Solidaritet #13, februar 2018

Uafhængigt socialistisk magasin 

Nr. 13, februar 2018 

Klima eller 

arbejdspladser? 

Er der en modsætning mellem 

arbejdspladser og grøn 

omstiling? Debat mellem Nanna 

fra NOAH og Jesper fra 3F. 

Side 15 

Cyberkapitalisme Fake news Røde flertal

Indhold 

Er imperialismen stadig 

relevant? 

Side 42 

Cyberkapitalismens tvangsmekanismer 

Side 36 

Kommunalpolitik i Holbæk 4 

Tema: Klimaarbejdspladser 8 

Kampagner for klimajobs 8 

Historien om grønne jobkrav 13 

Dobbeltinterview med 3F og NOAH 15 

Mediernes politiske økonomi 20 

Gør menstruation gratis 24 

Røde flertal 27 

Cyberkapitalisme 36 

Teori: Imperialisme 42 

Lyrik 46 

Tema om klimaarbejdspladser 

Side 8 

Det nye mediekompleks 

Side 20 

Solidaritet – Uafhængigt socialistisk magasin 

Solidaritetshuset • Griffenfeldsgade 41 • 

DK - 2200 København N • www.solidaritet.dk • 

Bankkonto: 1551- 685 0510 • ISSN 2445-4702 

Oplag: 500 ex. • Tryk: Solidaritet 

Kontakt: magasin@solidaritet.dk 

eller tlf. 28 30 40 24 (Jeppe) 

2 | Solidaritet 

Abonnement: 150 kr. om året (ca. 4 numre) 

Bestilles på www.solidaritet.dk 

Redaktion: Jeppe Rohde (ansv.), Ebbe Rand 

Jørgensen, Lasse Rørdam Nielsen, 

Åge Skovrind, Marta Helleskov, Jakob Ruggard, 

Ole Bach, Carsten Sloth, Simon Chievitz og 

Finn Kjeller. 

Layout og foto: Mikkel Ellung Larsen, Jesper 

Legarth Qvist m.fl. 

Solidaritet laves udelukkende af 

frivillige kræfter. Du kan være med – kontakt 

magasin@solidaritet.dk 

Solidaritet er tilmeldt Pressenævnet.

Leder 

Grønne job på dagsordenen 

Fagforeninger og arbejdspladser må ind i kampen for at sikre en dybtgående og 

hurtig grøn omstilling. Det kræver, at der skabes udsigt til nye, bæredygtige job i 

stedet for de job, der må forsvinde. 

Af Finn Kjeller 

Fuld fart på olieudvindingen! Det var budskabet fra 

norsk LO og den norske arbejdsgiverforening i en 

fælles udtalelse op til Stortingsvalget den 11. september 

2017. De valgte hensynet til de ubæredygtige 

arbejdspladser i olieindustrien og vendte ryggen til 

voksende krav om at tage ansvar for klimakrisen. 

Også i Danmark står tunge erhvervssektorer i vejen 

for en dybtgående og hurtig grøn omstilling, uden hvilken 

vores land medvirker til at overophede kloden i en 

varig global klimakatastrofe. Det er f.eks. Nordsøolien 

og -gassen og det industrielle landbrug. 

I sidste nummer skrev vi om den hastigt ekspanderende 

flytrafik, hvor lufthavnsudvidelsen i København 

endnu ikke har mødt kritik fra venstrefløjen - for slet 

ikke at tale om fagbevægelsen. Men der er dog også ansatser 

til en anden politik i fagbevægelsen. 

I Storbritannien, Frankrig, Norge og andre lande er 

fagforeningsfolk og klimaaktivister gået sammen i kampagner 

for storstilet igangsættelse 

af klimajob. Herhjemme har 3F og 

Byggefagenes fagforeninger fremsat 

forslag om grønne job, men der har 

ikke været nogen større, fælles kampagner. 

I dette nummer sætter vi fokus på, 

om fagbevægelse og miljøbevægelse 

kan mødes i kampen for bæredygtig 

beskæftigelse. Få en smagsprøve på 

de nødvendige diskussioner mellem 

fagligt aktive og klimaaktivister i vores 

dobbeltinterview på side 15. 

Størstedelen af fagbevægelsen 

lægger sig stadig tæt op ad industrichefernes 

vækstdagsorden, hvor 

øget konkurrenceevne (læs: profit) 

og økonomisk vækst er omdrejningspunktet. 

I den optik skal grøn omstilling 

»sikre en fortsat vækst og øget 

beskæftigelse«, som det hedder i en 

rapport fra 3F's Grønne Tænketank. 

Men det er ikke bæredygtigt, at 

vindmølle- og energirenoveringsjob 

kommer i tillæg til motorvejs- og 

lufthavnsbyggeri. Der er job, som må 

Foto: Greens 

MPs, CC 

afvikles, hvis vi skal have en chance for at tøjle den globale 

opvarmning og standse nedbrydningen af naturen. 

Netop derfor er det så vigtigt at få planer for klimajob 

og grønne job på dagsordenen. For at ændre styrkeforholdene 

til fordel for hurtig grøn omstilling er det 

afgørende at få fagforeninger og arbejdspladser ind i 

kampen. Det kræver, at der skabes udsigt til nye, bæredygtige 

job - i stedet for de job, der forsvinder. 

At kræve en omfattende klimajobplan er et skridt 

i retning af en socialt retfærdig, økologisk omstilling. 

Samtidig peger kravet om en klimajobplan frem mod en 

demokratisering af økonomien: Det er et krav om, hvad 

der skal prioriteres i økonomien – en prioritering, der 

ikke kan overlades til markedskræfterne. 

At udvikle planer og føre fælles kampagner for klimajob 

og andre grønne job er ikke noget, der kan eller bør 

afvente et regeringsskifte. Tværtimod er det nu, vi skal 

samle opbakning til et rødt og grønt alternativ. Det er 

nu, grunden skal lægges for et skifte i holdninger, politik 

og produktion. ■ 

Solidaritet | 3

Kommunalpolitik 

Kommunalpolitik skal 

Det blev en turbulent tid for Enhedslisten i Holbæk, da de for 4 år siden for første 

gang fik valgt folk i byrådet. De to byrødder blev gang på gang stemt ned, men 

deres konsekvente holdninger mod nedskæringer gav alligevel bonus. 

Af Ebbe Rand Jørgensen 

Solidaritet har talt med Enhedslistens 

to repræsentanter 

i Holbæk Byråd: Karen Thestrup 

Clausen og Leif Juhl. 

De fortæller om deres vanskeligheder 

i starten, da de 

var helt nye i byrådsarbejdet. 

»Vi skulle selv opfinde den dybe tallerken«, 

som Leif udtrykker det. 

De andre partier startede med 

at ignorere Enhedslisten, der slet 

ikke fra starten var med i forhandlingerne 

om fordelingen af udvalgsposter. 

»Forvaltningen glemte os simpelthen, 

da de skulle sende papirerne 

ud!« fortæller Karen. »Der gik 

5 dage, og da var løbet ligesom kørt. 

Vi fik ikke tid til at finde samarbejdspartnere.« 

Prestigebyggeri på pløjemark 

Der var en diskussion, som kom til 

at fylde meget i byrådet: - bygningen 

af Holbæk Arena. Det var en be- 

Velfærdsdemonstrationen 

den 15. 

september blev 

et tilløbsstykke 

med ca. 800 

deltagere. 

Foto: Karen 

Thestrup 

Clausen 

Kamp om poster og penge 

Enhedslisten endte med kun at få 

to udvalgsposter: »Læring og trivsel 

for børn og unge« -udvalget og »Aktiv 

hele livet – sundhed og omsorg« 

-udvalget. Andre partier fik væsentligt 

flere og tungere poster, siger 

Leif: »Vi sidder med lige så mange 

stemmer som de radikale, og de har 

fået en udvalgsformandspost og 

plads i økonomiudvalget og arbejdsmarkedsudvalget.« 

Dog tilbød Socialdemokratiet, 

som havde været i valgforbund med 

Enhedslisten, en plads i Demokratiudvalget. 

»Da vi ikke opførte os pænt nok 

over for Socialdemokraterne, så tog 

de sgu pladsen fra os igen«, beretter 

Karen. »Det handler rigtigt meget 

om at få fordelt de poster, der giver 

nogle penge. Og der var jo dyb forargelse, 

da vi på det konstituerende 

byrådsmøde tillod os at stille forslag 

om, at vi rigtig gerne ville sidde 

i bestyrelsen for forsyningsselskabet 

- og vi havde ikke set, at det var 

en af de poster, der var allerhøjest 

lønnede.« 

4 | Solidaritet


gro nedefra 

slutning, der var taget i det gamle 

byråd. Kommunen skulle – i første 

omgang - investere 400 millioner 

kr. i et storstilet OPP-projekt (OPP, 

Offentligt privat partnerskab) på en 

bar mark uden for byen. Det skulle 

være Danmarks største, samlede 

idrætsbyggeri til en pris på en halv 

milliard. 

Men byrådsflertallet havde bare 

et problem med projektet: Økonomien, 

kassebeholdningen viste sig 

at være helt i bund. 

Enighed begyndte at smuldre lidt 

i både Socialdemokratiet og Venstre. 

To venstrefolk og to socialdemokrater 

meldte sig ud. 

Socialdemokraterne syntes stadig, 

at arenaen var en god idé, men 

erklærede at det ikke måtte gå ud 

over den »borgernære velfærd«. 

Men så skete der noget på et 

byrådsmøde, fortæller Karen: »Vi 

skulle ikke spare, vi skulle bare omstille, 

vi skulle omstille for 120 millioner, 

i første omgang 88 mill. Vi 

blev ved med at kalde det at spare, 

og de andres kritik haglede ned over 

os. Vi skulle gå ud og spørge borgerne, 

om vi kunne gøre tingene på 

en smartere måde. Når de så omstillede, 

ville der være råd, der ville 

ikke være nedskæringer på velfærden, 

og så kunne man jo godt bygge 

denne her Holbæk Arena. Og for at 

gøre en lang historie kort så formåede 

man at overbevise Socialdemokraterne, 

om at det her skulle nok 

lykkes. Og da vi det første år ikke 

havde omstillet, så tog vi bare af 

kassebeholdningen - og så omstillede 

man bare noget mere til næste 

år. Sådan kørte de i 2 år, før det begyndte 

at gøre ondt.« 

Nedskæringer hele vejen rundt 

At det har gjort ondt er tydeligt på 

flere måder. Kommunens kassebeholdning 

er i bund og kan ikke leve 

op til indenrigsministeriets krav. 

Kravet er minimum 72 mill. - men 

kommunen har kun 39 mill. i kassen. 

Nedskæringerne rammer nu, så 

det kan mærkes. 

»Daginstitutionerne er fuldstændig 

i bund. Folk tager deres børn 



ud. På skoleområdet har vi 35 procent 

i privatskoler her i kommunen. 

Og de ældre, der skal have hjælp, 

oplever at der ikke bliver gjort ordentligt 

rent. Rengøringen er udliciteret. 

Der er ikke sat penge nok af til 

det«, forklarer Karen. 

Barsk personalepolitik 

Politikken har også ramt de ansatte i 

kommunen. Ikke engang toppen gik 

fri: Borgmesteren og byrådet fyrede 

kommunaldirektøren. 

Karen fortæller: »Der var ingen 

tvivl om, at man fra Venstre og de 

borgerliges side havde tænkt sig at 

tørre det her af på embedsværket. 

Men det var sådan set glimrende, at 

kommunaldirektøren blev fyret. Det 

var også en direktør, der stod for 

det her NPM (New Public Managemant) 

- sådan en der mente, at folk 

ude på arbejdspladserne de skal 

bare klappe kaje. Og tillidsfolk risikerer 

at blive fyret, hvis de passer 

deres hverv. Vi har haft flere sager i 

arbejdsretten, hvor kommunen har 

betalt bod efter fyring af tillidsfolk. 

Karen og Leif fortæller, at denne 

barske personalepolitik har virket. 

Ansatte tør ikke udtale sig eller gå til 

deres ledelse, når der er problemer. 

Syg kultur 

Også på andre områder mødte Enhedslistens 

to folk en syg kultur, 

f.eks. når det handlede om at bruge 


»Enhedslistens 

folk mødte 

en syg kultur, 

f.eks. når det 

handlede 

om at bruge 

penge på byrådets 

egne 

medlemmer« 

Enhedslisten 

Holbæks 

to byrådsmedlemmer, 

Karen Thestrup 

Clausen og Leif 

Juhl. 

Foto: 

Enhedslisten 

Holbæk 

Fakta 

Efter kommunevalget 2017 

Karen og Leif blev genvalgt for de 

næste fire år, selvom Enhedslisten 

mistede næsten 1/3 af 

stemmerne. Kritikken af den siddende 

borgmester betød at venstre 

gik voldsomt tilbage. Enhedslisten 

indgik i en aftale, der betød at 

Socialdemokraten Christina Krzyrosiak 

Hansen kunne overtage 

borgmesterposten. 

penge på byrådets egne medlemmer. 

»På et af de allerførste møder tillod 

vi os at foreslå et loft på 500 kr. 

når man var ude at spise i forbindelse 

med byrådsarbejdet,« fortæller 

Karen. 

»Så blev jeg kaldt ud på gangen 

af kommunaldirektøren (ham vi har 

fyret), og han sagde, at nu ville han 

jo bare sige, at efter Farum-sagen 

var der skam et loft og nogle vedtagelser, 

så hvis det var et forslag, jeg 

havde tænkt mig at stille, så kunne 

jeg ikke regne med et samarbejde 

med administrationen.« 

Borgmesteren og flertallet var 

heller ikke tilbageholdende med at 

bruge penge på konsulentydelser. 

Karen fortæller om en sag på en af 

kommunens institutioner for handicappede, 

hvor der havde været et 

dødsfald. Så hyrede de en konsulent 

til 700.000 kr. Ikke til at afklare forløbet 

eller rette op på problemerne. 

Nej, konsulentens opgave var at 

håndtere pressen. 

Så stillede Enhedslisten et forslag 

om, at direktionen fik et loft på 

20.000 kr., når de bestilte konsulentbistand. 

Det passede ikke borgmesteren, 

der forsøgte at få Enhedslisten 

til at trække forslaget. Under 

behandlingen af forslaget blev Karen 

frataget ordet af borgmesteren. 

Det medførte en klage til Indenrigsministeriet, 

der tildelte borgmesteren 

en næse. Han forsøgte 

efterfølgende at hemmeligholde Indenrigsministeriets 

brev. 

Idrættens ønsker og behov 

Der blev også brugt 350.000 kr. på 

en konsulent, som skulle »bearbejde« 

idrætsforeningerne, så de 

kunne se det gode ved Holbæk 

Arena. Så kunne borgmesteren pege 

på, at arenaen var et krav fra idrætten. 

Leif fortæller, at der er et stort efterslæb 

på vedligeholdelsen af de 

eksisterende idrætsanlæg, som ligger 

midt i Holbæk. »Man har bevidst 

ikke holdt det vedlige. Derfor kan 

man nu sige, at vi lige så godt kan 

bygge nyt i stedet for en dyr renovering.« 

Men måske er det ikke bare lykken 

for idrætten, når den nye arena 

står færdig, for kapaciteten er ikke 

stor nok. Karen forklarer: »De gamle 

anlæg inde i byen bliver lukket, for 

kommunen kan få en høj pris for 

arealet - og så ender de med ikke at 

have samme træningskapacitet.« 

Velfærdsalliancens demoer 

Sidste år på den traditionelle 1. maj 

demonstration i Ahlgade skete 

der noget. Enhedslistens folk talte 

med de forskellige fagforeningsfolk 

og spurgte, om de var med på 

en velfærdsdemonstration 10 dage 

senere. Og de var positive. Der var 

tilslutning fra FOA, 3F, Metal, Lærerforeningen, 

HK-Kommunal. SF og Socialdemokratiet 

var også med. 

Den 10. maj 2016 mødte så ca. 100 

mennesker op i Ahlgade for at demonstrere 

mod nedskæringer.


Enhedslisten havde taget initiativet, 

men nu havde et nyt samarbejde 

i Holbæk set dagens lys: Velfærdsalliancen. 

Og en ny tradition 

var blevet skabt. 

Den næste demonstration 15. 

september 2016 var foran kommunens 

administrationsbygning i Kanalstrædet. 

Her var mødt ca. 800 

mennesker. En ret stor deltagelse i 

en relativt lille by som Holbæk. »Den 

største demonstration siden besættelsen« 

siger Leif. 

Et sjovt sammentræf: Samme dag 

blev byggeriet af arenaen sat i gang. 

8 mennesker var samlet ude i marken 

for at tage det første spadestik. 

I den anledning havde kommunen 

dispenseret for et vedtaget indkøbsstop 

for at kunne indkøbe 13 splinterny 

spader, fortæller Karen. 

Da budgettet skulle vedtages den 

5. oktober, mødte folk igen talstærkt 

op foran rådhuset og i byrådssalen. 

Flere møder og protester 

Enhedslisten holdt også et lyttemøde 

sidste år om budgettet. Her 

var mange borgere og mange af de 

faglige folk mødt op. Det betød, at 

der også var mange socialdemokrater 

blandt deltagerne. 

Da budgettet så skulle vedtages 

i byrådet, var der igen demonstration, 

denne gang i selve byrådssalen. 

I foråret holdt FOA et møde om 

nedskæringerne under overskriften: 

Nu er nok, nok. Igen var der deltagelse 

af mange faglige folk. 

Der var sket noget nyt. Folk begyndte 

at protestere åbent over for 

forringelserne. Og Enhedslisten er 

Prestigeprojektet 

Holbæk Arena 

endte med at 

blive til Holbæk 

Sportsby, der 

forventes 

færdigt i 

slutningen af 

2018. 

»Jeg tror, at vi har fået 

en del respekt. De ved 

jo godt, at vi arbejder 

meget« 

en del af det. 

Karen beskriver det på denne 

måde: »Der er blevet skabt en tradition. 

Det vi siger til folk, når de 

henvender sig er - at de skal samle 

nogle folk, og så skal de møde op.« 

Og der møder folk op i byrådssalen. 

For eksempel mødte den lokale 

3F-fagforening talstærkt op og 

stillede spørgsmål, da et flertal ville 

udlicitere Vej og Park. Og det endte 

med, at de fik en lille indrømmelse. 

De ansatte måtte selv give et bud, 

men der skulle samtidigt spares 4,5 

mill. kr. 

Fagbevægelsen i byen oplever, at 

de kan bruge Enhedslisten, det gælder 

også de socialdemokratiske tillidsfolk. 

Da Metal holdt sin generalforsamling, 

blev der fra talerstolen 

givet en særlig tak til Enhedslisten 

for deres indsats. 

Men Enhedslisten er også begyndt 

at opleve 

en anden stemning 

i byrådet. 

»Der er kommet 

en ny kultur 

i byrådssalen. 

De forsøgte i 

den grad at kule 

os ned i starten, 

hvor vi tog 

det med et smil og svarede igen. De 

troede jo, at vi bare ville sætte os 

tilbage og blive stille i byrådssalen. 

Det virkede faktisk modsat kan man 

sige, så jeg tror, at vi har fået en del 

respekt. De ved jo godt, at vi arbejder 

meget,« siger Leif. 

Netværket er en styrke 

Der er meget arbejde for de to byrådsmedlemmer. 

Men de ved også, 

at de kan trække på et større netværk 

i Enhedslisten. 

