Rynket Klokkemorkel (Verpa bohemica) - en "ny" art for Danmark

Fig. 2. Sporefor mer hos parasolhatte: a: ellipsoidisk ,
b: skråt afskåret ved basis (projektilformet), c: tilspidset
ved basis (tenformet), d: ellipsoidisk med
spirepore (a: L epiota ochraceofulva , Suserup Skov
23.10.1991; b: Lepio ta su balba , Åløkke Skov, 14.9.
1990; c: L epiota oreadifo rmis , Hjorth olm, 8.10.1991;
d: Macro lepio ta rhacodes, Suserup Skov, 2.10.1991).
Tegning Jacob He ilmann-Clausen.
piota, men efterhånde n er denne store slægt
blevet splittet i en række mind re slægter. Der er
dog en kern e tilbage (Lepiota s. str.) , som stadig
er ganske omfangsrig. Grynhat (Cystoderma) er
flyttet væk fra parasolhattene og regnes i dag til
Ridderhatfamilien (Tric holoma taceae), men s
res te n af de dan ske arter sta dig reg nes til
Champignonfamilien (Agaricaceae).
Der er lan gt fra enighe d om opdelinge n af
para solh atten e i mindre slægter, og næsten
hvert eneste værk har sin egen måde at for dele
art erne på. De mik ro skopiske kar akter er har
nemlig en tendens til at kombiner es på kryds og
tværs me llem artsgrupperne, og slægte rne er
næsten lett ere at kend e makroskopisk end mikroskop
isk. Vi har valgt at bruge en finer e inddeling
end Petersen og Vester holt (1990) og anerke
nder også slægterne Sericeomyces, der blev
beskrevet i 1978, og Ec hinoderma, der blev beskrevet
i 1991.
De makroskopiske karakterer til adskillelse
af slægterne omfatter især hatoverfladens struktur:
melet , pigget , tr ådet , skællet eller glat, evt.
fedtet . Ringen s ud formning er vigtig i no gle
tilfælde: fnugget og flygtig, eller hudagtig og udstående,
undertiden kompliceret opbygget og
siddende løst på stokken. Lamelfarve og stokform
samt alme n sta tur er af bet ydning for afgrænsning
af enkelte grupper.
De mikroskopiske karakter er omfatter hathudens
opb ygning (fig. 1), spo rernes form (fig.
2) og sporevæggens eve ntue lle far ver eaktion
med forske llige reagenser, samt fore komsten af
nlclrnpr
nemlig en tend ens til at kombineres på kryds og
tværs mellem artsgrupperne , og slægte rne er
næsten lettere at kend e makroskopisk end mikroskopisk.
Vi har valgt at bruge en finere inddeling
end Petersen og Vesterholt (1990) og anerkender
også slægterne Sericeomyces, der blev
Slægterne M elanophyllum og Cystolep iota
har samme opbygning af hathu den , men sporevæggen
og sporestøvets farve er forskellig. Det
farvede sporestøv hos Me lanophyllu m er helt
usædvanligt hos pa rasolhatte ne , hvorfor denne
slægt da også blev opstillet som en selvstændig
slægt tidligere end Cystolepiota,
Cystolepiota og Echinoderma har begge runde
celler i hathuden, hvorfor de undertiden slås
sammen til en slægt. På den anden side er ligheden
i hathudens opbygning hos Echinodermaarterne
me d L epiota-arterne større en d med
Cystodenna-arterne, hvorfor de ofte bibeholdes
i denne slægt. Da de imidler tid er makro- såve l
som mikroskopisk karakteristiske, har vi valgt
at følge Bon (1991) og regn e Echinoderma for
en selvstændig slægt.
L epiota sektion Lilaeeae udgør en grup pe ,
der kombinerer karaktertræk fra flere forskellige
grupper; den har øskner som Lepiota-arte rne,
men furet hatrand i lighed med Leucocoprinus-arterne
, og sporerne er ikke dextrinoide.
Lep iota sektion Fuscovinaceae er en anden
overgangsgruppe, som mangler øskner ligesom
Leucocoprinus og Leucoagaricus, men ellers
mind er om typiske Lepiota-arte r.
Et stor t problem er afgræns ninge n af slægte rne
Leucoagaricus og L eucocopri nus, idet disse
slægter ikk e ka n adsk illes tilfred sstillende på
mikrokarakterer. Leucocop rinus-arte rne er generelt
små, tyndkød ed e og med randfuret hat
(disse karakterer hænger nært samme n!). L eucoagaric
us- arte rne er generelt kra ftige, Champignon-agtige
og ikke randfur ede. Det vanske lige
er at placere de rødmende ar te r i disse to
slægter. Nogle forfattere regner dem til Leucoagaricus
, andre til Leucocop rinus.
De hvide Macrolep iota-arte r omkring Mark­
Parasolhat har mange karakterer til fælles med
L eucoagaricus, hvor for der da også har vær et
flere fors ke llige bud på afgrænsningen af disse
slægter.
Di sse problem er viser, hvor svært det er at
karakterisere slægte rne, og vi ska l derfor ikke
forsværge, at parasolh atten e sidenhe n en gang
igen vil blive samlet i en enke lt slægt. D et er
også gåe t på den måde med Rødblad (E ntoloma
j , Slørhat (Co rtinarius) og Vokshat (Hy grocyb
e).
mikr okarakterer. Leucocoprinus-arterne er generelt
små, tyndkøded e og med rand furet hat
(disse karakterer hænger nært samme n!). Leucoaga
ricus-arte rne er generelt kraftige, Champignon-agrige
og ikke randfure de. Det vanskelige
er at placer e de rødmende ar ter i disse to