Solidaritet #2, maj 2015

Tema: Europæisk venstrefløj
I den anledning så vi hvad der
for mig at se er uden fortilfælde i
Europa, idet titusinder af mennesker
indtog gaderne i Athen for ikke
blot at støtte regeringen i dens konfrontation
med EU, men også for at
lægge pres på den. Og det fortsatte
helt op til den 20. februar.
Denne bevægelse bredte sig også
til et europæisk niveau: Den 15. februar
fandt en transeuropæisk støtteaktion
for det græske folk sted.
I adskillige byer flokkede tusinder
og endda titusinder af mennesker
til gaderne for at demonstrere, for
eksempel i Paris, men også i Rom
og andre byer. I denne periode har
vi set det håb, som du taler om, forvandle
sig til handling.
Aude Lancelin: Er det din opfattelse, at
den folkelige støtte til Syriza har bevaret
sin styrke, selvom nogle af partiets
valgløfter lader til at være sat
på stand-by – i hvert fald ifølge noget
af den kritik som partiet møder?
Stathis Kouvelakis: Den folkelige støtte
er stadig meget stærk, og den er meget
bredere end blot Syrizas egne
vælgere. Og ligesom i 2011 kommer
demonstranterne fra andre rækker
end de sædvanlige aktivister eller
Syrizas normale vælgergruppe.
Men sideløbende med denne udvikling
bliver det græske samfund
stadig mere bevidst om de udfordringer,
som det står overfor. Og det
vil ikke lade sig forføre af forsimplede
fortællinger om, hvad der er
sket. Det ved godt, at situationen er
presset, og at magtrelationerne er
dybt asymmetriske.
Så vi er nået til et nyt punkt, men
jeg mener, at vi er nødt til genetablere
denne interaktion – mellem
bevægelser, folkelig mobilisering
og de kampe, som skal føres på et
institutionelt niveau i Europa og internationalt.
Alain Badiou: Jeg er meget enig i det,
som du siger, og det fører mig videre
til mit næste spørgsmål. Det
handler om hvorvidt denne politiske
nyskabelse – og politik handler,
som vi har påpeget, ikke blot om
statens eksistens og dens handlinger,
men også om interaktionen
»I løbet af
ganske kort
tid så vi en
regering, der
hurtigt vendte
tilbage til statens
normale
virke«
mellem folkelige bevægelser og staten,
og karakteren af denne interaktion
– også tager en grundlæggende
ny form.
Jeg er godt klar over, at den græske
situation har alle mulige betydningsfulde
og interessante karakteristika,
som er uden fortilfælde
– uden tvivl. Denne særegenhed
rækker flere år tilbage: Vi husker
blandt andet opstandene i 2008.
Grækenland har således en stærk
fortælling om folkelige bevægelser,
opstande og folk der indtager gaderne
igennem flere år, det er sandt,
det er jeg enig i.
Syriza – og Podemos, som hver arbejder
ud fra deres eget unikke udgangspunkt
– er et produkt af denne
udvikling i løbet af de sidste par år,
ikke blot i forhold til politik i klassisk
forstand, men også i forhold til at
»opfinde« politik.
Det spørgsmål, der optager mig,
især på baggrund af det endelige resultat
af [François] Mitterrand-regeringen,
er følgende: Da Mitterrand
blev valgt – og denne sejr havde været
i udsigt igennem tresserne og
halvfjerdserne – strømmede titusinder
af mennesker ud i gaderne for at
fejre hans sejr.
Men i løbet af ganske kort tid så vi
en regering, der forlod sit udgangspunkt,
og som hurtigt vendte tilbage
til statens normale virke, blandt andet
ved at lade sig begrænse af konjunkturerne.
Og dette smadrede bevægelsen.
Alt dette skete inden for
en periode af to år. I Syrizas tilfælde
er vi ikke to år inde i regeringsperioden,
men frygten sidder stadig dybt
i mig. Og jeg håber i den grad, at det,
der skete dengang, ikke vil gentage
sig.
Du skrev i en af dine klummer, at
faren her består i, at den bevægelse,
som den folkelige mobilisering har
skabt, ikke længere er i stand til at
kontrollere staten, og at statens institutioner
derfor vil bringe situationen
tilbage til status quo.
Jeg blev mildt sagt overrasket,
dengang med Mitterrand, af den hastighed,
som vi oplevede i forhold
til den slags – hvad vi kunne kalde
– »statsliggørelse«. Især i forhold til
den økonomiske og finansielle politik:
Husk på, at Mitterrand havde
et ekstremt ambitiøst program, der
inkluderede nationalisering af centrale
dele af den franske økonomi
og størstedelen af bankerne – hvilket
han da også gjorde.
Men på trods af dette, så er det
min overbevisning, at en politisk
metode – en måde at være politisk
på – er afgørende i det lange løb,
og det er derfor, at jeg spørger dig –
hvis læsninger af Syriza jeg synes er
så fascinerende – om der er tale om
en ny relation, i hvert fald ny i vor
tids Europa, mellem statens processer
og de folkelige bevægelser. Det
udgør, for mig at se, spørgsmålets
kerne.
Aude Lancelin: Syrizas ledere har
18 | Solidaritet