Bjergby Friskole - Skolen i tiden

BJERGBY FRISKOLE
Skolen i tiden

Velkommen til Bjergby Friskole!
Først og fremmest vil vi byde rigtig hjertelig velkommen til dette jubilæumsskrift, der skal være
med til at markere vores 150 års jubilæum. Vi håber, at I vil nyde dette lille indblik i skolens
historie, udvikling, værdigrundlag og placering i vor tids samfund.
BJERGBY FRISKOLE
1869 - 2019
©Bjergby Friskole 2019
www.bjergby-friskole.dk
150 år er mange år. Rigtig mange
år. Tænk sig, at der er blevet
drevet friskole her i Bjergby i
150 år! Det er svært at forestille
sig, hvordan hverdagen på skolen
var hel tilbage i 1869. Hvad
var vigtig læring? Hvordan formidlede
lærerne? Hvordan var
forholdet mellem eleverne og
lærerne? Meget kan man læse
sig til, men sådan rigtig forstå
det, kan være svært. Meget har
ændret sig i takt med samfundets
udvikling, men de helt basale
værdier som fortælling og
morgensang har holdt ved og
er stadig en af de allervigtigste
værdier og traditioner, vi har på
skolen her i 2019.
En af de ting, som i hvert fald
ikke har forandret sig gennem
de 150 år som Bjergby Friskole
har eksisteret, er det grundtvig-koldske
skolesyn. Dette
skolesyn er nemlig stadig det
bærende grundlag for skolen.
Grundtvig brugte bl.a. begrebet
”det livsduelige menneske”,
som betyder, at man kan magte
og håndtere det liv, man har
fået.
I skolen giver man børn uddannelse,
både den uddannelse,
der giver konkret viden om
noget, men måske også den
vigtigste form for uddannelse,
den medmenneskelige dannelse.
Det, der gør, at man kan se
ud over sin egen næsetip og
acceptere, at andre kan have
en anden verdensopfattelse
end én selv. Den form for dannelse
er uhyre vigtig, for den
er fundamentet for et ordentligt
samfund. Dannelse er forudsætningen
for demokratiet i et
samfund.
Skolen er jo et af de bedste steder
for dannelse, for dannelse
er noget, der sker i fællesskabet
med andre.
En stor tak skal lyde til tekstforfatterne
for deres bidrag.
Rigtig god fornøjelse med læsningen.
Redaktionen
3

En skole gennem 150 år
Ved oprettelsen af Bjergby Friskole i 1869 var tiden præget af religiøse, åndelige og folkelige
vækkelser, hvor fællesnævneren var oplysning og kundskabstørst. Friskolebevægelsen blev
grundlagt af Christen Kold. Hans pædagogiske metode var fortælling, og i hans skole skulle
børnene både oplives og oplyses. Hans tanker og idéer var også inspiration for grundlæggerne
af Bjergby Friskole.
I begyndelsen var der børn fra
6-7 familier, og undervisningen
foregik i storstuen hos en tømrer,
som var med i forældrekredsen.
Samtidig med skolens start
gik man i gang med at bygge en
lille skole, som blev klar til brug
i løbet af efteråret.
I 1870 var der 28 børn i skolen,
men blot 10 år senere var
elevtalletvokset til 47, og det
blev nødvendigt med en større
skolebygning.
Læreren Kr. Pedersen forestod
alene undervisningen frem til
1891. Siden 1884 havde han
også drevet det lille landbrug,
som hørte til skoleejendommen,
ca. 8 td. land. Dette foregik ligesom
lærergerningen med stor
dygtighed, bl. a. fik han i 1891
Morsø Landboforenings præmie
for dyrkning af jord med spade,
og hans køer tog præmier på
dyrskuet.
Kr. Pedersen døde i 1912. Han
var som mange af den første
generation af friskolelærere
en foregangsmand inden for
folkeoplysningen. Friskolelærerne
fik meget stor betydning
for udviklingen af samfundet i
sidste halvdel af det 19. århundrede,
fordi de ikke blot nøjedes
med at undervise børnene, men
også som Kr. Pedersen bl.a. var
formidlere af nye produktionsmetoder
i landbruget og i det
hele taget var opmærksomme
på den voksne generations
kundskabsbehov.
Efter 1891 blev det meste af
undervisningen klaret af lærerinder,
ofte kun ansat i en
kort periode. Fra 1891 til 1902
var der således 11 forskellige
lærerinder på skolen. De fleste
havde problemer med at holde
styr på børnene, og i 1902
besluttede man at ansætte en
lærer. Han blev dog kun på
skolen i 3 år.
Men i 1905 ansatte man så Andreas
Sørensen, og med ham
kom der rolige og stabile forhold
på skolen. Han blev i 38 år!
Elevtallet lå omkring 50-60 børn
og undervisningen blev klaret
af Andreas Sørensen og hans
hustru Petrea.
Udviklingen i elevtallet nødvendiggjorde,
at skolens bygninger
løbende blev ændret og fornyet.
I 1897 var en ny skolebygning
taget i brug. Denne blev udvidet
med en ny skolestue i 1909 og
med yderligere en tilbygning i
1930.
Andreas Sørensens styrke
som underviser var evnen til at
fortælle historier og eventyr, så
børnene blev grebet og kunne
sidde stille og lytte. Der findes
ikke mange oplysninger om
undervisningens form og indhold.
Andreas Sørensen skal
dog have indledt hver dag med
20 minutters bibelhistorie efter
morgensangen, mens danmarkshistorie
som regel lå om
eftermiddagen.
Det er ikke registreret, hvordan
skolen var organiseret fra starten.
Der findes dog skrifter fra
slutningen af 1800-tallet, som
viser, at skolen på det tidspunkt
var et aktieselskab. Fra skolens
protokol i 1918 fremgår det, at
medlemsskab af skolen indebar,
at man måtte købe 1, 1½
eller 2 aktier à 10 kr., alt efter
økonomisk formåen. Aktieselskabsformen
fortsatte indtil
1960.
Fra skolens protokol fremgår
det, at forældrebetaling i
1920’erne og 1930’erne blev
fastsat både efter forældrenes
økonomiske formåen og deres
interesse for friskolen. Var der
stor interesse i hjemmet, var
betalingen lidt højere.
Andreas Sørensen stoppede
som skoleleder i 1943 og blev
efterfulgt af en ung og dynamisk
lærer, Anker Spangsege. Han
sørgede for indkøb af nye læseog
regnebøger og indførte nyt
skrivesystem. Han var også
ophavsmand til et egentligt
sognebibliotek i Bjergby som
afløser for det lille skolebibliotek.
Spangsege blev dog kun i 2
KRISTEN PEDERSEN
Skolens første lærer, Kr.
Pedersen var en lokal ung
mand, og i hans forberedelse
til lærergerningen indgik
bl.a. et ophold på Chr. Kold’s
højskole i Dalum. Undervisningen
var i stor udstrækning
baseret på fortælling - bibelshistorie,
danmarkshistorie og
eventyr.
år og efterfulgtes af Margrethe
og Jens Dahl Jørgensen. De
var kun på skolen i 3 år men
også med stor aktivitet både i
og uden for selve skolen.
Med det næste lærerpar, Inger
og Hjarne Petersen, kom der
dog ro over skolen igen. Hjarne
Petersen var skolens leder i 30
år indtil 1978. Hjarne Petersen
skulle egentlig selv klare undervisningen
af de 44 børn, der
var ved ansættelsen, men Inger
Petersen blev næsten fra starten
involveret i undervisningen.
I 1961 blev lærerstaben udvidet
med endnu en lærerinde.
I 1950 blev der bygget en næsten
helt ny skole, kun skolestuen
fra 1909 blev tilbage. Der
blev bygget klasseværelser,
sløjdsal og lederbolig. Dissse
bygninger bruges fortsat til
4 5

undervisning af de yngste klasser.
Lederbygningen blev i 1999
ombygget til klasseværelser og
huser i dag også Børnehuset
Troldehøj.
I 1965 kunne skolen for første
gang tilbyde undervisning i 8.
klasse. I 1970 blev Gullerup Friskole
lagt sammen med Bjergby
Friskole, da elevtallet i Gullerup
efterhånden var blevet for lavt.
To år senere blev kommuneskolen
i Alsted lukket, og en del
forældre foretrak at sende børnene
til Bjergby Friskole frem
for kommuneskolen i Flade.
Den nye skole
Elevtallet voksede til 80-90
børn. Pladsen var meget trang,
selvom der var opført en bjælkehytte
med 2 små klasse-værelser.
Op gennem 1970’erne
blev der diskuteret byggeplaner,
skulle man bygge til eller bygge
nyt. Det endte med nybygning i
1979/80. Den nye skole indvies
i 1980.
I 1987 blev lederparret Dorte og
Jørgen Dahlgren ansat.
Elevtallet voksede løbende til
110-120 børn, bl.a. ved en stor
tilgang fra Flade i forbindelse
med lukning af kommuneskolen.
Der er børnehaveklasse og
skolefritidsordning, og i 2005
oprettedes desuden en 9. klasse,
så skolen nu dækker hele
grundskoleforløbet.
Samfundet ændrer sig løbende
og skolen kan ikke blot leve
sit eget isolerede liv. Skolens
motto: ”... rodfæstet i fortiden
- bevidst om nutiden - opmærksom
på fremtiden...” fortæller, at
skolen på en og samme gang
værner om sine værdier, til alle
tider lever i nuet og med rettidig
omhu netop er i stand til at
udvikle sig i takt med tiden.
I 2007 ændredes lovgivningen,
så kun 9. klasses afgangsprøve
giver direkte adgang til de gymnasiale
uddannelser. I efteråret
2007 besluttede skolen efter debat
i forældrekredsen at bryde
med en 138 år gammel tradition
som prøvefri skole.
Der var stor opbakning i forældrekredsen
til at kunne tilbyde
eleverne i 9. klasse muligheden
for at gå direkte fra grundskoleforløbet
i Bjergby Friskole til de
gymnasiale uddannelser uden
supplerede prøver. Skolen tilbyder
således 9. klasses afgangsprøve.
Skolens grundholdning
er dog fortsat, at den prøve- og
eksamensfrie skoleform er det
rigtige valg for Bjergby Friskole.
Dette princip vil således stadigvæk
gælde for undervisningen
fra børnehaveklassen og til og
med 8. klasse.
LIgesom andre skoler på Mors,
har vi siden 2011 haft førskolestart
på Bjergby Friskole. Vores
hedder ”Regnbueklassen”, og
den giver nu en tryg og glidende
overgang fra børnehaven til
skolen.
I 2014 flyttede puljepasningen
”Troldehøj” ind i en del af den
gamle skolebygning på Friskolevej
3, og skolen blev derved
samlingspunkt for børn fra 0 år
og op til 9. klasse. Synergien
mellem børnehave og skolen er
stor og 1. april 2018 blev Bjergby
Friskole til
SKOLENS
LOGO
I forbindelse med indvielsen af
den nye skolebygning i 1980 fik
skolen sit bomærke, der forestiller
Heimdal, en af guderne
i nordisk mytologi. Heimdal er
asernes vogter og indgangens
og begyndelsens gud. Han kan
høre græsset gro og blæser i sin
lur Gjallarhorn for at advare mod
fjender og Ragnaroks komme.
Vi ved ikke om skolen er gammel, for vi ved ikke,
hvor gammel en friskole kan blive.
Måske kan den blive 1000 år.
Tidligere Skoleleder Anker Spangsege (1969)
Den nye skole i 1980
Bjergby Friskole
og Børnehuset Troldehøj
6 7

