Solidaritet #2, maj 2015

More documents

Recommendations

Info

Rejsebrev genmad bestående af lyst brød og kaffe kører vi afsted i bus, mens solen står op. Det går ikke hurtigt, men vi kommer frem i god tid. Jeg finder et toilet og kommer af med et par overflødige gram. En del flygtninge, fortrinsvis kvinder, er mødt frem for at give os en god start. Inden vi får lov til at sætte i gang, er der et børneløb for de lokale unger. Flere af dem er så ivrige efter at komme afsted, at de snubler over deres egne fødder. Med ét er starten gået til Sahara Marathon. Det er med at komme afsted. I alt den begejstrede råben, har jeg ikke hørt noget startsignal, og jeg er en af de sidste, der kommer i gang. I starten løber jeg i et stort felt. Vi passerer børnene fra børneløbet, som har taget opstilling i udkanten af byen. De giver en sidste støtte, inden vi bliver overladt til os selv i ørkenen. Jeg finder et for mig lidt højt tempo, som jeg holder frem til flygtningelejren Awserd omtrent halvvejs på ruten. Her er igen masser af support fra de lokale kvinder. Ved udkanten af lejren rammer vi sandklitterne. Et noget mere krævende terræn gør sit ved tempoet. Efter nogle kilometer flader landskabet ud igen. Jeg løber mod horisonten, kommer til en stigning. Jeg løber op og finder en horisont at løbe mod. Der kommer endnu en stigning. Jeg løber op til endnu en horisont og videre. Jeg løber gennem Smaras sandede gader. Først ved målstregen er der lidt publikum. Jeg løber i mål. Til min 38 | Solidaritet overraskelse er der endnu ikke gået fire timer siden start. Bag målstregen finder jeg et par store beduintelte med forfriskninger; tørt brød, vand, en lille juicebrik, tre dadler og en dåse tun. Det er simpelt, men lige nu er alt godt. En halv time senere befinder jeg mig i badet. Der er sand på gulvet, og der kommer stort set kun lige akkurat vand ud af bruserslangen, der mangler sit hoved. Vandet er koldt. Parade Der bor over 150.000 sahrawi-flygtninge i lejrene i Algeriet. Flygtningelejrene ligger i en tidligere ubeboet del af Sahara-ørkenen i provinsen Tindouf. Der er nærmest ingen vegetation. I dag er nogle hundrede flygtninge dukket op til nationalparaden i flygtningelejren Smara. Det er den Sahrawiske Arabiske Demokratiske Republiks nationaldag. Først er det soldaterne, der går i takt. Jeg læste på et tidspunkt en artikel om, at de unge saharawier, i desperation over deres udsigtsløse fremtid, snakker om at gribe til våben og genoptage uafhængighedskrigen mod Marokko. Men disse soldater ligner ikke nogle, der kan vinde nogen krig, selvom de næppe savner modet. Efter soldaterne kommer forskellige formationer af kvinder og børn, repræsenterende forskellige etater eller elementer af sahrawiernes samfund. Kvinderne blandt tilskuerne vil være med, og de forcerer hegnet omkring paradepladsen. Så har soldaterne Sahrawi-pige. Myndighederne i Algeriet anslår, at der er omkring 150.000 flygtninge fra Vestsahara i provinsen Tindouf. Foto: Sune Hundebøll
Rejsebrev da noget at lave - og det er ikke nogen nem opgave at få dem skubbet tilbage. Jeg har taget mit billige spejlreflekskamera med og får derfor lov at rende rundt blandt de marcherende blokke. Vi, der agerer som den fotograferende presse, får også udfordret de soldater, der er udkommanderet til at holde styr på os. Der er altid mindst en i udbrud med et kamera i hånden på jagt efter den rigtige vinkel til det næste skud. Parade på nationaldagen. Foto: Sune Hundebøll De ældre flygtninge kan huske livet i Vestsahara før Marokko besatte landet. Foto: Sune Hundebøll Afsked To af svenskerne er rejst tilbage til Europa. Der var noget med et møde i Paris. Vi har mistet vores tolk, men Mentu taler et udmærket spansk. Det samme gør svenskeren Juan Pablo. Vi kan stadig kommunikere. Maden, vi får, er god, men vi spiser ikke det samme som familien. Det er tydeligt, at de anstrenger sig for, at vi skal have det godt og spise godt. Hver dag har der været kød eller fisk. Deres egen mad er noget mere simpel. Hvis man er rigtig fattig, gør man sit ypperste for, at ens gæster ikke skal