REICHSPARTEITAGSGELÄNDE NÜRNBERG

18
Kultur
Flensborg Avis - lørdag den 19. december 2015
Ansigt til ansigt med fortiden
I årtier har politikerne
i Nürnberg ikke rigtig
vidst, hvad den skulle
stille op med det gigantiske
område, hvor nazisternes
partidage fandt
sted. Et dokumentationscenter
fortæller om
den farlige fascination,
der udgik fra den gamle
middelalderby.
historie
Nürnbergs ry vil for evigt være plettet.
Byen var centrum for nazisternes
stort anlagte rigspartikongresser fra
1934 til 1938, og i 1935 kom den til at
lægge navn til Nürnberg-racelovene,
der med ét fratog jøderne alle deres
borgerlige rettigheder.
Derfor valgte besættelsesmagterne
bevidst Nürnberg som stedet, hvor
de ansvarlige - eller i det mindste en
brøkdel af dem - skulle stå til ansvar
for deres ugerninger. Det skete med
Nürnberg-processerne, der foregik i
byens gamle nævningedomstol.
Virkeligheden var, at Nürnberg
aldrig var mere nationalsocialistisk
end andre tyske byer. Nürnberg var
regeret af liberale og socialdemokrater,
der i modsætning til borgerlige
tyske højrepartier lagde en helt klar
afstand til nazisterne. Men de regerede
partier blev nærmest usynlige i
de store armbevægelser, som andre
sørgede for. Politichefen bød Hitler
velkommen, og allerede fra 1923 udgav
Julius Streicher den antisemitiske
ugeavis, der havde redaktion og
trykkeri i Nürnberg. Hetzartikler og
perfide karikaturer blev sprøjtet ud
fra Nürnberg for at gøde jorden for
det syge tankegods.
Men byen, der markedsførte nazismen,
blev valgt af nazisterne. Det
var ikke her, bevægelsen voksede ligesom
i Münchens lumre ølkældre.
Adolf Hitler valgte byen til rigspartikongresserne,
fordi den lå centralt
og gunstigt rent trafikalt for de
hundredetusinder, der kom strømmende
fra alle egne af Tyskland. Og
byens middelalderkulisse passede
perfekt ind i den tyske nationalisme,
som nazisterne dyrkede.
I dag er Nürnberg ved at få det
bedre med sig selv og sin fortid. I byens
sydøstlige udkant - lige dér, hvor
de enorme rigspartikongresser blev
afholdt - fortæller et stort dokumentationscenter
om Det tredje Rige og
nazisternes partimøder. Det sker på
videnskabeligt grundlag og samtidig
sådan, at historien gøres spiselig
for skoleklasser. Og på bykortene
kan man se resterne af det gamle
Zeppelin-område markeret. Sådan
var det ikke for 30 år siden. Dengang
nøjedes turistbrochurerne med at
vise billeder af fra den romantiske
bykerne.
Reklamer for is og cola
Fra udstillingerne i dokumentationscentret ved det tidligere Reihcparteitagsgelände i Nürnberg. (Foto: Hans Christian Davidsen)
RESÜMEE
Gefährliche Faszination
Jahrzehntelang wussten die Politiker in Nürnberg nicht richtig, was
sie mit dem riesigen Gelände machen sollten, auf dem die Nazis ihre
Parteitage abhielten. Ein historisches Dokumentationszentrum erzählt
von der gefährlichen Faszination, die von der alten Mittelalterstadt
ausging.
Det var på Zeppelin-området, at filminstruktøren
Leni Riefenstahl i 1934
optog propagandafilmen »Triumph
des Willens«, der forherligede regimet.
Her står tribunen endnu og bliver
med jævne mellemrum taget i
brug, når der er motorsportsløb på
de brede veje på området. Amerikanerne
sprængte hagekorset væk i
april 1945 - for øjne af filmreportere
og resten af verden - og de lange kolonnader
måtte myndighederne i
Nürnberg i 1960erne jævne med jorden
af sikkerhedshensyn. Tribunen
blev bygget med det persiske Pergamon-tempel
som forbillede, og marcherne
foregik - ikke ulig paraderne
i de tidligere kommunistiske lande -
med Adolf Hitler og det øvrige partilederslæng
stående på en fremskudt
afsats.
