Springende regres ved køb af fast ejendom (Recourse

ler hun, at; ”Huvudregeln anses med andra ord vara att det inte föreligger någon rätt till direktkrav
vid kontraktsbrott i flera led” 9 . Som et af de mest centrale argumenter for at opretholde
grundsætningen om kontrakters relativitet anfører forfatteren den usikkerhed, det medfører at
hoppe et led over i aftalekæden 10 . Heroverfor står imidlertid de procesøkonomiske overvejelser
11 . Zachariasson konkluderer endeligt, at springende regres fremtræder som en undtagelse,
som man skal være forsigtig med at fortolke udvidende 12 .
3.2.2. Vibe Ulfbeck
I starten af det 19. århundrede vinder de liberalistiske principper indpas, og hermed idealet om
privat autonomi. Aftalefriheden fremtræder som en naturlig følge af individets ret til selvbestemmelse,
hvor aftalen udtrykker parternes fælles vilje 13 . Man ønsker, at parternes aftale alene
er et privatanliggende, hvilket indebærer at statsmagten ikke skal regulere forholdet. Viljesprincippet
opstår som et udtryk for parternes subjektive ønske, og grundidéen er, at en part alene
forpligter sig i det omfang han har vilje hertil.
Ifølge Ulfbeck kan relativitetsgrundsætningen udledes som et grundlæggende retligt princip af
aftalefriheden. Som Ulfbeck udtrykker det, er det ifølge hende en logisk konsekvens af viljesprincippet,
at aftalen alene har virkning for parterne og ikke en udenfor stående tredjemand, der
ikke har haft vilje til at indgå kontrakten 14 .
Viljesteorien er i sin rendyrkede form uden praktisk relevans i dag. Således kan en part ikke
undgå at blive forpligtet blot ved at hævde, at han ikke havde nogen vilje til at forpligte sig. Udviklingen
er gået i retning af at objektive forhold, som ligger uden for parternes kontrol, bliver
stadigt vigtigere for parternes retsstilling i et aftaleforhold. Parternes subjektive forhold udgør
således ikke længere kontraktsrettens naturlige og ubestridte omdrejningspunkt. Sociale hensyn
og andre for parterne eksterne hensyn tillægges stadig større betydning. Dette indebærer en stigende
tendens til at varetage almene samfundsmæssige formål, såsom konkurrencemæssige hensyn
og beskyttelse af den svage part i forbrugerkøb. Denne udvikling, som Ulfbeck betegner
objektiveringstendensen, tillægges af forfatteren betydelig vægt og bruges nærmest som et selvstændigt
argument for, at relativitetsgrundsætningens betydning er aftagende. Som en naturlig
konsekvens af at viljesprincippet begrænses, svinder således ifølge Ulfbeck også ”begrundelsen
for at lade kontraktens virkninger være begrænset til kontraktens parter” 15 , dvs. relativitetsgrundsætningens
grundlag. Dette hænger nøje sammen med, at Ulfbeck som ovenfor anført mener, at
relativitetsprincippet kan udledes af viljesprincippet, idet parterne ikke kan pålægges, at være
forpligtet over for tredjemand, hvis ikke de har haft vilje hertil. Ved at anskue relativitetsgrundsætningen
fra denne vinkel, synes Ulfbeck at tage udgangspunkt i tredjemands vilje og i, at de
umiddelbare medkontrahenters vilje er, at aftalen alene skal forpligte og skabe rettigheder for
disse. I de situationer hvor dette er tilfældet, er Ulfbecks opfattelse af relativitetsgrundsætningen
dækkende for retsstillingen. Som jeg ser det, er der dog endnu et aspekt i relativitetsprincippet,
hvilket relaterer sig til den situation, hvor A og B ønsker at forpligte og skabe rettigheder i forhold
til C. I et sådant tilfælde er det svært at se relativitetsgrundsætningen som et udtryk for par-
9
Zachariasson, Direktkrav – om rätt att rikta anspråk mot gäldnårens gäldnår s. 121
10
Zachariasson, Direktkrav vid 3PL-samarbeten s. 58
11
Jf. afsnit 4.2.1.
12
Zachariasson, Direktkrav – om rätt att rikta anspråk mot gäldnårens gäldnår s. 397ff
13
Se bl.a. Gomard, Introduktion til Obligationsretten, s. 27
14 Ulfbeck s. 39
15 Ulfbeck s. 59f
RETTID 2009/Specialeafhandling 11 6