STREJF AF LYS OVER DEN SORTE HAVE - IKAROSPress.dk

STREJF AF LYS OVER DEN SORTE HAVE 

DEN KAUKASISKE KIRKE PÅ KORSVEJEN MELLEM ØST OG VEST 

Bjørn A. Jørgensen 

AUGUSTINUS FONDEN • KONSUL GEORGE JORCK OG HUSTRU EMMA JORCK’S FOND • DREYERS FOND • STATENS KUNSTFOND • OVERRETSSAGFØRER L. ZEUTHENS MINDELEGAT • GROSSERER L.F. FOGHTS FOND • BERGIAFONDEN

FORORD 

Ifølge Skabelsesberetningen strandede Noas Ark på det armenske 

bjerg Ararat. Det må have været et storslået skue fra Ararats 

tinder at spejde ud over Verdenshavet, da stormen aftog. Sagte, 

imens syndflodens vande veg bort, er Det Kaukasiske Plateau 

kommet til syne som landskabet af ‘en ny verden’. Langsomt, 

som små isbjerge, er toppen af de mange bjerge dukket frem, 

langsomt er de blevet bundet sammen til tætte bjergkæder og 

de frodige sletter på plateauet blevet blotlagte. Isen blev tilbage 

på de højeste tinder, da bjergenes stenmassiver under overfladen 

blev blottet. Den smeltende is blev til strømmen i de mange 

floder, der strækker sig ned gennem højlandet til der, hvor havene 

fandt deres leje. Det er stadig et storslået skue, her evigheder 

efter, at begive sig på rejse over Det Kaukasiske Plateau. 

Gennem et landskab, der ikke er blevet mindre ‘sublimt’ af, at de 

mange kirker er indføjet i horisonten. 

Som stjernerne på nattens klare himmel ligger de mange kirker, 

som en vifte, spredt ud over Det Kaukasiske Plateau og lyser op 

i deres landskab. Jeg kender ingen kirke, hvor lyset er så skærende 

klart som i den kaukasiske. Hvor rummet er så enkelt og 

virkningsfuldt, fra gulvets klippegrund til kuplens himmel, gjort 

af samme materiale; plateauets sten. Efter årtusinder virker de 

kaukasiske kirker urørlige. De bærer tidens spor, fra karavaners 

mange rejsende, krigene, der fulgte med, og de mange jordskælv, 

der har rystet plateauet. 

Jeg har i bogen forsøgt at skitsere den enestående udvikling 

af rummet og den arkitektoniske tilstand i den kaukasiske kirke, 

som fandt sted gennem en periode på mindre end tusinde år. 

Som rummager er jeg fulgt i fodsporene på de bygmestre, der i 

Kaukasus’ store korsvej mellem Øst og Vest forenede forskellige 

kontinenters og kulturers viden og kunnen. Med omdrejningspunkt 

i Nagorno-Karabakh, Den Sorte Have, efterlod de sig på 

kryds og tværs af plateauet en bygning, hvori rummet alene 

dannes af lys og mørke. 

At tage et så bredt favntag om rummet, på tværs af tiden, kan 

virke dumdristigt. Hvor værkernes bygningsarkæologi er så kompliceret, 

og hvor jeg er afskåret fra de mange kilder på russisk 

eller armensk. Områdets komplicerede historie og de indviklede 

politiske forhold, der fortsat præger Kaukasus med stadig nye 

grænsedragninger, burde være tilstrækkelig til på forhånd at opgive. 

En farefuld vej med dybe huller, hvor man må træde varsomt 

og alligevel vide, at man til tider vil træde ved siden af eller, værre 

endnu, uforvarende træde andre over tæerne. 

Når jeg alligevel har gjort forsøget, skyldes det, at jeg fandt et 

rum, der for mig var ganske ukendt, helt enestående i sin arkitektoniske 

tilstand, i et sublimt landskabs horisont, forskelligt fra 

alt andet, jeg kender. Jeg mødte gæstfriheden hos et folk, hvis 

historie spænder lige så vidt som landskabets kontraster mellem 

frodighed og goldhed. Hvis det lykkes at viderebringe blot en flig 

af det eventyr fra en ukendt verden, er mit mål nået. 

3 

En stor tak skal rettes til Artyom Grigoryan og Artur Vardanyan 

i Armeniens kulturministerium, der begge har vist stor imødekommenhed 

over for mig, trods min uvidenhed og undren. Jeg er 

Arà Zarian og de mange forskere bag ‘Documenti di architettura 

armena’ tak skyldig for gengivelserne af de mange opmålingstegninger. 

Og en særlig tak skal rettes til de generøse fondsbidrag, 

der alene har muliggjort en dansksproget udgave. 

Mine gode venner ved Det Danske Akademi i Rom har utrætteligt 

hjulpet mig med kilder og oversættelser. Uden Jens Christian 

Grøndahls inspirerende opbakning og Gunver Skyttes hjælp til at 

samle de mange løse tråde og gøre manuskriptet sammenhængende 

havde bogen aldrig set dagens lys. Per Kirkeby samlede 

til slut essensen af rejsen igennem Plateauets rum i forsatsen. 

Men ikke mindst er jeg taknemmelig over for de mange gæstfri 

beboere på Det Kaukasiske Plateau, der med stor hjælpsomhed 

viste vej til de ofte afsides beliggende kirker. 

Fremtidige forskere vil uden tvivl kunne afdække nye og hidtil 

ukendte kulturhistoriske forbindelser i Kaukasus, sådan som 

det allerede er sket i studiet af Oldtidens handelsveje over Det 

Kaspiske Hav, Sortehavet og via de russiske floder. 

Sletten ved Ararats fod blev gennem århundrederne en naturlig 

scene for den livlige handel og kulturudveksling langs Silkevejen. 

Derfor virker det også oplagt, at vi netop her, hvor kulturerne 

mødes på godt og ondt, finder en bygningskunst, der har lånt fra 

alle verdenshjørner, samtidig med at den fastholder og insisterer 

på et folks kulturelle integritet. 

Rocca di Papa, Rom 2009

INDHOLD 

3 FORORD 

4 INDHOLD 

5 INDLEDNING 

6 Vejen langs Krigen og Tartarflodens strøm 

8 Horisonten 

– et sted imellem Himlen Havet og Jorden 

9 Rummet – tid og lys 

10 Perspektivpunkter – arkitekturens gengivelse 

11 Linjens bevægelse imellem Europa og Kina 

FØRSTE DEL – HISTORIEN 

DEt KAUKASISKE PLAtEAU 

16 TIDENS HORISONT 

18 DET KAUKASISKE PLATEAU 

Urkulturens stammer 

Urartu kongeriget 

Persisk 

Hellenistisk 

Romersk 

Den nye verden 

23 ARMENIEN – DET FØRSTE KRISTNE LAND 

26 DEN KAUKASISKE KIRKE TAGER FORM 

I åndeligt og arkitektonisk 

Gudsbegrebet Astvatz 

Det sfæriske kuppelrum – Gembeth 

Kors- eller firkløverplanen 

Basilikaen 

Imod det åbne kuppelrum 

30 DE PLASTISKE KLOSTERANLÆG 

II den korsformede kuppel-kirke 

Strategisk beliggenhed 

Det sammenflydende klosteranlæg 

Den korsformede kuppel-kirke 

Relieffet introduceres 

Ani – byen med de 1001 kirker 

32 GAVITH 

III 

livets lys og dødens mørke 

Kilikien – vest 

Georgien – øst 

Armenien og Nagorno-Karabakh 

Gavith 

Den korsformede kuppel-kirke fortsættes 

Korenden på kanten 

Ribber i gavith 

Nye retninger 

Håndværk og stenarbejde 

Kirken og klippen 

35 AFSLUTNINGEN AF DEN KAUKASISKE KIRKE 

Krigene og kirkerne 

Selvstændighed 

38 Gæstebud på Gndevank 

ANDEN DEL – ARKITEKTUREN 

DEN KAUKASISKE KIRKE 

43 DEN KAUKASISKE KIRKE 

Iagttagelsen og tiden 

44 DEN KAUKASISKE KIRKES RUM 

MODSAT DET BYZANTINSKE 

Liturgien og arkitekturen i den byzantinske kirke 

Rummet og arkitekturen i den kaukasiske kirke 

45 STREJF AF LYS 

Lys 

Strejf 

46 RUMMET OG KORSET 

Basilikaen 

Korset 

Skibet 

Skib eller Kors 

47 RUMMET OG PLANEN 

I Strømning 

II Strømning 

III Strømning 

49 KIRKERUMMETS ELEMENTER 

Stenens møde med Lyset 

Vinduet 

Gulvets flade 

Koret 

Avandatun – Kapellerne 

Korset 

Kuplen 

De tabte skatte 

66 GAVITHS RUM 

Kvadratet 

Quadrillen og oculus 

Rummets elementer 

Det store gavith 

Lanterner og lys 

Gavith eller narthex 

74 RUMMETS TILSTAND 

Bevægelsen 

Horisonten 

Intetheden 

76 KIRKENS YDRE KROP 

Prismatisk bygningskrop 

Pereferien og planen 

Overfladen – facadens opdeling 

Bygningskroppens plastik 

88 STENEN 

Et stof 

Materialet 

Tegnet 

94 STEDET 

Bygningens placering 

99 KLOSTRENES PLANER 

Æstetisk og strategisk forståelse af landskabet 

Den sammenflydende bygningsmasse 

Klosterets øvrige bygninger 

118 Ararat tur retur 

TREDJE DEL – VÆRKERNE 

KIRKER OG KLOStRE 

121 Arkitektonisk værkanalyse 

122 Gruppering 

DEN FØRSTE OG DEN BETYDENDE 

– korsets indskrivning 

124 EJMIATSIN Էջմիածին 

130 ZVARTNOTS Զվարթնոց 

BORGEN MED KAPELLET DER BLEV TIL KIRKE 

– Gregor og Masjtots 

134 KHOR VIRAP Խոր վիրապ 

136 AMARAS Ամարաս 

DEN TIDLIGE FIRKLØVERKIRKE 

– afsættet for den kaukasiske kirke 

138 TSRVIZ Ցրվիզի վանք 

140 SARKIS Սարգիս 

142 KARMRAVOR Կարմրավոր 

144 KAMSARAKAN Թալին 

BASILIKAEN – LANGKIRKEN MED ROTUNDEN 

146 TSITSERNAVANK Ծիծերնավանք 

150 ODZUN Օձուն 

154 GAYANE Գայանե 

157 SHOGHAKAT Շողակաթ 

158 ARUCH Արուճ 

162 TALIN Թալին 

DET STORE SPÆND – KORSET MED STRÆBENICHER 

164 MASTARA Մաստարա 

168 HRIPSIME Հռիփսիմե 

174 SISIAN Սիսիան 

DE FØRSTE SKRIDT I UDV. AF DEN STORE KORSFORM 

176 SEVANAVANK Սևանավանք 

180 HAYRAVANK Հայրավանք 

DE STØRRE ANLÆG MED FORSVARSANLÆG 

184 AKHTALA Ախթալա 

188 TATEV Տաթև 

196 GNDEVANK Գնդեվանք 

200 VOROTNAVANK Վորոտնավանք 

DE AVANCEREDE ANLÆG UDVIKLES: 1. STADIUM 

206 SANAHIN Սանահին 

218 HAGHPAT Հաղպատ 

4 

DEN ENKELTSTÅENDE KIRKEKROP 

236 AMBERD Ամբերդ 

240 BJNI Բջնի 

241 MAKRAVAN Մաքրավանք 

246 JUKHTAKVANK Ջուխտակ վանք 

ANLÆGGET MED MERE AVANCEREDE KOMPOSITION 

250 KECHARIS Կեչառիս 

258 MARMASHEN Մարմաշեն 

262 HARICHAVANK Հառիճավանք 

268 MAKARAVANK Մակարավանք 

276 TEGHER Տեղեր 

280 HOVHANNAVANK Հովհաննավանք 

284 SAGHMOSAVANK Սաղմոսավանք 

290 GANDZASAR Գանձասար 

DE MINDRE KIRKER MED LISENER OG ORNAMENTER 

294 TSAKHATS KAR Ցախած Քար Վանք 

298 G’TICHIVANK Գտչավանք 

300 KECHARIS Կեչառիս 

DE AVANCEREDE ANLÆG UDVIKLES: 2. STADIUM 

302 GOSHAVANK Գոշավանք 

312 HAGHARTSIN Հաղարծին 

DE SIDSTE STORE ANLÆG 

– hvor rum og plastik opnår sit ypperste 

320 NOR VARAGAVANK Նոր Վարագավանք 

326 KARAPET Կարապետ 

330 ARENI Արենի 

332 NORAVANK Նորավանք 

DE KOMPLEKSE OG MYTISKE I SAMSPIL MED BJERGET 

342 DADIVANK Դադիվանք 

352 GEGHARD Գեղարդ 

366 Kort – værker 

368 Indeks – værker 

372 Kort over det armenske hovedland 

374 Ordforklaring 

376 Bibliografi 

377 Illustrationer

VEJEN LANGS KRIGEN OG TARTARFLODENS STRØM 

Det er flere timer og endnu flere sving, siden jeg 

satte den sidste af to damer af i vejkanten. Hun 

fik et lift med i den nu godt tilstøvede Niva for at 

komme til markedet med den frugt, som haven 

på denne årstid beriger alle i Kaukasus med. 

Det er to uger, siden jeg begyndte rejsen. Jeg 

er uvidende om, at krigen nu raser for fuld 

styrke ned gennem Sydossetien, hvad der engang 

var Georgien, med retning mod tbilisi. 

tjetjenien, som jeg nu er på højde med, ligger 

med god vilje bare lidt længere mod øst på 

Store Kaukasus’ højderyg. Min telefon er slukket, 

for hvis uheldet er ude, vil jeg gerne have, 

at batteriet er til mere end et enkelt forhastet 

opkald, selvom der næppe er noget tilgængeligt 

netværk her. For et par dage siden var 

jeg en halv time fra tbilisi, men nu er målet 

2 Nagorno-Karabakh, en græsfyldt bredning ved Tartarfloden på vejen til Dadivank 

Dadivank, som blev grundlagt i det 1. århundrede 

– tid er en vanskelig dimension. 