»Vi har en rigtig god baggrundsgruppe, 

4-5 personer – ud over os 

2. Og de har været med hele vejen, 

forklarer Karen. »Jeg har faktisk tit 

tænkt på hvor svært det ville være, 

hvis jeg var helt alene. Jeg har prøvet 

et enkelt møde, hvor jeg sad 

alene. Leif var der ikke, jeg tror han 

var syg. Det var i det første år. Jeg 

syntes det var så hårdt. Den der med 

at man sidder og bare er ekskluderet 

af alle, ikke bare i snakken, men 

også når du sidder i kaffepausen, og 

der ku’ godt komme en eller anden 

dum bemærkning.« 

Men det er ikke kun baggrundsgruppen, 

der er vigtig for de to. De 

trække på et stort netværk af folk i 

Enhedslisten. Kommunalgruppen 

og kommunalpolitiske konferencer 

er vigtige og giver dem et stort 

fortrin i byrådet. De fortæller, at de 

oplever at diskutere komplicerede 

emner med nogle få stykker i byrådet, 

mens de øvrige byrødder ikke 

forstår en bønne. Enhedslistens 

medlemmer er bare klædt bedre på 

til den slags. 

Kommunalrøddernes facebookgruppe 

er også et godt værktøj, fortæller 

Karen: »Man har et spørgsmål 

og får typisk svar inden for en time.« 

Så Enhedslisten er klar til de næste 

fire år i byrådet. Det har været 

op ad bakke i byrådssalen. Men som 

Leif udtrykker det: »Vi ved godt, at vi 

skal have det folkelige pres med, det 

skal gro nedefra - ellers kommer vi 

ikke igennem med det, vi ønsker.« ■ 


Tema: Klimaarbejdspladser 

Klimajob 

bringer de faglige 

og de grønne på 

bølgelængde 

Kampagner for storstilet igangsættelse af 

klimajob har bredt sig til flere lande som 

kombineret svar på social utryghed og 

truende klimaforandringer. 

Af Finn Kjeller 

»Jeg vil gerne vise jer det her dokument. Det hedder One 

Million Climate Jobs,« sagde Jeremy Corbyn og rakte en 

pjece i vejret. »Det er et meget godt dokument. Jeg opfordrer 

jer alle til at kigge på det og læse det.« 

Det var under klimatopmødet i Paris i december 2015, 

hvor netværket Trade Unions for Energy Democracy 

havde samlet hundreder af fagforeningsfolk og klimaaktivister 

til et møde med Jeremy Corbyn, dengang nyvalgt 

leder af Labour-partiet, og Naomi Klein. 

Dokumentet, som Corbyn såvel som Klein anbefalede 

varmt, kom fra den britiske klimajobkampagne. Kampagnen 

tog sin begyndelse i 2008 under en konference 

arrangeret af Campaign against Climate Change (CCC). 

»I en af workshopperne opdagede de 25 deltagende 

klimaaktivister, at de alle var medlemmer af en fagforening. 

De oprettede hurtigt en faglig gruppe inden for 

CCC,« fortæller Tabitha Spence i pjecen Global Climate 

Jobs. 

På det tidspunkt havde de regerende i Storbritannien 

som så mange andre steder travlt med at redde bankerne 

ud af finanskrisen, mens mange mistede deres arbejde, 

og klimakrisen tegnede sig stadig mere faretruende. 

One Million Climate Jobs 

Den faglige gruppe arrangerede to klimakonferencer for 

fagforeningsmedlemmer og fik støtte fra fire forbund 





fra starten: offentligt ansatte, postarbejdere, et jernbaneforbund 

samt universitetslærerne. Flere har senere 

sluttet sig til, heriblandt UNITE, som er landets største 

forbund. 

En overordnet klimajobplan blev udarbejdet. Planen 

tager udgangspunkt i, at det er nødvendigt med en drastisk 

omstilling for at afværge katastrofale klimaforandringer. 

Landets udledninger af drivhusgasser skal reduceres 

med 80 procent på to årtier. For at sikre, at det 

sker og sker fra nu af, skal det offentlige direkte oprette 

1 million nye klimajob gennem en »National Climate 

Service«. Navnet hentyder til det britiske sundhedsvæsen, 

National Health Service. 

Med klimajob menes job, der direkte fører til nedskæringer 

i udledningerne af drivhusgasser. Det handler om 

massiv udbygning af vedvarende energi (havvindmøller, 

solenergi og havenergi), renovering og energieffektivisering 

af bygninger, kollektiv transport og nye transportteknologier 

foruden uddannelse, jordbrug, skov og 

affaldsbehandling m.m. 

I planen anslås det, at der inklusive 

afledte job kan skabes i alt 1,75 

millioner arbejdspladser gennem 

en intensiv offentlig satsning til en 

total nettoomkostning af 19 milliarder 

pund. 

Planen er blevet udbredt ved 

hjælp af pjecen One Million Climate 

Jobs og oplæg ved hundreder af møder 

rundt om i landet. 

»Vi startede med fagforeninger. 

Vi fortsætter med at vinde bredere 

støtte fra fagforeninger og fagforeningsmedlemmer, 

men i dag arbejder 

vi også for at få opbakning fra 

miljøgrupper, NGO'er og aktionsgrupper. 

Vi har fået støtte fra Green Party og opbygger 

støtte i Labour, det største oppositionsparti,« skriver Tabitha 

Spence. 

Un million d'emplois pour le climat 

I december 2016 udgav den franske klimajobplatform 

rapporten Un million d'emplois pour le climat, altså »1 

million klimajob«. Platformen består af fagforeninger, 

landboforeninger og sociale bevægelser, ATTAC og miljøorganisationer. 

Ligesom i Storbritannien fremsættes kravet om en 

storstilet klimajobsatsning på baggrund af klimakrise 

og høj arbejdsløshed. Men det franske initiativ går mere 

i dybden med de brancher og aktiviteter, som der skal 

omstilles væk fra. 

»Nogle sektorer vil skulle forsvinde såsom raffinaderier 

og kulkraftværker, andre vil nødvendigvis se deres 

produktion mindskes såsom en god del af den fremstillingsindustri, 

der holder vores overforbrug kørende, 

mens atter andre sektorer vil skulle omstille sig såsom 

bilindustrien og det industrielle landbrug.« 

Under den tidligere præsident, François Hollande, 

trak den socialdemokratisk ledede regering flere gange 


»Hvis projektet for 

økologisk omstilling 

skal blive attraktivt, 

skal der tilbydes en 

fremtid til alle lønarbejdere 

i de berørte 

sektorer« 

i land på miljøtiltag, f.eks. en lastbilafgift, som mødte 

modstand fra landbruget og vognmændene, og en øget 

beskatning af kulkraftværker, hvor de ansatte protesterede. 

»Disse miljøpolitiske udmeldinger var ikke ledsaget 

af passende tiltag for omskoling og nye job,« konstaterer 

klimajobrapporten. 

»Hvis projektet for økologisk omstilling skal blive attraktivt, 

skal der tilbydes en fremtid til alle lønarbejdere 

i de berørte sektorer,« skriver forfatterne og peger på 

vejtransport, luftfart, gas- og kulkraftværker samt industrilandbrug. 

»En ansat på et kulkraftværk, der taber sit job i Nordfrankrig, 

kan ikke dagen efter tage et arbejde som solcelleinstallatør 

i Marseille. De ansatte skal ikke stilles 

over for fuldbyrdede kendsgerninger – det ville stride 

mod vores principper for en retfærdig omstilling.« 

Den franske klimajobplan går ud på at skabe 1 million 

klimajob netto i 2020. Da man forventer, at den økologiske 

omstilling vil føre til nedlæggelse 

af 446.000 job, er det i realiteten 

1.446.000 klimajob, der skal 

oprettes. Man har valgt ikke at medregne 

afledte job, da det er uvist, 

i hvilket omfang de afledte job vil 

være til gavn for omstillingen. 

Til forskel fra den britiske plan 

foreslås kun en mindre del af jobbene 

oprettet direkte i det offentlige. 

Resten oprettes i den private 

sektor gennem finansiering af forskellige 

typer afhængig af branche, 

herunder statsstøtte, skattebegunstigelser 

og billige lån, eller som offentligt 

støttede job, f.eks. inden for 

lokal reparationsvirksomhed og andre 

områder, hvor rent økonomisk rentabilitet ikke er 

sikret på kort sigt. 

Kampagnen retter sig ikke kun mod politikerne, men 

sigter mod en mobilisering af lønarbejdere, borgere, 

foreninger og lokalsamfund, for »det er især på lokalt 

plan, at den økologiske omstilling bliver mest konkret, 

når initiativer folder sig ud og spredes i tusindtal«. 

»Det er også på dette lokale og regionale plan, vi må 

tage diskussionerne om job og grøn omstilling, om behovene 

for alternative job og omskolingstilbud for at 

bygge bro mellem de job, der skabes, og dem, der nedlægges.« 

100.000 klimajobber 

I Norge er mange arbejdspladser bundet op på landets 

»olieeventyr«. Derfor er det vigtigt for norske klimaforkæmpere 

at få skabt klimajob som alternativ til arbejdspladserne 

i olieindustrien. 

Kampagnen »Broen til framtiden« startede i 2014 og 

indsamlede året efter 10.000 underskrifter for kravet 

»Brems norsk oljeutvinning – 100 000 klimajobber nå!«, 

og de 100.000 klimajob blev et af de officielle krav ved 1. 

maj-optogene i Oslo, Trondheim og Bergen. Kampagnen


Den britiske klimajobkampagne har fået støtte 

fra adskillige fagforbund og henvender sig også til 

miljøgrupper, NGO'er og aktionsgrupper. 

Foto: Alisdare Hickson/CC 

har skabt en alliance mellem fagbevægelsen med Fagforbundet, 

Norsk Tjenestemannslag og El & IT-Forbundet 

i spidsen, miljøbevægelsen og kirken samt en række 

andre organisationer. 

»Det fælles krav om 100.000 klimajob deles nu af 

over 60 forskellige norske organisationer, som er samlet 

i Klimavalgalliancen. Vi mener, at kampen for klimajob 

og grønne arbejdspladser er broen til en bedre 

fremtid. Det er en bro mellem de umiddelbare behov 

for gode og trygge job – og det behov, som alt levende 

har for at få nedbragt udledningerne af klimagasser.« 

Det skriver ledere af Fagforbundet, Greenpeace Norge 

og Kirkerådet i et fælles efterskrift til rapporten 100.000 

klimajobber, der udkom i maj 2017. 

Den norske klimajobkampagne har lagt vægt på at 

få skabt titusinder af arbejdspladser inden for anlæg af 

havvindmølleparker. »Kun en sådan storstilet investering 

i vedvarende energi kan skabe den konkrete bro 

til fremtiden for de nuværende olie- og gasarbejdere,« 

skriver Asbjørn Wahl og Andreas Ytterstad. 

Et norsk studie har påvist, at de ansatte i olieindustrien 

har kompetencer, som vil kunne udnyttes på en 

lang række andre områder såsom havvindmøller, bygningsmaterialer, 

undersøiske strømkabler, sikker skibsfart, 

solcelleproduktion, procesindustri, smart-grid, grøn 

kemi og økodesign, biogas, pyrolytisk materialegenvinding 

og bioplast. 

Wahl og Ytterstad erkender, at der skal gøres mere 

for at overbevise olie- og gasarbejdernes vigtigste fagforeninger: 

»Der er ingen tvivl om, at for at vinde deres støtte, 

vil kampagnen skulle suppleres af en stærk garanti for 

deres økonomiske og sociale interesser. Selv om vi har 

indledt en dialog med nogle fagforeningsfolk inden for 

olie og gas, er vi der ikke endnu.« 

Danske tilløb 

I Danmark er der fra både fagforeninger, miljøbevægelser 

og partier rejst krav om klimajob og grønne job, men 

uden at det hidtil har ført til større samlende kampagner. 

Med afsæt i klimatopmødet i København i 2009 opstod 

et Græsrøddernes Netværk for Bæredygtig Omstilling 

(GNBO), der bestod af 40 foreninger, herunder 

bl.a. miljøorganisationer, bonde- og fiskeriorganisationer 

samt fagforeninger. I et oplæg fra 2011, 100.000 jobs 

med bæredygtig omstilling, skitserede GNBO, hvordan 

der i Danmark kan skabes 100.000 fortrinsvis manuelle 

arbejdspladser inden for fødevarer, energi, transport og 

byggeri. 

Perspektivet i oplægget var »en fundamental ændring« 

af »et profitorienteret økonomisk system, der for det 

første driver rovdrift på naturen og for det andet er- 



statter mennesker med maskiner og teknologi«. 

»Vi har brug for at skabe en økologisk økonomi, der 

er nænsom overfor naturen, og som accepterer de 

grænser, den sætter for os. Det betyder, at vi må satse 

på vedvarende, lokale og bæredygtige energiressourcer 

og samtidig udvikle en genbrugsøkonomi, der er baseret 

på fornybare ressourcer, hvor trækket på stof og 

materialer nedbringes til et minimum. Vi må med andre 

ord gøre op med den brug og smid væk-kultur, som vi 

har vænnet os til over de sidste godt 50 år, ja, vi må udvikle 

en produktion og et forbrug baseret på holdbarhed 

og kvalitet frem for bras og kvantitet. En sådan økonomi 

kræver flere hænder – ikke færre.« 

På fødevareområdet foreslog man f.eks. »en lokal, naturskånsom 

og kvalitetsorienteret produktion«, som »vil 

kræve mange flere hænder end den gennemrationaliserede 

fødevareproduktion vi kender i dag«. 

Enhedslisten fremsatte, også i 2011, en klima-jobplan. 

Planen ville skabe 67.000 klimajob gennem energirenovering 

af boliger og offentlige bygninger, skærpelse 

af bygningsreglementet, udbygning af vedvarende 

energi (vind, solceller, varmepumper, geotermianlæg), 

omstilling til økologisk landbrug, lokal produktion, udbygning 

af jernbanenettet, elektrificering af hovednettet, 

indførelse af letbaner samt bedre vilkår for cyklister 

og busser. Klimajobplanen tog udgangspunkt i Enhedslistens 

klimaplan fra 2009 og jobberegninger fra 3F og 

det Økologiske Råd. 

3F har flere gange fremlagt forslag om grønne jobplaner, 

bl.a. i rapporten Grønne job (2009) i samarbejde 

med Det Økologiske Råd. 3F var også blandt de mest aktive 

fagforeninger, der skabte opbakning til regeringsskiftet 

i 2011. 

»Vi må med andre ord gøre op med 

den brug-og-smid-væk-kultur, som 

vi har vænnet os til over de sidste 

godt 50 år« 

Alternativ til liberalistisk politik 

»Med dette oplæg håber vi at have skabt grunden til en 

styrkelse af dialogen mellem miljøbevægelsen og fagbevægelsen, 

hvilket efter vores opfattelse er en forudsætning 

for, at vi kan gøre os håb om at ændre udviklingens 

retning. Det er tillige vort håb, at vi hermed har 

skabt en platform, som en ny regering kan bruge som 

afsæt for en ny politik, der sætter sig for at forandre det 

bestående.« 

Med de ord afsluttede GNBO sit oplæg om 100.000 

danske klimajob i oktober 2011. Men på samme tidspunkt 

lagde den nydannede S-R-SF-regering sig fast 

på en liberalistisk økonomisk politik, som i store træk 

skulle videreføre VK-regeringens. 

Da regeringen i maj 2012 kom med sin 2020-plan, var 

det uden nogen konkrete nye tiltag til sikring af grøn 

omstilling. 

De danske tilløb til en offensiv for klimajob kom op 

mod en socialdemokratisk regering, hvis grønne og sociale 

hensigtserklæringer blev modsagt af dens nyliberalistiske 

politik. Efterfølgende har V- og VLAK-regeringerne 

indledt et nedrivningsarbejde over for alt, hvad 

der trods alt var sat i gang af jobskabende klima- og miljøtiltag. 

Men erfaringerne fra Storbritannien viser, at en højrefløjsregering 

ikke behøver at være en hindring for udvikling 

af kampagner for klimajob. Det mener i hvert fald 

Tabitha Spence fra Campaign against Climate Change: 

»Vi befinder vi os i en særlig periode, hvor de konservative 

er ved magten med en klima- og energidagsorden, 

der går ud på at stoppe støtten til vindmøller og 

intensivere skifergasudvindingen. Men de konservatives 

sejr har stimuleret den opsplittede britiske venstrefløj 

til at finde måder at konsolidere og styrke sig på for 

at danne en handlekraftig opposition til nyliberalistiske 

udbytningspolitik. Der er ved at ske en omgruppering 

på venstrefløjen, og den har åbnet et rum for at udvikle 

og fremme en alternativ plan.« ■ 

Tyskland: 

Fagforeningsfolk for Klimabeskyttelse 

Tyske klima- og naturforkæmpere har de seneste år 

demonstreret og aktioneret mod kulminer og kulkraftværker 

under overskriften »Ende Gelände«. Fagforbundet 

IG BCE, som organiserer ansatte inden for minedrift, 

kemi og energi, har stillet sig på den modsatte 

side med en aggressiv kampagne for at »bevare arbejdspladserne« 

i kulindustrien. Men langt fra alle fagligt 

aktive har samme indstilling. 

Som reaktion på IG BCE's kampagne opstod i sommeren 

2016 initiativet »Fagforeningsfolk for Klimabeskyttelse«. 

»Med dette initiativ vil vi henlede opmærksomheden 

på, at det er uansvarligt at forsvare ødelæggende arbejdspladser,« 

skriver Beatrix Sassermann, som er aktiv 

i initiativet og tidligere tillidsrepræsentant. 

»For os som fagforeningsmedlemmer er det en selvfølge, 

at der skal skaffes fremtidsholdbare alternativer 

for de ansatte og lokalområderne. Og dermed mener 

vi ikke den velkendte tilgang til sociale hensyn, hvor 

man prøver at forsøde fyringerne med fratrædelsesgodtgørelser, 

førtidspension eller beskæftigelsesprojekter. 

Det er for lidt.« 

»Omlægningen af energiforsyningen er en kæmpemæssig 

samfundsopgave. I den forbindelse må vi 

også forholde os kritisk til koncernernes magt, deres 

lobbyisters indflydelse på politikken og væksttvangen 

i det kapitalistiske samfund. Scenarier for kulfri energi 

i 2040 eller senere svarer ikke på udfordringerne. Klimabevægelsen 

og fagforeningerne bør sammen gå i 

offensiven for klima- og social retfærdighed.« 



Allerede i 1970'erne blev venstrefløjen konfronteret med opgaven: at beskytte miljø og beskæftigelse på samme tid. 

Foto: Wikimedia Commons 

Da kravet om 

grønne job blev født 

Koblingen mellem miljø og beskæftigelse er ikke noget 

nyt hverken i fagbevægelsen eller i miljøbevægelsen. 

Lige siden miljødebatten for alvor kom på dagsordenen, 

har grøn beskæftigelse været en rød tråd i debatten. 

Af Asger Hougaard 

Erkendelsen af, at miljøødelæggelser 

påvirker arbejdsmarkedet 

og produktionen, og at industrisamfundet 

skaber miljøødelæggelser 

er ikke ny. I Socialdemokratiets 

arbejdsprogram »Fremtidens 

Danmark« fra 1945 kan man læse, 

at »Fiskevandene maa gennem Lovgivning 

sikres mod Forurening«. 

Allerede inden efterkrigstidens 

vækstboom kan man se, at miljøødelæggelsernes 

indvirken på be- 

skæftigelsen var et tema for arbejderpartierne. 

Efter anden verdenskrig blev det 

mere og mere tydeligt, at industrisamfundet 

havde negative konsekvenser 

for både mennesker og 

miljø. I 1969 så miljøbevægelsen 

NOAH dagens lys. NOAH var afgørende 

for, at den økologiske krise, 

der fulgte med industrisamfundet, 

i højere grad end før blev italesat, 

og at miljødebatten blev populariseret 

i medierne. Miljøkrisen var afgørende 

for, at partierne og fagbevægelsen 

udviklede miljøpolitik. 



