i forhold til at 

»opfinde« politik. 

Det spørgsmål, der optager mig, 

især på baggrund af det endelige resultat 

af [François] Mitterrand-regeringen, 

er følgende: Da Mitterrand 

blev valgt – og denne sejr havde været 

i udsigt igennem tresserne og 

halvfjerdserne – strømmede titusinder 

af mennesker ud i gaderne for at 

fejre hans sejr. 

Men i løbet af ganske kort tid så vi 

en regering, der forlod sit udgangspunkt, 

og som hurtigt vendte tilbage 

til statens normale virke, blandt andet 

ved at lade sig begrænse af konjunkturerne. 

Og dette smadrede bevægelsen. 

Alt dette skete inden for 

en periode af to år. I Syrizas tilfælde 

er vi ikke to år inde i regeringsperioden, 

men frygten sidder stadig dybt 

i mig. Og jeg håber i den grad, at det, 

der skete dengang, ikke vil gentage 

sig. 

Du skrev i en af dine klummer, at 

faren her består i, at den bevægelse, 

som den folkelige mobilisering har 

skabt, ikke længere er i stand til at 

kontrollere staten, og at statens institutioner 

derfor vil bringe situationen 

tilbage til status quo. 

Jeg blev mildt sagt overrasket, 

dengang med Mitterrand, af den hastighed, 

som vi oplevede i forhold 

til den slags – hvad vi kunne kalde 

– »statsliggørelse«. Især i forhold til 

den økonomiske og finansielle politik: 

Husk på, at Mitterrand havde 

et ekstremt ambitiøst program, der 

inkluderede nationalisering af centrale 

dele af den franske økonomi 

og størstedelen af bankerne – hvilket 

han da også gjorde. 

Men på trods af dette, så er det 

min overbevisning, at en politisk 

metode – en måde at være politisk 

på – er afgørende i det lange løb, 

og det er derfor, at jeg spørger dig – 

hvis læsninger af Syriza jeg synes er 

så fascinerende – om der er tale om 

en ny relation, i hvert fald ny i vor 

tids Europa, mellem statens processer 

og de folkelige bevægelser. Det 

udgør, for mig at se, spørgsmålets 

kerne. 

Aude Lancelin: Syrizas ledere har 


Tema 

Antiautoritære 

studerende 

protesterer 

mod ny 

universitetslov 

i Thrakien. 

Foto: Joanna, 

CC BY 2.0 

imidlertid en helt anden profil end 

Mitterrand: Tsipras kommer fra en 

radikalt venstreorienteret, endda 

kommunistisk, baggrund, mens Mitterrands 

politiske orientering, på 

trods af en lang politisk karriere, var 

langt mere mudret. 

Alain Badiou: Den var mere uklar, ja, 

men kommunisterne sad med i regeringen, 

og de politiske mål var 

langt mere radikale end dem, som 

Syriza har præsenteret. I øjeblikket 

er deres program hovedsageligt 

negativt – »nej til nedskæringspolitikken«, 

»en anden vej er mulig«, 

men konturerne er ikke særligt tydelige. 

Det udfordrer ikke den private 

ejendomsret, selvom dette er 

essentielt for den kommunistiske 

tradition. 

Men dét bekymrer mig ikke, jeg er 

godt klar over, at deres indledende 

program først skal bevise sin bæredygtighed 

igennem regeringens beslutninger. 

Det, der interesserer mig i dette 

nye scenarie, er just denne mulighed 

for en ny dialektik mellem de 

folkelige bevægelser og statens 

handlinger, og det er derfor jeg 

spurgte ind til dette, denne nye og 

anderledes ting. Syrizas lederskab er 

skabt gennem en ny form for organisering, 

men det efterlader os med 

spørgsmålet om, hvorvidt måden, 

som det forholder sig til staten på, 

også er ny. 

Stathis Kouvelakis: Jeg er enig i det, 

som Alain Badiou lige har sagt. Bare 

lige en kort indvending i forhold til 

programmet: Det er min overbevisning, 

at man bedst kan vurdere 

et programs radikalitet i forhold til 

konjunkturerne frem for rent abstrakt. 

Alain Badiou: Det er sandt. 

Uddraget er en del af en længere samtale, 

som er oversat fra fransk til engelsk 

af David Broder og offentliggjort 

af det amerikanske venstrefløjsmagasin 

Jacobin. Du kan finde teksten 

(Dangerous Days Ahead) i sin helhed 

her: www.jacobinmag.com/2015/04/ 

greece-syriza-euro-austerity/ 



Venstrefløjens tyske 

Den tyske delstat 

Thüringen har som 

den første fået en 

premierminister 

fra den yderste 

venstrefløj. 

Solidaritet har talt 

med Claudia Haydt 

fra Die Linkes 

hovedbestyrelse om 

erfaringerne. 

Af Asger Hougaard 

I 

den tyske delstat Thüringen er 

Die Linke det største parti i en 

koalition, hvor de to andre partier 

er det tyske socialdemokrati 

(SPD) og De Grønne. Premierministerposten 

gik til den kristne 

fagforeningsmand fra Die Linke, 

Bodo Ramelow. 

Die Linkes sejr var ikke et tilvalg 

af Die Linke, men i høj grad et fravalg 

af den konservativt ledede regering, 

der indtil da havde styret 

Thüringen. Det fortæller Claudia 

Haydt, medlem af Die Linkes hovedbestyrelse. 

'«Stemningen var 

ikke for en specifik venstreorienteret 

agenda, men derimod noget 

andet end den konservative regering,«' 

fortæller Claudia Haydt og 

fortsætter: »Fra venstrefløjen kom 

idéen om at foreslå en rød-rødgrøn 

regering (dvs. de tre partier 

i den nuværende koalition, red.), 

og promovere det som et alternativ. 

Stemningen i samfundet var 

ikke specifikt for dette projekt, men 

mere et ønske om forandring.« 

Det er første gang, at en af de 16 

tyske delstater får en premiermini- 


Claudia Haydt er medlem af 

hovedbestyrelsen i Die Linke og 

det europæiske venstrefløjsparti 

European Left. Foto: Asger 

Hougaard. 

ster fra den yderste venstrefløj. Den 

rød-rødgrønne regering i Thüringen 

blev en realitet af to grunde: Gode 

personlige forbindelser mellem partierne, 

og fordi forskellene var mindre 

end andre steder i Tyskland. I 

Thüringen ligger både De Grønne 

og SPD mere til venstre end på føderalt 

plan. Et eksempel på, hvor stor 

spændvidden er hos De Grønne, ses 

ved, at De Grønne i delstaten Hessen 

indgår i en regering med det 

borgerlige CDU. 

Værdifulde erfaringer 

Historisk set har Die Linke være i regering 

tre gange. Ud over Thüringen 

drejer det sig om Brandenburg og 

Berlin. I Brandenburg er der lige nu 

en koalitionsregering med deltagelse 

fra Die Linke. Den interne opposition 

mod regeringsdeltagelse 

er langt større hos Die Linke i Brandenburg 

end hos Die Linke i Thüringen. 

Det mener Haydt skyldes, at Die 

Linke i Brandenburg er den mindre 

part i regeringen og bliver nødt til 

at støtte en politik, der er i modstrid 

med Die Linkes meget grønne 

program. Berlin har haft to perioder 

med SPD-Die Linke/PDS-regeringer i 

perioden 2002-2011, men efter hver 

periode er venstrefløjen gået massivt 

tilbage. 

Ifølge Haydt har Die Linke i Berlin 

nu kun halvdelen af de stemmer, 

som partiet havde, før de indgik i 

regering første gang. Selv personer, 

der var en del af regeringen, udtrykker 

nu, at de ikke gjorde deres arbejde 

ordentligt, især i forhold til en 

brugbar analyse af, hvad det vil sige 

at være i regering. Det skyldes, at 

Die Linke i Berlin ikke skelnede mellem 

deres holdninger som en del af 

regeringen og partiets holdninger. 

Problemet i Berlin var ifølge Haydt, 

at man manglede at kommunikere, 

hvornår man som regering støttede 

noget, man i partiet var imod. 

Processen med at kunne skelne en 

regerings politik fra et partis politik 

bliver der nu arbejdet med internt i 

Die Linke. 

I forhold til Thüringen prøver 

man en ny tilgang. Eksempelvis 

gjorde partiet det meget klart, at 

partiets politik var at gå ind for en 

lavere pensionsalder, selvom mini- 


regeringserfaringer 

Et spørgsmål om troværdighed 

Regeringen i Thüringen har som alle 

regeringer haft udfordringer. Haydt 

beskriver, at alt, hvad Die Linkes premierminister 

udtaler sig om, bliver 

udlagt som havende opbakning fra 

hele venstrefløjen. Haydt mener, at 

Ramelow alt i alt gør et godt stykke 

arbejde, men at der også er visse 

problemer. Eksempelvis mødte 

Ramelow kritik for udtalelser om 

pensionsalderen. Udtalelserne om 

pensionsalderen mødte især kritik 

fra fagforeningerne, og sagen satte 

også spørgsmål ved Die Linkes politiske 

troværdighed. 

Die Linke har flere fraktioner, og 

i visse af dem eksisterer den holdning, 

at Die Linke for øjeblikket kun 

bør arbejde som opposition for at 

gøre venstrefløjens principper mere 

klare, og ikke indgå i en regering, 

fordi partiet kan risikere at miste 

troværdighed. Ifølge Haydt støtter 

langt størstedelen af partiet dog, at 

Die Linke indgår i en regering, hvis 

man er det største parti i en koalition. 

Den samme strategi er netop 

blevet vedtaget af Sinn Féin i Irland, 

der står til et kanonvalg. 

Fakta 

Die Linke 

Stiftet i 2007 

på baggrund 

af et samarbejde 

mellem 

partierne PDS 

og WASG. Die 

Linke har i dag 

over 69.000 

medlemmer. 

Det største venstrefløjsparti 

i 

Tyskland. Partiet 

er det tredjestørste 

parti 

i den tyske forbundsdag. 

Har indgået i 

koalitionsregeringer 

i Berlin, 

Brandenburg og 

Thüringen. 

Socialdemokraterne, 

De 

Grønne og Die 

Linke har i dag 

320 ud af forbundsdagens 

631 pladser. På 

føderalt plan 

støtter det tyske 

socialdemokrati 

Angela Merkel. 

sterpræsidenten gav udtryk for noget 

andet. 

Grundlæggende forsøger Die 

Linke nu at finde en balance mellem 

at være solidariske med de 

dele af partiet, der er i regering, 

samtidig med at partiet gør det 

klart, hvad det virkelig står for. Die 

Linke er ikke det første venstrefløjsparti 

til at indgå i regering i nyere 

tid. Socialistpartiet PDS indgik i 

en koalition med det socialdemokratiske 

SPD i Mecklenburg-Vorpommern 

fra 1998-2006, dog uden 

nævneværdige erfaringer til efterfølgelse. 

Sikrer ikke politisk alternativ 

På spørgsmålet om, hvorvidt alliancen 

udgør en trussel mod CDU- 

SPD-alliancen på føderalt plan svarer 

Haydt nej. Det er svært for at 

bruge delstaterne til at etablere 

et reelt alternativ, da det ikke er 

delstaterne, der træffer de vigtige 

økonomiske beslutninger, der eksempelvis 

vedrører velfærd. Haydt 

ser visse forbedringer i situationen 

i Thüringen, men mener ikke, at regeringen 

har potentiale til at inspirere 

folk til et reelt alternativ. 

Der er valg til forbundsdagen i 

2017. Det ser ud til, at tysk politik vil 

byde på mere af det samme, da det 

rød-rødgrønne samarbejde indtil 

videre ikke udgør en trussel mod 

den store SPD-CDU-alliance på føderalt 

niveau. »Desværre ikke,« siger 

Stefan Liebich der er medlem 

af Forbundsdagen for Die Linke og 

fortsætter: »På forbundsniveau er 

der ingen stemning for et skifte, 

og der findes heller ikke en modstandsdygtig 

forbindelse mellem 

spidserne af SPD, Die Linke og De 

Grønne. Vi arbejder på at ændre 

dette, men i alle tre partier findes 

der modstandere af denne mulighed.« 

■ 



Fra Firenze 

til Frankfurt 

Opbygningen af en europæisk koalition mod 

EU’s nedskæringspolitik kan let komme til at 

ligne et Sisyfos-arbejde. Men når forsøgene 

alligevel fortsætter, er det fordi, udfordringen 

fra Bruxelles er for alvorlig til, at man bare 

kan vende den ryggen. 

Af Kenneth Haar 

Siden eurokrisen tog fart i 2010, har EU strammet 

reglerne for medlemslandenes økonomiske politik. 

Stykke for stykke er der lagt en mosaik af regler 

for at holde finanspolitikken i en skruestik, og 

for at fremme »strukturreformer« – arbejdsmarkedsreformer 

og reformer af socialpolitik. Det er 

resterne af velfærdsstaten, der er i kikkertsigtet, 

og ambitionerne fejler ikke noget i EU’s elite: Tilbagerulning 

af pensioner, understøttelse, sikkerhed i ansættelsen, 

offentlige ydelser, og kollektive overenskomster 

gennem regler, der administreres nærmest bureaukratisk 

af EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank 

(ECB). 

