TREDJE DEL – VÆRKERNE 307 Odzun, natur og kultur flyder sammen i det sønderknuste galleri, der omslutter kirkens krop – for enden af galleriet ses det ydre avandatun, der adskilles fra kirken af lanternen 120
KIRKER OG KLOSTRE ARKITEKTONISK VÆRKANA<strong>LYS</strong>E De tre strømninger signalerer det opbrud, der var i udviklingen af den kaukasiske kirke gennem den tusindårige periode, hvori dens arkitektoniske kerne blev skabt. En udvikling, der geografisk er koncentreret til Det Kaukasiske Plateau. Når man sammen- holder de mange værker, er der fornuft i at argumentere for en fortsat udvikling, afbrudt af krige, der strækker sig fra det fjerde århundrede og kulminerer i slutningen af det trettende århundrede. De tre strømninger er sammenfaldende med den tidlige middelalderlige arkitektur i Europa, som spænder fra den ‘tidlige kristne æra’ omkring kejser Konstantin (note 17) og den ol<strong>dk</strong>ristne kirke, Romerrigets kollaps, op gennem den romanske periode og karolingiske renæssance og frem til gotikkens begyndelse. Ud over plateauet knyttes på kryds og tværs et fintmasket net af de mange kirker og klostre. Værkanalyserne er en collage over de mange arkitektoniske tråde, som binder de enkelte værker sammen. Collagen var forudsætningen for, at vi i det foregående kapitel kunne u<strong>dk</strong>rystallisere de enkelte arkitektoniske elementer. I analysen afsøges den arkitektoniske tilstand ud fra en fænomenologisk tilgang til ‘stedet og horisonten’ og ‘stenen og rummet’, specifikt for det enkelte værk. Ved at sammenholde trådene, som over store afstande linker de mange kirker og klostre sammen, opstår et klart arkitektonisk mønster i udviklingen. Værkanalyserne er grupperet omkring de enkelte skridt i den udvikling, der i hovedtræk følger værkernes kronologiske udvikling. Myten og historiens begivenheder har gjort, at nogle anlæg træder frem for andre. Men generelt kan spores en klar typologisk og geometrisk udvikling med stigende indbyrdes kompleksitet og større forståelse af landskabet. Hvor den samtidige udvikling 121 i Europa gennemløber flere stilperioder, ses i den kaukasiske kirke en fortsat insisteren på enkeltheden og lysets præcisering, forståelse af horisonten og en fortsat indskrivning af korsformen. Det er valgt alene at behandle eksisterende værker, som er beliggende i det nuværende Armenien og Nagorno-Karabakh. De internationale handelsveje over Det Kaukasiske Plateau, det tidligere armenske hovedland og udbredelsen af den kaukasiske kirke er gengivet på kortet s. 372. I de enkelte værkanalyser er planer gengivet (1:400) med øst opad for at understrege korsformen. Der er set bort fra lokale afvigelser i forhold til verdenshjørnerne. Det er tilstræbt at anvende en gennemgående nomenklatur, hvor G repræsenterer gavith, K hove<strong>dk</strong>irken (katoghike), K’ klosterets anden kirke/kapel og så fremdeles. De mange navne for de enkelte kirker er sammen med årstal og mæcener isoleret i den kronologiske værkliste (s. 368), og deres placering er gengivet på kortet s. 367. De geografiske koordinater (DD/DMS) er angivet i værklisten ud fra WGS84-datum. Stedet og horisonten er afgørende for forståelsen af de enkelte værkers placering, som hænger nøje sammen med de plantezoner, der lokalt underinddeler bjergene (se kort, note 28). Højdeplaceringer er afsat ud fra kortkoteringer med en mindre usikkerhed, mens bjerge er gengivet efter opgivne højder. Ararats højslette ligger 1000 meter over havet, imens lavlandet øst for Nagorno-Karabakhs højland ligger 500 meter over havet. De tidlige firkløverkirker kunne tidsmæssigt også placeres efter basilikatypen. Her er taget udgangspunkt i afsnittet ‘Rummet og Planen’ (s. 47) og den typologiske opstilling, som forsimpler Strzygowskis model. Amaras og Khor virap er medtaget for de historiske begivenheder, som er knyttet til dem, mere end for den rumlige kvalitet, der i dag er at aflæse på stedet.
Change language