Hjertelig tillykke, du gamle
af Frimeninghedspræst Ole Kobbelgaard
”14 år… og 4 dage”, lød det så,
gnækkende fra dybet.
”Det bliver så lige 8 kroner, men
så må du heller ikke have den
der grønne sodavand med ind i
salen”.
OLE KOBBELGAARD
Alder er da noget mærkeligt noget.
I dag kan jeg - hvis ikke lige
der er nogen i nærheden - snildt
dalre rundt til et godt stykke op
ad formiddagen, før jeg kommer
i tanke om, at jamen hovsa, det
da vist er i dag, jeg fylder år.
Underligt nok, for da jeg var
dreng, elskede jeg at have
fødselsdag. Jeg kunne næsten
ikke vente med at få grønt lys
fra min mor til at puste lysene
på kagen ud. Og jeg elskede,
at der kom ét lys mere i den for
hvert år.
Ja, faktisk kunne det kun gå
for langsomt, det med at få
nogle flere lys proppet ned i
flødeskummet, ned til de parfumerede
cocktailbær, der var så
kvalmende søde, at de kunne
få tæerne til at krumme sig helt
ind under fodsålerne i de lidt for
store, brune og arvede lædersko,
som jeg nu bar med fryd,
men som også min storebror
havde danset wienervals i på
Skjern Danseskole hver onsdag
eftermiddag.
Før vi går videre, kommer der
så lige en tilståelse: Jeg løj mig
som barn nogle gange ældre,
end jeg strengt taget havde
belæg for - altså ud fra dåbsattesten.
Faktisk gjorde jeg det
ved flere lejligheder. På trods af
mine forældres ihærdige indsats
for at opdrage lidt på mig. (I dag
har deres sunde opdragelse af
mig nu nok alligevel ædt sig ind
i sindet på mig, for nu nøjes jeg
med ikke altid at fortælle den
fulde sandhed om, præcis hvor
gammel jeg er.)
Karen Blixen skriver i ”Den afrikanske
farm”, at hun fandt frem
til de ord, der skulle blive hendes
livs motto netop i de år, da
hun boede for foden af bjerget
Ngong i Kenya: ”At ride, skyde
med bue og tale sandhed”.
Ifølge sin broder, der i øvrigt
hed Bror, kunne hun ingen af
delene, men hendes fantastiske,
frisættende fantasi gør
hendes jo bare så meget desto
skønnere at læse!
Jeg kunne bestemt heller ikke
nogen af delene som barn - og
ikke mindst forfaldt jeg, som
sagt, til løgnen. Det gjorde jeg
blandt andet, fordi man tilbage
i den sene stenalder - året hed
1972 - skulle være 14 år for at
få adgang til Skjern Jazzklubs
koncerter lørdag eftermiddag i
den lokale biograf. De gæstende
jazzbands spillede nemlig
først i biffen om eftermiddagen
- sådan typisk fra kl. 14.00 til
16.30 - og så igen om aftenen
fra kl. 21.00 på Nørgaards
Hotel, der ved disse særlige lejligheder
undtagelsesvist havde
fået bevilling til at sælge øl og
spiritus. Normalt kunne man i
Skjern kun købe alkoholiske
drikke i DSB-restauranten på
togstationen - og kun mod forevisning
af gyldig rejsehjemmel.
Vi skjernfolk ville simpelthen
være sikre på at komme af med
dem igen - disse tørstige mænd
og kvinder.
Jeg er fra 1960, så aftenarrangementet
på Grønlunds
var naturligvis fuldstændig
uden for rækkevidde med en
aldersgrænse på 21 år, men
med lidt held kunne man få sig
sneget ind om eftermiddagen
ved at gøre sin usikre stemme,
der hele tiden truede med at
knække over og forråde én, lidt
dybere.
”Hvor gammel er du, knægt?”
lød det brysk.
To lidt for store slurke nedsvælget
i en rasende fart, tre
kæmpestore host, fire dunk i
ryggen og en hel del grønne,
våde støvskyer af sodavand ud
af næsen… og så var man klar
til at gå ind i det forjættede land,
ind i biografsalen, hvor man
kunne slænge sig i de røde
plyssæder, der normalt ydede
vi jublende unger sporadisk
rygstøtte til søndag eftermiddags
biografforestilling, hvor
tidens superhelte som fx John
Wayne uge efter uge nedlagde
blodtørstige rødhuder med op til
19 skud i hver af sine to seksløbere,
og hvor verdens bedste
Tarzan, Johnny Weissmuller,
sprang ud fra klipper og ned i
en flod i junglen, hvor han slogedes
indædt med de krokodiller,
han af en eller anden grund
ikke lige gad svømme fra.
Men på dén dag, jeg her fortæller
om, så vi ikke film. I stedet
kom den amerikanske klarinettist
Alton Purnell fra selveste
New Orleans ind på scenen
sammen med de danske dixielandkoryfæer
”Ricardos Jazzmen”
fra København. Nogen
sagde et par bevingede ord til
Er tidligere journalist ved Jyllandsposten, og højskoleforstander
på Vestbirk, Ryslinge og Askov højskole.
I dag frimenighedspræst ved Ansgarkirken i Øster Jølby.
velkomst, en anden trampede
for, og så spillede de alle
sammen ”Muscat Ramble”, som
gjaldt det livet.
Tak spids for et brag af vellyd!
Musikken bølgede gennem
lokalet. Ensemblespil afløstes
af vidunderlige soloer, hvor hver
enkelt musiker på sit instrument
fortalte en hjertegribende
historie om at komme hjem…
en dag for en sent, med tomme
lommer, til et gabende tomt
køleskab… og kun for at se sin
elskede kysse naboen og ride
bort med ham i solnedgangen.
Med andre ord: Bluesmusik, når
den er allerbedst.
Og resultatet udeblev da heller
ikke. Lige dér i Skjern biograf
skete underet. Musikken - og
alle de blå historier i den - gik
lige til hjertet på tilhørerne. Og
vi taler vel at mærke vestjyder,
der i al overvejende grad var
aldeles appelsinfri, men der
blev altså klappet, sunget med
og hujet og trampet til musikken
ned på biografens musegrå
linoleumsgulv - naturligvis på
andet og fjerde taktslag, som
det sig hør og bør i jazzmusik.
Og i halvmørket sad en 12-årig
dreng fra Skjern og mærkede,
hvordan det føles, når himlen
rører jorden. Dét møde forandrede
alt.
Ganske som Christen Kolds
møde med vandreprædikanten
Peder Larsen Skræppenborg
dengang i 1837 ovre i Solbjerg
præstegård for altid ændrede
hans syn på verden. Og på kristendommen,
der ikke længere
tog sig så truende ud, hvis det
var sandt, hvad han fik at vide:
at Gud elsker mennesker!
Men det var sandt. Det kunne
han mærke. I hjertet. Og hjertet
lyver ikke. Små drenge (og
piger) kan finde på at lyve for at
opnå noget, de meget gerne vil
opleve. Men hjertet lyver ikke.
8 9