Oliekriser og økonomisk krise var 

afgørende for, at partierne og fagbevægelsen 

udviklede deres energipolitik. 

Miljødebatten kom i løbet af 

få år til at gå »viralt« og fik et stærkt 

element af vækstdebat. 

En overordnet målsætning for fagbevægelsen 

gennem 1970’erne og 

1980’erne var at sikre beskæftigelse 

til medlemmerne. I både Socialdemokratiet, 

DKP, SF og VS, miljøbevægelsen 

og fagbevægelsen kan man 

i denne periode finde eksempler på 

forslag til beskæftigelse, der sammenkædes 

med grønne investeringer 

i form af naturgenopretning, genanvendelse 

eller grøn(nere) industri. 

Uenigheder i fagbevægelsen 

Miljødebatten i 1970’erne og 

1980’erne handlede i høj grad om 

modsætningsforhold mellem økonomi 

og økologi. Grøn beskæftigelse 

inden for især energi, genbrug 

og produktion blev et afgørende 

element i venstrefløjspartiernes bestræbelser 

på at sikre sociale og miljømæssige 

behov. 

På den ene side var dele af fagbevægelsens 

medlemmer afhængige 

af beskæftigelse i energitung og forurenende 

industri, og på den anden 

side var der muligheder inden for 

genbrug og alternativ energi. Her er 

der især et skel mellem Dansk Metalarbejderforbund 

og Specialarbejderforbundet 

i Danmark (SiD, en af 

forgængerne til 3F). 

»Vi har som fagforbund for medlemmer, 

som er beskæftiget i en 

stærkt energiforbrugende industri, 

det overordnede hensyn at tage: At 

der til stadighed er energi nok til, at 

denne industri kan arbejde,« lød det 

i 1979 fra formanden for Dansk Metalarbejderforbund, 

Georg Poulsen. 

I SiD var man mere villige til at 

sætte spørgsmålstegn ved den 

måde, industrisamfundet og arbejdsmarkedet 

var indrettet på, 

end i Dansk Metalarbejderforbund. 

Det fremgår eksempelvis 

af bogen »Ud af krisen!« fra 

1983 med bidrag af SiD-formand 

Hardy Hansen. Bogen inkluderede 

grønne investeringer som en 

måde at komme ud af den økonomiske 

krise på, stillede spørgsmålstegn 

ved den klassiske industriarbejdsuge 

og var positivt 

stemt i forhold til borgerløn. 

En forklaring på, hvorfor Dansk 

Metalarbejderforbund og SiD havde 

forskellige prioriteringer i forhold til 

den grønne omstilling, kan findes i 

medlemmernes beskæftigelsesmuligheder. 

Atomkraft og olieindustri 

ville medføre tungere industrijobs 

til medlemmerne af Dansk Metalarbejderforbund, 

og en udbygning af 

vedvarende energi ville medføre en 

større andel af SiD-jobs. Den forklaring 

holder dog kun noget af vejen, 

da investeringer i eksempelvis vedvarende 

energi ville kunne skabe 

beskæftigelse inden for både industrien 

og bygge- og anlægssektoren. 

Illustration: 

Peter Møller 

Skaber genbrug job? 

Fagbevægelsens syn på grønne jobs 

var i høj grad afhængigt af øjnene, 

der så. Det ses også inden for debatten 

om genanvendelse. I SiD så man 

eksempelvis i starten af 1980’erne 

en stor mulighed for beskæftigelse 

i forbindelse med genbrug. Her var 

linjen, at genbrug ikke ville føre til 

mindre beskæftigelse. Beskæftigelsen 

ville derimod blive flyttet fra 

produktion af varer af dårlig kvalitet 

til genbrugssektoren. 

Genbrug var ikke kun knyttet til 

bygge- og anlægsarbejdspladser. I 

1976 havde socialdemokraten Jens 

Kampmann gjort opmærksom på, at 

genbrug i et lavvækstsamfund især 

ville skabe beskæftigelse inden for 

industrien: papirfabrikkerne, glasværkerne, 

den metallurgiske industri, 

stålvalseværker og lignende. 

Fagbevægelsens dilemma i forhold 

til genbrug blev i et af miljøbevægelsens 

blade i 1979 opsummeret 

med følgende ord fra et medlem af 

NOAH: 

»Når en emballagearbejder hører 

ordet 'genbrug', så ser han Arbejdsformidlingens 

blå skilt dingle 

for vinden. Denne problemstilling 

er selvfølgelig reel nok for emballagearbejderen. 

Men fra et idealistisk 

synspunkt gælder lignende betragtninger 

som for våbenindustriens 

ansatte, hvis det sætter ind med en 

omfattende nedrustning.« 

Op gennem 1970’erne og 

1980’erne blev venstrefløjen konfronteret 

med opgaven: At løse miljøproblemerne 

og sikre beskæftigelse 

på samme tid. Det førte til 

en række forskellige forsøg på at 

ophæve modsætningen mellem 

økonomi og økologi. I 1987 udkom 

Brundtland-rapporten. Rapporten 

markerer et afgørende skift i miljødebatten, 

og med begrebet »bæredygtig 

udvikling« skabte den en 

miljømæssig konsensus på venstrefløjen. 

I hvert fald på papiret. For i 

stedet for at skabe grobund for en 

bred grøn alliance med deltagelse af 

miljøbevægelsen, fagbevægelsen og 

arbejderpartierne blev debatten om 

bæredygtig udvikling et spørgsmål 

om definitioner og en mulighed for 

ikke for alvor at udfordre den måde, 

vores produktion og forbrug er indrettet 

på. ■ 

Artiklen er delvist baseret på specialeundersøgelsen 

»Vækst på venstrefløjen – den 

danske venstrefløjs forhold til økonomisk 

vækst fra 1969-1989«. 


»Vi venter ikke 

på politikerne« 

Tålmodigheden er brugt op, både 

hos Jesper Lund Larsen fra 3F og 

Nanna Clifforth fra NOAH. Trods 

forskellige perspektiver håber de 

begge på, at der kommer gang i 

alliancer for bæredygtige jobs. 

Af Asger Hougaard 

Kloden bliver varmere. Flere og flere arter dør. Kampen 

for en grøn omstilling er en kamp for livet. Som 

det ser ud nu, er det svært at forestille sig en grøn 

omstilling uden fagbevægelsens deltagelse. Men 

hvor er fagbevægelsen? Og gider den overhovedet 

deltage i den grønne omstilling? Noget, fagbevægelsen 

i hvert fald interesserer sig for, er arbejdspladser. Derfor 

satte vi 3F og miljøbevægelsen NOAH i stævne til en 

samtale om grønne jobs en morgen på Nørrebro. 

Spørgsmålet om de grønne jobs er ikke lige til. Det er 

en problemstilling, der trækker tråde til mange dele af 

samfundet, men grundlæggende handler det om planlægning. 

Vi mødes hos NOAH på Nørrebrogade. Uret 

tikker, flere af de planetariske grænser er overskredet. 

I år var »Earth Overshoot«-dag den 2. august. Den markerede, 

at mængden af ressourcer, der kan forbruges 

uden at overstige klodens bæreevne, blev passeret allerede 

i starten af august. 

»Vi er bagud. Det er det, der hele tiden er vores problem. 

Ligegyldigt hvad vi gør, så er vi hele tiden bagud. 

Jeg tror ikke, vi får lavet de store forandringer, men vi 

kan måske få stoppet noget af belastningen,« siger Jesper 

Lund Larsen, der er miljø- og arbejdsmiljøpolitisk 

Grøn omstilling 

skal 

ikke ske på 

bekostning 

af sociale 

og faglige 

rettigheder, 

siger både 

Nanna og 

Jesper. 

Foto: Jesper 

Legarth Qvist 



konsulent i landets største fagforbund, 3F. 

»Klimaforandringerne er jo i gang. Alle de ting, vi har 

hørt om, er ikke noget, vi går og venter på mere. Det kan 

godt være, det ikke rammer hårdest i Danmark, men det 

er den levestil, vi har her i landet, der er med til, at klimaforandringerne 

rammer så hårdt andre steder. Jeg vil 

ikke sige, det er for sent at lave en grøn omstilling, men 

der skal ske noget nu,« siger Nanna Clifforth, talsperson 

i miljøbevægelsen NOAH. 

Hvad er grønne jobs? 

Man plejer at sige, at de bedste artikler og historier er 

dem, der indeholder konflikter. Men Nanna og Jesper er 

under interviewet overraskende enige om mange ting. 

En af de ting, Nanna og Jesper er enige om, er, at kampen 

for grøn omstilling ikke skal ske på bekostning af 

sociale og faglige rettigheder, og at mange af de problemer, 

vi står med i dag, er konsekvenser af alt for kortsigtet 

planlægning. 

Centralt i en grøn omstilling er grønne jobs. Men 

grønne jobs er ikke bare grønne jobs, og debatten kan 

hurtigt mere blive et spørgsmål om definitioner end 

reelle prioriteringer. Vi bad Nanna og Jesper om at fortælle, 

hvad de mener er grønne jobs. 

»For mig er et grønt job som minimum noget, der har 

ingen eller en minimal miljøbelastning«, siger Nanna og 

»Alt har et impact, men vi kan også 

tale om decideret positive jobs. I 

landbruget er der et kæmpe potentiale 

til at lave miljøforbedringer.« 

Nanna Clifforth, NOAH 

fortsætter: »Alt har et impact, men vi kan også tale om 

decideret positive jobs. I landbruget er der et kæmpe 

potentiale til at lave miljøforbedringer, ikke engang 

bare at undgå konsekvenser eller holde en status quo, 

men faktisk at få kulstof ned i jorden, at lave naturgenoprettelse 

og at lave noget mere skov. Det vil virkelig 

være grønne jobs. Et grønt job er selvfølgelig også et 

job, der giver en ordentlig løn, og som ikke er stressende. 

Et grønt job skal være både socialt og miljømæssigt 

retfærdigt.« 

Tjek bæredygtigheden 

Jesper læner sig op ad en tradition inden for dele af 

fagbevægelsen, som har været begejstrede for Brundtland-rapporten, 

siden den udkom i 1987. Brundtlandrapporten 

fik tilslutning fra mange forskellige dele af 

venstrefløjen og var afgørende for, at bæredygtig udvikling 

kom på dagsordenen. 

»Jeg tager altid udgangspunkt i Brundtland-rapporten, 

når det kommer til bæredygtighed og grønne jobs. 

Hverken Nanna eller Jesper forudser et samarbejde 

mellem en samlet miljø- og fagbevægelse, men begge 

håber på, at alliancer bliver mere udbredte, end de er 

i dag. 

Foto: Jesper Legarth Qvist 


For mig er det centrale, at der er tre ben: Der er det sociale, 

der er miljøet, og der er økonomien. For mig er de 

tre ben ligeværdige – vi så bare gerne, at der var meget 

mere fokus på den sociale del af det. Det er der ikke i 

dag. Alle bruger simpelthen begrebet bæredygtighed.« 

»Når jeg ser på de forslag og høringer, ministerierne 

producerer om bæredygtighed, så er hele den sociale 

del og delen om arbejdsmiljø som regel ikke med. For 

mig er det vigtigt, at et grønt job indeholder alle tre ben. 

Så kan man sige: ‘Vindmølleindustrien, er det bæredygtigt, 

og er det grønne jobs?’ Det er grønne jobs, men 

det er ikke bæredygtigt, for man bruger f.eks. styren eller 

epoxy, og det er ikke særlig godt for arbejdsmiljøet, 

og glasfiber er ikke specielt godt for miljøet, men det er 

godt på nogle andre måder.« 

Nanna: »Det er svært at finde det perfekte job. Det, 

der bliver kaldt økonomisk bæredygtigt i dag, er det, der 

gør, at det for mig ikke er miljømæssigt og socialt bæ- 



redygtigt. Det lyder meget pænt at tale om de tre ben, 

men i virkeligheden er de totalt modsatrettede, hvis 

man har den økonomiske tænkning, som er dominerende 

i dag.« 

Omvendt Grundtvig 

Den grønne omstilling handler ikke kun om job inden 

for byggeri, industri, anlæg og transport. Hele den pædagogiske 

sektor og uddannelsessektoren er ofte fraværende 

i diskussioner om miljø og klima, og det er en 

skam, mener Nanna. 

»Hele uddannelsessektoren kan spille en rolle i grøn 

omstilling. Lige nu er der et kæmpe potentiale, for meget 

af den omstilling, vi skal lave, kommer til at foregå 

inden i vores hoveder. Især højskolerne vil kunne spille 

en vigtig rolle. Deres projekt skal være at lave en omvendt 

Grundtvig og give folk, især i de større byer, en 

større fornemmelse for håndværksmæssige og praktiske 

færdigheder. Vi kan undgå meget ressourcespild og 

miljøbelastning, hvis vi får nogle praktiske evner tilbage 

til folk.« 

Nanna fremhæver dele af landbrugssektoren og 

energisektoren som steder, hvor man for alvor kan 

skabe grønne jobs. Spørgsmålet om, hvor mange hænder 

der kan blive ansat i landbruget, kommer dog hurtigt 

til at blive et spørgsmål om teknologi. Det mener 

Jesper i hvert fald: 

»Omstilling i landbruget er selvfølgelig en god idé, 

men vi tror ikke, at det er i landbruget, vi kommer til at 

skabe særlig mange arbejdspladser. Det kan godt være, 

vi kan lave et boom i et par år, men senere vil vi nok 

komme ned på det niveau, vi har i dag. Det skyldes i høj 

grad, at vi går mod landbrug, hvor teknologien erstatter 

mere og mere af den menneskelige arbejdskraft.« 

Bioøkonomi: blindgyde eller en del af vejen? 

Der er mange bud på, hvor der kan skabes jobs. Bioøkonomi 

bliver et mere og mere populært begreb, som 

både regeringen og dominerende dele af dansk erhvervsliv 

viser interesse for. For tilhængerne handler 

bioøkonomi i høj grad om recirkulation og bedre anvendelse 

af næringsstoffer. I stedet for at ende som affald 

skal restprodukter forædles mere, end de bliver i dag, 

for til sidst at blive brændt eller indgå i kredsløbet igen. 

Kritikere mener, at bioøkonomien primært handler 

om en forfinet produktion, at den ikke stiller grundlæggende 

spørgsmål ved hverken produktion eller forbrug, 

og at den fører til en afhængighed af forbrænding af eksempelvis 

affald. 

3F har fokuseret en del på bioøkonomi og har udgivet 

en række materialer om emnet. Blandt andet pjecen 

Bioøkonomiens grundbegreber, der var tiltænkt forbundets 

medlemmer, men nu havner i folkeskolerne i stor 

stil og fra en tidlig alder lærer skolebørn om bioøkonomiens 

muligheder. 

Nanna er ikke optimistisk, når det kommer til bioøkonomi: 

»Det bliver meget let at sige bioøkonomi, og så håbe, 

at det løser problemerne. For mig at se er det meget et 


»Jeg er så 

ærgerlig over, 

at der ikke er 

ret mange i 

fagbevægelsen, 

der 

tænker i 

grønne baner« 

buzzword, der er oppe i tiden og gør, at man ikke behøver 

at lave det store om, ændre på vores forbrug eller 

levemåde, og så begynder vi bare at udnytte nogle 

andre ressourcer og skabe nogle andre problemer. Et 

godt eksempel er biogasanlæg, hvor man hurtigt bliver 

afhængig af en kæmpe svineproduktion, import af foder 

fra Latinamerika og de baltiske lande. Det bliver hurtigt 

en måde at fortsætte på samme måde og så kalde det 

noget andet.« 

Selvom Jesper sidder med i regeringens bioøkonomiske 

panel og har været med til at sætte fokus på emnet 

i 3F, er han delvist enig i kritikken af bioøkonomien. Han 

ser det i hvert fald ikke som noget, der i sig selv løser 

problemerne: 

»Jeg mener ikke, at bioøkonomien sikrer den grønne 

omstilling, men den er nødvendig for at komme et 

stykke af vejen. Jeg mener heller ikke, at vores biomasseanlæg 

er bæredygtige, som det ser ud nu. Biomassen 

skal komme fra nærområdet. Jeg tror, det er muligt. For 

som Nanna også siger, så handler det ikke om, at vi skal 

gøre os afhængige af store mængder affald.« 

For få faglige tænker i grønne baner 

Løfter man blikket fra enkeltområder som eksempelvis 

bioøkonomi eller energirenoveringer af offentlige bygninger, 

er det svært at se fagbevægelsen i den grønne 

omstilling. Og det er i hvert fald svært at se, at LO og FTF 

som sådan trækker det danske samfund i en grønnere 

retning. 

Hverken Nanna eller Jesper forudser et samarbejde 

mellem en samlet miljø- og fagbevægelse, men begge 

ville ønske, at bredere alliancer bliver mere udbredte, 

end de er i dag. 

»Der er stor forskel på fagforeninger,« siger Jesper. 

»3F er dem, der har gjort mest på miljø- og klimaområdet, 

i den tid jeg har fulgt med. Jeg startede for 30 år siden 

med at arbejde med arbejdsmiljø. Vi har hele tiden 

haft linjen, at vi skal gøre noget, som sikrer, at vi ikke 

skader miljøet. Det er vigtigt, at vi som fagbevægelse er 

aktive på området.« 

»Jeg er så ærgerlig over, at der ikke er ret mange i fagbevægelsen, 

der tænker i grønne baner«, siger Jesper og 

fortsætter: »Det, fagbevægelsen mangler meget mere 

af, det er at sige, at vi skal være bevidste om at skabe og 

fastholde jobs, men at det ikke må være på bekostning 

af miljø og klima.« 

En stor del af fagbevægelsens tøven kan forklares 

med, at man ønsker at fastholde arbejdspladser, men 

generelt er det svært at sætte fingeren på, præcis hvad 

der holder LO og FTF tilbage. 

»Vi vil meget gerne samarbejde med dem, der vil 

samarbejde med os, men hvis ikke eksempelvis Dansk 

Metal har som fokus at skabe grønne jobs, så er der ikke 

grobund for et samarbejde på dette område,« siger Jesper. 

»Vi vil meget gerne samarbejde med LO- og FTF-organisationer, 

men enten mener de ikke, at de har de 

samme interesser i forhold til grøn omstilling, eller også 

mener de ikke, at de har overskuddet til at fokusere på


grøn omstilling. Jeg ved det ikke, for jeg diskuterer det 

ikke med dem. Men for os er det vigtigt. I 3F har vi meldt 

klart ud med en dagsorden, og alle dem, der kan bakke 

helt eller delvist op om den, kan vi samarbejde med.« 

»Altså, jeg tror ikke, man får hele fagbevægelsen og 

hele miljøbevægelsen samlet om noget som helst,« siger 

Nanna. »Men jeg synes allerede, der sker ting på området. 

Et godt eksempel er ‘Græsrøddernes Netværk for 

Bæredygtig Omstilling’. Men generelt ville jeg ønske, at 

fagbevægelsen blev bedre til at tænke i alternativer til 

status quo og gjorde mere for at udfordre den måde, vi 

har indrettet arbejdsmarkedet på. Eksempelvis kunne 

man arbejde for at tænke mere i beskatning af ressourcer 

end arbejde.« 

Fra konflikt til fælles løsninger 

En del af Solidaritets læsere drømmer måske om en verden, 

hvor fagbevægelsen og miljøbevægelsen smelter 

sammen, finder strejkeånden frem og bringer mere offensive 

strategier og arbejdsnedlæggelser ind i klimakampen 

for at lave en grøn revolution. Det ser dog ikke 

Foto: Jesper 

Legarth Qvist 

ud til, at det bliver strategien, som det ser ud lige nu. 

