Solidaritet #2, maj 2015

More documents

Recommendations

Info

Tema: Europæisk venstrefløj I den anledning så vi hvad der for mig at se er uden fortilfælde i Europa, idet titusinder af mennesker indtog gaderne i Athen for ikke blot at støtte regeringen i dens konfrontation med EU, men også for at lægge pres på den. Og det fortsatte helt op til den 20. februar. Denne bevægelse bredte sig også til et europæisk niveau: Den 15. februar fandt en transeuropæisk støtteaktion for det græske folk sted. I adskillige byer flokkede tusinder og endda titusinder af mennesker til gaderne for at demonstrere, for eksempel i Paris, men også i Rom og andre byer. I denne periode har vi set det håb, som du taler om, forvandle sig til handling. Aude Lancelin: Er det din opfattelse, at den folkelige støtte til Syriza har bevaret sin styrke, selvom nogle af partiets valgløfter lader til at være sat på stand-by – i hvert fald ifølge noget af den kritik som partiet møder? Stathis Kouvelakis: Den folkelige støtte er stadig meget stærk, og den er meget bredere end blot Syrizas egne vælgere. Og ligesom i 2011 kommer demonstranterne fra andre rækker end de sædvanlige aktivister eller Syrizas normale vælgergruppe. Men sideløbende med denne udvikling bliver det græske samfund stadig mere bevidst om de udfordringer, som det står overfor. Og det vil ikke lade sig forføre af forsimplede fortællinger om, hvad der er sket. Det ved godt, at situationen er presset, og at magtrelationerne er dybt asymmetriske. Så vi er nået til et nyt punkt, men jeg mener, at vi er nødt til genetablere denne interaktion – mellem bevægelser, folkelig mobilisering og de kampe, som skal føres på et institutionelt niveau i Europa og internationalt. Alain Badiou: Jeg er meget enig i det, som du siger, og det fører mig videre til mit næste spørgsmål. Det handler om hvorvidt denne politiske nyskabelse – og politik handler, som vi har påpeget, ikke blot om statens eksistens og dens handlinger, men også om interaktionen »I løbet af ganske kort tid så vi en regering, der hurtigt vendte tilbage til statens normale virke« mellem folkelige bevægelser og staten, og karakteren af denne interaktion – også tager en grundlæggende ny form. Jeg er godt klar over, at den græske situation har alle mulige betydningsfulde og interessante karakteristika, som er uden fortilfælde – uden tvivl. Denne særegenhed rækker flere år tilbage: Vi husker blandt andet opstandene i 2008. Grækenland har således en stærk fortælling om folkelige bevægelser, opstande og folk der indtager gaderne igennem flere år, det er sandt, det er jeg enig i. Syriza – og Podemos, som hver arbejder ud fra deres eget unikke udgangspunkt – er et produkt af denne udvikling i løbet af de sidste par år, ikke blot i forhold til politik i klassisk forstand, men også i forhold til at »opfinde« politik. Det spørgsmål, der optager mig, især på baggrund af det endelige resultat af [François] Mitterrand-regeringen, er følgende: Da Mitterrand blev valgt – og denne sejr havde været i udsigt igennem tresserne og halvfjerdserne – strømmede titusinder af mennesker ud i gaderne for at fejre hans sejr. Men i løbet af ganske kort tid så vi en regering, der forlod sit udgangspunkt, og som hurtigt vendte tilbage til statens normale virke, blandt andet ved at lade sig begrænse af konjunkturerne. Og dette smadrede bevægelsen. Alt dette skete inden for en periode af to år. I Syrizas tilfælde er vi ikke to år inde i regeringsperioden, men frygten sidder stadig dybt i mig. Og jeg håber i den grad, at det, der skete dengang, ikke vil gentage sig. Du skrev i en af dine klummer, at faren her består i, at den bevægelse, som den folkelige mobilisering har skabt, ikke længere er i stand til at kontrollere staten, og at statens institutioner derfor vil bringe situationen tilbage til status quo. Jeg blev mildt sagt overrasket, dengang med Mitterrand, af den hastighed, som