Ud over de mange sving har jeg de sidste 

mange timer undveget den uendelige række af 

huller, som optræder i langt større omfang end 

den sparsomt tilbageværende belægning. 

Støddæmperne afslører med aldrig fraværende 

præcision, når jeg ikke i sidste sekund får undveget 

et af de rigtig dybe huller i vejen. Jeg har 

lige passeret en BMP, som ligger nedskredet 

og udbombet i svinget, hvor en hængebro, 

der ikke har været brugt længe, spænder en 

snæver passage over flodens kraftige strøm. 

Attachéen ved Nagorno-Karabakhs udenrigsministerium 

rystede opgivende på hovedet, da 

jeg sagde, at jeg ikke havde nogen chauffør 

6 

og agtede at køre selv. Fra Indien ved jeg, 

hvor vanskeligt det er at hyre en chauffør til det 

her arbejde ad ukendte og ikke farbare veje. 

Det er svært at forstå, at en person som jeg 

kan bruge en hel dag på at gennemtegne og 

1 

Vitruvius’ ‘De Architectura’ eller ‘Om arkitektur – ti bøger’ er i sig selv et mytisk værk i 

arkitekturhistorien. Vitruvius (80-15 f.Kr.) gjorde tjeneste i den romerske hær under Julius 

Caesar og var arkitekt og forfatter. Han nedskrev i sit hovedværk, de ‘ti bøger’, antikkens 

traditioner i det romerske byggeri. 

På tærsklen til Renæssancen genopdages bøgernes tekst i 1414 i Venedig. Alberti præsenterer 

dem gennem sin egne ti bøger ‘De Re Aedificatoria’ (1443-1452). Andrea Palladio 

illustrerer en samlet kommenteret udgivelse af bøgerne (1556). Men bedst kendt er tegningen 

fra da Vincis journal (1487) ‘the vitruvian man’ 3. Leonardo da Vincis tegning, som 

tager afsæt i Vitruvius’ kapitel om templernes symmetri (3. Bog, 1. kapitel), indskriver den 

menneskelige krop i vekselvirkningen mellem den perfekte cirkel og det perfekte kvadrat – 

en fortsat arkitektonisk udfordring. 

Vitruvius’ ti bøger er det første og samtidig et basalt værk i den europæiske arkitekturtænkning. 

Bøgernes indhold bliver således en fælles referenceramme for de store italienske 

arkitekturteoretikere. Vitruvius’ lære udlægges ofte som, at arkitektens værker skal være 

smukke, nyttige og bestandige. 

fotografere en bygning og det så endda gerne, 

inden fanden selv kommer i tøjet endsige får 

sko på, bare for at fange den gryende dags 

nyskabende lys. Altså kører jeg helst selv. 

Bjerge er lumske, det er svært at beregne, 

hvordan skydækket gererer sig. I dag 

hænger en let dis. Jeg har fået forbud mod 

at fortsætte vest for Dadivank, hvor vejen 

kan være mineret – egentlig har attachéen, 

der måtte hidkalde resten af kontorets seks 

ansatte, været utrolig uklar om, hvor jeg må 

og ikke må færdes. Der findes ingen grænser 

her, men en ‘de facto-border’, der vel mere 

må være en linje, som ingen sider på nogen 

måder anerkender for at være repræsentativ 

for, hvor langt de kunne have været nået, hvis 

ikke våbenhvilen i 1994 var blevet indgået. 

I øvrigt må man kun færdes ad fast banet 

vej, som det hedder i militært sprogbrug. Alt 

andet er potentielt mineret og sandsynligvis 

3 Leonardo da Vinci, menneskekroppen 

indskrevet i cirklen og kvadratet

også selve vejen her lidt længere fremme. Jeg 

håber ikke at misse det korte øjeblik, hvor 

klostret fra vejen er inden for min synsvinkel; 

det er mit eneste pejlemærke. Byerne er her, 

som længere mod øst, enten afbrændte, 

udbombede eller for langt de flestes vedkommende 

bare fuldstændigt forladte. Krigen er 

her fjorten år efter det skrøbelige grundlag for 

våbenhvilen allestedsnærværende. 

Normalt plejer jeg med fagter og en dårlig 

udtale at spørge om vej hos de altid hjælpsomme 

lokale beboere. Men det er timer, 

siden jeg tog afsked med damen, der til tak 

gav mig to ubeskrivelig velsmagende æbler 

fra Kaukasus’ frodige frugthave. Og nu, hvor 

vejen endnu en gang brat kaster sig ind mod 

klippen og med tartarflodens nedskæring i 

bjergmassivet slynges med rundt op i dens 

løb, åbnes der for en korridorstilling. En fuldtræffer 

har for ikke længe siden gjort det af 

med fire mand og en t72’er. Støddæmperen 

rækker ikke til, og mine tankers flugt fra vejens 

huller til besætningens skæbne afsløres af en 

rysten i hele bilens karosseri. Jeg overvejer, 

om det nu også fortsat er fornuftigt at fortsætte. 

Med det udsyn til næste hjørnes begiven- 

heder føler man sig som en myre i en æggebakke 

i den her slugt, og samtidig fortrylles 

man af dens insisterende skønhed, der ikke 

skæmmes af dagens dis. Dadivank må have 

en sublim placering i sit landskabs horisont. 

En hyrde, som fra sin hest styrer sin hjord længere 

op ad flodens græsfyldte bredning, der 

på stedet her undtagelsesvis afløser klippen, 

afgør sagen. Han er det første menneske, jeg 

har set i en time, og jeg kan altså endnu træffe 

civilisationen i dette ingenmandsland og fortsætte. 

Floden har spist mere end halvdelen af 

vejen her. Jeg retter på bakspejlet for at tilse 

muligheden af, at min tilbagegangsvej skulle 

kunne afskæres af flodens evige strøm. I spejlet 

fremtoner på den urgrønne skovklædte klippe 

samtidig den rosarøde komposition, der udgør: 

Dadivank. 

4 Nagorno-Karabakh, Shahumian. En udbombet T72’er-kampvogn i vejkanten på vejen til Dadivank 

7 

Endnu en stor arkitektonisk oplevelse, 

en oplevelse af en række sublimt bearbejdede 

rumlige tilstande, der er 

hele rejsen, den lange køretur og kollisionen 

med vejens mange huller værd. 

Stedets kvalitet fjerner enhver tvivl om 

at skulle begrunde den farefulde færd. 

Det er foruroligende, at krigen, dens 

ødelæggelser og forfaldet ofte ligger 

så nær op ad det uvilkårlige i arkitekturens 

præmis. Jeg har med et bekymret 

smil erkendt, at vi som arkitekter 

altid har ydet det bedste i de sidste 

faser af en kulturepoke eller været 

med til at opbygge en ny på ruinerne 

af en iturevet. Samme smil følger med 

læsningen af Vitruvius’ ti bøger om 

arkitektur, 1 hvor han afslutningsvis i 

den sidste bog, efter i de foregående 

at have beskrevet, hvordan man 

opfører og anlægger alt fra byer til 

deres bygninger, beskriver, hvordan 

man på ny smadrer det hele igen – 

ikke så fjernt fra denne vej i Kaukasus. 

Dadivank er langtfra den første kirke, 

ej heller det første kloster eller tempel 

på min vej. Som ‘rummager’ er der 

så meget evigt at lære, så meget at 

erkende ved at være gæst. Det er ikke 

det religiøse tilbedende motiv, men 

den samlede rumlige tilstand, som 

kulminationen af tiders forståelse og 

arkitektoniske virkemidler, der er brugt 

i erfaring for at opnå et højere mål: 

at frembringe det åndelige i kulturen, 

jeg bevidst opsøger. 

Nagorno-Karabakh, Shahumian. Flodens 5 

nedskæring i bjergmassivet på vejen til Dadivank

HORISONTEN 

ET STED IMELLEM HIMLEN HAVET OG JORDEN 

Stedet er begyndelsen. Før arkitekturens rum er horisonten; 

den definerer den tilstand, som rummet etableres i. Det 

fysiske i den arkitektoniske tilstand er i yderste konsekvens 

sammenstillingen mellem stedet, dets horisont og rummet. 

Stedet og det fysiske i rummet vil normalt være i stilstand, 

imens horisonten fortsat indtager nye positioner, når kroppens 

bevægelse tilføjes. Arkitektonisk er det ikke tilstrækkeligt 

at forstå horisonten som en fjerntliggende linje; den 

er derimod en flydende bevægelse, der i rummet bevæger 

sig 360° omkring kroppen. 

Vejens bevægelse gennem landskabet kan i sin rumlige 

tilstand være langt mere kompleks end et afgrænset gadeforløb 

i byen. Kompleksiteten tilføres af horisonten, der er i 

fortsat ændring, som man bevæger sig frem langs vejens 

forløb. Skridt for skridt etableres en kæderække af rumligheder, 

en række vidt forskellige tilstande, der fortsat sætter 

sig spor i erindringen og i øjeblikket. 

Byen har sin karakter, sit eget særkende, der gennem 

generationer er tildannet specifikt på dens sted. Den har 

sine lag af fortsat stigende kompleksitet. Byen har som en 

biotop sin egen identitet forskellig fra nabobyen og verdens 

øvrige byer. Den har sin egen profil, stedligt indskrevet i 

horisonten. Samlet i en betegnelse har den en iboende 

ånd: genius loci. 

Det enkelte rum, den enkelte arkitektoniske tilstand, om den 

er isoleret eller i bymæssig sammenhæng, står i et direkte 

forhold til genius loci. Derfor bliver forståelsen af stedet og 

horisonten så afgørende i perceptionen. 

For mig er horisont altid afsæt for arkitekturen. Den stærkeste 

horisont, jeg kender, er imellem de tre elementer: 

Himlen, Havet og Jorden. Vandet i sin flydende tilstandsform 

(lq) er ikke blot placeret imellem de to yderpunkter, 

landets faste masse (s) og skyernes flygtige damp (g), men 

er reelt deres bindeled. Vi opfatter vandet som horisontalt, 

8 

men det er som det vertikale element, der gennem regnen 

og afdampningen binder Himmel og Jord sammen. 

Vandet er altid på vej, altid i bevægelse. Det former landskabet 

fra isen, der smelter på bjergenes tinder og flyder 

gennem flodens strøm, til stenen nedbrudt ender som 

kystens sand. Vandets bevægelse er den store formgiver. 

At forstå et sted er for mig at forstå vandets bevægelse, 

forstå, hvordan den har formet horisonten. 

At forstå en bygnings overflade er at forstå, hvordan regnen 

i én bevægelse omslutter dens krop. 

Everything we build must be adjusted in relation to the ground, thus the 

horizon becomes an important aspect of architecture (...). 

The simplest form of architecture is to cultivate the surface of the earth, to 

make a platform. Then the horizon becomes the only direction one has, and 

the moment a dialogue between the earth and the horizon is established, 

one can start to consider it as a room. 

Sverre Fehn

RUMMET – TID OG LYS 

ET HVILKET SOM HELST STYKKE ARKITEKTUR LEVER AF DIMENSIONERNE TID OG LYS 

Når du træder ind på gulvets flade og gennemstrømmes af 

tiden, som en erindring fra jordens indre, og i nuet mødes 

af lysets længde, er det, at rummet eksisterer, og kroppen 

defineres i et samspil mellem stedet og begivenheden. 

Det er arkitekturens kerne at arbejde med det møde og 

søge dets rumlige tilstand. Det er en basis i alle vores bygninger, 

men det er også det møde, der adskiller dem indbyrdes, 

og den måde, vi eksistentialistisk føler et direkte 

nærvær ved at gæste, bebo eller opholde os i dem. Vi får et 

forhold til dem – de bliver på deres egen vis levende for os. 

Kulturens bygninger besidder især den evne, fordi de ofte er 

skabt i et fællesskab for, at vi sammen kan dele oplevelser 

i dem. Magtens bygninger repræsenterer fællesskabet 

i samfundet og søger at symbolisere magtens størrelse. 

Men det er de religiøse bygninger, uanset om det er en 

kirke eller et tempel, der er de ypperste af slagsen, fordi 

de repræsenterer vores fælles samhørighed, som er langt 

mere betydende end en magt, der er afmålt og altid labil 

set over tid. Samhørigheden i den religiøse bygning er ikke 

alene et møde imellem mennesker i nuet, men et favntag af 

de mange øjeblikke, der udspændes gennem et levet liv. 

En erindring om generationerne før og dem, der skal følge. 

The room is the beginning of architecture. It is the place of the mind. You in the room with its dimensions, its structure, its light respond to its character, its spiritual aura, recognizing that what ever the human proposes and makes becomes a life. 

9 

I den kaukasiske kirke findes en enestående og i arkitekturhistorien 

helt unik forståelse af forholdet mellem tid og lys, 

som den moderne epoke kun meget sjældent kommer i 

nærheden af. Ud over arbejdet med disse to helt grundlæggende 

arkitektoniske dimensioner optræder den kaukasiske 

kirke i en sublim forståelse af sit landskabs horisont og 

danner materialiteten i sin plastiske masse af selvsamme 

stof, som dens horisont er skabt af. 

Om du vil, knyttes i den kaukasiske kirke tiden og lyset 

sammen, ligesom stoffet og horisonten gør det i en samlet 

arkitektonisk tilstand. 

