full press documentation here. - Klang Copenhagen Avantgarde ...

hinanden. For celloen fik en ny streng på, og Toke Møldrup færdiggjorde D’Un Trait. Så koncerten fik en utilsigtet,
men fin og ganske pudsig 3. sats. Personligt var det mig en glæde at få den ret energiske og rå musik og lyden af
celloen og dens materialer tilbage.
På sporet af lyd – Lydenskab udforsker klang
Jeg tænker, at de lidt utraditionelle sammensætninger af værker, er en del af festivalens imødekommende profil. ”Når vi
nu har lokket folk ind, har vi muligheden for at præsentere dem for lidt af hvert.” Det giver en større skydeskive at
ramme og gør koncerterne mere mangfoldige i deres udtryk.
På sporet af lyd var måske det mest tydelige eksempel på en koncert, som stikker i mange retninger, og som samtidig
var imødekommende. Det danske Lydenskab-ensemble havde her iscenesat en koncert med lysvirkninger, udklædning
og en karismatisk gæsteperformance. Musikalsk gik det fra indadvendte klangstykker til noget, som jeg i mangel på
bedre ord, vil kalde moderne teater/performance-fest.
Eyvind Gulbrandsens Den fyrste song eg høyra fekk indledte koncerten i 90% mørke. Bevidstheden om, at publikum
blev overværet bagfra af en oplyst Mannequin sextet med installerede højtalere, var en stærk oplevelse. Og at alle i
blandt publikum nok ikke var klar over det, gjorde det på en eller anden snobbet måde endnu stærkere. Musikken var
tyst, fjern, stemningsfuld, Sigur Ros’et, horisontal og – fristes jeg til at skrive - rigtig nordisk.
http://eyvindgulbrandsen.dk/eyvindgulbrandsen.dk/den_fyrste_song.html.
Henrik Buddes værk Terribly Cold and Nearly Dark havde også noget poetisk og tyst. Og også en mørk belysning. Som
i den lille pige med svovlstikkerne (Helmut Lachenmann har lavet et lignende trick i sin opera om hende) gav
antænding af tændstikker et indblik i en anden musikalsk verden. En oplyst og klar verden, som stod i modsætning til
det fjerne, stille og dunkle univers, som man hørte, når tændstikkerne ikke var tændt. En komposition med en meget
effektfuld og god idé, men som kompositorisk også godt kunne trænge til at blive strammet lidt op: Den ikke-antændte
verden ville måske lidt for meget.
Performancekunstneren Lilibeth Cuenca som forgrundsfigur for Lydenskab, foto: Alexander Banck-Petersen