Det betyder dog ikke, at man er særlig tålmodig 

med, hvad der lige nu foregår på Christiansborg. »Det 

er svært at sige noget meget overordnet om strategier,« 

siger Nanna, »men i miljøbevægelsen sidder vi 

ikke og venter på 179 politikere. Derfor er det godt, 

hvis vi kan lave fælles tiltag og tage andre taktikker 

i brug end at tage ind på Christiansborg og tale med 

nogle politikere.« 

»Jeg tror sagtens, vi kunne finde sammen med fagbevægelsen 

om flere tiltag,« siger Nanna, der i hvert fald 

bringer strejkeånden ind i miljøbevægelsen og har deltaget 

i blokader af skifergasboringer og kulminer mere 

end én gang. 

»Vi venter ikke på politikerne, for så 

kommer vi ikke videre« 

Jesper Lund Larsen, 3F 

»Nogle af dem, som jeg savner, og som jeg desværre 

ofte er kommet i konflikt med, når jeg står nede i kulminerne, 

er minearbejderne. Det er rigtig ærgerligt, for vi 

er jo på samme side, og det er samme kamp, vi kæmper. 

Det skal vi huske, og vi skal også være bedre til at finde 

de fælles løsninger, fordi vi vil det samme sted hen, og 

vores problemer bunder i det samme system.« 

»Vi venter ikke på politikerne« 

»Min appel til fagbevægelsen vil være: Husk det langsigtede 

perspektiv, og at vi ikke bare skal have en højere 

løn, men at der er et større system, der skal gøres 

op med. Husk, at det er et økonomisk system, der skaber 

problemerne, og at vækst ikke kan løse dem,« siger 

Nanna. 

»Når vi skal skabe alliancer på kryds og tværs, så er 

det vigtigt at huske, at de problemer, vi kæmper med, 

lige meget om de er miljømæssige eller sociale, bunder 

i det samme system, der har fejlet.« 

Jesper har arbejdet med miljø i fagbevægelsen siden 

1980’erne. Det har krævet en vis tålmodighed, men i dag 

er tålmodigheden brugt op. Faktisk er han lige så utålmodig 

som Nanna. 

»Jeg tror dog ikke på, at militante aktioner virker i længden,« 

siger Jesper. »Jeg tror, vi skal presse på for at finde 

samarbejdspartnere, både blandt virksomheder, NGO’er 

og bevægelser. Men jeg er enig med Nanna. Vi venter ikke 

på politikerne, for så kommer vi ikke videre.« 

»Og det er ikke kun herhjemme, det drejer sig om. 

Hvis vi skal vente på, at 192 lande bliver enige på FNniveau, 

så er det håbløst. Jeg synes, det er fantastisk, at 

man kan komme så langt med en klimaaftale, men det 

er ikke holdbart, når USA bare melder sig ud. Heldigvis 

er der også folk, der siger, at de ikke kan vente på præsidenter, 

og i stedet går i gang med det, de hele tiden har 

villet.« ■ 


Politisk økonomi 

Boblerne er budskabet 

Falske nyheder og alternative fakta har længe karakteriseret det 

mediekompleks, som vi alle i stigende grad hvirvles ind i. 

Af Peter Nielsen 


Hvad er medier? Typiske svar 

peger på teknologi, institutioner 

og kommunikation. Medier 

handler altså om teknologi 

som tv og internettet, det 

omhandler institutioner som 

Politiken, Danmarks Radio og 

Twitter, og det angår kommunikation 

som nyheder, film, tv-programmer 

og tweets. 

Dette syn på medier dominerer 

også venstrefløjens mediekritik, 

hvor der ses kritisk på mediers 

konkrete indhold, medieinstitutioners 

ejerforhold samt rammerne 

for kommunikationen. I den forbindelse 

kan der så formuleres kritik af 

eksempelvis nyhedernes borgerlige 

orientering, Facebooks kommercielle 

interesser, den voksende 

mængde reklamer og i det hele 

taget de kapitalistiske rammer for 

kommunikation og (for)deling. 

Venstrefløjen skal i forlængelse 

heraf overtage mediernes produktionsmidler, 

for at fremme viden, lighed 

og demokrati. Medier ses som 

neutrale platforme, der kan bruges 

forskelligt, og som derfor skal 

bruges rigtigt, med henblik på at 

fremme et opgør med de herskende 

politiske og økonomiske forhold. 

Medier betyder indholdstab 

I modsætning til det typiske syn på 

medier er mit udgangspunkt, at mediet 

er budskabet. Marshall McLuhans 

fyndige slogan rummer en radikalt 

anderledes tilgang til medier 

og kritik af dem. Hvad betyder det 

så, at mediet er budskabet? I min 

fortolkning betyder det, at former 

overskygger indholdet, hvor form 

forstås som noget abstrakt og alment, 

mens indhold er konkret og 

partikulært.


Medialisering betyder altså indholdstab 

og indebærer samtidig, at 

mediet i stigende grad bliver selvrefererende 

og tømmes for ydre 

mening. Teknologi, institutioner og 

kommunikation indgår selvfølgelig 

i det samlede mediebillede, men 

det der står i centrum for kritikken 

er noget helt andet, nemlig medier 

forstået som en prægning af forholdet 

mellem form og indhold, hvilket 

i høj grad også rammer økonomi og 

politik. 

Den form, der dominerer digitale 

medier, er nyheder. Nyheder forbindes 

typisk med aviser og en særlig 

type programmer, på bestemte tidspunkter 

i sendefladen samt særlige 

sider på internettet. Set på denne 

måde, er nyheder noget afgrænset, 

et særligt produkt eller en bestemt 

type information, der udspringer af 

en journalistisk tilgang. 

Det afgørende kriterium er aktualitet. 

Nyheder knytter an til forhold, 

som lige har fundet sted eller finder 

sted. Der kan også være tale om jubilæer 

for ’store begivenheder’. Nyhedsformen 

er abstrakt og almen. 

Den nivellerer alt og ødelægger forskelle. 

Nyheder er ikke noget nyt. Men 

det der sker i disse år, når mediet 

bliver budskabet i digitale medier, 

er, at medierne i det hele taget orienterer 

sig efter og intensiverer nyhedsformen. 

Nyhedsformen overskygger 

indholdet og præger hele 

medieområdet. 

Der sker en generalisering af nyhedsformen, 

på bekostning af de 

konkrete begivenheder og partikulære 

samfundsforhold, som nyhederne 

omhandler. I sidste ende 

bliver nyheder en selvgenererende 

form, der forplanter sig uden reference 

til ydre forhold. Nyhederne 

lukker sig om sig selv. 

»I sidste ende bliver 

nyheder en selvgenererende 

form, der 

forplanter sig uden 

reference til ydre forhold. 

Nyhederne lukker 

sig om sig selv« 

Medierevolutionen 

Det var ikke med udbredelsen af tv, 

at tingene blev forandret grundlæggende. 

Hertil er tv for stationært og 

monologisk. Det er internettet, der 

bibringer den pluralitet og interaktion, 

der er afgørende for den radikale 

medialisering. 

Det er imidlertid først med mobiliteten 

i form af smartphones og forankringen 

i hverdagen gennem sociale 

medier, i det 21. århundrede, at 

de digitale medier opnår en sådan 

grad af kompleksitet og kontinuerlig 

interaktion, at medierne begynder 

at overskygge økonomiske og 

politisk indhold. 

Med smartphones er internettet 

tilgængeligt næsten overalt og for 

alle, de kan bruges i farten, og på 

de sociale medier som 

Facebook og Instagram 

bliver nyhedsformen 

og 

informationsstrømmen 

del af det daglige liv for 

de fleste mennesker. Den brede befolkning 

bidrager til nyhedsbilledet 

og det eskalerende informationsbombardement. 

Intensiveringen af nyhedsformen 

indebærer et voksende fokus 

på breaking news og livedækning – 

nyheder i realtid. Det bringer os angiveligt 

tættere på begivenhederne, 

men i realiteten forandrer 

det tiden 

og virkelighedsopfattelsen 

i 



samfundet. 

Historisk tid er præget af dynamik, 

aktører og konflikter, af indholdsforandringer 

i virkeligheden. I 

realtid er der omvendt kun en flimrende 

overflade. Der er ingen aktører 

eller konflikter, kun billeder 

og ord, der opløser sig selv. Der 

er intet indhold eller virkelighed, 

kun mediale forvandlinger. 

Nyheder i realtid overskygger 

nutiden som forbindelsesled mellem 

fortid og fremtid. Selve tiden 

forsvinder. 

Hinsides nyheder 

I sin mest avancerede form bliver 

nyheder imidlertid paradoksalt nok 

til ikke-nyheder. Det er nyheder 

som ren form, ribbet for indhold. 

Ikke-nyheder er hinsides virkeligheden, 

spekulative og fiktive. 

Vi ser det som et ekspanderende 

lag af kommentarer, oven på særligt 

økonomiske og politiske nyheder, 

hvor det ikke er verificerbare 

forhold, men 

fremtidige eller uofficielle 

forhold, der 

er essentielle. 

På det økonomiske 

område er det 

ikke mindst økonomiske 

prognoser, om den 

fremtidige vækst, arbejdsløshed, 

oliepris osv. der behandles på lige 

fod med faktiske tal, selv om der 

reelt er tale om rapporter fra en 

ukendt fremtid. 

Økonomers prognoser afløses af 

nye prognoser i tiltagende hastighed. 

Når disse prognoser fremlægges 

og kommenteres, bliver det 

fremstillet som nyheder i medierne, 

selvom økonomernes fremtidsbilleder 

stort set aldrig er i overensstemmelse 

med virkeligheden. Det er 

ikke-nyheder. Og når det ligeledes 

ses som nyhedsstof, at økonomer 

opdaterer deres prognoser, er vi er 

ude på ikke-nyhedernes overdrev. 

Når eksempelvis Nationalbanken 

opjusterer deres forventninger til 

årets økonomiske vækst, rapporterer 

medierne begejstret, at væksten 

har det bedre. Det er ren fiktion. 

Politiske ikke-nyheder 

Tilsvarende ser vi indenfor politik, at 


»Traditionel 

og politik er præget 

af stagnation og 

korruption.« 

meningsmålinger 

udlægges som politiske nyheder 

om den aktuelle situation, på 

trods af, at der er tale om statistisk 

behandlede stikprøver fra en fiktiv 

valghandling. 

Disse politiske ikke-nyheder suppleres 

så i rigelige mængder af politiske 

spekulationer 

og 

økonomi 

garneres med 

kommentarer 

om politisk 

spin og det politiske 

spil bag 

facaden, der 

altid har det 

til fælles, at 

de bygger på 

ikke-verificerbare spekulationer om 

politikeres motiver, magtkampe og 

strategier, der typisk har med medierne 

selv at gøre. Ikke-nyheder er 

derfor et stort skridt i retning af mediecirkularitet. 

Nyheder 

i realtid og 

ikke-nyheder udspringer 

af nyhedsformens 

indre logik frem for 

eksterne forhold – Tættere på end 

at være der selv! Mere aktuelt end 

virkeligheden! Få nyhederne før begivenhederne! 

– og accelererer hermed 

indholdstabet i samfundet. 

I den seneste tid har der været 

megen mediegenereret snak 

om falske nyheder og alternative 

fakta, men fænomener som disse 

har længe karakteriseret det mediekompleks, 

som vi alle i stigende 

grad hvirvles ind i. 

Bobleformer 

Resultatet er at medier og form i 

disse år har primat, mens politisk og 

økonomisk indhold i stigende grad 

er sekundært. Kapitalismen og det 

parlamentariske liv stivner. Traditionel 

økonomi og politik er præget 

af stagnation og korruption. Og det 

fremherskende fænomen overalt i 

samfundet er bobler. 

Bobler er særlige fænomener, en


form for asocial socialitet, en kollektiv 

irrationalitet, hvor der gennemløbes 

en sekvens af først ekstrem 

overvurdering og overdreven optimisme, 

en slags kollektiv eufori, 

hvormed boblen pustes op, og siden 

et brutalt chok, når boblen brister, 

idet den triste monotoni og pessimismen 

bliver dominerende. 

Bobler er ikke et nyt fænomen, 

men det der kendetegner nutiden 

er, at bobler er reglen snarere end 

undtagelsen. 

Vi kender især økonomiske bobler. 

Det kan være lokale fænomener 

og gælde specifikke aktiver, men det 

kan også være hele markeder, som 

aktiemarkedet eller boligmarkedet, 

der præges af bobler, som vi har set 

det flere gange og med stadig større 

udsving, i de seneste 30 år. 

Finansboblen bristende senest 

med et brag i 2008 og blev anledning 

til finanskrisen, der fortsat spøger 

i horisonten. 

Boblen 

omkring 

SF bristede 

endeligt 

under Annette 

Wilhelmsens 

formandskab. 

Foto: Wikimedia 

Commons 

Fra økonomi til politik 

I en økonomisk boble opstår en 

guldfeber, hvor alle tilsyneladende 

kan få del i den bugnende rigdom, 

som ingen ende har. Der opstår en 

massementalitet om, at penge gror 

på træer, der så vokser ind i himlen. 

Derfor er det et kollektivt chok, 

når priserne begynder at falde og 

der brat vendes op og ned på markedets 

stemning, idet en kollektiv 

nedtur træder i stedet. 

Når de økonomiske bobler trives, 

stråler kapitalismen af succes 

og uovervindelighed, men når de 

brister, rives tæppet væk under den 

økonomiske stabilitet og kapitalismens 

legitimitet. 

Vi ser helt tilsvarende bobler i politik. 

Vi har i Danmark set den ene 

boble efter den anden svulme op 

og briste, blot for at efterlade sine 

strukturelle karaktertræk andre steder 

i det politiske liv. 

Partiet Ny Alliance opnåede ekstrem 

popularitet i op til valget i 

2007, med tilslutning fra op mod 

hver niende vælger, og stod til at 

blive intet mindre end udslagsgivende 

for landets politiske fremtid, 

men klaskede så helt sammen 

ved og efter valget, for så senere at 

svulme tilsvarende op nogle år senere, 

som Liberal Alliance, efter først 

at have været nede og runde 0,0 % 

tilslutning i flere meningsmålinger. 

Efter valget i 2007 voksede der en 

ny boble frem omkring SF, der overhalede 

Socialdemokraterne med 

opinionstal på op til 20 % af stemmerne, 

men så delvist bristede ved 

valget i 2011 og så helt i forbindelse 

med partiets exit fra regeringen i realtid 

i vinteren 2014, med meningsmålinger 

i nærheden af spærregrænsen. 

Alment formtyranni 

Senest har vi set det nye parti Alternativet 

bryde gennem spærregrænsen 

i den seneste valgkamp, for så at 

svulme op til 4,8 % af stemmerne på 

valgdagen. Bobler kommer og går, 

men bobleformen består og breder 

sig med uhyggelig konsekvens i dagens 

politik, hvilket får det politiske 

indholdstab til at fremstå endnu 

mere tydeligt. 

Baggrunden for boblernes dramatik 

og voldsomme formforandringer 

er nemlig, at det politiske 

indhold bliver stadig mere fasttømret: 

Nyliberal og højrepopulistisk politik 

breder sig konsekvent i begge 

politiske blokke. 

Konsensus hersker i tomhedens 

politik. Bristede bobler fører samtidig 

til politikerlede og flugt fra det 

officielle politiske liv. 

Alle politiske og økonomiske 

kræfter er sat ind på at øge det generelle 

tryk i det eksisterende boblelandskab 

og at begrænse skaderne 

af de bristede bobler. Det lykkes 

med varierende held. De økonomiske 

bobler indtager en særstilling og 

hidtil er det lykkedes at opretholde 

bobleøkonomien, men når problemerne 

løses, så forstærkes de også. 

Bobleøkonomien reddes kortvarigt, 

som vi så det både i starten og 

slutningen af 2000’erne, men samtidig 

vokser boblerne yderligere. Finansboblen 

er i dag kolossal. 

Vi venter spændt og uroligt på, 

hvad der sker, når den næste boble 

brister. Katastrofen lurer. I mellemtiden 

vokser modstand og alternativer 

frem på hverdagsplan og i 

skyggen af nyhedsmediernes spektakulære 

formtyranni. ■ 


Feminisme 

Gør menstruation gratis! 

Hvorfor skal kvinder straffes økonomisk, 

fordi de er født med en krop, der bløder hver 

måned? 

Af Christine Vassaux Noe 

Den skotske regering har annonceret 

et forsøg, hvor de vil give 

gratis menstruationsprodukter 

ud til piger og kvinder med 

lav indkomst, som ikke har råd 

til produkterne. Forsøget skal vare 

i seks måneder og Skotland vil således 

blive det første land der gør 

menstruationsprodukter gratis. 

Kvinder bruger i en levetid titusindvis 

af kroner på menstruationsprodukter. 

En stor udgift der 

rammer kønnet og bidrager til et i 

forvejen stort løngab mellem mænd 

og kvinder. 

Skotland har nu fremført et forslag, 

hvor de i seks måneder vil give 

gratis menstruationsprodukter ud 

til piger og kvinder i dele af Skotland, 

med lav indkomst. For Monica 

Lennon fra det skotske parti Labour 

er det dog ikke godt nok. Hun mener, 

at det er et skridt i den rigtige 

retning, men at produkterne skal 

være gratis for alle menstruerende, 

uanset indkomst. 

Skal ikke straffes økonomisk 

Argumenterne for gratis menstruationsprodukter 

til alle der har brug 

for det, er mange, alt imens argumenterne 

imod er svære at få øje 

på. 

Kvinder tjener langt mindre end 

mænd både i Danmark og på globalt 

plan. I forhold til det store løngab 

der er, så kommer vi ikke i nærheden 

af at udligne det, ved at gøre 

produkterne gratis, men det er stadigvæk 

et lille skridt i den rigtige retning 

mod ligeløn mellem mænd og 

kvinder. Det bør ikke overses eller 

ignoreres. 

Gratis menstruationsprodukter 

kan også være med til at udligne 

skellet mellem rig og fattig. Lige adgang 

til produkterne kan være med 

til at skabe et rum, hvor unge piger 

og kvinder, som ikke har råd til produkterne, 

ikke føler sig nødsaget til 

at blive hjemme fra skole eller sit 

studie alene af den årsag, at de ikke 

har haft råd til at købe menstruationsprodukter. 

Derudover kan det 

også gøre hjemløse kvinder bedre 

stillet og gøre deres hverdag lettere 

nogle dage om måneden. 

Derfor vil det heller ikke være 

godt nok at sænke eller fjerne momsen 

på bind og tamponer. Frankrig 

har allerede sænket momsen og i 

Sverige har der været meget debat, 

om hvorvidt man bør fjerne den. For 

bliver momsen fjernet eller sænket, 

så er den økonomiske byrde nok 

mindre, men den er der stadig. 

Menstruationskoppen 

er et mere 

klimavenligt 

alternativ til 

mere anvendte 

produkter som 

tamponer og 

bind, da den kan 

bruges igen og 

igen. 

Pink taxing 

Ikke kun når det kommer til menstruationsprodukter 

har kvinder 

en ekstra udgift. Det er nemlig helt 

almindeligt, at diverse dagligdagsprodukter 

til kvinder, til trods for at 

være det samme produkt, er dyrere. 

I USA kalder man fænomenet for 

‘Pink-Taxing’. 

Metroxpress lavede i 2016 en 

undersøgelse af bl.a. barberskrabere, 

barberskum og parfume til 

henholdsvis mænd og kvinder – af 

samme mærke og produkttype. Her 

var prisforskellen på alle produkterne 

tydelige. At købe dagligdagsprodukter 

som for eksempel barberskrabere 

eller barberskum i en 

lyserød dåse er altså væsentligt dyre 

end at købe det i en blå dåse. 

Pink-Taxing foregår altså i høj 

grad herhjemme og forretninger tjener 

fedt på at sætte prisen højere på 

produkter, der er målrettet kvinder. 

