Wipeout HD - Gamereactor

hvor motivet for købet sjældent ligger i selskabet bag, men i langt højere grad på de
medvirkende personer. Dem der faktisk har formet skulpturen.
Spil er dog ikke mere ansigtsløse end hverken film, musik eller malerier. Navne
har bare aldrig været en faktor i spilbranchen og ifølge Martin Guldbæk kræver det
simpelthen, at udgiverne skal indse, at publikum godt vil have navne. ”Jens-Peter
Kurup har instrueret Kane and Lynch og sat sit tydelige præg på spillet. Hvis hans
navn blev fremhævet på forsiden af æsken, ville køberne lære hans navn og fremover
opsøge andre spil, han har stået bag”. Det er en simpel logik, som både kan
bruges til at oplyse forbrugerne og give spiludviklerne langt mere magt. Et skift i
fokus fra titlen på spillet til navnet på instruktøren, forfatteren eller andre nøglepersoner
i produktionen, ville pludselig give spillet et ansigt, en personlighed og ikke
mindst en sjæl. Udviklerne ville få magt i kraft af deres øgede kendskab og skabe
omsætning alene på deres navn, mens forbrugerne langsomt lærte om personerne
bag og forhåbentlig indse sammenhængen mellem kvalitet og udvikler.
”Et skift i fokus fra titlen på
spillet til navnet på instruktøren
ville pludselig giver spillet
et ansigt, en personlighed...”
Umiddelbart kan det virke som en naiv målsætning, men der er måske ikke så langt
til målet, som vi tror. En af vejene kunne være gennem en seriøs og anerkendt prisuddeling
á la Oscars, der jo fremhæver Hollywoods mere interessante og udfordrende
produktioner og gør selv de sære film til en delikatesse for mainstreampublikummet.
Men som Guldbæk udpeger, så er det priserne for bedste rolleindehaver,
som høster det meste af opmærksomheden til Oscar-uddelingen. ”Det findes
simpelthen ikke i computerspil”, hvor stemmerne bag de digitale skuespillere
sjældent får den store interesse. Og spørgsmålet er om branchen overhovedet er i
stand til at markedsføre sig selv på navne, hvis den ikke kan skabe et glamourøst
bagland, der har coke-sniffende mega-stjerner til at skabe konstant omtale i alle
pressens kroge. Det er måske ikke en nødvendighed for at få spil anerkendt som
kunst, men det ville utvivlsomt gøre mediet til en mere integreret del af vores
Bioshock var på forhånd
udråbt til årets helt store
æstetiske oplevelse, og
med den gennemførte Art
Deco verden, Irrational har
skabt, har de ikke trådt helt
ved siden af. Det er dog
ikke en anderledes spil
oplevelse under overfladen.
Spil som Katamari Damacy,
der ikke kun bygger på en
distinktiv visuel stil, men også
adskiller tydeligt på sit
gameplay, er måske en mere
spil-orienteret kunstretning,
der behandler sit
medie på en anderledes
måde, hvilket er interessant.
hverdag. Både på godt og ondt, men en del, som ingen kunne nedprioritere som
ligegyldigt tidsfordriv.
Måske skal der blot startes med små skridt? Som Guldbæk nævner, så kunne
Kurups navn på forsiden af Kane and Lynch måske gøre alverden til forskel for
spillets kommende fans, og være med til at stadfæste spillet som et personligt
værk, der ikke bare er et samlebåndsprodukt. Måske burde nøglepersoner
fremhæves i spillets opstart, som det er tilfældet med film. Eller skal udviklerne selv
optræde i spillet, som det var tilfældet med Fahrenheit, som blev introduceret af
instruktøren David Cage’s digitale persona? Der er ingen tvivl om, at det kan føles
en anelse kvalm, at foreslå en så overfladisk tilgang som denne, hvor branchens
nøglepersoner skal sælges som en anden luder til resten af verden, men det kan
være nødvendigt. Nødvendigt, hvis spilmediet vil have sin Spielberg, Beethoven og
da Vinci.
Spiludvikling er en kollektiv indsats, og det kan sjældent være svært at afgøre,
hvem der har taget det største ansvar og haft mest indflydelse på processen. Et
problem som blandt har ført til, at Half-Life-udvikleren Valve har indført en struktur,
hvor alle medarbejderne bidrager til alle dele af udviklingen, uden nogle skarpe
opdelinger. Men verdenen udenfor kan ikke forholde sig til en anonym menneskemasse.
Vi har som menneske altid haft lettere ved at forholde til individuelle præstationer,
og præcis som vi mennesker kan føle os fremmedgjorte uden et par øjne
at kigge på, en stemme at lytte til og en kropslig nærkontakt, så kan et medie uden
en personlig signatur føles fuldstædig fremmed. Derfor er det vigtigt, at nøglepersonerne
bliver identificeret, som filmbranchens instruktør, fotograf og hovedrolleindehavere.
Vi ved, at disse personer eksisterer. The Sims havde ikke været det
samme uden Will Wright, Metal Gear Solid ikke det samme uden Hideo Kojima og
Mario ikke det samme uden Miyamoto. Hvis spil nogensinde skal anerkendes som
kunst, så skal folk også vide, at der står en kunstner bag.