Louis I. Kahn

ROM 

12 

BYZANS

EJMIATSIN 

KORT S. 367 

13 

KORT S. 372 

KORT S. 18

Zorakarer 

6000- f.Kr. 

urartuernes kongerige 

Det indoeuropæiske folk breder sig i Europa og Asien 

og begynder at slå sig ned på det frodige Kaukasiske Plateau 

De oprindelige ‘hay-armenske’ stammer begynder at bebo plateauet 

860 f.Kr. Urartu-kongeriget ved Vansøen nævnes for første gang i skrift hos den store assyriske kong Ashurbanipal 

TIDENS HORISONT I II III 

782 f.Kr. Urartu-kongen Argishti I opfører sin nye hovedstad Erebouni (Yerevan) 

armenien bliver et rige 

521 f.Kr. Armenien nævnes for første gang som et rige, i et kileskrift (ældste skriftsprog) hos den persiske kong Darius I 

331 f.Kr. Alexander den Store (356-323 f.Kr.) angriber Persien og besejrer Darius III. Men Armenien bliver aldrig erobret 

Det betyder, at Armenien mere eller mindre genvinder sin selvstændighed og befrier sig fra Persien 

322 f.Kr. Det første armenske kongerige grundlægges af Yervand I 

215 f.Kr. Efter et århundrede mister Armenien sin uafhængighed til seleukiderne, efterfølgerne til Alexanders rige 

Garni 

1. årh. 

artashidedynastiet, armeniens første kongelige dynasti (190 f.Kr.-12 f.Kr.) 

190 f.Kr. Kong Artashes I 

105 f.Kr. Armenien taber i krigene imod Persien, og Artavazd II overgiver i bod sin søn Tigran til fjenden 

Tigran vokser op ved det persiske hof og oplæres i dets statsadministration, skik og brug 

95 95 f.Kr. f.Kr. Den hjemvendte Tigran II (den Store) efterfølger sin far Kong Artavazd II på tronen 

Ejmiatsin 

4. årh. (s. 124) 

tigran den store samler det storarmenske rige 

70 70 f.Kr. f.Kr. Tigran den Stores rige når sit højeste og strækker sig fra Det Kaspiske Hav 

i øst langs Sortehavet til Middelhavet, se kort (s. 17) 

69 69 f.Kr. f.Kr. Der udbryder krig mellem Rom og Armenien 

67 67 f.Kr. f.Kr. Pompejus (106-48 f.Kr.) leder det romerske felttog, og Tigran kapitulerer i 66, men fortsætter som leder 

53 53 f.Kr. f.Kr. Marcus Antonius (83-30 f.Kr.) angriber Armenien 

I ledtog med Kleopatra lokker han Artavazd III i en fælde og myrder ham 

34 34 f.Kr. f.Kr. Alexander, Marcus Antonius’ og Kleopatras søn, indsættes på den 

armenske trone og regerer landet under beskyttelse af den romerske hær 

31 31 f.Kr. f.Kr. Artashes II, søn af den myrdede Kong Artavazd III, kommer til magten og allierer sig med den persiske konge 

20 20 f.Kr. f.Kr. Den romerske kejser Augustus fjerner Artashes II fra tronen og indsætter i stedet hans bror Tigran III 

12 12 f.Kr. f.Kr. Tigran IV bliver konge af Armenien – den sidste konge i Artashidedynastiet 

2 f.Kr. 2 f.Kr. 

Caius Caesar indsætter sin stedsøn, Ariobarzane, som konge af Armenien 

17 17 Den romerske hærfører Germanicus (16 f.Kr.-19 e.Kr.) kommer til Armenien for at krone Artashes III 

Khor virap 

7. årh. (s. 134) 

Tsrviz 

5. årh. (s. 138) 

arsakidedynastiet, armeniens andet kongelige dynasti (53-423) 

62 62 Tirdat I krones i Rom af kejser Nero (37-68) og udnævnes til konge af Armenien 

117 Kejser Hadrian (76-138) garanterer Armeniens uafhængighed og erklærer det for Roms allierede 

228 Sassaniderne, som har overtaget magten i det persiske rige, angriber Armenien, men bliver slået tilbage 

242 Sassaniderne underskriver en fredsaftale med Rom og koncentrerer deres styrker imod Armenien 

Kong Khosrov I snigmyrdes af sassanidernes håndlangere 

252 Khosrov I’s søn, der blev reddet fra likvideringen af kongefamilien, vender hjem som kong Tirdat III 

301 Tirdat III døbes af Grigor Lusavorich (‘Lysbringeren’) og går over til kristendommen 

Odzun 

6.-7. årh. (s. 150) 

armenien, verdens første kristne nation 

301 Armenien bliver verdens første kristne nation, da kong Tirdat III erklærer kristendommen for officiel statsreligion 

303 Opførelsen af Ejmiatsins katedral, færdiggøres først i 305 

330 Tirdat III dør, og Armenien oplever en af sine vanskeligste perioder med splittelse mellem hoffet og kirken 

363 Byzans underskriver en traktat med Persien og afgiver store strategiske landområder. Herefter angriber perserne Armenien 

369 Kong Pap krones som konge af Armenien, leder landet til sejr og driver perserne ud 

374 Kong Pap bliver offer for en byzantinsk sammensværgelse og bliver myrdet 

378 Vagharshak krones som konge, og landet deles i to: ét, der understøttes af Byzans, og ét af perserne 

386 Byzans annekterer den vestlige del af det armenske hovedland til det Østromerske Rige 

392 Med kroningen af kong Vramshapouh genvinder Armenien sin styrke 

Gayane 

7. årh. (s. 154) 

S. Shoghakat 

6.-7. årh. 16 (s. 157) 

mesrop masjtots udvikler det armenske alfabet 

405 På ordre fra kong Vramshapouh og Katoghikos Sahak I 

udvikler Mesrop Masjtots det armenske alfabet (s. 17) 

423 Kong Artashes vinder den armenske trone tilbage fra perserne 

428 Armenien annekteres på ny af Persien 

451 Armenierne afviser Yezdgerds udsending og nægter at opgive Kristendommen, 

hvorefter den persiske hær invaderer landet 

483 Justinian (note 29) krones som byzantinsk kejser 

Hans omfattende byggeprogram danner grundlaget for den byzantinske centralplanskirke 

Flere højtstående embedsmænd, hærførere og soldater i det byzantinske rige er af armensk herkomst 

489 Persernes (sassanidernes) konge anerkender Armeniens ret til selvstyre og religionsfrihed 

491 Den kaukasiske kirke fastholder den monofysitiske retning 

(note 18) og distancerer sig fra den romerske og byzantinske kirke 

632 Hele Mellemøsten ændres efter fremkomsten af Islam 

Kalifatet (note 16) er arvtager til profeten Muhammed (570-632) 

639 Araberne påbegynder deres krig imod Armenien, men bliver standset og slået tilbage i 640 og på ny i 642 

645 Araberne udpeger deres egen generalguvernør over Armenien, og landet underlægges deres styre frem til 859 

697 Armenierne gør oprør mod det arabiske styre i 697 og 774 

Mastara 

7. årh. (s. 164) 

Zvartnots 

7. årh. (s. 130) 

bagratunidynastiet, armeniens tredje kongedømme (862-1045) 

862 Prins Ashot Bagratuni anerkendes af kalifatet og kejseren i Byzans som konge af Armenien 

913 Afshin (azerbaidjans emir) angriber Armenien. Smbat I overgiver sig på betingelse af, at garnisonen og 

dens fæstning skånes. Afshin accepterer, men bryder senere sit løfte og kaster Smbat I i fængsel og henretter ham 

918 Smbat I’s søn, Ashot II, tilbageerobrer den armenske trone og landet genvinder sin selvstændighed 

952 Ashot III bliver konge. Hovedstaden flyttes fra Dvin til Ani, ‘byen med de 1001 kirker’, ved Arax-flodens bred 

1042 Den byzantinske kejser angriber Armenien fra vest, imens landet forsvarer sig imod tyrkerne i øst 

1045 Byzans invaderer Armenien, og annekterer det som østromersk provins 

1048 Seljuk-tyrkere angriber Armenien og udsletter Arzens (Erzurums) befolkning 

1054 Seljuk-tyrkere angriber igen Armenien, men fæstningerne i Ani og Manazkert modstår angrebet 

1064 Hovedstaden Ani falder, ‘byen med de 1001 kirker’ udplyndres og jævnes for størstedelen med jorden 

1071 Den byzantinske hær lider et knusende nederlag ved Malazgirt, og Lilleasien ligger blotlagt for den tyrkiske invasion 

Aruch 

7. årh. (s. 158) 

Talin 

7. årh. (s. 162) 

den store udvandring til kilikien 

1080 Prins Ruben Bagratuni grundlægger et fyrstendømme i den bjergrige del af Kilikien (det nye Armenien) ved Middelhavet 

1095 De første korstog (1095-1291) 

1158 Byzans angriber Kilikien og besætter dets sletter 

Hripsime 

7. årh. (s. 168) 

rubenidedynastiet, armeniens fjerde kongedømme (1187-1375) 

1187 Leo II (‘den Strålende’) kommer til magten. Kilikiens uafhængighed erklæres ved Armeniens fjerde kongedømme 

1305 Leo IV forsøger at realisere planen om at forene den katolske og 

den armenske kirke, men møder indædt modstand hos folket 

1375 Den egyptiske sultan angriber Kilikien og fjerner den sidste kristne højborg i Middelhavsregionen 

armenien forvandles til en skueplads for udplyndring og krig 

1400 Timur Khans mongolske hær trækker død og ødelæggelse med sig gennem Mellemøsten og Anatolien 

1453 Konstantinopel falder, og sammen med den ophører det Østromerske Rige 

1585 Ottoman- tyrkerne kontrollerer Kaukasus med hele Armenien, Georgien og det persiske Azerbaidjan 

I det 18. århundrede forvandles Armenien til en fortsat krigsskueplads mellem Persien og det tyrkiske rige 

Sisian 

7. årh. (s. 174) 

de fem fyrstedømmer i nagorno-karabakh genvinder deres selvstændighed 

1722 De fem armenske fyrstedømmer i Nagorno-Karabakh genvinder deres selvstændighed 

1730 Efter en heroisk modstand, ledet af folkehelten Davit Beg, falder Nagorno-Karabakh til sidst i hænderne på tyrkerne 

1735 Den persiske Nāder Shāh (1698-1747) driver tyrkerne ud, og 

Nagorno-Karabakh genvinder sin tidligere selvstyreform under det persiske rige 

Sevanavank 

9. årh. (s. 176)

usland ekspanderer i kaukasus 

I det 18. århundrede rykker Rusland ind I Kaukasus og ekspanderer 

sydover imod Persien og vestover imod det Ottoman-tyrkiske Rige 

1799 Napoleon Bonaparte (1769-1821) planlægger blandt andre at bruge armenierne i sin krig imod tyrkerne 

1801 Perserne invaderer Georgien, og Katarina IIs (1729-1796) Rusland sender en hær til undsættelse 

Perserne bliver drevet på flugt, og Georgien underlægges den russiske kejserinde 

1805 Russerne erobrer byen Shushi næsten uden modstand, men gennem forhandlinger med Karabakhs khaner 

Hayravank 

9. årh. (s. 180) 

rusland erobrer det østlige armenien 

1827 Den russiske hær, anført af Paskievitch (1782-1856), erobrer Ejmiatsin, og Yerevan overgiver sig senere 

Balkans folkeslag gør oprør, og det Ottoman-tyrkiske Rige begynder at gå i opløsning 

1828 Den persiske shāh underskriver Turkmenchay traktaten 

Imod krigsskadeerstatning tilbageføres provinserne Yerevan og Nakhichevan til perserne 

Russerne intervenerer i den græske uafhængighedskrig og går i krig imod det tyrkiske rige, som besejres 

Dadivank 

9. årh. (s. 342) 

forfølgelsen af armenierne i det vestlige armenien eskalerer 

1876 Under optøjer i byen Van bliver der stukket ild på de armenske kvarterer 

1877 Den armenske befolkning bliver under den russisk-tyrkiske krig atter udsat for en række 

forfærdelige og umenneskelige overfald fra irregulære grupperinger i den tyrkiske hær 

1878 Rusland besejrer det Ottoman-tyrkiske rige, og der indgås en fredsaftale. 

Rusland trækker sine tropper tilbage fra Erzurum til gengæld for 

provinserne Kars, Ardahan, Batumi og Bayazid. I aftalen garanteres 

sikkerheden for den armenske befolkning, og regeringen af det 

Ottomanske rige forpligtes til at implementere administrativt selvstyre 

1881 Den nye russiske Zar Alexander III (1845-1894) påbegynder sin 

aggressive politik imod ikke-russere i riget og konverterer 

alle kristne til den russiske ortodokse tro 

1890 Den Ottoman-tyrkiske hær trænger ind i den armenske kirke 

i Erzurum for at ransage for gemte våben 

de armenske massakrer (1894-1896) 

1894 Over en fjerdedel af de 12.000 armeniere i Sassun 

bliver myrdet af tyrkiske og kurdiske soldater 

Tatev 

9. årh. (s. 188) 

Sanahin 

10. årh. (s. 206) 

rusland anlægger en aggressiv linje over for ikke-russere 

1897 Det nye autokratiske zar-styre implementerer sin anti-armenske politik 

i Kaukasus og lukker 300 armenske skoler, og andre armenske institutioner 

såsom biblioteker (matenadaran) forbydes og lukkes, 

imens armensksprogede aviser konfiskeres 

1903 Rusland beordrer den kaukasiske (armenske) kirkes ejendomme 

beslaglagt og overdraget til den russiske statskasse 

1905 Det russiske zar-styre begynder likvidering for at bringe den armenske 

modstand til ophør, Armenierne ser de russiske ekspropriationer og likvideringer 

som et forsøg på at udradere deres nationale identitet, og de samles i partiet. 