Den udfordring kan den europæiske venstrefløj og 

europæiske sociale bevægelser selvfølgelig ikke ignorere, 

og i de mest gældsplagede lande har det da også 

været øverst på den politiske dagsorden. Men det har 

ikke været let at etablere en grænseoverskridende, 

europæisk kamp mod det projekt, der blev indledt med 

krisen. Tre ambitiøse forsøg - Firenze 10+10, AlterSummit 

og Blockupy - viser, at der er store forhindringer, 

som er svære at overvinde. Men der er sat en kreativ 

proces i gang, der næppe vil stoppe foreløbig, fordi den 

er nødvendig. 

En overvældende udfordring 

EU-elitens svar på krisen så og ser stort på, hvad krisens 

oprindelige rødder var. En byge af regler skal sikre en 

form for centraldirigeret deregulering gennem reformer 

med navne som six-pack, two-pack, finanspagt, europagt, 

det europæiske halvår og stramning af stabilitetspagten 

- og ikke mindst den berygtede trojka (ECB, EUkommissionen 

og IMF), der reelt fik til opgave at styre 

Irland, Portugal, Spanien og Grækenlands økonomiske 

politik. Noget større end bare krisepolitik er på spil. 

Stillet over for den udfordring, er det rimeligt at forvente, 

at progressive bevægelser og den partipolitiske 

venstrefløj ville danne koalitioner for at lægge et pres 

på europæisk niveau, og i bedste fald få det nye projekt 

taget af bordet. Den slags koalitioner er ikke et sjældent 

syn, og nu og da er de endda umådeligt effektive. Men 

netop på dette afgørende område – der overvejende 

handler om Den Økonomiske og Monetære Union og 

euroen - har det været meget vanskeligt. 

Det første forsøg på at danne en koalition var Firenze 

10+10 i november 2012– et forum med deltagelse af så- 


Tema 

Tysk 

schlagermusik 

var et blandt 

mange farverige 

indslag ved 

Blockupyprotesterne 

i 

Frankfurt.. Foto: 

Lu Ca @ Flickr. 

CC BY-ND 2.0 

vel fagforeninger som nye sociale bevægelser fra hele 

Europa. Titallet refererede til det nu hedengangne European 

Social Forum, der fandt sted første gang i den toscanske 

hovedby i 2002. Datidens arrangement var af 

en helt anden størrelsesorden, men i de forgangne ti år 

havde ESF tabt pusten, og var blevet vraget som en udynamisk 

snakkeklub om alt og ingenting. Firenze 10+10 

satte sig for at forny konceptet: »Sagen«, det fælles anliggende, 

var skåret ud i pap; et opgør med elitens svar 

på og udnyttelse af krisen - nedskæringspolitikken og 

angrebene på sociale rettigheder i Europa i almindelighed 

og EU i særdeleshed. 

Forestillingen om, at sagens klarhed og alvor i sig 

selv skulle befordre konstruktiv kreativitet og målrettet 

planlægning, skulle dog lide et knæk. Nogle traditionelle 

uenigheder blandt progressive bevægelser og venstrefløjspartier 

i EU slog ud i lys lue, f.eks. da en gruppe 

italienske EU-føderalister førte sig aggressivt frem med 

et budskab, der lettest fanges i påstanden om, at alt kan 

løses let, hvis vi giver al magt til Europa-Parlamentet. 

Samtidig betød en noget svag forberedelse, at projektet 

manglede retning. Og da en selvbestaltet gruppe 

desperat forsøgte at etablere konsensus omkring nogle 

simple konklusioner, blev der ikke taget godt imod i plenum. 

Firenze blev et flop. 

Alter Summit 

Hvis Firenze led af sløj forberedelse, er det ikke noget, 

man kan beskylde Alter Summit for. I udgangspunktet 

voksede Alter Summit ud af et netværk for den europæiske 

faglige venstrefløj, som havde besluttet sig at for at 

arbejde mod en stærkere alliance på den faglige venstrefløj, 

samt en alliance mellem fagforeninger og andre 

sociale bevægelser – stadig med samme mål; et opgør 

med nedskæringspolitikken. Initiativtagernes udgangspunkt 

var, at fagbevægelsen var central, men fagbevægelsen 

ikke kunne løfte opgaven alene. Og mange steder 

har det da heller ikke været fagbevægelsen, der har 

haft førertrøjen i kampen mod nedskæringspolitikken. 

I f.eks. Portugal og Spanien, har andre, mere utraditionelle 

sammenslutninger været i front. 

Den officielle start for Alter Summit var sat til at finde 

sted på et stort møde i Athen i sommeren 2013, men inden 

da skulle de mest aktive i koalitionen mødes for at 

finde fælles fodslag, og skrive et fælles politisk grundlag, 

et manifest. 

Udviklingen af manifestet blev en omstændelig affære, 

med et dokument, der med tiden blev længere og 

længere, uden at ordlyden af den grund blev klarere. 

Der blev fundet kompromisser, men ofte udtrykt i knudrede, 

uigennemskuelige sætninger uden praktisk anvendelighed. 

Den måske vigtigste demarkationslinje gik 

mellem faglige organisationer og de øvrige sociale bevægelser, 

med de sidstnævnte på de mest radikale politiske 

positioner. I forløbet op til Alter Summit i Athen, 

skulle der desuden opstå flere situationer, hvor de faglige 

organisationer valgte at prioritere arbejdet i Den 

Europæiske Faglige Sammenslutning (Euro-LO, på en- 



gelsk ETUC, på dansk EFS), frem for det noget usikre Alter 

Summit. 

Så da Alter Summit fandt sted i Athen i juli 2013, var 

gassen næsten gået af ballonen, og den event, som 

skulle have været det store skridt fremad, var ikke meget 

andet end et stort seminar. Manifestet blev vedtaget 

med klapsalver af de henved 3.000 deltagere, men få 

havde tiltro til, at det ville blive meget andet end nok et 

stykke papir – et meget dyrt et af slagsen. 

Blockupy i førertrøjen 

Alter Summit eksisterer fortsat, men har til dato ikke 

formået at skabe særlig meget. De bærende kræfter er 

fra fagbevægelsens venstrefløj i Belgien, Frankrig og 

Spanien med spredte bidrag fra bevægelser fra Østrig 

og Tyskland. Men paradoksalt nok er foretagendet pt. 

blevet netop sådan en papirtiger, initiativtagerne ikke 

ønskede. Bl.a. derfor søgte mange mod det tyske Blockupy-initiativ 

i tiden omkring Alter Summit-forummet 

i Athen. Blockupy-konceptet var – i modsætning til de 

lange diskussioner om snirklede kompromisser i Alter 

Summit – befriende enkelt; enhed gennem aktioner. 

Aktionerne var fra Blockupy’s begyndelse i 2012 rettet 

mod Den Europæiske Centralbank i Frankfurt, og var i 

udgangspunktet et tysk initiativ. Men fra midten af 2013, 

blev Blockupy europæisk. I efteråret 2013 blev målsætningen 

at gennemføre en blokade omkring ECB’s nye 

bygning, Eurotower, på selve dagen for åbningshøjtideligheden. 

Den skulle lade vente på sig, så koalitionen 

måtte gennem en lang ventetid før den store begivenhed 

i marts i år. 

Tidsmæssigt faldt årets Blockupy-aktion heldigt, midt 

i det græske drama, hvor netop ECB spiller en hovedrolle 

i presset på den græske regering for at få den til at 

gennemføre nedskæringer og privatiseringer. Henved 

15.000 mennesker – måske en fjerdedel fra andre europæiske 

lande – fandt vej til Frankfurt for at markere deres 

modstand mod ECB ved en stor demonstration onsdag 

den 18. marts om eftermiddagen. 

Når Blockupy ikke var en ufortyndet succes, skyldtes 

det, at morgenens blokade flere steder var domineret 

af grupper med en anden dagsorden, ikke bare fordi 

de i strid med aktionskodekset begik groft hærværk og 

søgte konfrontation med politiet, men også fordi deres 

politiske dagsorden syntes at handle om noget helt andet 

end ECB’s magt. Om Blockupy-projektet holder, vil 

de kommende måneder vise. 

Hvem har sagt det skulle være let? 

Man må nok samlet konstatere, at den europæiske 

modstand fra neden har gennemlevet mange nedture, 

og kun få opture. Efter fem år med krise i EU, og især 

fem år med en regn af reformer, der lægger den økonomiske 

politik i benlås, er det foreløbige udfald ikke en 

skåltale værd. 

Men EU-politikken har faktisk altid været svær at håndtere 

for både progressive bevægelser og den partipolitiske 

venstrefløj, især når det kommer til så centrale 

områder som Den Økonomiske og Monetære Union. 


Det tyske 

politi var 

massivt tilstede 

ved protesterne 

i Frankfurt.. 

Foto: Lu Ca @ 

Flickr. CC BY-ND 

2.0 

Og selvom mange har ændret position i de senere år, er 

mange af de gamle skillelinjer stadig til stede. Og de udgør 

en hindring for en klart artikuleret og organiseret 

europæisk kraft mod den »autoritære nyliberalisme«, der 

har udviklet sig i EU med stor hast i de seneste fem år. 

Og så har der da været adskillige gode eksempler på, 

at europæisk koordinering og solidaritet er mulig, også 

på dette tunge felt. Som en kortvarig intens kamp mod 

finanspagten, der blev mødt af en stor demonstration i

Tema 

Frankrig, og som formentlig kun overlevede en irsk folkeafstemning 

p.g.a. revolverpolitik fra andre regeringer 

i eurozonen med Tyskland i spidsen. 

Den mest realistiske vurdering af processen er, at 

der er sat en stor kreativ proces i gang, som kan skabe 

resultater hen ad vejen. Selvom det har haltet med 

de store forkromede enhedsprocesser, så er det en 

fortløbende proces, måske især fordi den er nødvendig. 

Netop for tiden udspiller sig en kamp omkring 

Grækenland, der bekræfter, at det ikke er en gangbar 

strategi. Hvordan slaget om venstrefløjsprojektet i 

Grækenland ender, afhænger i høj grad af styrkeforholdene 

på EU-scenen – hvad Syriza-regeringen da også 

har været pinligt bevidst om fra begyndelsen. Og med 

den udvikling af ØMU’en, der har fundet sted gennem 

de seneste fem år, er en koordineret modstand mod 

netop ØMU’en og de mange nye love, den bygger på, 

blevet uomgængelig. ■ 


Tema 

Frank Aaen blev valgt til 

folketinget i 1994. Bortset fra 

perioden 2001-2005 har han 

siddet der lige siden. 

Foto: Jesper Legarth Qvist 


Portræt 

»Politik handler om at 

skabe forandring« 

Frank Aaen startede som studenteraktivist, 

blev kommunistisk partisoldat og endte 

som Enhedslistens finansordfører på 

Christiansborg. Efter næste valg takker han af 

efter 17 år som parlamentariker. 

Af Jeppe Rohde 

Frank Aaen er det tætteste Enhedslisten 

kommer på en »folketingsveteran«. 

Bortset fra 

perioden 2001-2005 har han 

repræsenteret partiet i Folketinget 

siden 1994. Men i år 

stopper den 63-årige økonom 

på Christiansborg på grund af partiets 

rotationsregler. 

Da vi kommer ind på Franks kontor 

er det fyldt med ringbind og papirer 

fra gulv til loft, som vidner om 

hans mangeårige arbejde. 

»Jeg havde ikke drømt om, at jeg 

skulle komme til at sidde herinde i 

så mange år. En ting som jeg kommer 

til at savne er, at jeg ikke lige 

kan gå ned i salen og afkræve ministeren 

et svar, hvis jeg fx læser noget 

mærkeligt i Børsen. På den anden 

side ser jeg frem til at få mere 

tid til at skrive lidt. Det kan også 

godt blive for meget det med, at 

man hele tiden skal levere en aktuel 

kommentar,« siger han. 

Spurgt til Enhedslistens største 

udfordringer mener Frank, at det er 

at være med til at skabe bevægelse. 

»Da jeg blev politisk aktiv i sin tid, 

var bevægelserne en stærk kraft, der 

satte sit præg på Danmark. I sidste 

ende handler politik jo om at skabe 

forandring. Det er ikke kun noget, 

der foregår på Christiansborg, det er 

også i høj grad noget, der foregår i 

bevægelser. Fagbevægelse, fredsbevægelse, 

miljøbevægelse, studenterbevægelse 

og kvindebevægelse.« 

Den svækkede fagbevægelse 

Men i dag er fagbevægelsen ifølge 

Frank blevet svækket og kamptraditionen 

er svag. Fraværet af engagement 

for fx at hjælpe dem, der 

falder ud af dagpengesystemet, har 

ikke været opmuntrende. 

»Hvordan organiserer vi arbejdet 

ude i bevægelserne? Det er afgørende 

nødvendigt, at man bruger 

energi på det. Men det er også afgørende, 

at man giver folk en tro på, 

at ting kan forandres. Du kan ikke 

skabe bevægelse uden et håb om 

forandring. I bevægelserne er der en 

stærk tradition fra DKP, som Enhedslisten 

kan trække på.« 

»Det er altid 

aktivitet, der 

former én 

politisk. Man 

kan godt læse 

tykke bøger, 

men de fleste 

af os bliver 

klogere gennem 

handling, 

aktivitet og 

debat« 

Frank Aaen er født i Nørresundby i 

1951. Han begyndte for alvor at interessere 

sig for politik, da han startede 

på Aalborghus Gymnasium 

som 17-årig. Ungdomsoprøret satte 

naturligvis sit præg. 

»Indtil da var jeg ret upolitisk 

og mest præget af Aalborg Stiftstidende, 

som var en konservativ avis. 

