Tema Sahara-billeder Indtryk fra en uge i flygtningelejren Smara i Algeriet og solidaritetsløbet Sahara Marathon. 36 | <strong>Solidaritet</strong>
Rejsebrev Tilskuere til nationaldag for den Saharawi Arabiske Demokratiske Republik. Foto: Sune Hundebøll Af Sune Hundebøll Air Algérie flyver helst om natten, når de skal til og fra lufthavnen Tindouf. Derfor sidder jeg ved tretiden om natten og fryser i en bus, der for længst burde været udrangeret. Vi er på vej mod flygtningelejren Smara. Det er et døgns tid, siden jeg forlod familien i Brøndby Strand og begav mig afsted mod ørkenen og et for mig ukendt liv. Om lidt skal jeg hilse på den flygtningefamilie, der skal være vært for mig i den næste uge. Målet for rejsen er flygtningelejren Smara, hvor fordrevne flygtninge fra det besatte Vestsahara har levet siden Marokko invaderede landet i midten af 1970’erne. Jeg er her for at løbe et maraton og forhåbentligt få lidt opmærksomhed på sahrawi-flygtningene og deres fortvivlende situation i lejrene i Algeriet. Vi ankommer til en åben plads. Fra bussen bliver vi ledt ind i en åben gård. Her er der kun et enkelt spotlys, men det forekommer stadigt meget mørkt. En person fra arrangørgruppen begynder at kalde telte sammen. Det er meningen, at vi skal bo fire til fem løbere sammen med en flygtningefamilie. Jeg er blevet placeret i en gruppe med fire svenske løbere. Efter at have fundet hinanden, bliver vi præsenteret for en tildækket kvinde, der er vores vært. En af svenskerne kan arabisk, og selv om sahrawi’erne (befolkningen fra Vestsahara) har deres egen dialekt, forstår de fint hinanden. Det går derfor hurtigt med at finde frem og blive indkvarteret, så vi kan komme i seng og sove lidt, inden det bliver morgen. At møde hinanden Vi drikker sød te. Traditionen kræver mindst tre kopper, og det tager halvanden time eller mere. Teen laves med stor omhu. Den iltes. Der dannes skum, og den iltes noget mere. Der tilsættes sukker, rigeligt med sukker. Det er familiens unge, kvindelige overhoved, Mentu, der laver te. Hun bor her sammen med sin mand, et par søstre, deres mænd og deres børneflok. Endeligt er der hendes mor, en ældre kvinde med et stort smil. Det er Mentu, hendes mand og mormoren, som er øverst i familiehierarkiet - og det er kvinderne, der råder over hjemmet. Børnene betragter os i stilhed. De sidder musestille og betragter os fremmede, der har overtaget deres dagligstue. Dagligstuen er i et lerklinet hus med kun dette ene rum. På gulvet er der rullet et tæppe ud, og langs væggen ligger vi på ens madrasser. I loftet sidder familiens eneste elektriske lys; et lysstofrør drevet af et bilbatteri, der i dagtimerne oplades af en lille solfanger. Hele familien er flyttet ud i et telt, mens vi er på besøg Hmida, svenskeren med evner ud i arabisk, snakker for os alle og oversætter frem og tilbage mellem arabisk og skandinavisk. Der bliver stillet mange spørgsmål, og der kommer mange svar. Hvad hedder vi? Hvor kommer vi fra? Er der børn derhjemme? Er vi gift? Jeg svarer lidt undvigende på det sidste spørgsmål, men Mentu beroliger mig med at sige, at hun godt ved, at vi gør det noget anderledes oppe i Nordeuropa. Den eneste i familien, der nogensinde har været i det besatte Vestsahara, hvor flygtningene kommer fra, er mormoren. Hun flygtede som 12-årig sammen med sin far for 40 år siden. Hun efterlod sin mor og et par søskende i Vestsahara. De har ikke set hinanden siden. Uden for huset Her var ingen byplanlæggere, da gaderne blev lagt. Vejene snor sig imellem de simple huse og telte. Ikke langt fra vores midlertidige hjem er en bredere boulevard, hvor der er lidt trafik. Flygtningelejren Smara er stedet, hvor bilerne kommer for at dø. De, der stadig er kørende, er trætte og klarer kun lige strabadserne med at fragte passagerne afsted. Der køres forsigtigt for affjedringen er ikke hvad den har været, og kommer der et for stort bump på vejen, knækker hjulet af. Det støver, og jeg tager min buff op over næsen. De biler, der allerede har givet op, står stablet som reservedele. De pilles stille og roligt, til kun skelettet ligger nøgent tilbage. Mellem nogle af husene går får og geder. Om de får andet at spise end affald, ved jeg ikke, men affald er der til gengæld rigeligt af. Her er ingen sortering eller organiseret afskaffelse af det, der ikke kan bruges mere. Centralt i Smara ligger Protokol-bygningen. Det er her, officielle gæster kan få et værelse, mens de er i flygtningelejren. Det er også her, vi kan få lov at gå i bad, når vi har løbet. Når der er strøm, og teknikken virker, er der WiFi her. Det er eneste mulighed for lidt kommunikation med dem derhjemme. I Sportsakademiet et par hundrede meter fra Protokol, får vi vores løbenummer udleveret sammen med den officielle Sahara Marathon-trøje. Her er ingen chips til tidstagning eller godteposer med gaver fra sponsorer. Løbet Starten er lagt i flygtningelejren Laayoune. Efter en mor- <strong>Solidaritet</strong> | 37
Change language