De begynder en væbnet modstand, og overalt rejser armenierne sig 

1907 Ved det fjerde partikonvent blev målet udvidet, og man krævede selvstyre for det vestlige Armenien 

inden for rammerne af det Ottoman-tyrkiske Rige og selvstyre for det østlige Armenien inden for et feudalt Rusland 

1908 Russiske masseanholdelser og tilfangetagelse af mere end 20.000 armenske nationalister, hvoraf hovedparten var intellektuelle 

Haghpat 

10. årh. (s. 218) 

Marmashen 

10. årh. (s. 258) 

den første verdenskrig (1914-1918) 

1914 Armenierne afviser en forespørgsel om at kæmpe på tyrkisk side, hvis det kommer til en krig imellem Rusland og Tyrkiet, 

med svaret: „armenierne er forpligtede til at kæmpe for deres respektive lande“. Winston Churchill erindrer siden hen: 

„the Armenians preferred the war, with brother-killings in two fronts, 

to the suggestion of the Turks about treason against the Russians“ (note 27) 

Akhtala 

10. årh. (s. 184) 

det armenske folkedrab 1915 

1915 Om aftenen den 24. april begyndte tyrkerne at arrestere og henrette armenske officerer og soldater, der gjorde tjeneste 

ved den kaukasiske front. Flere tusinde havde allerede ofret livet for tyrkerne i kampene om Basen og Sarighamish. 

Af de 2.000.000 civile armeniere, der boede i Tyrkiet (det tidligere vestlige Armenien), blev over 1.800.000 ofre 

for den etniske udrensning af den oprindelige befolkning. Mere end 1 million mistede livet, og det lykkedes kun for 

få hundrede tusinde at flygte til Det Kaukasiske Plateau eller overleve i Syrien og det tidligere Mesopotamien 

Verden over mindes armeniere i dag de mange ofre for det armenske folkedrab den 24. april 

1916 På den anden side af den kaukasiske front var de armenske soldater på den 

russiske side afgørende, da den fremrykkende Ottoman-tyrkiske hær blev standset og nedkæmpet 

Derpå indtog den russisk-kaukasiske hær Van, Erzurum, Trabizond og Erzincan 

Harichavank 

13. årh. 17 (s. 262) 

den russiske revolution 

1917 Efter den russiske revolution begynder soldaterne at desertere, og Rusland trækker sig tilbage fra krigen 

1918 Brest-Litovsk traktaten tiltrædes af Rusland. Centralmagterne sikrer tyrkisk 

styre over det vestlige Armenien og dele af det østlige med Kars og Ardahan 

Hovhannavank 

13. årh. (s. 280) 

den armenske republik (1918-1920) 

1918 Efter opløsningen af den transkaukasiske regering proklameres den armenske republik den 28. maj. 

Den tyrkiske regering anerkender formelt grænserne 

1919 Som et resultat af de allieredes sejr over centralmagterne underlægges provinserne Alexandrapol og Kars igen Armenien 

1920 De allierede anerkender de facto Armenien som en selvstændig stat 

1920 Den røde hær erobrer Baku og efterfølgende Azerbaidjan med støtte fra tyrkiske nationalister 

Den nye sovjetrepublik hævder sin ret til Nagorno-Karabakh og Zangezour 

Saghmosavan 

13. årh. (s. 284) 

sovjet armenien 

1920 Trods fredsaftalen i Sèvres fortsætter den tyrkiske kampagne imod Armenien. Ud over det vestlige Armenien annekterer 

Tyrkiet Kars og Ardahan i henhold til Brest-Litovsk-traktaten samt provinsen Iğdır med Armeniens 

nationalsymbol Ararat, imens provinsen Nakhichevan omdannes til en uafhængig islamisk stat 

1921 Forholdet mellem Moskva og Ankara normaliseres, og forflyttelsen af den tyrkiske grænse frem til 

Aras-floden accepteres, samtidig med at Iğdırs frugtbare sletter og Ararats bjerg ofres 

Det øverste Sovjet beslutter, at Nagorno-Karabakh og Nakhichevan administrativt sorterer under Azerbaidjan 

Gandzasar 

13. årh. (s. 290) 

den anden verdenskrig (1939-1945) 

1941 Den 22. juni overskrider Hitlers tropper den sovjetiske grænse og indleder den militære konfrontation 

1945 Udenrigsminister Molotov underretter den tyrkiske ambassadør i Moskva om, at provinserne Kars og Ardahan 

kræves tilbage af Sovjetunionen. Tyrkiet gør dog ingen territoriale indrømmelser, 

selvom kravet gentages på vegne af den armenske og den georgiske republik 

Goshavank 

12. årh. (s. 302) 

armenien mindes 50-årsdagen for folkemordet 

1965 Tusinder af armeniere demonstrerer i Yerevan på 50-årsdagen for de grusomme massakrer og deportationer 

1987 EU-parlamentet anerkender officielt det armenske folkemord og opfordrer Tyrkiet til at gøre det samme 

Haghartsin 

12. årh. (s. 312) 

krigen om nagorno-karabakh 

1988 Karabakh-Armenier demonstrerer i deres hovedstad Stepanakert til fordel for en forening med Armenien 

Den sovjetiske kongres i Karabakh stemmer 110 mod 17 for en overførsel til Armenien, men Moskva afviser dette 

Et altødelæggende jordskælv rammer det nordlige Armenien den 7. december 

og dræber mere end 25.000 og efterlader over hundredetusinde hjemløse 

1989 Karabakhs nationalråd erklærer den 23. august løsrivelse fra Azerbaidjan og fusion med Armenien 

Beslutningen fører til interne etniske konflikter, der udvikler sig til fuldskala krig mellem Azerbaidjan og Armenien 

Geghard 

13. årh. (s. 352) 

den anden selvstændige armenske republik 

1991 Armenien erklærer sin selvstændighed den 21. september. Sovjetunionen opløses i december 

1992 I foråret oplever de armenske styrker i Karabakh deres første større fremskridt i krigen 

1994 Det lykkes Rusland at få en våbenhvile i stand, stadig fungerende (2010). Nagorno-Karabakh er i dag 

en de facto selvstændig republik med nær tilknytning til Armenien, men de jure en del af Azerbaidjan 

2001 

Armenien fejrer 1700-året for kristendommens anerkendelse som statsreligion som det første land i verden 

Noravank 

13. årh. (s. 332)

11 Kotayk Marz, Garni. Hellenistisk tempel fra 1. årh. e.Kr. Ødelagt af jordskælv i 1679, udgravet i 1909 og rekonstrueret 1966 

Af (guden) Khaldis nåde, har jeg, Argishti, søn af Menua, ladet denne mægtige 

fæstning opføre (782 f.Kr.), og jeg har udvalgt byen Erebouni (Yerevan) til 

at hævde suverænitet over landet Piainili og underlægge sig fjendtlige folk. 

Således taler Argishti: Landet lå øde hen, jeg har skabt mægtige bygværker. 

Af (guden) Khaldis nåde, Argishti, søn af Menua, den mægtige konge 

over landet Piainili og herre over byen Toushpa. 

PERSISK 

Fra midten af det 6 årh. f.Kr. var det armenske hovedland 

under politisk og kulturel indflydelse af de achæmeniskpersiske 

konger. 10 Det armenske Erebounidynasti blev det 

mest privilegerede persiske statholderskab og opnåede i 

perioden en høj grad af selvstændighed. 

HELLENISTISK 

Fra begyndelsen af det 3. årh. f.Kr. til omkring slutningen 

af det 3. årh. e.Kr. oplevede landet i seks århundreder en 

kulturel og politisk hellenistisk indflydelse. I to århundreder blev 

Armenien en betydelig repræsentant for den hellenistiske 

kultur i Nær- og Mellemøsten. Under tigran den Store 11 blev 

Storarmenien regnet blandt den antikke verdens imperier. 

20 

12 

Fønikerne var et kanaʿanæisk folkeslag, der levede i flere bystater rundt 

om Middelhavet, hovedsageligt i Levanten (det nuværende Libanon samt 

store dele af Syrien, Israel og Palæstina), samlet betegnet som Fønikien. 

De fønikere, som boede i det vestlige Middelhav (Kartago og Nordafrika), 

blev af romerne kaldt punerne. Ordet puner stammer fra det 

latinske pūnicūs. Selv brugte de formentlig ordet Kenaʿani, kanaanitter. På 

hebraisk betyder ordet Kenaʿani også ‘købmand’. 

I det første årtusinde f.Kr. var fønikerne betydningsfulde købmænd i hele 

Middelhavsregionen, som de koloniserede. Fønikerne menes at være 

kommet til regionen omkring 3000 f.Kr. Deres hovedbyer var Sidon, Tyre 

og Berot (Beirut). 

Det fønikiske alfabet blev spredt ud over Middelhavet af de mange købmænd 

og handelsrejsende. Det menes at være kilde til det græske alfabet 

og dermed til alle de vestlige alfabeter. Det tidligst kendte eksempel er 

Ahiramepitafiet (gravinskriptionen for kong Ahiram) fra det 11. årh. f.Kr. i 

Byblos (37 km nord for Beirut). 

13 

„It would appear that the pre-Islamic Arabs had but the crudest notions 

of building, that their principal sanctuary before 608 was nothing more 

than four walls the height of a man enclosing the sacred well Zemzem, 

and that in the early days of Islam they brought nothing architectural to the 

conquered countries beyond what would serve their simple ritual requirements. 

At this time nine-tenths of the population were nomads, for whom 

the finest architecture is the tent of camel’s-hair. It is clear, as Richmond 

(Moslem architecture, London 1926, red.) has expressed it, that their architectural 

resources, before they ‘started on their career of conquest, 

were barely enough to give the rudest expression to their needs’. In other 

words, Arabia constituted an almost perfect architectural vacuum, and the 

term ‘Arab’ should never be used to ‘designate’ the architecture of Islam. 

The first mosques in the great híras, or halfnomadic encampments of the 

conquest, such as Basra, Kūfa, and Fustat, were primitive in the extreme, 

and in Syria the first mosques were churches that had been converted or 

merely divided; in fact there is no reason for believing that any mosque 

was built as such in Syria until the time of al-Walid (705-15) or possibly 

’Abd al-Malik (685-705). 

(…) They (the Arabs, red.) then turned to Sasanian architects on the Mesopotanian 

front (e.g. at Kūfa) and to Syrian architects on the Syrian front“. 

A SHORT ACCOUNT OF EARLY MUSLIM ARCHITECTURE, 

af K.A.C. Creswell

Udbredelsen af den hellenistiske kultur i datidens Armenien 

var langt mere begrænset end den tilsvarende, der fandt 

sted i Syrien, Fønikien 12 og Lilleasien/Anatolien. I dag er især 

teatrene i Artashat og tigranakert, fortet og det hedenske 

tempel i Garni fra det 1. årh. e.Kr. 11 vidnesbyrd om den 

hellenistiske indflydelse på Det Kaukasiske Plateau. 

„The population of the country possesses a hardy millennial 

culture of its own and long established traditions in keeping 

with their way of life. For this reason, after the advent of Christianity, 

the influence of hellenistic tectonic ideas and principles 

over Armenian architecture lasted no longer than a century“. 

AN OUTLINE OF THE HISTORY OF ARMENIAN ARCHITECTURE, af M.S. Hasratian 

ROMERSK 

Den armenske befolkning var, om den ville eller ej, nært 

tilknyttet Rom op gennem det 2.-3. årh. e.Kr. Men man fastholdt 

trods alt sin tradition for stammer og fyrster frem for at 

adoptere den mere avancerede statsform, som Rom repræsenterede 

med sit sociale system og brug af slaver. 

Det ville være oplagt, som mange forfattere har gjort, at 

konkludere, at de påvirkninger, som de tre store kulturer 

(persisk, hellenistisk og romersk) over en tusindårig periode 

har udvirket på Det Kaukasiske Plateau, danner grundlaget 

for den kaukasiske kirke. Vi skal siden se, at elementer som 

Donau 

Makedonien 

thrakien 

M i d d e l h a v e t 

D e t S o r t e H a v 

Sardes 

Æ g y p t e n 

Kappadokien 

Nilen 

Kilikien 

Syrien 

D e t R ø d e H a v 

Tigris 

Eufrat 

Volga 

S a r m a t e r 

Armenien 

Assyrien 

Babylonien 

A r a b i e n 

Rigsvåben 

Kyros den Store 

D e t K a s p i s k e H a v 

P e r s i s k e B u g t 

A r a l 

s ø e n 

Amu Darja 

(Oxus) 

Syr Darja 

(Yaxartes) 

M e d i e n Pa r t h e r r i g e t A r a c h o s i e n 

H y r k a n i e n 

E l a m S a g a r t i e r 

Persien 

Maka 

Pa r t h e r r i g e t 

10 Det achæmenisk-persiske rige 550-334 f.Kr. 

S o g d i a n a 

Aria 

Drangiana 

Baktrien 

Gedrosia 

Indus 

D e t A r a b i s k e H a v 

I n d i e n 

D e t S o r t e H a v 

Po n t o s 

Halys 

K a p p a d o k i e n 

M i d d e l h a v e t 

Kilikien 

Judæa 

N a b a t e e r e 

Syrien 

L i l l e A r m e n i e n 

Kommagene 

Sophene 

K o l c h i s 

kuppelrummet, stylobatet og basilikaen kan være overført 

gennem disse store kulturer, men at deres indflydelse om 

noget har grundfæstet den indfødte trang til selvstændighed, 

der gennemsyrer folket på Det Kaukasiske Plateau og hele 

gestalten af den kaukasiske kirke. 

I langt senere perioder integrerede de armenske bygmestre 

i større grad motiver lånt fra syrisk og i mindre grad fra den 

romerske og byzantinske arkitektur, som alle var underordnet 

de principper, der blev udviklet i den kristne kirke. 

I den sammenhæng er det vigtigt, at da den tidlige 

islamiske arkitektur tager form under Umayyadedynastiet 

(661-750), henter også den med få undtagelser hoved- 

parten af sine arkitektoniske motiver netop i den syriske kirke. 13 

Motiver som med islams udbredelse over det persiske rige 

naturligt kommer frem til Kaukasus på lige fod med de 

allerede direkte genkendelige syriske. 