Kolds ret korte tid på Mors såede
nogle vigtige frø i vi morsingboer.
Han satte sig varige spor,
denne gudfrygtige seminarist
fra Snedsted. Ikke bare var
han med til at sætte skub i den
grundtvigske vækkelse her på
øen, så vi - en meget lang historie
fortalt urimeligt kort - begyndte
at tænke selv. Begyndte
at gøre os forestillinger om, at
det kunne gå anderledes for
sig end alle dekreterne, forordningerne
og lovene fra København
og nærmeste omegn bød
os. Hvorfor skulle kongen fx
Vi spørger eleverne
0./1. klasse får vist et billede af Christen Kold
”Kunne han ikke være lærer?”
Nea 1. kl.
bestemme, hvad vores præst
skulle hedde. Vi kunne da vælge
vores egen præst, hvis ham
vi havde, ikke var værd at høre
på - eller simpelthen bare var
en selvgod klaphat.
Vi kunne deltage i samfundslivet.
Med demokratiets indførelse
blev der jo åbnet for, at vi
helt almindelige danskere lidt
efter lidt kunne få medbestemmelse
over vores eget liv. Det
kunne vi ved at sidde i sogneråd,
i bestyrelser, i lokalforeninger,
ved at blive gymnastikledere,
delingsførere osv.
”Ham har jeg set et sted”.
Helene 0. kl.
”Jeg synes, han ligner sømand, som mangler sin pibe.”
Laura 1. kl.
MEN, for der var jo et men:
Det krævede noget af os. Det
krævede, at vi tilegnede os
basale kundskaber. Det krævede,
at vi kunne læse, skrive og
regne… så vi kunne være med
til at regne den ud og ikke bare
blev taget fusen på af folk, der
kunne bilde os hvad som helst
ind, bare fordi de kunne læse
bøger næsten uden billeder.
Ikke mindst på landet var analfabetismen
dengang ganske
udbredt, og skal man sidde med
ved bordet, hvor beslutningerne
bliver truffet, skal man kunne
udforme en dagsorden. Og man
skal kunne læse den, ligesom
man skal kunne orientere sig i
de nødvendige papirer, når man
skal være med til at tage kvalificeret
stilling til en given sag,
stor eller lille.
Kort sagt: Man skulle i skole.
Men ikke en hvilken som helst
skole, tak! Både Grundtvig og
Kold (herefter G & K) havde
været så privilegerede at få lov
til at gå i skole. Men det blev
deres taknemmelighed nu ikke
mærkbart større af. Snarere
tværtimod, for det, de havde
oplevet, kaldte Grundtvig meget
malende for Den sorte Skole.
Det lyder jo ikke rart, og det var
det vist heller ikke!
Det var dér, hvor den eneherskende,
almægtige lærer kunne
tvinge børn til at stå på hovedet
og lire salmevers af med en
tung salmebog i hver hånd - så
de blev helt tummelumske og
fuldkommen mistede sansen for
og forståelsen af den poetiske
kraft, der også kunne ligge i
nogle kraftfulde linjer i et digt,
en sang eller en salme.
Så meget havde de begge oplevet
at blive ydmyget i deres respektive
skoletid, at én ting stod
G & K lysende klart: Skolen
måtte handle om, at børn lærte
at elske livet, at elske deres
land, og sangene, og salmerne,
at elske deres historie - både
den nære, men også verdenshistorien,
der omfatter os alle.
Alle menneskene.
”Børn skal undervises på en måde,
så de kan vokse af deres sejre,
frem for gå rundt og frygte nederlag”
Christen Kold
Børn skulle lære historien
at kende, for den, der ingen
rødder har, vælter alt for let ved
selv det mindste blæsevejr. På
samme måde gælder det, at
vil man ud og møde den store
verden ad søvejen, er det en
god ide, hvis man sætter et stort
sejl på sit skib, så det rigtig kan
fange vinden og tage fart. Ellers
kommer man jo ligesom ikke
rigtig nogen steder. Men så skal
dens køl altså også rage godt
ned i vandet, for at ikke den første,
den bedste bølge, får skibet
til at kuldsejle.
Og helt overordnet gjaldt det,
som Kold så fornemt formulerede
det, at børn ved deres skolegang
skal undervises på en
måde, så de kan vokse af deres
sejre, frem for gå rundt og frygte
de nederlag, der uundgåeligt vil
komme i enhver skoletid.
De skal minimeres, nederlagene,
og det er lærerens opgave
at bringe barnet på fode igen så
hurtigt som muligt.
Midlet til at sikre denne glæde
ved liv og læring handlede for
G & K først og fremmest om,
at læreren og eleven så at sige
fandt hinanden. Eller rettere:
at læreren gjorde sig anstrengelser
for at finde børnene,
billedligt talt. Undervisningen i
skolen, på alle klassetrin, skulle
tage sit afsæt i børnenes behov.
Vi kender det alle sammen.
De ting, vi er motiverede for
at lære, dem lærer vi ganske
hurtigt - og så hænger det, vi
har lært, i øvrigt langt bedre
ved. Hvorimod det, vi har fået
besked om, at det har vi bare
at lære, om det så piver eller
synger..,. ja, det kan være temmelig
meget sværere at få ind i
knolden.
Eller sagt på en anden måde:
Skolens undervisning skulle
10 11

tage sit afsæt i børnenes erfaringsverden
- for så at udvide
den, ja få den til at eksplodere!
Børnene skulle - med lærerens
venlige, men også bestemte
hjælp - bringes derhen, hvor de
fik lov at opleve glæden ved at
lære - og forstå - den sammenhæng,
hvori lærdommen indgik:
Nemlig deres egen kulturelle,
historiske, religiøse og geografiske
virkelighed. Alt det, som så
at sige i forvejen ligger indlejret
i vore hjerter, simpelthen fordi vi
er født på et helt bestemt sted,
på et helt bestemt tidspunkt,
blandt nogle helt bestemte
mennesker, med hvem vi har
et særligt fællesskab, som er
med til at rodfæste os. Det gør,
at vi kan få den oplevelse af
sammenhæng i vore tilværelser,
som er afgørende for, om livet
skal lykkes for os, og som er
en kæmpeballast at have med
sig ud i livet, når skolen på et
tidspunkt er slut.
Det fællesskab kan vi ikke undvære.
Men samtidig gælder det,
at fællesskabet aldrig må lukke
sig om sig selv, så vi stiller os
udenfor det STORE fællesskab.
Så visner vore hjerter, og vi bliver
selvtilstrækkelige, hvilket er
en af de helt store dødssynder i
G & K’s forståelse af fællesskaber
- og livets mening.
Hjertet er i det hele taget omdrejningspunktet
for den læring,
“Og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær”
(Grundtvig, 1834)
vi mennesker skal tage til os
- hele livet igennem. Grundtvig
skelner skarpt mellem viden
og visdom. Det første kan vi
slet ikke undvære, men om det
bliver til lykke eller ulykke for vi
mennesker, ja det afgøres af,
om den tilegnede viden billedligt
talt kommer ned og runder
den bankende muskel, vi alle
bærer i venstre side af brystet,
og som vi kalder hjertet. Uden
dens taktfaste slag som akkompagnement
i vores liv, er vi slet
ikke til. Bogstaveligt talt, for så
er døden indtrådt, men også
billedligt talt, for så kan vi udrette
umådelig megen skade med
vores viden.
Grundtvig siger det så uendelig
smukt i sangen ”Nu skal det
åbenbares”, hvor det i femte
vers hedder:
”Og han har aldrig levet, /
som klog på det er blevet, /
han først ej havde kær.”
Nøglerordet her er ”klog”. Man
kan være klog på mange måder.
Man kan gavne sit land,
sine omgivelser, sine medmennesker
med sin viden. Man kan
bruge sin viden til at lette livet
for andre, glæde andre og evt.
forkæle andre. Men man kan
også med sin viden såre andre,
gøre livet surt for dem, måske
endda forråde dem.
Man kan sagtens være umådeligt
begavet - og samtidig
være et usædvanligt dumt svin.
Det har historien også mange
forfærdende eksempler på.
Med til at holde os på plads,
så vi ikke fortaber os i indbyrdes
stridigheder, der næsten
altid handler om at hævde sig
og sætte sig egen, private vilje
igennem - og gerne på andres
bekostning - er jo netop vores
fælles viden om alt det, som de,
der var her før os, byggede op -
og som vi nu skal bygge videre
på, værne om og holde i live,
lige så længe det giver mening.
Med de borgerlige frihedsrettigheder,
som vi fik med Grundloven
i 1849, fulgte også pligten
til at tage ansvar for samfundet
- i de nære sammenhænge,
på nationalt plan og i det store
perspektiv. På denne dobbelthed
grundlagde man i årtierne
efter demokratiets indførelse en
lang række friskoler - og alle de
andre skoler på den grundtvigske
stamme inden for kirke og
skoleliv.
Man havde en sag. Man skulle
have bygget et samfund op
omkring den grundlov, der gav
os de fundamentale frihedsrettigheder.
Et samfund, hvor
alle kunne have indflydelse og
kunne yde efter evne og nyde
efter behov, eller som Grundtvig
skrev det: ”Når få har for meget
og færre for lidt, da har vi i
rigdom drevet det vidt!”
Og det forholder sig i dag som
for 150 år siden. Vi har en sag.
Vi skal bygge et samfund op,
hvor pligter og rettigheder går
hånd i hånd. Vi skal undervise
vores unger, så vi - så ofte det
overhovedet lader sig gøre, og
med Halfdan Rasmussens livgivende
ord - viser dem underet:
at i et forpligtende fællesskab
kan vi bære hinanden - livet
igennem.
Halfdan skriver:
”At lære er at ville /
befri sin ensomhed, /
at stå ved åndens kilde /
og ydmygt knæle ned, /
at spejle sig i tider, /
der sov på kildens bund, /
mens nye bølger glider /
som tegn mod hånd og mund.
At lære er at bøje /
sig over livet selv /
og fylde sind og øje /
med tankens himmelhvælv, /
at undres og betages, /
når livet kommer nær, /
at møde, når det dages, /
en større sandhed dér.
At lære er at famle /
i mørket, blind og stum, /
at sprænge eller samle /
sit eget verdensrum, /
at vække det, der sover, /
og gøre tanken fri, /
at se en himmel over /
hver drøm, man lever i.
Lad aldrig dine drømme /
slå bro til vold og drab. /
Lad åndens kilde strømme /
mod fredens fællesskab. /
At værge er at bære /
sin brynje uden sværd, /
først da vil drømmen /
være den største tanke nær.”
LAV SKOLE! - FRI SKOLE!
Og med disse ord vil jeg takke
for jeres opmærksomhed og
ønske Bjergby Friskole tillykke
med de første 150 år. Bliv ved
med at vise ungerne lærdommens
under. Lær dem at tænke
selv. Fortæl dem historier, gerne
røverhistorier af værste slags,
så de små hår under fødderne
rejser sig. Lær dem om poesiens
kraft. Tag dem med ud i
verden. Aflys undervisningen og
byg en snemand med en næse
så stor, at vi kan se den i Øster
Jølby. Giv dem al den kærlighed
og alle de kærlige skideballer,
som hvert eneste barn har brug
for. Lær dem at satse, at begejstres,
og at fejle, så det gungrer
i fællesrummet. Og lær dem så
at rejse sig igen.
Lav skole! Fri skole!
Hjertelig tillykke, du gamle!
12 13

Vi spørger eleverne
Om Bjergby Friskole
Om venner og sammenhold
”I timerne kan man have det sjovt samtidigt
med, at man lærer noget”.
Signe 7. kl.
”Man er aldrig ensom”
Nanna 3. kl
”I frikvarteret får man ladet batterierne
op”.
Magnus 7. kl.
”Hvis man er ked af det, er der altid en
ven, der trøster én”.
Magnus 3. kl.
”Man kan have det sjovt med sine venner”.
Christian 7. kl.
”Der er ikke så meget mobning”.
Kristian 3. kl.
”Bjergby Friskole er den bedste i hele
verden”
Kristoffer 6. kl.
”På denne skole er det nemt at få venner”
Malou 2. kl.
”På Bjergby Friskole kan alle være på
hoppepuden på samme tid – prøv at
forestille dig, hvor stor hoppepuden skulle
være på Dueholm Skolen”.
Rasmus 6. kl
”Det er fedt, når alle må være med”.
Louise 3. kl.
”Dejligt, når Troldehøj er ude, for så er der
endnu flere at lege med”.
Malou 2. kl.
14 15

