Derfor er vi i Afghanistan! - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

leder FRIHED, IKKE LIGHED – ”Du elsker Gud højere, end du elsker mig. Dét synes jeg er meget egoistisk!” Omtrent sådan lyder den tankevækkende slutreplik i Niels Arden Oplevs film ”To verdener”, da datteren siger et svært farvel til sin Jehova-formørkede far, der får hende udstødt ikke bare af fællesskabet i Jehovas Vidner, men af familien. Der er lukket og slukket for den unge pige. Hun findes ikke længere i hans øjne. Hun må ikke længere se eller pleje omgang med sine blodbeslægtede – sin mor, far, søskende. Og hvorfor ikke? Har hun myrdet, røvet, været voldelig? Nej. Hun har elsket en ung mand udenfor troskredsen…Man følger med mistro handlingens fremdrift mod det uafvendelige. Vi skal ikke anmelde filmen her, men stærkt anbefale den. Den er både en kunstnerisk oplevelse og en kilde til eftertanke. ”To verdener” sætter sig spor længe efter, at man har forladt biografen. Hverken den konsekvente far eller de ældste i Jehovas Vidner er fremstillet, som man kunne fristes til: Ensporede og bindegale. Tværtimod er faderen et kærligt menneske, der skaber en fantastisk ramme om sin familie i dagligdagen og omgås sine børn med opdragende respekt. Hans kærlighed har bare liiige den enkle betingelse, at man holder 2 Tyrkertro Folk må tro på lige, hvad de vil. Problemerne opstår, når den enkeltes tro sætter andres frihed, tryghed og liv skakmat. Det sker i den aktuelle danske spillefilm ”To verdener” om Jehovas Vidner. Og det sker i virkelighedens overtro, når Fanden læser Bibelen og i det islamiske univers… sig indenfor Jehovas Vidners snævre, dogmatiske kreds. Hvis bare det var sort-hvidt, var det jo enkelt. Hvis blot faderen var et gennemført dumt svin, som man kun kan hade. Men det rablende vanvid er netop snigende uhyggeligt i al sin omklamrende familiekærlighed og de kærlige, overbærende ord… Tro mod tro og overtro I Danmark har vi trosfrihed. Folk må tro på lige, hvad de vil. Eller på ingenting, om dét bereder dem nogen tilfredsstillelse. Men vi har ikke religionslighed. Og friheden til at vælge sin tro eller overtro er noget ganske andet end at ligestille enhver tro på en dum sten, planeter, Jehova, Muhammed eller noget femte med vores evangelisk-lutherske tro. Folk må tro på lige, hvad de vil. Men friheden bør stoppe dér, hvor deres tro sætter hegn op for os andre, leger med vores frihed, kræver underkastelse eller fordrer at vi klapper i. Er en pakistansk kvindes frihed til i Danmark at bære tørklæde vigtigere end min frihed til at sikre, at mine pigebørn vokser op i et samfund uden omvandrende symboler på underkastelse og kvindeundertrykkelse? Blot Foto: Polfoto Man kan vel med rette spørge sig, om en tro, der udleves så bogstaveligt, at man i troens navn myrder homoseksuelle, ikke er at være i ond tro… fordi hendes tørklæde undskyldes med tro, og mit standpunkt er verdsligt? Man kan vel i forlængelse heraf med en vis rette spørge: Er der mon god tro og ond tro? Er det ikke reelt at være i en ond tro, når ens tro fordrer, at man hader andre, betragter andre som andenrangs-mennesker? Kan man siges at være i god tro, når man indretter sit islamiske samfund efter sin tro og dogmer sådan, så alle, der ikke er muslimer, er andenrangsborgere – dhimmier - på tålt ophold i deres eget land? Og er det ikke at være i ond tro, om man så må sige, når man i ramme alvor lærer sine børn, at alle, der ikke efterlever Jehovas bud, bliver hugget ned på Den Yderste Dag? Er det overdrevent at sige, at det må være en ond tro, når skolebørn i Det palæstinensiske Selvstyre lærer, at Muhammeds bud i Koranen er, at jøder skal myrdes? Og er man ikke i ond tro, når man i kraft af netop sin stærke tro kan udvise den mindste forståelse