STREJF AF LYS OVER DEN SORTE HAVE - IKAROSPress.dk

HORISONTEN
ET STED IMELLEM HIMLEN HAVET OG JORDEN
Stedet er begyndelsen. Før arkitekturens rum er horisonten;
den definerer den tilstand, som rummet etableres i. Det
fysiske i den arkitektoniske tilstand er i yderste konsekvens
sammenstillingen mellem stedet, dets horisont og rummet.
Stedet og det fysiske i rummet vil normalt være i stilstand,
imens horisonten fortsat indtager nye positioner, når kroppens
bevægelse tilføjes. Arkitektonisk er det ikke tilstrækkeligt
at forstå horisonten som en fjerntliggende linje; den
er derimod en flydende bevægelse, der i rummet bevæger
sig 360° omkring kroppen.
Vejens bevægelse gennem landskabet kan i sin rumlige
tilstand være langt mere kompleks end et afgrænset gadeforløb
i byen. Kompleksiteten tilføres af horisonten, der er i
fortsat ændring, som man bevæger sig frem langs vejens
forløb. Skridt for skridt etableres en kæderække af rumligheder,
en række vidt forskellige tilstande, der fortsat sætter
sig spor i erindringen og i øjeblikket.
Byen har sin karakter, sit eget særkende, der gennem
generationer er tildannet specifikt på dens sted. Den har
sine lag af fortsat stigende kompleksitet. Byen har som en
biotop sin egen identitet forskellig fra nabobyen og verdens
øvrige byer. Den har sin egen profil, stedligt indskrevet i
horisonten. Samlet i en betegnelse har den en iboende
ånd: genius loci.
Det enkelte rum, den enkelte arkitektoniske tilstand, om den
er isoleret eller i bymæssig sammenhæng, står i et direkte
forhold til genius loci. Derfor bliver forståelsen af stedet og
horisonten så afgørende i perceptionen.
For mig er horisont altid afsæt for arkitekturen. Den stærkeste
horisont, jeg kender, er imellem de tre elementer:
Himlen, Havet og Jorden. Vandet i sin flydende tilstandsform
(lq) er ikke blot placeret imellem de to yderpunkter,
landets faste masse (s) og skyernes flygtige damp (g), men
er reelt deres bindeled. Vi opfatter vandet som horisontalt,
8
men det er som det vertikale element, der gennem regnen
og afdampningen binder Himmel og Jord sammen.
Vandet er altid på vej, altid i bevægelse. Det former landskabet
fra isen, der smelter på bjergenes tinder og flyder
gennem flodens strøm, til stenen nedbrudt ender som
kystens sand. Vandets bevægelse er den store formgiver.
At forstå et sted er for mig at forstå vandets bevægelse,
forstå, hvordan den har formet horisonten.
At forstå en bygnings overflade er at forstå, hvordan regnen
i én bevægelse omslutter dens krop.
Everything we build must be adjusted in relation to the ground, thus the
horizon becomes an important aspect of architecture (...).
The simplest form of architecture is to cultivate the surface of the earth, to
make a platform. Then the horizon becomes the only direction one has, and
the moment a dialogue between the earth and the horizon is established,
one can start to consider it as a room.
Sverre Fehn