Fællesskab - tryghed - tillid
- det er skolens tre vigtigste grundpiller. Når fællesskabet trives, og jeg bliver til vi, kommer trygheden
og tilliden helt automatisk.
Fællesskabet er, når vi hver
morgen alle er samlet til morgensang
og fortælling, når alle
er på gulvet i samme serie til
gymnastikopvisningen, eller når
vi samlet går fastelavnsoptog
gennem Bjergby.
Det mindre fællesskab i klassen,
hvor alles meninger er
vigtige, i gymnastiksalen hvor
en flok på tværs af alder spiller
dødbold før morgensang eller
på scenen til årets teaterstykke.
Fællesskabet på tværs af alder,
hvor der leges sammen på
hoppepuden, en stor trøster en
mindre eller en mindre ved sin
umiddelbarhed løsner en ældre
op, så der grines og pjattes
sammen.
Det helt store fællesskab, når
forældre og børn samles til
arbejdsdage og giver den skalle
sammen, eller når forældrene
på forældredage er med i skole
og deltager i undervisningen
sammen med deres børn. Når
vi alle sammen går rundt om det
store juletræ i forsamlingshuset,
eller når vi samles til forårsfesten.
Fællesskabet har mange elementer,
og det at opleve sig
selv som en del af en større
helhed og kunne agere i dette,
tage hensyn til andre, rumme
forskellighed og tage ansvar for
sin egen del af fællesskabet er
stadig de væsentligste værdier
i Bjergby Friskole 150 år efter,
skolen startede.
Samfundet har ændret sig
meget gennem tiden, og i vores
meget individualiserede samfund
i dag bliver netop disse
værdier om muligt af endnu
større betydning for os. Det er
så vigtigt, at vores børn og unge
både oplever suset af at være
en del af et forpligtende fællesskab
og også lærer at kunne
give slip på sig selv og sine
egne behov for at være en del
af noget større end en selv.
Når fællesskabet trives, og jeg
bliver til vi, kommer trygheden
og tilliden hel automatisk. Vores
yngre elever føler sig trygge ved
de ældre, da det er naturligt for
dem at omgås dem, og alle har
en skoleven. Det er naturligt, at
16

de voksne er omkring børnene
og døren til lærerværelset står
altid åbent.
Den levende vekselvirkning
mellem børn og voksne giver
grundlag for et ligeværdigt forhold,
hvor vi alle lærer af hinanden.
Autentiske voksne, der er
nærværende og giver noget af
sig selv i relationen til barnet og
den unge, danner grobund for
et personligt forhold, hvor gensidig
tillid, åbenhed og ærlighed
er nøgleord, og hvor børnene
altid har en tryg base at komme
til.
Sådan gør vi på Bjergby Friskole
• Alle har en skoleven, som de sidder med hver morgen til
morgensang og laver andre aktiviteter sammen med.
• I fortællingerne til morgensang får vi fælles oplevelser,
som er med til at give os et fælles grundlag.
• Vi har de store fællesskabsoplevelser som gymnastikopvisning
og teater, hvor alle er en vigtig del af en større
helhed for, at det kan lykkes.
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre,
uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd”
”Fællesskab fødes, når jeg bliver til os, og vi vandrer mod Helios”
”Vi vil ha´ voksne der griner, som græskar, der flækker på tværs”
”Vi vil ha´ voksne med ører, så store som en elefant.
Alt hvad vi si´r, vil de høre, ja både på alvor og fjant”
Liv - glæde - læring
Der skal være liv og glæde for, at der kan skabes læring.
Det skal først og fremmest være
rart at gå i skole for både børn
og voksne. Der skal være liv og
glæde for, at der kan skabes
læring. Kun når vi trives og har
den gode relation, kan læringen
og den faglige fordybelse finde
sted.
”Først oplive – så oplyse” som
Christen Kold sagde, og som
stadig er meget aktuelt i vores
samfund i dag, hvor der er et
meget stort fokus på karakterer
og uddannelse og en tendens til
at lære for testens skyld. Mange
børn får i dag stress, i folkeskolen
testes børn fra anden klasse,
og i sjette skal de forholde
sig til deres videre uddannelses-
og jobmuligheder. Der er
et væld af muligheder, og der
kan komme for meget fokus på
fremtiden i stedet for nutiden.
Der stræbes ofte efter at finde
en ny vej fremfor at nyde vejen,
man er på lige nu, udforske den
og bare være der. Vi mener, at
børnene først og fremmest skal
gøres glade for livet her og nu,
fanges og glædes for dermed at
”Først oplive - så oplyse”
få lyst til at udforske livet foran
og omkring dem. De skal nemlig
ikke ensrettes til at kunne
opnå en bestemt karakter i en
afgrænset prøve, som blot fører
dem videre af en ny vej. Nej, de
skal mangfoldiggøres. De skal
lære at tage ansvaret for deres
egen læring ved selv at være
aktiv i processen, hvilket bliver
naturligt, hvis de føler det er
vedkommende for dem. Først
da bliver læringen ægte og
sætter spor.
Præsten og digteren N.F.S. Grundtvig og skolemanden Christen Kold var optaget af tanker om
oplysning og lærdom. Deres holdning var, at vejen til lærdom går gennem et åbent og modtageligt
sind. Fortælling og samtale - det levende ord - var det, der kunne åbne sindet, fremme livsmodet,
give lydhørhed og lyst til at lære. Når disse ting er til stede, behøves ingen terpen og uforståelig
udenadslære. Sagt med andre ord: først oplive - så oplyse.
18 19

Sådan gør vi på Bjergby Friskole
• Vores elever oplever altid at blive hørt – om det er i det store fællesskab til morgensang,
hvor de har en besked eller noget andet at sige, eller det er i klassen i det mindre
fællesskab, er der altid plads og tid til at høre deres mening.
Dannelse
I dag er den almene dannelse af det hele menneske om muligt endnu vigtigere end tidligere. At kunne
hvile i sig selv, tro på sig selv, vide man er god nok, som man er.
Hvad er en skoles væsentligste
opgave i 2019? I et samfund
fyldt med krav til de unge
mennesker om omstillingsparathed,
høje karakterer, utallige
valgmuligheder, og hvor man
allerede meget tidligt skal tage
beslutning om sit videre uddannelsesforløb
og arbejdsliv,
bliver den almene dannelse af
det hele menneske om muligt
endnu vigtigere end tidligere.
At kunne hvile i sig selv, tro på
sig selv, vide man er god nok,
Det er meget vigtigt for os
at hjælpe vores elever med
at være bedre til at være
nærværende og være
til stede i nuet uden at
skulle forholde sig til andre
på andre steder.
som man er. Bevidstheden om
at vi alle er forskellige, og hver
især alle har vigtige ressourcer
og styrker, så ingen føler sig
mindreværdige eller underlegne
over for andre. Derfor ser vi den
almene dannelse af det hele
menneske som den allervigtigste
og fornemmeste opgave for
vores skole.
Det er vigtigt for os at have
stor fokus på de menneskelige
værdier, så vi ikke blot uddanner
vores børn til at kunne klare
test og ydre krav men også
danner dem til selve livet. Giver
dem livsglæde og opbygger en
robusthed hos dem, så de også
kan klare nederlag ved at have
en grundlæggende tro på sig
selv og sit eget værd.
At gøre vores elever livsduelige
og gøre, at de kan mærke, de
er klar til at indtage verden med
robusthed og fødderne solidt
plantet i jorden, når de forlader
os efter 9. klasse.
I vores digitaliserede samfund,
hvor vores børn er digital indfødte
og vokser op med digitale
og sociale medier som en naturlig
del af hverdagen, er det blevet
en væsentlig opgave som
skole også at tage hånd om den
digitale dannelse. Et af skolens
fokuspunkter er netop at give
børnene øget bevidsthed om,
hvordan de digitale medier påvirker
os, og også lære dem at
forholde sig kritiske til dem.
• Skolen har et meget aktivt elevråd med repræsentanter fra alle klasserne. Elevrådet
står for forskellige arrangementer, som f.eks. motionsdag, aktiviteter til fællesdagen,
forårsfesten og for indholdet til en del af vores trivselsmoduler.
• En mobilpolitik, der betyder, at eleverne afleverer deres mobiltelefoner om morgenen
før første time i en kasse. De får først telefonerne igen efter sidste time, med mindre de
skal bruges i undervisningen. I undervisningen kan vi tydeligt mærke at det har optimeret
elevernes opmærksomhed for det faglige, skabt et større nærvær blandt eleverne
og læreren og givet bedre muligheder for diskussioner og gode snakke i klassen. I pauserne
oplever vi også et større fællesskab og nærvær blandt eleverne, hvor de hygger
sig med hinanden i leg, et spil eller en god snak.
• Et digitalt dannelsesforløb for vores mellemtrin, hvor de tager et digitalt kørekort.
20 21

Sådan gør vi på Bjergby Friskole
• Trivselsmoduler. I hver måned har vi et trivselsmodul, hvor der arbejdes
med den sociale trivsel på forskellig vis – det kan være i de enkelte klasser,
på tværs af årgange, hele skolen eller med sin skoleven. Det kan være som
øvelser, rollespil, samtaler eller andre aktiviteter.
• Fælles oplevelser i klasserne eller i skolen som helhed, hvor der er fokus på
den sociale trivsel og fællesskabet.
Social trivsel og høj faglighed
Social trivsel er en forudsætning for at der kan finde en faglig læring sted. Trives man ikke socialt, kan
man ikke lære.
Netop derfor vægter vi den sociale
trivsel meget højt i Bjergby
Friskole. Man skal som barn
føle sig set og værdsat af såvel
børn som voksne.
Man skal respekteres og accepteres
som den, man er, og føle
sig som en del af et stort tæt
fællesskab, hvor alle er forskellige
og har forskellige kompetencer.
Man skal tage vare på hinanden
og har også ansvar for de
andres trivsel i skolen. Man
skal føle sig tryg og have tillid til
såvel børn som voksne omkring
en – først da tør man træde
ud, folde sig ud og springe ud.
Række hånden op, deltage i
debatten på klassen eller fremlægge
foran de andre. Når det
gode læringsmiljø er til stede,
kan den høje og dybdegående
faglighed få gode vækstbetingelser.
Vi er en skole med fokus på at
opnå netop denne høje faglighed
og er meget bevidste om at
vi klæder vores elever fagligt godt
på til deres videre uddannelsesvej
• Klasserne laver sammen med klasselæreren klasseaftaler, som styrker de
sociale relationer og det gode læringsmiljø. Klassens og den enkelte elevs
trivsel er altid i centrum til såvel forældremøder, skole-hjem samtaler som til
lærermøder.
• Antimobbepolitik. Vi tolerer på ingen måde mobning og har en antimobbepolitik
med klare retningslinjer for, hvordan det håndteres, hvis det skulle
ske. Vi tror dog mest på forebyggelse ved hele tiden at sikre det gode anerkendende
sociale miljø for alle.
• Vi sikrer høj faglighed ved at have et stort fokus på et godt arbejdsmiljø i
klassen, et tæt samarbejde mellem meget kompetente lærere, moderne
bogsystemer, brug af fagportaler og smartboards i alle klasser
22 23