Motionister, skatere og folk på rulleskøjter
bruger asfalten foran til
adspredelse, mens der gror ukrudt
på pladsen foran - her hvor menneskemasser
og enorme lyssøjler i aftenmørket
symboliserede illusionen
»tusindårsriget«. Når der arrangeres
motorløb på stedet, hænger der ofte
store reklamer for is og cola på den
granit, som tusindvis af kz-fanger
sled sig ihjel for at bryde i kz-lejrene
i Flossenbürg, Mauthausen og andre
steder. Man kan afgøre, om det er bizart
eller blot fornuftigt genbrug den
måde, som eftertiden har taget de
gamle nazi-bygninger i brug på.
Den gamle transformatorstation
på Regensburger Straße i områdets
udkant - en typisk granitklods fra
Det Tredje Rige - huser i dag en Burger
King-restaurant og et fitnessstudio.
Og Nürnbergs symfoniorkester
har øvelokaler i kongresshallen,
som Hitlers yndlingsarkitekt, Albert
Speer, opførte med Colosseum i Rom
som udgangspunkt.
Aldrig fuldendt
Den overdækkede hal blev bygget til
at rumme 50.000 mennesker, men
blev aldrig fuldendt. I dag står som
den en torso. Udvendig med den
ubeskadigede facade - indvendig ser
den ud som en ruin. Ikke fordi, den
blev ødelagt, men fordi den aldrig
blev færdig. I det ene hjørne af den
hesteskoformede bygning forsøger
det moderne Nürnberg at give svaret
på, hvorfor naziregimet havde så
stor en tiltrækning på det tyske folk.
Og svar på en masse andre hvorforsprøgsmål.
Her er en turistattraktion som nok
er trist, men lærerig og vellykket:
Dokumentationszentrum Reichsparteitagsgelände.
Ny arkitektur af
glas og stål borer sig ind i bygningskolossen
- som en pæl af moderne
oplysning gennem den retvinklede
geometri i Speers og Hitlers grundplan.
Den tunge magtdemonstration
Domenig har forklaret,
hvordan han »følte en
isnende kulde og støv
fra de døde«, da han
første gang var inde i
bygningen.
bliver simpelthen brudt med lys og
luft skabt af den østrigske arkitekt
Günther Domenig. Han er dekonstruktivist
(altså groft sagt til de rene
former) og kom selv fra »et hjem,
som var åben over for det nationalsocialistiske
tankegods«, som han har
fortalt. Domenig har forklaret, hvordan
han »følte en isnende kulde og
støv fra de døde«, da han første gang
var inde i bygningen. Det er denne
magt, han har villet forstyrre.
Lærerig udstilling
»Faszination und Gewalt« er titlen
på den faste udstilling i dokumentationscentret,
der finansieres af byen
Nürnberg, delstaten Bayern og forbundsstaten.
Det er fagligt højt respekterede
historikere som Reinhard
Rürup, Wolfgang Benz og Christoph
Stölzl, der har været med til at sikre
centrets høje niveau med deres sæde
i det videnskabelige råd.
Som projektlederen Hans-Christian
Täubrich sagde ved centrets åbning
i 2001:
- Det tredje Rige fjerner sig mere
og mere fra nutiden. Sådan er det
nu engang. Vort mål er at fastholde
kendsgerningerne for nye generationer
uden skyldkomplekser.
Ellers må man sige, at den brug,
som Nürnberg gør af den gigantiske
bygning er pragmatisk. Byens renovationsvæsen
har gennem mange
år brugt det indvendige område i
bygningen til at parkere sine skraldevogne,
og store dele af bygningen
bliver lejet ud til lagerplads.