vi oplevede i forhold til den slags – hvad vi kunne kalde – »statsliggørelse«. Især i forhold til den økonomiske og finansielle politik: Husk på, at Mitterrand havde et ekstremt ambitiøst program, der inkluderede nationalisering af centrale dele af den franske økonomi og størstedelen af bankerne – hvilket han da også gjorde. Men på trods af dette, så er det min overbevisning, at en politisk metode – en måde at være politisk på – er afgørende i det lange løb, og det er derfor, at jeg spørger dig – hvis læsninger af Syriza jeg synes er så fascinerende – om der er tale om en ny relation, i hvert fald ny i vor tids Europa, mellem statens processer og de folkelige bevægelser. Det udgør, for mig at se, spørgsmålets kerne. Aude Lancelin: Syrizas ledere har 18 | Solidaritet
Tema Antiautoritære studerende protesterer mod ny universitetslov i Thrakien. Foto: Joanna, CC BY 2.0 imidlertid en helt anden profil end Mitterrand: Tsipras kommer fra en radikalt venstreorienteret, endda kommunistisk, baggrund, mens Mitterrands politiske orientering, på trods af en lang politisk karriere, var langt mere mudret. Alain Badiou: Den var mere uklar, ja, men kommunisterne sad med i regeringen, og de politiske mål var langt mere radikale end dem, som Syriza har præsenteret. I øjeblikket er deres program hovedsageligt negativt – »nej til nedskæringspolitikken«, »en anden vej er mulig«, men konturerne er ikke særligt tydelige. Det udfordrer ikke den private ejendomsret, selvom dette er essentielt for den kommunistiske tradition. Men dét bekymrer mig ikke, jeg er godt klar over, at deres indledende program først skal bevise sin bæredygtighed igennem regeringens beslutninger. Det, der interesserer mig i dette nye scenarie, er just denne mulighed for en ny dialektik mellem de folkelige bevægelser og statens handlinger, og det er derfor jeg spurgte ind til dette, denne nye og anderledes ting. Syrizas lederskab er skabt gennem en ny form for organisering, men det efterlader os med spørgsmålet om, hvorvidt måden, som det forholder sig til staten på, også er ny. Stathis Kouvelakis: Jeg er enig i det, som Alain Badiou lige har sagt. Bare lige en kort indvending i forhold til programmet: Det er min overbevisning, at man bedst kan vurdere et programs radikalitet i forhold til konjunkturerne frem for rent abstrakt. Alain Badiou: Det er sandt. Uddraget er en del af en længere samtale, som er oversat fra fransk til engelsk af David Broder og offentliggjort af det amerikanske venstrefløjsmagasin Jacobin. Du kan finde teksten (Dangerous Days Ahead) i sin helhed her: www.jacobinmag.com/2015/04/ greece-syriza-euro-austerity/ Solidaritet | 19
Page 1 and 2: Tema Uafhængigt socialistisk magas
Page 3 and 4: Leder Et reelt alternativ Hvis vi v
Page 5 and 6: Kampen om byen at levere infrastruk
Page 7 and 8: Kampen om byen dere. Taberne er man
Page 9 and 10: Klima Af Nanna Clifforth EU forhand
Page 11 and 12: Tema: Europæisk venstrefløj SV 4,
Page 13 and 14: Tema under et år udviklet sig fra
Page 15 and 16: Tema: Europæisk Venstrefløj 25% 2
Page 17: Tema: Europæisk venstrefløj særl
Page 21 and 22: Claudia Haydt er medlem af hovedbes
Page 23 and 24: Tema Tysk schlagermusik var et blan
Page 25 and 26: Tema Frankrig, og som formentlig ku
Page 27 and 28: Portræt »Politik handler om at sk
Page 29 and 30: Tema lave et kompromis. Derfor gik
Page 31 and 32: Magtmisbrug arbejdsløse Ulf Harbo,
Page 33 and 34: Social Forum g mulig der eksisterer
Page 35 and 36: Tema Kultur fodbold! at være overs
Page 37 and 38: Rejsebrev Tilskuere til nationaldag
Page 39 and 40: Rejsebrev da noget at lave - og det
Page 41 and 42: Udenrigspolitik Et C-17 og to Hercu
Page 43 and 44: Litteratur kvinder i verdens bedste
Page 45 and 46: Litteratur Tre nye »kort & godt«
Page 47 and 48: Fremad uden at glemme klassekamp Di

Solidaritet #2, maj 2015

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?