21 

S a r m a t e r 

I b e r i n e 

D e t A r m e n s k e H o v e d l a n d 

VAN 

Tigranakert 

Osrhoene 

Adiabene 

Pa r t h e r r i g e t 

D e t S t o r a r m e n s k e R i g e u n d e r T i g r a n II 

Artashidernes Rigsvåben 

Rioni 

Eufrat 

B a b y l o n i e n 

Tigran den Stores rige 95-66 f.Kr. 

Tigris 

Kura 

Arax 

SEVAN 

URMIA 

A r a b i e n 

A l b a n i e n 

D e t K a s p i s k e H a v 

Media 

Atropatene 

11 Tigran den Store (140-95 f.Kr.) 

Da Kong Artavazd II i 105 f.Kr. taber den vedvarende krig mod det persiske 

rige, overgiver han, som det var skik, sin søn til modstanderen. Hans søn 

Tigran II vokser op ved det persiske hof, og da han i 95 f.Kr. efterfølger sin 

fader på tronen som Armeniens konge, er det med en dyb insigt i opbygningen 

af den persiske stat. Tigran formår med krig og diplomati at gøre 

Armenien til et af de stærkeste imperier i antikken. Hans ‘Storarmenien’ 

strækker sig med sine vasalstater fra Det Kaspiske Hav til Middelhavets kyst. 

k

I DEN KAUKASISKE KIRKE TAGER FORM – ÅNDELIGT OG ARKITEKTONISK 

På samme vis som ved kejser Konstantins kristning af Rom 

sker overgangen til kristendommen på Det Kaukasiske 

Plateau fra 301 med, at de hedenske templer omdannes eller 

nedbrydes for at blive genopført som kirker. Ud over eksistensen 

af den enkeltskibede kirke/kapel er det uklart, i hvor stort 

omfang den romerske basilikatype, 20 som vi kender den fra 

Forum Romanum, er udbredt i Kaukasus på den tid. 

GUDSBEGREBET ASTVATZ 

I lighed med den romerske og den byzantinske kirke opfatter 

også den kaukasiske kirke kirkerummet som stedet for tilbedelse 

af Gud. Men ligheden ophører dermed, idet den 

kaukasiske kirke, som den syriske, tilslutter sig den monofysitiske 

lære, der til forskel fra ideen om den treenige 

guddom opfatter Gud som én, i overensstemmelse med 

Nikæakoncilet. Der bedes direkte til Gud, og han er i himlen. 

I den kaukasiske kirke navngives Gud som: ‘himmelhvælvet’ 

eller ‘himmeriget’ med ordet „Astvatz“. 

14 Rom, basilikaerne på Forum Romanum set fra Capitolhøjen imod Colosseum 

Det almindelige beboelseshus i Kaukasus på den tid, det 

kaspiske hus, 21 er alene belyst fra oven gennem ‘oculus’ 

(øje/loftsvindue), 22 mens væggene, er ubrudte med undtagelse 

af døråbningen. Århundreders bønner har derfor, længe 

inden kristendommens ankomst, naturligt været rettet op imod 

firma mentets lys: solen, som strømmer ind og opfylder 

rummet, eller månens skær. 

DET SFÆRISKE KUPPELRUM – GEMBETH 

Den kirke, der tager form, har sine rødder i en århundreder 

gammel tradition for fysisk i rummet at rette bønner op imod 

himmelhvælvet. Derfor bliver det lysspredende sfæriske 

element, der retter den tilbedendes blik opad imod ‘Astvatz’, 

også det centrale arkitektoniske motiv i det rum, der udvikles 

i den kaukasiske kirke. 

26 

Foro Imperiale 

1 

3 

Colosseo 

Campidoglio 

20 

Begrebet basilika kommer fra græsk: „kongelig søjlehal“. Det kendes fra 

Grækenland og findes i den romerske by på Forum. Her er den i førkristen 

tid det offentlige rum for markedet, retssal, mødesal og andre offentlige 

handlinger. Begrebet knyttes i den oldkristne kirke til selve kirkerummet. 

De oldkristne basilikaer er langt mindre end de store antikke basilikaer, 

som i dag findes på Forum Romanum, hvor den ældst kendte er Basilica 

Porcia fra 184 f.Kr. 

(Kort: 1 Basilica Aemilia 179 f.Kr. Kort: 2 Basilica Julia 46 f.Kr. oprindelig 

dediceret til Julius Caesar og færdiggjort af Augustus. Kort: 3 Basilica 

Maxentia et Constantina 308-312, der er Forums største bygning.) 

På Det Kaukasiske Plateau er det oplagt, at man adopterer basilikaens 

type som offentligt og siden religiøst rum. Men basilikaens skib får her ikke 

kleristoriets lysindfald og er dermed berøvet et af de stærkeste virkemidler 

i den oldkristne kirke. Skibets længde med de fritstående og udsatte søjler 

må også være sårbar i en egn, der så jævnligt berøres af jordskælv. 

2 

Palatino

Man insisterede på at betegne kuppelrummet ‘gembeth’. 

Et assyrisk ord, der gennem persisk optages i armensk længe 

inden landets kristning. Ordets anvendelse bevidner, at man 

i Armenien allerede havde den persisk-orientalske pseudokuppel 

(Hazarashen). 

21 Det kaspiske hus betegner en bygningstradition, som kan spores 

på begge sider af Det Kaspiske Hav, på tværs af Elburz bjergkæde 

fra Armenien 16 til Afghanistan 17. Over midten af husets ofte kvadratiske 

rum er placeret et åbent oculus. I øst opbygges åbningen som 

en del af et ‘reciprocal-tag’, der videreudvikles i kinesisk og japansk 

arkitektur. I vest opbygges åbningen i den traditionelle Hazarashen 

(pseudokuppel) omkring fire søjler, der forbindes af en quadrille. 

22 Oculus er det latinske ord for øje, som er et udbredt og særdeles 

virkningsfuldt arkitektonisk motiv i religiøse bygninger. Vi finder det 

stærkest i vestlig kultur i Pantheon i Rom, genopbygget af kejser 

Hadrian i 125 e.Kr. 

I Kaukasus genfinder vi oculus i alle gavith, hvor det er rummets 

hovedlyskilde. I det Kaspiske hus er oculus eneste lyskilde. Vindue 

stammer etymologisk fra gammelnordisk sprog og betyder ‘vind- 

15 Syunik Marz, Spandarian-reservoiret på vejen gennem Zangezur-bjergene 

De tidligste kupler var sandsynligvis opført i træ for senere at 

blive erstattet af egentlige stenkonstruktioner. Kaukasus var 

dengang i langt større omfang dækket af skov, som det i dag 

er tilfældet i egnene omkring Dilijan i Nordarmenien og dele 

af Nagorno-Karabakh. Overgangen fra træ til sten er velkendt 

hul’ 2 eller ‘vind-øje’, som aftræk for bålet, og ligger derved meget 

nært op ad det kaukasiske begreb. I begge kulturer har man søgt 

at lukke de ydre vægge mest muligt mod vejret og andres luner. 

23 Stræbenicher optræder i en plantype, som er mellemskridtet 

mellem den regulære firkløverplan og den korsformede kuppelkirke. 

Under kuplen i diagonalen af de to korsarme, hvor de to andre 

typer har indadgående hjørner, erstattes massen af rumhøje nicher. 

De (3/4) semicirkulære nicher åbnes ud til kirkerummet, som de 

forbinder med de fire avandatun. Uden adgang til avandatun bliver 

de enkelte apsider/korsarme arkitektonisk mere entydige. Men med 

stræbenicher bliver rummets periferi betydelig mere kompleks end 

i de øvrige typer. Det tidligste planeksempel er Avan fra det 7. årh., 

imens Hripsime, Sisian og Aghtamar er de bedst kendte. 

27 

16 Vayots Dzor Marz, oprindelig Hazarashen- 

konstruktion i landsbyen Gnishik 

ribber i ydre kuppelskal 

eksteriørgesims 

rem for ydre kuppelskal 

radiale tværremme fra indre kuppelskal 

beliggende under remmen for den ydre 

kuppelskal. bæring for indre og ydre gesims 

Jerusalem: Klippemoskeen, tagfoden af trækuplens dobbeltskal efter K.A.C. Creswell 

i andre kulturer, såsom den stormogulske på den anden 

side af Det Kaspiske Hav. Eller nærmere Kaukasus i den 

syriske kirkes bygninger, der danner grundlaget for den tidlige 

islamiske arkitektur (note 13), hvor kuppelkonstruktioner af 

træ også blev anvendt. Klippemoskeen i Jerusalem står som 

et af de tidligste og bedst bevarede eksempler, udført med en 

dobbelt kuppelskal af træ. 

Det er arkitektonisk vigtigt at pointere, at den rumlige 

tilstand, der udvikles i den kaukasiske kirkes kuppel (gembeth), 

er væsensforskellig fra kuppelrummet i den byzantinske kirke 

og forholdet mellem kuplen over tvær- og hovedskibet i den 

romanske og senere gotiske kirke. 

17 Afganistan, Nuristan. ‘Reciprocal-tag’- 

konstruktion med oculus 

interiørgesims af træ 

ribber i indre kuppelskal 

træ-inddækning 

t

GAVITHS RUM 

Den arkitektoniske tilstand af kirkerummets opstigning i gembeth bliver med tilføjelsen af gavith 

i tredje strømning gjort betydelig mere virkningsfuld. Over en periode på et halvt århundrede fra 

slutningen af 1100-tallet anlægges de mange gavith i vestenden af de eksisterende korsformede 

kuppel-kirker. 

Det ville være interessant at efterforske, hvad der skabte behovet for et så omfattende byggeri 

over en så kort årrække i en ellers langvarig udvikling af den kaukasiske kirke. Det er oplagt at 

konkludere, at der var behov for en udvidelse af det begrænsede rum i den korsformede kuppelkirke, 

men karakteren og den rumlige udformning af gavith er så væsensforskellig fra selve 

kirkens, at det ikke kan være tilfældet. 

Ud over at tjene som gravkammer og indgå i selve begravelsesceremonien blev gavith brugt til 

66 

forsamlinger i både klerikal og sekulær sammenhæng og som undervisningssted for klosterets 

novicer. I dag bruges gavith til de mange lysborde, hvor man, i modsætning til inde i det enkelte 

avandatun, tænder sine sjælelys i et kollektivt rum. 

Soden og de mange flammende lys i det ellers mørke rum sammen med oculus’ skarpe lys 

skaber en meget speciel stemning forinden det klare lys i kirken. I rummet bliver de sandfyldte 

lysborde 134 en stor kontrast til den faste sten, som var de kirkens sediment. Hvor bordenes sand 

dækkes af vandets spejl, opstår en samtale mellem oculus og det enkelte lys 133. 

I kirker uden gavith placeres lysbordene i vestenden, om muligt i de vest-nicher, der i de senere 

kirker erstatter de vestlige avandatun. Før og gerne efter messen opholder menigheden sig mere 

uformelt i gavith, mens alle samles i kirkerummet under messen. 

133 Haghartsin, gavith. Den hvide sten fremtryller sammen med refleksionen af de mange små lys i bordenes vandspejl en stemning af evighed

134 Harichavank, gavith. Uden de små lys virker bordenes sand som et ekko af tomhed i det store rum 

KVADRATET 

Gavith udformes modsat den korsformede kuppel-kirke kvadratisk 

i grundplan og er, med undtagelse af det tidlige i Sanahin, 

typisk bredere end selve kirken. Det placeres ikke konsekvent i 

kirkens hovedakse, men forskydes gerne, især hvis der tilknyttes 

en tredje bygning. Med undtagelse af Hayravank er alle gavith 

anlagt parallelt med kirkens retning øst-vest. I mødet med kirkens 

vestgavl finder man ofte en portal 138-139, der peger i retning af 

den romanske periodes elaborerede portaler, mens adgangen 

til selve gavith normalt bearbejdes i mindre omfang 137. 

I gaviths østende, lateralt for og i tilslutning til selve kirken, findes 

ofte et eller flere avandatun, som kan være i to etager 140. De ses 

aldrig i vestenden af gavith, hvilket i orientering understreger den 

liturgiske forskel mellem gavith og kirkens rum. 

67 

QUADRILLEN OG OCULUS 

Hvor kirkens cirkulære kuppelrum (gembeth) bevidst var udtømt 

og fra neden belyst af tamburet, er oculus (erdtik) i midten af gavith 

åben op til himlen, som pseudokuplen var i det kaspiske hus. De 

fire hjørner, der i kirken trykkede imod korsets eller rummets midte, 

er i gavith erstattet af fire søjler, der bærer quadrillen. Udformningen 

af quadrillens buer minder om dem, der bar kirkens kuppel, mens 

buerne, der spænder til ydervæggene, er mindre fremtrædende 

136. De fire søjler, hvis sider imod midten af rummet er belyst af 

oculus, bevirker, at periferien af gavith bliver diffus og henlagt i 

mørke, modsat af, hvad man oplever i kirkens rum. Fra quadrillens 

kvadrat mellem søjlerne bearbejdes den mere kegleformede kuppel 

i gavith til oculus med oktagrammet, 36 undtaget i Sanahin, hvor 

gaviths kuppel er cirkulær i plan. I modsætning til i selve kirken 

anvendes her med få undtagelser altid squinchen i overgangen til 

oktagonens form. I overgang mellem quadrillen og ydervæggene 

ses i hjørnerne krydshvælv og tøndehvælv i de øvrige. 

Haghartsin, gavith. De små lys’ genspejling i bordenes vand går i dialog med oculus 135 

67

RUMMETS TILSTAND 

En bygning og dens rum må altid forstås sammen med landskabets horisont. Vi har, indtil nu, 

bevidst frataget den dimension i den kaukasiske kirke for at understrege, at det fysiske og især 

metafysiske rum i kirken er opstået og skal forstås som en søgen dybt inde fra bjerget imod 

himlens høje lys på plateauet. 

