Fæstningen nr 2 - 2019

AGF – tro, håb
og kærlighed
Kan man elske et fodboldhold så meget, at det næsten er religiøst? Kan fæstningen for
enden af Stadion Allè betegnes som en kirke? Kan kærligheden til et fodboldhold være
lige så stærk som til familien?
Af Anja Lilli Beikes
Fanklubbens bestyrelse havde fået en
invitation fra Gry, der er religionslærer på HF/
VUC i Aarhus, til at komme ud at fortælle om
det at være inkarneret fodboldfan. Når vi så
havde forladt lokalet, skulle eleverne hitte ud
af, hvorvidt fanatisme er en religion. Svaret
ville jo sjovt nok blive nej, men derfor kan det
jo sagtens føles anderledes for os fans.
”Troen og håbet hænger
stærkt sammen, for man
er nødt til at håbe på, at
det faktisk vil lykkes for
at bevare optimismen og
troen på AGF”
Jeg har tidligere været ude på Grys religionshold
for at holde mit oplæg om det at være fan.
Meget mere positivt var det nu ikke blevet
de sidste tre år og særligt ikke i skrivende
stund, men måske forstærkede det netop
denne gang indholdet i mit budskab. Nu har
jeg jo også en 19-årig søn, som er vild med
fodbold og følger AGF i tykt og tyndt. Han
har eksempelvis ikke oplevet andet ”stort”
end en pokalfinale. Til gengæld har han været
igennem 3 nedrykninger og flere sæsoner, hvor
de hviiie har hængt med røven i vandskorpen.
Han er et godt eksempel på, hvad det handler
om. Det handler om tro, håb og kærlighed,
det handler om familie. Som jeg fortalte ude
på skolen, har han siden 3-årsalderen været
med på udebaneture med fanklubben. Mange
fans har han kendt siden dengang, og mange
er kommet til siden. Nu er han selv blevet
turleder, fordi han elsker det samvær, der er
på turene, og så tror han ligesom sin mor på,
at det vender for AGF.
40