september, oktober og november 2011 . Årgang 55 - Hasseris Kirke

DEN FORTABTE SØN
VENDER HJEM
Motivet på denne side er malet
af den berømte hollandske maler
Rembrandt van Rijn (1606-69).
I de seneste år af sit liv skabte
Rembrandt nogle af sine bedste
billeder, som dette, der hedder
”Den fortabte søns hjemkomst”,
som han malede det samme år, han
døde.
Katarina den Store af Rusland
skaffede i 1766 maleriet til ”Eremitagen”
i St. Petersborg, hvor
billedet hænger den dag i dag.
Faderskikkelsen som dybt bevæget
står bøjet over sin søn kunne meget
vel være Rembrandts opfattelse af
sig selv det sidste år han levede,
hvor han var plaget af sygdom og
blindhed, og havde oplevet flere
store sorger.
Når det derimod gælder den unge
Rembrandt, beskriver mange
biografier ham som en stolt ung
mand, der var fuldstændig overbevist
om sin egen fortræffelighed og
ivrig efter at udforske alt det, som
verden havde at byde på. Han var
en udadvendt person, der elskede
luksus, og han skulle have været
ret ufølsom overfor de mennesker,
der var omkring ham. Rembrandt
tjente i sin berømmelses første år
mange penge, men ødslede også
mange af dem bort – ligesom den
yngste søn gjorde det i lignelsen
om den fortabte søn, jfr. Lukasevangeliet
kap. 15, vers 11-3 .
Selvportrætterne, som Rembrandt
malede da han var omkring de 30
år, afslører, at han var en mand,
der hungrede efter berømmelse
og smiger, og som elskede at gå
overdådigt klædt. Han foretrak
1
Af
sognepræst
Christian Krüger
gyldne halskæder fremfor traditionelle
hvide, stivede kraver – og
underlige hatte, alpehuer, hjelme
og turbaner.
Denne korte periode med succes,
popularitet og rigdom blev
imidlertid fulgt af megen sorg,
modgang og ulykke. Der er meget,
som minder om den fortabte søns
liv. Rembrandt mistede begge
sine koner samt 4 børn. I årene
frem til midten af 1650’erne gik
Rembrandts anseelse som maler
tilbage. Hans økonomiske problemer
blev så store, at han til sidste
blev nødt til at sælge alle sine
ejendele. Men skønt han aldrig helt
slap af med sin gæld og alle sine
kreditorer, var han i stand til at
finde en smule fred, da han var i
begyndelsen af 50’erne. Den stadig
voksende varme og åndelighed i
malerierne fra denne periode viser,
at al modgangen ikke havde gjort
ham bitter; Tværtimod! Den havde
en rensende effekt på hans syn på
livet. Han begyndte at betragte
mennesket og naturen på en stadig
mere intens måde; han var ikke
længere distraheret af udvendig
pragt.
Når man på maleriet ser den
fortabte søn knæle ned foran
faderen og trykke sit ansigt mod
hans bryst, kan man ikke undgå
at se den tidligere så selvsikre og
respekterede kunstner, som er nået
til den smertefulde erkendelse, at
al den hæder, han har opnået, har
vist sig at være til ingen nytte. I
stedet for de flotte kostumer, som
den unge Rembrandt malede sig
selv iført i sine unge år, er det nu
kun en laset tunika, der dækker
den udmagrede krop. Sandalerne,
som han har gået så langt i, er
udslidte og ubrugelige.
Hvis man så lader blikket gå fra den
knælende søn til den omfavnende
far, er det som om det glitrende
lys, som Rembrandt tidligere lod
reflekteres fra gyldne lænker,