Bryd et tabu 

Ikke alene kan den økonomiske 

byrde hos menstruerende blive lettet 

ved at gøre menstruationsprodukter 

gratis, det kan også være 

medvirkende til at bryde et tabu om 

menstruation: Hvem der menstruerer. 

Med menstruationsprodukter 

til fri afbenyttelse på for eksempel 

arbejdspladser og på skoler, kan det 

måske være med til at gøre det en 

lille smule mere overskueligt for de 

transkønnede og non-binære, der 

ikke nødvendigvis føler sig tilpas i 

en krop der menstruerer, at skulle 


Feminisme 

ud og skaffe sig produkterne, hvis 

man kan gøre det i ro og fred for sig 

selv, uden at der bliver stillet spørgsmålstegn 

ved det. 

Den optimale løsning 

At gøre alle de klassiske produkter 

som bind, tamponer og trusseindlæg 

gratis er på alle måder en ønskværdig 

situation, når det handler 

om, at give kvinder flere penge mellem 

hænderne og udligne en forskel 

mellem rig og fattig. 

Men vil man også gerne have et 

klima- og miljøvenligt perspektiv 

med (og et økonomisk), så burde en 

produkttype som ’menstruationskoppen’ 

være en del af det gratis 

sortiment. En menstruationskop er 

bæredygtig, billig og holder i mange 

år. Man kan derfor nøjes med at anskaffe 

sig én ad gangen og med flere 

års mellemrum. 

Der er mange muligheder for at 

sørge for, at alle nemt og uden besvær 

har adgang til produkterne og 

samtidig sørge for, at alle der har 

brug for det rent faktisk får det. Man 

kan for eksempel gøre det til en 

fast del af grundskolen, at få uddelt 

en menstruationskop samt bind 

og tamponer hos sundhedsplejersken 

når behovet opstår og altid kan 

komme og få nye. Man kan gøre det 

obligatorisk for alle skoler, universiteter 

og arbejdspladser altid at have 

dem liggende på badeværelserne, 

samt sørge for, at man altid kan få 

dem hos lægen eller på hospitalet. 

Og man kan have dem liggende 

fremme på offentlige toiletter, så de 

altid er let tilgængelige. På samme 

måde som der altid er gratis adgang 

til sæbe og toiletpapir på offentlige 

toiletter. 

»Menstruerende 

skal 

ikke straffes 

økonomisk for 

noget, de ikke 

kan vælge 

fra« 

Danmark skal følge trop 

Hvis Skotland kan tage et skridt i 

den rigtige retning, så kan Danmark 

også. Som et af de rigeste lande i 

verden, der samtidig profilerer sig 

som et af de mest ligestillede, er 

her et område hvor man bør gå forrest. 

Skotland er lige nu i gang med 

at sætte et eksempel, som det ville 

klæde Danmark (og andre lande) at 

følge. 

At gøre menstruationsprodukter 

gratis er en økonomisk prioritering, 

ligesom meget andet. Men det er en 

prioritering der bør gøres. Danmark 

bør ikke være et af de lande, der 

kommer haltende bagefter. Menstruerende 

skal ikke straffes økonomisk 

for noget, de ikke kan vælge 

fra. Vi bør i stedet arbejde målrettet 

imod at afskaffe kønnede ekstraudgifter. 

■ 


Annonce 

ET FEMINISTISK BLIK 

PÅ ØKONOMI 

- et bidrag til kritikken af nationaløkonomien 

og til udviklingen 

af en demokratisk, rødgrøn 

omstillingspolitik. 

Skrevet af Per Bregengaard og 

udkommer på Solidaritet d. 8. 

marts. 

Et feministisk blik på økonomi 

dokumenterer, at den borgerlige 

videnskab: nationaløkonomi diskriminerer 

kvinder og deres traditionelle 

aktiviteter. Det modvirker 

kønnenes ligeværd. 


analyserer nationaløkonomiens 

grundlæggende antagelser om 

menneske og samfund og deres 

retfærdiggørelse af de herskende 

økonomiske forhold. 


skitserer en videnskabelig understøttet 

menneske-, samfunds-, natur- 

og historieopfattelse, der kan 

fungere som modstykke til den 

liberalistiske fortælling om menneske 

og samfund. 


diskuterer nogle eksempler på 

mindre og mere vidtgående politisk-økonomiske 

reformer, en omstillingspolitik 

med et feministisk 

præget samfundsforandrende 

perspektiv. 

Hensigten med en magtkritisk feministisk 

økonomiforståelse er at 

bidrage til alle køns frigørelse. Feminismen 

løsriver sig dermed fra 

ét bestemt køn og forvandler sig 

til at være klassekamp mod den 

magt kapitalen og de kapitalistiske 

produktionsforhold udøver. 

Målet er et feministisk præget 

økosocialistisk demokrati. 

$ 

8. marts i Litteraturhaus 

Kl. 18:00-21.30 i Literaturhaus, Møllegade 7, 2200 København N 

INDSLAG FRA: 

Maria Gerding, MF (Enhedslistens ligestillings- og 

familieordfører). 

Katarina Juselius (professor i nationaløkonomi ved 

Københavns Universitet - var i perioden 1990-2000 den 

ottende mest citerede økonom i verden 

Karen Helveg Petersen (marxistisk orienteret økonom, 

konsulent, forfatter til: »Rentekapitalismen - økonomisk 

teori og global virkelighed«) 

Musikeren »fru Thomsen«: synger om at være sosu 

akkompagneret af Thomas Negrijn (modtagere af 

Scharnberg- prisen for cd'en: »Vi mødes kun i glimt ») 

Hyggeligt samvær omkring en sandwich - og bogsalg. 

Drikkevarer kan købes i baren. 

Bogudgivelse: Per Bregengaard: »Et feministisk blik på 

økonomi - et bidrag til kritikken af nationaløkonomien 

og til udviklingen af en demokratisk, rød-grøn 

omstillingspolitik«, Solidaritet. 

Alle køn og aldre er velkomne. 

Arrangører: Enhedslistens Nørrebro-afdelinger, 

Kvindeudvalg og Politisk Økonomisk Udvalg samt 

Solidaritet. 


Røde flertal 

Venstrefløjen og magten 

Skal Enhedslisten satse på et»arbejderflertal« i kampen for 

progressive reformer? Hvilke andre veje og hvilke alliancer 

kan der skabes i kampen for et bedre samfund? 

Vi har spurgt to garvede debattører og 

aktive medlemmer, Søren Kolstrup 

og Pelle Dragsted. 

1985: Strejker 

banede vejen 

Påskestrejkerne i 1985 og kravet 

om 35 timer satte gang i debatten 

om arbejderflertallet. 

Af Søren Kolstrup 

I 

årene 1985 -1987 drøftede fagbevægelsen og arbejderpartierne 

- SF og Socialdemokratiet, men også DKP og 

til sidst også VS - en platform for et kommende arbejderflertal. 

Arbejderpolitikken var et svar på den høje 

ledighed og polarisering af det sociale liv - med et A- 

hold, hvis rettigheder blev undermineret, et B-hold 

på kanten af arbejdsmarkedet, og et voksende C-hold 

låst fast uden for arbejdsmarkedet. 

Det var de omfattende påskestrejker i 1985, der satte 

skub i debatten. Socialdemokratiets krav om indkomstpolitik 

og Økonomisk Demokrati (ØD) skabte uenighed. 

Men til gengæld udviklede der sig en betydelig og i eftertiden 

upåagtet fællesnævner omkring at gennemføre 

en Robin Hood-politik: Løft for alle overførselsindkomster 

finansieret gennem skærpet beskatning af kapitalindkomster; 

En omfattende, offentlig investeringsstrategi 

til gavn for miljø, vedvarende energi, kollektiv 

I firserne 

satte en aktiv 

fagbevægelse 

gang i dialogen 

mellem arbejderpartierne 

og skabte 

enighed om 

omfordelingskrav, 

skriver 

Søren Kolstrup. 


Commons 

trafik og 

bredbånd; Ret 

til overenskomstdækket 

arbejde og ret til 

uddannelse. Alt sammen suppleret 

med to nye og omfattende lønmodtagerrettigheder: 

Lovfæstet betalt frihed til 

uddannelse og realisering af 35 timers-kravet. 

Der tegnede sig et billede af en alternativ økonomisk 

politik, når det gjaldt omfordeling, finansiering af den 

offentlige sektor og investering i områder, som kunne 

fortrænge importen. Men vandene skiltes, når det gjaldt 

Socialdemokratiets indkomstpolitik og venstrefløjens 

krav om systemgennembrydende krav: Demokratisering 

af bank- og finansvæsen, nationalisering af Nordsøolien, 

og en lovfæstet bestemmelsesret for de ansatte 

på gulvet – et SF-krav fra 1972 til 1987. 

Dagsaktuelle krav vekslede med nye fremadrettede 

rettigheder for lønmodtagerne, stimuleret af en aktiv 

fagbevægelse i årene 1985 -86. 

Det springende punkt er imidlertid, om vi i dag er 

hinsides en tilsvarende fællesnævner, både når det gælder 

dagsaktuelle krav, økonomisk politik, lønmodtagerrettigheder 

og systemgennembrydende krav. 


Røde flertal 

Satser på progressivt flertal 

Er det lønmodtagere mod 

kapitalister eller er det de 99 

procent mod det nyliberale 

vækstsamfund? 

Af Pelle Dragsted 

For at tage den helt oppefra mener jeg, at det kan 

være problematisk overhovedet at operere med begrebet 

”arbejderflertal” i dag. 

Det skyldes for det første, at arbejder-begrebet 

efterhånden er så flertydigt, at det i hvert fald i den 

offentlige debat pt. ikke er særligt anvendeligt. Hvem 

er arbejderne? Snakker vi om alle lønmodtagere, eller 

kun om bestemte grupper. Bruger vi Lars Olsens arbejderklassebegreb 

- hvor arbejderklassen kun omfatter 

ufaglærte og faglærte håndværkere, samt de lavest betalte 

offentligt ansatte, mens fx sygeplejersker og politibetjente 

tilhører en middelklasse, og gymnasielærere 

en højere middelklasse? Eller taler vi om helt bred 

arbejderklasse-definition - hvor alle lønmodtagere i det 

private og offentligt uden højere ledelsesansvar er omfattet? 

Det er uklart, og det bliver jo vigtigt, hvis vi skal 

definere - hvilke partier der er ”arbejderpartier”. Lidt 

frækt ku’ man jo sige, at hvis vi tager udgangspunkt i 

Lars Olsens arbejderbegreb, så er den spirende S-DF alliance 

vel det tætteste, vi længe har været på et arbejderflertal… 

»Det er ikke bare lønmodtagere mod 

arbejdsgivere. Det er de 99% mod 

det nyliberalistiske vækst- og 

kapitalisme-samfund« 

For det andet mener jeg heller ikke, det er nogen særlig 

god betegnelse – også selv om vi vælger den brede 

definition. For hvad med folkepensionisterne, førtidspensionisterne, 

de studerende? Hvad med vikarerne, de 

kontraktansatte, freelancerne, eller de små selvstændige, 

der har lige så lave indkomster som lønmodtagerne? 

Er de ikke lige så vigtige befolkningsgrupper at 

mobilisere og føre politik for? 

Hvis man ser på nogle af de seneste valgsucceser for 

progressive partier og bevægelser i Europa - som Syriza, 

PODEMOS og senest Momentum-bevægelsen bag Corbyn 

- så har succesen netop hvilet på ret mangfoldige 

klasse-alliancer, som har omfattet alle de ovennævnte 

grupper. Det er ikke tilfældigt, men skyldes at modsætningsforholdene 

i den nyliberalistiske epoke ikke 

alene handler om konflikten mellem lønmodtagere 

og arbejdsgivere - men i lige så høj grad om angrebet 

på de social- og velfærdsstater, som er til gavn for det 

store flertal i befolkningen (langt ud over arbejderklassen), 

om privatiseringer og markedsgørelser af offentlige 

ydelser – altså en kamp om demokratisk kontrol 

over for privatkapitalistisk kontrol. Og endelig den måske 

allervigtigste modsætning mellem nyliberalismens 

kortsigtede profitjagt og flertallets behov og ønske om 

at forsvare kloden mod klimaforandringer og miljøødelæggelse. 

Det er ikke bare lønmodtagere mod arbejdsgivere. 

Det er de 99 % mod det nyliberalistiske vækst- og 

kapitalisme-samfund. 

Progressivt flertal 

Mere end et arbejderflertal er det derfor vi skal søge at 

etablere et progressivt flertal, som formår at samle opbakning 

fra det store flertal af arbejdere, studerende, 

pensionister, arbejdsløse, freelancere, selvstændige, 

landmænd, småfiskere o.s.v., som alle på den ene eller 

den anden måde støder hovedet mod den nyliberalistiske 

kapitalismes glastag. 

Hvilke krav og ønsker kunne kendetegne et sådant 

progressivt flertal? Et par vigtige bud kunne 

være: 

- Opgør med den voksende økonomisk ulighed 

gennem markante skattereformer, der omfordeler 

fra toppen til den nederste halvdel af indkomsterne. 

- Retableringen af et stærkt socialt sikkerhedsnet 

ved sygdom eller arbejdsløshed – og 

totalt opgør med mistillid og ydmygelserne 

af ledige og syge. 

- Genopretning af velfærden, kombineret 

med målsætningen om at det offentlige 

forbrug mindst skal følge med udviklingen 

i BNP. 

- Stop for privatisering og udlicitering 

af den offentlige sektor, og opgør med 

new public management og markedsstyringen 

– for i stedet at udbrede 

demokratisk medbestemmelse på 

offentlige arbejdspladser og hjemtage 

udliciterede områder. 

Hvilke partier kan så være en 

del af sådan et progressivt flertal? 

Jeg har jo tidligere slået til lyd 

for en såkaldt forandringsalliance 

mellem Enhedslisten, SF 

og Alternativet, der p.t. i meningsmålingerne 

udgør omkring 

20 % - og i Københavns 


Røde flertal 

kommune 

op mod 40%. 

Jeg tror faktisk, 

at begge 

de to partier ville 

kunne tilslutte sig 

det meste af ovenstående. 

Men det er bestemt 

ikke uden problemer. Et af 

problemerne er på to bogstaver 

og hedder EU. De fleste 

af de ovenstående forslag ville 

hurtigt bringe os i konflikt med 

EU's anbefalinger og i mange tilfælde 

også lovgivning – fx udbudsdirektivet. 

Det er tvivlsomt, om Alternativet 

og SF ville være parat til at tage den 

nødvendige konsekvens - og søge en udmeldelse 

eller i hvert fald en anden og løsere 

tilknytning til EU. SF er også stadig stærkt belastet 

af deres regeringsdeltagelse og medansvar 

for en række af de reformer, som har undergravet 

trygheden og velfærden. Ikke desto mindre er de to 

partier de bedste bud på en progressiv alliance. 

Hvad så med Socialdemokraterne? Jeg har pt svært 

ved at se dem som en del af et progressivt flertal. Det vil 

i hvert fald forudsætte et markant retningsskift á la det, 

vi fx har set i Labour-partiet i de seneste år. 

Selv om der formentlig er tale om et venstresving i 

forhold til den sorte Thorning-Corydon duo, er Socialdemokraterne 

– ligesom deres søsterpartier i andre 

europæiske lande – stadig en del af det ”nyliberalistiske 

centrum”. 

Så længe socialdemokraterne ikke gennemfører et 

mere grundlæggende opgør med de seneste årtiers 

linje, må etableringen af et progressivt flertal i mine 

øjne gå hen over Socialdemokraternes sammensmeltning 

– som vi har set det i Grækenland og Frankrig. 

Bevægelsen 

bag Jeremy 

Corbyn har 

hvilet på en 

mangfoldig 

klasse-alliance. 

Foto: CC 

Vi skal være parate 

til at presse en 

S-ledet regering 

Hvad skal vi dog forstå ved 

begrebet arbejderflertal, spørger 

Pelle med rette. 


For mit vedkommende har det mest operationelle begreb 

været Eric Olin Wrights, der anvender det brede 

arbejder-begreb – dvs. lønmodtagere i den offentlige 

og private sektor - men som også differentierer i forhold 

til faktorer som magt over investeringer, arbejdsproces 

og arbejdskraft. Altså afdækker magtrelationer og 

magtressourcer med sans for både klassehelheder og 

nuancer. 

Men hermed er diskussionen jo langt fra slut. Hvad 

med alle de borgere, der er helt eller delvist uden for 

arbejdsmarkedet, spørger Pelle - og hvad med de små 

selvstændige? Jeg kan kun være enig i, at et socialistisk 

parti eller bevægelse - der ikke evner at inddrage disse 

grupper i en solidarisk alliance - er dømt til at åbne en 

flanke til andre strømninger, ikke mindst højrepopulismen. 

Men det er også min påstand, at de danske partier 

- der har kaldt sig ”arbejderpartier” - normalt har haft 

brede alliancer i tankerne (i alle tilfælde siden engang i 

1980erne) - men næppe i handling. Og slet ikke når det 

drejer sig om at give forskellige sociale lag stemmer i en 

bredtfavnende social og kulturel bevægelse. 

Erfaringerne fra Frankrig og Sverige 

Pelle taler for de brede alliancer? Jovist. Historien i forrige 

århundrede opviser kun få og midlertidige eksempler 

herpå, som netop brast, når dele af alliancens toneangivende 

elementer blev forsmået. De blev måske nok 

for en stund radikaliseret, når de blev trådt under fode, 

men de valgte siden sofaen og passiviteten. 

Venstrefløjens markante sejr i Frankrig i 1981 og senere 

under Lionel Jospins ’mangfoldighedens venstre’ 

(1997-2002) byggede netop på brede alliancer. I det første 

tilfælde var den franske fagbevægelse toneangivende, 

men det er mere upåagtet, at socialisterne også 

henvendte sig kraftfuldt til det glemte Frankrig og til 

kvinderne. 


Røde flertal 

De gamle højreorienterede udkantsbevægelser fra 

Bretagne i nord til Auvergne i syd orienterede sig i slutningen 

af 1970erne mod venstrefløjen, der ville kæmpe 

for et lige Frankrig - ikke blot socialt, men også geografisk. 

Det var ligeledes venstrefløjen, der mobiliserede til 

gunst for kvinders rettigheder. 

Tilsvarende før og under ’mangfoldighedens venstre’ 

i 1990'erne. Det var kravet om 35 timers arbejdsuge og 

kravet om en universel og vederlagsfri sundhedssektor, 

der samlede private og offentligt ansatte. - Men det 

var den forudgående brede arbejdsløshedsbevægelse, 

der gav udsatte og oversete borgere en stemme og inddrog 

disse grupper i venstrefløjsblokken. Majoriteten 

blev vundet gennem brede og allianceskabende mobiliseringer. 

Alliancer, der brast 

Men disse eksempler er undtagelser. Kun i Sverige 

formåede det svenske socialdemokrati, SAP, i efterkrigstiden 

og så sent som i første del af 1970erne 

og 1980erne - med passiv støtte fra Vänsterpartiet 

Kommunisterna, VPK - at vinde absolut flertal og 

fastholde magten gennem det meste af efterkrigstiden 

frem til 1991. – Takket være en enestående 

høj organisationsprocent i den socialdemokratiske 

fagbevægelse og i dens søsterorganisationer. 

Her var tale om tætte organiseringer, der 

rakte langt ind i mindre bysamfund. De røde 

flertal satte sig spor, om end resultaterne var beskedne, 

mente venstrefløjen. Men deres indre 

sammenhængskraft brast netop, når toneangivende 

grupper i den røde alliance blev forsmået. 

