For meget af en god ting

”Nej.”
”Hvis jeg nu sætter jeg en video på, så kan det være, at du bliver træt, så du kan få din
eftermiddagslur …”
”Jeg er ikke træt,” sagde Emil og smilede.
Jeg gik ind i stuen og satte en Disney på. Satte sig i sofaen og kiggede på skærmen.
Det virkede efter hensigten. Mens traileren kørte, kom Emil ind og satte sig op i sofaen. Da filmen
gik i gang, trykkede drengen sig ind til mig, og efter tyve minutter sov han omsider.
Jeg rømmede sig og kiggede ned på det sovende barn. En trækning i den ene mundvig.
Jeg ventede endnu fem minutter. Uendeligt forsigtigt lagde jeg drengens hoved på en pude og
listede ud i bryggerset for at hente testen.
På vej tilbage til stuen tænkte jeg på garantien om, at test-resultatet ville holde i retten.
Fint nok, hvis det skulle komme til det. Nu da det – efter et halvt års skænderier - var kommet til en
afgørelse mellem os, følte jeg egentlig ingen vrede ved tanken om, at prøven formodentlig
dokumenterede, at det ikke var mig, der var far til Emil. Det ville være bedst for alle at få rene
linier. Og så sparede jeg også de penge ...
Da jeg kom tilbage, lå Emil og legede med en Pokémon-dukke.
”Er filmen ikke god?”
”Nej.”
”Skal far sætte en anden på?”
”Nej.”
Jeg lagde pakken på sofabordet og satte mig ved siden af Emil. Atter trykkede drengen
sig ind imod mig. Opfattede intet af filmen. Kiggede på videoens ur hvert halve minut. Da filmen
var slut og rulleteksterne kørte, sov Emil dybt. Savl drev ned af barnets kind, ned på mit lår.
Måske var det forkert at lave en dna-test på et sovende barn? Sludder. Drengen havde
ret til vide, om jeg var hans far.
Jeg lænede sig frem i sofaen. Sofaen føltes kæmpemæssig, der var langt hen til
sofabordet. Jeg tog pakken, åbnede den og tog gummihandskerne, vatpinden og opbevaringsposen
frem. Uendeligt forsigtigt trykkede jeg Emils hage ned, så jeg kunne komme til med vatpinden. Så
hurtigt og blidt som muligt kørte jeg den rundt i drengens mund, mens jeg hviskede, ”Sov, skat, sov.
- Skat, sov, skat.”
Idet jeg lukkede opbevaringsposen om vatpinden, gjaldede en fanfare fra fjernsynet.
En ny trailer gik i gang. Emil vågnede, inden jeg nåede at få handskerne af. Drengen satte sig op og
så på mig.
”Hvad laver du, far?”
Jeg flåede handskerne af og lagde hånden beroligende på Emil.
”Det er noget, skolelægen har givet mig. Så de kan se, om børnene skal vaccineres.”
”Jeg vil ikke stikkes,” sagde Emil.
Han sprang ud af sofaen og pilede ud i køkkenet. Jeg ragede testudstyret sammen og
skyndte sig efter drengen. Jeg skjulte testen i en rygsæk, der stod i hallen. Da jeg ud i køkkenet, stod
drengen med køleskabsdøren på vid gab og var ved at åbne en risbudding.
”Nej, Emil. Du skal ikke begynde at spise det der nu. Far skal først lave mad, ikke?”
”Jo!” sagde drengen og lukkede køleskabet med bægeret i hånden.
”Nej betyder nej.”
”Nej betyder ja!”
”Nej, det gør ikke, Emil.”
”Jo, far!”
Emil greb McDonalds-posen fra køkkenbordet og begyndte at slå mig med den.
”Jo! Jo! Jo!” skreg han.
20