Fortælling
Den levende fortælling er stadig i 2019 en meget central del i den grundtvig-koldske skole. Vi
tror på, at den levende fortælling og samtalen omkring den, er det, der åbner vores sind og
giver os lyst til at lære. Det udvikler lydhørhed og fællesskab, giver livsoplysning og livsmod og
kræver tilstedeværelse og forundringsparathed.
”Vi forstår ikke verden gennem vor forstand,
men gennem vore følelser”
N.F.S. Grundtvig
At møde autentiske, nærværende
voksne og sammen mødes i
en fortælling kan noget helt specielt,
ikke mindst i et samfund
præget af meget information og
zapperkultur.
Fortællingen kan være et
eventyr, et vikingetogt eller en
fortælling om biernes liv, glimt
fra et liv i Afrika, hip hop kulturen
eller om Martin Luther – det
er ligegyldigt. Så længe det er
levende, fortælles med engagement
og medlevenhed kan det
gøre noget helt særligt ved os
og fæstne sig i os på en anden
måde end det skrevne ord.
Børn har brug for voksne, som
kan fortælle historier. De har behov
for selv at fortælle og blive
fortalt ind i en sammenhæng
familiemæssigt, socialt, geografisk
og historisk. Det er vigtigt
for udvikling af identitet.
Sådan gør vi
• Tre dage i ugen fortæller lærerne på skift om et
selvvalgt emne til morgensang, det kan være alt fra
sagn og eventyr til noget fagfagligt, som alle børn
og voksne mødes i.
• Alle klasser har 1 – 2 timers fortælling om ugen
på skoleskemaet. Disse timer erstatter kristendom
og historie og baseres på en fælles fortællekanon,
som alle børn kommer igennem i løbet af deres
skoletid hos os.
• Vi arbejder med også at gøre børnene til gode
fortællere, f.eks. fortæller de ældre elever for de
yngre eller for børnehaven, fremlægger projekter
på klassen eller fortæller om lejrture og andet til
morgensang foran alle. Det er vigtigt for os, at det
bliver naturligt for børnene at fortælle og fremlægge
foran andre, at de tør stille sig op og sige noget.
Derfor er det også børnene, der har rollen som
”ordstyrer” hver morgen til morgensang.
25

TIVOLI
NYKØBING MORS
Lejrture kan noget helt særligt
HVOLRIS JERNALDERLANDSBY
Tage hensyn og tænke på andres behov, er
også en af tingene man lærer på lejrtur. Man
lærer kort sagt, at der også er andre i verden
end en selv. En ting både børn og teenagere
kan have svært ved at forstå. Men når det
kommer til lejrtur, er det som om det er helt
anderledes. Alle er væk hjemmefra og alle
savner et eller andet. Nogle sine forældre,
andre sine vante omgivelser eller måske
bare deres hund. Derfor har alle samme
tanke i hovedet, som lyder på: Vi skal have
den fedeste lejrtur og alle skal være glade.
Når alle har denne indstilling, går alt meget
nemmere. Dette føres også med hjem på
skolen.
Uddrag fra et læserbrev
skrevet af Laura i 9. klasse
BERLIN
26
NORGE
ÅRHUS

”Dannelsesrejser”
Eller lejrture, som det kaldes i dag, er stadig en stor del af skolens identitet. Lejreture kan nemlig bare
noget helt særligt.
At komme ud af klasseværelset
sammen i en længere periode,
komme væk sammen og opleve
noget anderledes sammen. Det
booster fællesskabet, modner
det enkelte barn og giver nogle
oplevelser og minder for livet.
Derfor er vi hvert år på lejrtur.
Nogle år bliver der også en
fælles lejrtur for hele skolen,
hvor vi f.eks. laver skolebytte
med en anden friskole. Men det
er helt sikkert, at hvert år er alle
klasser på tur – for de yngste
kan det være en enkelt overnatning
på skolen eller i en shelter
i nærområdet, mens det for de
ældre er længere væk og ofte
til en større by som Århus eller
København, til Bornholm eller
Sønderjylland.
For de ældste står den oftest på
udlandet, det kan være skitur i
Norge, storbytur til London eller
Berlin.
Gilwellhytte, der blev benyttet på ”dannelsesrejserne” til København fra 1974 til 1994.
Jeg glemmer aldrig ........
De ”dannelsesrejser” til København,
som Bjergby Friskole har
været klog nok til at holde fast
ved!
Jeg har været med mange gange,
men der er jo en første gang
på alting. Svend Graugaard var
”primus motor” for den første
københavnertur i 1974 (mener
jeg). Han og hans kone Hannah
havde gode forbindelser til
Lauritzen-fondens spejderhytte
”Gilwellhytten” der ligger i et
naturskønt skovområde ved
Allerød. Graugaard ville tilbyde
de største Bjergby-elever en tur
til hovedstaden, og selvfølgelig
skulle de her besøge bl. a.
Amalienborg, Christiansborg,
Rosenborg og Tivoli. Der blev
også koblet en dag på til Helsingør
med Kronborg og Teknisk
Museum, og en tur til Frederiksborg
Slot i Hillerød.
Graugaard gik til Hjarne Pedersen
med sine planer. Han fandt
dem gode, så længe de bare
ikke kostede undervisningstid,
så vi tog af sted den første uge i
sommerferien.
Det er altid sjovt at rejse i tog
med skolebørn! Humøret var
højt, og det var det stadig, da
vi stod ved Allerød station først
på aftenen. Graugaard modtog
os på stationen, for han og
Hannah kørte i egen bil, da vi
jo havde æg, kartofler, brød,
rabarber osv. med hjemmefra.
Han fik soveposer og tasker
i bilen, og vi begyndte vores
vandretur mod Gilwellhytten.
Godt at få benene i gang efter
togturen, men da vi godt 5 km
senere ankom til hytten, var der
en del, der trængte til at få luftet
tæerne!
Her var herligt! Ild i pejsen, vilde
blomster på bordene og Hannah
havde maden klar!
Næste dag var hjemmedag.
Køkkenholdet mødte op ved
7-tiden, dækkede bord og
smurte en masse madder, der
blev spist til frokost eller pakket
i madpakkerne. Hannah kunne
skære verdens tyndeste skiver
ost og pølse, og Graugaard
var en mester i at få børnene
til at tømme alle fade. Senere
blev der vasket op - skyllet af
i køkkenvasken og langet ud
ad vinduet til de børn, der var
på opvaskeholdet den dag. Vi
havde en del opvaskebaljer
med hjemmefra, for der var
kun to bruserum, så inden man
gik til køjs, måtte man udenfor
med en balje, hvis man fandt
det nødvendigt. De modigste
badede i skovsøen. På hjemmedagene
arrangeredes avisskrivning,
boldspil, vandkampe,
gåture og bålhygge., men fra
13:30 til 14:30 skulle der være
ro i huset - og det var der! Disse
hjemmedage holdt eleverne
næsten mest af!
Udflugtsdage startede og sluttede
med traveturen til /fra Allerød.
På udturen blev der sunget
meget - ofte gentagesang ”Vi
har lejrbål her” eller vi gik efter
remsen ” Min venstre fod, den
er så go’! Den hopper og danser
med træsko og sko. Hvad
med den højre? Den Højre! Den
højre danser hopsasa.”
Selvfølgelig ville de hellere
køres, og var vablerne blevet
meget slemme....f.eks. efter en
hel dags vandren rundt i København,
efterfulgt af en Tivoli-tur,
kørte Graugaard i pendulfart,
men nogle valgte at gå ..... sent
om aftenen gennem skoven.
Det var nærmest magisk!
Vi lærere nød også turene i
S-toget.....især fordi ”vore børn”
fik så megen ros for deres
måde at være på!
Ingen behøvede at flygte ud af
kupeen, fordi der kom en flok
skolebørn - i hvert fald ikke,
når børnene kom fra Bjergby
Friskole!
Hjertelig tak for de 37 års
daglige glæder!
Bedste hilsner og hjertelig
tillykke!
Conny Sørensen
(lærer fra 1973-2010)
28 29

FÆLLESDAG/
SKOLEUDFLUGT
for alle børn
og forældre
MORGENSANG
SKUESPILSUGE
ADVENTSBAZAR
FASTELAVN
LEJRTURE
både klassevis
og hele skolen
JULETRÆSFEST
Traditioner
ARBEJDSDAGE
FORÆLDREDAG
hvor forældre
kommer med i skole
GYMNASTIK-
OPVISNING
FORÅRSFEST
FÆLLES
EMNEUGER
Traditioner er godt, og mange traditioner er dobbelt så godt!
Vi har mange traditioner og
faste arrangementer i Bjergby
Friskole, som vi værdsætter
meget højt.
Det giver et stort sus af fællesskab,
når alle er på gulvet
samtidigt til gymnastikopvisning
eller når alle børn, forældre og
ansatte sammen går omkring
juletræet til vores juletræsfest.
Fælles glæde når alt klapper til
julebasaren og når vi sammen
danser disko til forårsfesten.
Forudsigelighed, genkendelighed
og tryghed når de to
gamle nisser flytter sig hver dag
i december og når den gamle
klokke i fællesrummet ringer til
morgensang.
Forventningens glæde, når
man ved, hvad der venter én,
når man kommer i 5. klasse og
skal passe skoleboden eller stå
skolepatrulje. Eller når man når
overbygningen og skal på lejrtur
til en storby.
31