Jeg har altid læst avis og fulgt med. 

Men jeg blev aktiv i elevrådet og 

blev meget optaget af mere lighed i 

uddannelserne.« 

Frank blev bl.a. aktiv i kampen for 

at få etableret et universitet i Aalborg. 

»På et tidspunkt var vi nogle gymnasieelever 

fra Aalborg, som fik organiseret 

en demonstration på Christiansborg 

Slotsplads, hvor vi sendte 

to særtog over med 1000 nordjyske 

gymnasieelever. Det var min første 

store politiske aktivitet.« 

Efter et par år i København, hvor 

han bl.a. havde været fuldtidsaktivist 

hos Danske Gymnasieelevers 

Sammenslutning (DGS) i en periode, 

flyttede Frank i 1974 tilbage til Aalborg, 

hvor universitetet i mellemtiden 

var blevet en realitet. Frank 

startede på det første hold på økonomistudiet. 

»Flere af DGSerne i København 

var medlemmer af Venstresocialisterne. 

Jeg havde også en VS-plakat 

derhjemme, den kendte med slangebøssen. 

Da jeg kom til Aalborg 

kunne jeg konstatere, at der ikke 

var nogen aktive VSere i Aalborg. 


Portræt 

I uddannelsesbevægelsen var det 

DKUere, der vidste, hvordan man 

lavede plakater og skilte, og hvordan 

man organiserede en demonstration. 

Og det var dem, der havde 

overbevisende politiske svar. Hvis 

jeg havde læst i Aarhus kan det da 

godt være, at jeg var endt som VS'er 

i stedet.« 

»Det er altid aktivitet, der former 

én politisk. Man kan godt læse tykke 

bøger, men de fleste af os bliver klogere 

gennem handling, aktivitet og 

debat. Jeg blev formet af kampen for 

et bedre universitet, for mere i SU og 

for flere kollegieværelser.« 

Aktivisten Frank 

»Det, der har drevet mig, var at gå 

ud og bruge sig selv. Nogle af de 

første aktioner vi lavede var protester 

mod atomskibe i Aalborg Havn, 

som kom hver 4. juli på Amerikas 

Uafhængighedsdag. En gang prøvede 

vi at forhindre USAs vicepræsident 

George Bush i at holde en tale. 

Det er den eneste gang jeg rigtigt 

har prøvet at få tæv af dansk politi. 

Et andet år havde vi fået fat i små 

»Det viste sig, at 

traditionalisterne og 

fornyerne hadede 

hinanden så meget, at 

det var umuligt at lave 

et kompromis. Derfor 

gik DKP i opløsning.« 

motorbåde, så man kunne lægge 

sig imellem krigsskibet og kajen og 

på den måde forhindre skibet i at 

lægge til. Når man ligger i sådan en 

lille jolle med en flere meter høj betonkaj 

på den ene side og et kæmpe 

krigsskib på den anden side, så er 

man meget lille.« 

Det var også i Aalborg-tiden, at 

Franks ’karriere’ som kritisk aktionær 

startede. 

»Jeg ønskede at sætte fokus på, at 

Aalborg Portland, som var hovedaktionær 

i eternitfabrikken, brugte 

asbest, hvilket var skyld i en del 

dødsfald. Så jeg købte en lille aktie, 

så jeg kunne deltage på generalforsamlingen 

og gøre opmærksom på 

problemerne. Jeg solgte aktien igen 

dagen efter.« 

Senere har også Danske Bank, 

Lauritzen-koncernen, Mærsk og en 

lang række andre firmaer haft Frank 

på talerstolen, og i 1998 stiftede han 

foreningen Kritiske Aktionærer. 

»Jeg har altid holdt en pæn tone 

og undgået at være overdrevet polemisk. 

Derfor er jeg også normalt blevet 

behandlet meget pænt på generalforsamlingerne, 

fortæller han.« 

Kamp om bevægelsen 

Frank blev aktiv i universitetsnetværket 

Kommunistiske Studenter 

(Komm. S.) og blev hurtigt en ledende 

kraft. I halvfjerdserne blev 

han sendt på partiskole i Moskva to 

gange på tilsammen tre måneder. 

Det meste af undervisningen foregik 

på dansk. 

»Det var fedt at fordybe sig i Marx 

og Lenin. Men den største oplevelse 

var næsten at møde folk fra hele 

verden i kantinen. Folk fra Vietnam, 

Nicaragua, Sydafrika og andre steder, 

som kæmpede mod imperialisme 

og uretfærdighed. Jeg havde 

jo læst om mange af disse kampe, 

men det var fantastisk pludseligt at 

stå over for de folk. 

Når de tog hjem, var de i stor fare 

for at blive slået ihjel. Det har også 

spillet en stor rolle for min egen politiske 

udvikling.« 

I 1977 blev han formand for 

Komm. S. på landsplan, som havde 

næsten 1.000 medlemmer. 

»Komm. S. var i en lang periode i 

modsætning til VSerne i studenterbevægelsen. 

VSerne lagde nok mere 

vægt på, at man skulle være kritiske 

studerende mens vi i DKU vægtede 

de sociale krav højere: Mere i SU, 

flere kollegieværelser og at alle danskere 

kunne få en uddannelse. Det 

burde vi jo nok have kunnet forene. 

Men vi brugte rigtigt meget energi 

på at slås mod hinanden i stedet for 

at demonstrere sammen for bedre 

forhold for de studerende. Det var i 

virkeligheden absurd. Der lærte jeg 

nok alligevel lidt om, hvor tåbeligt 

Blå bog 

Frank Aaen 

Ordfører for finans, 

skat og erhverv. 

Bosat på Østerbro 

sammen 

med sin kone, 

børnehavepædagog 

Bibbe. 

Har to sønner, 

Mads (født 1980) 

og Mikkel (født 

1994). 

Blev valgt til folketinget 

i 1994. 

Bortset fra perioden 

2001-2005 

har han siddet 

der lige siden. 

Stifter af Kritiske 

Aktionærer 

og er bl.a. kendt 

for at bruge 

Mærsks generalforsamlinger 

som en platform 

for kritik af selskabet 

det er at bruge kræfterne på at slås 

internt på venstrefløjen.« 

Frank mener ellers, at én DKPs 

største styrker var, at de var gode til 

at organisere brede bevægelser. 

»Vi lavede enhedsarbejde i fagbevægelsen 

og andre steder. Folkebevægelsen 

mod EU gik jo fx fra 

højre til venstre. Kommunisterne 

var den stærkeste organiserende 

kraft, men vi arbejdede bevidst for, 

at der var folk med andre synspunkter 

med i projektet. For vi vidste, at 

hvis man kunne isolere det hele til 

bare at være ekstremister, der var 

købt og betalt af Sovjet, så kunne vi 

ikke vinde nogen steder. Det er i høj 

grad traditionerne fra besættelsestiden 

med at skabe en bred, folkelig 

modstand.« 

Sammenbruddet 

Frank bliver i 1986 sat ind som politisk 

redaktør for kommunisternes 

dagblad Land og Folk, på et tidspunkt, 

hvor der var en kæmpemæssig 

strid i DKP. Frank blev på den ene 

side presset af en flok journalister, 

som var særdeles kritiske over for 

Sovjet og på den anden side af partiledelsen, 

der som udgangspunkt 

ønskede loyalitet over for vennerne 

i Moskva. 

»Jeg tror ikke helt jeg vidste, hvad 

jeg blev kastet ind i. Det er nok den 

hårdeste periode i mit politiske liv,« 

fortæller han. 

Aaen betegner sig selv som en del 

af en midterfløj i DKP og han prøvede 

at holde en vis balance i den 

redaktionelle linje, men var ikke videre 

populær på hverken den ene 

eller anden fløj. Uenigheden var 

et billede på en generel splittelse 

blandt de danske kommunister i 

slutfirserne, der endte med at tage 

livet af DKP, hvilket Frank betegner 

som en 'katastrofe'. 

»Jeg ville gerne holde fast i de 

traditioner, som vi havde i DKP. Vi 

var med 8-10.000 medlemmer den 

stærkeste kraft på venstrefløjen, og 

det var et kæmpemæssigt tab for 

den danske venstrefløj, at DKP bare 

brød sammen. Vi var nogen, der 

prøvede at holde sammen på DKP, 

men det viste sig, at traditionalisterne 

og fornyerne hadede hinanden 

så meget, at det var umuligt at 


Tema 

lave et kompromis. Derfor gik DKP i 

opløsning.« 

Frank Aaen forbliver passivt medlem 

af DKP frem til 2002, hvor han 

melder sig ud i forbindelse med en 

debat om, hvorvidt DKP skal arbejde 

for at stille op til Folketinget. 

»Jeg er ikke sovjetkommunist eller 

stalinist, men jeg er stadig kommunist. 

Kommunisme er målet om 

at have et samfund, hvor alle yder 

efter evne og forbruger efter behov. 

Jeg kan stadig ikke få øje på nogen 

smukkere måde at udtrykke visionen 

på end den.« 

Samling på venstrefløjen 

Frank Aaen går i slutfirserne med i 

opbygningen af Enhedslisten og bliver 

folketingskandidat i Nordjylland. 

I 1994 bliver han en del af Enhedslistens 

første folketingsgruppe. 

Han har først og fremmest været 

partiets ordfører på finans- og økonomispørgsmål, 

men har også arbejdet 

med bl.a. forsvars- og udenrigspolitik. 

Han er bl.a. glad for at 

have været med til at sætte fokus på 

de manglende skattebetalinger fra 

multinationale selskaber, men han 

mener ikke, at det er gået den rigtige 

vej de senere år. 

»Det danske samfund er et af de 

mere lige og velfærdsorienterede 

samfund i verden. Men det går i den 

forkerte retning. Uligheden har været 

stigende i en del år, og mange 

danskere synes det er helt i orden, 

at man gør de arbejdsløse fattigere. 

Det var utænkeligt for ti år siden. 

Og så den holdning der er over for 

tilflyttere fra udlandet. Det overrasker 

mig alligevel lidt, at det har 

fået så nem en gang på jorden. Og 

CEPOS får frit spil til at komme med 

nogle helt grundlæggende angreb 

på vores pensionssystem, som trods 

alt har været præget af en vis form 

for solidaritet gennem tiderne. Der 

er flere ting, som jeg synes skrider i 

øjeblikket.« 

Sommerhus og børnebørn 

Når Frank stopper i Folketinget, ser 

han frem til at komme oftere i sit 

sommerhus i Tisvildeleje, og til at tilbringe 

mere til med familie og børnebørn. 

Måske bliver der også tid til 

»En ting, som 

jeg kommer 

til at savne, 

er, at jeg ikke 

lige kan gå 

ned i salen 

og afkræve 

ministeren et 

svar, hvis jeg 

fx læser noget 

mærkeligt i 

Børsen.« 

Foto: Jesper 

Legarth Qvist 

at se lidt mere fodbold, hvor hans 

foretrukne hold er AaB og Liverpool. 

Men han har bestemt ikke tænkt sig 

at droppe politik. 

»Jeg tænker at arbejde videre 

med mange af de samme ting. De 

multinationale selskabers skattebetaling. 

Kritiske aktionærer. Det 

bliver udmærket at få bedre tid til 

også at skrive nogle længere tekster 

om, hvad der er op og ned i de ting, 

der kører i medierne. Jeg håber også 

fortsat at kunne påvirke den offentlige 

debat, og så er jeg selvfølgelig 

også klar til at hjælpe den nye folketingsgruppe 

i det omfang de måtte 

ønske det.« 

På spørgsmålet om hvad han 

egentligt er mest stolt over at have 

udrettet politisk, kommer svaret 

prompte: 

»Det er, at jeg har været med til at 

få Enhedslisten til at blive en vigtig 

del af dansk politik. I starthalvfemserne 

frygtede vi lidt, at venstrefløjen 

var ved at dø fuldstændigt ud 

som en betydende del af vores offentlige 

debat. Det kan man heldigvis 

ikke påstå blev tilfældet.« 


Magtmisbrug 

Kommuner snyder 

Kommunerne har fortolket 

reglerne om gensidig 

forsørger pligt forkert. Efter 

at sagen er blevet rejst af et 

kommunalbestyrelsesmedlem fra 

Enhedslisten er flere kommuner i 

gang med at tilbagebetale træk i 

kontanthjælpen. 


Kommunerne har i stort omfang 

administreret i strid 

med loven, når de har trukket 

i offentlige ydelser på baggrund 

af reglerne om gensidig 

forsørgerpligt. 

Ankestyrelsen lavede allerede 

i august en principafgørelse, 

der klart sagde, hvordan kommunerne 

skulle arbejde med sagerne 

om gensidig forsørgelse. Alligevel 

er kommunerne fortsat med deres 

ulovlige sagsbehandling. De »dømmer« 

folk som samlevende på et 

fejlagtigt grundlag. 

De udspørger folk om deres økonomiske 

og personlige forhold i stedet 

for at bruge de oplysninger, som 

findes i de registre, som kommunen 

har adgang til, f.eks. cpr-registeret 

eller ATP-registeret. 

De har ikke fulgt helt elementære 

regler om at give en skriftlig begrundelse. 

De glemmer at partshøre de 

berørte personer. Og så glemmer 

de, at der altid er 2 personer i en sag 

om samliv. Begge parter skal høres 

og have skriftlige begrundelser. 


