Thomas Kluge 2011

Mørket er på én gang rum og flade, og tit og ofte står figurer og ting
isolerede og lysende midt i alt det sorte. Derved kommer der en
enkelthed og stramhed ind i Thomas Kluges billeder, der vidner om en
indflydelse fra en retning som den geometriske minimalisme.
Mørket er imidlertid også mystik. Vi ved ikke, hvad der gemmer sig
derinde, og det ukendte forlener figurer og ting med en uudgrundelighed,
de ellers ikke ville have. Trods al dens præcision og nærvær er Thomas
Kluges realisme derfor en magisk realisme.
I mange af Thomas Kluges værker, især i de
tidlige, kommer denne mystik også til
udtryk i selve motivet. Mennesker og
legetøjsfigurer vises i akavede og ofte
uhyggelige situationer, der handler om
magt og afmagt, men som ikke lader sig
aflæse entydigt. Følelsen af fremmedhed
løber som en rød tråd gennem Thomas
Kluges kunst, og fremmedgørelse er jo et
moderne livsvilkår.
Hos Thomas Kluge er tradition og
modernitet således blandet sammen til en
ny helhed, men hertil kommer, at hans
forhold til traditionen er meget bevidst.
Barok- og renæssancemestrene spiller en stor rolle for ham, og i
modsætning til den moderne bevægelse, modernismen, der ikke ville vide
af historien, leger Thomas Kluge med den. Det gælder også hans
personlige fremtoning med malerbaret, vest og pludderbukser som en
rigtig KUNSTNER i traditionel forstand.
En sådan legende og i sidste instans ironisk holdning til historien afslører
Thomas Kluge som en såkaldt ”post-modernist”, og det er måske derfor,
hans kunst ikke nyder den store opbakning i modernistiske kredse.