På vej - sammen! - Mission Afrika

6
Af Stina Neergård, Mali
Hellere
guld
end
strå
og halm
I løbet af tyve år har vi kun etableret to små menigheder. Hvorfor går det
så langsomt? Kombinationen muslim - nomade er en udfordring. Og måske
ser Gud bedre end os, hvad der er den rette tid
Fulanen Moussa
Issa prædiker ved
gudstjenesten.
Foto: Stina
Neergård.
MISSION
6 • 2008 Afrika
Det er bedre at bygge lidt i guld,
som Paulus siger, end at bygge noget
stort, der bare er halm og strå og
under alle omstændigheder vil falde
sammen Sådan tænker vi for at trøste
os selv i tunge stunder. Vi kan heller
ikke tro, at det er os selv, der er
helt ubrugelige. Sandheden er, at de
tunge stunder faktisk er meget få. Det
meste af tiden er jeg meget entusiastisk
med tanke på arbejdet i Mali.
Men hvad kan vi glæde os over? Kom
med til en gudstjeneste i byen Douentza
og se!
En søndag i
februar
I stilhed går vi
ind i den lille kirkebygning
i Douentza.
Skoene står uden
for døren. Snart er
rummet så fyldt, at
børnene må sidde på
skødet af hinanden nede
i hjørnet. Tyve voksne og
Menigheden sætter fodtøjet uden for indgangen
til kirken i Douentza.
Foto: Ole Harald Neergård
ti børn rykker sammen på måtterne,
mænd og kvinder på hver sin side.
Jibi leder gudstjenesten. Det er fire
år siden, han blev døbt. I tiden efter
har han gået på discipeltræningsskole
og er en ivrig kristen. Vi følger
liturgien i vores bønnebog,
med syndsbekendelse,
trosbekendelse
og veksellæsning fra
salmerne. Så skal vi
synge. Vi finder den
splinternye sangbog,
hvor næsten halvdelen
af sangene er lavet
af fulaner fra vores
egen menighed. I
sig selv et lille mirakel
- her hvor sang
og musik traditionelt
ikke hører til i
den religiøse sfære.
Det er under ti år
siden, vi i det
hele taget
begyndte at synge til vore gudstjenester,
men nu er der i Douentza hele
tre personer, som skriver tekst og
melodi til sange.
Jesus, hjælp mig!
Efter sangen er der indsamling. Jibi
forklarer, at i dag går indsamlingen
til kirkegrundskassen. Sidste år besluttede
menigheden, at de ville spare op
til en byggegrund for at bygge deres
eget – større end den lille kirke inde i
gården. Nu arbejder alle for, at vi med
tiden får egen kirke i Douentza. – Jeg
har lavet en ny sang, siger George, en
af sangskriverne. Måske vil I lære den?
”Jeg er syg og lider…”, synger han
og får os til at stemme i på omkvædet:
”Jesus hjælp mig!” En rørende
tekst for os, som kender familien.
Hans kone har været døden nær flere
gange i år, og han er heller ikke selv
helt rask. Men hvor er det fantastisk,
at han ved, hvor han kan gå hen med
sin fortvivlelse, og at evnen til at lave
sange kan give ham trøst? Vi synger,
og alle lægger deres gave i kurven.
Beløbene minder om enkens skærv,
men kirkegrundskassen vokser stadig.
Da sangen stilner af, bryder kommentarerne
løs fra de andre: Det var en fin
sang! Flot lavet! Viljen til at give hinanden
opmuntringer er der.
Bibelvers læres udenad
Næste punkt på programmet
er udenadslære af
bibelvers. Det var Jibi,
der i efteråret foreslog,
at vi skulle lære
Menigheden synger
salmer på fulfulde.
Foto: Kjell Magne
Møgster
et nyt bibelvers hver uge. Kan nogen
huske sidste uges vers? Der bliver
musestille, måske er der ingen, der
har haft tid til at øve? Så fremsiger
Jenaba som sædvanlig versene uden
tøven. Hun er slet og ret en racer
til at lære bibelvers. I dag er det fra
Johannes Åbenbaring om floden med
livets vand og livets træ. Det var kun
vers 1, der var foreslået, men Jenaba
fortsætter med vers 2 og 3 – og
hyldes med bifald fra menigheden.
Hun vokser nogle centimeter – hun
er faktisk bedst til noget! Så er der
bekendtgørelser. Samba tager ordet
og siger, at han gerne vil fortælle lidt
om kortidsbibelskolen i Sevaré. Pastor
Idris vil gerne sige specielt velkommen
til sangskriverens kone, som i dag
havde kræfter nok til at gå til gudstjeneste
for første gang siden jul. Vi er
alle glade for at se hende igen.
Før prædikenen går børnene ud til
søndagsskole. Vi har søndagsskole
hver søndag i Douentza, og nu er
tre fulaner fra menigheden med som
søndagsskoleledere sammen med tre
missionærer.
Børnene er en stor opmuntring. De
synger af fuld hals, fremsiger deres
indøvede bibelvers på remse, og
flere af dem beder gerne højt, både
inderligt og velformuleret! Snart
akkompagneres prædikenen af glade
stemmer, som er i fuld gang med dramaaktiviteter
udenfor.
Det er Moussa Issa, som prædiker i
dag. Han er menighedsplanter i byen
Boni. Det handler om, hvordan vi kan
være stærke i svaghed. Moussa er en
god forkynder. Næste søndag skal en
flok fra vores menighed til Boni og
fejre gudstjeneste med Moussa og
familien der.
Forbøn
Efter prædikenen er der forbøn,
og Jibi opfordrer alle til
at komme med bedeemner.
- Jeg vil gerne, at vi takker
for, at I kom og viste Jesusfilmen
i den landsby, hvor jeg
arbejder, siger en afrikansk missionær
fra Ungdom med Opgave,
som er med i dag. Et team fra
vores menighed besøgte ”hans”
landsby tirsdag aften. - Og så
må vi bede for næste fremvisning,
siger en anden, for en ny filmtur er
planlagt i næste uge. Moussa siger, at
han ønsker forbøn for bogsalget på
markedsdagene i Boni. Han har taget
kontakt med myndighederne for at
få tildelt en plads på markedet, hvor
han kan sælge kristne bøger og kassetter.
Sidemanden Boreima tilføjer, at
vi må bede om, at vi også får sådan
en salgsbod her i Douentza. Boreima
elsker bøger. Da han og familien var
på bibelskole i Benin, brugte de alle
deres penge på at købe bøger. Han
fremviste stolt en god hyldemeter af
bøger, da de kom tilbage til Douentza
før jul.
Gudstjenesten slutter med nadver og
velsignelse, og vi går smilende ud.
Det er faktisk let at holde modet oppe
i denne menighed. Vi missionærer
spiller hovedsagelig biroller, når vi er
til gudstjeneste, og der mangler ikke
lyst og vilje til at bruge sine gaver til
menighedens bedste. ”Når I kommer
sammen, har den ene en salme, en
anden en belæring”, skriver Paulus
til korinterne. ”Alting skal være til
opbyggelse”. Det er menigheden i
Douentza begyndt at leve efter. Vi må
bare fortsætte med at bygge, så skal
der nok blive kirke blandt fulanerne i
Mali.
Bare vent og se!
Mens forældrene
er til gudstjeneste,
er Maryama i
søndagsskole.
Foto: Ole Harald
Neergård
MISSION Afrika
6 • 2008
7