spastikeren 5/2012 - Spastikerforeningen
spastikeren 5/2012 - Spastikerforeningen
spastikeren 5/2012 - Spastikerforeningen
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Stamcellebehandling<br />
til cerebral parese<br />
– er det muligt og virker det?<br />
På internettet og i pressen kan forældre til børn med cerebral parese læse mange medrivende<br />
historier om stamcellebehandling til adskillige sygdomme. Det skaber håb, men<br />
åbner også mange spørgsmål. I denne artikel vil vi ud fra den nyeste litteratur forsøge at<br />
beskrive stamcellebehandling i forhold til cerebral parese.<br />
Af speciallægerne i børneneurologi Flemming Juul Hansen og Karen Taudorf<br />
Flemming Juul Hansen Karen Taudorf<br />
Stamceller bliver ofte omtalt som vejen til helbredelse af hidtil<br />
uhelbredelige sygdomme. Et kinesisk firma annoncerer med<br />
helbredelse af op til 70 forskellige sygdomme inklusiv sygdomme<br />
i nervesystemet. I dag er det muligt at få udtaget stamceller<br />
fra det nyfødte barns navlestreng og betale sig fra at få<br />
dem frosset ned og opbevaret. Men hvorfor er stamceller så<br />
interessante, hvad kan de bruges til i dag og i fremtiden?<br />
Hvad er stamceller?<br />
En stamcelle er kort forklaret en umoden celle, der kan udvikle<br />
sig til mange forskellige celler – hjerneceller, muskelceller, blodceller<br />
osv. Man kan også kalde det en ukodet celle.<br />
Ved livets begyndelse er der kun en celle - den befrugtede<br />
ægcelle. Denne celle deler sig og danner en klump af ens<br />
stamceller, som efterfølgende udvikler sig til forskellige celler i<br />
kroppen. En celle med sådanne egenskaber for udvikling har et<br />
stort potentiale i den medicinske verden, idet mange alvorlige<br />
sygdomme skyldes tilstande, hvor specielle celler er skadet,<br />
helt ødelagt eller mangler. Det gælder således også for cerebral<br />
parese.<br />
Ved stamcellebehandling sprøjter man stamceller ind i det<br />
syge væv og igangsætter derved udvikling af de manglende celler.<br />
Stamcellerne er således en slags reparationsceller.<br />
26 Spastikeren 5/<strong>2012</strong><br />
Hvor får man stamcellerne fra?<br />
Stamceller kan være fra samme individ (autologe) eller fra<br />
samme art (allogene).<br />
Ved stamcellebehandling med autologe celler er behovet<br />
for ledsagende behandling med medicin, der nedsætter immunapparatets<br />
reaktion på fremmed væv, mindre end ved allogen.<br />
Det er ofte denne immunsupprimerende behandling, der er<br />
farlig.<br />
Knoglemarv<br />
Knoglemarven er det sted i kroppen, hvor blodets celler hele<br />
tiden dannes, og de stamceller, der findes i knoglemarven, er<br />
egentlige blod-stamceller. Det vil sige, at de kan blive til alle<br />
de typer blodceller, men de har ikke så stort potentiale til at<br />
danne f.eks. nerveceller og kan således ikke bruges til behandling<br />
af cerebral parese. Selvom knoglemarv transplantation har<br />
revolutioneret leukæmi-behandlingen, skal man ikke glemme,<br />
at det kan være forbundet med alvorlige bivirkninger.<br />
Navlestrengsblod<br />
Navlestrengsblod har vist sig at indeholde blod-stamceller, der<br />
ikke er helt så specialiserede som stamceller fra knoglemarven.<br />
Det er let at få fat i ved fødslen og kan fryses ned og gemmes<br />
i mange år. Det er endnu uvist, om det kan anvendes til<br />
stamcellebehandling i nervesystemet, men der forskes ihærdigt<br />
i afklaring af dette.<br />
Fostre<br />
Stamceller fra fostre har det største potentiale og kan blive til<br />
alle celletyper. De kaldes pluripotente stamceller. For at benytte<br />
celler fra fostre skal de enten tages fra et fosteranlæg, der<br />
f.eks. er blevet tilovers ved kunstig befrugtning, eller de skal<br />
dyrkes ved hjælp af terapeutisk kloning.<br />
Ved kloning indsætter man en cellekerne fra et menneske<br />
i en ubefrugtet ægcelle, hvorefter den formerer sig og danner<br />
stamceller, som er identisk med cellerne i den person, man har<br />
taget kernen fra. Begge disse metoder rummer mange etiske<br />
og moralske problemer og er således også genstand for en<br />
omfattende debat.