RUMMETS TILSTAND En bygning og dens rum må altid forstås sammen med landskabets horisont. Vi har, indtil nu, bevidst frataget den dimension i den kaukasiske kirke for at understrege, at det fysiske og især metafysiske rum i kirken er opstået og skal forstås som en søgen dybt inde fra bjerget imod himlens høje lys på plateauet. I de efterfølgende afsnit vil vi se, hvordan det indre rum finder sit udtryk i eksteriøret, og hvordan den store forståelse af rummets indre på ingen måde mister styrke i sit ydre eller ved dets indplacering i sit landskabs horisont. BEVÆGELSEN Med tilføjelsen af gavith er præciseringen af det lys, som hele den kaukasiske kirke er opbygget omkring, endnu tydeligere. tidligere trådte man direkte fra det klare dagslys ind i kirkerummet. Først efter, øjet havde tilpasset sig det store skift i lysmængden, trådte kirkerummet ud af sin skygge, og styrken i gembeth tonede langsomt frem. Nu mødes man derimod i gavith af et omkalfatrende mørke, alene brudt af den kraftige lysstråle fra oculus, der strejfer gravens sten. Langsomt viger mørket, og rummet træder frem sammen med de mange sjælelys’ flammer, og bag lysstrålen skimtes intensiteten i kirkens lysfyldte rum. Langsomt, som man skrider gennem gavith, fornemmer man dets dybde og sporene af den regn, der herinde falder dybt i rummet, imens øjet tilpasses mørket. Inden man går de få skridt op og gennem portalen til den korsformede kuppel-kirke, fornemmer man den store luftighed, som omspænder dens rum, der nærmest forsvinder ind i himlen. Stilheden mellem stenene fylder kirkerummet, og man har forladt mørket. Koret og korsarmene fornemmes egentlig ikke, men derimod trykket fra de fire hjørner, der fører én imod rummets midte. Med århundreders flygtighed løftes øjet sammen med tanken op imod den tømte himmel, imod gembeth og Astvatzatzin. tiden og stilheden forenes, og tilbage bliver kun lysets præcision over stenen i intetheden. 74 HORISONTEN Sammenstillingen af gaviths khatchkar-sten og gembeths kuppel i deres forhold mellem lys og mørke skaber en sublim arkitektonisk tilstand, der i sig selv rummer hele forholdet imellem livet og døden. De to rum kontraherer i hele deres bearbejdnings gestik hinanden og opnår i gensidighed én samlet styrke. Bevægelsen i gavith opfattes ‘horisontalt’, når man træder ind, fordi periferien ligger diffus i mørke, og rummet ikke finder en grænse. Kirkens korsform og det præcise scenografiske lysindfald accelererer bevægelsen og tanken ‘vertikalt’ imod himlen og gembeths kuppel, langt forbi alterbordet og koret. Det horisontale rum som døden og det vertikale som livet, i én evig forbindelse. INTETHE<strong>DEN</strong> Den eneste konstant rummene imellem bliver gulvets flade over plateauet. Kirkens rum er bevidst tømt for alt og kuplen løftet så højt så muligt, så den tilbedende i et vakuum af tomrum kan forestille sig sin guds storhed (Astvatzatzin). Hvis gaviths søjler, som tegnes af oculus’ lys, er ‘Jordens søjler’, må de toetagers avandatun i den korsformede kuppel-kirke være ‘Himlens søjler’ under Astvatzatzins lysfyldte kuppelrum, gembeth.
173 Makaravank, St. Astvatzatzin. Den sarte sten flyder sammen med lyset og opløser sfæren omkring kuppelrummet gembeth 75
Change language