I de efterfølgende afsnit vil vi se, hvordan det indre rum finder sit udtryk i eksteriøret, og hvordan 

den store forståelse af rummets indre på ingen måde mister styrke i sit ydre eller ved dets indplacering 

i sit landskabs horisont. 

BEVÆGELSEN 

Med tilføjelsen af gavith er præciseringen af det lys, som hele den kaukasiske kirke er opbygget 

omkring, endnu tydeligere. tidligere trådte man direkte fra det klare dagslys ind i kirkerummet. 

Først efter, øjet havde tilpasset sig det store skift i lysmængden, trådte kirkerummet ud af sin 

skygge, og styrken i gembeth tonede langsomt frem. 

Nu mødes man derimod i gavith af et omkalfatrende mørke, alene brudt af den kraftige lysstråle 

fra oculus, der strejfer gravens sten. Langsomt viger mørket, og rummet træder frem sammen 

med de mange sjælelys’ flammer, og bag lysstrålen skimtes intensiteten i kirkens lysfyldte rum. 

Langsomt, som man skrider gennem gavith, fornemmer man dets dybde og sporene af den 

regn, der herinde falder dybt i rummet, imens øjet tilpasses mørket. Inden man går de få skridt op 

og gennem portalen til den korsformede kuppel-kirke, fornemmer man den store luftighed, som 

omspænder dens rum, der nærmest forsvinder ind i himlen. 

Stilheden mellem stenene fylder kirkerummet, og man har forladt mørket. Koret og korsarmene 

fornemmes egentlig ikke, men derimod trykket fra de fire hjørner, der fører én imod rummets 

midte. Med århundreders flygtighed løftes øjet sammen med tanken op imod den tømte himmel, 

imod gembeth og Astvatzatzin. tiden og stilheden forenes, og tilbage bliver kun lysets præcision 

over stenen i intetheden. 

74 

HORISONTEN 

Sammenstillingen af gaviths khatchkar-sten og gembeths kuppel i deres forhold mellem lys og 

mørke skaber en sublim arkitektonisk tilstand, der i sig selv rummer hele forholdet imellem livet 

og døden. 

De to rum kontraherer i hele deres bearbejdnings gestik hinanden og opnår i gensidighed én 

samlet styrke. Bevægelsen i gavith opfattes ‘horisontalt’, når man træder ind, fordi periferien ligger 

diffus i mørke, og rummet ikke finder en grænse. Kirkens korsform og det præcise scenografiske 

lysindfald accelererer bevægelsen og tanken ‘vertikalt’ imod himlen og gembeths kuppel, langt forbi 

alterbordet og koret. Det horisontale rum som døden og det vertikale som livet, i én evig forbindelse. 

INTETHEDEN 

Den eneste konstant rummene imellem bliver gulvets flade over plateauet. Kirkens rum er 

bevidst tømt for alt og kuplen løftet så højt så muligt, så den tilbedende i et vakuum af tomrum kan 

forestille sig sin guds storhed (Astvatzatzin). 

Hvis gaviths søjler, som tegnes af oculus’ lys, er ‘Jordens søjler’, må de toetagers avandatun 

i den korsformede kuppel-kirke være ‘Himlens søjler’ under Astvatzatzins lysfyldte kuppelrum, 

gembeth.

173 Makaravank, St. Astvatzatzin. Den sarte sten flyder sammen med lyset og opløser sfæren omkring kuppelrummet gembeth 

75

Matenadaran 

Den store vifte af klostre, der spredtes ud over Det Kaukasiske Plateau, udgjorde landets religiøse centre, men samtidig samledes videnskaben 

også inden for dets mure. Der foregik i klostrene afskrivning og oversættelse af klassiske værker til armensk på det alfabet, Mashhtots havde 

udviklet i 405. Mange værdifulde skrifter er med tiden blevet brændt, mens andre er bragt med frem til vores tid. I dag opbevares den 

imponerende bogsamling, der engang var spredt i de mange klostre, i Yerevans Matenadaran. 

Sanahins Matenadaran (bibliotek) anlægges som en selvstændig bygning i slutningen af den anden strømning i 1063, mens de fleste 

anlægges i tredje strømning 257-258. Forinden og på mindre klostre har man opbevaret bøgerne i vægnicher. 

Nedfældet i flere af Matenadarans gulve finder man store krukker 624. De siges at have været brugt til at opbevare vinen køligt. Men man kan 

ikke undlade at tænke, at der under de utallige udplyndringer af klostrene også har gemt sig en værdifuld bog eller en anden kostbarhed på 

deres bund. 

258 Sanahin, matenadaran. Halvsøjlerne, der bærer kuplens buer, understreger rummets og væggens midte 

257 Sanahin, matenadaran. Brønden samler oculus’ vand. I kuplens underdeling spores de to kvadrater i oktagrammet 

102 102

Gavith 

Gavith tilføjes, med Sanahins som et af de tidligste eksempler, klostrenes korsformede kuppel-kirke i begyndelsen af den tredje strømning. 

Deres udformning og sammenhæng med kirken er beskrevet tidligere (s. 66). 

I størrelse udlægges de i forhold til kirkens længdeakse (hovedkorsarm), som afsætter gaviths kvadrat eller længden i dets rektangel. De 

betjener i hovedreglen udelukkende i hovedkirken (Katoghike), mens de øvrige kirker, som de tidlige i første strømning, har direkte adgang fra det 

fri. Undtaget er Makaravank, Hovhannavank, Saghmosavank, Karapet, G’tichivank, (Geghard og Harichavank). 

Sanahins søjlehal er blevet fortolket som gavith eller nakhagavith. Vi har tidligere (s. 71) set, at det ikke kan være tilfældet. Rummets udformning 

i såvel gavith som matenadaran er så egenartet og nært knyttet til begrebet af kirkens gembeth, at dets udformning, ligesom selve kirken, 

må tillægges en metafysisk karakter. 

259 Sanahin, gavith. De fire søjler er trukket fri af væggen og tegner rummets midte under oculus 

Sanahin, gavith. Kuppelrummet under oculus er cirkulært og ikke underdelt som matenadarans 260 

103 

103

TREDJE DEL – VÆRKERNE 

307 Odzun, natur og kultur flyder sammen i det sønderknuste galleri, der omslutter kirkens krop – for enden af galleriet ses det ydre avandatun, der adskilles fra kirken af lanternen 

120

KIRKER OG KLOSTRE 

ARKITEKTONISK VÆRKANALYSE 

De tre strømninger signalerer det opbrud, der var i udviklingen 

af den kaukasiske kirke gennem den tusindårige periode, hvori 

dens arkitektoniske kerne blev skabt. En udvikling, der geografisk 

er koncentreret til Det Kaukasiske Plateau. Når man sammen- 

holder de mange værker, er der fornuft i at argumentere for en 

fortsat udvikling, afbrudt af krige, der strækker sig fra det fjerde 

århundrede og kulminerer i slutningen af det trettende århundrede. 

De tre strømninger er sammenfaldende med den tidlige 

middelalderlige arkitektur i Europa, som spænder fra den ‘tidlige 

kristne æra’ omkring kejser Konstantin (note 17) og den 

oldkristne kirke, Romerrigets kollaps, op gennem den romanske 

periode og karolingiske renæssance og frem til gotikkens begyndelse. 

Ud over plateauet knyttes på kryds og tværs et fintmasket net af 

de mange kirker og klostre. Værkanalyserne er en collage over 

de mange arkitektoniske tråde, som binder de enkelte værker 

sammen. 

Collagen var forudsætningen for, at vi i det foregående kapitel 

kunne udkrystallisere de enkelte arkitektoniske elementer. I analysen 

afsøges den arkitektoniske tilstand ud fra en fænomenologisk 

tilgang til ‘stedet og horisonten’ og ‘stenen og rummet’, 

specifikt for det enkelte værk. 

Ved at sammenholde trådene, som over store afstande linker 

de mange kirker og klostre sammen, opstår et klart arkitektonisk 

mønster i udviklingen. Værkanalyserne er grupperet omkring de 

enkelte skridt i den udvikling, der i hovedtræk følger værkernes 

kronologiske udvikling. 

Myten og historiens begivenheder har gjort, at nogle anlæg træder 

frem for andre. Men generelt kan spores en klar typologisk 

og geometrisk udvikling med stigende indbyrdes kompleksitet 

og større forståelse af landskabet. Hvor den samtidige udvikling 

121 

i Europa gennemløber flere stilperioder, ses i den kaukasiske 

kirke en fortsat insisteren på enkeltheden og lysets præcisering, 

forståelse af horisonten og en fortsat indskrivning af korsformen. 

Det er valgt alene at behandle eksisterende værker, som er 

beliggende i det nuværende Armenien og Nagorno-Karabakh. 

De internationale handelsveje over Det Kaukasiske Plateau, det 

tidligere armenske hovedland og udbredelsen af den kaukasiske 

kirke er gengivet på kortet s. 372. 

I de enkelte værkanalyser er planer gengivet (1:400) med øst 

opad for at understrege korsformen. Der er set bort fra lokale afvigelser 

i forhold til verdenshjørnerne. Det er tilstræbt at anvende 

en gennemgående nomenklatur, hvor G repræsenterer gavith, 

K hovedkirken (katoghike), K’ klosterets anden kirke/kapel og 

så fremdeles. De mange navne for de enkelte kirker er sammen 

med årstal og mæcener isoleret i den kronologiske værkliste 

(s. 368), og deres placering er gengivet på kortet s. 367. De 

geografiske koordinater (DD/DMS) er angivet i værklisten ud fra 

WGS84-datum. 

Stedet og horisonten er afgørende for forståelsen af de enkelte 

værkers placering, som hænger nøje sammen med de plantezoner, 

der lokalt underinddeler bjergene (se kort, note 28). 

Højdeplaceringer er afsat ud fra kortkoteringer med en mindre 

usikkerhed, mens bjerge er gengivet efter opgivne højder. 

Ararats højslette ligger 1000 meter over havet, imens lavlandet 

øst for Nagorno-Karabakhs højland ligger 500 meter over havet. 

De tidlige firkløverkirker kunne tidsmæssigt også placeres efter 

basilikatypen. Her er taget udgangspunkt i afsnittet ‘Rummet og 

Planen’ (s. 47) og den typologiske opstilling, som forsimpler 

Strzygowskis model. Amaras og Khor virap er medtaget for de 

historiske begivenheder, som er knyttet til dem, mere end for den 

rumlige kvalitet, der i dag er at aflæse på stedet.

ZVARTNOTS Զվարթնոց 

Et fragment af en bygning, der i mere end et årtusinde har henligget på sletten som en urørlig ruin, må have 

en bredere reference og større betydning end bare at være en kirke. Det er langtfra tilstrækkeligt alene at 

eftersøge Zvartnots oprindelse lokalt på plateauet. 

trækker vi tidens horisont østenover, har 隋朝 Suidynastiet et halvt århundrede forinden forenet Kina. I hovedstaden 

西安 Xi’an opføres samtidig med Zvartnots 大雁塔 ‘Da Yan’-pagoden (Store Vildgæs-pagoden, 64 m), 

der efterfølges af 小雁塔 ‘Xiao Yan’-pagoden (Lille Vildgæs-pagoden, 45 m), begge opført i hårdtbrændt tegl. 

Iblandt Østens pagoder er ligheden mellem Zvartnots rekonstruktion og 天坛 Himlens alter 75 slående. Selvom 

den er århundreder senere og opført af tømmer, indkapsler det essensen af årtusinders orientalsk tradition. 

130 

Vestenover må vi grave dybere i tidens horisont og forstå Zvartnots dobbelthed som et bygningsværk for 

kirken og samtidig som en politisk markering i en tid på Det Kaukasiske Plateau, hvor det armenske hovedland 

er under pres fra Byzans, imens den arabiske invasion tiltager i styrke. 

Ved Middelhavets østligste kyst i Levanten er ‘Den Gyldne Oktagon’ i Antiochia, som kejser Konstantin opførte 

i årene efter Nikæakoncilet (note 17) af stor betydning. Kirken, der blev viet til ‘harmonien, den guddommelige 

magt, som forener univers, kirke og kejserdømme’, lå i direkte tilknytning til det kejserlige palads. 

Sammenholder man ‘Den Gyldne Oktagon’ med begivenhederne i Nikæa og den kaukasiske kirkes valg af 

monofysitisme (note 18), ville det være nærliggende, at Katoghikos Nerses III, ‘den store bygger’, spejlede sit 

nye palads og kirke i Konstantins. 

367 Zvartnots, set imod nord. Det genopførte plateau og genrejste søjler i kirkens center. Til venstre fundamenterne af Katoghikos Nerses III’s palads

toramanians rekonstruktion 

Nede i det Hellige Land finder vi den mest direkte reference for Zvartnots: Konstantins martyrium over graven 

på Golgata, Anastasis-rotunden (anastasis: opstandelse). 

„In the Holy Land, however, unattached martyria obviously would turn to Constantine’s Anastasis Rotunda as a 

natural prototype. Built of solid ashlar blocks and sheltering the sepulcher of Christ (...)“. 

EARLY CHRISTIAN AND BYZANTINE ARCHITECTURE, af Richard Krautheimer 

Der er tre århundreder mellem Zvartnots og Konstantins kirkebygninger. På Golgata er rummet i Anastasisrotunden 

i dag kraftigt ombygget, og i Antiochia er der ikke længere spor af ‘Den Gyldne Oktagon’. 

Arkitektonisk har Nerses III skelet mere til den næste store kejser Justinians (note 29) utilnærmelige uovertrufne 

mesterværk, Hagia Sophia, et århundrede tidligere. Især er sammenfaldet mellem hjørneløsningerne 

og søjleplaceringerne i H. Sergios, Justinians prøvekirke forud for konceptionen af Hagia Sophia, og Zvartnots 

fire grundpiller iøjnefaldende. 

