FILMMUSEUM I BERLIN

KULTUR
FLENSBORG AVIS — Tirsdag 10. september 2013 — 18
Filmskatte på Potsdamer Platz
Museumstip. Berlin
er meget mere end
den årlige Berlinale.
Besøg for eksempel
det moderne filmmuseum
i Sony-Center,
hvor man blandt andet
kan se Marlene
Dietrichs rober.
BERLIN er en kontrast mellem
gammelt og splinternyt. I byens
filmmuseum er modsætningerne
slående. I det moderne
Sony-Center på Potsdamer
Platz tager lydløse elevatorer
dig med op gennem
glasskakter, og når du træder
ind i museets gamle filmverden,
bliver du modtaget af et
futuristisk spejllandskab. Men
alt det, det drejer sig om, filmen,
er fra gamle dage.
I museets hjerte, det inderste
rum i de overvejende mørke
lokaler, gemmer på kjoler
og kostumer fra tysk films
største diva, Marlene Dietrich.
Efter hendes død i 1992 blev
alle de ting, som den gådefulde
legende havde samlet gennem
et langt liv, solgt på auktion
i New York. Blandt køberne
var Forbundsrepublikken
Tyskland, og de effekter, som
den købte, er udstillet på
Deutsche Kinematik - Museum
für Film und Fernsehen,
som det retteligt hedder.
1000 film
Filmmuseet byder på ikke
færre end 120 genstande og
filmrekvisitter fra tysk filmog
fjernsynshistorie, omkring
500 fotos og mere end 1000
uforglemmelige filmøjeblikke,
som man har mulighed for at
genopleve - blot man har tid
nok.
Naturligt nok fylder Marlene
Dietrich en stor del af udstillingerne.
For generationer
FOTO: HANS CHRISTIAN DAVIDSEN
Filmmuseum Berlin viser objekter fra hele den tyske filmhistorie, blandt andet filmplakater, fotografier, kostumer, arkitekturskitser
og rekvisitter. Særlig opmærksomhed vies til Marlene Dietrich, hvis betydelige privatsamling museet ejer.
af mennesker på begge sider
af Atlanterhavet var den tyske
skuespiller og sanger et symbol
på modstanden mod krig,
blandt andet personificeret i
sangen »Sag mir wo die Blumen
sind«. En hel verden elskede
Marlene Dietrich for
hendes sensuelle stemme og
de veldrejede ben.
Ud over de åbenbare ydre
talenter besad hun også et
stort mod og en skarp hjerne,
og på filmmuseet skildres
hendes forunderlige skæbne.
Hendes liv begyndte i et højborgerligt
preussisk officershjem
i Berlin-Schöneberg og
tog fart i 1920ernes brølende
Berlin, hvor alt var tilladt, og
fortsatte i 1930ernes Hollywood.
Hun skiftede sit tyske statsborgerskab
ud med et amerikansk,
efter at den tyske
udenrigsminister, Joachim von
Ribbentrop, forsøgte at hverve
hende for fædrelandet. I stedet
for opmuntrede hun under
Anden Verdenskrig de allierede
styrker i Europa og
Nordafrika med sin sang.
Den definitive afsked med
fædrelandet kom dog, da hun
i 1960 blev kaldt fædrelandsforræder,
og der blev spyttet
efter hende på gaderne i Vestberlin.
Optisk bedrag
Filmmuseet virker meget større,
end det i virkeligheden er.
Vadehavets Atlantis spøger
Det er de virkningsfulde spejlvægge,
der giver det optiske
bedrag. En passende effekt,
når filmverdenen jo nu også
er det fuldendte bedrag. Man
føler, man går igennem Dr.
Caligaris kabinet med de skæve
linjer i dekorationerne.
»Caligari« er måske den mest
kendte film fra Weimarrepublikkens
tid og blev indspillet i
1920 i Berlin-Weißensee. Filmen
har fået mytestatus, fordi
dens særlige grafiske stil
kom til at stå som et symbol
på den spaltede og meget
kontrastfyldte verden, der opstod
efter Første Verdenskrig -
i Europa, men især i Tyskland,
hvor opbruddet og opgøret
med gamle værdier fik perverse
resultater. På filmmuseet
kan man blandt andet se den
originale drejebog til Caligari,
og en serie modeller viser,
hvordan filmen rent praktisk
er blevet optaget.
Der er også et lille dansk aftryk
på fimmuseet - nemlig
»die Asta«. Man kan se de kastagnetter,
som Asta Nielsen
brugte i den danske filminstruktør
Peter Urban Gads
»Døden i Sevilla«. Det var Urban
Gad, der opdagede Asta
Nielsen og dermed sendte
hende videre til den tyske
filmverden, da Danmark blev
for lille for hende.
