For meget af en god ting

erstatter, men besætter de områder af det ubevidste, der er problematiske.”
"Altså ligesom at skifte kanal?" spurgte Jens.
Ole Houmann tænkte sig om.
”Ja,” sagde han så. “Ja, det kan du egentlig godt sige. Lad os sige, at vi skifter kanal på dig om et
øjeblik. I stedet for at se Nyhederne vil du hellere se noget sjovt, eller … eller noget lækkert. – Ja,
noget lækkert, ikke.”
”Jo, lad os sige det?”
”Godt, du vil altså gerne se noget lækkert for dig, hver gang, du er nødt til at tænke på penge,
ikke?”
”Jo, men der er også andre ting.”
”Ja?”
”Det er også det her med, at jeg er deprimeret, jeg gerne vil have hjælp for.”
Ja, selvfølgelig, det forstod Ole Houmann godt og så på sit ur. Uret stod, så Jens ikke
kunne følge med i tiden. Han skævede ned til sit armbåndsur, men egentlig vidste han det jo godt:
Han skulle ikke snakke så meget, ikke tage mandens tid, bare lade ham arbejde. Men han kunne
ikke lade være med at spørge. Han var nervøs ved tanken om, at den overvægtige hypnotisør om lidt
skulle ind og rode i hans hoved.
”Penge er ikke alt,” sagde Ole Houmann.
Jens rystede på hovedet.
”Bare man har nok af dem, ikke.”
Jens lo nervøst.
”Men nu skal du høre - tilbage til sagen - du tænker for meget på din skilsmisse og det hus, I netop
har solgt, når du går hjemme i lejligheden i Valby. - Det fortalte du for lidt siden, ikke?”
Jens nikkede.
”Okay, så din lejlighed i Valby er altså det ubehagelige billede, vi skal have skiftet ud med noget
godt.”
”Acacievej!?”
”Nej, ikke Acacievej, noget andet.”
Men Acacievej var et godt billede, protesterede Jens. Acacievej var pragtfuld.
Grunden til at han var træt og uoplagt var jo ikke, at der var noget galt med Acacievej. Det var bare
fordi, han ikke havde kunnet blive boende på Acacievej på grund af dårlig økonomi. - Og oven i
hatten ville hans kone altså også lige pludselig skilles.
Ole Houmann rømmede sig og så længe på ham.
”Hør nu her, Jens …” sagde han så. “Jeg vil nu hjælpe dig ved at få dig til at tænke på sex, hver
gang du tænker på din lejlighed.”
Jens stivnede, men nikkede lydigt efter den pinlige situation for få øjeblikke siden.
”Når du vågner op igen, vil du komme til at tænke på sex med en nabo fra opgangen, hver gang du
tænker på lejligheden og på dine problemer.”
”Nej!!!”
Jens tænkte på lille, buttede Joanna ovenpå. På hendes hoved, der rullede omkring på
ryatæppet. Og Joanna i gyngestolen, der truede med at bryde sammen under vægten af kroppe, der
… - Føj!
”Nej! Jeg gør det ikke. Det dér vil jeg ikke være med til.”
Ole Houmann betragtede forbløffet Jens. Så rettede han sig i stolen. Det knagede,
mens han bladrede i sin planlægningskalender. Han rømmede sig og kløede sig i skægget. Længe
sad han sådan, uden at se op fra kalenderen.
”Jeg kan se på det hele, at jeg ikke kan hjælpe dig, Jens. Vi stopper her.”
Ole Houmanns tonefald var komplet ligegyldigt.
12