Da Mitterand-regeringen tilsidesatte stålarbejdernes 

interesser i Lorraine i 1984/1985, var 

fanden løs i Laksegade. De centrifugale kræfter 

i alliancen stod ikke til at standse. 

Og hele det svenske folkehjem knagede 

i fugerne i 1980erne, da øget ulighed inden 

for de svenske lønmodtagere skabtes af stadig 

mere markedskonform løndannelse - 

med SAPs billigelse. 

Nye progressive alliancer? 

Pelles første erkendelse er uomgængelig. 

De socialdemokratiske partier i Vesteuropa 

gennemgik i 1990erne store 

forandringer som regeringsbærende 

partier. De inkorporerede neoliberale 

tanker. De begyndte at betone en 

personlig pligtmoral, de nedtonede 

samfundets ansvar, og de åbnede for 

dramatisk markedsgørelse gennem 

udlicitering og privatisering. Gamle 

kronjuveler stod for fald. 

I Danmark først efterlønnen og siden 

kravet om øget lighed, i Sverige 

den indtægtsbestemte pension. – Og 


Røde flertal 

I 1990erne 

stod franskmanden 

Lionel 

Jospin i spidsen 

for en alliance 

af både privat 

og offentligt 

ansatte samt 

arbejdsløse. 

Men alliancen 

holdt ikke i 

længden. 


Commons 

i Tyskland og Storbritannien begrænsedes det sociale 

sikkerhedsnet radikalt. Den private sektor blev hellig og 

urørlig. 

Venstrefløjen må på banen 

Kravet om social forandring ligger i dag på venstrefløjens 

banehalvdel. Fra Socialdemokratierne - med Corbyns 

Storbritannien som den bemærkelsesværdige 

undtagelse - kan intet forventes. Skal man fastholde Pelles 

egen logik – men sandelig også de historiske erfaringer 

- betyder det opbygning af en alliance, der både 

rummer alle dem, som i dag undertrykkes økonomisk 

og kulturelt uden for arbejdsmarkedet - plus de store 

grupper af lønmodtagere der mærker konkurrencestatens 

stress og temposkruning på arbejdspladsen. 

Det arbejde handler altså ikke blot om økonomisk 

og social genopretning, men mindst lige så meget om 

at give nedslidte og stressede lønmodtagere en demokratisk 

og magtfuld stemme på arbejdspladsen og som 

borgere i dagligdagen. Det er vel netop disse krav, vi 

har til gode at høre om og se omsat i sociale aktiviteter, 

der vækker genklang. Det samme gælder de grænseoverskridende 

krav om at opbygge en produktionssektor 

med almennyttige formål og deltagerstyre, der går 

hånd i hånd med en gennemgribende demokratisering 

af finanssektoren. 

Vil man fastholde tidligere erfaringer fra røde konstruktioner, 

hvor der er blevet vundet nyt terræn, 

begynder det arbejde ikke under en valgkamp, 

men i god tid før valg – som led i et socialt 

opbrud. Netop på det punkt står en forandringsblok 

over for en krævende opgave! 

Det er her, Pelle må vove et bud? - Hvor 

og hvordan kan man udvide sin sociale 

base? Hvordan kan man politisk og 

organisatorisk forbinde sig med 

nye, undertrykte og indeklemte 

grupper? Som Vänsterpartiet 

i Sverige gjorde det efter 

1995 i kraft af en overbevisende 

feminisme-platform. 

Som venstrepartierne 

i Frankrig gjorde 

det i begyndelsen 

af 1980erne med 

kampen for et 

geografisk lige 

Frankrig. Eller 

som 

mangfoldig- 

hedens venstre i Frankrig gjorde det 1995-1997 i form af 

en arbejdsløshedsbevægelse. 

En kraftfuld socialistisk opposition 

Til sidst finder jeg det nyttigt med en udvidet kommentar 

fra Pelle: Jeg forstår Pelle sådan, at hvis ikke Socialdemokratiet 

decimeres/nedsmelter - og venstrefløjen 

vinder stærkt frem - er der næppe håb for en forandringsbloks 

gennemslagskraft. Heraf følger at venstrefløjen 

må være i beredskab til at optræde som kraftfuld 

socialistisk opposition – også under en socialdemokratisk 

ledet regering. 

Hermed er vi fremme ved det måske vanskeligste 

spørgsmål, hvor venstrefløjen gang på gang er dumpet 

- nemlig når Socialdemokratiet har svigtet åbenbare 

valgløfter og indledt beskæring af det sociale tryghedssystem. 

Hvor eksempelvis Schröder i slutningen af 

1990'erne og i 00'erne med de tyske Harz-reformer - og 

»Hvis ikke Socialdemokratiet decimeres/nedsmelter, 

er der næppe håb 

for en forandringsbloks gennemslagskraft« 

Helle Thorning i Danmark i 2010erne - står som markante 

eksponenter for denne neoliberale kurs. Hvornår 

og hvordan skal man træde ind i rollen som socialistisk 

opposition for at sikre et samlet ryk til venstre? Altså 

ikke blot agere nej-siger, men tegne et solidarisk og progressivt 

perspektiv? 

Selv kender jeg kun et enkelt eksempel på en sådan 

udvikling: Det skete i Sverige i 1990'erne, da Vänsterpartiet 

fra 1994-1995 aktivt støttede en SAP regering, 

så længe den førte lighedsskabende politik. Men 

konverterede – øjeblikkeligt! – til en konsekvent og 

larmende socialistisk opposition, da SAP indledte angreb 

på det sociale sikkerhedsnet. Ved det efterfølgende 

valg i 1998 opvejede De Grønnes fremgang og 

Vänsterpartiets forrygende fordobling så SAPs tilbagegang! 

SAP indledte herefter en moderat konsolidering 

af velfærdsstaten. 

Man kan også fremføre, at Enhedslisten under Helle 

Thorning sagde fra over for neoliberale udskejelser på 

stedet. - Men om man kunne have ført en mere mobiliserende 

oppositionspolitik ved at trække stikket ud 

(mistillid til Corydon) - med et efterfølgende samlet ryk 

til venstre… - står til diskussion? 

Kommunisterne i 1980ernes Frankrig trådte alt for 

sent ud af regeringen, de led efterfølgende et smerteligt 

mandattab. Det samme gælder SF i 2010erne under 

Helle Thorning. Vänsterpartiet meldte derimod fra i tide 

– til gavn for hele blokken. 


Røde flertal 

De røde flertal 

Søren Kolstrup har i 2017 fået udgivet bogen 

om arbejderflertallene, en undersøgelse 

af erfaringer med arbejderflertal i flere 

lande. Han tager udgangspunkt i de 

danske arbejderflertal i 1966 og 1971, men 

diskuterer også erfaringerne i kølvandet på 

påskestrejkerne i 1985. 

De socialistiske flertal i Frankrig og Sverige i 

starten af 1980'erne bliver også inddraget. 

Endelig behandler 

bogen erfaringerne 

med venstrefløjens 

forhold til Helle 

Thorning-Schmidts 

regering 2011-2015. 

Søren Kolstrup: 

»De røde flertal - 

håb, sejre, nederlag« 

SFAHs skriftserie nr. 

56, 2017. 

256 sider, 199 kr. 

Et venstrealternativ? 

Kan der skabes et 

venstrealternativ, der kan 

overtage Socialdemokraternes 

dominerende rolle? 

Af Pelle Dragsted 

Søren rejser i afslutningen på sit svar de allermest 

presserende og udfordrende spørgsmål for venstrefløjen 

i dag: 

1) HVORDAN kan det lykkes at skabe et progressivt venstrealternativ, 

der vil være i stand til at overtage socialdemokraternes 

position som det dominerende alternativ 

til højrefløjen? 

2) HVORDAN forholder vi os til Socialdemokraterne, indtil 

dette lykkes - mens de stadig er det dominerende 

parti. 

Svarene på de to spørgsmål er i mine øjne intimt forbundne, 

men lad mig starte med det første. Her mener 

jeg, at der trods store forskelle er rigtig meget at lære af 

de nye europæiske venstrefløjs-succeser i Grækenland, 

Spanien, Frankrig og Storbritannien. 

Det centrale politiske element i deres mobiliseringer 

har været oprøret mod den usikkerhed i menneskers 

liv, som har været den mest markante følge 

af den nyliberalistiske æras underminering af de 

europæiske social- og velfærdsstater. Større jobusikkerhed 

som følge af udflytning og lukninger af arbejdspladser 

og import af underbetalt arbejdskraft, 

dårligere socialt sikkerhedsnet når man rammes af ledighed, 

ændringer i pensionsalder og nedskårne pensioner, 

indført brugerbetaling og adgangsbegrænsning 

på uddannelse osv., osv. 

Et centralt budskab har været, at denne politik ikke 

har været i de manges interesser - og at en ny regering 

netop skal være loyal med flertallets interesser. Denne 


Røde flertal 

politiske 

kerne har 

været kombineret med en 

skarp opposition til både den økonomiske 

og politiske elite og dens arrogance, manglende 

ydmyghed og manglende forståelse for almindelige 

menneskers vilkår. 

Men bevægelserne har også haft andre interessante 

kendetegn. De har flere steder forsøgt at løsrive sig 

fra en klassisk, venstreorienteret symbolik og kultur (i 

Frankrig fx ved at erstatte de røde flag med trikoloren!), 

ved at søge at række ud til langt bredere dele af befolkningen 

– og ved helt grundlæggende at ville magten, 

og ikke bare rollen som en stærk opposition. Og de har 

formået at skabe en enorm mobilisering på græsrodsniveau 

- kombineret med en relativ stor (og efter min 

mening nødvendig) operativ magt til bevægelsernes ledelser. 

Handlingens øjeblik 

Det er også kendetegnende, at deres succes har været 

forankret i et ”moment of opportunity”. Altså der har 

været en særlig 

politisk /økonomisk 

situation, som har gjort brede 

dele af befolkningen parat til at satse på noget 

nyt. Nogle steder omfattende korruption fra de gamle 

partier (Spanien /Italien), andre steder socialt og økonomisk 

sammenbrud (Grækenland og til dels UK). 

Jeg har i de seneste uger tænkt over, om vi i Danmark 

havde et sådant ’moment of opportunity’ under den seneste 

Thorning-regering, fra den indgik skatteaftalen 

med højrefløjen i sommeren 2012 - der skar i dagpenge, 

pensioner og kontanthjælp - og halvandet års udvikling 

derefter med selskabsskattelettelser, lærerkonflikt, 

DONG-salg m.m. I den periode lå Enhedslisten i enkelte 

meningsmålinger på niveau med Socialdemokraterne. 


Røde flertal 

En folkelig bevægelse og valgalliance 

Det kontrafaktiske spørgsmål er: Hvad nu hvis venstrefløjen 

i den situation havde været i stand til at skabe en 

folkelig, vælgermæssig bevægelse, der rakte ud over 

Enhedslisten - med deltagelse af fx ledende venstrefløjssocialdemokrater, 

progressive fagforeningsledere m.m. 

Med et seriøst program for en progressiv regering, med 

en politisk linje og kommunikation frigjort for gammel 

dogmatik og symbolik, og en retorik rettet mod hele det 

gamle politiske parnas – inkl. Dansk Folkeparti, som jo 

deltog i en række af de upopulære 

reformer. 

Havde vi så kunnet opleve et politisk 

opbrud ligesom det, vi har set 

andre steder i Europa? En ’pasokificering’ 

af det danske socialdemokrati? 

Jeg tror ikke, det er urealistisk. 

Men vi var slet ikke hverken 

opmærksomme på eller klar til den 

situation på det tidspunkt. Enhedslisten 

var netop vokset fra et lille 

marginalt parti, og tanken om at udfordre 

socialdemokraterne på regeringsmagten 

var slet ikke inde på lystavlen. 

Ej heller viljen til at skabe en 

folkelig bevægelse og valgalliance, 

der rakte ud over Enhedslisten. 

Derfor er det min opfattelse, at det er en afgørende 

opgave at gøre os klar til den dag, hvor et sådant ’moment 

of opportunity’ opstår. Ha’ udviklet og tænkt i, 

hvordan sådan en mulighed kan gribes – organisatorisk, 

politisk og kommunikativt. Ikke mindst have udviklet et 

slags regeringsgrundlag, som vil have potentialet til at 

skabe bred opbakning. 

»Derfor er det min 

opfattelse, at det er en 

afgørende opgave at 

gøre os klar til den dag, 

hvor et sådant ’moment 

of opportunity’ opstår« 

acceptere et regeringsgrundlag, der som sidste gang 

eksplicit skriver, at den nye regering vil fortsætte højrefløjens 

økonomiske politik. 

Endelig mener jeg, at vi skal opstille nogle klare 

røde linjer – bundgrænser for, hvad en socialdemokratisk 

regering kan gennemføre, mens den har Enhedslistens 

som politisk grundlag. En skattereform som den i 

2012 er et eksempel på et forlig, der efter min mening 

kunne udløse et mistillidsvotum og et folketingsvalg. 

Og netop her finder vi sammenhængen mellem 

de to spørgsmål fra Søren. Det 

er afgørende, at vores strategi 

på kort sigt i forhold til 

en socialdemokratisk regering 

ikke står i vejen for 

vores strategi på længere 

sigt - om at erstatte dem 

som den dominerende 

kraft til venstre. Derfor 

må vi for alt i verden 

ikke blive opfattet 

som delagtige i en 

ny omgang ’corydonisme’. 

Og derfor 

skal vi være parate 

til at handle modigt 

og hurtigt, men selvfølgelig også 

gennemtænkt, hvis en ny regerings 

handlinger åbner for et muligt ’moment 

of opportunity’. 

Hvad så indtil da? 

Nu til andet spørgsmål: Men hvad gør vi i mellemtiden – 

i den måske korte, måske lange periode hvor det stadig 

er socialdemokraterne, som udgør den dominerende 

kraft i oppositionen til højrefløjen - eller i hvert fald opfattes 

sådan i befolkningen? Her mener jeg den diskussion 

om den parlamentariske situation, som vi har sat i 

gang, er helt afgørende. 

Jeg håber og arbejder for, at diskussionen munder ud 

i tre beslutninger. For det første, at vi gør det klart, at vores 

mål ikke er for evigt at støtte en socialdemokratisk 

regering - men selv at blive i stand til at danne regering, 

når vi er stærke nok. Det vil også gøre det klart, at vi kun 

peger på socialdemokraterne, fordi de er det mindst 

ringe alternativ - og ikke fordi vi opfatter os som en del 

af et politisk fællesskab med dem. - Den socialdemokratiske 

top er en del af problemet. Ikke en del af løsningen. 

Og det skal være klart i vores kommunikation – før, 

under og efter et valg. 

For det andet skal vi gøre det klart, at vi ikke peger 

ubetinget på Mette Frederiksen som forhandlingsleder. 

At der før dannelsen af en regering må være en forhandling, 

som inddrager alle de partier, der skal udgøre det 

parlamentariske grundlag. Jeg mener fx ikke, at vi skal 

Hvis Enhedslisten peger 

på Mette Frederiksen 

som statsminister efter 

næste valg, skal det 

være helt tydeligt, at 

man gør det, fordi hun 

er det mindst ringe 

alternativ., mener 

Pelle Dragsted. 


Commons 


Røde flertal 

Hvordan sikrer venstrefløjen 

en opadgående 

reformkurve? 

Kampen for lighed og frigørelse 

for de mest undertrykte må 

forankres i en bred bevægelse. 


Vi skal gøre det klart, at vi går efter regeringsmagten, 

når vi er stærke nok, dvs. når Enhedslisten udgør 

en dominerende kraft med forankring i en bred 

vælgermæssig bevægelse, lyder Pelles slutreplik. 

Uanset strategisk opfattelse har Pelle ret i, at et ambitiøst 

venstrefløjsparti i fremdrift skal evne at gribe et 

”moment of opportunitý”. Forankringen i kommunikation, 

symboler og den politiske linje skal nytænkes, ikke 

mindst under hensyn til sydeuropæiske erfaringer, lyder 

det fra Pelle. 

»Forankringen i kommunikation, 

symboler og den politiske linje skal 

nytænkes« 

Her åbnes for en omfattende debat, som ægger til ny 

stillingtagen. Men her blot to spørgsmål, som den danske 

venstrefløj kredsede omkring i årene 1979 -1987: 

Hvordan sikrer venstrefløjen en opadgående reformkurve, 

hvor den enkelte reform giver appetit på nye reformer 

i kampen for lighed og undertryktes frigørelse 

med forankring i en bred bevægelse…? 

Pointen i spørgsmålet var ikke nødvendigvis en fiks 

og færdig plan - men udvikling af nye magtbastioner, 

der kunne vitalisere en progressiv bevægelses fremdrift. 

Nogle advarede på det kraftigste mod regeringsdeltagelse, 

andre var for, men alle kredsede om - hvordan en 

progressiv fremdrift kunne sikres med eller uden regeringsdeltagelse. 

Svaret herpå forudsætter med datidens alen, at man 

favner ikke blot demokratisering af velfærd, men også 

af produktion og arbejdsliv - og hvis det står til Pelle 

kultur, symboler og kommunikation. 

Og endelig det sidste spørgsmål: Hvordan sikrer 

man en dynamisk vekselvirkning mellem det parlamentariske 

ben og det udenomsparlamentariske 

ben? En krævende opgave! ■ 


Cyberkapitalisme 

»Don’t be evil« 



De store cybervirksomheder har formået at overtage det sociales sprog og skabt 

et sprogligt slør, der forsøger at dække over kapitalismens tvang og kontrol. 

Af Niclas Dam 

Internettet har siden sin fødsel 

været hyldet som et sted, hvor 

decentralisering, lighed og frihed 

hersker. Den forestilling har været 

gennemgående på venstrefløjen 

- særligt 90’ernes antiglobaliseringsbevægelse, 

og for nyligt også 

accelerationismebevægelsen, har 

haft en enorm tro på internettets frigørende 

potentialer. 

Det er imidlertid højrefløjen, der 

har råbt højest om internettet som 

et sted for frihed og frigørende praksisser. 

Dog er højrefløjens frimarkedsprædikanters 

forestillinger om 

decentralisering, lighed og frihed 

væsentligt anderledes end venstrefløjens. 

Silicon Valleys cybervirksomheder 

har bygget et sprogligt 

slør op omkring begreberne: De bruger 

de progressive begreber til at 

dække for deres egentlige interesser, 

formål og virkemåder. 

For cybervirksomhederne betyder 

frihed først og fremmest frihed 

til at købe, hvad man vil, mens decentralisering 

betyder et samfund, 

der har konkurrencen (og ikke staten) 

som styrende princip. Lighed 

betyder, at alle er lige over for markedets 

dynamikker, at det er alle 

lige for at tage del i kapitalismen. 

Når cybervirksomhederne benytter 

sig af de tre begreber henviser de 

imidlertid til global retfærdighed, 

økonomisk lighed og demokratisk 

decentralisering igennem frigørende 

praksisser og kampe med det 

formål, dels at sælge deres produkter, 

og dels at legitimere deres egne 

praksisser. 

Cybervirksomhedernes sprog 

skaber en fortælling om en kapitalisme, 

som fungerer gnidningsfrit, 

og som har lagt den industrielle kapitalismes 

fysiske undertrykkelse og 

udbytning bag sig. Bag det sproglige 

slørs salgsstrategi finder vi imidlertid 

den egentlige hensigt: vækst og 

profit baseret på udbytning og kapitalismens 

tvang. 

Samfundsomvæltende produkt 

Tankerne om et netværk, der kan 

bryde med staten og indsætte coolkapitalismen 

som styrende princip, 

får et meget præcist udtryk, 

da en af modkulturbevægelsens 

mest ikoniske 

personer, Steve Jobs, 

lancerer Macintosh i 1984. 

Det sker med en reklame 

i det måske dyreste TVspot 

overhovedet: Super 

Bowl. Reklamen var et spil 

på George Orwells 1984. 

