For meget af en god ting

Sov skat, sov
Helle lå vel og bollede med svinet nu ... Det var den tyndeste forklaring, jeg nogensinde havde hørt.
Alt det pis med at terapeuten havde rådet hende til at bruge tid på sig selv, indtil skilsmissen var
overstået. Hun skulle ud og købe reoler. Hun var nødt til at købe Emils vintertøj i god tid, og der var
udsalg lige nu. Og så var det katten, der skulle køres til dyrlægen for at blive aflivet. Og så ville hun
overnatte hos sin søster. Og bla-bla-bla. Hun skulle fanden, skulle hun. - Men hvad hun så i sådan
en stodder, som gik i bøssesko med kvaster, det fattede jeg ikke?
Nå, ja, det passede mig egentlig meget godt, at hun ikke var hjemme. Man lå af
helvede til på sofaen og i nat var dobbeltsengen min.
Desuden. I aften ville jeg gøre det. Pakken var som lovet kommet i en anonym
boblekuvert. Mottoet på hjemmesiden var forbandet sandt: "Et barn har ret til at kende sin rigtige
far." - Ja, Emil ville takke mig, når han var blevet gammel nok til at forstå, hvad der var foregået …
Jeg gik og pakkede flyttekasser. Jeg tænkte på flyttemanden, der ville komme i
overmorgen og på en kuvert, der lå gemt i bryggerset. Og jeg tænkte på den samtale, jeg havde haft
med sin mor for nogle uger siden.
Jeg havde ringet til hende midt på eftermiddagen, så jeg kunne være sikker på, at hun
ikke var for fuld endnu. Mens jeg fortalte, at Helle havde fundet en anden - at hun var flyttet over til
ham fyren, og at hun ville skilles - havde moren lyttede opmærksomt og koncentreret. For en gangs
skyld. Måske fordi hun blev mindet om sine egne skilsmisser?
”Er du sikker på, at Emil er din?” spurgte hun pludselig.
”Ja ... Det er jeg da.”
Sådan. Der fik hun sagt det. Jeg kendte hende. Jeg havde set hende kigge på Emil, når
hun troede, at de ikke så det. Vidste udmærket, hvad det betød, når hun så på Emil med dét blik.
”Nå, det er godt, min ven,” sagde hun. “Men drengen ligner jo ikke rigtig nogen af jer og hans
hårfarve …”
”Mor, du ved godt, at man ikke kan bruge børns hårfarve til noget som helst!”
”Og du har aldrig været så klodset, Jens.”
”Nej, mor.”
”Men Emil har det jo svært, det kan enhver se, Jens.”
”Ja, mor.”
”Og jeg advarede dig også en gang om, at Helle måske lavede numre.”
”Mor, jeg altså er nødt til at løbe nu.”
”Emil …”
Jeg vidste det godt. Jeg lød som Helle, når hun skulle have lokket drengen til noget.
Drengen så et øjeblik op fra sin æske med McNuggets.
”Er du mæt?”
”Mm.”
”Det har været en sjov dag, har det ikke?”
”Mm ... Hvornår kommer mor hjem?”
Drengen så på mig på en bestemt måde. - Var han ved at regne ud, at der var noget på
færde?
”Hvornår?” spurgte drengen og væltede i det samme æsken, så maden røg ud over det hele.
"Snart. - Det varer ikke så længe, skat."
Jeg hentede en køkkenrulle. Mens jeg tørrede bordet af, skævede jeg til drengen.
”Nå, men er det så ikke ved at være tid til en eftermiddagslur, hva' kammerat?”
19