Noter til filosofi-pensum 2008-2009 - Horsens HF og VUC

Noter til filosofi-pensum 2008-2009
KANT (1724-1804): Den gode vilje og pligten
Grundideen: Grundideen i Kants moralfilosofi er, at viljen og kun viljen
kan være moralsk god. Den moralsk gode handling er
derfor udelukkende bestemt af viljen bag handlingen og
ikke af handlingens konsekvenser.
Den gode vilje: Viljen kan enten være bestemt af tilbøjeligheder eller
fornuft. Den gode vilje er den vilje som er bestemt af
fornuft. I modsætning til lysten eller tilbøjeligheden, der
direkte indholdsbestemmer viljen, kan fornuften "kun"
bestemme formen for ens vilje.
Den praktiske
fornuft: Hvor vi i erkendelsen gør brug af den teoretiske fornuft,
gør vi i moralen brug af den praktiske fornuft. [Den
teoretiske fornuft sikrer en nødvendig og almengyldig
erkendelse og kan gennem en selvkritik også bestemme
grænsen for den menneskelige erkendelse. Kants
erkendelsesteoretiske projekt udfoldet i Kritik der reinen
Vernunft (1781).]
Den praktiske fornuft foreskriver enhver handling/vilje en
bestemt nødvendig og almengyldig lov, der siger, at en
handling kun moralsk kan være i orden, hvis
handlingen/viljen hviler på et princip, der kan have
gyldighed for alle tilsvarende handlinger.
Universalisering: Enhver handling udføres af en bestemt person i en
bestemt situation. Handlingens moralske værdi ligger
imidlertid i dens mulighed for at kunne holde universelt
uanset person eller situation. Dette er fornuftens prøvelse
og bestemmelse af viljen/handlingen.
Moralloven eller
"Det kategoriske Universaliseringen udtrykkes ved hjælp af det kategoriske
imperativ": imperativ: ”Du skal handle således, at den regel, der
ligger i din handling, kan blive en almen lov".
Pligtmæssig, pligt
og agtelse: Det er en nødvendig betingelse for den moralsk gode
handling, at den er i overensstemmelse med det
kategoriske imperativ. Men der skal mere til. For ens
handling kan være pligtmæssig i orden (legal) dvs. være i
overensstemmelse med det kategoriske imperativ, men
tillige være i overensstemmelse med en særinteresse, en
bestemt følelse, lyst eller tilbøjelighed. Først når man
handler på trods af ens tilbøjeligheder dvs. handler af ren
pligt får handlingen den egentlige moralske værdi. Den
eneste følelse der tæller moralsk set er agtelsen for
moralloven.
1

Noter til filosofi-pensum 2008-2009
Mennesket som et
"mål i sig selv": Moralloven er fælles for alle fornuftsvæsner. Med agtelsen
for moralloven ligger ubetinget respekt for det enkelte
menneske. Ethvert menneske er et mål i sig selv og kan
ikke uden moralloven krænkes gøres til et middel for
noget andet menneskes vilje eller handlinger.
Frihed: At kunne handle på trods af ens tilbøjeligheder og
samtidig kunne underlægge sig moralloven forudsætter
viljens frihed. Da vi kan indse morallovens gyldighed må
vi også kunne forudsætte viljens frihed.
Moralens
postulater: Sammen med viljens frihed udgør påstandene om sjælens
udødelighed og Guds eksistens moralens ubeviselige
postulater. Da ens handling ikke må være motiveret af
andet end det rene sindelag dvs. uden tanke på nogen
tilfredsstillelse eller belønning må vi, hvis den moralske
handling overhovedet skal være meningsfuld, forudsætte
en belønning i det hinsides. Det vil sige: forudsætte
sjælens udødelighed og Guds eksistens.
"Formålenes rige": Den ideale samfundstilstand - kaldet formålenes rige - er
en tilstand, hvor alle på en og samme tid er både
lovgivere og undersåtter. Frihed er autonomi,
selvlovgivning. Denne selvlovgivning er den samme for
ethvert individ hvorved det overholdes at enhver er at
betragte som et formål i sig selv. Det ideale samfund
repræsenterer den størst mulige frihed og lighed.
Moral og politik: De politiske institutioners formål er at værne om
individets moralske frihed. Det sker bedst under et
konstitutionelt styre, ved afskaffelse af slaveri, grov
ulighed og krig, og ved i sidste instans at skabe en
international retsorden.
Hvor utilitaristerne ville begrunde samfundets love og
institutioner ud fra, hvad der giver den størst mulige
lykke for det størst mulige antal, vil Kant begrunde moral
og lov i individets egenskaber.
Statens rolle: Denne moralske fornuft muliggør ideen om det ideale
samfund. Samtidig kan den politiske orden kun
retfærdiggøres i den grad, den medvirker til at sikre den
moralske frihed. Retsstaten er den nødvendige betingelse
for den individuelle moralske frihed.
Politisk autoritet er således hverken begrundet i naturlige
rettigheder, i nytte eller velfærd eller i gensidige
kontrakter, men udelukkende i menneskets ret til at leve
et moralsk liv.
2