En ung, blond, storbarmet 

og farverig kvinde løber 

igennem en fængselslignende 

hal, hvor grå mænd 

sidder række op og række 

ned og bliver indoktrineret 

af en person, hvis 

dystopiske prædiken vises på skærmen 

af en orwellsk supercomputer: 

»We are one people, with one will.« 

Den unge kvinde smadrer computeren 

med en overproportioneret 

forhammer og en voice-over slutter 

reklamen med at sige: »On January 

24th, Apple Computer will introduce 

Macintosh. And you’ll see why 1984 

won’t be like 1984.« 

Det gode produkt er det samfundsomvæltende 

produkt, der bryder 

med autoritære systemer og grå 

strukturer for at åbne op for en ny 

og revolutionerende verden. Logikken 

er med andre ord, at hvis du vil 

lave revolution, hvis du vil ændre 

undertrykkende strukturer, så køb 

det rigtige produkt. 

Det var også Apples budskab i deres 

reklame fra midt-90’erne: ‘Think 

Different.’ I en kæk montage præsenteres 

et væld af personligheder, 

»Silicon Valleys 

cybervirksomheder 

bruger de progressive 

begreber til at dække 

for deres egentlige 

interesser, formål og 

virkemåder« 

der ifølge narrativet har revolutioneret 

hvert deres felt: Forretningsmanden 

Ted Turner bliver sat sammen 

med Martin Luther King, og 

Buckminster Fuller sammen med 

Ghandi. Alle bliver de sat sammen 

med Apple. Målet er at skabe en 

forbindelse mellem rebellerne og 

Apple ved at man naturligt skal begynde 

at associere dem 

med hinanden - en diskursiv 

forbindelse. 

Budskabet er ikke til 

at tage fejl af: »While 

some see them as the 

crazy ones, we see genius. 

Because the people 

who are crazy enough 

to think they can change 

the world, are the ones 

who do.« Hvis du vil være 

med på vognen, hvis du vil 

være med til at ændre verden, 

nedbryde totalitære 

strukturer og skabe et nyt 

samfund, så køb Apple. 

Reklamen indvarslede på mange 

måder en ny form for marketing, 

der gør socialt iværksætteri til et 

væsentligt tema og del af det slør, 

virksomhederne benytter, når de 

fremstiller sig selv som gode virksomheder 

med reelle hensigter. De 

bruger med andre ord det sociale 

som marketingsstrategi. »Don’t be 

evil,« lyder Googles officielle motto, 

der siden 2015 har været suppleret 

af »Do the right thing.« 

Bagsiden af det sproglige slør 

Internettets gnidningsfrie kapitalisme, 

hvor alt er »smart« og »cool«, 

har sin bagside: Arbejdere i den 

tredje verden bliver udbyttet og 

groft udnyttet for at producere iPhones, 

Thinkpads eller helt tredje gadgets. 

De »rare earth«-mineraler, der 

bliver brugt i alt it, fra computere og 

tablets og YouTubes servere, er 



udvundet under umenneskelige forhold 

og ofte med vores klima som 

den store taber. Og når man streamer 

en video fra Youtube, kommer 

den ikke ud af ingenting, men er lagret 

på en af YouTubes mange »server 

farms« ‒ gigantiske haller med 

servere ‒ hvis størrelse og omfang 

stadig vokser. 

I 2010 ramte FoxConn, der producerer 

komponenter til bl.a. iPhone, 

Kindle og Playstation, medierne, 

da det blev afsløret, under hvilke 

umenneskelige forhold deres arbejdere 

sled på gigantiske fabrikker, 

nogle på størrelse med en lille europæisk 

hovedstad. Selvmordsraterne 

var så høje, at de blev medregnet i 

produktionspriserne. 

Der er tale om et materielt netværk 

offline, som kræver ekstremt 

mange ressourcer, som er bygget på 

billig arbejdskraft, hvorfor der har 

aldrig været så mange industrielle 

arbejdere som i dag, og uden hvilke 

det ville være umuligt at opretholde 

det immaterielle netværk online. 

Den klassiske, industrielle produktionsmåde 

fungerer med andre 


De ansatte 

hos FoxConn, 

der producerer 

komponenter 

til bl.a. iPhone, 

Kindle og 

Playstation, 

slider under 

umenneskelige 

forhold på 

gigantiske 

fabrikker, nogle 

på størrelse 

med en lille 

europæisk 

hovedstad. 


Commons 

ord i bedste velgående - den er bare 

blevet outsourcet. Outsourcing har 

medført et nyt logistisk netværk, der 

faciliterer transporten af varer fra 

det globale syd til det globale nord, 

og som gør det muligt at sælge et 

færdigt produkt samlet af komponenter 

fra hele 

verden. 

I 1973 håndterede 

amerikanske, 

europæiske 

og asiatiske 

containerskibe, 

hvad der svarer 

til fire millioner 

20-fods containere; 

i 2010 var 

det tal steget til 

560 millioner. 

De tal viser tydeligt, at realproduktionen 

på ingen måde er forsvundet 

ind i en virtuel sfære, men blot har 

forskubbet sig og fået en ny rolle i 

det kapitalistiske system. 

»Uden billig arbejdskraft 

ville det være umuligt 

at opretholde det 

immaterielle netværk 

online« 

En ny kapitalisme 

De seneste år har der været enighed 

om, at der siden 1970’erne er sket 

»et eller andet« med den måde kapitalismen 

er struktureret på (hvilket 

ovenstående tal angående den logistiske 

fragt vidner om). Der har været 

tale om en ny vidensøkonomi, 

om kognitiv kapitalisme og informationssamfundet; 

alle begreber, der 

forsøger at pege 

på ændringer i 

økonomien og 

på, at vi skulle 

have bevæget 

os væk fra den 

rå, industrielle 

kapitalisme. 

Kommuniseringsbevægelsen 

har belyst, 

hvordan kapitalismen 

var 

nødt til at restrukturere sig efter 

profitabilitetskrisen i 1970’erne, da 

den kapitalistiske produktion efter 

50’ernes boom ikke længere skabte 

tilstrækkelige profitter. Der var flere 

svar på krisen, et af dem var logistikken, 

men også den gennemgribende 

finansialisering af økonomien, 

hvor profitter ikke længere


skabes gennem produktion, men 

gennem finanser. 

Cyberkapitalismen kan ses i lyset 

af de ændringer. Både fordi informationsteknologier 

og kybernetik i 

det hele taget har muliggjort finansialiseringen 

og koordineringen af 

varecirkulationen og udviklingen i 

logistikken, men også fordi cyberkapitalismen 

i sig selv var et svar på 

profitabilitetskrisen. 

Efter at profitterne faldt i realproduktionen, 

stoppede også investeringen 

i eksempelvis fabrikker, og 

virksomhederne skulle finde nye 

måder at tilegne sig merværdi. Derfor 

handlede det for kapitalen om at 

øge dens hastighed igennem netop 

finansialisering, logistik og informationsteknologi. 

Det kommunistiske tidsskrift, og 

en af kommuniseringsbevægelsens 

platforme, Sic, taler om en »restruktureret 

kapitalisme.« Begrebet peger 

på en kontinuitet: Vi befinder 

os stadig under kapitalismen. For at 

kunne undersøge kontinuiteten må 

vi imidlertid have en forståelse for, 

hvad kapitalisme overhovedet er. 

Demonstration 

for bedre 

forhold for de 

arbejdere, der 

fremstiller 

Apples dyre 

produkter. 

Foto: Annette 

Bernhardt, CC 

Den italienske, feministiske aktivist 

og filosof, Silvia Federici, og den politiske 

marxist, Ellen Meiksins Wood, 

har begge forsøgt at undersøge 

netop det. Og selvom de har to forskellige 

svar, så peger de begge på 

det som Karl Marx i et af sine mere 

dunkle kapitler i Kapitalen kaldte for 

»den oprindelige akkumulation.« 

Den oprindelige akkumulation 

markerer det punkt, hvor den tvang, 

der skaber værdi (i kraft af tilegnelsen 

af merarbejdet), ændrede sig fra 

at være ren repressiv tvang og fysisk 

magt til at være en økonomisk 

tvang. Det særlige for kapitalismen 

er, at de umiddelbare producenter 

er blevet adskilt fra produktions- 

og subsistensmidlerne. I The 

Origin of Capitalism – A Longer View 

skriver Wood, at »det kapitalistiske 

markeds distinkte og dominerende 

egenskaber ikke er kendetegnet ved 

mulighed eller valg, men derimod 

tvang.« I modsætning til feudalismens 

og absolutismens repressive 

tilegnelse af merarbejdet i form af 

eksempelvis arbejdsydelser og skatter 

eller livegne og slaver, så bygger 

kapitalismen på økonomisk tilegnelse 

gennem markedstvang: Det er 

ikke muligt at skaffe livsfornødenheder 

uden om markedet. 

Federici har undersøgt, hvordan 

denne forskydning fra repressiv til 

økonomisk tvang udspiller sig hele 

tiden. Den økonomiske tvang bliver 

stadig mere effektiv og udspiller sig 

på stadigt dybere sociale niveauer 

(eksempelvis med gæld som styringsmekanisme). 

Den oprindelige 

akkumulation foregår med andre 

ord hele tiden. Den særligt kapitalistiske 

tvang gør sig stadig gældende 

i dag, omend kapitalismen er blevet 

rekonstrueret. Det er denne kontinuitet, 

som vi skal holde os for øje, 

når vi ser på, hvad der gemmer sig 

bag cybervirksomhedernes sproglige 

slør. Bag sløret findes både den 

faktiske produktion og den logistiske 

transport, men også kapitalismens 

tvangsmekanismer. 

Restruktureret udbytning 

Udbytningen er ikke blevet outsourcet 

sammen med realproduktionen. 

Den har blot fundet nye former. 



Den immaterielle produktion er 

ikke uskyldig; internettets opkomst 

og cybervirksomhedernes handlen 

har blot medført nye former for udbytning 

og udnyttelse. 

Den kreative klasses arbejde er 

ikke længere ensbetydende med en 

privilegeret plads i samfundet, hvorfor 

man i dag med rette taler om 

den kreative klasse som værende en 

del af et nyt proletariat: Prekariatet. 

Den tyske filosof Isabell Lorey definerer 

det prekære som »usikkerhed 

og sårbarhed, øget destabilisering 

og udsættelse for fare.« For prekariatet 

kommer kapitalismens følgesygdomme 

ikke af manuelt overarbejde, 

som er kendetegnende for 

den fordistiske produktionsmåde, 

»Der bliver manipuleret 

med den virkelighed, 

vi får præsenteret« 

men af kognitivt overarbejde: Stress, 

depressioner, burn-out og kognitiv 

dræning er blevet folkesygdomme, 

hvis konsekvenser har resulteret i, 

at uhørt mange bliver langtidssygemeldt 

grundet eksempelvis stress. 

Sygdommen kommer som følge 

af en kontrol, hvor internettet har 

muliggjort arbejdsdagens forlængelse 

i tid og rum: Det er i dag muligt 

24/7 at tjekke email, opdatere 

en hjemmeside, skabe netværk 

på Facebook eller LinkedIn, holde 

Skype-møder eller bare svare på et 

telefonopkald. Arbejdet fylder mere 

og mere, og informationsstrømmen 

bevæger sig hurtigere og hurtigere. 

Algoritmisk kontrol 

For at forstå cybervirksomhedernes 

succes og dominans, samt kapitalismens 

restrukturerede udbytningsformer, 

må man undersøge, hvordan 

de benytter en særlig form for 

kontrol, der baserer sig på information 

og kybernetik. En kontrol, der 

tager form af en manipulation af 

vores handlen på stadigt mere fundamentale 

niveauer, når vi bevæger 

os på internettet: Man kan tale om 

en algoritmisk kontrol, som gennem 

nøje udregnede formler henholdsvis 

åbner og lukker for den virkelighed, 

vi får præsenteret. Den algoritmiske 

kontrol viser med andre ord, 

hvordan »kontrollens numeriske 

sprog udgøres af cifre, der giver adgang 

eller formener adgang til information.« 

For at få viden og information om 

det enkelte subjekt kræves det, at 

subjektet bevæger sig på internettet 

og jo mere det bevæger sig, jo mere 

kan eksempelvis Facebook sige om 

det enkelte subjekt. Jo mere data 

desto bedre. Algoritmerne sikrer en 

gnidningsfri strøm af ny data. 

Kort kan det siges, at der bliver 

manipuleret med den virkelighed, 

vi får præsenteret. En manipulation, 

De sociale 

medier 

præsenterer 

dig for en 

manipuleret 

virkelighed. 

Foto: Street Art 

af Mister Thoms 

der har til formål at skabe datacirkulation 

og dermed pengecirkulation. 

Konsekvenserne er en form for 

hierarkisk system, der favoriserer 

det populære, da det populære akkumulerer 

mere information. Dermed 

er der tale om en kommunikativ 

kontrol, da algoritmerne styrer, 

hvad der bliver sagt, og hvad der 

faktisk kan siges. Det, der kan siges, 

er det, der allerede er konsensus 

om, og som er med til at øge internettets 

informationssfære. Algoritmerne 

styrker det, den franske filosof, 

Michel Foucault, kaldte for den 

»permanente konsensus,« hvilket vil 

sige: »befolkningens overordnede 

tilslutning til det system, den er underkastet.« 



Bagved algoritmernes konformistiske 

kontrol virker konkurrencens 

logikker, der konstant radikaliserer 

processen, det handler om at skabe 

cirkulation. Den algoritmiske kontrol 

må forstås ud fra koordinaterne 

af den restrukturerede kapitalisme. 

Det sproglige har, i forlængelse af 

overtagelsen af det sociale som forklaret 

ovenfor, mistet sin egenart og 

er blevet underlagt konkurrencens 

dynamikker. 

Det sproglige felt er for algoritmerne 

ikke andet end vilkårlig data, 

der kan tjenes penge på ‒ tomme 

bytes, der kan veksles til valuta. Cybervirksomhedernes 

brug af algoritmer 

til at styre vores handlen accelererer 

informationen. 

Igennem en kommunikativ kontrol 

skaber algoritmerne subjekter, 

der identificerer sig med den 

virkelighed, algoritmerne producerer. 

Der er tale om en form for ond 

cirkel, hvor det sproglige mister sin 

signifikans, hvormed subjektet har 

sværere ved at identificere sig med 

det symbolske og i en famlende jagt 

på identitet blot skaber mere information. 

Man kan sammenligne 

denne dynamik med et system med 

positiv feedback: A producerer B, 

der producerer mere A. For at følge 

med infosfærens krav om symbolsk 

identifikation, må man producere 

endnu mere information, der blot 

øger infosfæren. 

Vi skaber værdi, idet vi bevæger 

os på internettet, og samtidig 

skaber vi mulighederne 

for, at vi kan skabe 

mere værdi, eftersom internettets 

aktører er blevet 

stadig bedre til at manipulere 

med sine brugere. 

Det handler om at skabe 

så meget information som 

overhovedet muligt. En 

uendelig kommunikativ 

vækst. 

Det uhyggelige ved Apples reklamer 

er, at de ikke kun er eksempler 

på, hvordan det sociale begyndte 

at blive brugt som en salgsstrategi, 

men at de også meget præcist 

beskriver den situation, vi befinder 

os i i dag: Billedet af de mange 

grå mænd, der sidder række op og 

række ned og kigger på én computer, 

er et skræmmende præcist billede 

på den virkelighed, cybervirksomhedernes 

kontrol har medført. 

På samme måde har Apples motto 

fra 90’erne, i form af imperativet 

»think different,« en fuldstændig 

modsat virkning: Den permanente 

konsensus. 

At bryde det sproglige 

I den sproglige virkelighed internettet 

præsenterer, handler det 

ikke om informationens kvalitet, 

men dens kvantitet og mulighed for 

at akkumuleres. Som den italienske 

aktivist og filosof, Franco »Bifo« 

Berardi har formuleret det: »I sprogets 

sfære bliver ord ombyttet og 

værdisat i forhold til deres performativitet, 

dvs. deres pragmatiske effektivitet. 

Det er ikke sandhed, men 

effektivitet, som bliver målestokken 

for værdi i den kommunikative 

sfære.« 

Hvis man ønsker at ændre sløret, 

handler det måske om at nå til en 

erkendelse af, at vi ikke befinder os 

i en sfærisk videns- eller informationsøkonomi, 

men at cybervirksomhedernes 

sprogbrug lægger et 

slør over den kendsgerning, at vi 

stadig befinder os under kapitalismens 

allestedsnærværende tvang 

og kontrol. Bag sløret finder vi kapitalismen, 

der blot er blevet restruktureret 

fra først og fremmest at hive 

profitter ud af realproduktionen til 

nu, hvor profit først og fremmest 

»Apples motto fra 90’erne, 'think 

different,' har en fuldstændig 

modsat virkning: Den permanente 

konsensus« 

skabes i cirkulationen af varer, finanser 

og information, under ét: 

data. Samtidigt har dette medført 

nye former for kontrol, der baserer 

sig på algoritmer. 

Vi må også finde nye former 

for modstand. En restruktureret 

modstand, som ikke er baseret på 

realproduktionen, men på cirkulationen. 

Jeg vil lade det franske 

autonome kollektiv Den usynlige 

komité få det sidste ord: 

»Blokér alt – det er fra nu af den 

første refleks hos alle der gør modstand 

mod den nuværende samfundsorden. 

I en decentraliseret 

økonomi, hvor virksomhederne drives 

med just-in-time-produktion, 

hvor værdi udspringer af muligheden 

for at være tilkoblet netværket, 

hvor motorvejene er led i den dematerialiserede 

produktionskæde 

der løber fra underleverandør til underleverandør 

og derfra videre til fabrikken, 

hvor det hele samles, så er 

det at blokere cirkulationen også at 

blokere produktionen. ■ 


Teori: Imperialisme 

Fra Lenin 

til i dag 

Den globale verdensorden har forandret sig meget de 

seneste 100 år, men ressourcerne er stadig absurd ulige 

fordelt på jordkloden. Giver det stadig mening at tale om 

imperialisme i dag? 

Af Åge Skovrind 

Begrebet imperialisme bliver 

normalt brugt om den vestlige 

(og japanske) politiske og 

økonomiske dominans i Asien 

og Afrika i slutningen af det 

19. og første halvdel af det 20. 

århundrede. Marxistiske økonomer 

vil dog som oftest betegne 

det kapitalistiske verdenssystem 

helt frem til i dag som imperialisme. 

Det vigtigste udgangspunkt i denne 

marxistiske forståelse er den bog, 

som den russiske revolutionsleder 

Vladimir Iljitsch Lenin skrev under 

titlen »Imperialismen som kapitalismens 

højeste stadium«. 

Lenin mente, at ved slutningen af 

19. århundrede var kapitalismen i de 

mest industrialiserede lande gået 

ind i en ny fase med »monopolkapitalisme«. 

Magten over det økonomiske 

liv havde i de forskellige lande 

nået et punkt, hvor en snæver flok 

af de største industri- og finanskapitalister 

regerede. Mulighederne for 

profit gennem investeringer i eget 

land var udtømte, så nu investerede 


man i stigende grad i andre lande, 

hvor kapitalismen ikke var så udviklet. 

Her kunne man finde billige råvarer, 

billig arbejdskraft og et marked 

for sine varer. 

Udkom under krigen 

Lenins pjece udkom i 1916, midt under 

Første Verdenskrig, som han 

kaldte en imperialistisk røverkrig. 