for folk, der planlægger at myrde en fredelig dansk hyggeonkel af en tegner, blot fordi han har tegnet en gammel karavanerøver, der blev profet? Simpelthen fordi ens tro er så bastant, at tegningen - ja alene tanken om tegningen - kan være så krænkende, at tegnerens afhuggede hoved forekommer at være en rimelig betaling for den påstående krænkelse? I samme kategori kan man vel også spørge, om ikke man er i ond tro, når man i ramme alvor bedømmer andre mennesker efter, hvornår de har fødselsdag? Som stort barn kendte jeg en barnepige, vi kaldte ”Planeten”. Hun var astrolog. Hun var faktisk et meget sødt, venligt, vidende og betænksomt menneske. Men hun troede klippefast på, at planeternes indbyrdes placering på fødselstidspunktet afgjorde, hvordan ens jordeliv blev, og, ikke mindst, hvilken karakter, vi fik. Jeg var så heldig at være født i det rigtige stjernetegn og på et godt tidspunkt… Men Gud nåde (!) og trøste de andre, der havde det forkerte dyr i stjernetegnet… Rablende. Men sød, det var hun… Vi må hver især tro, hvad vi vil. Men ingen skal komme med deres tro og skabe splid i vores hus. Så er de i ond tro. Sønd.
nyhedsbrev Et folketingsår lakker så småt mod enden. Det syvende i rækken af folketingsår med en regering bestående af Venstre og Konservative, støttet af Dansk Folkeparti. Syv fi nanslove, store og væsentlige reformer af det danske samfund samt en lang række aftaler og forlig. Overtroen taler om ”de syv gode år”, som skal efterfølges af syv onde. Det tror jeg nu ikke kommer til at ske. Folketingsvalgene i 2005 og 2007 gav VOK-fl ertallet mandat til at fortsætte det gode arbejde for Danmark. Og i den nuværende parlamentariske situation ville det ikke undre mig, om vi får endnu syv gode år. Men det kommer naturligvis an på så meget – blandt andet på, om regeringen også i fremtiden vil være villig til at lytte til Dansk Folkeparti. Jeg synes, vi har meget at være stolte over. Som det kan læses på de følgende sider her i bladet, lykkedes det for syvende gang Dansk Folkeparti at sætte vores afgørende præg på fi - nansloven. Til gavn for de ældre og syge, men også til glæde for alle danskere på uddannelses- og retsområdet. Derfor kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på dengang, alle dømte os ude. Det var efter valget i november 2001. Flertallet af kommentatorer mente, at Dansk Folkeparti ville bryde sammen under ansvarets vægt. Hvad de fuldstændigt overså, var, at DF siden partiets stiftelse er gået benhårdt efter indfl ydelse. At vi mestrer kompromisets og forhandlingens kunst. De journalister, som var klar over dette, mente så til gengæld, at det ville koste os stemmer. De regnede åbenbart med, at vælgerne kun lytter til overskrifter og paroler uden at se på konkrete politiske resultater. Varm luft og smart spin Og noget tyder på, at nogle partier stadig tror, at politik kan erstattes af budskaber, overskrifter og gode historier. Senest Socialdemokratiets teser og SFs pejlemærker. Set i lyset af de politiske realiteter på Christiansborg virker både teser og pejlemærker en smule overfl ødige. Havde der ikke været mere mening i – i hvert fald for Socialdemokratiets vedkommende – at have medvirket konstruktivt under fi nanslovsforhandlingerne i stedet for at sidde med hænderne i skødet? Havde det ikke været meget bedre at forsøge at påvirke den førte politik med de midler, der nu en gang er til rådighed under de givne omstændigheder på Christiansborg? Jeg erkender, at valgkampe føres mellem valgene, men i Dansk Folkeparti har det nu aldrig afholdt os fra også at føre politik. Vi mener nemlig, at godt politisk håndværk hører med til enhver valgkamp. Det virker så underligt tomt at møde vælgerne med varm luft og smart spin, når valget står for døren. Men varm luft og