Man vil en skole
Dorte og Jørgen Dahlgren blev valgt som skolelederpar i 1987. Og der blev de i 28 år. At være friskolelederpar
er en livstil, og i 1987 flyttede de også ind i skolerlederbygningen. For dengang var det ganske
normalt, at der blev stillet en sådan til rådighed. Mange ting har ændret sig i løbet af årene, men der er
helt sikkert også mange traditioner og skolesyn, som stadig videreføres i dag.
Efter 7 år som efterskolelærere
fik vi lyst til at prøve noget andet.
Vi var glade for vores arbejde
på Han Herreders Ungdomsskole
men kunne godt tænke os
at komme tilbage til Mors, hvor
vi begge er vokset op.
Med to små børn og en tredje
på vej besluttede vi os derfor for
at rykke teltpælene op.
Samtidig med, at vi i foråret
1987 begge skulle føre vores
klasser til afgangsprøve og udvidet
afgangsprøve, tog Jørgen
tit til Bjergby for at være med i
planlægningen af det kommende
skoleår. Dorte passede sit
arbejde og børnene, og endelig
kom dagen, da vi skulle flytte.
Vi flyttede ind i Den gamle Skole
i begyndelsen af juli. Det var
dejligt, der stod en bolig klar,
for vi vidste jo ikke rigtigt, om
jobbet var noget for os.
En uge efter flytningen fik vi
vores tredje barn, så nu var det
bare med at smøge ærmerne
op og begynde vores nye liv
som skolelederpar i Bjergby
Friskole.
Selv om vi var vant til de frie
skoler, fandt vi hurtigt ud af, at
friskoleverdenen var helt anderledes
end den efterskoleverden,
vi kendte. Vi havde kun meget
lidt erfaring med undervisning
af de små elever, men vi følte
begge, at vi havde en spændende
opgave foran os.
Da vi startede i august 1987,
var der omkring 65 børn i skolen
fra Bh-klasse til 7. klasse,
ingen SFO og ingen sekretær.
Vi følte os godt taget imod både
i skolen og i byen.
Mange aftner gik med at skrive
girokort til forældrene med betaling
for skolemælk, skolepenge
osv. Inden den første efterårsferie
havde vi emneuge. Ugen
skulle sluttes af med spisning
og cirkusforestilling for forældrene,
men vejrguderne var
ikke rigtig med os, for vi rendte
ind i en voldsom efterårsstorm.
Det betød, for os privat, at vores
sejlbåd, der nu lå i Nykøbing,
rev sig løs og blev temmelig
beskadiget,og lyset gik på det
meste af øen, så aftenens
arrangement i skolen måtte
afholdes i stearinlysenes skær.
Der fik vi vores ilddåb med
store arrangementer i Bjergby
Friskole, men vi havde alt i alt
en rigtig hyggelig aften, hvor vi
fandt ud af, at ved fælles hjælp
klares alle problemer.
Det er specielt at komme som
ny til en skole med så mange år
på bagen. Der er rigtig mange
traditioner, og selvfølgelig hørte
vi ofte ordene: ”Vi plejer”. I
Bjergby Friskole havde man fx
en tradition for hver torsdag i
vinterhalvåret at mødes i skolen
til oplæsning. Folk medbragte
kop, brød og evt. strikketøj
eller andet, der kunne nørkles
med, mens der blev læst op.
Så skulle der bare være kaffe
på kanden og en bog klar til
oplæsning. Det var en af de traditioner,
hvor vi tænkte: Vi må
se, hvad det er for noget, før vi
tager stilling til, om det er noget
for os. For tit er det jo netop
sådan, at noget kun bliver en
tradition, fordi det fungerer godt.
Og det gjorde det.
På disse oplæsningsaftner
mødte vi andre voksne end
forældrene i skolen. Nemlig tidligere
forældre i skolen, og flere
af dem havde endda selv været
elever i Bjergby Friskole. På
bedste friskolemaner begyndte
og sluttede vi selvfølgelig med
en sang, og bøgerne, der blev
læst op af, var selvfølgelig væsentlige.
En bog før kaffen og
en anden efter, men snakken
under kaffen havde også stor
betydning, fandt vi ud af.
Selv om vi begge er vokset
op på Mors, kom ingen af fra
hjem, hvor der blev talt dialekt.
Derfor var der flere af de ældre
i skolekredsen, der syntes, det
var sjovt, at vi ikke altid forstod,
hvad de sagde.
Det var hyggelige timer, som
vi nød meget. Men alt har en
ende. Mange år senere besluttede
vi at holde med oplæsningen.
Tiden var nok løbet
fra det. Der var ikke mere det
store behov, for som årene gik
blev tilbuddene for, hvad man
kunne gå til, flere og flere. At
stoppe med en tradition er ikke
et nederlag, men blot en erkendelse
af, at alt har en ende. Det
var rigtig dejligt og hyggeligt, så
længe det varede.
I 1987 var der 3 friskoler på
Mors. De 3 gamle. Ø. Jølby
Friskole, Skallerup Friskole
og Bjergby Friskole, der alle
er grundlagt i sidste halvdel
af 1800-tallet som en reaktion
mod den sorte skole, og alle tre
med rod i Grundtvigs og Kolds
skoletanker. Vi havde hver
vores naturlige opland, og der
var ikke kamp om eleverne. I
1992 lukkede kommunen Flade
Skole. Det betød, at 22 børn fra
Flade kom i Bjergby Friskole.
Det var dejligt for skolen, at
oplandet blev udvidet den vej.
Senere fulgte andre skolelukninger,
og flere steder opstod
nye friskoler. På et tidspunkt var
der 8 friskoler. De er nu reduceret
til 6. Da vi fik børnene fra
Flade, blev der råd til at købe
computere, som kunne bruges i
undervisningen.
Klasserne var stadig små. Vi
samlæste jo ikke på det tidspunkt.
Så det var nemt, hvis
man skulle på tur med en klasse.
Det krævede kun 2 biler for
at have plads til alle.
Hvis vi var heldige at få sne
om vinteren gik vi alle, store og
små, ud til Gunhild og Christian
Overgård på Brunhøjvej, hvor
vi kælkede og legede i sneen.
Inden vi skulle tilbage til skolen,
havde Gunhild lavet varm
kakao til os. Det lunede på en
kold vinterdag.
En af traditionerne var, at de
store elever lavede skuespil,
som blev opført Store Bededags
aften i forsamlingshuset.
Ud over at se skuespil så vi de
små danse folkedans, og vi spiste
varme hveder. Der var fuldt
hus til disse aftener, selv om
flere af 7. klasses elever ofte
skulle konfirmeres dagen efter.
32 33

Et andet arrangement, som
også blev afholdt i forsamlingshuset,
var den årlige juletræsfest.
Den bliver stadig holdt i
forsamlingshuset, men nu er
det aftenen før den sidste skoledag
inden juleferien. Tidligere
holdt vi juletræsfest 4. juledag.
Det er nok en af de traditioner,
der har forandret sig mindst
gennem tiden. Men julen er jo
også traditionernes tid.
I december måned lavede vi
juletræspynt med børnene, for
når juletræsfesten var slut, skulle
træet plyndres. Den tradition
gik vi fra og begyndte at gemme
pynten fra år til år.
En aften omkring d. 13. december
gik pigerne luciaoptog
til vores årlige juleklipsaften.
En hyggelig tradition som dog
senere holdt, da vi begyndte at
afholde Adventsbazar.
Vi tænker tilbage på mange
gode lejrskoleture. Med de små
klasser vi havde i begyndelsen,
var det tit en tur i sommerhus.
Det kunne fx være vores hus
ved Hanklit eller et lånt sommerhus
på Fur. Den længste tur
var, når 6.-7. klasse hvert andet
år, var i København. Senere, da
vi fik overbygning, blev det til
skitur i Norge, ture til London,
Berlin, Bornholm, Sønderjylland
og et enkelt hold var på Færøerne.
I 1999 prøvede vi en helt ny
form for lejrskole. Vi byttede
nemlig skole med Bønnerup-
Gjerrild Friskole på Djursland.
De skulle bo 1 uge i vores skole,
mens vi boede i deres. Der
lå et stort logistisk arbejde forud
for denne tur. Det var jo første
gang, vi skulle prøve det. Men
vi drog alle afsted, børn, lærere
og forældre, som skulle hjælpe
med maden. Det var en dejlig
tur, som vi nød meget, og det
gav os blod på tanden til at lave
skolebyt flere gange senere.
Et år byttede vi fx skole med
Blåbjerg Friskole. Noget af det,
der gjorde stort indtryk på børnene,
var, at de her havde en
stor hoppepude. Sådan en ville
vi også gerne have. Så børnene
besluttede, at det, vi tjente
på årets Adventsbazar, skulle
bruges til at købe hoppepude
for. Men den var dyr, og pengene
slog ikke helt til. Derfor gik
forældrene i gang med at samle
gammelt jern, som de solgte,
og så lykkedes det. Det var en
stor dag, da vi kunne indvie
hoppepuden.
Men da Jørgen til morgensang
1. april kunne fortælle,
at firmaet, der havde stået for
leveringen, havde ringet, at de
manglede en kanin, og spurgt
om vi ikke ville holde øje med,
om den havde gemt sig i hoppepuden,
fik alle dog mere travlt
med at lede efter kaninen den
dag end at hoppe. Heldigvis
fandt vi ingen kanin.
Et andet år på samme dato blev
det til morgensang bekendtgjort,
at alle nu havde fået nyt
login til computerne. Nu skulle
man sige sit navn for at bruge
dem. Om formiddagen kunne
man høre børnene, der meget
ihærdigt blev ved med at gentage
deres navn, inden det gik
op for dem, at det jo nok var
en aprilsnar. Rækken af disse
blev længere og længere, som
årene gik. Selv om det blev en
tradition, kunne det alligevel
være svært ikke at hoppe på
spøgen.
Som tiden gik, blev der brug
for en skolepasningsordning.
I starten foregik det uden for
skolen i private hjem. På et
tidspunkt valgte vi at inddrage
lærerboligen på Friskolevej 5
til dette formål. Det viste sig at
være en god ide.
Noget af det, man husker fra sin
skoletid, er de gange, hvor man
lavede noget helt andet end det
sædvanlige. Sådan er det også
som lærer. Vi synes selv, vi har
haft mange spændende emneuger.
Det, at have emneuge
for alle skolens børn, er en stor
opgave for lærerne. Ikke mindst
inden det hele skal løbe af stablen.
En der står tydeligt i vores
erindring, er den uge, hvor vi
alle tog tilbage til middelalderen.
Inden emneugen havde
forældre, støttekreds og lærere
35