2,8 

millioner 

kroner tilbagebetalt 

ud 

fra 112 sager, 

der blev gennemgået 

påny 

i Norddjurs 

Kommune 

Måske kunne den forkerte sagsbehandling 

være fortsat, hvis der ikke 

var et kommunalbestyrelsesmedlem 

der – på baggrund af en konkret 

sag – var begyndt at undersøge tingene. 

Kommune erkender fejl 

Ulf Harbo sidder i kommunalbestyrelsen 

for Enhedslisten i Norddjurs 

Kommune. Ulf har været bisidder 

for en del borgere og han kendte til 

ankestyrelsens afgørelse. I en konkret 

sag, hvor han hjalp en borger 

kunne han se, at der måtte være noget 

galt. Han søgte aktindsigt, og det 

var tydeligt at han havde ret, kommunen 

havde ikke fulgt ankestyrelsens 

retningslinjer. 

Ulf skrev til forvaltningen og bad 

dem rette ind. 

– Det tog en masse mails i september 

og oktober med afvisninger 

fra sagsbehandler, kommunaldirektør 

og jobcenterchef før vi blev 

enige om, at sagen blev sendt til 

Ankestyrelsen fordi de ikke ville forholde 

sig til klagepunkterne eller 

principafgørelsen, fortæller han. 

Ulf rejste også sagen politisk: 

– Jeg stillede også et forslag om 

det til budgetforhandlingerne, hvor 

jeg argumenterede for, at jo før vi 

rettede op, jo flere penge ville vi på 

sigt spare. 

Det blev nu ikke vedtaget, Ulf forklarer: 

– Det blev ignoreret fordi kommunaldirektøren 

afviste, at der var 

noget at komme efter. 

Men det var der nu alligevel, viste 

det sig: Forvaltningen endte med at 

gennemgå 112 sager og tilbagebetale 

2,8 millioner kroner. 

Skriv under her! 

Norddjurs var ikke alene om sin 

ulovlige sagsbehandling. Da andre 

kommuner læste om Norddjurs, begyndte 

nogle af dem at rette fejlene, 

f.eks. Skive Kommune. Men Ulf opdagede 

at fejlene skete i langt de fleste 

kommuner. Det var kun toppen 

af isbjerget, der var kommet frem. 

I sit arbejde med at grave sagerne 

frem fik han kontakt til 200 mennesker 

fra alle dele af landet og de var 

ikke småting, han fik kendskab til. 

Der viste sig at være fejl hos mindst 

78 af landets 98 kommuner. 

Der var eksempler på folk, der 

havde underskrevet en erklæring 

om samliv. Det havde de gjort alene 

fordi sagsbehandleren havde sagt til 

dem: »Underskriv ellers får du ingen 

ydelser«. 

Fakta 

Gang i tilbagebetalinger 

Trods KLs udmelding er mange 

kommuner er godt klar over, at de 

står med en dårlig sag og har derfor 

allerede nu valgt at tilbagebetale 

de penge, som de arbejdsløse 

er blevet snydt for. 

Et eksempel er Helsingør Kommune, 

hvor fejlbehandlede nu får 

tilbagebetalt op mod 90.000 kroner 

fra kommunen – i alt ca. 1 million 

til ca. 60 borgere. Også Halsnæs, 

Køge, Svendborg, Norddjurs, Syddjurs, 

Skive, Hjørring og Københavns 

kommuner er i større eller 

mindre grad gået i gang med at 

betale penge tilbage til kontanthjælpsmodtagere.

Magtmisbrug 

arbejdsløse 

Ulf Harbo, kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs rejste sagen 

og sikrede at kommunen måtte efterbetale 2,8 millioner kroner i 

kontanthjælp. 

Kommunerne »glemmer« også at 

give folk besked om ankemuligheder. 

Og når folk anker, forsvinder 

vigtige bilag undervejs. Eller også 

retter kommunen i papirerne inden 

de videresender sagen til ankestyrelsen. 

Ofte får folk at vide, at fristerne 

er overskredet. Men i klager 

over ukorrekt sagsbehandling er der 

ikke de samme tidsfrister, som når 

det er en almindelig ankesag. 

»Er man offer 

for ulovlig 

sagsbehandling, 

skal 

sagen gå om, 

og hvis det 

er årsagen 

til, at der 

er trukket i 

kontanthjælp, 

skal pengene 

tilbagebetales 

øjeblikkeligt« 

Typisk orker folk ikke at klage. 

Mange har været igennem et barsk 

forløb, f.eks. en sygedagpengesag 

og har måske mistet alle ydelser. 

Ikke så underligt hvis de helt har mistet 

modet. 

Men hvorfor har kommunerne så 

ringe sagsbehandling? Ulf forklarer: 

– Kommunerne gør bare det de er 

vant til: Folk på kontanthjælp bliver 

ikke regnet for mennesker med borgerrettigheder, 

de bliver ikke taget 

alvorligt. Det er medvirkende til at 

mange bliver hængende i systemet. 

Enhedslisten rejser sagen 

Sagen burde være lysende klar: Er 

man offer for ulovlig sagsbehandling 

skal sagen gå om og hvis det er 

årsagen til, at der er trukket i kontanthjælp, 

skal pengene tilbagebetales 

øjeblikkeligt. 

Men mange kommuner har haft 

svært indse det. De mener ikke at de 

skal gøre noget, hvis borgerne ikke 

klager. Og Kommunernes Landsforening, 

KL har blandet sig og anbefalet 

kommunerne, at de stopper med 

at genoptage sagerne. KL's jurister 

skal lige overveje sagen, inden kommunerne 

gør mere, mener KL's ledelse. 

Enhedslistens kommunalpolitikere 

har spillet en vigtig rolle ved at 

rejse sagen i rigtigt mange kommuner. 

Det er tilsyneladende den eneste 

mulighed, hvis de mange borgere, 

der er ramt skal få de ydelser, 

de har krav på. F.eks. har beskæftigelsesudvalget 

i Københavns Kommune 

på Enhedslistens initiativ besluttet 

at gennemgå 1702 sager. 

I Folketinget forsøger socialordfører 

Finn Sørensen at få beskæftigelsesministeren 

til at gribe ind. Han 

har kaldt sagen for »den største forvaltningsmæssige 

skandale i nyere 

tid« og er harm om KLs indblanding: 

- KL har ingen juridisk myndighed 

i forhold til kommunerne. De skal 

bare stikke piben ind i stedet for at 

opfordre kommunerne til at begå en 

ny ulovlighed, siger Finn Sørensen. ■ 


Social Forum 

En anden verden er stadi 

I år blev Verdens Sociale Forum (WSF) afholdt i Tunesien. Mere end 

70.000 personer fra 128 lande deltog. De kom fra over 4.000 bevægelser og 

organisationer. Vi har i selskab med en af alterglobaliseringsbevægelsens 

centrale figurer, den portugisiske sociolog Boaventura de Sousa Santos gjort 

status over WSF's historie og set fremad. 

Af Asger Hougaard 

WSF beskrives bedst med ét 

ord: Mangfoldighed. WSF 

har ikke nogen klart afgrænset 

ideologi, men er 

et forum, hvor mennesker 

fra hele verden kan mødes og lave 

politik. Forummet er ligesom det 

Europæiske Sociale Forum blevet 

kritiseret for at være en snakkeklub. 

Det er WSF på visse punkter, men i 

forhold til etableringen af en international 

demokratisk offentlighed, 

integration af den globale venstrefløj 

og koordineret modstand mod 

neoliberalismen er WSF lige nu det 

bedste vi har. 

Boaventura de Sousa Santos mener, 

at WSF's hovedpotentiale er 

strategiudvikling mellem de sociale 

bevægelser. 

»Dette årti er et årti med defensive 

kampe, ikke offensive kampe«, 

siger Santos. »De sidste 15 år har 

den globale situation forandret sig 

meget. Den neoliberale globalisering 

er mere aggressiv end tidligere. 

De politiske kampe har ændret karakter, 

og konteksten, WSF opererer 

i, er i dag anderledes end tilbage 

i 00'erne.« Santos beskriver 2001 - 

året hvor WSF blev stiftet - som en 

håbefuld tid, med begyndelsen på 

et årti med offensive kampe, hvor 

bevægelser og partier var i fremgang 

i Latinamerika. 

Mødested for bevægelser 

Santos mener, at fremdriften i forummet 

i dag er anderledes end 

tidligere, men at forummet stadig 

har en eksistensberettigelse. Forum- 

met bringer stadig mange mennesker 

sammen, siger Santos. »Især 

fra de lande, hvor vi holder forummerne 

i. Hvis du eksempelvis ser på 

ungdommen, der deltager på dette 

års forum, så kommer måske 80% 

af de unge deltagere fra Tunesien. 

De kom fra forskellige byer, fra universiteter, 

fra arbejdspladser for at 

dele deres syn på Tunesien og den 

demokratiske proces. Jeg tror det er 

en håbefuld tid for tuneserne, og at 

WSF bidrager aktivt til dette.« 

»Der er ting, der er udsprunget af 

WSF, som stadig er stærke i dag«, siger 

Santos. Som eksempel nævner 

han bondebevægelsen Via Campesina, 

World March of Women og den 

transkontinentale alliance af oprin- 


Social Forum 

g mulig 

der eksisterer også en erkendelse af, 

at en anden verden kan være endnu 

værre. 

»Jeg tror at 'en anden verden er 

mulig' lever,« siger Santos. »Og det 

er derfor Tunesien er vigtig. Ikke kun 

fordi det gælder Tunesien, men fordi 

det gælder Verden. I Europa har vi 

også brug for 'et andet Europa er 

muligt' fordi det nuværende Europa 

ikke virker, og forarmer majoriteten 

af befolkningen. Jeg tror at ånden 

lever og vi ser at den i de enkelte 

lande bliver sat ind i en politisk sammenhæng. 

Vi ser det i Tunesien.« 

»Folk i Nord begynder at mærke neoliberalismens 

negative konsekvenser.« 

Deltagere 

i den store 

demonstration 

ved World 

Social Forum 

24. marts 2015. 

Alle fotos: 

Amine Ghrabi, 

CC BY-NC 2.0 

begynde at tale om deres forskelle 

og ligheder, deres forskellige sprog, 

narrativer, og repertoire i kamp, så 

de kender hinanden bedre og måske 

koordinerer deres kampe i højere 

grad. 

Usikkerhed kan skabe enhed 

Santos mener, at vi lige nu er på vej 

ind i en periode, hvor folk i Nord begynder 

at mærke neoliberalismens 

negative konsekvenser. Det skyldes 

flere årsager, men især finanskapitalens 

dominans og erosionen af 

sociale og økonomiske rettigheder 

i Europa. I dele af Europa oplever 

man, at sejre og rettigheder ikke er 

universelt sikret, og at de visse steder 

allerede er eroderet. 

»Når rettighederne i Europa er 

eroderet, er deres situation meget 

lig den situation, som mange folk altid 

har haft i Afrika, Latinamerika og 

Asien. Vores fælles situation af usikkerhed 

er, tror jeg, favorabel for en 

potentiel fremkomst af mere enhed 

og artikulation. Jeg har udforsket 

forskellige former, f.eks. i Via Campesina 

gennem idéen om alliancer 

mellem bonde-, forbruger-, menneskerettigheds-, 

og sundhedsbevægelser.« 

»Jeg tror potentialet for mere enhed 

og artikulation er der, og jeg 

tror at WSF har gjort det meget lettere 

nu. For 15 år siden kendte vi 

ikke hinanden. Vi havde ingen idé 

om, hvad der foregik. I dag var vi til 

et møde, hvor der var fire kontinenter, 

der talte om deres forskellige 

virkeligheder, og i et sprog der interesserer 

de andre. Folk ved bedre 

nu, og de forstår bedre de andres 

virkeligheder.« ■ 

delige folk. »For bestemte former for 

bevægelser formåede WSF at skabe 

former for vedvarende interaktion 

over årene og kombinere dagsordener«. 

Der kan nævnes andre børn 

af WSF, som den danske venstrefløj 

bør interessere sig for. Det gælder 

især transform!-netværket (der er 

aktivt i Danmark) og de sociale bevægelsers 

universitet UPMS (Popular 

University of Social Movements). 

Ånden fra Porto Alegre 

Slagordet »En anden verden er mulig« 

er en klassiker på venstrefløjen. 

Ordene opsummerer ånden fra 

Porto Alegre, som er det, kernen i 

WSF handler om. Den optimisme, 

som Porto Alegre i start 00'erne indeholdt, 

er stadig tilstede i WSF og 

alterglobaliseringsbevægelsen, men 

Udvikling af strategier 

Boaventura de Sousa Santos er en 

varm fortaler for, at de sociale bevægelser 

får diskuteret og udviklet 

deres strategier, og han mener at 

det især er det, WSF kan bruges til. 

»Jeg tror, at hovedpotentialet for 

WSF, som ikke er fuldt ud udforsket, 

er strategiudvikling på tværs af bevægelserne.« 

I den forbindelse har 

Santos promoveret de sociale bevægelsers 

universitet UPMS. Det er 

et initiativ, der bringer forskellige 

sociale bevægelser sammen. ''UPMS 

giver bevægelserne mulighed for at 


Kultur 

Imod moderne 

Dette budskab går igen over hele Europa og i 

forbindelse med fodbold på alle niveauer. Budskabet 

er for så vidt ret ligetil, hvis vi da er enige om, hvad 

'moderne fodbold' er. Det kan være svært at finde 

en definition, som alle fodboldfans og alle grupper af 

organiserede og uorganiserede fans kan være enige om. 

