full press documentation here. - Klang Copenhagen Avantgarde ...

Debussys Sonate for fløjte, bratsch og harpe, foto: Alexander Banck-Petersen
En del af symbolismens interessefelt var tanken om synæstesi, altså sammenblanding af sanseindtryk – at høre farve, se
lyde osv. Hotel Pro Formas tolkning af Debussy og Proust trak da også i den retning ved at skabe en sært flydende og
tvetydig drømmeverden, hvor blandingen af æteriske dufte, glødende farvemønstre og selvfølgelig musikken og ordene
til sammen vuggede én ind i en næsten hallucinatorisk tilstand. Også det greb, at musikken allerede spillede, da man
trådte ind, skabte fra start en fornemmelse af en flydende drømmestrøm, en strøm, der igen blev forstærket af
musikkens skyggespil, hvor de enkelte musikalske stemmer hver havde en skygge eller dobbeltgænger – forstået på den
måde, at hver musikalsk stemme var spaltet ud i to musikere, der fulgte hinanden tæt, men af og til også spillede lidt
forskudt fra hinanden, hvilket tilføjede en vis unheimlich effekt. Det gjorde på en gang musikken forstærket og sløret.
Valget af tekststykker fra Prousts kolossale romanværk På sporet af den tabte tid – med den klassiske åbningslinje ”I
lang tid gik jeg tidligt i seng” – var godt set. Tekstens tvetydige grænseland mellem erindring og nutid, drøm og vågen,
gik godt i spænd med musikken og de øvrige rammer. Som en slags kommentar læst op af en voksen kvinde (Ellen
Hillingsø) og en dreng (Toke Bjarke) – til tider sammen, til tider forskudt, til tider hver for sig, så også oplæsningen
skabte et flydende rum mellem voksen og barn, feminint og maskulint. Det fungerede godt – til gengæld synes jeg, at de
to skuespilleres ageren i rummet virkede lidt akavet. Et eller andet skulle de måske lave, når de ikke læste op, men den
noget stive poseren de gav sig hen til, virkede ikke hensigtsmæssigt.