RødGrønNo222_Web

KLAR TIL OK21
Sikring af real- og ligeløn, hvilket forudsætter stigninger i kroner og ører frem
for procenter. Ud med tvungen deltid og sexisme og ind med klimaindsatser
på arbejdspladsen. Og sidst, men ikke mindst, et opgør med idéen om,
at de offentligt ansatte skal betale for coronakrisen.
OK21 STÅR PÅ SKULDRENE
AF TIDLIGERE KAMPE
Månedens tema ser frem mod OK21
– men starter med et tilbageblik på
de overenskomstkampe, der er gået forud.
Karsten Ditlevsen,
tidligere faglig rådgiver
Vi opfinder ikke den dybe tallerken, hver gang vi spiser suppe.
Også hvad offentlige overenskomstforhandlinger angår, har
vi erfaringer, som fagligt aktive kan trække på i 2021.
Ligelønskamp i 2008
OK08 havde ligeløn som det centrale fokus og var kendetegnet
ved omfattende mobilisering især blandt sygeplejersker,
pædagoger og medlemmer af FOA. Det var ikke kommet
af ingenting. De foregående år havde vi set en bølge af
spontane, overenskomststridige strejker blandt SOSU-assistenter
og -hjælpere mange steder i landet. Deres fortjeneste
var understregningen af, at ligeløn ikke kun er et spørgsmål
om, at mænd og kvinder med lige lange uddannelser
skal have samme løn. De slog fast, at ligeløn er et lavtlønsspørgsmål,
idet store kvindegrupper er blandt de absolut
dårligst lønnede på arbejdsmarkedet.
Dengang udløste forhandlingerne tre af hinanden uafhængige
konflikter. Sundhedskartellet, BUPL og FOA konfliktede
hver for sig. De tabte, og hele ligelønsspørgsmålet blev
parkeret i en syltekrukke døbt Ligelønskommissionen.
Musketer-ed i 2018
Ligeløns- og lavtlønsspørgsmålet er stadig aktuelt til OK21,
men hvordan undgår vi splittelsen? Det er der et politisk og
et fagligt svar på.
Det politiske er kravet om, at Folketinget afsætter en
ekstra ligelønspulje på f.eks. 5 mia. kr. til forhandlingerne.
Enhedslisten stillede et tilsvarende forslag i god til før forhandlingerne
i 2008. Det blev først afvist som politisk indblanding
af de partier i Folketinget, der nogle år senere ikke
havde problemer med at fikse lærer-lockouten. Det lykkedes
hen ad vejen at få SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti
med på ideen, fordi bevægelsen var stærk blandt de
offentligt ansatte, men desværre ikke stærk nok til, at S og
DF faktisk stemte for i Folketinget.
Det faglige svar kan findes i OK18, hvor den såkaldte musketer-ed
var udtryk for mere fælles fodslag blandt de faglige
organisationer end i 2008. Det skabte græsrodsaktivitet
på tværs af fagskel og en høj grad af fællesskabsfølelse. En
sådan solidaritet vil blive yderligere styrket, hvis fagforbundene
besinder sig og forhandler løn ud fra parolen: samme
kronestigning til alle. For som bekendt stiger brødpriserne
ikke med færre kroner for de lavest lønnede.
De slog fast, at ligeløn er et lavtlønsspørgsmål, idet store
kvindegrupper er blandt de absolut dårligst lønnede
på arbejdsmarkedet.
Solidariteten fra Påskestrejkerne
En sidste ting, der skal peges på, er nødvendigheden af at
bekæmpe splittelse mellem offentligt og privat ansatte. De
borgerlige vil fortsætte deres korstog ud fra devisen: fortjenesten
i den private sektor er forudsætningen for en offentlig
ditto. Det har desværre gjort indtryk på visse forbund på
det private område, men i 2018 så vi tegn på solidaritet fra
grupper af privatansatte. Det er fagligt aktives opgave at
udvikle denne solidaritet. Erfaringerne viser, at det kan lade
sig gøre. Faktisk var danmarkshistoriens største strejkebølge
– Påskestrejkerne i 1985 – en fælles kamp for alle arbejdere,
både privat og offentligt ansatte.
TEMA 7