travlt med at sy dragter, så vi,
da ugen startede, alle havde
en middelalderdragt på. Vi slog
mønter, munkene malede kalkmalerier
i middelalderkirken,
garagen ved den gamle skole.
Nogen blev slået til ridder med
et ”rigtigt” middelaldersværd.
Ugen sluttede med forældrelørdag,
hvor man kunne opleve
det helt store middelaldermarked
i sandgraven og omkring
både den nye og den gamle
skole.
I 1998 følte vi, at skolen virkelig
manglede plads. Vi havde i
1988 købt et lille hus ved Hanklit.
Vi holdt meget af at være
derude, så vi besluttede os for
at bygge til, så vi kunne bo der
hele året. Det betød, at skolen
fik mulighed for at bruge hele
den gamle skole. Det medførte
en større renovering. Der blev
virkelig knoklet, og resultatet
blev fantastisk flot. Nu var der
mere plads til de små elever,
formning og håndarbejde. Sløjd
blev flyttet over i kælderen
under SFO én. Det gav mere
luft i den nye skole, der nu også
skulle rumme 8.-9. klasse.
Det var en stor glæde at få
overbygningen. Det giver noget
helt andet til en skole at have
de store elever. Det var dejligt
at have børnene lidt længere,
og gøre dem klar til efterskole
eller ungdomsuddannelse.
En dejlig årstidsbestemt tradition
var de 2, over 100 år gamle
nisser, der på forunderlig vis
altid dukkede op i fællesrummet
omkring 1. december. I hele julemåneden
var det altid spændende
at komme om morgenen
og se, om de havde flyttet sig i
nattens løb. Det havde de som
regel. Men nisser kan jo også
blive trætte, så en gang i mellem
smuttede det, og de blev
siddende på samme sted to
dage i træk. Nisserne er stadig
en del af hverdagen i julemåneden
i Bjergby Friskole, og de
kan stadig finde om i forsamlingshuset
for at være med til
juletræsfesten.
På 150-års dagen for oprettelsen
af den første friskole i
Danmark, det var i Dalum på
Fyn, fik vi besøg af en helt
særlig gæst til morgensang.
Det var nu lidt synd for Jørgen,
han ikke oplevede det, men han
var blevet kaldt til telefonen, så
vi andre gik bare i gang med
at synge næste sang. Den var
lang, og da vi nåede til sidste
vers, bankede det på døren,
og en mærkelig gammel mand
trådte ind. Han lignede en fra
midten af 1800-tallet, ja, faktisk
lignede han en, der er på et
billede i fællesrummet, lige ved
siden af Grundtvig. Han syntes,
vi var gode til at synge. Derfor
ville han fortælle os alle sammen
historien om den blå kat.
Det er tilfældigvis den eneste
nedskrevne historie, man kender
til, som Christen Kold fortalte
for børnene i Dalum Friskole.
Jørgen var selvfølgelig ærgerlig
over, han ikke hørte historien
men glad for, at han sammen
med resten af lærergruppen
skulle med til jubilæumsfest på
Fyn, da børnene fik fri.
En vigtig del af vores hverdag
i Bjergby Friskole var morgensangen.
Det var en dejlig måde
at begynde dagen på, og med
de 3 sange, vi sang hver morgen,
fik børnene i årenes løb et
godt kendskab til den danske
sangskat. En gang imellem var
vi også heldige at få en god
historie eller høre om et eller
andet spændende, en af lærerne
havde på hjerte. Det er
blevet til mange gode stunder i
årenes løb. Alt fra folkeeventyr,
sagn, legender, fortællinger om
folk man skal kende, opfindelser
osv. En morgen oplevede
vi en mand i smoking og med
et drinksglas i hånden fortælle
om James Bond, og en anden
dag var det måske eventyret
om Prinsessen på Glasbjerget,
vi hørte.
Vi ønsker Bjergby Friskole
hjertelig tillykke med de 150 år
og held og lykke fremover.
Dorte og Jørgen
36

Vi spørger eleverne
Om at være ny på skolen
i de store klasser
”Vi har lært nye ting både fagligt og socialt
og fået nye venner”.
Camilla, Silke, Lea og Stine 9. kl.
”Jeg er overrasket over at komme fra en
skole, som er delt op i grupper, til én hvor
fællesskabet er så godt”.
Maria 8. kl.
Hvad tager du med i rygsækken?
”Vi har fået en masse fantastiske oplevelser:
Teater, forårsfester, adventsbasarer,
fodboldstævner, skitur til Vrådal, tur til
Berlin, ryste-sammen-tur til Jesperhus og
meget, meget mere”.
Nora, Matti, Nicklas og Anders 9. kl
”Jeg er glad for at komme på Bjergby
Friskole, fordi her bliver alle set og får
hjælp til det, de har svært ved”.
Jessica 8. kl.
”Vi har lært at indgå i et fællesskab, hvor
alle kender og accepterer alle, vi har lært
at omgås andre med respekt og samarbejde,
vi har været trygge og lært en
masse fagligt”.
Iben, Asger, Sidse og Laura 8.-9. kl.
”Det er dejligt at få tidligt fri om mandagen,
fordi vi får mere fritid”.
Melissa 8. kl.
”Skolen tager hensyn til, hvis man er
skoletræt”.
Mads 8. kl
”Vi har lært at tage ansvar ved at have
fået ansvar, f.eks. ved at tale foran andre,
vi kan tage hensyn til andre både store og
små, og vi tager en masse ny viden om
os selv med videre”.
Kirstine, Signe og Fie 8. kl.
38

Vi ønsker tillykke med skolens 150 års jubilæum
Birthe Heide og Gunner Sørensen
Heine Christiansen
Conny og Johannes Sørensen
Anny og Marius Pedersen
Jens Overgaard
Lisbeth Heide Sørensen
Erling Thøgersen
Hedvig Hvass
Jenny Mark
Dorthe og Jørgen Dahlgren
Søren Nielsen
Lisbeth og Jan Byskov
Tove og Per Badstue
Grethe og Morten Lynggaard
Ellen og Jens Riis
Gunhild Overgaard
Dorte Vestergaard
Luise Boje Mortensen
Rikke Østergaard
Kirsten og Svend Erik Thomsen
BJERGBY SGI&U
41

Forældrenes engagement i skolen
Forskningen viser, at forældrenes aktive deltagelse har en positiv indflydelse på børns læring
og trivsel. I friskolen er der et tæt samarbejde med forældrene, og det er forældrene, der som
en del af det forpligtende fællesskab er med til at forme skolen.
En friskole eksisterer kun i kraft
af, at et antal forældre har valgt
denne skoleform for deres børn.
Det stiller naturligvis særlige
krav til skolens ledelse og
personale, men det stiller også
krav til forældrenes engagement
i skolens daglige liv. For
at hverdagen skal blive så god
og udviklende som muligt, er
det nødvendigt, at forældrene
engagerer sig i såvel deres eget
barn som i skolen som helhed.
Uden aktive og engagerede
forældre vil en stor del af de arrangementer,
der er så nødvendige
for fællesskab, sammenhold,
udvikling og tryghed, være
utænkelige.
Der er brug for alle, og ingen
indsats er for lille. Det er positivt
afsmittende på børn, at forældrene
engagerer sig i skolens
og børnenes hverdag.
En indsats er med til at vise ens
barn, at skolen er så vigtig, at
også du vil bruge tid og kræfter
på den. Det bedste, dit barn
kan have med i skolen, er din
interesse.
En friskoles bestyrelse består
af forældre, og herigennem får
forældre indflydelse på skolens
udvikling og dermed ens barns
hverdag og uddannelse.
Selvom det aldrig rigtig er
superbelejligt, når der kaldes
til arbejdsdag, så viser det sig
ofte, at det ikke alene kan være
en stor tilfredsstillelse bare det
at udrette noget med sine hænder
men især det, at du gør det
for dit barns skole. Det gør en
forskel, og skolen er afhængig
af denne hjælp, hvis den skal
tilbyde et godt undervisningsmiljø.
En arrangement som en arbejdsdag
er især også med
til at styrke sammenholdet og
sammenhængskraften mellem
skolen og hjemmene. Og
spørger du børnene, er dette
bare de bedste arrangementer,
der hvor alle er med til at gøre
deres skole/børnehave til et rart
sted at være.
På Bjergby Friskole prioriteres
skole-hjem-samarbejdet meget
højt, hvor vi altid har en tæt
kontakt, hvis der er særlige
udfordringer. Vi er gode til at
handle, hvis der er behov for
det, sammen med forældrene i
en åben og ærlig dialog. Vi har
et årligt forældremøde i hver
klasse og to faste skole-hjemsamtaler
om året. Det er vigtigt
for os at forældrene altid føler
sig hørt og anerkendt, at de er
trygge og ved at døren eller telefonen
altid er åben til en snak.
Kun sammen kan vi skabe de
bedste betingelser for barnets
trivsel, personlige og faglige
udvikling.
Forældrene afleverer hver dag det dyrebareste, de har.
Det er en stor tillidserklæring, som vi ydmygt gør vores allerbedste for at leve op til.
Luise, Skoleleder
42 43