Men som socialist er det egentlig ikke så svært at se, 

hvem det er, vi er imod: Det er kapitalismen. 

I miljøerne omkring klubberne opstår nye stærke 

grupperinger af græsrødder blandt medlemmer, 

fans og sympatisører. Og deres indflydelse er 

ikke ubetydelig. Her den alternative Liverpoolsupportgruppe 

»Spirit of Shankly« 

Af Jens Andersen 

Penge har altid været en faktor i 

fodbold over et vist niveau. Den 

nylige fokus på matchfixing 

langt ned i amatørrækkerne viser, 

at pengene kan bestemme 

meget i fodbold og i sport generelt. 

Mens andre sportsgrene for længst 

har krydset grænsen og taget navn 

efter sponsoren som i cykelløb eller 

indført reklamepauser i spillet som 

i de fleste amerikanske sportsgrene, 

så har fodbolden som sport beholdt 

sin uskyld og sin status som 'det 

smukke spil'. Klubberne har været 

klubber, og kampene har været to 

halvlege á 45 minutter med en enkelt 

pause imellem. 

Kapitalens magt 

Denne orden er under pres fra både 

reklamefinansierede tv-stationer, 

rigmænd med flere penge end kærlighed 

til sporten, ekstreme lønninger 

og deraf følgende prisstigninger 

og generelt fokus på fodboldklubber 

som forretninger, der blot skal 

tjene penge. Det er i store træk disse 

tendenser, der går under navnet 

'moderne fodbold'. 

Kapitalen styrer mere end nogensinde 

før, og når kapitalens magt 

trænger ind og ændrer ved klubbernes 

identitet, kommer der som regel 

en reaktion fra græsrødder og medlemmer, 

der føler kærligheden til 

klubben trådt under fode og identiteten 

truet. Det er for år tilbage sket 

i forbindelse med klubfusioner, men 

den bølge af sammenlægninger og 

overbygninger, der tidligere var populær 

i også dansk fodbold, virker til 


Tema Kultur 

fodbold! 

at være overstået. I første omgang 

kan man med god ret se fusionsklubberne 

som vinderne i dansk 

fodbold, hvor FC Midtjylland og FC 

København i øjeblikket sidder i toppen 

af Superligaen. Men også nyere 

konstruktioner som Randers FC og 

FC Nordsjælland, som nærmere er 

re-brandede klubber, blander sig i 

toppen og henter pokaler, medaljer 

og mesterskaber. Men succesen er 

ikke givet for evigt, og der er andre 

måder at vinde på. 

Europæiske udfordringer 

På europæisk plan har fusioner i 

toppen af fodboldens verden ikke 

været lige så udbredte som i Danmark, 

og her er udfordringerne med 

moderne fodbold som oftest nogle 

andre. I England, som har et delvist 

mæcenbåret system, er de ikke ubekendt 

med rige klubejere. Dem har 

de haft i årtier, og ejerne har som 

regel haft klubhjertet længere, end 

de har haft pengene. Derfor er det 

normalt i engelske klubber, at selve 

klubbens identitet og dens symboler 

har været fredet fra ejerens 

side. Med de senere årtiers indtog af 

udenlandske rigmænd med rødder 

langt fra klubben, har denne hellige 

alliance ændret sig. I Hull City søger 

ejeren løbende om tilladelse til at 

ændre klubbens navn til Hull Tigers; 

i Cardiff City, som kendes under kælenavnet 

'the Bluebirds', skiftede 

ejeren klubbens blå trøjer ud med 

røde, da de matchede hans flyselskabs 

røde farve, ligesom han ændrede 

klubbens logo og inkluderede 

den røde walisiske drage; i Wimbledon 

rykkede de norske ejere klubben 

fra det sydlige London til sovebyen 

Milton Keynes 100 kilometer 

væk; og en lang række af de udenlandske 

ejere behandler klubberne 

som deres private legetøj uden 

hensyntagen til græsrødderne, som 

klubberne altid har levet af. Dem 

som lever og ånder for klubben. 

»The socialism 

I believe in 

is everyone 

working for 

each other, 

everyone 

having a 

share of the 

rewards. It's 

the way I see 

football, the 

way I see 

life.« 

Bill Shankly 

Græsrøddernes modstand 

Men disse profitorienterede aktioner 

medfører reaktioner. I miljøerne 

omkring klubberne opstår nye 

stærke grupperinger af græsrødder 

blandt medlemmer, fans og sympatisører. 

Og deres indflydelse er ikke 

ubetydelig. Modstanden fra fansene 

mod navneskiftet i Hull City har hidtil 

forhindret ejerens planer. I Wimbledon 

stiftede fansene en ny klub, 

som nu er etableret i det professionelle 

ligasystem. I Manchester har 

fans af Manchester United stiftet en 

ny klub i protest mod Uniteds amerikanske 

ejer, og klubben er godt 

på vej op igennem rækkerne, og tilhængerskaren 

er ligesom i Wimbledon 

stor. I Cardiff fik protesterne fra 

græsrødderne det resultat, at trøjerne 

nu igen er blå, og logoet er ved 

at blive ændret til en version, der ligner 

det gamle. Og i britiske klubber 

som Portsmouth, Swansea, Exeter 

City og Wrexham har tilhængerne 

decideret overtaget klubberne og 

driver dem på flad demokratisk vis. 

I Grækenland, der har været meget 

hårdt ramt af den kapitalistiske 

krise, har tilhængere og græsrødder 

overtaget klubben ARIS Saloniki. 

Den samme tendens ses mange 

steder, hvor kapitalens krav betyder 

fodboldklubbers død. Græsrødderne 

står klar til at samle kræfterne 

og til at samle stumperne. 

Klubberne som politisk 

kampplads 

I Danmark er der nylige eksempler 

på, at fansene og medlemmerne får 

større indflydelse på klubbens drift – 

især når pengene bliver knappe. Der 

er oprettet 'fan trusts' i Brøndby, AaB 

og AGF, og i Boldklubben FREM har 

to fans fået plads i klubbens bestyrelse. 

På stadions ses flere og flere 

erklæret fællesskabsorienterede 

grupperinger med klare holdninger 

til samfundet. Visse steder med 

markante socialistiske budskaber. 

Denne påvirkning 'fra neden' er med 

til at ændre klubbernes kurs og prioriteringer, 

så der bliver mere fokus 

på at løfte og støtte samfundets udsatte. 

Fangrupperingerne tiltrækker 

mange mennesker, der søger stærke 

fællesskaber og en klar identitet. 

Fodbolden har altid været en 

kampplads for holdninger og politik, 

og det er ikke blevet mindre i de 

senere år. Tværtimod. Kampen mod 

moderne fodbold og det, den repræsenterer, 

fortsætter, og den bringer 

gode resultater med sig både i Danmark 

og internationalt. ■ 


Tema 

Sahara-billeder 

Indtryk fra en uge i flygtningelejren Smara i Algeriet og 

solidaritetsløbet Sahara Marathon. 


Rejsebrev 

Tilskuere til 

nationaldag for 

den Saharawi 

Arabiske 

Demokratiske 

Republik. 

Foto: Sune 

Hundebøll 

Af Sune Hundebøll 

Air Algérie flyver helst om natten, når de skal 

til og fra lufthavnen Tindouf. Derfor sidder jeg 

ved tretiden om natten og fryser i en bus, der 

for længst burde været udrangeret. Vi er på vej 

mod flygtningelejren Smara. Det er et døgns 

tid, siden jeg forlod familien i Brøndby Strand 

og begav mig afsted mod ørkenen og et for mig 

ukendt liv. Om lidt skal jeg hilse på den flygtningefamilie, 

der skal være vært for mig i den næste uge. 

Målet for rejsen er flygtningelejren Smara, hvor fordrevne 

flygtninge fra det besatte Vestsahara har levet 

siden Marokko invaderede landet i midten af 1970’erne. 

Jeg er her for at løbe et maraton og forhåbentligt få lidt 

opmærksomhed på sahrawi-flygtningene og deres fortvivlende 

situation i lejrene i Algeriet. 

Vi ankommer til en åben plads. Fra bussen bliver vi 

ledt ind i en åben gård. Her er der kun et enkelt spotlys, 

men det forekommer stadigt meget mørkt. En person 

fra arrangørgruppen begynder at kalde telte sammen. 

Det er meningen, at vi skal bo fire til fem løbere sammen 

med en flygtningefamilie. Jeg er blevet placeret i 

en gruppe med fire svenske løbere. 

Efter at have fundet hinanden, bliver vi præsenteret 

for en tildækket kvinde, der er vores vært. En af svenskerne 

kan arabisk, og selv om sahrawi’erne (befolkningen 

fra Vestsahara) har deres egen dialekt, forstår de 

fint hinanden. Det går derfor hurtigt med at finde frem 

og blive indkvarteret, så vi kan komme i seng og sove 

lidt, inden det bliver morgen. 

At møde hinanden 

Vi drikker sød te. Traditionen kræver mindst tre kopper, 

og det tager halvanden time eller mere. Teen laves med 

stor omhu. Den iltes. Der dannes skum, og den iltes noget 

mere. Der tilsættes sukker, rigeligt med sukker. 

Det er familiens unge, kvindelige overhoved, Mentu, 

der laver te. Hun bor her sammen med sin mand, et par 

søstre, deres mænd og deres børneflok. Endeligt er der 

hendes mor, en ældre kvinde med et stort smil. 

Det er Mentu, hendes mand og mormoren, som er 

øverst i familiehierarkiet - og det er kvinderne, der råder 

over hjemmet. 

Børnene betragter os i stilhed. De sidder musestille 

og betragter os fremmede, der har overtaget deres dagligstue. 

Dagligstuen er i et lerklinet hus med kun dette 

ene rum. På gulvet er der rullet et tæppe ud, og langs 

væggen ligger vi på ens madrasser. I loftet sidder familiens 

eneste elektriske lys; et lysstofrør drevet af et bilbatteri, 

der i dagtimerne oplades af en lille solfanger. Hele 

familien er flyttet ud i et telt, mens vi er på besøg 

Hmida, svenskeren med evner ud i arabisk, snakker 

for os alle og oversætter frem og tilbage mellem arabisk 

og skandinavisk. Der bliver stillet mange spørgsmål, og 

der kommer mange svar. Hvad hedder vi? Hvor kommer 

vi fra? Er der børn derhjemme? Er vi gift? Jeg svarer 

lidt undvigende på det sidste spørgsmål, men Mentu 

beroliger mig med at sige, at hun godt ved, at vi gør det 

noget anderledes oppe i Nordeuropa. 

Den eneste i familien, der nogensinde har været i det 

besatte Vestsahara, hvor flygtningene kommer fra, er 

mormoren. Hun flygtede som 12-årig sammen med sin 

far for 40 år siden. Hun efterlod sin mor og et par søskende 

i Vestsahara. De har ikke set hinanden siden. 

Uden for huset 

Her var ingen byplanlæggere, da gaderne blev lagt. Vejene 

snor sig imellem de simple huse og telte. Ikke langt 

fra vores midlertidige hjem er en bredere boulevard, 

hvor der er lidt trafik. Flygtningelejren Smara er stedet, 

hvor bilerne kommer for at dø. De, der stadig er kørende, 

er trætte og klarer kun lige strabadserne med at 

fragte passagerne afsted. Der køres forsigtigt for affjedringen 

er ikke hvad den har været, og kommer der et for 

stort bump på vejen, knækker hjulet af. Det støver, og 

jeg tager min buff op over næsen. 

De biler, der allerede har givet op, står stablet som reservedele. 

De pilles stille og roligt, til kun skelettet ligger 

nøgent tilbage. 

Mellem nogle af husene går får og geder. Om de får 

andet at spise end affald, ved jeg ikke, men affald er der 

til gengæld rigeligt af. Her er ingen sortering eller organiseret 

afskaffelse af det, der ikke kan bruges mere. 

Centralt i Smara ligger Protokol-bygningen. Det er 

her, officielle gæster kan få et værelse, mens de er i 

flygtningelejren. Det er også her, vi kan få lov at gå i bad, 

når vi har løbet. Når der er strøm, og teknikken virker, er 

der WiFi her. Det er eneste mulighed for lidt kommunikation 

med dem derhjemme. 

I Sportsakademiet et par hundrede meter fra Protokol, 

får vi vores løbenummer udleveret sammen med 

den officielle Sahara Marathon-trøje. Her er ingen chips 

til tidstagning eller godteposer med gaver fra sponsorer. 

Løbet 

Starten er lagt i flygtningelejren Laayoune. Efter en mor- 


Rejsebrev 

genmad bestående af lyst brød og kaffe kører vi afsted 

i bus, mens solen står op. Det går ikke hurtigt, men vi 

kommer frem i god tid. Jeg finder et toilet og kommer af 

med et par overflødige gram. 

En del flygtninge, fortrinsvis kvinder, er mødt frem for 

at give os en god start. Inden vi får lov til at sætte i gang, 

er der et børneløb for de lokale unger. Flere af dem er 

så ivrige efter at komme afsted, at de snubler over deres 

egne fødder. 

Med ét er starten gået til Sahara Marathon. Det er 

med at komme afsted. I alt den begejstrede råben, har 

jeg ikke hørt noget startsignal, og jeg er en af de sidste, 

der kommer i gang. 

I starten løber jeg i et stort felt. Vi passerer børnene 

fra børneløbet, som har taget opstilling i udkanten af 

byen. De giver en sidste støtte, inden vi bliver overladt 

til os selv i ørkenen. 