Justinians kirkebygninger er byzantinsk arkitektur par excellence, mens bygninger af Konstantin, der kristnede 

Rom, henter deres rødder dybt i antikkens romerske arkitektur, fortrinsvis iblandt de imperiale anlæg. 

I eksteriøret er der i rekonstruktionen af Zvartnots’ ydre form en slående lighed med de kejserlige grave, som 

Mausoleo di Augusto 373, der den dag i dag stadig ligger på Campo Marzio og deler sin nord-syd-akse med 

131 

rummet i Pantheon. I interiøret er Konstantins samtidige 

reference mere sandsynligt rummet i Minerva 

Medicas nymphæum, som nu henligger halvt i ruin. 

Den sidste reference fra den antikke imperiale 

arkitektur er endnu tidligere: i kejser ‘Hadrians Villa’ i 

tivoli. Rekonstruktionen af paladsets teatro Marittimo 

er ikke nødvendigvis en fleretagers bygning, men planløsningen 

og dens indskrivning af rummet i cirklen er 

afgjort en sublim arkitektonisk løsning, 371 

– et rum, der har afsat sit spor. 

368 

Søjlekapitæl præget af den armenske ørn. 

Oprindelig placeret på de fire hovedsøjler 

STEDET OG HORISONTEN 

Nede på Ararats 

slette er 

Zvartnots som 

en satellit placeret 

øst for 

Ejmiatsin på 

dens hovedakse. 

På det 

sted, hvor et 

møde mellem 

kong tiridates 

III og Gregor 

‘Lysbringeren’ 

skulle have 

fundet sted, og hvor man også har 

fundet rester fra Urartuernes konger. 

Zvartnots ligger med slettens vide 

horisont og flugter i sin nord-syd-akse 

med Ararats tinder 367.

TSRVIZ Ցրվիզի վանք 


Den lille kirke tsrviz ligger smukt placeret ud til en mindre kløft mellem to mindre forbjerge, mens en større 

bjergkæde (1.840 m) med tætte skove dramatisk rejser sig øst for. Kirken ligger på en sydvendt græsklædt 

skråning (900 m), hvor byen i dag er vokset tæt omkring, mens der over den modsatte skråning rejser sig et 

skovklædt bjergmassiv. 

I frodigheden af sin æblehave omgivet af de mange gamle træer er kirken indbegrebet af, hvordan man 

tidligere har fundet den kaukasiske kirke, dengang hvor landet stadig var skovrigt. 

388 Tsrviz ligger omgivet af sin frugthave på den let skrånende sydvendte side af en mindre kløft 

138 

STENEN OG RUMMET 

tsrviz repræsenterer med sin firkløverplan og korsform den tidlige og mest udbredte kirketype på Det 

Kaukasiske Plateau. Formentlig har typen været at finde i langt de fleste byer. I senere perioder er dens rum 

grundtype for de mange mindre kirker, der i klostrene opføres omkring de korsformede kuppel-kirker. 

til den nedre bygningskrop bruges den grove ubearbejdede sten, som også kendetegner mange af kirkerne 

omkring Sevan. I øverste skifte inden tagkanten kommer et regulært skifte af tilhuggede sten, der tager imod 

taget. tamburets rotunde er i dag også udført i tilhuggede sten. Inde i kirken opleves forskellen mellem den

390 Tsrviz, inden kuppelrummet smelter pendativerne sammen med apsidernes kalot 

nedre dels grove sten og den øvres fint bearbejdede stærkt i det sarte lys, der kommer ind ad de små vinduesspalter. 

Gulvets endnu grovere sten fuldender virkningen af rummets sammenstilling, hvor bema står tomt, og 

en khatchkar læner sig op ad rummets kors 391-392. 

391 Tsrviz, væggens grove sten understreges af den endnu grovere gulvflade 

389 Tsrviz, mødet mellem de fire apsider sker enkelt 

i hjørnet, hvor de to buer afsætter en reces 

139 

I tsrviz bemærker man 

især den meget elegante 

balance, der, på trods 

af kirkens anselige 

alder, er i proportioneringen 

af de enkelte legemer 

i bygningskroppen. 

Kirken er et elegant 

eksempel på den prismatiske 

virkning af den 

samlede bygningskrop 

og den indre opstigning 

i gembeths kuppelrum. 

Samspillet mellem kroppens 

sarte okker sandfarve 

og det nylagte 

tags mere brunviolette 

sten er på alle måder 

vellykket for kirken i 

dens frugthave. 

Tsrviz, frisen over bema er som den eneste i rummet 392 

bearbejdet, og tekststykker er ristet ind i kalotten

HAYRAVANK Հայրավանք 


Vinden kommer som skyerne ned fra de høje bjerge og ruller 

bølgerne hen over Sevan, som var det havet. Dengang søens 

vandspejl var naturligt, lå Hayravank på sin klippe, der tonede 

ud i bugten. På den anden side af søen lå inden masserne af 

Lille Kaukasus’ bjerge Artanish Lerr (2.450 m) på sin lille halvø 

og dannede pendant til bugten. I dag har det lave vandspejl 

skabt det store lavland syd for klosteret, og de enkeltstående 

bjerge overfor er blevet mindre tydelige, men vi må genkalde 

os en mere dramatisk horisont her. 


Her på klippeafsatsen udfolder Hayravank sine kronblade 

af et firkløver. Kirkens apsider er afrundede indvendig som 

udvendig, og der er indgange fra syd og øst. tamburet bæres 

af squinches som i første strømning. 

Siden er det lille avandatun tilføjet i det sydøstlige hjørne og 

senere endnu gavith. 

Den lille knippeknold på søens kant har gjort, at man undtagelsesvis 

måtte dreje gavith ud af kirkens akse. I syd blev 

der plads til et regulært avandatun. I nord udnyttede man 

drejningen til i mødet mellem den oprindelige kirke og det nye 

gavith at skabe lysspalten i de toetagers avandatun. 

180 180 

Stedets klippe skaber præmissen for planens udformning. 

Additionen af det lille kapel og kirkens drejning ind i gaviths 

kvadrat virker overbevisende, når rummet opleves. Der opstår 

et interessant forhold i gavith mellem kirkens apside, som 

skaber et fælles alter i sammenstødet med de nordlige avandatun 

490. Kirkens indre, hvis akse møder gaviths sydvestlige søjle, 

står med tiden af sin sten rent og lysfyldt. Gavith er sodet, og 

de facetterede søjler virker i mørket med intensiteten fra oculus 

som kirkens modstykke 172/489. 

Den groft tilhuggede sten finder 

vi i den oprindelige kirke 

som i Sevanavank, mens det 

senere gavith bliver opført i 

en forarbejdet sten. Begge 

bygninger er gjort med en 

grov hånd, imens deres proportioner 

er nøje afstemte. 

Når vi ser på sammensmeltningen 

med landskabet og 

imellem de enkelte bygningskroppe, 

repræsenterer 

Hayravank på bedste vis den 

store plastiske forståelse i 

anden strømning. 

486 Hayravank, oprindelig har kirken ligget på den yderste klippe imod søens spejl. Den oprindelig vandstand har placeret brinken i forgrunden 

485 Hayravank, det oprindelige firkløver er indesluttet af gavith og det tilføjede avandatun. 

De mange møder af stenenes forskellige karakterer styrker afgjort den samlede plastiske virkning 

s iii 

s iii 

s iv 

s iv 

s ii 

s i

vest syd 

øst nord 

snit i 

snit ii 

snit iii 

snit iv 

181 

487 Hayravank, set nede fra søen har den plastiske bygningskrop samlet hele klippeknolden under sin kuppel 

488 Hayravank er et mønstereksempel på additive bygningsvolumener, der styrkes af stenenes forskelligartethed

VOROTNAVANK Վորոտնավանք 


Klosteret ligger lidt længere nede ad Vorotan-flodens strøm end Sisian. Men her snævrer bjergene (2.176 m) 

sig ind til en egentlig kløft omkring deres flod. Klosteret ligger højt hævet over byen og floden på et fremskud 

i kløften 546. Det ligger bag sit eget lille forbjerg og er ud til kløften befæstet med terrasseformede mure, hvor 

man i dag finder klosterets frugthaver. 

200 

Heroppefra har man en vid udsigt ned langs flodens strøm 546, imens man føler højden af de to omkringliggende 

bjerge og deres bakkede landskab. I ankomsten fra vest dukker klosteret først frem bag vejens sidste 

sving, når man begiver sig rundt om dets forbjerg 549. Ligesom vejen fuldstændig er skjult fra selve klosteret. 

546 Vorotnavank, i skjul bag sit forbjerg ligger klosteret, hvor Vorotan-floden snævrer sammen, med en vid udsigt ned gennem dalen

547 Vorotnavank, under klosteret, ned ad den sydvendte bjergskråning, ligger de terrasserede frugthaver 

548 Vorotnavank, det er samme høje gavlfelt, som præger firkløverplanen i hovedkirken som den enkeltskibede kirke nord for 

201 

549 Vorotnavank, i ankomsten rundt om det lille 

forbjerg bliver firkløverkirken point de vue 

i konkurrence med bjerget overfor

HAGHPAT Հաղպատ 

Af de tidligere klosteranlæg er det kun Sevanavank og Gndevank, der interagerede med terrænet. De øvrige 

har foretrukket en placering på en plan flade nede på sletten eller oppe på et plateau. Sanahin lagde sig tæt 

op ad det sted, hvor skråningen tiltog, men med Haghpat grundlægges traditionen for at arbejde aktivt med 

terrænet, som kulminerer i sammensmeltningen mellem klippe og kirke på Geghard. Da man er færdig med 

Sanahins hovedkirke, påbegynder man Haghpat. Senere tilføjelser til anlæggene ses også først på Sanahin, 

218 

hvorefter de videreudvikles og perfektioneres på Haghpat. Ingen af de øvrige klostre i den kaukasiske kirke 

opnår en så stor symbiose mellem sit plastiske udlæg og interaktionen med stedets landskab og dets horisont 

som Haghpat. Hvor mange af de større klostre har en ældre kirke (Sanahin, Makaravank, Hovhannavank, 

Haghartsin og Noravank), anlægges hovedkirken på Haghpat som den første – dens placering er gjort med 

en stor mesters hånd. 

595 Haghpat, klokken venter på den første ringning, imens skyerne driver nede i Debet-flodens kløft. I forgrunden oculus af præstekammeret

R 

1:800 

P 

N 

E 

Z 

T 

K’’ 

M 

A 

K 

G 

A’ 

K’ 

219 


Haghpat ligger på et større plateau øst for Sanahin, som udskæres af Debet-flodens kløft. Det ligger ikke, som 

Sanahin, trukket op til skråningen, men på midten af plateauets højeste krete (1.000 m). Herfra har der været 

god udsigt over det meste af plateauet og adgangsvejen op til klosteret nede fra kløften. Hvor de skovklædte 

bjergkamme let skygger for solen over på Sanahin, er Haghpat trukket fri af skråningen og har en bedre solorientering 

imod syd og vest. 

I dag er det svært at erkende den horisont, som Haghpat oprindelig er anlagt i. Den moderne bebyggelse 

har nådesløst omkranset klosteret og tillukket dets udsyn. Men imod vest har der heroppe fra været et stort 

udsyn over kløften nede omkring Alaverdi og over de andre plateauer frem til Sanahins 636. Mod øst i retning 

af Akhtalas fæstning har bjergene lukket udsynet mere til. 

Bygmesteren har valgt sit sted, hvor terrænet lokalt dannede et lille plateau, der skabte den høje fæstningsmur 

imod ankomstvejen fra syd. Hovedkirken er placeret, så en foldning i landskabet gentager terrænspringet 

og danner en øvre gård omkring tårnet og en nedre gård omkring gavith. tre niveauer: plateauet og kanten 

nede fra kløften, fæstningsmuren på kreten i ankomsten og de to gårdniveauer omkring foldningen inden for 

murene 596. 


Haghpat skærer sig ind i foldningen. Omkring hovedkirken K (nordøst) forløber gangen A-A’, der forbinder 

det underjordiske matenadaran M og danner side i det delvis underjordiske Zhamatun Z. I forlængelse af 

kirken ligger det store gavith G, der på begge sider flankeres af mindre kirker K’-K’’. I den øvre gård, hvorfra 

der er fri udsigt over fæstningsmuren, ligger klokketårnet T sammen med refektoriet R, der i nord slutter sig 

sammen med fæstningsmuren. Adskilt fra muren ligger det meget vigtige præstekammer P med udsigt over 

hele klosteranlægget. 

G|Selvom oculus var højt og kuppelrummet rent på Sanahin, opdelte søjlerne gaviths rum og anslog en 

takt gennem søjlehallen. På Haghpat træder man i gavith ind i et overvældende rum, der svarer til størrelsen 

af søjlehallen. Det lille kvadrerede oculus sidder en anelse højere. Rummets størrelse og uafbrudte periferi 

er imponerende, alene afbrudt af de to vestlige søjler, der bærer ribberne, og regnbrønden under oculus. 

Størrelsen af rummet opleves stærkt oppe fra de udkragede trapper 606, som giver adgang til de dobbelte 

avandatun, der griber omkring kirken. Gulvet, der hæver sig op imod kirkens portal 604, er dækket af de 

mange khatchkar. I det store rum virker oculus’ størrelse beskeden. Man skal tænke sig, at der i begge de i 

dag tilmurede risalitter 603 har været en indgang med en søjle i midten som på Sanahin og Harutiun 568/793.

MAKARAVANK 

Մակարավանք 

Makaravank deler skæbne med naboklosteret Nor Varagavank, 

som ligger i den næste bjergkæde, 17 km længere imod øst 

på den modsatte side af Aghstev-floden. Begge er de indhyllet 

i tæt skov, som man tidligere også har fundet mange af 

de øvrige klostre. Mindre omtalte i deres samtids skrifter og foruden 

det mytiske skær, der oftest omgærder de enkelte klostre. 