Troldebørn i skolen
I april 2018 blev Bjergby Friskole udvidet med Børnehuset Troldehøj. Troldehøj rummer både
vuggestue og børnehave, og har til huse i en del af de gamle skolebygninger. Synergien udnyttes
optimalt og giver en god overgang fra børnehave til skole. Skolestuen, der blev indviet i
1910, rummer nu vuggestuen.
Den samlede løsning med
børnehave og skole giver øgede
muligheder i samarbejdet
mellem lærere og pædagoer.
Der skabes et fælles sprog, der
bliver et fælles grundlag for alle,
og der opstår derved en tydelig
rød tråd fra vuggestue/børnehave
til skole.
Troldehøj deltager helt naturligt
i mange af skolens aktiviteter
og omvendt.
Således er Troldehøj med til
morgensang på skolen en gang
om ugen, hvor store og små
sidder sammen. Og der går ikke
lang tid, før nye børnehavebørn
sidder scenevant på skødet
af en af de store fra skolen.
Deltagelse i arrangementer som
motionsdag, fastelavn, skuespil
og forårsfesten, er med til at
give børnehavebørnene et kig
ind i skolen. Det giver tryghed
at kende de store.
SFO-børnene nyder også de
dage, hvor der er fælles madlavning,
hvor SFO og børnehaven
på skift er ansvarlig for at
lave mad til alle.
Den fælles matrikel, gør også
at børnene mødes på kryds og
tværs i legen på legepladsen,
hoppepuden eller til tons og
tummel i skolens gymnastiksal.
Hverdagen i Troldehøj er fyldt
med masser af aktivitet. Der
arbejdes meget med kreativiteten
og sanserne. Og ofte er alle
afsted på tur. Det kan være til
nabogården med masser af dyr,
eller en tur i nærområdet, hvor
den bakkede natur kan give
masser af udfordringer.
45

Skolen i lokalsamfundet
Bjergby Friskole har en meget central plads i lokalsamfundet, og skolen har også stor betydning
for de lokale borgere og det lokale foreningsliv. Dørene er ikke kun åben i skoletiden, da
skolen også benyttes flittigt, når undervisningen er slut. Når skolen på den måde åbnes, bliver
elevernes forståelse af samfund og foreningsliv styrket.
Friskolen er med til at give byen
liv og fællesskab. Det er et
fælles ansvar, hvor børn, forældre
og medarbejdere deltager
i skolens liv, både i og uden
for skoletiden. Det betyder, at
skolen er et nærværende og
overskueligt fællesskab, der understøtter
børnenes faglige og
sociale udvikling. En deltagelse
i et forpligtende fællesskab, der
ruster børnene til aktivt medborgerskab
i et demokratisk
samfund.
Særligt skolens gymnastiksal
bliver flittigt brugt, både i skoletiden
men også af Bjergby
SGI&U – en lokal idrætsforening
med 6 ugentlige hold og
160 aktive gymnaster. Flere af
skolens større elever yder her
en stor indsats som frivillige
instruktører.
Bjergby Friskoles hoppepude er
et stort aktivt i alle frikvarterer,
men også uden for skoletiden
kommer mange forbi og skal
lige fornøje sig med at hoppe.
Der er gennem de seneste år
arbejdet meget med forskønnelse
og fornyelse af skolens
fællesrum, således der er blevet
bedre rammer for netop både at
være skole og være samlingspunkt.
Og fællesrummet danner
også basis for flere kulturelle
arrangementer og er det naturlige
mødested for lokalbefolkningens
sociale træf.
Den nystartede støtteforening
for skolen ”VENNERNE” har her
stort fremmøde til de månedlige
”hyggetræf”.
46

Landsbyfornyelse
Bjergby er udvalgt til, i samarbejde
med Morsø Kommune, at
få del i landsbyfornyelsespuljen.
Flere projekter er på tegnebrættet,
og fælles for disse er, at de
tager udgangspunkt i byens
midtpunkt – Bjergby Friskole.
Bjergbys kvaliteter ved naturen
(det grønne element), faciliteterne
for børn og et stærkt engageret
lokalsamfund udgør en
væsentlig faktor for den indsats,
der fokuseres på i områdefornyelsen
i Bjergby.
Visionen er at videreudvikle
Bjergbys identitet som den
grønne by i bakkerne og børnenes
Bjergby. Bjergby skal løftes
og udvikles gennem få større
projekter, der giver byen et væsentligt
og synligt løft.
Bykernen omkring friskolen
danner et større rum med et
aktivt og urbant miljø. Området
opleves som det egentlige
centrum i byen, hvor lokale
borgere, elever og besøgende
bevæger sig igennem.
Projektet inkluderer en stor
fornyelse af dette byrum med et
ønske om bl.a. bedre trafikforanstaltninger
foran skolen og et
lege/aktivitetsområde med øens
første elektroniske legeplads.
I byens Sandgrav mellem skolen
og Troldehøj tager projektet
om tarzanbanen og naturlegepladsen
udgangspunkt i eksisterende
anvendelse, men med
fokus på opgradering og tilføjelse
af noget nyt.
Sandgraven giver med sine
skrænter og høje træer mulighed
for aktiviteter i terræn som
fx en svævebane, klatrenet
m.m.
Hertil prioriteres det at bringe
naturlige og bæredygtige
materialer med ind i projektet,
forstærke det grønne element
i Bjergby og skabe oplevelser,
som ikke kan findes andre
steder. Sandgraven forventes at
stå færdig i efteråret 2019.
48

Morgensamling
Hver morgen kl. 8:30 ringer klokken, og alle skolens børn og voksne samles til morgensang.
Nogle kommer fra hoppepuden eller gymnastiksalen, hvor de har fået dagens morgenmotion,
andre fra klassen, hvor der er blevet snakket og hygget og andre igen fra vejen, hvor de har stået
skolepatrulje og sikret sig, at alle er kommet sikkert over vejen til skolen. Nogle har fundet
deres skoleven, andre søger ivrigt, mens der stille spilles på klaveret.
Langsomt bliver der ro, og alle sidder klar. Et hold skolevenner er særlig klar – de sidder nemlig
ved computeren og skal styre sangene og høre, om der er nogen meddelelser.
Måske er der en lille fortælling om noget særligt for dagen, ellers synges der to sange, bedes
fadervor, og så er der meddelelser fra såvel voksne som børn om praktiske ting for dagen eller
reklame for, at der sælges pizzasnegle på fredag. Er der en, der har fødselsdag, skal stolen
frem, og der synges fødselsdagssang.
Morgensangen afsluttes to dage om ugen med en fælles gåtur rundt om kirken og de øvrige tre
dage med en fortælling.
Morgensamlingen er vores daglige fælles ”vitaminpille”, som giver energi og glæde til resten af
dagen og som lægger en god bund for nærvær og fællesskabet. En genkendelig start på dagen
giver ro og tryghed, og en ny dag med masser af ny læring og gode oplevelser kan begynde.
BJERGBY FRISKOLE
I skoleåret 18/19 har vi 90
elever fordelt på 0.-9. klassetrin.
Årgangene er enten helt eller
delvist samlæst med en anden
årgang afhængig af elevtal og
den sociale sammensætning. Vi
stræber efter, at der højest må
være 20 i hver samlæsning, så
der stadig er god plads og tid
til det enkelte barn og samtidigt
også en god social dynamik
i klasserne. Samlæsningen
giver rigtig gode muligheder for
differentieret undervisning, som
tilgodeser det enkelte barns
faglige niveau. Der er også i
nogle timer to-lærersystem,
hvor klassen kan deles op på
forskellig vis.
Vi tilbyder undervisning i de
almindelige skolefag og overholder
de vejledende timetal
fra undervisningsministeriet.
Derudover tilbyder vi svømning
og kor.
I løbet af skoleåret har vi en del
anderledes uger, hvor det almindelige
skoleskema er omlagt
til emneuger, projektuger eller
teateruger. Nogle af ugerne er
fælles for hele skolen, mens
andre er klassevis eller afdelingsopdelt.
Vi tager også meget på ture
ud af huset, til arrangementer
sammen med de andre friskoler
på Mors og har jævnligt besøg
af musikere eller andre udefra,
som kan give børnene gode
oplevelser.
Vi prioriterer de praktisk-musiske
fag højt, hvor alle børn har
mulighed for mindst en gang i
ugen at have et kreativt og/eller
musisk fag - og hvor vi også i
emneugerne arbejder meget
kreativt og praktisk.
7.-9. klasse har to timers valgfag
hver uge, hvor der f.eks.
kan være forskellige anderledes
forløb som et avis-døgnprojekt
eller kønsopdelt undervisning,
hvor pigerne f.eks. kan gå
amok i den store bagedyst, lave
wellness eller snakke pigesnakke,
mens drengene kan game,
afprøve grænser eller dyste.
Efter mange år som prøvefri
skole, har vi siden skoleåret
2008/09 tilbudt 9. klasse afgangsprøve,
så de i et trygt og
kendt miljø kan skabe deres
forhåbentlig første gode erfaringer
med prøver og karakterer.
Vi prøver at afdramatisere det
så meget som muligt, så det
stadig er det hele menneske og
dannelsen, der er i fokus og det
vigtigste i hele deres skoleforløb.
BJERGBY FRISKOLE
Friskolevej 13, 7950 Erslev
Tlf. 9774 0588
Skoleleder: Luise Boje Mortensen
Grundlagt i 1869.
Bygger på den Grundtvig-koldske
skoletradition
Antal elever: 90
5’EREN (SFO)
Friskolevej 5, 7950 Erslev
Tlf. 9774 0788
SFO-leder: Søren Madsen
Antal børn: 31
BØRNEHUSET
TROLDEHØJ
Friskolevej 3, 7950 Erslev
Tlf. 9774 0388
Leder: Søren Madsen
Antal børn: 20
www.bjergby-friskole.dk
50 51

ÅBENT HUS
+
JUBILÆUMSFEST
LØRDAG DEN 15. JUNI 2019
ÅBENT HUS kl. 14-16
I anledning af skolens 150 års jubilæum holder skolen åbent hus.
I den forbindelse vil der være
• Rundvisning på skolen og i Børnehuset Troldehøj
• Udstilling med billeder
• Mulighed for at møde vores skoleleder, bestyrelsen,
lærere, forældre og børn, både nuværende og tidligere
ALLE ER MEGET
VELKOMMEN
JUBILÆUMSFEST kl. 18-01
Alle, der har eller har haft tilknytning til Bjergby Friskole,
inviteres til jubilæumsfest.
Oplev nostalgien og mød gamle klassekammerater og lærere.
Få en fantastisk aften i godt selskab.
KØB BILLETTEN PÅ SKOLENS HJEMMESIDE
BJERGBY-FRISKOLE.DK
SKYND DIG
KØB BILLETTEN
ALLEREDE
I DAG
BJERGBY FRISKOLE OG
BØRNEHUSET TROLDEHØJ
WWW.BJERGBY-FRISKOLE.DK
Friskolevej 13, Bjergby
7950 Erslev
Tlf. 97 74 05 88