bf-fremtidens-krav

01 / Forståelse af hele barnet i dets mange kontekster
Fremtidens krav til psykologer i PPR
9
logiske testning er ligeledes beskrevet i
skønlitteraturen hos fx forfatteren Peter
Høeg (i bogen ”De måske egnede” (Høeg,
1993)). Hos Høeg er skolepsykologens kernekompetence
fremstillet i et stærkt kritisk
lys, hvor det at vurdere ”egnethed” var en
magtfaktor med betydelig indflydelse på
børnenes liv. Var børnene normale eller afvigende,
egnede eller uegnede til skolen, til
uddannelse eller til tilværelsen? Skolepsykologens
testresultater og vurderinger blev
i vid udstrækning udslagsgivende i de afgørelser,
der angik prædikaterne ”normalitet”
og ”afvigelse” i børnenes udvikling.
Vurderingskriterierne knyttede sig i vid udstrækning
til et paradigme, som Sommer
(2017) benævner ”De store teoriers paradigme”.
Adfærd kunne her vurderes som
normal eller afvigende ud fra:
Det kognitionspsykologiske perspektiv,
hvor normalitet vurderes ud fra hovedfaktoren
intelligens (Normalitet = IQ 100 og
afvigelse vurderet ud fra en statistisk normalitetsbegreb).
Gængse testredskaber, der
udspringer af dette univers, er de traditionelle
IQ tests fx Binet-Simon testen, Wechslers
WISC (WPPSI og WAIS).
Det adfærdspsykologiske perspektiv, hvor
den observerede adfærd vurderedes ud
fra fastlagte normalitetskriterier i form af
god/dårlig adfærd; rigtig/forkert adfærd;
hensigtsmæssig/uhensigtsmæssig adfærd,
samt ud fra gældende fastsatte konventioner
(så som ordensregler etc).
Det psykoanalytiske perspektiv, hvor egenskaber
som afvigelser i personlighedsstruktur
kunne forklare afvigelsen i relation til
balancen mellem bevidste eller ubevidste
motiver til handlinger, ud fra gængse moralske
og/eller sociale konventioner. Her ses
testning udført som fx de klassiske projektive
tests (Rorschach, TAT etc.)
Som man ser nogen, sådan behandler man
dem, hævder Maul (2003). Vurderingskriterier
fra dette paradigme forekommer i dag
rigide og primitive.
Den psykologiske videnskab forandrer sig
og bevæger sig i løbet af 1970’erne væk fra
disse rigide syn på børns udvikling og gradvist
videre til det, Sommer (2017) benævner
som den domænespecifikke periode.
I den periode udvikles et langt mere fintmasket,
præcist og nuanceret grundlag for
vurdering af børns udviklings- og læringsrelaterede
kompetencer.
Vurderet ud fra den aktivitet der ses på
markedet for udbud og anvendelse af testmaterialer,
er der fortsat en stor vækst på
dette område. De domænespecifikke test
og vurderingsmaterialer knytter sig målrettet
til vurderinger af kognitive egenskaber
fx opmærksomhedsfunktionen eller hukommelsesfunktionen.
Der ses dog – ikke
mindst fra 1990’erne og frem til i dag et stigende
fokus på udvikling af specialiserede
testredskaber til kortlægning af de mere
komplekse kognitive og socialt-kognitive
kompetencer, fx selvregulering, arbejdshukommelse,
mentalisering, pragmatiske
sprogfunktioner.
Udbuddet af domænespecifikke udredningsmaterialer
er inden for de seneste ti
år udvidet til nu også at omfatte områder
at barnets liv, der omhandler så komplekse
forhold, som indre motivation, trivsel og
oplevelsen af social forbundethed. Undervisningsministeriets
lancering af Folkeskolens
nationale trivselsvurdering i 2015
dokumenterer dette betydningsfulde fremskridt.
De seneste forskningsrapporter, der
sammenfatter trivselstendenserne blandt
skolebørn, afspejler tydeligt værdifuldheden
i studiet af disse komplekse faktorer
(Knoop m.fl, 2016, 2017) .
Hvor den første periode (”de store teoriers
periode”) havde sine svagheder i relation
til de fastlåste syn på børnenes adfærd og
udvikling, så har denne periode sin svaghed
ved at fokusere for ensidigt på detaljerne.
Det er en bevægelse fra den grandiose tro
på sandhedsværdien i de store teorier til
det atomiserede forståelsesunivers hvor
troen er, at det er tilstrækkeligt at have styr
på alle detaljerne i relation til børns kompetencer.
I løbet af den domænespecifikke periode
skifter skolepsykologen navn og kommer til
at hedde PPR psykologen. Målgruppen ændrer
sig fra at være børn i skolealderen, til
nu at være børn og unge fra 0 til 18 år.
Rekrutteringen af PPR-psykologer foregik
frem til starten af dette årtusinde fra Cand.
pæd. psych. uddannelsen, som foregik på
Danmarks Lærerhøjskole (DLH). Der foregik
gradvist et skifte op gennem 1990’erne,
fra at de studerende havde læreruddannelsesbaggrund
til gradvist en mere og mere
ligelig fordeling mellem studerende med
læreruddannelse og studerende med pædagoguddannelse
som baggrund.
På baggrund af en folketingsbeslutning
nedlægges Danmarks Lærerhøjskole i 2000
og Cand. pæd. psych.-uddannelsen afvikles.
Læs mere om historien angående psykologuddannelsen
i Danmark og om kvalificeringsvejene
til at bestride funktionen som
skolepsykolog eller PPR psykolog i fx Torpe
(1988) og Ehlers & Kovacs (2000).
En metateori
Dion Sommers anmelderroste analyse af
udviklingsforståelsen, som den har forandret
sig i de seneste mange årtier (Sommer,
2017), lægger op til at kaste et kritisk blik
på, hvad der karakteriserer nutidens, og de
næste årtiers grundlag for forståelsen af
fænomenet udvikling. Hvilket paradigme
præger PPR psykologens arbejdsgrundlag i
2017? Hvordan vil det udvikle sig i de næste
årtier?
Vi har brug for en metateori, lyder Dion
Sommers vurdering. En metateori kan
holde sammen på elementerne. En metateori
kan danne rygraden i det professionelle
og tværprofessionelle samarbejde om barnet.
En metateori vil kunne sikre anvendelsen
af en fælles refleksiv ramme omkring
hele den komplekse indsats, som ydes af
PPR psykologen.
1. Den spirende bekymring. Hvad er det,
der giver anledning til bekymring i den
givne kontekst?
2. Den første bekymringssamtale: Hvem
taler sammen, og hvilken opgave er tillagt
dette led?
3. Er der et datagrundlag (i form af systematiske
observationer, tests, samtaler
med kolleger eller forældre)?
4. Hvordan iværksættes supplerende dataindhentning?
5. Koordinering i det tværprofessionelle
samarbejde