Udstillingen i dokumentationscentret
afspejler, hvad der i 1930erne udspillede
sig i Nürnberg. Det var midt
i denne suggestive repræsentationsarkitektur,
at propagandaen blev
udbredt og racelovene udfærdiget,
og resultatet var krig og folkemord.
Den nazistiske voldsideologi vises
frem i rå rum med upudsede mure i
samme tilstand som i 1939, da krigsudbruddet
forhindrede det videre
byggeri. Man bevæger sig på gangpodier
og det oprindelige betongulv og
bliver konstant udsat for spørgsmålet:
Hvordan blev almindelige mennesker
forvandlet til ondskabens
gerningsmænd? Det er let for eftertiden
at fordømme, og derfor skal vi -
blandt andet med Leni Rienfenstahls
uhyggeligt raffinerede produktioner
- udsættes for nazismens forførelseskraft
på egen krop. Men hvor stærkt
har det virket dengang, hvor immuniteten
over for massemedierne var
langt lavere?
Dengang var der ingen popstjerner,
men Adolf Hitler blev fejret som
en sådan, når han kørte til det fornemme
Hotel Deutscher Hof i Nürnberg
(hotellet eksisterer i øvrigt endnu).
En kvinde årgang 1923 fortæller
i en film i centret, hvordan hun og
hendes veninder konkurrerede om,
hvor mange gange, de havde set føreren,
når han var i Nürnberg.
Dokumentationscentret bryder
den onde ånd, der i årtier har hvilet
over det 25 kvadratkilometer store
Reichsparteitagsgelände. Det moderne
og civiliserede Tyskland får her et
ord at skulle have sagt.
Årelange diskussioner
For hvad skulle Nürnberg stille op
med disse gigantiske pladsanlæg og
granitbygninger efter 1945? Bygningerne
stod som kolossale monumenter
over et uretsregime, der begik
de uhyrligste forbrydelser i historien.
På den ene side var og er de så
overordentlig massive, at det kom i
tredje eller fjerde række overhovedet
at bruge ressourcer på at rydde dem
væk i den sønderbombede by. For
det andet kunne mange af bygningerne
midlertidigt bruges i en tid, da
titusinder af mennesker manglede
tag over hovedet. Allerede før 1933
var den sydøstlige bydel et rekreativt
område og et yndet udflugtsmål for
nürnbergerne, og i dag ligger et flot
friluftsbad og Nürnbergs fodboldstadion
hyggeligt mellem søer og lunde.
I 1980erne rullede der hoveder i
Nürnbergs rådhus. Diskussionen om
områdets fremtid mundede ud i
ideen om at lade det hele omdanne
til en »fredens park«. Forvaltningscheferne
foreslog, at man blot skulle
lade den grønne frodighed vokse til
mellem den golde nazi-arkitektur.
En romantisk og givetvis velment
ide, der provokerede begge politiske
fløje: Højrefløjen, som mente, at nazismen
har en plads i Tysklands historie
på linje med andre epoker, og
venstrefløjen, der frygtede, at Albert
Speer ville kunne vinde en sejr mange
år efter sin død, hvis området fik
karakter som gamle pyramider gemt
i vildnisset. Det hører her med til
historien, at den nazistiske stjernearkitekt
netop havde spået, at hans
bygninger stadig ville have en ruinværdi,
den dag de ikke skulle tjene
deres formål længere.
Mange gigantiske komplekser fra
nazi-tiden står tilbage rundt om i
Tyskland. Men få steder bliver man
så sansemæssigt bevidst om storhedsvanviddet.
De stumme udsagn
fra stenene bliver modsagt i det ny
dokumentationscentrum og de informative
tavler, der er sat op rundt om
på anlægget. Derfor kan Nürnberg
atter være bekendt til at vise den anden
del af sit ansigt i turistbrochurerne.
Dokumentationszentrum Reichsparteitagsgelände,
Bayernstraße
110, Nürnberg. Åbent mandag-fredag
klokken 9-18 og i weekender
klokken 10-18.
Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de