Jeg finder et for mig lidt højt tempo, som jeg holder 

frem til flygtningelejren Awserd omtrent halvvejs på ruten. 

Her er igen masser af support fra de lokale kvinder. 

Ved udkanten af lejren rammer vi sandklitterne. Et noget 

mere krævende terræn gør sit ved tempoet. 

Efter nogle kilometer flader landskabet ud igen. Jeg 

løber mod horisonten, kommer til en stigning. Jeg løber 

op og finder en horisont at løbe mod. Der kommer 

endnu en stigning. Jeg løber op til endnu en horisont og 

videre. 

Jeg løber gennem Smaras sandede gader. Først ved 

målstregen er der lidt publikum. Jeg løber i mål. Til min 


overraskelse er der endnu ikke gået fire timer siden 

start. Bag målstregen finder jeg et par store beduintelte 

med forfriskninger; tørt brød, vand, en lille juicebrik, tre 

dadler og en dåse tun. Det er simpelt, men lige nu er alt 

godt. 

En halv time senere befinder jeg mig i badet. Der er 

sand på gulvet, og der kommer stort set kun lige akkurat 

vand ud af bruserslangen, der mangler sit hoved. 

Vandet er koldt. 

Parade 

Der bor over 150.000 sahrawi-flygtninge i lejrene i Algeriet. 

Flygtningelejrene ligger i en tidligere ubeboet del 

af Sahara-ørkenen i provinsen Tindouf. Der er nærmest 

ingen vegetation. 

I dag er nogle hundrede flygtninge dukket op til nationalparaden 

i flygtningelejren Smara. Det er den Sahrawiske 

Arabiske Demokratiske Republiks nationaldag. 

Først er det soldaterne, der går i takt. Jeg læste på et 

tidspunkt en artikel om, at de unge saharawier, i desperation 

over deres udsigtsløse fremtid, snakker om 

at gribe til våben og genoptage uafhængighedskrigen 

mod Marokko. Men disse soldater ligner ikke nogle, der 

kan vinde nogen krig, selvom de næppe savner modet. 

Efter soldaterne kommer forskellige formationer af 

kvinder og børn, repræsenterende forskellige etater eller 

elementer af sahrawiernes samfund. 

Kvinderne blandt tilskuerne vil være med, og de forcerer 

hegnet omkring paradepladsen. Så har soldaterne 

Sahrawi-pige. 

Myndighederne 

i Algeriet 

anslår, at der er 

omkring 150.000 

flygtninge fra 

Vestsahara 

i provinsen 

Tindouf. 

Foto: Sune 

Hundebøll

Rejsebrev 

da noget at lave - og det er ikke nogen nem opgave at få 

dem skubbet tilbage. 

Jeg har taget mit billige spejlreflekskamera med og 

får derfor lov at rende rundt blandt de marcherende 

blokke. Vi, der agerer som den fotograferende presse, 

får også udfordret de soldater, der er udkommanderet 

til at holde styr på os. Der er altid mindst en i udbrud 

med et kamera i hånden på jagt efter den rigtige vinkel 

til det næste skud. 

Parade på 

nationaldagen. 

Foto: Sune 

Hundebøll 

De ældre 

flygtninge kan 

huske livet i 

Vestsahara 

før Marokko 

besatte landet. 

Foto: Sune 

Hundebøll 

Afsked 

To af svenskerne er rejst tilbage til Europa. Der var noget 

med et møde i Paris. Vi har mistet vores tolk, men Mentu 

taler et udmærket spansk. Det samme gør svenskeren 

Juan Pablo. Vi kan stadig kommunikere. 

Maden, vi får, er god, men vi spiser ikke det samme 

som familien. Det er tydeligt, at de anstrenger sig for, at 

vi skal have det godt og spise godt. Hver dag har der været 

kød eller fisk. Deres egen mad er noget mere simpel. 

Hvis man er rigtig fattig, gør man sit ypperste for, at ens 

gæster ikke skal mærke det. 

Flygtningene er helt afhængige af fødevareforsyning 

fra FN, der er afhængig af donationer fra alverdens 

lande. Leveringerne fra FN er under pres på grund af de 

mange konflikter og flygtninge. Det er derfor uvist, om 

der er mad nok til lejrene efter 1. juni 2015. 

Jeg har gaver med hjemmefra til børnene. Et tigerdyr, 

tre biler, masser af papir og blyanter både med og uden 

farve, samt en lille pakke Lego. Der er Mentu der står for 

uddelingen. Hun tager det meste af papiret og nogle af 

blyanterne og lægger det til side. Hun kigger på os og siger, 

at det er til skoleopgaver. 

Tigerdyret er forsvundet. Jeg så ikke hvorhen, men jeg 

gætter på, en af de små piger i børneflokken har taget 

det. Bilerne er også kørt væk, mens familiens far sidder 

med den lille Lego-pakke. Den ældste dreng på lige godt 

ti år åbnede pakken, men mistede hurtigt interessen. 

Faren kigger på billedet af den færdige Lego-gravemaskine 

og de små Lego-mænd. Ud fra billedet lykkedes 

det at samle Legomændene, men nu kigger han fortvivlet 

på den tilbageværende bunke af Lego. 

Jeg sætter mig over til Lego-bunken og bladrer lidt 

frem i den medfølgende instruktion. Jeg peger på de 

fremhævede Legoklodser med antal på den første side. 

Faren nikker, og vi begynder at lede i bunken. Vi finder 

de rigtige klodser og sætter dem sammen. Vi fortsætter 

sådan i et par sider. 

Familiens store søn kommer tilbage. Han kan se, at 

der sker noget her. Han vil være med. Jeg kigger på ham 

og peger på billedet af de klodser, vi nu skal bruge. Han 

finder klodserne, og vi er nu tre om projektet. 

Lidt efter kan jeg lade far og søn være ene om at gøre 

projektet færdigt. Der er tydelig stolthed over resultatet, 

og gravkoen gemmes væk, så de mindre børn ikke ødelægger 

den. 

Vi får også gaver. Jeg får en nøglering lavet af affaldsmetal. 

Og jeg får en blå klædedragt til min kæreste. Det 

er det yderste lag af det tøj, som kvinderne i Vestsahara 

går i. Med to knyttede knuder skabes hul til hovedet og 

den ene arm. Tilbage er et langt klæde, der skal svøbes 

et par gange rundt om hovedet og kroppen. Skal det 

være helt rigtigt, skal der yderligere et tørklæde omkring 

hovedet. 

Udenfor er kvinderne helt tildækkede. De går endda 

med handsker i ørkenens sol. Det er muslimsk tradition, 

men endnu vigtigere, så drejer det sig om at holde huden 

lys. De lokale skønhedsidealer foreskriver, at kvinderne 

skal være lyse i huden og velpolstrede. Mændene 

skal til gengæld være mørke og høje. Når vi er hjemme 

eller i en samtale, der er mere end kort information, 

blotter kvinderne ansigtet. 

Vi er tilbage hvor vi ankom. Busserne er de samme 

nedslidte køretøjer. Der er mange der skal sige farvel og 

der snakkes ivrigt. Jeg aflevere min bagage og gør klar til 

at entrere bussen. 

Mentu tørrer en tåre af kinden, mens vi siger farvel. Et 

gensyn er meget tvivlsomt. ■ 


Udenrigspolitik 

Så er den gal igen i 

✘Thule 

Utallige gange har amerikanernes tilstedeværelse i 

Grønland været en belastning for Grønland og forholdet 

mellem Grønland og Danmark. Nu er den gal igen. 

Amerikanerne vil ikke leve op til løfterne om, at serviceopgaverne 

på Thulebasen skal udføres af danskgrønlandske 

virksomheder. Det har fået alle de gamle 

sår til at springe op. 

Af Finn Sørensen 

Amerikanernes tilstedeværelse 

i Grønland har lige fra start været 

årsag til bitre kontroverser 

inden for Rigsfællesskabet: 

Tvangsflytning af fangerne i 

Thule, nedstyrtningen af et amerikansk 

atombevæbnet bombefly i 

1968, den danske regeringens dobbeltspil, 

hemmelige fangetransporter, 

for at nævne noget. 

Nu er den så gal igen. Denne gang 

handler det om, hvilke virksomheder 

der skal udføre vedligeholdelses- 

og serviceopgaver på basen. 

Ifølge aftalerne skal det så vidt det 

overhovedet er muligt være danskgrønlandske 

virksomheder, med 

dansk-grønlandsk arbejdskraft. 

Sådan har det også været i 

mange år, selvom opgaverne jævnligt 

har været i udbud. Men ved det 

seneste udbud i 2014 gik den nye 

kontrakt til et amerikansk skuffeselskab, 

Exelis Services A/S, der er 100 

% ejet af amerikanske Vectrus, der i 

tæt samarbejde med Pentagon, servicerer 

amerikanske baser over hele 

kloden. 

Det er ikke i overensstemmelse 

»Vi betragter basen som 

en sikkerhedsrisiko for 

Grønland.« 

Finn Sørensen, Ø 

med ånden i de indgåede aftaler, 

og det har affødt klagesager fra de 

dansk/grønlandske firmaer, der 

også har budt på opgaven, herunder 

Greenland Contractors, der i mange 

år har haft kontrakten. GC er delvist 

ejet af Selvstyret. 

Det er ganske alvorligt for Grønlands 

økonomi og arbejdsmarked. 

Det skønnes, at det grønlandske 

samfund kan gå glip af indtægter 

på op imod 200 

mio. kr. 

Årsagen er, at 

Exelis Services 

har tilbudt at 

udføre opgaven 

for halv pris, 

hvilket vil medføre 

tab af skatteindtægter, 

plus selvstyrets 

andel af GC´s fortjeneste. Grønland 

frygter et stort tab af arbejdspladser 

og praktikpladser. 

Exelis Services A/S siger, at de 

»så vidt muligt« vil leve op til aftalerne, 

men spørgsmålet er, hvor 

længe. Anonyme kilder hævder, at 

når Exelis Services kan levere så 

billigt, så skyldes det, at de vil lade 

en del af serviceopgaverne udføre 

i USA. 

Pres på udenrigsministeren 

Både i Folketing og Inatsisartut 

(Landsting) har sagen været genstand 

for heftige diskussioner. I en 

forespørgselsdebat i januar 2015 pålagde 

Folketinget udenrigsministeren 

at sikre, at servicekontrakten på 

Thule fortsat er dansk/grønlandsk, 

at den giver Grønland størst muligt 

afkast af den amerikanske tilstedeværelse, 

ikke mindst i form af arbejdspladser, 

lærepladser og skatteindtægter, 

og at der ikke fremover 

kan opstå tvivl om krav og kriterier 

for tildelingen af kontrakten. 

Det sidste krav blev sat ind, fordi 

regeringen selv bærer en del af ansvaret. 

I december 2013 blev der 

nemlig lavet en ny aftale, hvor regeringen 

overlod det til USAF (det 

amerikanske luftvåben) selv at forhåndsgodkende 

de virksomheder, 

der kunne deltage i udbuddet - en 

opgave der tidligere lå hos den danske 

regering. Der er ingen tvivl om, 

at amerikanerne har forbrudt sig 

imod ånden i denne aftale, men formuleringen 

var ikke stærk nok, og 


Udenrigspolitik 

Et C-17 og to 

Hercules-fly på 

Thule Air Base. 

Foto: U.S. Air 

Force 

det var grundlaget for at den amerikanske 

klageret GAO afviste klagen 

fra de danske entreprenører. Det var 

frygten for at få en EU-sag på halsen, 

der fik den danske regering til at 

overlade certificeringen af virksomhederne 

til USAF, men det blev altså 

dyrt for Grønland, at regeringen på 

forhånd bøjede nakken for EU. 

Udenrigsministeren har indtil nu 

ageret på grundlag af Folketingets 

vedtagelse. Han har taget sagen op 

over for USA´s regering, og krævet 

at man ventede med at godkende 

servicekontrakten, hvilket USA har 

rettet sig efter. Han har dog også 

givet udtryk for, at det nok ikke er 

muligt at få amerikanerne til at lade 

udbuddet gå om lige her og nu. Der 

er nedsat to arbejdsgrupper mellem 

USA, Grønland og Danmark som skal 

finde en løsning på den aktuelle sag 

om servicekontrakten, og på spørgsmålet 

om aftalernes udformning. 

Efterspil i Grønland og Danmark 

I Grønland har sagen fået alle de 

gamle sår til at springe op igen. Det 

diskuteres højlydt, om USA overhovedet 

skal have lov at være i Grønland, 

hvis de ikke vil sikre en rimelig 

kompensation til det grønlandske 

samfund. Den grønlandske regeringschef 

Kim Kielsen har krævet at 

USA betaler husleje. Inatsisartut har 

d. 19. marts haft en stor forespørgselsdebat 

om sagen, der mundede 

ud i en enstemmig vedtagelse, som 

siger, at »det eksisterende forsvarsaftalekompleks 

må granskes med 

henblik på at genforhandle de områder, 

hvor Grønlands interesser 

ikke i tilstrækkelig grad tilgodeses. 

Det er vores overordnede indstilling, 

at servicekontrakter ikke er garanti 

nok for indtægter fra Pitiuffik 

til Grønland«. 