mærke det. Flygtningene er helt afhængige af fødevareforsyning fra FN, der er afhængig af donationer fra alverdens lande. Leveringerne fra FN er under pres på grund af de mange konflikter og flygtninge. Det er derfor uvist, om der er mad nok til lejrene efter 1. juni 2015. Jeg har gaver med hjemmefra til børnene. Et tigerdyr, tre biler, masser af papir og blyanter både med og uden farve, samt en lille pakke Lego. Der er Mentu der står for uddelingen. Hun tager det meste af papiret og nogle af blyanterne og lægger det til side. Hun kigger på os og siger, at det er til skoleopgaver. Tigerdyret er forsvundet. Jeg så ikke hvorhen, men jeg gætter på, en af de små piger i børneflokken har taget det. Bilerne er også kørt væk, mens familiens far sidder med den lille Lego-pakke. Den ældste dreng på lige godt ti år åbnede pakken, men mistede hurtigt interessen. Faren kigger på billedet af den færdige Lego-gravemaskine og de små Lego-mænd. Ud fra billedet lykkedes det at samle Legomændene, men nu kigger han fortvivlet på den tilbageværende bunke af Lego. Jeg sætter mig over til Lego-bunken og bladrer lidt frem i den medfølgende instruktion. Jeg peger på de fremhævede Legoklodser med antal på den første side. Faren nikker, og vi begynder at lede i bunken. Vi finder de rigtige klodser og sætter dem sammen. Vi fortsætter sådan i et par sider. Familiens store søn kommer tilbage. Han kan se, at der sker noget her. Han vil være med. Jeg kigger på ham og peger på billedet af de klodser, vi nu skal bruge. Han finder klodserne, og vi er nu tre om projektet. Lidt efter kan jeg lade far og søn være ene om at gøre projektet færdigt. Der er tydelig stolthed over resultatet, og gravkoen gemmes væk, så de mindre børn ikke ødelægger den. Vi får også gaver. Jeg får en nøglering lavet af affaldsmetal. Og jeg får en blå klædedragt til min kæreste. Det er det yderste lag af det tøj, som kvinderne i Vestsahara går i. Med to knyttede knuder skabes hul til hovedet og den ene arm. Tilbage er et langt klæde, der skal svøbes et par gange rundt om hovedet og kroppen. Skal det være helt rigtigt, skal der yderligere et tørklæde omkring hovedet. Udenfor er kvinderne helt tildækkede. De går endda med handsker i ørkenens sol. Det er muslimsk tradition, men endnu vigtigere, så drejer det sig om at holde huden lys. De lokale skønhedsidealer foreskriver, at kvinderne skal være lyse i huden og velpolstrede. Mændene skal til gengæld være mørke og høje. Når vi er hjemme eller i en samtale, der er mere end kort information, blotter kvinderne ansigtet. Vi er tilbage hvor vi ankom. Busserne er de samme nedslidte køretøjer. Der er mange der skal sige farvel og der snakkes ivrigt. Jeg aflevere min bagage og gør klar til at entrere bussen. Mentu tørrer en tåre af kinden, mens vi siger farvel. Et gensyn er meget tvivlsomt. ■ Solidaritet | 39
Page 1 and 2: Tema Uafhængigt socialistisk magas
Page 3 and 4: Leder Et reelt alternativ Hvis vi v
Page 5 and 6: Kampen om byen at levere infrastruk
Page 7 and 8: Kampen om byen dere. Taberne er man
Page 9 and 10: Klima Af Nanna Clifforth EU forhand
Page 11 and 12: Tema: Europæisk venstrefløj SV 4,
Page 13 and 14: Tema under et år udviklet sig fra
Page 15 and 16: Tema: Europæisk Venstrefløj 25% 2
Page 17 and 18: Tema: Europæisk venstrefløj særl
Page 19 and 20: Tema Antiautoritære studerende pro
Page 21 and 22: Claudia Haydt er medlem af hovedbes
Page 23 and 24: Tema Tysk schlagermusik var et blan
Page 25 and 26: Tema Frankrig, og som formentlig ku
Page 27 and 28: Portræt »Politik handler om at sk
Page 29 and 30: Tema lave et kompromis. Derfor gik
Page 31 and 32: Magtmisbrug arbejdsløse Ulf Harbo,
Page 33 and 34: Social Forum g mulig der eksisterer
Page 35 and 36: Tema Kultur fodbold! at være overs
Page 37: Rejsebrev Tilskuere til nationaldag
Page 41 and 42: Udenrigspolitik Et C-17 og to Hercu
Page 43 and 44: Litteratur kvinder i verdens bedste
Page 45 and 46: Litteratur Tre nye »kort & godt«
Page 47 and 48: Fremad uden at glemme klassekamp Di

Solidaritet #2, maj 2015

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?