bokselskap.no Ole Edvard Rølvaag: Riket grundlægges
bokselskap.no Ole Edvard Rølvaag: Riket grundlægges
bokselskap.no Ole Edvard Rølvaag: Riket grundlægges
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
– En snekave saa tyk at de ikke kunde se armslængden foran sig, – der saug<br />
<strong>no</strong>e foran den, et par sinte blaff, voldsomme, saa atter <strong>no</strong>n ubestemte pust, – de<br />
fór hit og dit, lette, sopte sneen omkring slæden. Oppe i luften fræste og vrælte<br />
det, og saa – brøt det løs for alvor.<br />
VI.<br />
– Stormen hvinte og ulte, drev snekaven foran sig som vældige braatsjøer;<br />
graasvart tykke raste omkring.<br />
Instinktmæssig kjek han Per Hansa op i luften, smaamyste med høire øiet<br />
gjennem kovdammen, – han maatte se om masten holdt!<br />
Men saa kom der et voldsomt ryk i taugenden, saa han nær hadde stupt<br />
framover, han slap og fik balancen igjen. –<br />
«Der fór <strong>no</strong> han Sam!» mumlet han og bet tændene sammen.<br />
Farkostene han fór med, bar sig slet ikke slik som han mente de skulde, og<br />
som han vilde ha dem til, – de skjøt ingen fart i storsjøen. Oksene diltet og dultet<br />
avsted med veiret, sagtnet mer og mer farten, og saa stod de bom stille. De vred<br />
paa sig litt, trak hodet helt ind i den korte nakken, skjøt en liten krøll paa ryggen,<br />
slap agterenden saa langt ned de kunde – –.<br />
Der stod de!<br />
«No har jeg aldrig –!» mumlet han Per Hansa ut i uveiret. Som et lyn jog<br />
tanken gjennem ham –: Kjør tollekniven i én, vræng huden av ham, tull dig ind i<br />
den og la dig sne ned, – det er din eneste redning!<br />
– Nei, det kunde ikke han Per Hansa. Han Gammel Søren og han Perkel, de<br />
hadde trukket ham og hans herut, de hadde lagt op alt nylandet for ham, og<br />
skulde det bli kongsgaard, fik <strong>no</strong>k de være med og hjælpe til. – Og han Gammel<br />
Søren var saa god i øinene, og han Perkel hørte saa let naar han blev ropt paa.<br />
Han hev sig ned av slæden og famlet sig fremover til oksene, fik fat i skolten<br />
paa dem og begyndte at nidgni dem i panden. – Han gned og snakket imens ind i<br />
øret paa dem:<br />
«Du Gammel Søren, og du Perkel, <strong>no</strong> lyt dokker betterdø va flenke glunta!»<br />
Derpaa gjorde han <strong>no</strong>n sop bakover sidene paa dem, fort og haardhændt,<br />
klødde dem et grand under rumpen, krøp saa bakover og kom sig op i slæden. Da<br />
converted by Web2PDFConvert.com