Men der er også et internt opgør 

om, hvem der er ansvaret for at det 

kunne gå så galt. Den danske regering 

hævder, at Grønland har været 

fuldt ud inddraget i forhandlingerne 

med amerikanerne, og godkendt aftalen 

fra december 2013. Det benægtes 

af den grønlandske regering, der 

hårdt presset af IA (Inuit Ataqatiigit, 

søsterparti med SF og Enhedslisten) 

har accepteret, at der sættes en advokatundersøgelse 

i gang i Grønland 

om den grønlandske regerings 

andel i fadæsen. 

Enhedslisten har presset på for 

at få sagen fuldt belyst i et tæt samarbejde 

med IA´s medlem af det 

danske folketing, Johan Lund Olsen. 

Enhedslisten har egentlig helt andre 

planer med Thulebasen. Vi betragter 

basen som en sikkerhedsrisiko 

for Grønland, da den er helt central i 

det amerikanske missilskjold. Vi mener, 

at USAF skal rejse hjem. Basen 

bør sættes under FN´s myndighed, 

og bruges til fredelige formål, som 

overvågning, beredskab og forskning 

i det arktiske område. Men så 

længe der er flertal i Grønland for at 

USA skal have lov at benytte basen, 

så skal det komme det grønlandske 

samfund til gode, og derfor bakker 

vi fuldt og helt op om Inatsisartuts 

vedtagelse af 19. marts, som betyder, 

at USA skal give en kompensation, 

der rækker ud over indtægterne 

for en servicekontrakt. ■ 

Finn Sørensen er medlem af Folketinget for 

Enhedslisten og partiets Grønlandsordfører. 


Litteratur 

Er jeg fri nu? – tidsklemte 

Den norske sociolog, socialist, feminist og 

forfatter Linn Stalsberg har skrevet bogen 

’Er jeg fri nu?’, i hvilken hun retter en skarp 

kritik mod tidens ligestillingsideal. Et ideal 

som fanger mange almindelige kvinder i 

det, der i de norske medier er blevet døbt 

»tidklemmen«. 

Af Gitte Pedersen 

I 

årene 2004/2005 begyndte de norske 

medier at skrive om fænomenet 

»tidsklemmen«; det var såkaldt 

almindelige kvinder, som fortalte, 

at de konstant var trætte og altid 

bagud enten på jobbet eller hjemme. 

Mange af disse kvinder havde en opfattelse 

af, at de var blevet snydt af 

70’er-feministernes krav om, at frihed 

for kvinder var lig med, at kvinder 

både skulle arbejde og have 

børn. Linn arbejder som journalist, 

og hun begyndte at skrive om fænomenet 

i hendes faste spalte i avisen 

Klassekampen. I sine undersøgelser 

fandt hun frem til, at selv på venstrefløjen 

var ideen om fuldtidsjob, karriere, 

og at det var godt for børn at 

være i institution i høj kurs. Og det 

var da også, da hun stillede spørgsmålstegn 

ved sidstnævnte, at der for 

alvor kom gang i debatten. Det førte 

til, at Linn begynde at undre sig over 

hvorvidt venstrefløjen havde glemt, 

at arbejde ikke udelukkende er et 

sted for kreativ udfoldelse og selvrealisering, 

men også udbyttende og 

ganske ofte udmattende og nedslidende. 

Tidsklemte kvinder er klynkere 

Tidsklemmen kan ikke afskrives 

med, at kvinderne klynker og er forkælede, 

som højrefløjen og borgerlige 

femininister har en tendens til 

at mene. I Norge er der ligesom i 

Danmark en idé om, at man er verdens 

bedste land. Der er ligestilling, 

gode barselsordninger, og alt i alt, 

mener man, er der ingen grund til at 

klage. I Norge har mænd ret til barsel 

og tager den, så her halter Danmark 

bagefter. Men, siger Linn: »Jeg 

fik mit første barn i 2004 og da jeg 

igen skulle begynde at arbejde, oplevede 

jeg selv problemet. Mit barn 

græd og græd, når han blev afleveret 

i institutionen, og det var svært. I 

2007 fik jeg mit andet barn og i 2009 

sagde jeg mit faste job op og blev 

freelancer. Som familie kunne vi 

ikke få det til at fungere med to små 

børn og to fuldtidsjob. Med andre 

ord: Vi løste tidsklemme-problemet 

privat, og økonomisk blev det nogle 

trange år«. 

Linn påpeger dog, at ikke alle har 

den mulighed, og debatten bliver 

ofte ført af middelklasse-feminister, 

der har gode, velbetalte, fleksible 

job, hvor de i vid udstrækning kan 

planlægge deres arbejdsopgaver 

selv, og som samtidig ser arbejdet 

som en selvrealiseringsproces. De 

har økonomi til at betale sig fra husarbejdet, 

eller de anskaffer sig en au 

Selv på 

venstrefløjen 

var ideen om 

fuldtidsjob, 

karriere, og at 

det var godt for 

børn at være i 

institution i høj 

kurs 

pair til klare problemer med afhentning 

af børn, madlavning og rengøring. 

Men alt dette er ifølge Linn en 

privat løsning på et kollektivt problem. 

Klasseskel mellem kvinder 

»Arbejderklassens kvinder er ofte 

borte fra de offentlige debatter om 

kvindekamp, og mange vil ikke 

indse, at Norge stadig er et klassedelt 

samfund; vi lader som om det 

ikke er det. Dette præger også fe- 


Litteratur 

kvinder i verdens bedste land 

minismen. Al kvindehistorie viser, 

at der altid har været mindst to forskellige 

kvindebevægelser: Arbejderklassens 

kvinder, som altid har 

haft lønarbejde, fordi de har brug 

for pengene. Og middelklassens 

kvinder, som for at sige det enkelt 

stort set ønsker samfundet, som det 

er. De vil konkurrere på lige fod med 

mænd og ikke have nogle privilegier 

som kvinder; de vil gøre karriere på 

de præmisser, der er. Dette skel er 

også tydeligt i dag. Men fordi familien 

med to indtægter i dag er etableret 

som norm, er det nok sådan, 

at også middelklassekvinder SKAL 

arbejde. Det er kun meget få som 

har råd til at være hjemmegående 

i dag«. 

I stedet for at prøve at løse kollektive 

problemer privat, må vi kæmpe 

sammen for bedre forhold. Ifølge 

Linn skal sådan en kamp bestå i et 

krav om nedsættelse af arbejdsdagen 

til seks timer, hvilket har været 

meget diskuteret i Norge, og har høj 

prioritet hos både SV og Rødt. I en 

dansk kontekst, kunne man forestille 

sig Enhedslisten stille et lignede 

krav. 

Har 70’er-feministerne snydt os? 

Linn beskriver, hvordan der i Norge 

har været en udbredt forståelse af, 

at være blevet snydt af 70’er-feministerne, 

fordi man troede, at kampen 

dengang primært handlede om, at 

kvinder skulle ud på arbejdsmarkedet 

og være selvforsørgende. Men, 

siger Linn: »Jeg var sikker på, de tog 

fejl, og slet ikke vidste noget om 

70’ernes kvindekamp«. Er der forsvundet 

noget på vejen fra 70’ernes 

kamp for kvindefrigørelse til 

kampen for ligestilling i 80’erne? »I 

80’erne mødes feminismen, markedet 

og kapitalismen med al dens 

forførende kraft«. Hvilket ifølge Linn 

også vises af den amerikanske feminist 

Hester Eisenstein. 

Ligestilling eller frigørelse? 

I dag er den feministiske kamp for 

frigørelse fra patriarkatet blevet til 

en kamp for ligestilling. Hvilket ikke 

i sig selv er et problem – problemet 

opstår først, hvis vi ikke overvejer, 

om det er kvinderne, der skal ligestilles 

med mændene eller i højere 

grad mændene, som skal ligestilles 

»I 80’erne 

mødes 

feminismen, 

markedet og 

kapitalismen 

med al dens 

forførende 

kraft« 

Linn Stalsberg: Er jeg fri nu? 

Udgivelse: 1. marts, 2015. 

304 sider, 100 kroner. 

med kvinderne. Som det ser ud nu, 

er det den traditionelle manderolle 

med fuldtidsarbejde og dermed en 

nedprioritering af omsorgen, der er 

normen. Og spørgsmålet er, med 

denne norm for øje, om vi i ligestillingens 

navn har glemt frigørelsen 

fra de snærende kønsroller, som vi 

alle er underlagt. 

Der er brug for en frigørende feminisme, 

som er solidarisk, stiller 

spørgsmål ved det kapitalistiske 

samfunde og kæmper for en anden 

verden. En verden hvor det ikke er 

lønarbejdet, der definerer hvem vi 

er, men hvor der er plads til såvel 

arbejde som børn, familie, venner, 

sex og leg. Et skridt på vejen til dette 

må være at anerkende det ulønnede 

omsorgsarbejde, som kvinder 

udfører i hjemmet, som lige netop 

arbejde. 

Linn påpeger, at der ikke længere 

er velfærd i Norge, men til gengæld 

er et stadigt krav om at arbejde 

mere. Derfor er kampen for, at arbejdslivet 

skal indrettes efter familielivet 

og ikke omvendt også en ideologisk 

kamp. Bogen ’Er jeg fri nu?’ 

har haft stor indflydelse på debatten 

om seks timers arbejdsdage i Norge 

– en debat, som også er tiltrængt i 

Danmark. ■ 


Litteratur 

Israels 

apartheid 

Af Ben White 

Denne nye, opdaterede udgave af 

Israels Apartheid: En håndbog 

for begyndere afspejler de seneste 

udviklinger i Israel og de besatte 

områder. I det seneste halve årti er 

Israel fortsat med at bygge og udvide 

sit netværk af illegale bosættelser 

på Vestbredden, apartheidmuren 

står stadig, og palæstinenserne 

presses væk fra deres jord i områder 

som de sydlige høje ved Hebron og 

i Jordan-dalen. Gaza forbliver i det 

store og hele afskåret fra Vestbredden, 

underkastet blokade af Israel 

og i mindre udstrækning af Egypten. 

Inden for før-67-grænserne har 

palæstinensiske indbyggere været 

mål for eksplicit nationalistisk 

diskriminerende lovgivning, som 

sætter fokus på israelsk etnokrati 

og almindelig udbredt racisme. Og 

endnu værre tvangsuddrivelsen af i 

titusindvis fra Negev, ofre for Israels 

langvarige politik for ’judaificering’. 

I mellemtiden er opfordringen fra 

det palæstinensiske civilsamfund til 

en verdensomfattende kampagne 

for boykot, deinvestering og sanktioner 

(BDS) blevet hørt og taget til sig 

blandt studerende, sociale organisationer 

og fagforeningsmedlemmer 

med en hastighed, som har alarmeret 

Israel og dets lobbyister. 

I dag er det nøjagtig det, jeg håber, 

at denne nye udgave også vil 

opnå – at introducere det israelske 

apartheidregimes fortid og nutid og 

den etniske udrensning af palæstinensere, 

pege mod en bedre fremtid, 

som baserer sig på afkolonisering, 

tilbagevenden og lighed og 

udgøre et springbræt for læsernes 

aktiviteter i deres egne samfund. ■ 


Ben White: Israels apartheid 

Udkommer 1. maj., 222 sider. 

Pris 100 kr. 

’Ben White er en fremragende professionel 

journalist, som er, hvad alle burde være, dybt 

engageret i menneskerettigheder uanset frygt 

eller favorit.’ 

Forfatter og jounalist John Pilger 

’Når Israel endelig bliver stoppet, vil det 

være på grund af mennesker som Ben White. 

Han beskriver staten Israels handlinger – og 

forbrydelser – med velunderbyggede detaljer.’ 

Filminstruktør Ken Loach 

’Denne bog beskæftiger sig rationelt og vidende 

med et emne, der næsten altid skaber temmelig 

meget ophidselse også, når det blot er titlen på 

en bog. Det kan godt være, at læseren ikke er 

enig i alt, hvad White påstår, men det er en meget 

prisværdig anstrengelse at kaste lys over et så 

belastet emne.’ 

Ærkebiskop Desmond Tutu, 

vinder af Nobels Fredspris 

’En meget stærk og klar røst, som ikke viger 

tilbage for uden forbehold og på en meget 

tilgængelig måde at udstille kernen i zionismen 

og Israels politik i Palæstina. I en verden, som 

er forvirret over de mange konkurrerende 

fortællinger, misinformation og forfalskninger, er 

denne bog en fortræffelig guide til forståelse af 

omfanget af de forbrydelser, der bliver begået 

mod palæstinenserne, og til forståelse af, hvilke 

lidelser og hvilken undertrykkelse de udsættes 

for.’ 

Professor Ilan Pappe, Exeter Universitet, 

israelsk historiker og forfatter til 

Den etniske udrensning af Palæstina (2007) 

Aksel V. Carlsen: Ruslands sorte 

oktober – Jeltsins kup og lokale 

borgerkrig. Udkommer 1. maj., 625 

sider. Pris: 160 kr. 

Ruslands 

sorte oktober 

- Jeltsins kup og 

lokale borgerkrig 

Denne bog har fokus på den blodige 

konflikt, der fandt sted i 

Ruslands hovedstad Moskva i efteråret 

1993. Konflikten er ikke en 

historisk parentes, men snarere et 

vendepunkt i det nye Ruslands historie. 

I 1990 havde Rusland (RSFSR) erklæret 

sig uafhængig af det Sovjetunionen, 

som det – som landets 

største og rigeste delstat – udgjorde 

grundlaget for. Da Sovjetunionen i 

1991 blev opløst, valgte den russiske 

statsledelse med, hvad der blev betegnet 

som en chokkur, at integrere 

Rusland i vestlig markedsøkonomi. 