Hans analyse var, at kapitalisterne 

med støtte fra statsmagten i hvert 

sit land stræbte efter mere økonomisk 

territorium, og at dette ville 

føre til krige mellem de imperialistiske 

stater. Arbejderne stod derfor 

overfor et valg: kæmpe sammen 

med sit eget borgerskab og slå arbejderbrødre 

fra andre lande ihjel 

– eller vende våbnene mod kapitalisterne 

i eget land, vælte det eksisterende 

samfund og indlede en kamp 

for opbygning af socialismen. Som 

altid var Lenins pjece også et politisk 

kampskrift, først og fremmest vendt 

mod Karl Kautskys »reaktionære 

og utopiske« ideer om, at kapitalisterne 

fra forskellige lande kunne 

blive enige om at stoppe krigen. 

Imperialismen ser meget 

anderledes ud i dag end på Lenins 

tid, selv om de grundlæggende 

kendetegn ved kapitalens 

funktionsmåde stadig er i kraft – i 

nye former. De monopolistiske kapitalistiske 

sammenslutninger på 

Lenins tid er forvandlet til gigantiske 

multinationale selskaber 

med politiske agenturer - IMF, 

Verdensbanken og WTO. Datidens 

kolonier er nu selvstændige 

lande, men stadig underlagt mekanismer, 

som fremmer global ulighed 

med fattigdom, afhængighed, 

politisk indblanding og overførsel 

af værdier til kapitalister i USA og 

Europa. 

At redegøre for imperialismens 

udvikling til i dag og 100 års teorier, 

analyser og diskussioner kan ikke 

lade sig gøre på denne plads. Denne 

artikel fokuserer på nogle hovedtendenser 

og nogle spørgsmål, som 

i dag er til diskussion blandt marxistiske 

økonomer. 

Lenins teori kan give en forståelse 

for kapitalismens udvikling i 

første halvdel af det 20. århundrede,


hvor verden blev kastet ud i to barbariske 

verdenskrige. Efter Anden 

Verdenskrig startede en ny periode 

med høje vækstrater i den kapitalistiske 

økonomi. De fleste vil sætte 

afslutningen af denne periode til 

1975-80, hvorefter vi, indtil i dag, ser 

en neoliberal periode med økonomiens 

globalisering og afskaffelse 

af nationale begrænsninger på handel, 

investeringer og kapitalbevægelser. 

»Kapitalismen er 

afhængig af, at en lang 

række varer kun kan 

produceres i tropiske 

og subtropiske 

områder« 

Globaliseringens epoke 

Omkring 1980´erne begynder en 

neoliberal offensiv under ledelse 

af verdens førende imperialistiske 

magt, USA, sammen med Thatchers 

Storbritannien. Som svar på den faldende 

profitrate går kapitalen til 

angreb på arbejderklassen og på de 

restriktioner, som har lagt bånd 

på international handel og investering. 

Et årti senere kommer 

sammenbruddet i Sovjetunionen. 

Det åbner mulighed for 

ny kapitalistisk ekspansion 

og markerer afslutningen på 

den militære magtbalance mellem 

de to supermagter, som også 

havde sat en bremse på imperialismens 

udbytning af den tredje verden. 

Ruslands og Kinas integration i 

den kapitalistiske verdensorden, 

og hvordan man kan definere de to 

lande i forhold til imperialismen, 

er en særlig diskussion, som her er 

udeladt. Mere generelt er spørgsmålet, 

hvordan man kan definere 

lande som henholdsvis udbyttere 

(imperialistiske) og udbyttede. I 

lande som Brasilien, Sydkorea og 

Sydafrika opererer store kapita- 



listiske selskaber, som eksporterer 

ikke kun varer, men også kapital til 

hele verden. Disse lande kan dårligt 

sidestilles med for eksempel Bolivia, 

Pakistan eller Uganda. Det vil med 

andre ord være en grov forenkling 

at opdele alle verdens lande i imperialistiske 

lande på den ene side, 

og på den anden side de lande, som 

bliver udbyttet og undertrykt. 

Trods dette bruger de fleste marxistiske 

økonomer begrebet imperialisme 

for at forklare, at der sker en 

kolossal overførsel af værdi fra det 

globale Syd (»den tredje verden«, 

»de afhængige lande«, »udviklingslandene«, 

»periferien« – kært barn 

har mange navne) til det globale 

Nord. 

En undtagelse er den populære 

nordamerikanske økonom David 

Harvey. Han mener ikke, at det er relevant 

at bruge begrebet »imperialisme« 

i globaliseringens tidsalder. 

Aktuelle bøger 

om imperialisme 

John Smith: Imperialism in the 

Twenty-First Century: Globalization, 

Super-Exploitation, and Capitalism’s 

Final Crisis, (Monthly Review, 

2016), 384 sider. 

Utsa Patnaik og Prabhat Patnaik. 

A Theory of Imperialism. With a 

commentary from David Harvey 

and a foreword by Akeel Bilgrami 

(Columbia University Press, 2016), 

256 sider. 

Sam Gindin og Leo Panitch: The 

Making of Global Capitalism, The 

Political Economy of American 

Empire (Verso, 2013), 464 sider. 

Alex Callinicos: Imperialism and 

Global Political Economy (Polity, 

2009), 288 sider. 

Antonio Negri & Michael Hardt: 

Imperiet. Informations forlag 

(2009). 440 sider. 

Michael Roberts The Long Depression. 

Marxism and the Global 

Crisis of Capitalism (Haymarket 

Books, 2016), 380 sider. 

Kapitalen bevæger sig nu på kryds 

og tværs mellem geografiske områder, 

og en opdeling af verden i to kategorier 

giver ikke længere mening. 

Helt modsat siger de indiske økonomer 

Utsa og Prabhat Patnaik, at 

kapitalismen er afhængig af, at en 

lang række varer kun kan produceres 

i tropiske og subtropiske områder 

– enten kan varerne ikke produceres 

i tempereret klima, eller ikke i 

tilstrækkelige mængder. Deres teori 

er, at efterspørgslen på disse produkter 

fører til, at producenternes 

indkomster sænkes, så deres forbrug 

mindskes. Kort sagt, »at presse 

den lokale optagelse i periferien for 

at imødekomme kapitalakkumulationens 

krav i metropolerne er et essentielt 

træk ved kapitalismen.« 

Imperialistisk rivalisering? 

Mens Lenin talte om »sammensmeltning« 

af finans og industri og refererede 

til finanskapitalen som en 

»kapital kontrolleret af bankerne og 

anvendt i industrien«, som for det 

meste havde en national strategi for 

at ekspandere sit »økonomiske territorium«, 

så er nutidens finanskapital 

ikke nødvendigvis bundet til 

industrien. Den bevæger sig rundt i 

verden på jagt efter den hurtigste gevinst. 

Spørgsmålet er også, om også 

kapitalens binding til nationalstaterne 

er ophørt. Det er afgjort en tendens 

(i nogle brancher), men samtidig 

mangler den internationale kapital 

mulighed for at gribe ind med magt. 

Den er nødt til at låne muskler fra de 

stærkeste nationalstater. 

Det fører os til spørgsmålet om 

modsætninger mellem de imperialistiske 

lande. Lenin forudså, at rivaliseringen 

mellem imperialistiske stater 

nødvendigvis førte til krige. Siden Anden 

Verdenskrig har der været mange 

krige, men ingen mellem de imperialistiske 

magter, som nu samarbejder 

gennem internationale militære 

og økonomiske alliancer. Kan man 

på den baggrund sige, at kapitalens 

internationalisering har overvundet 

geopolitiske konflikter mellem kapitalistiske 

magter? 

I deres værk Imperiet (2000) 

snakker de to filosoffer Michael 

Hardt og Antonio Negri om en overgang 

fra »moderne« imperialisme 

»Lenin forudså, at 

rivaliseringen mellem 

imperialistiske stater 

nødvendigvis førte 

til krige« 

baseret på nationalstater 

til et 

»post-moderne« 

globalt imperium. 

Imperialismen 

er gledet 

over i Imperiets 

transnationale 

netværksmagt. I 

modsætning til 

den traditionelle 

holdning på 

venstrefløjen, som bekæmper kapitalistisk 

globalisering for at bevare 

velfærdsstaten, ser Hardt og Negri 

et revolutionært potentiale. De foreslår 

en kamp for tre globale rettigheder: 

globalt borgerskab, retten til 

en mindsteindkomst og retten til 

generobring af de nye produktionsmidler 

(uddannelse, information, 

kommunikation). 

De to canadiske økonomer Sam 

Gindin and Leo Panitch har – sammen 

med mange andre – den opfattelse, 

at USA som det største imperialistiske 

land holder det imperialistiske system 

sammen og forhindrer geopolitiske 

konflikter. Statsmagten i USA 

spiller en særlig rolle som den vigtigste 

stat, som arbejder for den internationale 

kapital som helhed (og for 

USA´s kapital). For første gang i historien 

har vi et globaliseret imperium 

for kapitalen, hvor USA's magt spiller 

den dominerende og centrale rolle – 

finansielt, militært, institutionelt og 

ideologisk. 

En tredje position fastholder, at 

geopolitisk konkurrence fortsat gælder, 

selv om USA stadig er langt den 

stærkeste imperialistiske magt. Nok 

lancerede George Bush »den nye 

verdensorden« i 1991, men interventionerne 

i Irak og Afghanistan har 

reelt været fiaskoer, og »den ujævne 

udvikling i de førende kapitalistiske 

stater vil sandsynligvis give anledning 

til geopolitiske kampe,« skriver 

Alex Callinicos – førende teoretiker i 

det britiske Socialist Workers Party, 

som i denne forstand ligger mere på 

linje med Lenins klassiske analyse. 

Hvilken slags udbytning? 

Tilbage står spørgsmålet, hvilken 

betydning udbytningen af det globale 

Syd har for den internationale 

kapitalisme, og hvilke mekanis- 



perialistiske herredømme i det 21. 

århundrede sker således gennem 

»super-udbytning« af arbejderne i 

Syd, snarere end gennem de almindelige 

former for udbytning, som 

Marx beskrev i Kapitalen: absolut og 

relativ merværdi, det vil sige enten 

at udvide arbejdskraften/arbejdsdagen 

eller at intensivere arbejdet/øge 

produktiviteten. 

mer der er i kraft ved overførslen af 

værdi fra Syd til Nord. 

I den forbindelse må man under 

alle omstændigheder tage højde for 

de seneste årtiers kolossale udbredelse 

af lønarbejdet i det globale 

Syd. I 2010 levede 79 procent, eller 

541 millioner, af verdens industriarbejdere 

i »mindre udviklede områder«, 

en stigning fra 34 procent i 

1950 og 53 procent i 1980. Det skal 

sammenlignes med 145 millioner 

industriarbejdere, eller 21 procent, 

som levede i de imperialistiske 

lande i 2010. Denne udvikling er 

central, eftersom det i den marxistiske 

arbejdsværditeori kun er arbejde 

i produktion og tilknyttede 

erhverv, som kan skabe merværdi 

(profit), det vil sige arbejderne skaber 

mere værdi, end de selv er værd 

– og denne rolle bliver nu i stigende 

omfang udført i det globale Syd. 

Den engelske økonom John Smith 

argumenterer for, at fordelen for 

imperialismen ved at flytte produktion 

til det globale Syd ikke kun er 

den billige arbejdskraft i forhold til 

de imperialistiske lande, men også 

at selve udbytningen af arbejdskraften 

er højere, fordi arbejdskraften 

ofte lønnes under sin værdi. Det im- 

Datidens 

finans- og 

industrikapitalister 

fordelte verden 

og oprettede 

kolonier, som 

kunne udbyttes. 

Nord-syd: Fælles kamp 

Andre marxistiske økonomer, 

blandt andet Michael Roberts, påpeger, 

at lønniveauet ikke er et bevis 

for »super-udbytning«, og at man 

ikke må forveksle udbytning med 

fattigdom. Udbytning er forholdet 

mellem merværdien og værdien af 

arbejdskraften, men arbejdskraftens 

værdi defineres af det »samfundsmæssigt 

accepterede« niveau 

for løn, arbejdstid, arbejdsintensitet 

mv. Selv om arbejdslønningerne i de 

imperialistiske lande er meget højere, 

så kan udbytningen her være 

større på grund af de store forskelle 

i produktivitet. 

Ifølge Smith betyder forskellene 

i udbytningen, at »en betydelig og 

voksende del af den værdi, som forbruges 

i ikke-produktive aktiviteter 

i de imperialistiske lande, er blevet 

skabt i lavtlønslande.« I sin ekstreme 

udgave fører denne analyse 

til, at arbejderne i Nord har så høje 

lønninger på grund af udbytningen i 

Syd – og at de derfor ingen interesse 

har i at bekæmpe denne udbytning. 

Det er dog ikke, hvad Smith mener. 

Han afslutter sin bog om imperialismen 

med disse ord: 

»Merværdi fra disse nye lavtlønnede 

arbejdere hjalp kapitalismen 

ud af dens hul i 1970´erne, da den 

imperialistiske orden blev udfordret 

af overproduktion, faldende 

profit og voksende klassekamp i 

dens kernelande og revolutioner i 

Asien, Afrika og Latinamerika. Sammen 

med deres søstre og brødre i 

de imperialistiske lande er det deres 

mulighed, opgave og skæbne at 

grave et nyt hul – et gravhul til kapitalismen 

og afslutte det, som Marx 

kaldte »det menneskelige samfunds 

forhistorie.« ■ 


Lyrik 

TRÆD IND I T I D E N 

Digtere og revolutionære har mange gange igennem historien forsøgt at råbe 

verden op om at se den næste katastrofe i øjnene og handle til menneskehedens 

forsvar. Fra fascismens forbrydelser til den globale opvarmnings forudsigelige 

ødelæggelse af fremtiden, råber vi: 'Gør noget – se udyret i øjnene og gør noget nu!' 

Du må ikke sove 

Arnulf Øverland -1937 

Jeg våknet en natt av en underlig drøm, 

det var som en stemme talte til mig, 

fjern som en underjordisk strøm - 

og jeg reiste mig op: Hvad er det du vil mig? 

Man sa: Du skal gi ditt liv, om det kreves. 

Og nu har vi gitt det - forgjeves, forgjeves! 

Verden har glemt oss! Vi er bedratt! 

Du må ikke sove mer i natt! 

Og så skal han ut i en skur av stål 

og henge igjen i en piggtrådsvase 

og råtne for Hitlers ariske rase! 

Du vet, det er menneskets mening og mål! 

- Du må ikke sove! Du må ikke sove! 

Du må ikke tro, at du bare har drømt! 

Igår blev jeg dømt. 

I natt har de reist skafottet i gården. 

De henter mig klokken fem imorgen! 

Hele kjelleren her er full, 

og alle kaserner har kjeller ved kjeller. 

Vi ligger og venter i stenkolde celler, 

vi ligger og råtner i mørke hull! 

Vi vet ikke selv, hvad vi ligger og venter, 

og hvem der kan bli den neste, de henter. 

Vi stønner, vi skriker - men kan dere høre? 

Kan dere absolutt ingenting gjøre? 

Ingen får se oss. 

Ingen får vite, hvad der skal skje oss. 

Ennu mer: 

Ingen kan tro, hvad her daglig skjer! 

Du mener, det kan ikke være sant, 

så onde kan ikke mennesker være. 

Der fins da vel skikkelig folk iblandt? 

Bror, du har ennu meget å lære! 


Du må ikke gå til ditt kjøpmannskap 

og tenke på hvad der gir vinning og tap! 

Du må ikke skylde på aker og fe 

og at du har mer enn nok med det! 

Du må ikke sitte trygt i ditt hjem 

og si: Det er sørgelig, stakkars dem! 

Du må ikke tåle så inderlig vel 

den urett som ikke rammer dig selv! 

Jeg roper med siste pust av min stemme: 

Du har ikke lov til å gå der og glemme! 

Tilgi dem ikke; de vet hvad de gjør! 

De puster på hatets og ondskapens glør! 

De liker å drepe, de frydes ved jammer, 

de ønsker å se vår verden i flammer! 

De ønsker å drukne oss alle i blod! 

Tror du det ikke? Du vet det jo! 

Du vet jo, at skolebarn er soldater, 

som stimer med sang over torv og gater, 

og opglødd av mødrenes fromme svig, 

vil verge sitt land og vil gå i krig! 

Du kjenner det nedrige folkebedrag 

med heltemot og med tro og ære - 

du vet, at en helt, det vil barnet være, 

du vet, han vil vifte med sabel og flag! 

Jeg skjønte det ikke. Nu er det for sent. 

Min dom er rettferdig. Min straff er fortjent. 

jeg trodde på fremgang, jeg trodde på fred, 

på arbeid, på samhold, på kjærlighet! 

Men den som ikke vil dø i en flokk 

får prøve alene, på bøddelens blokk! 

Jeg roper i mørket - å, kunde du høre! 

Der er en eneste ting å gjøre: 

Verg dig, mens du har frie hender! 

Frels dine barn! Europa brenner! 

Jeg skaket av frost. Jeg fikk på mig klær. 

Ute var glitrende stjernevær. 

Bare en ulmende stripe i øst 

varslet det samme som drømmens røst: 

Dagen bakenom jordens rand 

steg med et skjær av blod og brand, 

steg med en angst så åndeløs, 

at det var som om selve stjernene frøs! 

Jeg tenkte: Nu er det noget som hender. - 

Vår tid er forbi - Europa brenner!

Lyrik 

Disjecta membra 

De sidste hverdage 

Ivan Malinowski / 1958 

Asger Magne / 2017 

Blikket søger en klode af fred men ingen 

enhed er den sidste ingen grænse urokkelig 

selv i evigheden kløves de elskende til roden 

kun ilden går aldrig sulten til sengs 

frugtens to halvdele udelukker hverandre 

og kreperer gladeligt hver for sig 

mens solnedgangen pludselig lader masken falde 

og du ser ind i en kælder af blod og panik 

hvor alting kun består af sine yderpunkter 

hvor ingenting følgelig består 

hvor en sol af nælder og brændende støv 

er prisen for metallers parring og ingenting 

står fast end ikke smerten eller længslen 

ved vandrende vande under tage af halm 

der er ingen løsning eller ligevægt 

der er ingen bolig på jorden 

De sidste hverdage 

Vi skulle mødes et sted på jorden 

men da du kom var det for sent 

vi skulle mødes et sted på vejen 

men den var dækket af tårer og sten 

dine ben og dine digte 

de kan ikke kan ikke følge med 

det er som om de hellere vil høre hjemme 

i historier fra forældrenes stemme 

når solen er gået ned 

men alt du ser er rester 

det er hvad der er tilbage 

én verden, én vej, én alt for lille by 

hvor vi glider på gennemtræk 

grå som en regnvejrssky 

i et artsbestemt massedrab af dimensioner 

det 21. århundrede 

et oplyst historiens hul 

jeg brækker mig mens jeg skriger 

et dødssygt nyt år 0 

men dette splittede blod vil ikke dø 

og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben 


RADIOAKTIV 

Radioaktiv er en uafhængig platform 

for frække røde podcasts. Vi bringer 

de nyeste nyheder fra klassekampen, 

dybdegående interviews, nørdede 

analyser og knivskarpe debatter. 

Det er igennem nysgerrighed, 

refleksion og kritisk debat, at man 

opnår de skarpeste analyser og 

konklusioner. Radioaktiv er et opgør 

med de gamle mediers mangel på 

kritik af magten, men samtidigt også 

med reproducerede venstrefløjsfloskler. 

De traditionelle medier er i lommen 

på de få. Radioaktiv er de sociale 

bevægelsers talerør. Faglig kamp, 

klimakamp, velfærd, feminisme og 

meget andet. 

Vi er mediet for de mange! 

Er du interesseret? Så find os på: 

Facebook.com/radioaktivpodcast 

Soundcloud.com/radioaktivpodcast 

Itunes.com/radioaktivpodcast 

radioaktivpodcast@gmail.com

Solidaritet #13, februar 2018

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?