Asta Nielsen blev gift med
Urban Gad og flyttede i 1911
til Berlin, hvor hun blandt andet
fik sit eget produktionsselskab
og arbejdede med ægtemanden
som fast instruktør
indtil 1916. Hendes slanke
skikkelse , de udtryksfulde
hænder og de store strålende
øjne passede glimrende til filmen.
I Tyskland markedsførte
man hende som en stor stjerne
- Die Asta - og hun indspillede
knapt 70 film i Tyskland
indtil 1932. Det var filmtitler
som Der Absturz fra
1922, Nach dem Gesetz fra
1919 og Dirnentragödie fra
1922. Hendes eneste tonefilm,
»Unmögliche Liebe« fra 1932,
blev derimod ingen succes.
Efter nazisternes magtovertagelse
kunne hun ikke finde
sig til rette i Tyskland, og hun
rejste tilbage til København i
1936.
Museet er kronologisk indrettet
og kommer hele vejen
omkring tysk filmhistorie. Heller
ikke Leni Riefenstahl og
filmene under nationalsocialismen
er glemt. En stor afdeling
er for eksempel helliget
de mange tyske filmfolk, der
gik i eksil i årene 1933-45.
Biografier af ti filmstjerner i
efterkrigstiden - deriblandt
Hildegard Knef, Heinz
Rühmann, Romy Schneider,
Mario Adorf, Hanna Schygulla
og Götz George und Franka
Potente - viser udviklingen i
det delte Tyskland. For de yngre
kinogæster er de permanente
udstillinger med Oscarprisvinderen
Ray Harryhausens
fantasiverden det mest
fængende. Til sidst er også en
afdeling med science fiction
med fokus på George Lucas og
Steven Spielberg.
Besøget i Berlins filmmuseum
kan kombineres med det
mindst lige så anbefalelsesværdige
Filmmuseum Potsdam,
hvor man også kan besøge
Filmstadt Babelsberg.
Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de
BOGTIP
Hans-Herbert Henningsen:
Rungholt -
der Weg in die Katastrophe.
152 sider
(Husum Verlag).
VADEHAVETS STØR-
STE stormflodskatastrofe nogensinde
indtraf den 16. januar 1362.
Over 100.000 mennesker druknede
mellem Ribe og Flanderns kyst.
I Nordfrisland blev et kæmpe
landområde revet i stykker, og øen
Rungholt blev skyllet væk. Slettet
fra landkortet med en beliggenhed
syd for det nuværende Sydfal. Alle
øens beboere druknede.
Ethvert sydslesvigsk skolebarn,
der har fulgt med i timerne, kender
historien. Og der er skrevet
mange mere eller mindre pålidelige
bøger om Rungholt, der senere
er blevet omgærdet af mystik. Frisiske
sagn fremstiller øen som en
slags Atlantis, der stadig ligger
under havet og vil rejse sig på den
yderste dag.
”
Frisernes sagn fortæller,
at Rungholts
undergang
var Guds straf for
de rige indbyggeres
overmod.
MED SOLID STØTTE fra Archäologisches
Landesamt i Slesvig har
Hans-Herbert Henningsen udsendt
bogen »Rungholt - der Weg in die
Katastrophe«, der udmærker sig
ved en usædvanlig systematik og
grundighed. Bogen er videnskabeligt
funderet, men alligevel spændende
for lægmand.
Hans-Herbert Henningsen fra
Moor rege ved Uetersen har en
årelang arkæologisk interesse for
Rungholt bag sig. Han har blandt
andet afdækket 2500 stykker keramikfund,
over 500 dyreknogler,
læder- og trædele samt et komplet
gravesystem med rester fra en
digesluse.
Der er stadig mange gåder om
Rungholt, og Hans-Herbert Henningsen
fremlægger de ubesvarede
spørgsmål og tager læseren
med på en skattejagt. Fagfolk leder
for eksempel stadig som vilde
efter Rungholts kirkeklokke, som
de regner med ligger et eller andet
sted på bunden.
»Der Weg in die Katastrophe« er
det første af to bind og beskriver
øen, som den var før den skæbesvangre
januardag i 1362.
Alle kilder til geologi, topografi,
arkæologi behandles ligesom der
præseneteres en kort gennemgang
af frisernes og marsklandets specielle
forhold.
SAGNENE KOMMER forfatteren
selvfølgelig ikke udenom. Frisernes
sagn fortæller, at Rungholts undergang
var Guds straf for de rige
indbyggeres overmod. De havde
bygget et dige rundt om deres
land, som var meget højere end
alle de andre diger. Overleveringerne
fortæller også, at indbyggerne
på Rungholt havde ført et
ugudeligt liv.
Rungholts blomstringstid og en
beskrivelse af indbyggernes dagligdag
har forfatteren sammen
med emner som stormflod og nutidens
spor af øen gemt til andet
bind.
Hans Christian Davidsen
hcd@fla.de
Twitter: @HansChrDavidsen