Det ramte umiddelbart den brede 

befolkning. I 1993 eksisterede der i 

Rusland stadig rester af det sovjetiske 

politiske system. Hele rådssystemet 

nedefra og op var i 1990 blevet 

valgt, halvandet år før Sovjetunionens 

opløsning. Men i efteråret 1993 

blev toppen af denne legitime pyramide, 

Folkekongressen og Øverste 

Sovjet – endda i demokratiets navn 

– opløst egenrådigt af præsidenten. 

Parlamentsbygningen blev tilmed 

beskudt af præsidentens panservogne. 

Da røgen fra bombardementet 

havde lagt sig, fik Boris Jeltsin 

vedtaget en forfatning, der var som 

skræddersyet til ham. Den forblev 

grundlaget både for hans virke som 

præsident frem til 31. december 

1999 og for hans arvtager Vladimir 

Putin. ■

Litteratur 

Tre nye »kort & godt« bøger på forlaget Solidaritet 

Michael Hunnicke: 

Brug sproget politisk 

Politik er en konstant kamp om styrkeforhold, 

men nogle gange glemmer vi, at 

denne kamp også handler om de ord, vi 

bruger til at føre den politiske kamp for social 

forandring. ’Brug sproget politisk’ giver 

en række eksempler på god og dårlig kommunikation 

fra partier og organisationer 

på venstrefløjen. 

Udgivelse: 1. maj. 96 sider, 20 kr. 

Andre udgivelser fra Solidaritet 

Per Clausen: Rosa Luxemburg 

En handy introduktion til Rosa Luxemburg 

fra en aktiv politiker. Den halvgamle frontkæmper, 

Per Clausen, ser lidt tilbage på 

sit politiske liv, på den aktuelle situation i 

Enhedslisten - og det kæder han sammen 

med Rosa Luxemburgs liv og tanker. Han 

fremdrager hendes tolerance overfor anderledes 

tænkende og hendes opgør med 

sekterisme. 

Udgivelse: 1. maj. 70 sider, 20 kr. 

Marta Harnecker: 7 ideer til kampen 

»Marta Harnecker efterlyser et politisk redskab, 

der ikke begrænser sig til de eksisterende 

institutioner, men ej heller afviser 

dem som fuldstændige unyttige. Hun efterlyser, 

at vi flytter grænserne for partiarbejdet 

og udvider målet fra flere partimedlemmer 

til flere alliancepartnere – i og 

uden for de parlamentariske institutioner« 

- Pernille Skipper i forordet. 

Udgivelse 1. maj. 54 sider, 20 kr. 

Poul Frölich: 

Rosa Luxemburg – idé og handling, 

512 s., 200 kr. (2011) 

Viggo-Toften Jørgensen: Den 

glade Tømrer – og andre historier 

fra det virkelige liv, 

390 s., 100 kr. (2012) 

Sarah Irving: 

Leila Khaled – symbolet for Palæstinas 

befrielse 

220 s., 100 kr., (2014) 

Hal Draper (minibog): 

Socialismens to ansigter, 

96 s. 20 kr. (2011) 

Terry Eagleton: 

Derfor har Marx ret 

225 s., 100 kr. (2013) 

Martin Langebach & Andreas 

Split: 

Europas radikale højrefløj 

263 s., 100 kr., (2014) 

Lars T. Lih: 

Lenin, 280 s., 100 kr. (2012) 

Jens Peter Kaj Jensen: 

Celeste 

332 s., 100 kr., (2013) 

Margit Kjeldgaard (minibog): 

Boligpolitikkens storhed og fald 

122 s., 20 kr., (2014) 

David McNally: 

Den globale Krise, 

368 s., 100 kr. (2012) 

Chris Harman: 

Revolution i det 21. Århundrede 

120 s., 60 kr., (2013) 

Andreas Bülow: 

Midnat i århundredet 

346 s., 100 kr. (2014) 

Slavoj Zizek, mfl.: 

Derfor sanktioner mod Israel, 

302 s., 100 kr. (2012) 

Mads Lodahl (red.): 

Queer Jihad 

304 s., 100 kr., (2013) 

Christian Holtet: 

Dobbeltmordet i Køge Bugt 

408 s., 100 kr., (2014) 

Rosa Luxemburg: 

Breve fra fængslet 

116 s., + cd. 120 kr. (2012) 

Peter Rasmussen: 

Stillads 

170 sider, 100 kr. (2013) 

Hal Draper: 

’Proletariatets diktatur’ – fra 

Marx til Lenin 

349 s., 100 kr., (2014) 


Fremad uden at glemme 

Kvindekamp og 

For100 år siden fik Danmark en ny grundlov, 

som satte valgretten ned til 25 år, gav kvinder 

og tjenestefolk demokratisk medindflydelse 

og amputerede velhavernes privilegerede 

valgret, fortæller forfatteren Pia Fris Laneth. 

Af Jeppe Rohde 

Kampen for lige valgret begyndte 

langt tidligere end jubilæet 

i år vidner om. 

»Venstre, der i 1872 fik flertal 

i Folketinget, kæmpede 

for kvinders valgret fra 1886. 

Men Landstinget havde vetoret, 

og her havde Højre flertal i kraft 

af velhavernes privilegerede valgret. 

Landstinget tilbageviste forslaget 

gang på gang,« fortæller Pia Fris Laneth. 

Valgretten spillede en stor rolle i 

at fastholde magten på kongens og 

elitens hænder. Frem til 1915 var det 

kun omkring 15 procent af befolkningen, 

der kunne stemme til Folketinget. 

Det var mænd over 30 år 

med ’egen dug og disk’, dvs. at man 

skulle have egen husholdning, være 

myndig og have fast bolig i mindst 

et år i det område, hvor man skulle 

stemme. Mange tjenestefolk, medhjælpere 

og svende kunne således 

ikke leve op til kravene, og rettighederne 

gjaldt heller ikke tidligere 

straffede, eller folk som modtog fattighjælp. 

»Højre kunne godt se, at hvis 

valgretten og valgbarheden blev 

’lige og almindelig’ som Venstre og 

Socialdemokratiet kæmpede for, 

så ville de blive fejet af banen. De 

6.000 godsejere var helt reelt bange 

for deres ejendomsret og standens 

privilegier. Der var cirka 60.000 

bønder og den kapitalisme, som 

Højre ønskede at fremme, var på 

vej til at skabe en meget stor arbejderklasse. 

Hvis alle bønderne, husmændene, 

arbejderne og deres koner 

kunne stemme, så var det vigtigt 

at holde fast i velhavernes privilegerede 

valgret til Landstinget, så de 

stadig kunne sørge for, at demokratiet 

ikke gik grassat. De frygtede, at 

masserne ville tage, hvad de mente 

var deres,« fortæller Pia. 

Forandringer gennem kamp 

Sidste halvdel af 1800-tallet var 

præget af voldsomme forfatningskampe, 

som fx slaget på fælleden 

i 1872, hvor demonstranter røg i 

masseslagsmål med soldater og 

politi. Fra 1885 – 1894 kunne Folketingets 

Venstre-flertal og Landstingets 

Højre-flertal ikke enes om årets 

finanslov. Så konseilspræsident 

Estrup vedtog og regerede på provisoriske 

finanslove. Befolkningen var 

rasende. 

»Man anslår at op mod en fjerdedel 

af den danske befolkning deltog 

i politiske aktiviteter i midten 

af 1880erne. Danmark bevægede 

sig på kanten af borgerkrig. I Brønderslev 

blev alle politiske møder 

forbudt og andre steder blev husarerne 

sat ind. Flere af Venstres folketingsmedlemmer 

blev fængslet 

for deres udtalelser, der var kritiske 

mod kongen. Det var midt i denne 

voldsomme forfatningskamp, at 

Blå bog 

Pia Fris 

Laneth 

Cand.adm.pol 

Forfatter og 

journalist. 

August udkommer 

hendes bog 

»1915« om kampen 

for stemmeret 

til alle. 

kvinderne skulle tilkæmpe sig stemmeret, 

og det havde de svært ved at 

få ørenlyd for.« 

Kvindekampene 

Pia Fris Laneth fremhæver, hvordan 

man bliver nødt til se på valgretskampen 

med et fokus på både køn 

og klasse. 

»Borgerskabets kvinder var organiseret 

i Dansk Kvindesamfund. De 

mente, at kvinder havde fælles interesser 

på tværs af klasseskel, og at 

kvindesagen var upolitisk. De kæm- 


Fremad uden at glemme 

klassekamp 

Disse 

vaskekoner 

ville ikke have 

fået stemmeret 

i 1915, hvis 

det ikke var 

fordi arbejderbevægelsen 

havde kæmpet 

hårdt for det. 

pede for ligestilling i familien, adgang 

til uddannelse og arbejde, og 

fra 1906 også for kvinders valgret.« 

Valgret for alle over 22 år havde 

været en del af Socialdemokraternes 

program siden 1876, men arbejderkvinder 

udtrykte ofte skepsis 

over for samarbejde, fortæller Pia. 

»De fruer, som de arbejdede for, og 

som de var vant til at møde som arbejdsgivere, 

dem havde de jo blandede 

erfaringer med. Desuden var 

arbejderkvinderne først og fremmest 

optagede af bedre løn- og arbejdsvilkår. 

Stemmeret er enormt 

abstrakt, når man er sulten, så det 

var de sociale krav, der var øverst på 

dagsordenen.« 

Det glemte klasseperspektiv 

Kampen for lige og almindelig valgret 

og kampen for kvinders stemmeret 

foregik parallelt og delvist i modsætning 

til hinanden. 

»Hvad er vigtigst: Køn eller 

klasse? Det er der sådan set ikke noget 

enkelt svar på. Men mange har 

i dag glemt klasseperspektivet i de 

kampe, der foregik dengang,« mener 

Pia Fris Laneth. Hun mener desuden, 

at det er et fortegnet billede, 

når kvindehistorien ofte bliver fremhævet 

som en evig kamp mellem 

mænd og kvinder: 

»Det var altså ikke alle fruerne, 

der mente at deres tjenestefolk 

skulle have stemmeret. På den anden 

side fandtes der nogle meget 

fremsynede feministiske mænd,« siger 

hun og fremhæver Venstremanden 

Frederik Bajer og socialdemokraten 

Louis Pio. 

Presset fra både bondebevægelsen, 

arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen 

fik efterhånden Højre 

til at skrumpe i Folketinget og indse 

nødvendigheden af kompromisets 

kunst. Derfor gik de ind i forhandlingerne 

om en ny grundlov, som 

endte med at blive vedtaget med 

støtte fra alle partier. 

Klasseopdelt grundlovsfejring 

Da den nye forfatning blev underskrevet 

i juni 1915 blev der afholdt 

to forskellige optog for at fejre det, 

hvilket understreger datidens klassemodsætninger. 

»De borgerlige kvinder gik til 

Amalienborg for at udtrykke deres 

glæde, mens kongen underskrev 

den nye grundlov. Knap 15.000 kvinder 

deltog i optoget, der er blevet 

selve symbolet på kvindernes stemmeret. 

Det var bl.a. Dansk Kvindesamfund, 

diverse kvindeforeninger 

samt enkelte kvindelige fagforeninger, 

som ikke var en del af den socialdemokratiske 

bevægelse; lærerinderne, 

sygeplejerskerne og 

telefonistinderne. Borgerskabets 

kvinder gik ikke med fordi de var 

vrede over, at den privilegerede 

valgret til Landstinget var ophævet, 

så optoget bestod i høj grad af middelklassen.« 

»De socialdemokratiske arbejderkvinder 

gik i et endnu større optog; 

25-30.000 mennesker og 400 faner 

gennem byen. Kvinder og mænd 

sammen. De mødtes tidligt om morgenen 

på Højbro Plads, Halmtorvet, 

Borups Allé og Gyldenløvsgade. Og 

så gik de i stjerneformation mod 

Søndermarken på Frederiksberg.« 

Socialdemokraterne gik ind for en 

republik, og derfor ville de ikke gå 

til kongen. Desuden var deres kamp 

bredere end kvinders stemmeret, og 

det kunne man også se på parolerne 

til demonstrationen, fortæller Pia. 

»De fejrede lige ret mellem mænd 

og kvinder, land og by, rig og fattig 

og herre og tjener. Den politiske 

linje var: Nu har vi fået indført politisk 

frihed og lighed, nu skal vi bruge 

grundloven til at arbejde for økonomisk 

frigørelse.« 

Tjenestepigerne, som var rigt repræsenteret 

i optoget havde ikke 

fået stemmeret, hvis ikke det var 

fordi at Socialdemokratiet havde 

kæmpet for tyendes rettigheder 

»De følte sig ikke i samme båd 

som fruerne. Som de sagde selv: ’Vi 

har vundet et slag, både som køn og 

som klasse’. Det kan jo ikke skilles 

ad. Man er ét menneske,« ■ 


SOLIDARITET & FÆLLESSKAB 

Venstrefløjen har brug for sine egne medier. Det bidrager vi til ved 

at lave et udog matisk og bredtfavnende papirmagasin. Her vil være 

reportager, analyser og debat i forhold til de aktuelle diskussioner 

og kampe, som føres på den danske og internationale venstrefløj. 

Vi er et lille non-profit græsrodsforetagende uden andet i ryggen 

end vores trang til at afskaffe kapitalismen. 

Tegn abonnement kun 200 kroner: www.solidaritet.dk

Solidaritet #2, maj 2015

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?