smart spin er præcis den disciplin, som Socialdemokratiet og SF kæmper indædt for at overgå hinanden i. I SF har formand Villy Søvndal travlt med at fordøje euforien over de ”barske” udmeldinger om Hizb-ut-Tahrir, som han ganske vist ikke vil forbyde, selv om han har bedt dem ”gå ad helvede til”. Søvndal arbejder på at trække endnu fl ere vælgere til truget. Væk var de klamme soveposer og fælleskøkkener på SFs landsmøde. Henvist til en skammekrog var de røde fl ag, mens SF- landsmødegæsterne på Frederiksbergs SAS Radisson Hotel lod sig beværte af servile tjenere i hvide skjorte og bukser med pressefolder. Væk var også sidste års kritik af ”førerkult” i SF – men kunne det måske skyldes, at ingen længere tør kritisere, eller at alle bare er begejstrede? Jeg skal ikke et øjeblik melde mig til det kor, der klandrer nogen for topstyring. Men det virker nu alligevel som om, SF har ofret lidt af den gamle ånd, der gjorde SF til SF. Jeg kan således gribe mig selv i at længes efter Gert Petersen og såmænd også Holger K. Nielsen. Ikke fordi vi var enige, men fordi de havde en holdning, de havde en politik. Villy Søvndal virker som en mand, der for længst Flot ser det ud på Dansk Folkepartis årsmøde. Men politik er meget mere end overskrifter og historier. Politik er hårdt arbejde - og evnen til at mestre kompromisets kunst. Indfl ydelse kommer ikke af sig selv. Politik er ikke ren snak har deponeret sin politiske handlefrihed hos fokusgrupper og spindoktorer. En mand, hvis store tiltrækningskraft er en spændetrøje i forhold til at agere frit politisk – for jo fl ere medlemmer, der tiltrækkes af vidt forskellige årsager desto sværere bliver det at stille alle tilfreds. Det knækkede Ny Alliance halsen på. Søvndals store opgave bliver nu at holde gryden i kog, samtidig med at han foretager sig så lidt konkret som overhovedet muligt – og der er måske rigtig lang tid til næste valg. Politik er det muliges kunst Socialdemokratiet? Tja… Efterhånden mener de enten for meget eller for lidt. Helle Thorning-Schmidt er lidt blevet reduceret til en karikatur af sig selv. I lang tid mente medierne, at partiet var for usynligt, og at man aldrig hørte noget til formanden. Efter offentliggørelsen af teserne taler visse kommentatorer nu pludselig om, at man hører for meget til dem. Det er ikke let at være socialdemokrat i 2008. Jeg har faktisk opskriften, men de ville næppe lytte. Opskriften vil ganske enkelt være at vende tilbage til de gamle socialdemokratiske dyder og genfi nde kontakten med vælgerne. En anden opskrift kunne være at føre praktisk politisk i stedet for at spytte teser og planer ud. Hvad er politik? Det er det muliges kunst. Politik er at søge indfl ydelse, hvor indfl ydelsen nu en gang er. Det har hverken Socialdemokratiet eller SF været gode til. Men måske kunne det blive en ny tese eller et nyt pejlemærke? Jeg glemte i øvrigt at sige, at det gode råd er helt gratis. Med venlig hilsen 3
Page 1: Nr. 2 • april 2008 • 12. årgan
Page 5 and 6: I den forbindelse er det værd at n
Page 7 and 8: en del penge, men Dansk Folkeparti
Page 9 and 10: Chopper - en af Hjemløsehusets man
Page 11 and 12: Afghanistan sætter livet på spil?
Page 13 and 14: Foto: Karsten Holt Hjemvendt fra kr
Page 15 and 16: ”Undulaterne findes i alle regnbu
Page 17 and 18: Foto: Scanpix mand, der er på kant
Page 19 and 20: DF-Stevns. Generalforsamling. Keld
Page 21 and 22: Spændende tur til Bruxelles for vo
Page 23 and 24: L 49. Forslag til lov om ændring a
Page 25 and 26: ndse Lissabon-traktaten En forfatni
Page 27 and 28: klub kunne komme uanset køn eller
Page 29 and 30: aggrund af en spirende religiøs v
Page 31 and 32: Israel 0 år - en personlig fødsel

Derfor er vi i Afghanistan! - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?