Begge klostre er den dag i dag kun gæstet af et fåtal, hvilket 

kan skyldes den fraværende myte og den uvejsomme søgen 

efter dem i skovene, men afgjort også de spændinger, som 

Nagorno-Karabakh, konflikten påførte egnen omkring Aghstevreservoiret. 

Ikke desto mindre finder man i de to anlæg nogle af de smukkeste 

eksempler på stenarbejder i den kaukasiske kirke og to af 

de mest udsøgte valg af stentyper. Samtidig med at klostrene 

opleves, sådan som langt hovedparten af dem engang lå, fjernt 

fra byer og i ly af deres skovdække. 


Makaravank ligger højt hævet over Aghstev-floden. Klosteret er 

placeret på en vidtstrakt øst-vest-gående bjerghylde, der danner 

et plateau halvvejs inden, de første tinder (1.979 m) klumper 

sig sammen. tinderne, som fortættes ned imod Dilijan, hvor 

de hæver sig yderligere tusinde højdemeter til bjergmassivet 

i nordenden af Sevan, danner en skovklædt ryg for klosteret. 

Meget atypisk i den kaukasiske kirke afskærer bjergene her 

Makaravank fra en sydlig solorientering. 

714 Makaravank hæver sin elegante krop i den frodige 

oase, som på forhøjningen omslutter klosteret 

268 

s vii 

s v 

s v 

G 

K’ 

s iii 

s iii 

vest 

s vi 

s iv 

s iv 

K’ 

K’’ 

s i 

s ii

syd øst nord 

Men horisonten oppe fra bjerghylden har sikret et vidt udsyn ned over 

lavlandet langs med floden 19. Heroppe har Makaravank ligget på sin 

egen lille forhøjning (s. 99) inddækket af skovens træer med frodige 

agre omkring, i sikker og behørig afstand fra vejens færdsel. Dernede 

har karavanen måtte vælge sin vej på den lange rejse, hvor de internationale 

handelsruter delte sig. Placeringen er meget lig Akhtalas, 

med et bredt udsyn til begivenhederne, imens man selv har været uset. 


I disponering er Makaravank meget lig Sanahin med to korsformede 

kuppel-kirker, hvor det store gavith G ligger aksialt af den gamle kirke K’. 

Korenden af den nye hovedkirke (Katoghike) K flugter med centrum af 

den gamle kirkes kuppel. De to kirker er indbyrdes adskilt af et toetagers 

avandatun 717. Bag hovedkirken findes et lille kapel og en mindre ottekantet 

firkløverkirke K’’. Hele anlægget er placeret på en forhøjning, 

hvor klosterets forplads afskæres fra vejen af en mindre fæstningsmur 

med ryg i et par verdslige bygninger. 

G|Efter at have passeret porten i fæstningsmuren trænger størrelsen af 

gavith sig på i ankomsten 715. Oculus er i dag tildækket i gavith, men 

lyset fylder rummet fra de store vinduesåbninger i periferien. Der opstår 

et raffineret samspil mellem lysindfaldet fra sakristiet, den gamle kirke, 

hovedkirken og vinduesskårene i gaviths vestgavl 717. Det stærke sydlys 

gennem hovedkirken binder dens gulv sammen med gulvfladen i gavith. 

De store søjler, fronten imod den gamle kirke og afslutningen af quadrillen 

fører tankerne længere op ad floden til Goshavanks lysfyldte gavith 802. 

715 Makaravank, ankomsten til klosteret med gavith og St. Katoghike set fra porten i fæstningsmuren 

269

875 Noravank, gavith. Lyset vælder ned fra oculus og ind i rummet gennem kirken, 

mens de mange væger blafrer over vandets spejl 

g vest g snit ii 

876 Noravank, gavith. Når bordenes lys udslukkes, ændrer rummet karakter 

874 Noravank, gavith. Et muqarnaskvadrat omslutter oculus i midten af den hazarashen-lignende loftkonstruktion 

336 336

878 Noravank, gavith. Imellem loftet og væggen er indlagt et mellemniveau, hvor khatchkar er indmuret og danner åbne og lukkede nicher 

877 Noravank, gavith. Det direkte nærvær af oculus’ lys forstærkes af, 

at lyset fra de øvrige vindues-åbninger ledes uden om en khatchkar 

879 Noravank, gavith. Det søjleløse rum er med dets lysindfald et af de stærkeste i den kaukasiske kirke 

337 

Noravank, gavith. Lyset kastes fra oculus ned over 880 

gulvets mange khatchkar, imens messen fortsætter 

337

A|Arkaden med de fem svære søjler danner indgangen til hovedkirken 903. Den 

danner i længde og bredde et parallelløb til den gamle kirke og dens forhal, som 

har adgange gennem arkaden. Der opstår et interessant samspil med den lille 

kirke udenfor og horisontens beskæring af det nedre anlæg mellem arkadens søjler. 

Forholdet mellem kirke og arkade er meget lig rumforløbet på Vorotnavank. Der er 

stor kontrast mellem arkadens grove stenarbejde og proportion og hovedkirkens 

forfinede volumen. 

T|Arkaden orienteres sydligt, mens den fra ankomsten blokeres af klokketårnet. 

Dets volumen indskriver præcis størrelse af det tomrum, som etableres inden 

adgangen til den store kirke. En komposition, som minder om forholdet mellem 

gaviths resalit på Haghpat og hjørnet af zhamatun inden rundgangen. tårnet er 

simpelt med en asymmetrisk bueåbning. Over sadeltaget en simpel kvadratisk 

lanterne, opbygget som lanternen på Gandzasars gavith. Der er ikke avandatun 

som i de øvrige klokketårne, men mellem nicherne og de grove sten i østvæggen er 

indmuret to khatchkar 907, der i størrelse og ornamentering kan måle sig med de 

bedste i den kaukasiske kirke. 

K’’’| Den lille kirke, der ligger selvstændigt uden for de fire akser, stikker som alt andet 

på Dadivank af fra det øvrige anlægs bygninger. I sit indre en korsformet kuppel-kirke 

med åbne vestnicher. Den er grov i sin base af rå sten, som indvendigt bliver mere 

fint bearbejdet under pudslaget. tamburet er atypisk opført i teglsten, mens hvælvet 

er en kombination af stentyper, som den sydlige kirke på G’tichivank. tagvinklingen 

902 Dadivank, spalten mellem arkaden og den lille kirke 

346 

903 Dadivank, lyset strømmer ind mellem de svære søjler i arkaden, der fører frem til Katoghike 

904 Dadivank, St. Astvatzatzin. Korrundingen 

former det kileformede hvælv i avandatun

af gavlfelterne og det 

koniske tambur med 

sildebensbånd og teglbelagt 

kuppel trækker 

formmæssigt kirken 

i græsk eller senbyzantinsk 

retning, som 

tidsmæssigt svarer til 

perioden for dens opførelse. 

G’| I det nedre anlæg 

er det bedst bevarede 

rum den store sal, som 

minder om et regulært 

gavith i de øvrige klostre. 

Rummet, der er 

nedgravet i landskabets 

foldning, er halvt 

underjordisk. Eneste 

905 Dadivank, typologisk er afstanden mellem den lille kirke og den korsformede kuppel-kirke enorm 

lysindfald er fra det 

højtplacerede oculus 

920. De høje, spinkle søjler, der her er cirkulære, har rummet, sammen med den grove stenbearbejdning, tilfælles med det egentlige gavith. Soden 

har afsat sine mørke spor over stenen 918, ligesom i matenadaran på Goshavank. 

V|På vej op gennem lommen slår man i en bue ud langs med de vestlige bjergskråninger for at ankomme i niveau med den øvre gård og parallelt 

med klosterets akser. Drejningen af de øverste små bygninger af det nedre anlæg slører dets betydelige størrelse inden fæstningsmuren, som i dag 

er borte 899. Porten er trukket helt op til skråningen, hvor dens placering er indskrevet af anden og tredje akse. 

347 

347 

Den østlige port på 

Haghpat styrer beskuerens 

retning ind i den 

øvre gård, så klokketårnet 

skjuler klosteranlægget, 

og horisonten 

blottes. På Dadivank 

fokuserer porten i ankomsten 

den komplekse 

tilstand omkring 

klokketårnet 896, mens 

den i afskeden fæstner 

den lokale forhøjning 

897, der understreger 

aksialiteten. 

906 Dadivank, St. Astvatzatzin. På de spinkle vægge er det svært at forestille sig en egentlig stenoverdækning af kirkerummet 

Dadivank, de to khatchkar i klokketårnet 907

Talin 

Mastara 

Aruch 

Ejmiatsin 

Gayane 

Hripsime 

Shoghakat 

Marmashen 

Harichavank 

Karmravor 

Amberd 

Zvartnots 

Akhtala 

Khor virap 

Odzun 

Sanahin 

Tegher 

Saghmosavank 

Hovhannavank 

Karapet 

Haghpat 

Jukhtakvank 

Sevanavank 

Geghard 

Garni 

Areni 

Haghartsin 

Goshavank 

Hayravank 

Tsakhats Kar 

Gndevank 

Noravank 

Makaravank 

Tsrviz 

Nor Varagavank 

Kecharis 

366 

Sisian 

Vorotnavank 

Makravan 

Bjni Sarkis 

Dadivank 

Zorakarer 

Tatev 

Gandzasar 

Tsitsernavank 

San Pietro – Rom 

G’Tichivank 

Amaras 

Hagia Sofi a – Byzans

Ejmiatsin – Kaukasus 

Aghtamar 

Khdzkonk 

Tekor 

Ani 

Yereruyk 

TYRKIET 

GEORGIEN 

Van 

Marmashen 

Harichavank 

Odzun 

Horomayri 

Kobayr 

Haghartsin 

Jukhtakvank 

Mastara 

Bjni 

Talin Amberd 

Saghmosavank 

Tegher 

Hovhannavank 

Aruch Karmravor 

Mughni 

Sarkis 

Avan 

Ejmiatsin Zvartnots 

Shoghakat Hripsime 

Gayane 

Akhtala 

Kecharis 

Garni 

Haghpat 

Sanahin 

Khor virap 

Sevanavank 

Makravan 

Makaravank 

Hayravank 

Geghard 

Havuts Tar 

IRAN 

Karapet 

367 

Goshavank 

Tsrviz 

Areni 

Noravank 

Nor Varagavank 

Tsakhats Kar 

AZERBAIDJAN 

Gndevank 

Sisian 

Vorotnavank 

Zorakarer 

Aghudi 

Tatev 

Dadivank 

Gandzasar 

Tsitsernavank 

Amaras 

G’Tichivank 

k

ILLUSTRATIONER 

FOTOGRAFIER – CREDITS 

Smudsomslag ‘Vayots Dzor Marz. Kirkens plateau i Areni’ og ‘tavush Marz, Makaravank. Kuppelrummet i St. Astvatzatzin’ 

Forsats af Per Kirkeby ‘Fragments of light around the Black Garden’, 2011 

Titelblad ‘tordenskyer over toscana, San Gimignano’ s.1 

6 ‘Morgenrøde, Østersøen ved Falsters kyst’ s. 8 

7 ‘Hayravank, tidens spor omslutter kroppen i rummet’ s. 9 

8 ‘BAJ på Indian Institute of Management, Ahmedabad’. (Louis I. Kahn 1963) s. 10 

9 ‘Aragatsotn Marz, lofty tableland’ s. 14-15 

Tidens horisont ‘Lori Marz, Odzun. Aftenskumring over Debet-flodens kløft’ s. 16/17 

Satellitfoto ‘the Caucasus-Caspian region’│kilde: Aqua MODIS 2004/274 - 09/30 at 09:55 UtC, NASA © s. 18 

12 ‘mount_ararat.gif’│kilde: WWW/2009 s. 22 

16 ‘timber domed roof constructed by the ancient hazarashen’│Kilde: www.buildingconservationservices.com © s. 27 

17 Afganistan, Nuristan. ‘Reciprocal-roof’│kilde: Nuristani Buildings 1984, Lennart Edelberg © s. 27 

30 ‘Goshavank, St. Gregor. Stumper af lys i korrundingen med ganzatunnicher’ s. 40-41 

895 Dadivank, Areg Balayan 2009│kilde: Republic of Mountainous Karabakh government’s tourism department © s. 342 

948 ‘Aragatsotn Marz, den kaukasiske kirke (Harichavank) placeret i scenen af et lofty tableland’ s. 364-365 

Slutblad ‘Sevanavank, voksen er flydt ud og er som vulkanens lava stivnet i bordets sand’ s. 378-379 

KORT – CREDITS 

Ved gengivelse af kort © Bjørn A. Jørgensen 

Relief underlag fra Google maps (s. 12-13, 367, 372-373): 

© 2010 Google – Kortdata © 2010 Europa technologies 

Alle øvrige billeder af forfatteren © Bjørn A. Jørgensen. 

For yderligere brug se: www.bajarch.dk/caucasus 

TEGNINGER – CREDITS 

Genoptrykt fra ‘Documenti di architettura armena’: 

s. 48, 79, 82, 99, 131, 135, 137, 147, 154, 155, 157, 160, 161, 165, 

168, 169, 171, 174-178, 180, 181, 206, 208-210, 215, 219, 220, 224- 

226, 231, 234, 236, 238, 240, 250-253, 255, 257, 259, 260, 268-271, 

274, 275, 281-283, 286, 287, 290, 299, 301, 303-305, 307, 308, 310, 

312-315, 319, 331, 334, 336, 343, 353-355, 358 

Genoptrykt fra ‘Architectural ensembles of Armenia’: s. 99 

Genoptrykt fra ‘Die Baukunst der Armenier und Europa’: 

s. 47, 48, 144, 151, 163, 264 

377 

1010 Over bordets sand gentages øjeblikkets skrøbelighed i vandets spejl

STREJF AF LYS OVER DEN SORTE HAVE - IKAROSPress.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?