full press documentation here. - Klang Copenhagen Avantgarde ...

At grænserne mellem pianist og sanger var flydende, skulle på forskellig vis præge resten af aftenen. Martin Palsmars
Fire sange fra: Rifbjergske fugle med litterært forlæg i Klaus Rifbjergs digtsamling Voliere var i den henseende mest
straight, dvs. med en klar rollefordeling og rent sammenspil af klaver og sang. Fire korte og legende stykker, der
eksperimenterede med forskellige genrer, fra modernistiske lieder til næsten cabaret-agtige klange. I et mere afdæmpet
leje fandt man Pelle Gudmundsen-Holmgreens Grene Grå – en cyklus på fem sange til tekster fra digtsamlingen
Skønheden hænger på træerne af Ursula Andkjær Olsen. Og skønheden hang vitterlig som frugter på dette møde
mellem en af dansk kompositionsmusiks grand old men og den yngre, men også store digter. Også her trådte
Westergaard ind med diskrete korklange, mens Bloch på sin side gik mere ind i en reciterende sangstil. Det gjorde det
nemmere at dykke ned i ordene, mens musikken samtidig i høj grad var orienteret omkring pauserne med masser af rum
og stilhed. En meget fin oplevelse.
Fint kan man ikke kalde det sidste indslag, snarere grovkornet, hvilket ikke er negativt ment. Nicolai Worsaae
genoplivede dadaismens cabaret i en tolkning af Jean Arps digt Et frappe et frappe et frappe – et digt om at slå, og et
stykke musik som et slag i ansigtet på liedtraditionen. Med en Bloch, der helt bogstaveligt løb rundt om klaveret (her
var flygelet udskiftet med et opretstående klaver) og tæskede på det med en cylinder, mens han råbte digtet ud.
Westergaard råbte med, og både pianist og sanger hamrede nådesløst på både tangenter og det øvrige klaver. Det kan
lyde meget kaotisk, og det var det også, men der var også form og struktur på det. Og ikke mindst en god
situationsfornemmelse, der gjorde stykket hårdt, potent og febrilt humoristisk frem for blot plat vrængende. Humoren
og overraskelseselementet forplantede sig da også hurtigt til publikum, der nærmest brølede af grin, da Bloch og
Westergaard som et avantgardistisk Gøg & Gokke-par stormede ud af cafeen.
Synæstesi i svedehytten
Både lørdag og torsdag aften bød festivalen på stykket Skygger og skikkelser af Hotel Pro Forma. Her mødtes to franske
mestre fra det tidlige 20. århundrede i et hypersanseligt kammerspil – komponisten Claude Debussy og forfatteren
Marcel Proust. Man trådte ind i salen, og allerede ved indgangen kom musikken én i møde, samtidig med at man blev
udsat for glødende lys, farvemønstre på bagtæppet og ikke mindst eksotiske dufte.
Det musikalske program var sammensat af tre sene Debussy-værker: Cello Sonate (1915), Sonate for fløjte, bratsch og
harpe (1915) og Sonate for violin og klaver (1916-1917). Debussys musik har ofte fået hæftet betegnelser som
drømmende og mystisk på sig, og selv lod han sig da også inspirere af den symbolistiske poesis stærke vægtning af
drømme og fortættede billeder.