Wipeout HD - Gamereactor

evisende Guldbæk, der på én og samme tid virker alarmerende
rolig omkring spiludgivernes kvælende tag på udviklerne, og samtidig
utilfreds over branchens manglende mod. Det er en branche,
der bader i sin egen succes, og som Picasso sagde: ”Succes er
farligt. Man begynder at kopiere sig selv, og at kopiere sig selv er
mere farligt end at kopiere andre. Det fører til sterilitet”. Men hvor er
det gået galt? Og hvad skal der til for at redde mediet ud af den
kommercielle suppedas, den er havnet i? Uden en klar definition af
kunst er det naturligvis svært at sidestille computerspil med andre,
mere anerkendte medier, men ét problem står tydeligt frem.
Vi køber alle sammen malerier, musik, film, bygninger og skulpturer
i stribevis, uden overhovedet at ane, hvem der står bag. Hvem
har tegnet det hus, du sidder i nu? Eller designet den stol, du sidder
på? Spørgsmål, de færreste umiddelbart kan svare på, og på den
front ligger det ikke langt fra spil, hvor langt størstedelen af forbrugerne,
ikke har den fjerneste idé om, hvem der har svedt time efter
time i flere år på det spil, de lige har købt. Men i alle andre medier
end spil kender folk til mesterværkerne og personerne bag.
Operahuset i Sidney er tegnet af Jørgen Utzon, Beethoven står
bag Für Elise, Steven Spielberg har instrueret Schindlers Liste, Mona
Lisa er malet af Leonardo da Vinci og… hvem er det lige, der har
lavet Mario? Hvem står egentlig bag Pacman og Tetris? For folk i
branchen er det almen viden, men går du ud på gaden og spørger
en tilfældig forbipasserende, vil personen kigge arrogant og gå sin
vej. Spilbranchen er simpelthen blevet fanget i sin egen anonymitet,
hvor det ansigtsløse produkt aldrig får en ejermand. Folkene bag er
betydningsløse, da spilbranchen udelukkende markedsfører sig på
franchises og i enkelte tilfælde på udgiveren eller udvikleren. En
tendens som ligger uhyggeligt langt fra musik- eller filmbranchen,
Ico hører til en sjældenhed i
branchen, som et spil baseret på
principper om at være anderledes.
Ico og Shadow of the
Colossus’ manglende dog
omtale i medierne på trods af
deres anderledes indhold.
Fahrenheit var måske mere film end spil. I hvert fald
blev ikke sparet på de interaktive filmsekvenser. Som
en film forstod spillets instruktør David Cage og resten
af Quantic Dream i hvert fald, at påpege deres egne
betydning ved at lave en bag-om-spillet introduktion.